Et uventet besøg (Camille)

Hun rakte ham vandet , og purrede lidt op i hans mørke hår. Lidt luksus måtte man vel unde sig selv, tænkte hun med et svagt smil om læberne.
Hun satte sig ved kaminen, og nød det faktum at han var her, de behøvede ikke den store samtale.Bare det han var...her!
Men hun måtte jo svare ham, når han spurgte.Hun var i tvivl hvad Zean ville sige.
Tristan vill synes det var en skod ide, men han ville også have været glad for Aleck havde passet på hende.Men Zean ??
" Jeg mødet en fyr....ehm..en som dig.En dæmon.Jeg bor hos ham lige nu.Som hans...lejer. " Han hedder Aleck Mackinley, måske du kender ham ? " spurgte hun nysgerrigt.

Han rystede på hovedet.
"Den eneste jeg kender her, som faktisk er herfra, er Singal" sagde han og tog en tpr af vandet og satte glasset på gulvet.
Han brød sig stadig ikke om når hun behandlede ham som et barn, purrede op i hans hår og sådanne ting.
Hvad angik ham hun boede hos, var han ligeglad. Selv om Camille ikke altid var den bedste til at finde de...bedste...Stolede han alligevel på hun nok viste mere om denne fyr end ham. og hvis han gjorde noget ville han fortryde det.
Han sukkede kort og lod selv en hånd glide gennem håret.
"Det er overraskende trættende at rejse fra den ene dimension til den anden..." mumlede han i et lille gab. Han havde heller ikke sovet meget i forvejen. Som altid fyldte hans tanker for meget. Og det blev ikke bedre af når Ichabod blandede sig. men han var åbenbart også træt, for han havde ikke sagt noget endnu. Men okay, han havde heller ikke gjort noget dumt på det seneste.
Og Leonard...Han plejede at holde af Singal...
Han opgav at tænke på det. Det måtte de selv styre.

Hun nikkede, dét var jo et skud i tågen om han kendte Aleck.Men dét kunne jo havde været tilfældet.
Hun så han trak sig lidt da hun roede i hans hår, hvilke bare efterlod hende med en drilsk idé om at give hele hans manke en ordenligt tur med begge hænder, hun elskede at udfordre ham lidt, hvilke ikke var vanskeligt.Dét gjore hun ofte, helt uden at anstrenge sig.
"Dét er hårdt,denne rejse....Zean.....hvorfor....er du her ? jeg kender dig, der er en grund ! " sagde hun i en mild tone og fangede hans mørke øjne.
Han så træt ud. Om lidt ville hun varpe ham i seng.Han ville protesterer, og dét ville ingen betydning have.Sove skulle han altsår.

Han sukkede kort og overvejede hvornår Singal kom tilbage. Han ønskede ikke hun skulle få del i...visse ting.
"er du sikker på du overhoved vil vide det?" spurgte han og hvilede hovedet i sin hænd, mens han så på hende.
Uanset hvad ville det nok...overraske hende, eller chokere hende...måske gøre hende ked af det, eller vred. på en eller anden ville hun i hvert fald reagere.
"Du kender allerede svaret...Ønsker du en anden, så sig til. Jeg kan hurtigt finde på noget" han lænede sig tilbage i bænken igen.

Hvad var det for et spørgsmål ?
Hvornår havde hun ikke intereseret sig i hvad der skete i hans liv, hvordan han havde det og om hun kunne hjælpe ?
Ironisk svarede hun "Nej...Zean det ligge ikke til mig " men efter et par ind og udåndninger sagde hun mere ligeud "Selvfølgelig vil jeg vide det ".
En mærkelig følelse begyndte at snige sig ind på hende.Han var vel rask?
Spiste han...ordenligt? Var der noget galt? Nu med fornyet bekymring i sin milde stemme opfordrede hun ham "Zean..m?!" .Hendes hænder fumlede lidt nervøst ved frygten for alt der kunne være galt

Det irriterede ham at hun...åbenbart havde glemt det.
Han havde mest lyst til at rejse sig fra bænken og gå, lige som Singal. Bare gå.
*Såså...Lille ven...* Han trak vejret dybt. Nej, han ønskede ikke Leonards indblanding, det ville nok heller aldrig gå godt.
"Vi skændes over det sidst, få mig ikke til at nævne det igen...Men du ser alligevel også ud til at have glemt det" han kunne ikke sidde stille mere. Han rejste sig, men han gik ikke fra hende, gik bare over til det nærmest vindue og kiggede ud i det mørke der hurtigt kom nærmere.
Bare for at kunne slappe lidt mere af.
"Jeg holder stadig af dig...Er det ikke normalt at se til dem man holder af?" sagde han så stille. Hans tanker gled igen hen mod Tristan. Vrede. Han følte sig vred, på Tristan, lidt p åCamille, at hun havde givet ham falske forhåbninger. Men også over sig selv endnu engang at være faldet i fælden.

Hendes øjne afspejlede hvordan tankerne løb forvirret rundt.
Han var kommet for at tjekke op på hende.Intet andet...vigtigt dæmon sager var det ikke.Bare hende.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og slet ikke hvad hun skulle føle.
Hun vidste Zean holdt af hende, men den store dybe kærlighed han engang havde haft for Dawn, troede hun ikke på han havde for hende .
Men ....selvfølgelig var hun draget til ham.Han havde altid været der for hende,smuk og stærk som han var....og hun elskede den måde hans hjerne arbejdede på.
"Zean...j-jeg ved ikke..." gik hun istå allerede inden hun rigtig havde fået begyndt.
Hun gik over til ham og stod med front mod hans ryg.Hun støttede sin hage på hans højre skulder og lagde hænderne på hans arme.
"Det ....er jeg glad for" sagde hun lidt stille.Det lød...dumt....men ....årh, hvorfor var ting altid så kompliseret.Der var et tidspunkt ,hvor tiden ville have været perfekt for dem, nå..ja...bortset fra han ventede barn, og da han gik fra Dawn,havde hun jo troet at Tristan....og hun..men....han havde aldrig sagt noget,aldrig lovet hende noget.Og deres romance kunne hun snildt have tillagt lange større betydning end han, og lagt flere følelser i.
Hun skubbede mindet om ham væk, Tristan....det gjore ondt.
Hun ville gerne gøre Zean glad....ikke alle behøvede være...triste,men hvad der ville fungerer vidste hun ikke.Hun kunne ikke sige ja til kun at være hans, og vidste han nok godt .Hun gav hans arme et lille klem.

Hun fattede jo slet ikke noget!
Han havde ikke haft nogen dyb kærlighed for Dawn. de havde mødtes en aften og derefter lidt mere. End til hun var gravid og han følte det som sin pligt at tage sig af hende. Han var glad for hende, ja, det var han stadig. Men det var mest på et venneplan.
det virkede som om Camille slet ikke ville acceptere hvordan det var og det gjorde ham bare mere vred. tag ikke hensyn til mine følelser, sæt mig til side og vent på det går over...Om det så er for evigt!
Han hev sin skulder til sig og trådte ud af hendes greb.
"jeg føler du flygter fra mig..." sagde han kort.
"Jeg fortalte hvordan je havde det, jeg har det sådan. Og wups, så var du væk. Jeg vidste faktisk ikke om jeg ville se dig igen. Jeg følte du nok var ligeglad, du har jo Tristan..." han sukkede irriteret og vendte sig væk fra vinduet, gik hen til ilden istedet for da han ikke kunne klare hun stod så tæt på.
Han talte normalt ikke så åbent om sine følelser...Men Camille ville alligevel få diskuteret sig frem til dem. Desuden kendte hun dem jo godt. Hun ville ikke have ham.
Han trak vejret dybt endnu en gang.
"Jeg er ikke kommet for at skændes..." sagde han så kort. Men han viste det var forsent, Camille ville nok være vred snart.

Hun forsøgte at holde vreden inde.Zean havde..let...ved at vække den i hende,like always.
"Zean..jeg er ked af det gik så stærkt, men ...det virkede som en fornuftig ting på det tidspunkt."
Hun så efter ham, også han var...urolig nu.
"Undskyld, jeg troede ikke....du har mange veninder...jeg regnede med..."
Så nævnte han Tristan, igen ! Og denne gang boblede vreden over, og hun snerrede ud efter ham "Sig mig lige...hvad er dét du ikke forstår...Jeg er stadig ikke sammen med Tristan,han er tilsyneladende ikke , rigtig, interesseret i et forhold, bare en flirt...hvilke han fik...en god en af slagsen, men jeg er ikke...god nok til ham ,åbenbart " hendes stemme var hævet og i hendes øjne flashede der små lyn, men hun havde mere at diske ud..."Og nu er han sku væk...forsvundet...piist...og dét skulle ikke undre mig om det var selvvalgt....og du.du....skal vi tælle hvor mange piger du har flirtet med, inklusiv mine veninder..imens jeg var der...uden at værdige mig et blik..s-så kom ikke her og tal til mig om kærlighed, dét gør du bare ik !"

Han vente sig om mod hende, selv mere vred end han faktisk ville acceptere sig selv at være.
"Åh ja, aaalleee mine veninder, ikke?" hvæsede han
"Jeg har ingen! Ja, jeg har haft one-nights, men gæt hvad? Det var kun en nat! Har du nogensinde oplevet en dæmons sexlyst når den først blusser op? Så på det punkt skal du nok ikke sige noget, hvis du viste jeg helst ville være fri!" han ville trække vejret dytb for at blive rolig,men det fejlede.
"Bare en flirt? Jamen så bare en flirt der var meget bedre end mig, åbenbart!" han trak den nærmest stol hen til sig og kylede den ind mod vvæggen. Lyden af træ mod træ samt træ der flækkede.
"Men hvad? Fint. Du har gjort det klart. Je har aldrig været noget for dig, har jeg vel?Du har vel set på mig med afsky i blikket, når jeg så væk. Jeg er jo bare en forvirret dæmon som knalder med gud og hver mand, JEG kan da umuligt føle noget rigtig for dig!" han mærkede for en gangs skyld...Lyst til at give op. Han gad ikke mere. denne diskussion havde de haft før og var ikke kommet videre.

Han holdt sin hånd ud for sig og faldt åbenbart til ro.
"Undskyld jeg kom" han var allerede på vej ud af døren. Det gjorde så ondt at se på hende...Og skændes med en man helst ville holde tæt.

"one night stands...veninder...call it what you want...." Snerrede hun tilbage.
Hun fik helt rosa kinder ved hans spørgsmål om dæmoner og sex lyst og skyndte sig at svare "NEJ, det kan jeg garanterer dig jeg ikke har oplevet...men påstår du at alle dæmoner springer på alle med et skørt Zean ?" Hun fik noget at tænke over , hvis det han sagde var sandt.... Var det så muligt at have et monogamt forhold til en dæmon??
Zean, var også vred...og han langede ud ...'Bare en flirt....'og BANG stolen blev kastet.
Camille rystede svagt, hvis han gik amok ville hun ikke være i stand til at stoppe ham.Det smarte...det kloge ville være at holde mund og lade ham køle ned, men Camille var al for viklet ind i egne opfarende følelser, så...."Hold dog op Zean....du VED jeg elsker dig og altid har gjort det....du VED jeg ville gøre alt for digMen holder du ikke kæft med Tristan nu, så mister jeg grebet...og afsky ?! Hvad fanden mener du med dét ? " hendes øjne begyndte at fyldes med tårer..hvorfor snakkede han om afsky, i så lang tid havde hun lukket øjnene for følelser for ham...hell eller andre der kom nær...Camille var en freakin mester i at underkende følelser af interesse for andre,alene af den grund....man bliver altid såret alligevel.Kærlighed var for andre, ikke for hende.

"Jeg har ikke nævnt ham i et stykke tid nu" snerrede han og stoppede op med hånden på dørhåndtaget. Hans øjne lynede...Men samtidig viste de en indre smerte.
"Jeg aner ikke hvad andre dæmoner gør eller hvorfor. Men ja, dæmoner har generelt en større sexlyst end almindelige mennesker og det er som regl en af grundene til de hader os...Hvilket du så fint har bevist!" han viste ikke hvorfor han sagde disse ting, han viste jo godt hun ikke hadede ham...Men han var så vred at han var ligeglad.
"Aha?" han slap grebet og kom langsomt længere hen mod ham.
"Elsker du mig? Er det det du påstår? At jeg faktisk betyder noget for dig? Hvorfor, om jeg må spørge, benægter du det så, når jeg ønsker at gengælde det? Hvis det altså er sandt?" han var stadig vred og selv om han prøvede at holde sin stemme i ro, rystede den.
"Spørg Dawn. Hun har oplevet et forhold hvor jeg også søgte andre kvinders selskab. Men efter hun fortalte mig det var okay...Jeg er altså ikke så dårligt en person som du får mig til at lyde...Eller hvad? dig som kender mere til mig end nogen anden nylevende person?" han slog ud med armene.

Hun forsøgte at undvige, forsøgte at tage kontrol over en bil der var ude af kontrol,selv om hun ingen kørekort havde.
"Jeg vil ikke høre om dit sex liv " forsøgte hun og som Zean kom nærmere,bakkede hun helt automatisk væk,langsomt.Hun følte som en fælde klappede om hende, som et spejl blev holdt op og hun ikke ønskede at se reflektionen det gengav.
"Zean...du vi har kæmpet sammen, jeg stillede mig mellem Tristan og dig, den dag I ville slås....du ved godt du betyder alverden for mig.....o-og Dawn..." hun var ved at miste grebet om situationen og skævede til døren,måske Singal kom og afbrød dette?
Men døren gik ikke op....
" Zean..." Sagde hun og så ind i hans mørke øjne.

Han rystede på hovedet.
"Det var heller ikke min hensigt, men du bragte det selv op" sagde han kort og trådte baglæns igen.
"Du har ikke givet mig noget klart svar. Sig det aldrig nogensinde bliver os og jeg rejser. Lader dig være i fred. Giv mig det mindste håb og jeg bliver" sagde han så kort.Han viste ikke hvordan hun ville reagere på det...

Singal var snart tilbage ved hytten. Gennem vinduet så hun at de stod op, stod op og snakkede. De havde nok skændes eller gjorde det stadig. Det fik hende til at blive ude, til det hele var faldet mere til ro.

Nu var han virkelig ved at gå hende på.
Det var et unfair valg han stillede hende med 'sig vi ikke bliver et par 'og jeg forlader dig nu.....eller.....lov mig vi finder sammen ' og jeg bliver.
Det var en smule svært at lytte helt efter , det var også en smule svært at tænke over svaret da det i det store hele var meget svært at have styr på noget lige nu, hvis man altsår var Camille.
Singal og Aleck var blevet hendes eneste faste holdepunkter.Singal så hun frem til de ugenlige møder og Aleck klæbede hun sig op a hver dag,for støtte og....ja!
En ny ven, Eric Valentine , havde hun fået et rigtig godt forhold til,på kort tid,men indtil nu ...havde de ikke været så meget sammen.Og så....så står Zean pludselig her, midt i hendes kaos, og siger....ting.
Hun ville så gerne skabe ....overblik....og hun kunne ikke lyve.Måske ville det hele være bedre,lettere for dem begge.....spare dem for meget smerte ,men hun kunne ikke lyve.
"Zean....jeg aner jo ikke hvad fremtiden bringer.Du ved bedre end andre mit bånd til Tristan er...stærkt, men det aftager vel...engang * om en million år, og ellers lever jeg med smerten*, og du ved du betyder noget særligt for mig....du har bare altid været en jeg ikke engang måtte tænke på,forstår du det? Jeg fortrænger og neglicherer sådanne...ting..hvis jeg føler jeg skal....og min udlejer.."
Hun gik i stå....hendes tanker sprang hurtigere rundt end hendes fornuft og ordene væltede ud ....usammenhængende.Det ville være meget uklogt at begyndt at trække Aleck ind i det...lige nu.
Hun besvarede hans spørgsmål,efter en dyb vejrtrækning og med en stemme farvet af følelser. Sagde hun uden den store styrke "Jeg kan ikke garanterer det aldrig bliver os....men jeg kan garanterer at lige nu er jeg meget forvirret ".
Hun så op på ham, var det et godt nok svar?

Han rystede på hovedet et øjeblik.Lige meget hvor forvirrende hendes ord lød, fik han bare det samme ud af det: det bliver aldrig os to.
Camille var altid forvirret. Lige så snart hun så et ansigt, et nyt et som snakkede til hende, var det som om hun blev helt forvirret, som om hun aldrig kunne bestemme sig for hvad denne person skulle betyde for hende.
Og først når det var forsent, opdagede hun det. eller det viste han selvfølgelig ikke, men han kunne forstille sig det.
"Jeg har aldrig været ulovlig at tænke på eller holde af" sagde han lidt kort
"hvad skader det så at give efter for dem nu? Men de er måske ikke lige så store...Som du sagde lige før, er dit bånd til Tristan stærkt...For stærkt til jeg måske skal blande mig" han trak på skuldrene.
" det er fint...jeg må vel leve med smerten som altid..." han havde altid været nummer to. Altid fordi han dæmon. Altid fordi han var den han var.
Han vente om og gik.
Udenfor.

Singal så ham gå men tøvede med at gå ind i hytten.

Camille tabte slaget,igen.Han forstod ikke hvad hun forsøgte at sige.Han ville ikke forstå.
Hun var bange for en del af ham,af hans dæmoniske side, men det var ikke noget hun tænkte over på den måde, ikke noget der kunne hverken dulme eller hæve følelser.Det var mere en bekymring hun havde for ham.
Men Zean var så pokkers stædig.
Han skældte ud og da han ikke kunne komme på mere affald at smide i hoved på hende, gik han.
Vreden brændte i hende,som en bål med fornyet brænde.
"Zean...din skide kujon....du skal ikke bare gå din vej...midt i...midt i det al sammen "råbte hun efter ham,og uden at kunne nå at bremse det var en stol suset efter ham,men da døren havde nået at lukke sig,ramte den kun døren og ikke Zean."For helvede da oz " mumlede hun og ilede hen for at samle et stolben op og se om hun kunne finde ud af at få det på.
Det nyttede jo ikke se splittede det hele.
Hendes hænder rystede lidt, og hun måtte opgive det lille projekt.Istedet åbnede hun døren på klem og kaldte "Zean?'

Han stoppede op nogle skridt fra døren da hun skreg efter ham. Ikke om han gad komme, som en lille hund til sin herre.
Fattede hun intet? Han gik når han ikke gad mere eller hvis han var bange for at gøre noget han ville fortryde. Desuden kunne han ikke forestille sig hun havde mere at sige, andet end hun havde stærke følelser for Tristan og det aldrig blev de to.
Han havde lovet at prøve bare at være en ven...Men det var ikke helt så nemt som hun nok havde troet.
Hvad hun prøvede at sige? Sikkert at han skulle blive, men kun som ven. Og se på hun hyggede sig med Tristan. Det blev det i hvert fald til i hans hovedet.
Han vente sig træt om og slog ud med armene.
"Hvad?!" spurgte han lidt får hårdt.
"Hvad vil du sige til mig?"

Singal stod bare stille ved siden af døren og kiggede fra den ene til den anden.
normalt ville hun have grint lidt, rystet på hovedet. Være ligeglad. Men denne gang følte hun det var lidt for tæt på...Men lige nu kiggede hun bare på.

Camille vidste det var en hårfin balance , han kunne tippe til hvilken side det skulle være.
Hun fremstrakte en hånd mod ham og så på ham, med et udtryk der nok kun lod sig tolke som bedene.
" Zean...vær sød ikke at gå.Du er lige kommet.Vi finder ud af noget.Kom nu ind og sæt dig ned
"
Hun gik tøvende mod ham, og ville gerne give ham et kram, ville gerne stå i hans arme, bare for et øjeblik at mærke at han VAR der, at han var ægte.
Men han ville højest sandsynligt puffe hende væk.
Camille havde kun øjne for Zean, og ænsede slet ikke Singal.

"Det er ikke noget vi kan forhandle om, Camille" sagde han træt. Hun snakkede til ham som var han et barn.
*måske...* Nej! han ønskede stadig ikke at Leonard skulle komme frem. Nok havde han en mere rolig go forklarende måde at gå til tingene på, men han brød sig ikke om den måde han bare fortalte om hans følelser.
*...hvad med...* nej. Stop så.
Han slog opgivende ud med armene og havde mest af alt lyst til at...være tæt på hende, men også langt væk. Det var lidt forvirrende.
Hans blik gled hen til Singal, men han viste ikke rigtig hvad han skulle sige.
Singal trådte endelige frem og tillod sig et lille smil.
"Men ville det ikke være nemmere? Nå jeg skal ikke blande mig...Kom nu ind igen Zean, du fare bare vild!"
Zean så vredt på hende.
"Jeg fare ikke vild, det ved du også godt! Jeg har en god stedsans!"
"Åhh hold op, jeg falder ikke for din vrede som alle andre. Kom ind igen nu eller tag hjem" singal mødte hans blik med et lige så trodsigt glimt.
til sidst nikkede Zean så lidt og gik med ind igen.

"sikke et rod..." hun lod blikket glide over de to ødelagte stole.
"Så ved du hvad du skal lave i morgen, kære Zean" sagde hun og skubbede til nogle rester. hun rodede lidt i ilden for at holde den i gang, men satte sig så på bænken og skiftevis mellem dem.

Var der nogen mand i Camilla liv der var stædig som et æsel, var det Zean Mcgivens , han nægtede jo ligefrem at forstå hende.Nægtede!
Hun vrissede ligefrem ad ham, da han var såå provokerende..efter hendes mening, det var jo ikke fordi hun betragtede HAM eller FØLELSER som noget der skulle forhandles om, som sådan.
Hendes stemme var derfor anspændt, som resten af hende da hun talte til ham " ikke forhandle Zean, men et kompromis der tilfredsstiller os begge ?" .
Det ville sikkert gøre ham endnu mere opildnet, men hun kunne ikke lade vær.
Singals indblanden var derfor en lise.Camille kunne tie, i lidt tid og Singal Istedet forsøge få ham ind.Ingen var jo interesseret i han smuttede.Slet ikke Camille.
Hun sendte Singal et blik ,der forhåbenlig afspejlede et 'tak ' , da hendes forsøg på at dæmpe gemytterne synes at virke og Zean igen kom ind.
Camille var nervøs ved at møde hans blik.

Zean satte sig tungt i den anden ende af bænken og nøjede med at se på ilden. stemningen var fuldkommen ødelagt og han havde mest lyst til at gå.
Nægtede at forstå hende? han ønskede ikke. Han ønskede det ikke, fordi hvad hun ville var kun at være venner og han ønskede mere.
"Nå, men hvis du mener vi kan finde et punkt hvor vi begge er glade, så lad mig høre" men han viste der ikke kom noget bedre ud af det.
Intet andet end han skulle droppe det og de bare skulle være venner. Javist, hun var en ven, og en af dem man ikke havde lyst til at miste...Men Zean viste ikke hvornår han så ville kunne se p åhende sådan igen. For ham havde det her ændret alt.

Singal kunne næsten se den an spændte stemning mellem dem og overvejede at lade dem klare det selv.
Men af en eller anden grund ombestemte hun sig og det var Zean hun først og fremmest huggede ned på.
"Forstå mig ret Zean. Du er ikke i stand til at...indgå kompromis, det er du alt for stædig til..."
Hun så skiftevis mellem dem begge.
"Jeg foreslår du snakker med Leonard eller Ichabod i stedet...Forskellen er bare at Ichabod er ældst og familiens ånd. Så han er nok lidt gammeldags...Men zean her..." hun puffede svagt til ham o rystede på hovedet
"Han er ikke til at stikke i, selv om han vil gå med til et kompromis, vil han inderst inde nok føle sig uretfærdigt behandlet eller sat til side" hun lod en hånd glide gennem håret
Hun viste ikke hvad Camille ville sige, men prøvede at hjælpe det hele til en bedre stemning.
"Desuden skændes de ikke lige så meget de to, så jeg slipper for hovedpinen"

Camille var snart lige så fortumlet som en snurretop.
Den vanvittige store glæde der havde overvældet hende ved gensynet af Zean, var nu blevet til en sammenkogt ret af forskellige ingredienser, og hvad blus den skulle indstilles på og hvor længe den skulle koge , havde hun ingen idé om.Der var ikke meget kok over hende, om man så kunne sige.

Zean/ Leonard/Ichabod .....hvornår Camille var holdt op med at tænke på dem som forskellige , vidste hun ikke selv, det var sket...glidende og over noget tid.
Hun respekterede dem som forskellige med alligevel alle som dele af Zean.Hans personlighed.
" Zean bestemmer, hvis han er okay med det er...en anden...er det fint med mig " svarede hun stille Singal.
Det var på en måde lidt vildt at se Singal som en anden parterapeut, for det var vel.hvad hun forsøgte...om ikke andet, så for at mægle fred.

hun nikkede kort og så over på Zean.
"Hvad siger du snuske? personligt kan jeg bedst lige Leonard, han er så ligeglad i forhold til Ichabod som hele tiden tænker på familiens ære"
Zean så surt mellem dem begge to. Han følte næsten de begge gik imod ham nu.
"Hold så op! Jeg skal ikke have nogen af dem frem! Det er jo ikke som skjulte evner jeg kan bruge som jeg vil!" han rejste sig og gik over til vinduet igen.
Han fortrød han kom.

Singal smilte bare svagt.
Hun var stort set ligeglad med deres indbyrdes problem, men det virkede ikke som om de kunne komme videre før der var fundet en fin nok løsning.
"Nå...hvad har du så at sige?" spurgte hun Camille og håbede de snart kunne blive færdige.

De pressede ham. Idet mindste virkede det sådan for ham. Det var et meget klart kropssprog han havde. Camille fandt det næsten synd. Men det var bare det at Zean jo var svær at få til løsne op, og slet ikke uden man forsøgte skubbbe til ham.

Camille så på Singal.Hun gjore hende nysgerrig. Hvor længe mon de med at være havde kendt hinanden, Singal og Zean? Og hvad have været omstændighederne for deres venskab? Nå...det fik hun måske at vide en anden gang, eller måske ikke ?

Hun rejste sig op, med et lille suk og gik over ved Zeans side.
Hun ville bare gerne have at han var klar over hvor glad hun var for at se ham.Hendes hånd strøg blidt fra hans skulder og ned af hans arm..
" Zean, det er virkeligt så godt at se dig ige.Jeg kan næsten ikke tro det !Please....lad nu være så vred."
Hun gav hans arm et lille klem, og kyssede ham på skulderen. " skal jeg lave noget te, det synes jeg der var i køkkenet?" Hun så skiftevis mellem Singal og Zean.