Ved du hvad det betyder? - Markulius.

S: Gågaderne.
O: Ingen væsner... Eller hvad?
T: 20:41
V: Kølig aftenvind, og fuldmåne.
P: En brun jakke med hætte der skjuler hendes ansigt udover de blå lysende øjne, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse. Håret er løst.

Det var aften. Klokken var nok omkring de tyve stykker. Hun så ligeud, og følte sig træt i kroppen. Det var som om der manglede noget. Det gjorde der jo også. Hun manglede sin Shapeshifter side. Hun manglede følelsen af at kunne skifte form til en panter.
Aftenvinden var kølig, men behagelig. Hun skulle vænne sig til at hun havde en luft evne nu, og ikke sin vand evne. Det havde været... Et par hårde dage. Hun ledte efter den engel der havde sat dusøren på hende... Og Jacob. Caroline. Markulius, som hun skulle forklare nogle ting til.
Som om hun havde bedt en bøn, og gud havde hørt den. Hun gik ind i en mand. Hun så op. "Markulius." Dæmonen, og Nille havde den samme stemme.

//Håber det er okay, at det er Mark hun støder ind i, og kreasvigt. ^^//

Mørket var tæt. Skyggerne store. Og vinden var vidunderlig kølig. Fuldmånen understregede den perfekte aften. En mand gik hen af gaden. Sort fra top til tå. De flotte sorte bukser. De perfekte laksko. Den sorte læderjakke som sad perfekt på hans krop. Som osse skjulte de våben han altid bar på sig. Den sorte trøje under. Som sad stramt på ham så man kunne se hans perfekte store muskler. Knapper oppe ved halsen og de 2 øverste var åbne. Håret sad præcis som det altid havde gjort. Han lignede sig selv. Denne unge mand. Var Markulius De Auditoré

Det havde været en mærkelig uge. Først mødet med Nille. Aftenen med Nille. Den vidunderlige tid. Han kunne stadig mærke de sommerfugle i maven hun havde givet ham. Så det store skænderi. Smerten ved hans grav. Og pludselig så var hun væk. Han havde intet hørt fra hende i lang tid. Og så pludseligt for nogle dage siden. Kunne han mærke en voldsom smerte. Det var underligt. Og alligevel kendt på en måde. Han havde kunnet høre hendes skrig. Han havde mærket så mange mærkelige ting. Og så havde alt været stille. Og da han endelig tog sig sammen. Vidste han at det ikke havde været hans smerte. Nille havde fået en voldsom smerte. Der var da kommet en god ting ud af det. Deres blodsforbindelse var stadig intakt. Men hvad betød smerten. *Den hellige gud i det kongelige rige. Giv mig styrke og før mig til Nille.* I samme øjeblik mærkede han en smerte på hans forside. Han var dog ikke ved at falde bagover. Men det havde givet ham et svagt chok. Han vendte ansigtet imod personen som gik ind i ham. Han blinkede et par gange. Han havde svært ved at se hvem det var. Men da hun sagde hans stemme vidste han præcis hvem det var. Stemmen. Stemmen som gav ham den dejlige følelse. "Nille." Han havde tabt mælet og stod nu bare og gloede som en idiot. Og kunne intet sige.

Markulius var nok den hun mindst havde forventet at støde ind i, men... Det havde vidst lykkedes hende at støde ind i ham alligevel. Hun havde vel håbet at den blodforbindelse var væk, men hun mærkede hans chok. Irriterende! Hun stod, og så på ham med lysende blå øjne... De mindede alt for meget om Dæmonen, men også om Skammeren før hun døde. For Nille var Skammeren.
"J-jeg.." Hun trak vejret dybt ind, og knyttede hænderne. Men trak så hætten af hovedet. Så det løse sorte, og en anelse krøllet hår kom frem.
"Markulius." Hun så bestemt på ham. "Du har sikkert mange spørgsmål... Men sidst du så mig... Hende, mærkede hun stor smerte, ikke? Det var mig der påførte den smerte. Hun var mig, jeg er hende." Hun lukkede øjnene. "Alt hvad hun gjorde kunne jeg ikke sige imod, men jeg gav hende et slag i maven på en måde.... For at straffe hende. Men det var åbenbart ikke nok." Det lød sikkert mega skørt i hans ører, men hun var ståkandet, og havde inden ide om hvordan hun skulle forklare ham det hele.

Ordene som kom fra hendes læber var som var det hans egne ord. Det var som om hun lige havde beskrevet hans indre monster. Når det havde taget over og han havde såret en. Og han så skulle forklare det bagefter. Hans smil var der stadig. Mens hans øjne afslørede hans sorg. Over at have mistet den Nille han mente var den rigtige. Men han ville ikke opgive. Nille var der stadig. Et eller andet sted derinde. Han skulle bare finde hende. Vise hende at han er og vil altid være hendes kriger. Hendes vogter. Hendes beskytter. Den del ville han aldrig kunne ændre på. Han fortrød ikke at give hende hans løfte. Han ville bare have ønsket han vidste hun ikke var den hun havde udgivet sig for. Men desværre kendte Markulius alt for godt til det. Derfor var hans smil der stadig. "Jeg forstår min dronning. Men jeg vil alligevel være din vogter. Jeg har ikke et tons spørgsmål. Kun to. Min dronning selv efter alt dette er jeg stadig din vogter. Jeg beder dig fortælle mig. Acceptere du mig stadig som din vogter?." Spurgte han roligt og lod den højre hånd knytte og lægge sig blidt over sit venstre bryst lige ved hjertet.

Faktisk kunne Nille godt forstå hvad Dæmonen havde set i Markulius. Det irriterede Nille for hun vidste samtidig at Dæmonen altid ville være en del af hende, men det ville hun ikke tænke på nu. Hun var ikke forelsket i Markulius... Men Jacob havde heller ikke ligefrem været den... Bedste lige for tiden. Jade havde sagt ord der havde smertet Nille, og tvunget hende frem i en kort periode. Hun lagde armene over kors, og hovedet på skrå. Hans smil overraskede hende lidt, men sorgen var tydelig i hans øjne. Ja, det var trist... Men dæmonen havde ødelagt meget.
Hans dronning? Nå ja... Hun sukkede, og skuldrene røg ned.
"Markulius. Ved du overhovedet hvad dette betyder? Jeg blev myrdet. Dæmonen forsvandt da hun blev svag. Du skubbede mig væk. Jeg blev mere svag når du var i nærheden af hende. Den rigtige Nille er mig. Hun var en reinkarnation. Hvorfor skulle jeg have dig som vogter når du skubber Dæmonen i mig frem?" Hun sukkede, og så ned. "Men selvom jeg kan mærke en hvis... Frastød ved dig. Så kan jeg ikke komme fra jeg har brug for en vogter. Så ja, det vil jeg." Hun så op på ham igen.

Han bukkede kort hovedet. Gik automatisk ned på det ene knæ. Og så ned i jorden. "Krigernes kodeks lyder.

Lys og mørke. Nat og dag.
Godhed og ondskab. Man aldrig må fortag.

I det stærkeste lys må man være stærk. I den bedste godhed må man være royal.
I den mørkeste tid må man følge sin leder. I en tid uden genkendelse må man være loyal.

Det betyder at ligemeget hvad. Om jeg synes det er en god forbedring eller en dårlig forbedring at du ikke længere er den jeg kendte. Det betyder intet. Jeg er tvunget til at følge dig til evig tid." Sagde han roligt og kiggede derefter op på sin dronning. "Min dronning. Jeg er klar på at stå ved din side om det så kræver jeg skal ofre mit liv." Sagde han roligt og smilede svagt. Og rejste sig roligt op. "Hvad er deres befaling min dronning." Spurgte han roligt og holdte stadig den knyttede næve for hans bryst.

Hvor hun dog hadede dette. Hvorfor skulle han være sådan?! Det var ikke fair! Hun trådte et skridt væk fra ham, og kneb øjnene let sammen.
"Tvunget? Du skal ikke føle dig tvunget." Det var akavet, syntes hun. Han var blevet forelsket i Dæmonen, og bom. Hun var væk. Nille var her nu.
"O-O-Ofre dit liv?!" Hun så forfærdet på ham, men huskede så... "Fint." Hun så ned. Hun spændte sin krop, og så op på ham.
"Lad være med at kalde mig dronning." Hun sukkede, og så væk.

Han smilede svagt. Lidt af det normale flabede smil var tilbage. "Umuligt min dronning. Det er en del af vores kodeks at tiltale vores herskerinde dronning." Sagde han roligt og bukkede roligt hovedet. "Min dronning. Jeg beder om en ordre. En rigtig ordre jeg kan udføre." Sagde han roligt og så fortsat ned. Mens han ventede på hendes ordre.

Nille så stædigt på ham. Hun lagde armene over kors, men sukkede så. Hun kunne af en eller anden grund ikke være sur på ham...
"Jamen, det får mig til at lyde gammel, og grim!" Sukkede hun, og trippede lidt. Hun så ned for hun ville ikke se på ham. Det var så ydmygende det han gjorde!
"Jeg har ingen ordre... Vent." Hun så tomt ned. "Du var forelsket i Dæmonen... Hvorfor?" Det var nærmere et spørgsmål, end en ordre, men jaja...

Markulius smilede. "Du er det stik modsatte. Du er smuk ung og vis. Det er ikke nødvendigt for en dronning at være gammel. Men vis er en vigtig ting." Sagde han roligt. Ordren forstod han først ikke. Men så forstod han at hun ikke havde givet ham en ordre. Men et spørgsmål. Han følte sig tvunget til at svare. Ikke fordi han havde noget imod det. Men han vidste ikke hvordan han skulle forklare det. "Det som om når jeg ser dig. Ser jeg noget der minder om min tidligere kone. Når jeg er nær dig er det som om mit liv bliver fyldt op igen. Den manglende prik bliver sat på plads. Det er som om jeg føler mig hel sammen med dig." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt.

Nille trak vejret hurtigere, og hurtigere. Hun kunne ikke lide de ord han sagde, men så på en måde kunne hun. Det var det skræmmende. Kunne han ikke bare... Holde op? Stoppe med at være så perfekt... Det skræmte hende. Mere end hun ville indrømme.
"Du mener Dæmonen gjorde. Ikke mig. Det kan du godt glemme. Nok er du pæn, og sådan, men nej. Jeg er ikke dæmonen! Hun er død. Kan du forstå det? Jeg slog hende ihjel. Hendes rigtige navn var Rebecca. Jeg slog hende ihjel!" Hun nægtede den tiltrækning hun følte til ham. Den skulle blive erstattet med foragt! Hun nægtede. Hun ville ikke!

Hans smil var roligt og fuldt ud forstående. "Jeg ved hvor forvirrende det er at have 2 personligheder. Men ligemeget hvor meget man gemmer den. Vil den altid være der." Han kunne ikke dy sig. Han gik et skridt tættere på hende så de var få centimeter fra hinanden. Han havde drejet sig præcis nok til at hvis hun ville gå baglæns ville hun ramme væggen. Ikke hårdt. Men så hun ikke kunne rykke sig væk. "Det kan godt være dæmonen var den jeg mødte. Men det jeg følte. Det jer FØLER er ikke til dæmonen. Men til jeres hjerte. Selv en anden personlighed deler følelser. Så jeg ved du holder af mig." Han ville gå et skridt tættere på hvis hun rykkede sig væk. Så hun på en måde var klemt imellem ham og væggen. "Ligemeget hvor meget din personlighed ændre sig. Så vil jeg altid elske dig." Hviskede han svagt og så hende fortsat direkte i øjnene. Med det rolige forstående blik. Han altid havde på sig.

To personligheder? Var det, det hun havde? Det kunne hun ikke lide tanken om. Hun lagde armene om sig selv, og trippede lidt. Af ren instinkt trådte hun et skridt tilbage da han gik tættere på, og hun mærkede den kolde væg mod sin ryg. Hun så roligt på ham selvom hun havde lyst til at slå ham.
"Du ved det simpelthen? Du ved ingen ting, Markulius." Hun smilede skævt. "Jeg er ikke ledig. Eller jo... Måske." Hun så væk, og mærkede tristheden overvælde hende... Hun kunne ikke forstå Jacob for tiden. Hun var sur på ham. Det havde han fortjent. Hun så på Markulius igen.
"Pas på, Mark. Du er i farezonen. Måske gjorde Dæmonen ikke noget... Men jeg kan skam godt finde på at smide dig ind i en væg." Hun så væk igen, og var blottet for følelser.

De rolige øjne viste ingen frygt af det hun sagde. "Jeg er ligeglad. Jeg tror ikke på du kan. Jo klart du kan. Jeg vejer ingenting og du er en dæmon. Men jeg tror ikke du kan få dig selv til det. Desuden så vil det ikke hjælpe noget. Jeg vil stadig elske dig Nille." Hviskede han roligt før han roligt sænkede sig. "Og jeg ved hvis jeg bare presser dig lidt. Så vil du finde ud af du osse elsker mig." Pludselig strømmede en kulde fra ham. Begæret kom flydende ud af ham. Rørte hendes hud. Kærtegnede den. Mens hans kys som han plantede på hendes kraveben gav små stød af ekstrem begær igennem hendes hud. Men der var noget nyt ved det. Det var ikke den sædvanlige seksuelle begær. Denne gik direkte til hjertet. Sendte små stød af kærlighed. Hans begær efter at hun ville elske ham. Det var det der ramte hende. En anden form for begær.

Nille snerrede, og blottede tænder. Som en panter, men hun var jo dæmon. Men den indre panter i hende var der stadig... Hun kunne bare ikke skifte form. Hvilken skam. Det kunne virkelig være nyttigt nu. Han ville stadig elske hende, sikke en skam... For ... Hvad? Presse på?! Grrrr! Han skulle ikke være så pokkers selvsikker! Heller ej så pokkers tiltrækkende! Han skulle bare ... Lade hende være!
Åh gud, åh gud! Det gjorde han bare ikke mod hende! Det kunne han ikke være bekendt! Nu var han ond!
"Jeg er forelsket i en anden!" Skyndte hun sig at sige før hun blev ståkandet af det begær der strømmede ud af ham. Hun maste sig op af væggen for at komme væk fra ham. Hun pressede øjnene sammen. Hun ville ikke se på ham! Hun turde ikke ... Hun stønnede lavt af nydelse over de små dejlige stød hun fik. Hun gispede lavmælt.

Lyden kom som et chok fra ham. Hendes stemme. De knusende ord. Roligt sukkede han og fjernede sine læber. Det kolde begær ændrede sig dræstigt. Det forsvandt rimeligt hurtigt. "Efter alt hvad jeg har gjort? Jeg har ikke drukket noget som helst menneskeblod siden du sagde du ikke kunne li jeg brugte mine evner på andre. Og det er takken?" Spurgte han roligt. Han lød ikke trist. Men hans øjne viste noget helt andet. Han sukkede og kiggede ned. Før han roligt gik et skridt tilbage fra hende. Og ud af holderen i sin læn fandt han en kniv frem. Og rakte hende den. "Hvis du virkelig har ændret dig så meget. Så straf mig. Præcis som jeg har fortalt dig." Sagde han roligt mens han fortsat så på hende med blide øjne. De viste både kærlighed og varme. Samt sorg og kulde. En underlig og utrolig blanding. Men det var sådan han følte sig. Han følte sig forelsket og varm over at hun var hos ham. Men sorg og kulde over den ensomhed han følte. Ja han følte sig ensom. Meget endda.

Nille åndede lettet op, men maste sig stadig op af væggen. Hun åbnede øjnene, og så chokeret på ham. Hun ville slå ham! Give ham en lussing! Men hun gjorde det ikke. Hun maste sig blot op af væggen, og trak vejret hurtigt.
"Det var ikke mig. Lytter du slet ikke efter? Det var Dæmonen! Jeg sad i total mørke! Dæmonen havde kontrollen. Det var Dæmonen der elskede dig! Jeg døde, og hun blev min reinkarnation! Det var hende der sagde de ord... Ikke mig. Før jeg døde havde jeg en kæreste. Men nu... Har han måske fundet en anden... " Hun så væk, og tvang tårerne tilbage.
Hun så på ham igen.
"Straffe dig? Det ville være mig en glæde... Men jeg kan ikke." Hun trådte endelig væk fra væggen. Hun begyndte at gå væk. Hun kunne ikke komme fra at hendes indre dæmon var i hende, og følte sig tiltrukket. Det værste var... At han nok kunne mærke det.

Han sukkede svagt og satte kniven i holderen. Han så på hende roligt. "Nille jeg ved du lyver for mig. Jeg ved du stadig mærker følelser for mig. Jeg ved du er ked af det over den anden fyr. Men det er ikke noget du kan gøre for." Sagde han roligt før han trak på skulderen. Og stak hænderne i jakkelommerne. "Men så ses vi vel bare." Sagde han roligt og begyndte at gå den modsatte vej af hvilken vej hun var ved at gå. For at give hende fred.

Nille stoppede op, og stivnede. Hun kunne ikke lide at han kunne mærke de følelser der strømmede i hende. Hun så sig over skulderen. Da han vendte om, og gik... Løb hun hen til ham, og stod så foran ham. Hadet, men tiltrækningen var tydelig i hendes lysende blå øjne.
"Du prøver ikke engang! Kan du slet ikke se chancen?" Det var ikke fordi hun ønskede at han prøvede. Prøvede at lindre den smerte der levede inde i hende ved tanken om at Jacob måske var forelsket i Jade... Hun vendte om, og gik. Hurtigt var hun begyndt at løbe. Hun ville væk! Men så let skulle det ikke gå. En mand greb fat i hendes hår, og tvang hende ind i en gyde. Hun blev presset op af væggen, og følelsen af chok ramte hende. Manden lagde en hånd på hendes mund, og en kniv blev sat mod hendes strube. Hun vred sig. Han tyssede på hende. Med vilje fik hun følelsen af at ville fri komme så Markulius ville opdage det.

Lydende fra hendes stemme var undrende. Det tog ham et stykke tid at indse hvad hun havde sagt. Hun? Ville hun have ham til at prøve? Nej det troede han ærlig talt ikke helt på. Men det var osse ligemeget. Hun havde ret. Han prøvede ikke engang. Men hun var forelsket i en anden. Fortvivlelsen fik ham til at vie tilbage. Han havde ikke lagt mærke til hun løb. Men hvad han lagde mærke til var den følelse. Som borede sig igennem fortvivlelsen. Var lysten til frihed. Frihed. Så gik det op for ham hvad det var. Og med det samme kiggede han lige op. Men hun var væk. Han kiggede kort rundt. Og da han var sikker på hun ikke var nær ham. Mærkede han hurtigt hvor forbindelsen stammede fra. Og begyndte at løbe af sted. Imod det sted han kunne mærke hun var. Vampyrfarten gjorde at det gik stærk før han var der. Og uopdaget stod han bag denne mand. Bevægelsen efterfølgende var både hurtig og præcis. Han greb fat omkring knivens blad så den skar ham i hånden i stedet for hendes hals. Hvorefter han masede sig ubesværet ind imellem manden og Nille. Og med en voldsom styrke skubbede manden væk fra Nille. Og tvang kniven ud af hans hånd samtidig. Hvorefter Markulius'es øjne langsomt lyste røde. Og man kunne svagt se den røde ring rundt om hans øjne.

Hun stoppede med at vride sig da det ikke ville hjælpe andre end manden. Langsomt blev de blå øjne sorte, men de blev hurtigt blå da hun så Markulius. Hun fortrød lidt at have fået den følelse frem så han ville vide hun var i problemer. Hun mærkede kniven forlade sin strube, og hun lukkede øjnene. Det næste hun mærkede var at hånden forlod hendes mund, og en anden var tæt på hende. Hun åndede lettet ud. Ubevidst lænede hun sig frem, og hvilede panden mod hans ryg. Hun var pludselig helt vildt træt.. Hvorfor? Fordi at på siden af hende var en kniv stukket i hendes side. Hun tog hænderne om den, og trak den ud. Kniven var normal og derfor ingen skade gjorde hende. Hun smed den væk, men beholdte panden mod hans ryg.
Manden så på Markulius, og reagerede hurtigt. Han trak noget vievand frem. Han kastede det mod dem, og løb så hurtigt hun kunne. Men i det vievandet ville have ramt dem havde nille fået kontrol over vinden. Vinden skubbede vievandet væk så vievandet lå på asfalten foran dem.

Markulius havde allerede reageret og var taget fat om Nille for at skærme hende mod vievandet. Som han havde sagt. Han ville ofre sit liv for hende. Sådan var det at være kriger. Da vievandet ikke ramte. Og han hørte plasket på jorden. Vendte han sig hurtigt rundt. Og lige så hurtigt som hans instinkt opfangede mandens fært. Bukkede Markulius sig ned på alle fire. På en underlig måde så hans fødder stadig sad på jorden. Og med et tryk som Nille sikkert ville kunne mærke begyndte Markulius og løbe som et vildt dyr. I retningen af manden. Umenneskeligheden over Markulius var noget underligt noget. Det var som om hans vampyr instinkter var en personlighed. Og den personlighed havde taget over Markulius'es krop. En ting var sikkert. Der var ingen menneskelighed tilbage at se i Markulius. Han var et med dyret.

Nille reagerede hurtigt på Markulius der lignede et vilddyr. Hun reagerede hurtigt, og hoppede på hans ryg. Manden løb så hurtigt han kunne. Nille låste sine arme om Marks hals, og benene om hans mave.
"Stop så, Mark!" Råbte hun. Hun klyngede sig til ham.
"Mark..." Hun hviskede blidt ved hans øre i håb om han ville stoppe. Manden faldte, og prøvede at komme så hurtigt han kunne op igen.

Alt var væk fra hans hoved. Ikke engang hendes råb ramte ham. Dyret havde taget over. Dyret som jagtede. Dræbte. Og slugte alt blodet de havde. Da manden faldt kunne man nærmest mærke Markulius'es knurren. Og med et voldsomt tryk. Løb han hurtigere og hoppede ovenpå manden så ansigtet ramte fortorvet. Et modbydeligt knæk kom fra manden. Og blod flød ud fra siderne af ansigtet. Tænderne viste sig kort frem fra hans mund. Og hvæsen kunne høres. Hans instinkt havde taget så meget over at han intet kunne gøre for at stoppe det. Hans menneskelighed var så godt som væk. Og langsomt med stadig hvæselyde. Bukkede Markulius sig langsomt ned imod mandens strube. Det ene knæ var placeret godt i rygraden på ham. Så manden var i store smerter. Den ene hånd holdte mandens ansigt ned i fliserne. Og den anden hånd holdt hans arm længst væk nede på jorden. Mens hans andet knæ sad placeret i overarmen på manden. Så han absolut ikke kunne bevæge sig. Manden kunne intet gøre. Der lød nogle boblelyde som gråd som druknede i hans eget blod. Og ynkelige bønfaldelser som osse lød som de druknede. Manden bønfaldte om at få lov til at leve. Men det var tydeligt at det ikke var Markulius'es hensigter.

Det virkede ikke... Manden måtte ikke dø, selvom han havde angrebet hende. Hun undgik helst at slå andre ihjel. Hun gav slip på ham, og hoppede af. Hun vidste... At kun... Nej, fandme nej. Det ville hun ikke. Det ville sikkert heller ikke hjælpe at kysse ham. Hun så på muren som kunne give hende smerter... Hvis hun gjorde det der skulle til. Hun så hen på Markulius og manden... NU!
Hun rejste sig op, og trådte lidt væk fra væggen. Hun gik så hen til den, og lagde hovedet ved væggen. Hun snerrede, og bankede hovedet hårdt ind i væggen.
En smerte skød gennem hendes hoved, og hun stønnede af smerte. Markulius ville jo også mærke det, derfor gjorde hun det. Hun tog sig til hovedet, og gik lidt væk. Hun havde en dæmons styrke, så... Det gjorde mere ondt. Hun faldt lidt på hug, og holdt sig på hovedet. Hun stønnede igen af smerte.