You can remember again. Maybe now you will kill me? Or should we talk about it? //Sean//

S: Kroen det vilde svin.
O: Mange fulde mennesker, og menneskerne har slået en ring omkring nogle der slås.
T: Ved at blive nat.
V: Snevejr...
P: En hvid jakke med hætte, sort tank top indenunder, sorte bukser og sorte converse sko.

Nilles hætte var røget af ved et uheld inde i kroen... Og folk havde genkendt hende med det samme. Heldigvis var alle så fulde at de ikke kunne finde hverken hoved eller hale. Så de begyndte at råbe efter hende. Det havde gjort hende så vred at hun kom til at slå en af mændene i hovedet. Manden havde med det samme gjort igen med at slå hende i maven. Sådan udviklede der en slåsekamp.

Nille undvigede hurtigt mandens slag efter hendes hoved. Hun trillede under hans ben og dukkede op bag ham. Han vendte sig om og hun gav ham en på tindingen. Han besvimede. Nogle trak ham væk, og en anden mand kom. Tydeligvis en der kendte den anden mand. Nille gik i forsvars position. "Lille heks.." Mumlede manden og smilede. Han sparkede efter hende med et brøl. Hun rullede væk og slog efter hans arm. Han fik fat i hendes hætte med et hurtigt sving med kroppen og trak i den så hun blev kvalt. Manden trak hende op ved hjælp af hætten og hun blev mere kvalt. Hun spjættede meget. "Giv slip..." Sang hun hvæsende... Manden slap og hun røg på gulvet. Hun hostede og gispede. "HEKS!"brølede manden.

//Vent...Skal hun ikke se folk i øjnene, før folk gør som hun siger?//

sneen dalede roligt ned over ham, da han begav sig gennem byen. Hans kinder var røde af det kolde vejr. Hans hænder gemte sig i lommerne på hans sorte jakke. Han havde mørke jeans på. alt i alt: mørkt tøj, som hjalp med at skjule ham.
Hans fjender havde fundet ham igen, hvilket ikke var så fantastisk, da han havde været i samme by alt for længe....Det var bare her han var forbundet med folk. Det var her de rigtige magtkampe skete...Det var her det hele skete!
firewood village var et hyggeligt sted, Humvita byen hvor hans rigtige hjem lå osv.osv. Men det var her han kunne finde Neph, Alane, Camille, elyas...
Og selvfølgelig hans fjender.
Han overvejede at forlade byen op til det nye år.
han rystede let på hovedet, bankede lidt sne af sine sko og åbnede døren til kroen, hvor han med det samme mærkede varmen bølge imod ham.
Han trådte helt ind og lukkede døren efter sig. Hans øjne blev straks fokuseret på slåskampen og folks hujen og skrålen. Åh, dejligt! HAn ville jo bare slappe lidt af..
Mange folk var fulde i dag, af en eller anden grund. Dem der ikke var, havde gemt sig ude i hjørnerne og ignorerede det der skete og det overvejede Sean også at gøre. Han gik over til baren. små slåskampe var normale og ikke noget han blandede sig i. Kromanden så over på slåskampen med iver, i stedet for frygt, som han ellers plejede.
"Slå...højre...Spark...Kom nu!" Sean viste ikke hvem han heppede på, men bestilte en kop varm kakao. Kromanden så på ham et øjeblik og nikkede let. lidt efter fik han den, hvorefter han så videre på kampen lidt bag Sean.

Sean drak lidt af sin kakao og mærkede hvordan den varmede ham hele vejen ned. Så vendte han sig om og begyndte også at se på slåskampen...og opdagede Neph var den ene. Et lille smil gled over hans læber. sådan et problematisk barn.

//Nej det behøver hun ikke. Åh... Det har jeg glemt at skrive i profil sikkert... Tjekker lige//

"Jeg er ikke en heks idiotiske mand..." Mumlede Nille og stirrede ham i øjnene. Manden gav et udbrød fra sig, men hun havde ikke evnen fremme. "Du er bange for at se mig i øjnene uden jeg har evnen fremme? Hvordan tager du det så hvis jeg ser dig i øjnene med den fremme?" Spurgte hun manden og rejste sig op. Hun knyttede næverne og ventede på mandens svar. Manden stod bare... Helt fastfrosset. Nille tog chancen og løb hen imod ham, og lavede slog ham hårdt i tindingen. Manden røg på gulvet med et "DUNK". "Andre der skal prøve?" Hun så rundt på ringen med mennesker. En anden mand -okay, han så ung ud så dreng- trådte frem. Drengen havde brunt hår, fregner i ansigtet og brunt tøj. Hans øjne var ... Blå. Drengen gik tættere på hende. Pludselig begyndte drengen at sparke og slå efter hende som en gal. Hun blev ramt en gang i armen men ellers slet ikke. Hun fik sig om bag ham og sparkede ham hårdt i ryggen. Drengen røg på gulvet. Hun greb fat om hans nakke, og lænede sig ned mod hans øre. "Giver du op?" Hviskede hun. Drengen stirrede ned i gulvet, og rystede på hovedet. Nille sukkede og slap hans nakke. Hun gik lidt væk fra ham. Drengen rejste sig og angreb igen.

//Hmm....det har du bare altid gjort...jeg kan ikke helt forstå hvordan den kan virke, uden nogen kontakt?//

Sean smilte bare og rystede på hovedet. Det virkede som børn der sloges, ikke voksne mennesker. Han kunne ikke tage deres slåskamp alvorlig, selv hvis han havde lyst. i det mindste kunne Nille slå fra sig.
Han drejede rundt igen og drak noget mere af sin kakao, mens han ignorerede slåskampen. En mand kom over og satte sig ved siden af ham.
"Altid uroligheder, siger jeg dig! Altid..." manden rystede på hovedet.
"Præcis som med min kone dengang hun levede, altid uroligheder..." manden stirrede på Sean og han sukkede svagt og så over på ham.
"Vil du noget?" mandens ansigt fordrejede sig i noget der kunne mindre om vrede og sorg.
"Min kone!" han lænede sig helt hen til Sean og hviskede ham i øret.
"Du slog min kone ihjel! Kom med udenfor...så kan vi tage en rigtig slåskamp" Sean grinte svagt og rystede på hovedet.
"Du kan slut dig til dem derovre." svarede han let og tog endnu en tår af sin kakao. Manden kunne åbenbart ikke forstå at Sean virkede så ligeglad, så han sad i noget tid og bare kiggede på ham, lamslået over mandens ligegyldighed.

Nille gav et "Argh!" fra sig da drengen fik fat i hendes hår og hev i det. Hun sparkede bagud og ramte ham mellem benene. Drengen krummede sig sammen og slap hende. Nille greb fat om drengens hage, og slog ham i tindingen. Hun elskede det trick! Drengen besvimede. Alle begyndte at klage over at Nille brugte sine hekse kræfter, og de trak drengen og manden ud af ringen. Nille rullede bare øjne af dem, og skulle lige til at gå ud, men hun blev skubbet tilbage. Midt imellem menneskerne fik hun øje på Sean. Hun blev vred... Hvorfor vidste hun ikke. En tyk mand kom frem, han havde pjusket hår, og lugtede fælt af øl. Manden grinede ondt, og gik hen imod hende. Nille var så vred at hun uden at vide det, slog ham hårdt i maven. Hun sparkede ham mellem benene og hoppede op på hans ryg og rev ham i håret. Manden gav et skrig fra sig og da han mærkede at hun var hoppet op på hans ryg, kastede han sig ned på gulvet med ryggen på gulvet. Nille skreg højt af smerte. Manden grinede blot og smilede ondskabsfuldt. Manden rejste sig, og skulle til at sparke hende i ansigtet. Nille rullede sig væk og stønnede af smerte.

Sean smilte svagt, men kiggede over til slåskampen, da den efterhånden var ret højtlydt. Det så ud som om de var kommet videre fra deres småpjat og var gået videre til noget mere voksent. i hvert fald havde Nille endelig fået en ordentlig modstander. Han overvejede at stoppe det...Men hvorfor skulle han? Han brød sig ikke om hende, om de ting hun viste om ham og de ting hun gjorde...hun arbejde jo kort sagt for at ødelægge alt han arbejde for og med. Det var jo bare en win-win hvis hun blev slået til plukfisk. For ham.
Men det gik jo ikke. han skyldte hende jo nærmeste ne tjeneste og skylde sådan en som hende en tjeneste...var det værste han viste.
Derfor rejste han sig op og gik over mod dem. Manden fra før rejste sig hurtigt og fulgte efter ham, mens han vrissede op om hans kone. Sean ignorerede ham.
Han greb fat i manden og hev ham væk fra Nille. Manden blev nærmest kastet på benene og han greb med det samme efter Sean...
Sean vred dog armen om på ham, nok til at han skreg af smerte og sean fik ham ned på gulvet.
"Nu lader du, og alle jer andre, hende være, okay? Bare for denne gang, jeg er træt af jeres larm!" vrissede han og så fra den ene person til den anden, indtil de fleste havde set væk. Gruppen begyndte at splitte sig. Nogle af dem kendte ham og viste hvor farlig han kunne være, der var efterhånden sket mange ting her på kroen, andre havde bare været nysgerrige eller ophidset af de andre.
Manden på gulvet peb lidt, til Sean endelig slap ham. Han forlod hurtigt kroen.
Sean så lidt ned på Nille, rystede p åhovedet og gik tilbage til kakao, stadig med manden på slæb...
I en pludselig bevægelse greb han ud efter mandens hals og klemte sammen.
"Du bør også lade mig være. Ellers får du en værre skæbne end din lille hore" knurrede han. Manden nikkede svagt, besværet med at få luft. Sean slap ham og også han trak sig tilbage, til en bord i hjørnet med andre mænd. De begyndte straks at snakke lettere ophidset sammen.
Sean satte sig tilbage på sin stol og tog en tår af sin kakao...

Manden havde været tung, og dermed havde efterladt Nille med en smertende krop... Sparket i ansigtet havde ikke gjort det bedre. Hun blev dog utrolig overrasket da Sean kom og rev manden væk. Nille fik sig rejst op med besvær og eder og forbandelser. Hun stirrede på seans ryg mens han gik væk fra hende og tilbage hvor han kom fra. Det havde overrasket hende meget at han havde hjulpet hende... Og det overraskede hende endnu mere da han greb fat om en anden mand. Hun kunne ikke høre hvad Sean sagde til manden... Nille sukkede, og fik sig hen til et bord og fik med besvær trukket hætten op over hovedet. Sean havde også fået gruppen af mennesker væk... Nille rejste sig igen og fik kæmpet sig hen til Seans bord, og trak en stol hen til hans bord og satte sig. "Hvorfor... Hjalp du mig?" Hendes stemme var fyldt med smerte.

Han sad ved baren og hans kakao var allerede halvt tom. Der var mere stille nu, nu hvor folk havde trukket sig ud til dem selv. Men de hviskende mænd ovre i hjørnet kunne godt give flere problemer. måske skulle han forlade byen lidt, helligdagene et andet sted...Selv om han faktisk aldrig holdte dem. Han smilte svagt for sig selv.
Hans fremtidstanker blev dog brat stoppet da en stemme, som lød som om personen havde smerter, placerede sig ved siden af ham og åbenbart troede han ville snakke...
Han sukkede og kiggede over på Nille et øjeblik, lod blikket glide ned over hendes krop i en kort bedømmelse.
"En tjeneste, er den anden værdig." svarede han kort. Et talesprog der kort sagt betød at hun havde gjort ham en tjeneste...Og han nu havde gjort hende en.
"Jeg skylder dig ikke længere en tjeneste, efter...du ved nok." svarede han kort og tog endnu en tår af sin kop. Nu havde hun fået svar, så gik hun vel?

Hun kiggede roligt på ham, og skar ansigt da en smerte skød genmen maven. Hun tog sig dog sammen, og ignorerede smerten.
"Og vil du så dræbe mig? Jeg går jo med viden der kan koste dig alt." Nille lagde armene over kors og så stædigt på Sean. "En tjeneste? Du kunne da have brugt den på et andet tidspunkt? Desuden... Jeg har ikke brug for hjælp." Sagde hun stædigt. Nille havde svært ved at sige ja tak til folk der ville hjælpe efterhånden, eftersom at hun var bange for at de ville forråde hende, eller lide på grund af hende. Derfor ville hun klare det hele selv. Hun kiggede på Sean med stædige øjne, og ventede blot på hans reaktion.

Han grinte blot og rystede svagt på hovedet. Hvor hun dog mindede om et barn nogen gange... sikke manerer!
han så lidt p åhende og i et øjeblik virkede hans øjne varme, som de plejede at være, før de blev hårde igen.
"jeg så chancen for at blive fri for den. Jeg greb den. Jeg har ikke sagt du ikke kunne klare dig selv. jeg gjorde det af egoistiske grunde" svarede han kort og vendte sig ud mod rummet. I et øjeblik kiggede han på mændene der stadig lignede nogen der lagde planer.
"Desuden har du efterhånden haft millioner af muligheder for at lække mine oplysninger til...Ja, alle. Tro mig, byen er fuld af fjender lige for tiden. Hvis du ikke har gjort det endnu, tillader jeg mig at tro du nok heller ikke gør det foreløbig" han stolede dog ikke på hende. Og kunne nok aldrig komme til det. ikke efter hun bare tillod sig at se alt om ham...Ting han ville have skjult og gemme fra folk. Efter det, ville han nok altid hade hende.

Nille lænede sig tilbage i stolen, og smilede svagt.
"Jaså? Sikke godhjertet du er." Nille lavede sjov med ham nu, og vidste udmærket godt at han ville blive fornærmet. Hun havde et drillende smil på sig, og kiggede sig omkring i kroen. "Fuld af fjender? Det må du nok sige. Jeg har intet sagt... Jeg har jo lovet at jeg intet vil sige?" Hun fnøs irriteret. Hun kunne godt lide at drille ham lidt... "Men jeg kan da godt sige det til nogen hvis du ønsker det?" Sagde hun drillende og smilede.

//Sorry kort svar, har krea svigt :/ //

"skal du altid irritere? Livet er ikke leg. Det er på tide du finder ud af det" svarede han kort og ignorerede hendes drilleri. Hun gjorde det kun for at provokere. Han tog sin kakao og drak lidt mere af den, han ville ikke gå, bare fordi hun kom. Han blev stædigt siddende...Han frygtede ikke de værste fjender der rendte rundt derude. Hvorfor skulle han så flygte fra en pige, der mente det hele var en leg? en irriterende en godt nok...men stadig.

"Kan du ikke klare at blive drillet lidt Sean? Hvorfor altid være så alvorlig?" Hun kunne godt se at han blev irriteret, men det gjorde hende bare mere tilfreds. Hun lagde benene over kors og smilede. "Jeg ved skam godt at livet ikke er en leg Sean. Jeg har bare lært af en at man ikke altid skal være alvorlig." Teknisk set var det ikke bevidst at Jacob havde lært hende det, men han havde drillet hende og fået hende til at more sig efter lang tid. Hun turde ikke at tænke mere om ham... Hun ville bare begynde at rødme og så ville Sean sikkert grine eller noget... Hun kiggede drillende på ham med et flabet smil.

Han ignorerede stadig hendes flabede smil og gengældte det med et lille selvtilfreds smil. Jamen hvis hun så gerne ville lege og drille...
Han vendte sig på stolen, så han nu havde front mod hende, i stedet for ud mod rummet.
"aha? Tror du at du kender alt om mig, bare fordi du har set mine minder? Hvor Naivt" svarede han let. Han drak noget mere af sin kakao, som var ved at blive kold nu. Med en kort bevægelse med den ene hånd, fik han kromanden til at give ham en ny. Han tilbød ikke Nille noget. han følte ikke for at lege gentlemand over for hende lige nu.
"Men svar mig på...Hvorfor du så stædigt bliver ved med at hænge op af mig og gøre dit for at ødelægge mig dag?" spurgte han, men lignede ikke ligefrem en, hvis dag var ødelagt. Han havde levet mange år og mødt mange folk...Han havde efterhånden lært at vise noget, han ikke rigtig mente.

Hun ignorerede at kromanden kom, da hun ikke gad og have noget. Hun løftede det ene øjnebryn. "Mig? Naiv? Søde ven... Jeg vælger at tro på at jeg har gjort både dig og dine... venner en tjeneste ved at se dig i øjnene." Nille smilede stadig flabet. Hun havde ikke gjort det før, men hun var virkelig drillende lige nu. "Undskyld, men jeg mindes at det var dig der hjalp mig? Og jeg ville vide hvorfor. Er det et problem?" Nille grinede stille. Hun kiggede hen mod gruppen af mænd der hviskede til hinanden... Nilles drillende ansigt blev alvorligt. *Gad vide hvad der interessere dem så meget?* tænkte hun i sit stille sind.

Han smilte svagt og lignede ikke en der blev irriteret af hendes drilleri længere.
"en tjeneste? jeg tvivler. Det er vist ingens tjeneste at de gjorde det. faktisk hader jeg dig for det, husker du nok? Du har fået svar på hvorfor jeg hjalp dig. jeg skyldte det. Nu skylder jeg ikke længere noget. så hvorfor bliver du her?" spurgte han. Han stemme var den samme, som hvis de sad og forhandlede et eller andet. neutral, ligegyldig...
han lod blikket glide over sin nye kakao, da han rørte rundt i den.
" du må vel have noget du vil opnå?" mente han

Meget gode spørgsmål han kom med dér... Desværre. Nille fik revet sit blik væk fra gruppen af mænd, og kiggede på Sean. "Jeg er her for at vide om du vil dræbe mig? Jeg er jo åbenbart... Farlig for dig." Hun pillede ved sin ring, og kiggede på den... Hætten skjulte det meste af hendes ansigt, men man kunne ane at hendes øjne glimtede lidt. "Jeg vil ikke opnå noget. Jeg vil bare vide en ting... Vil du dræbe mig?"

Han så på hende med et lille smil.
"Hvis jeg nogensinde får en mulighed eller nogen som helst vil betale mig for det, ville jeg ikke tøve" svarede han let.
"Jeg vil kun vinde i sådan en situation. Tænk at få penge eller andet for at slå dig ihjel og samtidig komme af med en plageånd der bare ikke vil lade mig være.?" smilte han, som om det var hans største ønske. Han tog en tår af sin kakao og nød den søde smag og varmen fra det et øjeblik. Faktisk så han helt fredfyldt ud.
"andet du ville vide?" han bemærkede hun ikke længere virkede så flabet og det gjorde ham glad. Det var meget mere behageligt sådan her.

Hun kiggede uforstående på ham.
"Du kan få penge for det? Har du helt glemt dusøren? Du skal dog ikke dræbe mig da jeg skal brændes som en heks... Men du ville slippe af med mig. Desuden har du haft chancen. To gange, faktisk. Den ene gang kunne du lade mændene tage mig med, anden gang kunne du have dræbt mig." Hun smilede svagt, men ikke ondt eller flabet eller noget... Bare et venligt smil. "Ja, jeg ved at Arason ikke længere er leder af The Shadow Clan, og da jeg ved du er medlem... Vil du være så sød og sige hvem lederen er nu?" Hun kiggede spørgende på ham.

"om jeg brænder dig eller ej. Jeg foretrækker nogen giver mig opgaven, i stedet for selv at tage den. Jeg er ikke dusørjæger" svarede han og lod sine hænder foldes om den varme kop.
han så hen på hende et øjeblik.
"hvad ved du om Arason? Du har altid virket meget interesseret i ham, men hvorfor?" spurgte han, i stedet for at svare på hendes spørgsmål.

Hun lænede sig op af bordet, og kiggede Sean i øjnene.
"Der er folk der ser mig helst død... Men der er også folk der ønsker at holde mig i live. Tør du at risikere at dræbe mig?" Hun smilede svagt, men smilet blev tørret af igen.
"Jeg er ikke interesseret i Arason som sådan... Men jeg er blevet truet og fået som sagt en kniv i maven af ham. Mig og ham... Har et lidt forvirret forhold til hinanden. Misforstå mig ikke, jeg taler ikke om alt det der kæreste halløj, men jeg snakker om venskab eller fjender. Det er tydeligt at vi er fjender..." Hun lagde hovedet lidt på skrå og foldede sine arme som i en bøn på bordet.

Han smilte svagt.
"Hvis jeg skulle tænke over fjender hele tiden, var jeg jo tørret ind til en rosin i et eller andet hus, uden noget at lave. Jeg har mange fjender. Hvad skulle forhindre mig i at skaffe flere? Jeg dræber dem som ofte, før de opdager mig alligevel" svarede han kort og tog en tår af sin kakao.
"Ahh...så i kan ikke finde ud af om i er venner eller hader hinanden. Det er i sikkerhed et problem..." sagde han tænksomt. så smilte han svagt og rystede på hovedet.
"Du er jo det modsatte af os. Et venskab ville ikke være godt. Du ville bare ødelægge det hele. Slå vores mænd ihjel og forfølge os, til du også har fået os lagt ned. vi ville ikke kunne arbejde med de ting vi gør, fordi du hele tiden ville rende efter os og sige det er forkert..." han rystede p åhovedet. Han elskede de ting han gjorde. Når man havde levet så længe som han havde, skulle der meget til at gøre hverdagen spændende og værd at holde ud. Noget folk ofte ikke forstod. Han havde prøvet mange ting, men dette var hvad der gjorde hans liv hvert at leve...for nu i hvert fald.
Det gik pludselig op for ham at han havde brugt ord som vi og os...hvilket nok ikke havde været så klogt.

Hun rystede irriteret på hovedet.
"Sean, jeg lover at ikke siger noget af det jeg har set til nogen, hvis du lover ikke at dræbe mig. Okay?" Hun så på ham mens han drak af sin kakao. Hun var ikke tørstig, men det burde hun jo nok være efter en slåsekamp, men det var hun ikke.
"Vi? Os? Så i holder sammen var? Men jeg kan da sige... At Arason ønsker en alliance. Jeg har lovet Arason ikke at dræbe hans medlemmer og jeg tror også jeg ikke vil dræbe hans Shadow Clans ven... Han nægtede i hvert fald at fortælle hvem den nye leder er... Men da du jo er medlem af klanen, kunne det være at jeg kunne få det ud af dig?" Hun smilede roligt.

Han grinte kort...endnu en aftale?
"Og hvorfor skulle jeg indgå en aftale med dig, når du allerede har sagt du ikke vil sige det til nogen?" smilte han let og fjernede sine hænder fra kakaoen for at gnide dem lidt mod hinanden istedet.
Hans bryn rynkede sig sammen i et tænksomt udtryk.
"Alliance? Det har jeg intet hørt om....Hvor hvor længe skal denne alliance så holde?" spurgte han og så hen mod hende.
"Du får ikke lov til at bruge din evne igen, for at finde den oplysning. og for hans egen sikkerhed, fortæller jeg det heller ikke. Du kan ikke vide alt lige meget hvor meget du bruger dine evner!" det sidste var sagt med overraskende meget vrede. Han ville slå hende ihjel lige på stedet hvis hun gjorde det.
"jeg stoler ikke nok på dig, til at fortælle det."

Hun løftede det ene øjnebryn.
"For ellers siger jeg det til hele min klan... Alt det jeg har set..." Hun smilede truende. Hun lænede sig tilbage i stolen, og lagde armene over kors.
"Nej, men det var her fornylig vi planlagde det... Faktisk spurgte han jo så... Men indtil at en person som kaldes 'døden' bliver dræbt." Hun trak lidt på den ene skulder.
"Jeg har heller ikke tænkt mig det. Rolig nu." Hun løftede hænderne som hvis politiet havde fanget hende. "Jeg er bare nysgerrig... Eftersom jeg mener at lederen af The Shadow Clan, skal være med i alliancen." Han virkede utrolig vred... Bare træls. For Nille gav aldrig så let op.
"Og hvorfor nu ikke det? Du troede jeg ville plapre ud til den dame om hvem der betød meget for dig, men gjorde jeg det? Nej. Du kan stole på mig."