Et uventet besøg (Camille)

Camille forstod godt hvad hun mente med hoved og hjerte.Udfordringen var bar at imens de lå i køjesenge i hendes hjerte var der 'værelser til leje ' i hendes hoved.Selv ikke Tristan hun havde arbejdet målrettet på at få ud af systemet, gad at adlyde.
" Men Singal...man...vælger...jo ikke være.Kærlighed kan ramme når man ikke ønsker det og ikke venter det.Og hvad med tiden der kommer, hvad men en tryg varm favn at begrave sig i og lukke resten af verden ude af? En at grine med...en at..." Hun holdte inde.Den sidste del havde hun ikke videre erfaring med og kunne bare kalde det for...nærhed.
Hun betragtede Singal, hun havde allerede vundet Camilles respekt. Måske kunne hun lære at lukke følelserne ude, som Singal? På den anden side, voksede der penge på træerne ??

Hun smilte lidt.
"Jeg har aldrig, aldrig nogen sinde følt forelskelsens eller forførelsens magi. Aldrig" sagde hun
"Og jeg tror heller ikke jeg gør det, se på mig!" uden hun helt tænkte over det, hvilket var underligt da hun stort set altid tænkte tingene igennem, var hun begyndt at lukke op for en anden del af sig selv.og de ting hun tænkte på.
"Jeg er sortelver! Folk er fuld af fordomme og frygt, måske had. ingen ville stole nok på mig til at blive forelsket i mig. Mine eneste chancer er inden for mine egne..." hun lagde nu begge hænder om glasset med vand og så ned i det.
"Og de tiltrækker mig ikke ligefrem...Nok er de forskellige, men hvor ligner de dog hinanden! Vi sortelvere er kendt som egoistiske og selvglade folk, med viden og rigdom de kun holder for sig selv. Gang det med tre og du har vores drenge. Der er ingen måde at opleve såkaldt kærlighed der, det hele går op i hvad du kan give tilgengæld for at blive gift. Og det gad jeg ikke.
Det forventes at jeg blev gift ind i en magtfuld position. Jeg nægtede og tog hjemmefra. Så jeg gør det nemt for mig selv. Selv om der skulle dukke noget utænkeligt op, vil svaret blive nej" hun så på camille igen
"Jeg kan ikke tillade mig selv det" hun sagde det på sådan en rolig måde, helt kontrolleret, at man skulle tro der var et eller andet fuldkommen galt.
En tryg favn? Hun havde aldrig oplevet en. Så hun kunne heller ikke savne en.

Camille havde et udtryk over sig, som var der netop dalet et alien ned og joinet deres samtale.
Singal have altsår forladt sin familie, fordi hun ikke ville tilpasse sig de rammer forventningerne holdt for hende.Det kunne Camillle så sandelig godt forstå.
Og sortelver drenge havde ikke nemt ved romantik ? Remind me not to fall in love with one og those, ever ! Hun samtalede lidt med sig selv, mentalt, og så herefter igen på Singal. Hendes udseende var ikke just typisk, men at hun var smuk kunne da ikke benægtes, og i denne verden havde mange en anderledes kulør på både hår,øjne og hud.Smuk var hun på den uklassiske måde...mere en vild underground smuk slags.
"Singal...der er masser af mænd af andre racer, det ville aldrig være et problem, hvis bare du åbnede dit hjerte op , så ville eventyret gå igang ?!" sagde hun blidt og strøg en finger over hendes arm.
Selv havde hun et gammelt minde, hun var vel ikke andet end en stor pige, men hun havde forelsket sig hovedkuls i den lidt mere rå og erfarene Castle. Han var en af de typer man ikke ville komme på tværs af, men overfor Camille havde han kun kærlighed.Han havde en lille søn Oliver som Camille elskede overalt, og hun drømte om at de tre skulle være familie...en dag. Men da Castle blev mere sriøs, stillede krav i deres forhold...mistede han på samme tid sin søn, der blev angrebet af vampyrer, og Camille der skulle rumme frustration og sorg fra ham o samtidig flygtede fra skrækken over at skulle binde sig...det var en dårlig blandning, så de to gled fra hinanden .Siden havde hun ikke været i et forhold, men altid været single.Men hun kendte den...følelsen af at være dybt forelsket, betaget, at ville ønske man var bedre bare for at være en anden person værdig. Trangen efter at mærke...
Hun sukkede.
"Singal...du sku nok den klogeste af os to, når det kommer til stykket " sagde Camille og lod en hånd stryge blidt over der noget ruflede bord.Man skulle passe på splinter, det ville nemt afgive det- bordet. Små splinter ...små torne...altid lige noget der mindede os om smerte var en af livets grund ingredienser.

Hendes blik blev koldt igen. Hun trak sin arm til sig.
"Hvorfor kan folk ikke bare acceptere det?!" nærmest snerrede hun og var på nippet til at rejse sig op.
"Behøves jeg være unormal? Hvorfor tror folk jeg er ked af ikke at opleve kærlighed? Jeg er glad for det! Og nej, ingen anden mand skal få den betydning i mit liv, INGEN!" hun knyttede sine hænder og følte sig...misforstået. Faktisk slet ikke forstået. Hun havde gjort en fejl. Hun skulle slet ikke have sagt noget.
Hun fik det næsten helt dårligt...hun skulle ikke have sagt noget...Ikke et ord! Det var forkert!
I en hver anden situation ville hun nok have slået vedkommende ihjel, men det kunne hun jo ikke bare gøre her. I hvert fald ikke uden at kæmpe for liv først med alle andre heromkring...Og siden Zean.
"Eller nogen andre for den sags skyld" hun lagde armene over kors og lænede sig tilbage. Dette var ren ud sagt en lorte aften.

Leonard trådte ind i kroen og lod blikket glide over folk. Hans øjne glimtede og han havde et selvsikkert smil på læberne, det havde altså været en vellykket jagt.
Han fandt hurtigt pigerne og gik over til dem, hev en stol hen på siden af bordet så han kunne sidde og se på dem begge mens de snakkede.
Han opfattede hurtigt at Singal var utilfreds. Hvis nogen havde en stor aura, en evne til at lade sit humør stråle ud af sig så hendes omgivelser kunne mærke det, så var det Singal.
Han smilte svagt.
"Man kan da næsten heller ikke se væk fra jer et øjeblik" smilte han

"Altsår ..hvis dét der du sender ud af karma, er typisk sortelver stil, så skal i sku have en makeover hele bundtet, en mental makeover! Hvorfor.bliver du så vred.Ingen har sagt.noget grimt, you wanna kille me? Bare fordi.jeg tillader mig at insinuerer at du er værd at elske, well..skyd mig !" Himlede Camille op, tydeligt provokeret og tændt af Singals stædige kropssprog.
"Du gode gud...og her troede jeg dumhed havde toppet for i aften " mumlede hun og i hendes øjne brændte en ild.Hendes lunte var kort.Leonard vente tilbage og Camille smilede og sagde "Godt du kom, Singal har været så...retningsløs uden dig nær " _Hvem hun ønskede bed på krogen Leo eller Singal...eller dem begge to? Det var helt frit...men Camille var ikke i et specielt...føjeligt humør lige nu.

Her havde hun prøvet at være sød, hele aftenen! prøvet at hjælpe hende, prøvet at snakke med hende...Og det eneste hun fik i retur var respektløse ord!
leonards smil forsvandt.
Singal rejste sig op uden at slippe Camille med øjnene.
"Det der finder jeg mig ikke i! Jeg har prøvet at være venlig hele aftenen, prøvet at snakke og hjælpe lidt til...Jeg gik endda så langt som til at dele mine synspunkter på en vist punkt! Men alt hvad jeg får i retur er respektløshed og utaknemmelighed.
Godt du er her, Leonard. Jeg nægter at gøre min tjeneste færdig, forlang hvad du ellers vil af mig, ALT! Men jeg nægter at se hende igen!" hun pegede kort på Camille.
Så vente hun om og gik mod udgangen.
Folk kiggede og de nærmest rykkede lidt væk. kom der ballade skulle de i hvert fald ikke nyde noget.

Leonard sukkede og gjorde også mine til at ville rejse sig.
"Det ser ikke ud til du kan holde dig venner med nogen" han smilte svagt, lige så ligeglad som han plejede at være, så længe han selv havde det godt.
"Jeg kan forstå du skændes med Zean, det plejer du...Men jeg tager intet parti...Du har sikkert dine grunde" han nikkede kort og rejste sig op.
"jeg ville enlig bare sige jeg tog hjem igen så hurtigt som muligt. så jeg tager ud til portene igen og ser hvornår det er....Men det ser ud til jeg må sige farvel til jer hver for sig"

Leonard kiggede på hende i lidt tid, så lang tid han kunne få lov til uden hun sagde noget.
"Jeg vil lige sige en ting. Det er ikke singals skyld. At hun har valgt at fraskrive sig kærligheden, er måske nok, men resten er ikke.
Hun er født sådan og tvunget til altid at være sådan. Du skal ikke tage det så personligt, men mere med et smil. Hun glemmer aldrig, nej, men hun kan blive god igen. Hun er et meget stolt væsen og hvis du faktisk fik hende til at åbne op..." han smitle svagt og rystede på hovedet.
"...så er du ude på en meget gyngende grund. Hun gør det aldrig ser du, frygter for at nogen skulle såre hende. Hvilket du lige har bevist det gør.
Jeg tager ikke parti, det sagde jeg...Men at hun er stolt og hun let bliver fornærmet ligger til racen...ikke til hende" han viste ikke om hun overhoved ville lytte til ham.
Men han havde prøvet at give hende en indsigt i hvordan en sortelver fungerede.
"Nå, jeg går ud og snakker med hende. I er jo også fri for at se hinanden mere, jeg skal nok overbevise Zean om det er bedst sådan" han smilte igen, fuldkommen umærket af situationen. og så var han også på vej mod døren...

Camille kiggede efter Singal, med store øjne der bar præg af fortrydelse, ikke helt ulig et barn der blev konfronteret med en ugerning, det med flovhed måtte tage ejerskab over.
Camille havde ingen alvorlige hensigter haft og ønskede ikke at støde Singal.Hun var bare SÅ meget menneske og så styret af impulser , at det krævede lidt humor at kunne følge hende.
Singal forsvandt...Camille led under Leonards blik, følte sig ilde til mode.

Han kunne egenlig lige så godt have slået hende, for hans ord gjorde så ondt...'Hun kunne ikke holde på sine venner, hun skubbede dem alle væk' .
* bulls eye....ingen kunne holde hende ud ...i længden....Nobody thought she was worth the effort, hun jog dem væk.*

"Jeg mente intet med det " gjore hun et spæd forsøg på at retfærdiggøre sig selv.
Men så lyttede hun Istedet...og fik foræret et større indblik i hvordan sortelveren Singal fungerede.

" D-det var ikke min mening...jeg ville aldrig såre hende, Leonard...det ved du da " lød bønnen om forståelse.
" Du kan da ikke bare tage hjem nu?*
Det føltes som nogen havde blæst korthuset omkuld, og nu stod hun midt i kaos.

Mest havde hun lyst til at kaste sig i armene på Leonard og trygle om hjælp , men hun sad på stolen, ubevægelig, holdte med de sidste kræfter hendes frustration over sig selv i ave.
Dén...kunne hun lufte senere, når hun var, alene!

Leonard fornemmede hendes frustration og stoppede op, han vente sig om.
"Sikkert ikke...så kom, måske kan jeg bløde hende op igen. Men vi må nok skynde os, en elver kan komme ret hurtigt frem hvis hun vil og så indhenter vi hende aldrig" sagde han så.
Enlig var han ligeglad. Han følte bare ikke han kunne efterlade det hele sådan her. Han og Zean delte jo trods alt noget af det samme og det ville blive ulideligt at høre på ham i længere tid.

Singal var gået udenfor og tog nogle mundfulde frisk luft. Lidt efter satte hun kurs mod skoven. Ikke mod hytten, ikke mod portene. mod skoven.
så kunne de to sejle deres egen sø.
Hun var vred, fornærmet, men nok var hun allermest sur på sig selv. At hun havde gjort det.
*Ingen forstår dig eller dine valg, kun dig selv. Har du ikke lært det? Lær af dine fejl, kvindemenneske!* snerrede hun indvendigt til sig selv.
Det skulle aldrig gentage sig.

Camille var ikke sen til at springe op fra stolen og mose over til Leonard.
"Ja...lad os finde jende,jeg er nød til at tale med hende, igen" .Det var hvad hun ønskede, en chance for at redde de tråde ud , som hun på et minut havde fået i gårknude.
De satte kurs i retning mod skoven, hvorfra hun vidste det ? Et irriterende lille flash af Singal , Singal der sad på en stor sten nær vandfaldet og spejdede ud over, begravet dybt i egne tanker.
Intuitionen ledte Camille den vej." Til vandfaldet Leonard, der går hun hen"
Camille fandt hele situationen sådan lidt tragisk komisk, ingen af dem synes at have særligt godt styr på deres shit....jo jo...på overfladen var alt fint,men gravede man lidt dybere var en fest af et halloween party begravet, hos både Singal og Camille...det vidste hun nu.De havde en del tilfælles ,de to umage kvinder.

leonard smilte svagt.
"Kender ikke denne verden så godt, du viser vej" han overvejede om han skulle give hende endnu en indsigt. Endnu en advarsel. Måske.
"igen falder jeg over en følelse af ansvar...vil du høre endnu en advarsel, inden vi mødes Singal igen?" spurgte han, for da at lade hende bestemme...Og kunne komme videre uden at tænke mere over det.
efter at Leonard og Zean kommunikerede mere sammen, var visse ting også begyndt at blive blandet sammen. Bla. kom hans ansvarfølelse nok mere fra hans bånd til Zean, end fra ham selv.

" Min stedsans stinker, men stedet her finder jeg nemt" sagde hun lidt sarkastisk.At det var der hun havde masakreret Singals hund, fortalte hun ikke.Det var egenlig forståeligt nok hvis Singals tålmodighed nu var opbrugt.
" jo, tak.jeg lytter gerne....til alt der gør mig klogere " sagde hun mere mildt og stak hendes arm ind under Leonards, hvis han altsår ikke trak den til sig,så ville hun bare forsætte at gå ved siden af ham, uden at kommenterer det.

Han mærkede kort zean-delen stikke da hun gjorde det, men ignorerede det skubbede det væk. Det var Leonards legetime nu.
"Well...Stædighed. Ved ikke om du har mødt den.
men det allerværste er nok at de alt for let bliver fornærmede...og de ikke abre lige glemmer og acceptere" han sukkede svagt og så på hende.
"Jeg tror ikke du gjorde hende sur...Jeg tror du sårede hende. Og det er det værste. Hun vil nok stritte imod, hvis du er heldig godtage hvad du siger og se dig igen. Men det vil ligge der, ventende..." han rystede let på hovedet.
"Elvere er nok en af de mest komplicerede racer jeg kender" han smilte lidt.

Singal havde bevæget sig en del hurtigere end de andre og var allerede et stykke inde i skoven. Hun overvejede at gå hjem og i seng, men i stedet ledte hendes ben hende automatisk mod vandfaldet.
hun ville bare lige sidde og slappe af...
da hun nåede frem fik hun det næsten endnu dårligere...Hendes hund...
hun gik over til den svage bunke der viste at her lå noget. Hun faldt ned på knæ og lagde hænderne over graven.
"Jeg kunne godt bruge en ven lige nu" hviskede hun
"Hvorfor er du her ikke?" kun hendes stædighed og udholdenhed holdt hende fra at tage det sidste skridt...og græde.

Leonard havde en.grundig indsigt i hvordan Singal fungerede.Var det hende han kendte så godt? Det var tydeligt at også selve racen vidste han meget om jo.
" jeg må få hende til at forstå " svarede hun lidt kort for hovedet.
De nærede sig og hun kunne allerede se en knælende Singal.* fuck...en.lorteaften det er* .
" Du øh...Leonard...der hvor hun sidder, der ligger hunden begravet....vi, eh...den havde et kedeligt uheld" forklarede hun med varme i kinderne.
Hun så i retning af Singal...og Camille hjerte brændte for hende,for at hun skulle blive smerten fri...men bare være glad.For hun var helt sikker på ,smerte lå til grunde for Singals valg og adfærd.Camille kunne genkende historikken fra sig selv.
Hun så tøvende på Leonard, " Vil du..eller skal jeg går over til hende først?"

Han så lidt frem og tilbage mellem dem
"Jeg tror jeg går først" sagde han så og gik over til Singal, som da havde rejst sig fordi hun havde hørt dem komme.
"Singal" smilte han og stilte sig ved siden af hende.
"Har lige hørt historien...Beklager dit tab" han så lidt på hende
Singal så op på ham og rømmede sig svagt.
"Behøver du ikke..." sagde hun lidt kort for hovedet og så sig over skulderen med et koldt blik.
"Vi ses" hun skulle lige til at gå, da Leonard greb fat i hendes skulder.
"Nej vi gør ikke. Jeg ved du er et stolt væsen, men lyt lige til hvad hun har at sige...kan ikke bare efterlade jer sådan her inden jeg tager hjem"
singal så op på ham igen, men denne gang med en smule overraskelse.
"Tager du allerede hjem?" Var han måske ikke træt eller noget?
"Jeg lovet at blive lidt mere, hvis du lytter til Camille...Virkelig" Singal så ham ind i øjnene et øjeblik og sukkede så.
"Fint, men forvent ikke noget!"

Leonard slap hende og vinkede Camille tættere på. Singal lagde armene over kors og lignede ikke ligefrem en der var i humør til noget som helst.

Hun følte næsten hun.sendte ham afsted i krig.Bare han nu ikke mistede nogen lemmer.
Camille stod med hænderne foldet foran sin mund, og afventede spændt hvad der ville ske.Ingen hævede ryster, hvilket tegnede...godt.
Da Leonard vinkede hende over, kunne hun mærke adrenalinen suse i hendes åre, som en vind der fejede igennem hende...som hun var på.vej til eksamen.

Hun gik stille over og tog sin plads foran Singal,der så hård og uforsonlige ud, mente Camille.
Hendes mod ebbede ud, langsomt.
" Singal...undskyld...jeg er et kvaj...siger dumme dumme og..mærkelige ting...jeg er så impulsiv,men jeg ville aldrig såre dig,ALDRIG det lover jeg dig.Jeg vild aldrig misbruge din tillid og du er nød til at tro mig...jeg har ikke til vane at svigte mine venner.Jeg går gerne gennem ild og vand for dem.Tilgiv mig?"
Hun havde næsten glemt hvad hun havde gjort,men uanset...så måtte Singal ikke have ondt på grund af Camilles skarpe tunge.

Åh hun havde mange ting at kaste igen i hendes hoved. Og Leonard kunne fornemme det.
Leonard var langsomt blevet til Zean igen, en Zean der bare ville lave fred mellem to folk der faktisk skulle se hinanden igen...For det var ikke sikkert han skulle se nogen af dem igen. Det kunne kun fremtiden vise.
"Singal...Vær nu sød..." bad han kort og sendte Camille en kort blik, håbede hun forstod advarslen om hun bare skulle lytte...og ikke tage det personligt.

Singal derimod kom endelig af med sine frustrationer. Hvilket blev vist af en vrede rettet direkte mod Camille og sendte en byge af ord ned over hende.
"Jeg har flere ting at sige til dig!" begyndte hun, først med en stemme der prøvede at være lav og kontrolleret, men lidt efter hævede den sig.
"Jeg bryder mig ikke om den måde du taler til mig, eller bruger visse vendinger imod mig, jeg kan klare mig selv om har ikke brug for medlidenhed fra nogen som helst! Jeg har altid og vil altid klare mig selv og skal jeg bruge hjælp skal jeg nok selv sige til! Aner du hvor meget ære jeg sætter i det?
Derud over viste jeg du ikke ville forstå mig, acceptere mit valg, det gør ingen, ud over Leonard her altså. Je har sjældent oplevet noget så fornærmende, direkte mod den jeg er.
Acceptere jeg måske ikke den måde i er på og det i laver, jeres valg?!
Der ud over, bare så vi er på det rene. Jeg hjælper dig fordi jeg står i gæld til Zean! Til Leonard faktisk.
Så vi er ikke venner og vi behøver ikke stole på hinanden eller have tillid.
Jeg har ikke venner!"
Og der stoppede ordene, mest fordi hun ikke viste hvad hun mere skulle sige. Men at hun stadig ville være fornærmet de næste par dage...uger måske, kunne ikke udlukkes. for sådan fungerede en sortelver.
Hun rankede ryggen og lod hænder falde ned langs siden, faldt langsomt til ro igen.
Hun var fuldstændig ligeglad med om dette menneske ville blive vred og selv gå. spørgsmålet var mere om hun kunne tilgive sig selv...for at have åbnet op et øjeblik.
Hun sukkede kort.

"Giv mig et øjeblik, gider i? Og tak, må jeg så nok hellere sige, for undskyldningen..." det virkede som om hun ville sige noget mere, men hun ombestemte sig. hun skulle bruge tid på at opnå sin indre balance igen...Og den opstod først når hun tilgav sig selv for din dumhed...Måske var det lidt unfair over for Camille, når det mest ar hendes egen skyld...men det behøvede de ikke at vide.

Hun kunne ikke høre alt de udvekslede af ord, så det var nu ikke så svært at holde temperamentet på neutralt niveau.
Hun fangede hans blik og nikkede i retur ' jo jo...hun skulle nok være en go pige, ikke hidse sig op og begynde igen' , det var jo formålet med at forsøge kontakt igen med Sigal.

Da Camille bagefter stod overfor Singal, måtte hun lige minde sig selv om det oprindelige formål, for ved gud..den dame trampede rundt i Camilles stolthed, eller nærmerede sårede hendes føelser, men hun sagde intet.Hun tog bare imod.Tog imod alt Singal havde at diske ud med.Nikkede lydigt fra tid til anden ,men ellers var hun tavs.

Da Singal bad om et øjeblik for sig selv, gik Camille over til Leonard...hun havde ikke bemærket et skift var på vej at Zean måske var tilbage.
Thank god at Camille besad en vis portion ironi, ellers havde hun sikkert været involveret i en dum fight med en sortelver lige nu, men Istedet lavede hun en sjov grimasse til Leonard og sagde" Jamen...det gik jo fint! Jeg skal bare ændre min væremåde , min tale måde, mine brug af ord og undlade at have lyst til at hjælpe hende...ellers var hun rimelig tilfreds " ...og så gled et opgivende udtryk over Camille.
Hvorlænge forventede de, hun skulle have hæfteplaster på munden ? For evigt...? For hun havde da også et par kommentar til Singal, hvis det skulle være?!

Zean så lidt på hende.
"Det er rigtig, men desværre ligger det ikke i en sortelvers natur at lytte til andre, især ikke hvis det er dumme råd til hvordan de skal gøre ting. De er alt for stolte...Lige som dig" det sidste var sagt med lidt ironi og han håbede hun fangede det.
Han trak lidt på skuldrene.
"Men ellers er der ingen der tvinger dig til at være sammen med hende, gå over og sig hvad du vil til hende nu og se hende aldrig igen og forvent aldrig hendes hjælp. Jeg var ikke engang sikker på hun ville acceptere" han trak igen lidt på skuldrene og satte sig på en sten ved vandfaldet, så ned i det.

Singal var forsvundet. Hun var på vej mod sin hule, da hun viste de to andre ikke ville følge efter hende.
Hendes indre balance var virkelig blevet skubbet lidt, måske var det at hun så Camille slet ikke så godt for hende?
Hun stirrede ind i den hule hun havde boet i det meste af vinteren, hvilket havde gjort hende ret tynd da der ikke altid var lige nok mad.
Hun var så modløs lige nu at hun mest havde lyst til at tage hjem, overleve hendes mors ord og gå i seng. Der var hun i det mindste tryg.
Men hun havde allerede snakket med en mand om at få bygget sig et lille hus ude i skoven...
Det var bare så fandens ensomt! Og en hun dhavde hun jo heller ikke mere!
hun sparkede til en sten og satte sig tungt foran hulen.

" lidt ligesom mig , eh ? " sagde hun med et lille smil omkring læberne.
Hun kiggede ind i hans øjne...der var noget...
" Zean?"
spurgte hun og kiggede igen efter hvilke udtryk de mørke øjne rummede nu.
Da han havde svaret ....gik hun helt over og ville give ham et stort knus.
Aftenen havde være en rutchebane tur af følelser, og det havde ikke været en nem aften for Zean heller.
Enten holdt han hende væk, hvilke hun så ville respektere...men såfrem han tillod, ville hun lade sig hvile i hans favn , bare et minuts tid...kysse ham på hans kind og hviske at hun var ked af al den ballade og at hun synes han var fantastisk og Elyas også. Og så ville hun sige undskyld.

Men Singal ville hun respekterer og give hende lidt fred.Det var Singal det handlede om nu, at hele hendes sår og pleje hedes svækket tillid.
Camille var okay og kunne godt tilsidesætte sit eget behov for at forklare sig yderligere.
Singal var en skøn og klog pige, hun ville ikke stryge Camille af listen som 'venner' ....eller jo, det havde hun jo sådan set gjort, med næsten alle....men Camille havde nu besluttet at det skulle ændres.
Hun ville bevise hun var værdig til at få Singals tillid ....og sidenhen venskab.

Zean havde været lykkelig for noget nyt at tænke på og sukkede svagt ved den korte stik af smerte der var, da Camille kom tættere på.
Ja, det var ham. Og ja, han tog snart hjem. Hjem for at slikke sine egne sår og vente på de ville blive gode igen.
Men efterhånden var han så træt af alt det følelsesræs at han faktisk bare var ligeglad. Camille havde ikke tænkt sig at give ham noget han ville have alligevel.
Han tillod et lille kram...Men trak sig tilbage da hun ville kysse ham på kinden, holdt en hånd op og så væk.
"please...gør det nu ikke hårdere for mig end det er..." bad han kort, træt. Alt for træt.Han kunne have lagt sig direkte på jorden og sovet.
Det hele ville nok se bedre ud i morgen.

Singal trak et tæppe frem og viklede det om sig, da hendes to katte kom løbende hjem. den ene havde en mus i munden og den anden så skuffet ud...stirrede hele tiden på musen i den andens mund.
En sort og en hvid kat.
Hun smilte lidt, helt alene var hun dog ikke.
"Mismis...2 kaldte hun blidt og de reagerede begge ved at komme hen, spinde og gnide sig op af hende. Hun lod blidt hånden glide hen over dem. Stille.

Zean overvejede at gå tilbage til hytten.
"Skal vi ikke finde tilbage til hytten?...Eller du har jo et hjem at vende tilbage til..." kort tavshed.
"Jeg vil i hvert fald finde tilbage. Singal kan sagtens finde rundt selv. Og jeg er for træt til at stå her og vente på hendes humørs skiften" et svagt smil.

Hun overvejede om de burde følge efter Singal, og sikre at hun var nogenlunde okay?
Men hun ville sikkert bare forstå det som de troede hun ikke var istand til at tage vare på sig selv -eller noget i den dur,Så ideen blev skrottet.

At Zean trak en grænse , ikke vil have kysset var hun forberedt på. Han var ikke en man bare kunne køre med som man ville, ikke uden tilladelse eller accept, det havde hun altid vidst.Derfor var der alligevel en del af hende der følte sig ...tom? ved afslaget.

Hun fik kigget rigtigt på ham. Han så faktisk lidt kvast ud, men for katten da, manden havde rejst tværs gennem en dimension , havde ikke fået det glædelige gensyn han havde håbet på, men derimod en masse røre i andedammen.

Hytte...
Skulle de gå tilbage?
Hvis Singal skulle mødes med dem i morgen, ville det være rimeligt smart.Og helt ærligt, hvordan Aleck ville have det med hun slæbte en anden dæmon med hjem, det vidste hun ikke? En tanke slog hende dog...havde sjæledæmoner gode relationer til andre af samme art? Måske de to rent faktisk ville kunne lide hinanden? Ikke som med Tristan og Zean....når de var sammen, var der konstant damage control, et minefelt at navigerer i.
Men stadig, når hun ikke var sikker, kunne hun ikke tage Zean med sig hjem.

"Hytten lyder fint. Jeg kan nok godt blive væk en enkelt nat, uden nogen opdager det.Men jeg siger dig ,Zean...jeg synes det er SÅ irriterende at der ikke er mobil telefoner her! Du ved...lige at kunne ringe en besked, og sige hvad der forgår" .

Hun begyndte at gå iretning væk fra vandfaldet, og mod hytten.
Hun var selv lidt træt, og ville faktisk nyde at sætte tempoet helt ned.

Han smilte svagt. Typisk Camille.
havde angik hendes andre tanker havde det aldrig faldet ham ind at blive først med hjem til en anden dæmons hjem. En andens territorium.
Han begyndte at gå med hende og syntes lige pludselig der var alt for langt tilbage til hytten...for ikke at nævne der skulle ryddes lidt op også.
Han lod en hånd glide gennem håret og lod blikket glide rundt på omgivelserne. En helt anden dimension og alligevel lignede de hinanden så meget.

Singal kravlede inde i hulen, en hule hvor hun havde gravet og gjort ved for at have rum til sine ting og for at komme ind hvor hun kunne holde varmen i det kolde vejr.
Hun havde snakkede med en handlende sortelver, en der solgt træ og sten, og han var gået med til at hjælpe hende med at bygge et hjem.
Men først skulle det hele planlægges, så hun skulle nok sove i hulen der næste lange stykke tid endnu. Men det gjorde intet, hun var tæt på naturen og kunne forbedre sine overlevelsesinstinkter.
Hun lagde sig i sin tilrettelagt seng, kattene fulgte hende, og med dem faldt hun endelig i søvn.

Den virkede lang.
Turen tilbage til hytten, men efter 35 minutters rask gang, var de ved deres mål.
" jeg troede aldrig vi ville nå frem !" mumlede Camille, som flere gange undervejs mente ..muligvis...at have taget bare en lille smule fejl af vejen, men havd eundladt at indvige Zean i de bekymringer, når nu hun ikke var helt sikker. Desuden, han havde langt bedre stedsans...og han havde jo helle ikke sagt noget, vel.

Hun åbnede til hytten og trådte ind, en lille forfærdet grimasse løb over hendes ansigt og hun vendte sig om mod Zean og sagde ironisk og med et kærligt glimt i hendes øjne " Du må virkelig lære at beherske dig Zean...det er den anden hytte vi to smadrer " .
Sandheden var nok mere, at der kun var en af dem der havde smadret den første.Hende.
Men tilgængæld havde hun ikke taget til takke med en stol, det var næsten hele hytten hun havde raseret der.

Hun krængede sin kappe af og smed den over en af de overlevende stoles ryg.
"Skal jeg lave te nu?" forsøgte hun at gøre ham det mere bekvemt.

Han svarede ikke rigtig på det.
Ud over han var træt prøvede han bare at komme sig over det hele...Og en af måderne forelskede folk tog sig af ulykkelig kærlighed på var ved afstand.
Så uden rigtig at tænke over det, var han ved at tage afstand til Camille...

Han samlede noget træ op og smed det udenfor, kunne lægge det i brændestablen i morgen hvis han gad inden han tog hjem.
"Nej tak" svarede han til hendes tilbud, samlede de kopper sammen som Singal havde sat der og bar dem ud i køkkenet.
Inde i stuen igen kiggede han sig lidt omkring, men gik så ovenpå for at redde sig en seng og gå i seng.
ikke meget snak eller kommunikation overhoved.

Hans afstand føltes som kold luft.
Han var høflig nog, men langt mere reserveret hvilket efterlod hendes med en kæmpe uforløst klump af tristhed i sin mave.

" så laver jeg bare til mig selv " sagde hun stille og gik ud i køkkenet. Hun sørgede for der var rigeligt med kogt vand, til de forskellige urter teen blev lavet på, hvis nu han ville tø op...og fortryde hans afslag.

Hun overvejede hvad hun skulle. Holde sin mund lukket, helt eller igen forsøge at mægle en løsning der måske kunne tilfredsstille dem begge?Men hvad? Hun anede det ikke ....og nu gik han i seng.

På denne dag var det lykkes for hende at såre Singal, så meget at hun havde trukket sig helt tilbage fra dem....fra Camille, og også Zean i en sådan grad at hun følte så så fjern fra ham. Hun endte altid med at såre alle...alle der stod hende nær, brændte sig og fik sår...ar på deres sjæl.

Måske havde hun valgt en helt forkert vej med sit liv?
Hun tog et krus, skænkede te...og gik over og satte sig på den lille træ bænk.Tavs.