Et uventet besøg (Camille)

hvor var hendes kompromis? hvorfor fremsagde hun det ikke bare, så han kunne bedømme om han skulle tage væk eller blive? Hvorfor sagde hun ikke noget?! Så han kunne komme videre, lige nu havde han en følelse af at bomben bare tiggede...Tiggede uden man viste hvornår den ville gå af. Så sig dog havd du vil, kvindemenneske!
endnu en gang følte han sig vred. Nærmest rasende.
Og Leonard gjorde det ikke bedre...
*Du kan jo...gøre så ingen andre heller kan få glæde af hende? lige som du før har gjort...
Vær nu ikke dum, Leonard!* Denne samtale indeni ham selv fortsatte.
Leonard prøvede at presse sig frem...

kysset på hans skulder gav dog den totalt modsatte effekt. Han havde mest lyst til at vende sig om, kramme hende ind til sig...Kysse igen.
Han viste ikke om han ville kunne holde igen hvis han først tillod sig dette, så derfor lod han helt vær.
Han følte sig...opgivende. Hvad havde han tilbage at kæmpe for?
Han havde Elyas, men snart var han stor nok til at passe på sig selv, ligeglad med sine forældre som så mange dæmoner også var det. De skulle jo leve evigt og hvem gad leve evigt med sine forældre?
I hvert fald var der intet for ham her...Og det var nok også grunden til han aldrig ville bosætte sig her.
Og grunden til hun og tristan søgte hertil, så de var fri for ham...
Han rystede kort på hovedet af sine egne tanker...Men lige nu følte han så nedtrygt, så dybt nede at disse tanker ikke kunne stoppes...

Singal sukkede svagt.
"Jeg går ud og laver det" sagde hun så kort.
"Og hvis du ikke har fået den kødklump i bedre humør inden da smider jeg jer begge to ud og Zean hjem igen" sagde hun lidt kort for hovedet.
Lidt efter forsvandt hun ud i køkkenet.

" Tak Singal, det er dejligt " svarede hun stille.At Singal var til stede og en del af det her, var nok den primære årsag til Zean og hende ikke sad helt i totterne på hinanden ,som så ofte før.
Hvorfor hun altid havde reageret SÅ stærkt når Zean og hende havde toppes? Måske fordi hun inderst inde higede efter hans respekt og anerkendelse, men Istedet ofte fik et spejl hold op, hvis billed hun nægtede at tage stilling til....og så kørte toget ,med ekspress fart.

"Zean....du er nød til at hjælpe mig lidt på vej her " hun klappede ham på skulderen , tog et par step fremog lænede sig op af væggen." Det kan jo ikke være enten eller, der må da være noget i mellem? Jeg er slet ikke istand lige nu til at tage sådanne valg.Jeg tror faktisk jeg er....out of control...jeg får syner...flashes ....i vågen tilstand " mumlede hun lidt usammnhængende.Det var skam helt sandt det hun fortalte ham, men om han derfor købte hendes spæde forsøg på et lille samtale hop, var hun nu ikke sikker på.

"Hvilke flashes?" spurgte han kort.
Så sukkede han og så ned, uden rigtig at se noget alligevel.
"Hvad når Tristan eller dig finder hinanden igen?" spurgte han så stille. Hun måtte tilgive ham for hele tiden at bringe Tristan op. Det var jo klart, uden ham ville Camille jo nok have valgt ham. Men Tristan var der og de to var mere for hinanden end han åbenbart var for Camille. Og Camille troede alligevel ikke på hans kærlighed. Han havde det som om han græd indeni, men mange års strenghed mod sig selv, forhindrede ham i at vise det.
Singal havde fortalt ham det...Hun havde set Tristan ude i skoven og vist ham vejen til Camille. Og han havde sagt noget med at han ville sige hvad han aldrig havde fået sagt før. Det var jo tydeligt hvad det var og inden længe ville de to blive et par.
Han sukkede svagt. Han skulle aldrig være kommet.

Hun mødte hans øjne, kort...så kiggede han ned...væk fra hende.
Et lille stik ramte hendes hjerte.
"Jeg ved ikke helt hvad de er og hvorfor....jeg frygter det er små glimt af...noget der vil ske , men det er sjældent jeg ser noget om mig selv og dem der er helt tæt på .Jeg flipper hvis det er en ny evne, Zean....jeg VIL ikke have den" man kunne næsten forstille sig hun stampede i gulvet, så stædig en klang flød i stemmen.

Det var godt hun ingen mulighed havde for at læse hans tanker, så havde hun nok fået et mindre chock.
Tristan. Så mange følelser, dog mere blandede end hun havde oplevet før,mere bange for at lytte til dem.Hun havde lavet et fejl i det regnstykke der hed Tristan og der var sat en rød streg under.Hun var ellers så omhyggelig, men det var hendes fejl...hun havde sjusket og regnet forkert.
Hvordan hun ville reagerer hvis hun så ham ? Hendes kærlighed til ham var intakt, men om hun ville handle på den mere, det var der jo ingen der vidste... Ingen havde nogensinde beskyldt hende for at være specielt logisk eller rationel, når det kom til den slags følelser inden i hende selv.Hun havde en svag mistanke om , at det måske også havde drevet Samu...Nej, det skulle der SLET ikke tænkes på.

Nu handlede det om Zean, om at få hans humør i top.
"Zean....kompromis..er man to til at hitte ud af.Er der intet der kunne gøre dig glad? Udover at flytte sammen med mig " hun forsøgte spøge lidt mildt med emnet, han mente jo ikke flytte sammen, ikke nu...det vidste hun godt....Zean ville bare have en chance til at vise at han kunne være en glimrende partner for hende , hvilke hun udmærket var klar over han kunne.Enhver kvinde eller pige der fik gaflet hans opmærksomhed og kærlighed var heldig.
Hun huskede de mange gange de havde befundet sig på clubs, og han havde flirtet og danset og charmet med de smukke veldrejet piger, og hvordan hun havde....set på.Hun havde ikke brudt sig særligt om det.

hans hjerne arbejdede på højtryk for at tænke det hele igen, analysere hvad der var sket og skete. For at træde klogest på sin sti gennem livet, gennem...det her.
"alle begår fejl og selv om jeg ikke er menneske, gælder det også mig" sagde han lidt stille.
"Nu nævnte før at du ikke brød dig om når jeg dansede og hyggede mig med andre kvinder, medmindre de var dawn formoder jeg. Det var en fejl, den gang var jeg ikke klar over mine følelser til dig...Og..." han stoppede sig selv, ville have sagt: og dine til mig. Men det var noget han slet ikke var sikker på og hun ville nok modsætte sig det. Og det havde han ikke lyst til.
Han mærkede den samme voksende, stædige og håbefulde styrke glide gennem hans krop igen, forandrede hans tanker...
Hvis de boede sammen...Ja, Tristan ville stadig være der, men han ville få mulighed for at være der for hende og...og beskytte hende, bevise sit værd!
Hvad med Elyas? Hans tanken gled videre...
Ingen dæmon gad deres forældre så længe...eller det havde han i hvert fald set oplevet. Der fandtes breve. Og en gang i mellem kunne han rejse hjem og være sammen med ham, som den far han var.
Han så over på hende.
"Mener du det virkelig? At jeg skal blive og bo sammen med dig?" hun havde sat en fræ i jorden. et frø som ikke vidste om det skulle spire eller lade være. Spirede det, kom kærligheden frem på ny. visnede det, døde det, viste han ikke havd der skulle ske.
Tanken om, om han kunne klare at se hende hver dag og vide hun ikke var hans, uden at føle smerte, havde ikke strejfet ham endnu.

Singal fik endelig vandet i kog og blandede det med tebladene i kanden.
Hun fandt nogle krus frem af ler og ventede på teen fik trukket færdigt. Selv brød hun sig i hvert fald ikke om at drikke teblade.

Blodet forlod hendes ansigt.
Hun havde formuleret sig langt fra ordenligt.
Zean havde misforstået hende, helt.Det var jo næsten det eneste hun ikke havde at tilbyde.Kontrakten var underskrevet, aftalen dermed indgået og den stod ikke til at ændre de næste 12 måneder, ikke for Zean eller Tristan.Hun havde bundet sig til Aleck, i den periode.Men for fanden, hun havde jo ikke vidst at Zean pludselig ville stå her, så havde hun da hellere end gerne ville det.Men nu havde hun lovet,aftalt - og underskrevet en deal med dæmonen, og noget sagde Camille at det ikke gik at trodse ham.
"Zean....jeg kan ikke bo med nogen....kun Aleck, det næste år...der er lavet kontrakt på det.Aftalen var han hjalp mig og jeg blev mindst 12 måneder hos ham, hvilke lød som en win win....da jeg slet ikke kendte andre her.".mumlede Camille, der synes at have mistet kontrollen helt nu.
Hun så på Zean, bare han nu forstod hvordan det hele hang sammen.

kunne ikke...eller ville ikke?
Han havde altid haft en evne til at fornemme om folk løj, de små tegn de kom med og så den fact at han kunne sno sig ind i hovedet på dem...hvilket han dog ikke gjorde nu.
Singal kom ind i samme øjeblik med teen i kanden. Stoppede op som forstenet og så frem og tilbage imellem dem.
hun havde håbet de kunne komme videre, men det var ikke tilfældet. og Zean lignede en der var på grænsen til at eller andet...måske at bryde sammen?

Zean havde sådan håbet. Det lille frø begyndte at dø, han mærkede det indeni i sig.
"Der er altså ingen chance for...Jeg kan være tæt på dig og...bevise hvad jeg kan" han rystede på hovedet. Han hade det hele.
Han vente sig om mod Singal. Han kunne ikke få hende på nogen måde, faktisk overraskede det ham stadig lidt de var venner.
Så han valgte at overleve.
Han fremtryllede et smil, men i det samme ændrede blikket i øjnene sig.
"Singal!" de mørke øjne og den lidt dybere stemme, samt det lidt mere nedladende og afslappede kropssprog tydede på en de begge kendte. Leonard.
"Te...Hvor betænksomt!" han blinkede til Singal.
Han tog imod det og satte det på bordet og satte sig ned, tog en krus og hældte op til sig selv.
Han pustede på det og smagte på det. Skar så en grimasse, men ikek fordi det var varmt...
"Det mangler sukker...Har du ingen forstand på te, kvinde?!" men der var ne underlig drillende tone da han sagde det.

Singal så det hele ske og undrede sig. og dog...
Hun smilte sit typiske kolde smil.
"Leonard! Hvor er det længe siden!" hun overlod ham teen og så kort på Camille med et undrende blik.

Fastfrosset, det var vel ikke helt ukorrekt en beskrivelse af hendes indre.
Hun så dét.Så hvordan hendes ord gled galt ned i halsen på Zean.Hun KUNNE ikke , hun havde forpligtede sig til at bo der i 12 måneder, havde lovet det....og udover han havde været god ved hende , havde reddet hendes liv, taget hende ind og behandlet hende godt, så var hun stadig sikker på en krig ville blive udløst hvis hun bare smuttede.Men hendes underskrift var sat, det var ikke en mulighed.
Hendes øjne fyldtes med tåre, men hun blinkede dem væk uden nogen så det, hvilke ikke var svært.Zean havde ryggen til hende og Singal optaget af the.
* hvad...hvad sagde de nu ?...Leonard !! Åh..gud...havde hun gjort Zean så trist...eller vred? Det var som hun aldrig...helt...kunne tilfredsstille nogen, var det ikke.Måske var kærlighed bare noget der ikke stod i hendes manuskript ?.Hun sukkede og satte sig ned*

Singal så godt at Camille heller ikke havde det helt nemt ved det her.
Men Zean ville nok gemme sig bag Leonard i noget tid, passe sig selv...Lade livet køre videre med det evige liv han var dømt til at leve. medmindre han blev slået ihjel...
"Leonard...Hvad har du så lavet på det sidste?" spurgte hun
Leonard så kort på hende med et køligt lille smil.
"siden vi sidst så hinanden? Der er sket mange forandringer" sagde han lidt kort for hovedet.
"Men en anden ting er...hvor er din hund?" spurgte han
"Den jeg gav dig?" singals ansigt stivnede i et kort sekund.
"Den du gav mig er død. Og det er mine andre hunde også" sagde hun så kort og lænede sig frem mod ham
"men kunne du finde en med en lige så speciel race ville jeg være lykkelig" hun grinte kort. Leonard smilte svagt.
"En tjeneste for en tjeneste..." han så op på Camille et øjeblik.
"Goddag igen...Jeg må indrømme det har været længe siden" sagde han med et lille nik
"takket være dig mistede jeg noget af kontrollen over dette vilddyr...Og dog." han tog endnu en tår af sin te og så lidt rundt i hytten.
Det var hans tid igen...OG han havde lyst til at lave noget sjovt.
"Hvor tæt på er byen?" spurgte han

Hun følte det som hun havde en verden af byrder på sine skuldre.Og nu også Zeans.Hun ville ikke være årsag til hans retræte.Men det måtte hun arbejde på senere.For lige nu , vidste hun han ikke rigtig var tilstede.
"Leonard " hilste hun høfligt "Ja...det ER længe siden "..
At han havde et...nært forhold til Singal gik op for hende, da hun så dem sammen.Og et lille stik løb gennem hende.Uanset hvor højt hun elskede.Uanset hvor højt hun elskede nogen, så endte det altid i smerte.For alle.Zean havde hun netop taget modet fra, selv om hun elskede ham...se hvor let det var for Singal! Hvorfor var det så så svært for Camille ?
Nogle gange ville.hun ønske at få sit hjerte flået ud.
Fucking følelser...

" Et lille stykke Leonard...men der er fyldt af orker, og meget andet...faaaarligt sted " svarede Camille, der ikke kunne beslutte sig til hvordan hendes humør skulle være, og derfor nu ligesom sejlede rundt uden kompas.

Han grinte lidt.
"Jamen dejligt!" smilte han og rejste sig.
"Nogen der vil med? Kunne godt bruge en forfriskning..." med det mente han selvfølgelig en sjæl.
Singal sendte ham et skarpt blik.
"Nej. For jeg kender dig, intet hurtigt overstået....har din mor aldrig fortalt dig man ikke må lege med maden?" han så koldt på Singal
"Hvad har din fortalt dig?"
I et øjeblik skulle man tro de hidsede hinanden op. Men i det samme smilte de bare til hinanden. Det var tydeligt de to forstod hinanden på et punkt hvor andre ikke kunne følge med.
"Så går jeg selv...Medmindre du vil med?" spurgte han og så på Camille.

Blev det til ballade mellem de to, ville hun ikke ane hvor hun skulle placere sig selv.
Men det viste sig, thank god, at være mere et spil end alvor og deres kemi strålede.
Camille kneb øjnene betænkeligt sammen.Havde hun mon fået al relevant oplysning , fra Singal om deres forhold....adskildte hun Zean fra Leonard i en sådnan grad at hun kunne have...?

Camille så forbavset på dem.Singal ville ingen steder hen, men de kunne da umuligt sende Leonard ud på egen hånd? Han var jo...utilregnlig....og hvad med Zean ?! .

"Jeg går med, nogen må jo passe på dig " svarede hun spidst og kiggede på Singal,ville hun ombestemme sig nu ?

Camille havde allerede beslutte at de skulle finde en knejpe , og hun skulle have noget stærkt ...meget snapse og saki agtig stærkt at drikke, denne dag havde været....noget at et udslag på barometeret over utilsigtet hændelser.

Singal kiggede ud af vinduet og på mørket der havde sænket sig, for så at se på Leonard igen.
"Fint så!" svarede hun lidt kort
"Men kun fordi...Ja, jeg ved faktisk ikke" hun rystede lidt på hovedet.
Leonard smilte bare lidt.
Nej, han og Singal havde aldrig været sammen. De snakkede bare sammen og forstod hinanden på visse punkter. De var bare et slags...venskab. Det kaldte folk det, men Singal ville ryste på hovedet, hu havde ingen venner. Og ville ikke have det.

Leonard trak en ekstra kappe om sig som hang i hytten og Singal tog også sin på, for da at forlade hytten og gå mod byen.
"Jeg havde aldrig troet det var den måde jeg skulle gøre gengæld på" sagde Singal
Leonard så lidt på hende.
"Det er det gode ved tjenester. Det troede jeg du viste?" Singal nikkede lidt.

Singal kiggede lidt på Camille. Hun måtte være forvirret...Men spurte vel nok vis hun søgte svar på noget.
Singal lod tankefuldt hånden glide gennem sit silkebløde hår, mens de hvide øjne gled over omgivelserne. Da hun så bedre end de to andre, takket være hendes gener som elver, så hun det som sin pligt at se efter evt. fjender...eller bare fare generelt.

Forvirret, ja det kunne man da roligt sige.
Ved store ulykker hvor folk lå traumatiseret, kvæstede eller døde, hvor behandling skulle priroiteres, planlægges og udføres var hun rolig og velovervejet...ellers ville hun ikke have været en ret god læge, og i virkeligheden var hun brilliant, men når det kom til hendes selv,hendes eget liv og al det rummede, var det som kvalifikationerne ikke længere slog til og overblikket falmede, eller måske nærmere led drukne døden i det store hav af " episoder og ting".

Men ikke om hun ville indrømme det nu da. Istedet svingede hun kappen omkring sig, og gik mod døren sammen med de to andre. " Vi går på det Vilde svin " slog hun bare fast, imens hun tænkte om det var det glade svin kroen hed ?

Turen dertil, så ud til at forløbe uden drama, ingen overfald, ingen gener....Camille vidste ikke helt hvorfor, men hun kunne mærke at hende glæde og efterfølgende forvirring, var ved at blive omsat til en lille snært af irritation inden i.
INGENTING, ingen freakin ting, synes at gå efter hendes plan. Og hun skulle også have været hjemme nu. Bare Aleck ikke begyndte at lede efter hende, det skulle ikke undre hende om han kunne finde på det! Han have sin egen....ide...om hvordan tingene skulle forgå, men hun vidste det kun var et forsøg på at passe lidt på hende at han...blandede sig, lidt.
Promiller....der skulle promiller til, så ville det hele nok falde på plads....for en stund, hvis ikke længere.

alkohol løste intet. Og Leonard havde faktisk ikke tænkt sig det. Han havde tænkt på noget andet...
Da de nåede hen til kroen stoppede han op og kiggede lidt.
"Tror jeg tager smut rundt i kvarteret et øjeblik...jeg skal nok finde jer inde i kroen" han nikkede kort. Selv om han faktisk aldrig havde været der før, virkede det ikke til han var nervøs for noget. Men det var bare typisk Leonard. Eller faktisk hele Zean generelt. Han skulle nok klare sig.

Singal nikkede kort, hun viste godt hvad han ville og var ligeglad.
Hun skar en kort grimasse. Kroer. Fuld af dumme mennesker, alkohol og generelt...uvidenhed.
"Nå..." sagde hun så kort go skubbede døren op, blev mødt af en ram lugt af sved, alkohol, mad og...ja. en million andre lugte.
Da hun trådte ind gjorde hun ekstra meget ud af at ranke ryggen. De folk der så dem komme gående, kiggede da også en ekstra gang. De tænkte nok mest hvad et menneske lavede med en sortelver...Og hvad sortelveren lavede her?
Singal lod sit mentale skjold omgive sig og ignorerede dem alle med den typiske kølighed.
Hun så på camille.
"Hvad skulle det være?" spurgte hun så

Camille have en ubændig træng til at trække Leonard til siden og give han instrukser om havd oh hvem han måtte...nej, hun ville ikke engang tænke tanken, men skubbede den bare fra sig. Manden skulle jo spise, så han ikke faldt død om, det ønskede ingen jo.

Hun så med store øjne efter ham, havde lyst til at gå med, men vidste at det syn hun ville blive præsenteret for ville skræmme hende, stadig!

Så hun fulgte istedet Singal ind, og blev ramt af misbilligende blikke fra alle stede.Nysgerrige og fantaserende blikke , hvad og hvem de var....for ikke at gisne om deres agenda her. Camille stirrede igen, ligeså stædigt som altid, det var ikke snusfornuften der styrede hendes adfærd, eller måske var det? For hvis de oplevede en lille forsagt mus, ville de så ikke nærmere betragte hende som et let bytte, istedet for en provokerende modstander?

Hun tog i Singals arm og styrede hende mod disken..." Noget meget stærkt...ligegykdigt hvad! Har de mon elvervin?" lød det fra hendes mund. Hun kunne huske Crasie havde budt hende på noget, og der skulle ikke mange mundfulde for et menneske, før så var de plakat fulde, så man skulle være lidt varsom med den slags.

hun grinte kort.
"Jeg drikker ikke almindelig menneskealkohol, jeg kan slet ikke lide det" sagde hun kort.
"Og hvis denne kro har så dyr en drik, har de nok fået det af de kære lyselvere i den anden skov. Og deres gider jeg ikke røre, det er alt for sødt" hun så kort på hende
"Jeg ved det med Zean går dig på, men er det nu klogt at drikke sig pløre fuld? Vi ved begge stadig ikke hvad aftenen kan byde på" og så det faktum at Singal havde svært ved at respektere nogen der så alkohol som en udvej. Men det sagde hun ikke.

Hun havde en gevaldig lyst til at svare at plakat stang vissen var lige akkurat hendes plan.Alt skulle viskes ud af hendes tanker,som spandevis af regn dråber vasker kalken fra børnenes kridt malerier væk fra flisere.
Istedet trådte fornuften til, den smule der åbenbart stadig var tilstede ." Nej....bare en øl...og Ja, hele Zean sagen går mig på.Det er ....too much.Ved du...jeg har faktisk aldrig kysset ham ? Det ...er alt i tankerne mellem os " måske gav det ikke mening for andre end hende selv at sige det højt, men hun farede rundt,følelsesmæssigt, som en skøjteløber der ikke havde lært at bremse og bare susede rundt i ottetaller.
" kom nu Singal....en øl tager du ikke skade af " lokkede hun.

"Bare vand" svarede hun lidt kort. Hun kunne tigge og be...hun ombestemte sig ikke.
"Hvis de har noget rent" tilføjede hun. De ville selvfølgelig påstå det var rent...hentet fra brønden ude bagved. Men Singal viste det ikke var helt sandt.
Hun så lidt på hende.
"Aldrig? Trods den...kærlighed han udviser for dig?" sagde hun
"Og du får aldrig lyst til det?" i hendes hoved lød det som om de kunne lide hinanden. Men at camille bare ikke ville give sig. Og så var der jo tristan...
Hun så på kromanden
"en øl og noget vand...Rent vel at mærke!" kromanden sendte hende et kort blik, men gav dem så deres bestillinger.
Singal lagde nogle tilfældige penge på bordet.
singal lod blikket glide over rummet, men så et ledigt bord helt ovre i et hjørne. Hun nikkede til de skulle gå derover og tog selv sit vand.

Hun overvejede at hoppe ombord på vandvognen og dermed tilbyde sin krop et mere sundt alternativt til øl, men hendes sind ville have dulmet den bølgegang der var opstået, bare lidt...tiggede det, sindet...så hun stod fast på en øl.

Hun betragtede Singal og det slog hende, at hun nu følte sig mere ...afslappet, mere tilpas i hendes nærvær.De var kommet lidt tættere, eller i det mindste lærte de mere om hinanden hvilke gav det indtryk.
At Camille manglede en veninde, lod sig pludselig skinne igennem - ellers ville deres samtale nok ikke have taget den 'kæreste' drejning den havde.
"Nej....aldrig ! "sementerede hun. Situationer...på engen, på clubs, hjemme...hvor hun havde følt sig tiltrukket af Zean, poppede op som majskorn der blev ophedet .Alle deres intense og energi ladet situationer og stille øjeblikke...jo...der var flere gange hvor det havde strejfet hende, men hun var så god....SÅ god til at fortrænge sine behov....og de skræmte hende, DET skræmte hende.Kærlighed kunne hun ikke stole på, det var ikke for hende.Hendes far havde fravalgt hende...og havde 'elsket'alle de andre små piger.
Hun tog en forholdsvis stor tår af sit ølkrus....og svarede."jo....en masse gange ville.jeg ha øns- men det betyder ikke noget nu.Alt er....et rød " afbrød hun sig selv og så på Singal.
Zean havde haft ret i noget...hun HAVDE svært ved at komitte sig til en fyr, svært ved at træffe et valg.Hun elskede dem fra en tryg afstand, men kom de for tæt...krævede de mere...så flygtede hun alt hvad hun kunne.Og bremsede de hendes flugt, kradsede og bed hun ,til de selv valgte at trække sig.
Men det havde hun ikke i sinde at snakke med nogen om.

hun så længe på hende, som om hun så mere end et almindelig menneskeøjne ville.
"Jeg kunne sige mange ting, men jeg vil aldrig vide om de virker, da jeg ikke selv beskæftiger mig med kærligheden og den forræderiske forelskelse" sagde hun så og tog en tår af vandet. Hun skar en kort grimasse, kaldte de det rent?!
"Du ønsker det...eller ønskede det?" spurgte hun så
"Der er nemlig stor forskel på de to...ønsker du det stadig, ville du nu have muligheden for faktisk at gøre det...Og have en person ved din side for evigt. For jeg tror at bliv han først loyal over for nogen, flytter han sig ikke en tomme" hun trak lidt på den ene skulder
"Ønskede du det, har du altid Tristan nu..." hun så igen på hende med dette blik, der virkede som om det så mere, viste mere...Et blik kun elverne kunne præstere.
"Men jeg tror ikke bare det er forvirring over to drenges bejleri...Jeg tror også du er bange"

Hvorfor gad Singal ikke kærlighed ? Når den fungerede var intet mere fantastisk, vel ?
Camille måtte selvransage og kom op med...intet svar.
" Singal....helst ville jeg bare føle intet.Det er der færre risisi forbundet med , hvis du forstår? "
*Zean...havde været optaget i næsten al den tid hun havde kendt ham, så døren var nu lukket.Tristan ....havde hun faktisk en overgang troet.....argh!* hun kørte begge hænder gennem sit hår og næsten begravede sit ansigt , med armene beskyttende lagt over.
Udover disse to fyre...havde hun nu også Mira, Mira med Eric....ikke at de nogen sinde havde sagt eller gjort noget, der var bare en tæt familier følelse, af noget rart....og så var der Dæmonen Aleck!
Hun ville egenlig bare helst ikke synes om ham,men udfordringen lå i at jo mere til de tilbragte sammen , jo tættere synes hun at ønske at være på ham.
" pis" mumlede hun og rakte ud efter kruset ,hun halverede indholdet på, uden at spenderer megen tid på dette.
"Hvad er din historie med kærlighed?" Spurgte hun Singal , ivrigt efter at vide besked...samt at ændre fokus en anelse.

Hun nikkede kort. færre risici. jo, hun kendte det, hvorfor troede hun ellers at Singal fraskrev sig det hele?
hun så på hende lidt, før hun lod blikket glide rundt. Lod det ende på Camille igen.
"Nu spørger du ind til mig igen, til ting jeg holder for mig selv hvis jeg kan. Jeg ønsker ikke folk skal vide noget, for jeg ønsker ikke folk skal bruge det imod mig, hvis du forstår?" hun smilte svagt, hendes kolde øjne glimtede underligt i lyset fra stearinlysene.
"Du vil komme til at kende mange forskellige personligheder, mange forskellige væsner. Nogen vil måske tiltrække dig mere end andre, nogen vil måske true dig på livet og meget mere..." hun lænede sig frem over bordet og slap ikke hendes øjenkontakt. Meget lavt, så kun Camille kunne være med, sagde hun:
"Hvis du vil have fremtidige svar om mig, og min fortid som du virker meget interesseret i, samt hvorfor jeg vælger som jeg gør, kræver jeg noget til gengæld...At du heller vil gå i døden end siger noget af det videre. Og tro mig...kommer det alligevel videre, vil jeg selv være døden der følge dig" Hun virkede ikke truende på nogen måde. Men alligevel var hun så bestemt og alvorlig at der ingen tvivl herskede.
hun kunne have sagt hun skulle besvare hendes egne spørgsmål om hendes følelsesliv...Men det så ud til at hun nok skulle komme til at vide hvad hun ville. Hvis bare hun var tålmodig.
"Hvad angår dit følelsesliv...det lyder nok lidt hårdt, men en elvers ord kan tolkes på mange måder..." Hun slog ud med håret.
"Men du er nød til at vælge. Hvem skal tilhøre dit hjerte, hvem skal tilhøre dit hoved?" med hjerte mente hun kærlighed, med hovedet venskabet.

Camille kunne snildt love hende at holde hendes hemmeligheder, efter alt, hvor meget slæbte hun rundt på af den slags, det var ikke småting.Og Camille solgte aldrig hendes venner ud.Det ville mange kunne skrive under på.
" Singal...trusler er ikke nødvendige, hvis det ikke skal videre end her...kommer det ikke.videre, længere er den ikke.Men jeg forstår hvad du siger og accepterer det.Jeg vil meget gerne høre om dig " smilede hun ubekymret og imødekommende til sortelveren med den magiske blik.
",Men.jeg må skuffe dig, mit hoved og hjerte er i uorden lige pt og det er hele problemet.Der er kaos og jeg ønsker...stilstand...ro...ordnede forhold " lo hun svagt og med et stænk af lemonbitterhed.
" Men når jeg ved hvad,hvem og hvor...så giver jeg besked " pjattede hun og tømte øllen.

Hun rystede på hovedet.
"Du fornærmer mig, ved ikke tage bruge de visdomsord elverne er kendt for" hun smilte svagt
"Men mon ikke dit indre ville få nemmere ved at falde på plads, når du ved havd du skal gøre ved dem der kæmper om din gunst?" hun lagde en hånd om sit glas med vand og lænede sig tilbage i stolen mens hun kiggede på hende. Trusler? Hun var tæt på at tage det som en fornærmelse, men så igen...Hun var vel sortelver.
"Fint nok, jeg vil forfølge dig på dit ord" sagde hun så
"Var det kærlighed vi kom til? Leder du efter et svar, så se på dig selv. De er dine svagheder og bringer lige nu kun kaos i dit liv. Jeg ønsker et liv i balance. ingen må komme mig så nær at de bringer mig ud af den!" hun sagde det på en så bestemt måde, at der ingen tvivl var. stod en mand og bejlede til hende, ville hun sige nej. Vende ryggen til og gå.
Hun regnede aldrig med at blive forelsket...For hun havde endnu aldrig været det. Der fandtes få folk der afskrev sig den del af livet...Deriblandt Singal.