Os fra fremtiden(Josh)

Ingen tvivl om at det måtte være her! Selv Dust kunne mærke det! Til det han sagde med tidskrystallerne ringede der pludselig en klokke i ham. Nu kunne han huske det, manden havde også brugt disse krystaller. Det var dem der havde stået i en cirkel omkring ham. Desværre kunne han ikke rigtig huske så meget andet, da det havde føltes som om nogen forsøgte at kvase dig ved at rykke i de reb som du var godt bundet ind i. Det havde ikke været en sjov oplevelse, men han kunne vel sige at det havde været smerten værd, for trods alt var han kommet til denne tid og havde det nu bedre end nogensinde!
Det overraskede ham pludselig at mærke en platform under ham, samt at han langsomt blev løftet fra jorden. Til at starte med kunne han ikke finde sig til rette, vuggede nervøst frem tilbage som om han ikke kunne finde balance på denne platform. Det varede dog kun et par sekunder inden han fandt sig til rette og kiggede med et smil op imod terrassen der var ved at komme nærmere og nærmere. Så snart han var tæt nok på terrassen, hoppede han ned fra platformen og mærkede en lettelse gå igennem ham, ved igen at kunne mærke fast grund under fødderne. Døren til terrassen var låst. De kunne ikke åbne den uden at larme for meget. Et kort øjeblik lod Josh sin finger hvile på hagen, imens han betragtede den låste dør. Det varede dog kun et split sekund før han gjorde en anelse tilløb, for derefter at løfte benet og lade det ramme døren. Som håbet gik døren op, låsen delte sig i to og lyden fra de to døre der ramte væggen indenfor i lejligheden, rungede igennem hjemmet som havde nogen affyret en bombe. Styrken hos en archangel var ikke noget man skulle undervurdere. Langsomt gik Josh ind i huset, så sig omkring og selvom det var en smule uhyggeligt, så kunne han genkende hver eneste ting i rummet!
"Det er her, jeg kan huske det hele," fortalte han Dust og så videre rundt i rummet. Lejligheden var simpel. Et par enkle stole og et lille bord. Køkkenet var i det samme rum som stuen og et enkelt vindue fik lyset fra solen til at skinne ned på et affarvet rødt gulvtæppe..

Da Josh var løftet op til terrassen, begyndte sandet at samle sig ved siden af ham, og allerede lige før han sparkede døren op, havde Dust samlet sig igen og så roligt til, mens denne ærkeengel sparkede døren ind, og gjorde det muligt for dem at komme indenfor. Dust gik roligt efter ham ind, og begyndte at se sig omkring, for at se om der var nogen tilstede derinde, og mens han gjorde det studerede Dust omgivelserne, som i bund og grund virkede meget simple når man tænker på, at de var kommet indenfor hos en der blandt andet kunne sende folk og væsner, frem og tilbage i tiden. Men ud ober Josh og Dust som lige var trådt ind, virkede der umiddelbart menneske forladt, så Dust gik lidt rundt og så på stedet, da Josh snakkede til ham.
"Hmm gad vide om han er hjemme, eller snart kommer hjem?" Sagde Dust tænkende mens han gik rundt, før han let løftede hovedet for at betragte Josh, med hans tomme øjne.

Josh løftede svagt på skuldrene. Hvor manden end var henne, så ville han få sig et stort chok når han så to fremmede mænd i sin stue. Det var jo ikke hver dag man kom hjem for at vinde to nye væsner i sit hjem. I hvert fald ikke hvis man ikke havde inviteret dem. Med yderst forsigtige bevægelser, fortsatte han med at bevæge sig rundt i lejligheden. Lyset fra vinduet var det eneste der kunne lyse denne lille hule op. Ud fra lyset kom der en svag guldfarve, mens i strålerne der reflekterede sig kunne man ane synet af røg. Et tegn på at der havde været nogen for ikke så lang tid siden. Lige som Josh skulle til at åbne munden for at sige noget, kom en gammel mand ind af døren og kiggede skræmt på dem med udspillede øjne. Det var svært at bedømme hvor gammel denne herre var. I ansigtet var det det eneste sted der var tegn på alderdom. Han havde små poser under øjnene, et par rynker i panden og langs kæbelinjen var der et langt ar der tydede på en kamp for flere år siden. Ellers så han ikke ud til at være meget ældre en end voksen mand. Hans krop var muskuløs og ryggen var altid ret.. Påklædningen bestod af en kappe der dækkede fra tå til top.
"Hvad kan jeg hjælpe de herre med?" spurgte han og så skiftevis på dem begge.

Dust gik roligt rundt, inde i dette spøjse sted, og tænkte på at selv en som ham, kunne finde på at bo herinde, når der kun var belysning fra det ene vindue, som Josh og han selv var kommet ind af. Dust var ikke lige just i godt humør, hvis manden ikke var hjemme, men i det øjeblik han mærkede en fremmede aura, faldt hans humør til ro igen, mens han vendte hovedet mod det sted, han kunne mærke auraen kom fra, og rigtig nok der stod en gut, vis udseende gjorde Dust i tvivl om, hvorvidt han var ung eller gammel. Da manden spurgte dem, om hvad han kunne hjælpe dem med, tog Dust nogle skridt frem mod ham, og stod mellem Josh og manden.

"Det kommer helt an på, hvad de er i stand til!" sagde Dust roligt, mens han så på fyren, med hans tomme ravgule øjne "Jeg søger efter en, der er i stand til at gøre tidsrejser muligt, uden tidsrejse krystaller da den slags går i stykker, når man bruger dem på mig, og denne unge mand bag mig, foreslog dem som en mulighed!"

Manden så skiftevis på dem med et blik der var på vagt. Der var ingen tvivl om, at han testede om de var venner eller fjender. Han satte et par vare på bordet, foldede armen på kors og lyttede til det Dust fortalte ham. En øjenkontakt blev startet imellem dem. Han mødte Dust ravngyldne øjne og Dust ville møde et par smaragd grønne øjne der lyste svagt i rummet belysning. Så snart tidskrystallerne blev nævnt, adskilte manden sine læber til at være et hånende grin og inden længe undslap han en latter der var ligeså hånende. "I skøre væsner! Hvad får jer til at tro at det er muligt at rejse i tiden, i må være bims i bøtten! Jeg aner ikke hvad i snakker om!" Det gjorde Josh en anelse irriteret, han kunne genkende manden og det at han kunne spotte at han løj i de smaragd farvede øjne, gjorde ikke tingene bedre. Han måtte knytte sine næver en anelse for ikke at lade en indre dæmon overtage ham..

Fyrens hånlige latter, efterfulgt af hans benægtelse af tidsrejser som en realitet, irriterede i den grad Dust, da hans tålmodighed var blevet ret slidt i løbet af de sidste 213 år, og hans vrede var i den grad tydelig på hans ansigt, da hans hånd blev til sand, samtidig med at han slog ud efter manden, hvilket resulterede i at Dust slog ham tilbage, og holdt ham op mod væggen ved struben, med en forlænget arm af sand.
"Hvis tidsrejser ikke er en realitet, så forklar mig lige hvorfor min ven her, har en yngre udgave af sig selv rendene rundt i denne tid?" spurgte han vredt, mens 2 sand arme voksede ud af hans krop, og tog 2 identiske daggerts fra hans bælte frem, der tydeligvis var den præcis samme daggert, bare fra hver sin tid "Eller hvordan det er muligt, at jeg har en daggert fra denne tid og den præcis samme daggert, bare cirka 1824 år ældre?"