Diffrence. -Sean-

S: Inde i byen Terrorville Districtet.
O: En masse væsner som handler, snakker og bare fylder rundt i gaden. Der er en snævre lugt af røg fra et bål som står tændt på torvet.
T: Ved at blive eftermiddag.
V: Overskyet og en smule koldt.

"Flyt dig!" vrissede en dyb og mørk mandestemme, som hurtigt blev modsagt af en anden dyb mandestemme. "Du kan selv flytte dig dit store skrog!" Straks begyndte de to brølende mænd at farer i flæsket på hinanden, så halvdelen af byens beboer løb derhen, enden for at stoppe dem eller bare for at se på og hæppe på den som de mente havde den bedste chance til at vinde.
Hope blandede sig udenom, deres slåskamp skulle han ikke blande sig i, mente han da ikke selv, for så snart Hope ville gå forbi, kom en af de kæmpende mænd hen imod ham. Hope troede først at han nok bare ville løbe forbi, men manden tog hårdt fat i Hopes arm og trak ham hen foran sig. Grebet om Hopes arm blev strammere, så Hope nærmest kunne mærke hvordan blodet ikke kunne komme ned til den hånden.
"Kom tættere på og jeg dræber ham!" brølede manden.
Hope kiggede forskrækket op på ham, som et forskrækket dådyr i en bils lygter. Dræbe ham? Men hvorfor? Han havde ikke gjort denne mand noget, faktisk så ville han blande sig udenom. Manden greb endu hårdere og kiggede truende på hver en person som vovede at nærme sig, som var han bange for et eller andet. Hope bemærkede at i mandens lommer var der tyvekoster, så han forstod straks hvorfor manden var så nervøs, han var bange for at blive opdaget i at stjæle og brugte Hope som sit skjold og havde måsket troet at manden fra før ville have afsløret ham.
Den sindsforladte mand fortsatte stadig med at kigge rundt, tog et hårdere greb om Hopes arm, imens de andre væsner bare stod og så på. Den mand som han før havde været oppe at slå med, stod bare og så på ham med et bedende blik, som om han ikke ville have Hope kom til skade, selvom Hope egentlig ikke kendte ham.

en ganske normal eftermiddag i doomsville. Ganske normal...Hvis man så bort fra at Sean sjældent var i denne del af byen af en ganske simpel grund. Flere og stærkere vagter. For her blev de bedste betalt for at holde styr på de kriminelle, for de rige og fine ville ikke have stjålet deres ting eller blive truet på livet. ikke at det forhindrede Sean i at gøre sit job alligevel. Det var bare en ekstra forhindring og ret irriterende, for han blev let genkendt...eller gjorde. De fire, hvide, grove ar tværs over ansigtet og det at hans muskler var vokset, havde gjort at dem der før kendte ham, ikke genkendte ham så let længere. Endnu.
Og netop fordi han sjældent var her, var han her nu. Af nysgerrighed. Og fordi han havde fået nogle nye oplysninger om vagternes system, som han ville tjekke. Og dagen havde været rig på indtryk og rygter.
Sean havde klædt sig forholdsvis fint på, for at passe ind i omgivelserne. Nu duede det kamuflerende, sorte tøj ikke længere. i dag bestod det i stedet for af de samme sorte støvler, men med nogle mørke bukser af finere og mere blødt stof. Trøjen var skiftet ud med en sort skjorte og ud over den, havde han en kappe, som hjalp med at holde ham varm. Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, bortset fra pandehåret der gled ned over hans pande.
Han havde begivet sig ind mellem husene, bevæget sig først den ene og så den anden vej, da noget tumult fangede hans opmærksomhed...

Stor som han var, godt muskuløs, med et mørkt blik der ikke ligefrem viste varme og venlighed, og en let aura af magt, fik folk til at trække sig lidt tilbage, da han gik nærmere om den forholdsvis store gruppe folk, der hujede eller buhede af et eller andet. Endelig kom ham ind til midten og brugte et øjeblik på at tage situationen i øjesyn. To mænd, hvoraf den ene tydeligt var lettere desperat og brugte drengen som skjold. den anden, som virkede nervøs, men også bedende. Drengen som på en måde både virkede bange og forvirret. Og folk stod bare og kiggede på...
Pludselig trådte han frem. Et skridt, men som hurtigt gjorde at han var inde i midten af det hele, så folk kunne se og høre ham. Hans mørke øjne så direkte på manden der havde drengen i et hårdt greb.
"Slip ham" det var ikke et spørgsmål, mere en kommando han forlangte blev fulgt. Sølle mennesker...
Folk rundt om blev lidt mere stille og begyndte i stedet af hviske, dette var bare for spændende!
Manden tøvede man vendte så front mod Sean. Men Sean smilte bare lidt af det og dette var også med til at få manden til at tøve lidt mere. Fordi Sean virkede så overlegen.
"Lad drengen gå. Eller har du så lidt ære i livet, at det skal gå ud over børn?"

Det var ikke til at tro, de alle stod bare og så på, der var ikke en som lige besluttede sig for at blande sig og sige: hey, lad drengen gå!
Hope kiggede rundt på alle de væsner som så på, ikke med bedende øjne, snarer ledte han efter en afledning så han kunne slippe væk, men han kom i tanke om hvor hårdt manden greb var så snart han klemte hårder. Hope gav et enketl klynk fra siig og kiggede kort vredt op på manden, for at se hvorfor han klemte hårdere, men fik hurtigt et forvirret blik på så snart han så at manden som havde et godt greb i ham, så ud til at have set et spøgelse. Hope fulgte hans blik og fik også øje på det han så, en stor mand, som så overlegen ud og ikke frygtede denne mand det mindste. På en måde lettede det Hope, da han faktisk havde turde at stille sig op imod manden, men han stoppede straks med at være lettet så snart manden greb hårdere om armen på ham. Manden kiggede skræmt, men forvirret og så godt han nu kunne, overlegent på Sean.
"Kom tættere på og jeg knuser ham," snerrede han og klemte hårdere om Hopes arm.
Hope bed smerten i sig ved at lukke øjnene i og bare kigge ned i jorden et kort øjeblik, for at det ikke skulle sortne for hans øjne.
De andre væsner gispede imens de hviskede, de ville bare se hvad denne mand ville gøre for at redde drengen eller i det mindste få ham til at give slip. Hope stoppede med at kigge ned i jorden og kiggede hen på den anden mand, som stod foran ham og ville hjælpe ham, eller også ville han bare blære sig, men uanste hvad så så Hope på ham og fik en kort øjekontakt med ham. Selvom den mand som holdte fast i Hope var næsten ligeså stor som manden med det mørke hår og overlegen smil, virkede det ikke til at bekymre ham. Han smilte fortsat overlegent som havde han alt under kontrol.
Manden slap grebet lidt om Hopes arm, hvorfor vidste Hope ikke, men det interesserede ham heller ikke, han ville bare ud af hans greb.
"Hvad bliver det til helte fyr?" sagde manden hånligt til ham som havde stillet sig ind på midten af cirklen, så alle kunne se ham.

Et lille grin gled gennem luften, da Sean luftede den ironiske følelse han fik af denne situation. Dette menneske, nogenlunde på hans egen højde, stod og truede ham? Faktisk kunne han ikke lade være med selv at tænke over hvorfor han gjorde det. Måske fordi han kunne. Måske fordi ingen andre gjorde. han var jo dæmon og dermed pr. definition ligeglad med menneskerne og deres små problemer...Nej, nu viste han hvorfor. Det var spændende. Det var en smule anderledes end bare at gå rundt i byen, hvad der nemt kunne være endt kedeligt.
"Okay, hør her, store fyr" sagde han og holdt en hånd ud foran sig, for at forhindre manden i at tale i munden på ham. Han gik dog ikke tættere på, lige nu.
"Så lad os gøre dette som mænd. vi er næsten lige høje, lige store. En fair slåskamp." det var det nu ikke. Som dæmon var han stærkere end mennesker...især som Archdemon. Men det behøvede manden jo ikke vide. Med vilje ændrede han sit udtryk, så han lignede en der ikke længere var så skræmmende. Hans skuldre gled lidt tilbage og han dukkede sig lidt, så det lignede at manden ville have en chance...Og så der var større sandsynlighed for at manden ville takke ja til udfordringen.
"Medmindre du vil have folk snakkede om at den den eneste du kunne overkomme var en lille dreng?" provokerede han samtidig, snakkede til mandens følelser om at føle sig stærk, stor. Og samtidig prøvede at fremtvinge hans vrede og ikke bare hans usikkerhed og desperation. Folk rundt om nikkede eller så bare til med spænding. Få, dem med børn omkring sig, trak sig lidt tilbage i mængden, for at børnene ikke skulle se det.

Hope kiggede fortsat hen på Sean, imens en masse tanker gled igennem hovedet på ham, tanker om hvorfor denne mand egentlig ville hjælpe ham, hvis det altså var ham han ville hjælpe. Sean så ikke ud til at vise det mindste tegn på frygt, selvom han udfordret en mand på sin egen størrelse til en slåskamp som hurtigt kunne udvikle sig til at blive en kamp på liv og død. Hope var ikke den klogeste på slåskampe, men han havde en fornemmelse om at denne mand, Sean, ville vinde slåskampen, få den anden mand til at krybe i knæ og bede om nåde.
Manden fnyste og kiggede hen på Sean med et arrigt blik, men han kunne ikke skjule at han mest havde lyst til at flygte, stikke af med sine tyvekoster uden nogen form for problemer. Til sidst slap han grebet om Hope og skubbede ham væk, hvor han derefter gik hen imod sin udfordre.
"Hvis du virkelig vil lege helt," sagde han hånende og foldede sine ærme op, for at vise at han var klar på en slåskamp. "Så leg helt,"
Hope forlod ikke cirklen, men blev stående det samme sted som før, da han ikke rigtig vidste om han skulle blive stående eller løbe sin vej. Men, bare tanken om at løbe sin vej, efterlade ham som ville hjælpe ham, gav ham en dårlig smag i munden, så han blev stående rank og klar, men stadig på vagt overfor pludselig bevægelser.
Manden gik helt hen imod Sean, foldede sin hånd til en knytnæve og lagde an til at slå ham i jorden, hvis den nu ramte ham.

Sean blev roligt stående, hans mørke blik var rettet mod sin nye modstander. Det havde virket. Drengen havde nu mulighed for at løbe i sikkerhed og han havde mulighed for at slå dette menneske til plukfisk, uden nogen ville bearbejde ham det. Kunne det blive bedre?
Manden kom tættere på. Sean lod kort blikket vige fra ham for at se efter drengen...Som åbenbart ikke havde åndsnærværelse nok til at stikke af, som enhver anden. I stedet så han trodsig ud, som han stod der, uden at ville flytte sig særlig langt. Hvad havde han tænkt sig? Ville han bare være i problemer? Stå i vejen? Eller arbejdede han i hemmelighed sammen med manden? Han viste det ikke. Det interesserede ham ikke. Han så igen på manden, da han kom med sin sidste bemærkning om at lege helt, men Sean opildnede han ikke længere, men så bare på ham. Da han slog ud efter ham skyndte han sig at bukke sig ned. Manden ramte ren luft og Sean skubbede ham bagud, for at komme op og stå igen. Men der var sket noget nyt: mens sean havde bukket sig ned, havde han taget sin kniv frem fra skeden der altid sad stramt om hans ene ben. Kniven var lille, af sølv og med en masse symboler, selv pentagrammer. Den ville kunne skade alle racer og netop derfor elskede Sean den. Om skæftede sad noget tynd læder, som forhindrede den i at svide ham i hånden, da dæmoner ikke kunne tåle pentagrammer.
Han gemte kniven bag sin arm, så hans modstander ikke så den, og begyndte at gå rundt om manden, holde sig i bevægelse. han havde krummet sig sammen, klar til at reagere på hvad som helst.
manden så ikke ud til at have nogen særlig god balance og som om noget i hans lommer eller andet, sænkede hans bevægelser. Man han kunne stadig slå hårdt. Manden langede igen ud efter ham, da han var kommet op igen og farede frem mod Sean i et ret primitivt og uigennemtænkt angreb. Sean ville have bukket sig og komme helt tæt på ham, men manden var mere forberedt på det nu og Sean blev nød til at lave et mindre rullefald til den ene side, for at mandens hænder ikke skulle lukke sig om hverken hans hals, arme eller skuldre og for at mandens ben, da han ville sparke efter ham, ikke skulle slå luften ud af ham. Sean sprang op igen og var hurtigt omme bag manden, som han skubbede fremad.
"Hvorfor så sløv?" hans stemme skar gennem luften. Han ville håne manden lidt, lade ham blive så rasende over ydmygelserne, at han ville miste enhver form for overblik. Så han ikke kunne tænke klart.

Hope vidste egentlig godt at han ikke kunne gøre så meget, selvom han ville ønske at han kunne, hjælpe ham med at besejre denne mand, så han ikke bare skulle stå og se på, ligesom alle de andre gjorde som var det ikke andet et show de havde betalt penge for at se. En af menneskene fra den lille cirkel gik ud til Hope og tog fat i ham, det samme sted som manden før havde klemt så hårdt, så det gav et sæt i Hope samt en lille smerte. Han kiggede op på mennesket som havde taget fat i ham. Det var en anden mand, den mand som før havde været oppe at toppes med den anden, før Sean han kom.
"Kom med knægt!" sagde han og trak lidt i Hope. "Det er for farligt for dig at stå der!"
Hope havde lyst til at vrisse af ham, hvis det ikke var fordi at han var så pokkers tilbageholden. Selvfølgelig var det farligt, men han ville ikke stikke af som en anden kylling, det fortjente Sean ikke når han havde hjulpet ham. Men, hvad skulle han egentlig kunne gøre for at hjælpe Sean? At stå og se på hjalp alligevel ingenting, Hope hadede at føle sig så hjælpeløs..
Han sukkede kort, kiggede kort hen på Sean og manden som var igang med at slås, inden han forlod cirklen og stillede sig imellem alle de andre. Det så ikke ud til at Sean behøvede hjælp, han legede med manden som en kat med en garnnøgle.. Hope spærrede øjne op, men kun fordi manden så ud til lige at skulle til at få fat i Sean, hvis ikke det var fordi han nåede at undvege, hvilket fik Hope til at slappe lidt mere af.
Manden knurrede arrigt af Sean, selvom han egentlig ikke havde skarpe tænder, så i stedet for truende så det bare ondsvagt ud.
"Hvorfor er du så prokerende?" sagde manden og spyttede til siden. "Alt det bare for at lege helt," Han spændte sine muskler og løb endnu engang hen mod Sean med knyttede næver.

Han registrerede kort at drengen blev hevet væk fra kampzonen. Godt. Så skulle han ikke tænke på ham lige nu. Han så manden komme og besluttede sig for at afslutte det her hurtigt. Han kunne ikke dræbe manden, for så ville han selv blive skurken, men han kunne med lethed slå ham bevidstløs. Han greb fat i mandens arm og vred den om på ryggen, inden manden nåede at reagere. Han sparkede benene væk under ham, så de endte på jorden, men med Sean øverst.
"Er du en gemen lille tyv?" bare for at lave et show, hev han nogle få ting ud af mandens lommer og kastede dem fra sig. Forskellige værdigenstande, mest smykker og gamle ure.
Dog blev hans afslutning nok lidt for rolig og kedelig for de omkring stående. han lagde to fingre mod hver side af mandens hals, mens han holdt ham nede med et knæ i ryggen, og blokerede for blodet i halspulsårerne. Lidt efter blev manden bevidstløs og Sean slap ham. Var han blevet ved lidt længere, ville manden være død. Han rejste sig op og satte kniven på plads. Enkelte begyndte at klappe af ham, men han havde allerede begivet sig ind i menneskemængden og skubbet sig ud på den anden side. Folk begyndte så småt at gå hvert til sidst, bortset fra nogle der håbede der skete lidt mere, eller som mente det var forkert bare at efterlade manden. nogen gik vist efter vagterne og så måtte han skynde sig væk, inden han blev fanget mellem dem også.
han tænkte ikke videre på drengen, som sådan. Han viste intet om drengen lyst til at være stærkere...For ham var dette bare for at få noget spænding ind i hverdagen. Og det var lykkedes.

Hope kunne ikke lade være med at beundre den måde Sean havde kontrol over situtaionen på, det mod han havde, at han ville stille sig op på den måde og han blev da så sandelig også hædrede. Alle i cirklen klappede af ham, som havde han lige afsluttet et trylleshow og trukket en kanin op ad sin hat. Der var få mennesker som bøjede sig ned efter tyvekosterne, enden for at selv at være en tyv, eller måske det rent faktisk var deres ting som manden havde stjålet. Manden som havde trukket Hope ind i cirklen, stod stadig ved siden af ham med et stort smil og klappede, men placerede sine hænder langs sin side igen, så snart Sean havde forladt cirklen. Hope kunne ikke lade være med at kigge efter Sean og følte en trang til at løbe efter ham, for at sige tak til ham og måske kunne han hjælpe ham? men, hvor stor var riskioen lige for at en som ham, ville træne en knægt.. Men, alligevel skulle Hope lige til at løbe efter ham, da manden tog fat i hans arm, så han måtte vente lidt og kigge op på ham.
"Sikke noget rod var min dreng?" sagde manden og sendte ham et faderligt smil.
Hope nikkede blot og ville løbe videre, men manden tog hårdere fat.
"Skal du have hjælp med at komme hjem?"
Hope rystede på hovedet. "Nej herre, jeg kender selv vejen," En lille løgn, men Hope ville bare efter Sean. Manden nikkede med et smil og gav slip på ham, så han endelig kunne følge efter Sean. Til at starte med, listede Hope ubemærket bag ham, eller det håbede han at han var.. Han ville ikke irritere Sean, men ville bare sige tak.. Og måske spørge ham om han ville hjælpe, men han satte ikke næsen for højt efter det..

Folk småsnakkede. de gik omkring og var allerede ved at sprede rygter om hændelserne. Til aften ville ingen vide hvad der faktisk skete, fordi rygterne ville være forvrænget af overdrivelse. Han glædede sig faktisk til at høre dem, rygterne. Han var altid interesseret i hvordan rygterne blev bygget op og opsøgte tit flere personer, for at høre den samme historie. Til sidst måtte han selv gætte sig til sandheden og han mente selv at han var rimelig god til det. Han beskæftigede sig trods alt med rygter til hverdag.
Han lod en hånd glide gennem sit hår, da han mærkede det. en lille fornemmelse af at nogen fulgte efter ham...Åh, havde han nu gjort sig bemærket over for nogle fjender? Skulle han nu til at kæmpe for alvor? Måske var det vagterne...
Han forlod den store gade og gik ind i en mindre en, en hvor der ikke var særlig mange personer. Han lod som om han ikke havde bemærket noget. Lokkede personen til at følge ham ind i et mindre befolket område...
Hurtigt gemte han sig i skyggerne. Hans kappe hjalp med at holde ham skjult for nysgerrige øjne og hvis han var heldig, holdte den ham skjult for den person som fulgte ham. Han ville se hvem det var og uskadeliggøre personen...

For Hope var det slet ikke gået op for ham at Sean faktisk havde opdaget ham og troet at han ville gøre ham ondt. Han fortsatte bare med at lunte efter ham, i håb om at han måske ville vende sig om og snakke med ham, så han kunne forklare hvorfor han fulgte med ham, selvom han egentlig ikke helt selv vidste hvorfor, for det var da en smule underligt at han ville spørge ham om han ikke ville træne ham. Sean havde sikkert så mange andre ting at lave, men han kunne vel altid gøre et forsøg.
Hope luntede med Sean ind i gyden uden at tænke videre over situtaionen, indtil det egentlig gik op for ham, at der kun var en grund til at Sean ville have luntet ind i en gyde, for at angribe det som fulgte efter ham. Han kiggede rundt og krympede sig en anelse, men kun fordi han havde på fornemelsen at Sean ville angribe ham lige om lidt, hvis han ikke afslørede hvem han var.
"Angrib ikke," sagde han og kiggede rundt. "Jeg.. Vil bare tale med dig,"

han ventede et øjeblik, men personen var dum nok til at vade direkte herind, uden at tænke på en mulig fælde. han smilte let...Men opdagede så at skikkelsen ikke havde samme højde, som en voksen person ville have. Ikke helt i hvert fald. Han studerede personen...en dværg måske? en ork? nej, så var den blevet opdaget for længst af skrigende folk.
Et barn måske? teenager? Lidt efter genkendte han drengen...Det var da drengen han havde reddet fra ham manden! Hvad ville han? sige tak?
Han trådte ud bag ham og så lidt på ham med overkorslagte arme.
han havde ikke tid til at lege babysitter...hvad kunne han havde at snakke om?
"Jaså...Hvad har du at snakke om?" spurgte han roligt og lod armene falde ned langs siden for ikke skræmme livet af ham.

Der gik et lille øjeblik inden Hope fik et svar, så han var nær blevet bekymret for om han ville angribe ham alligevel, selvom han ikke ville ham noget, han kunne egentlig hellere ikke gøre ham så meget, måske sparke ham hvor Sean nok bare ville finde det ynkeligt og dræbe ham på stedet. Ja, sådan ville det nok gå, hvis Hope prøvede at forsvare sig selv overfor Sean, han havde også en fornemmelse om at Sean ikke var et menneske, han var noget langt stærkere end det.. Noget som Hope bestemt ikke skulle lægge sig ud med. Hope troede jo selv at han var et menneske, eftersom tvillingen blev fjernet ved fødslen, men en santuine var alligevel ikke ligeså stærk som en dæmon, medmindre den måske var trænet til at kunne besejre en.
Det gav et lille spjæt i ham, da en dyb stemme lød bag ham, så han vendte sig om og stod nu og så på ham som han gerne ville snakke med. Men, nu hvor han endelig havde chancen, var det som om at han ikke kunne få et ord sagt, så han måtte knytte sine hænder og tage sig sammen.
"Jeg ville sige tak," sagde han endelig og kiggede op på ham med et nervøst blik. "Tak for at du hjalp mig,"

Han studerede drengen der stod foran ham...drengen der stadig havde noget af et barns usikkerhed, en som sikkert havde haft en ganske rolig barndom. Det var i hvert fald hvad han gav indtryk af. Takke. Selvfølgelig. Intet andet.
"Intet problem. Det var nu meget sjovt" han trak lidt på den ene skulder. Det betød intet, ikke for ham i hvert fald. Men han fornemmede alligevel der var noget mere, noget som drengen vist var lidt usikker omkring, men som alligevel lå lige på tungen og bare ventede på at blive sagt.
To rotter løb lystigt af sted ved siden af dem. Gennem en bunke skrald og videre ned gennem den lille gyde.
"Men?" spurgte han så, da sekunderne tikkede af sted og drengen endnu ikke havde åbnet munden...

Hope fik et lille forsigtig grin på sine læber, da han fortalte at det rent faktisk morede ham at give manden det som han fortjente.. Så, nu havde han sagt tak, men han vidste at der var mere han måtte fortælle ham, eller rettere sagt spørge ham om, det skadede vel ikke at spørge, så måtte han afvise ham, hvis det var det der skulle til, selvom Hope nok ikke ville give op for let. Der var nemlig et eller andet over Sean som fortalte ham at han kunne træne ham og lærer ham nødige ting.
Før Hope fik sagt det næste, afbrød Sean ham med et: Men?
Som havde han læst hans tanker om at spørge ham om noget mere. Hope tog sig sammen og kiggede kort ned i jorden, inden han kiggede op på ham igen, med et bestemt og skræmt blik.
"Er det muligt at du kunne.." Han ledte efter de rigtige ord. "Træne mig?"

Endelig kom det. Endelig bristede boblen og han fik endelig fremsagt det han ville....
Og Sean var overrasket. Over spørgsmålet. Hvad fik ham til at spørge ham? En dæmon? Han var menneske! De var per definition svage. Og det skulle han ændre på? For han regnede med at han mente at blive trænet i at slås og bruge våben...Og drengen her havde valgt ham, blot fordi han havde væltet en anden mand, et menneske?
Hans blik gled ned over drengen et øjeblik mens han overvejede sit svar. Havde han tid til dette? Et job der næsten var dømt til at mislykkes?
"Hvad er du? 13? 14?" spurgte han en anelse kort, mens han stod og bedømte ham.
"Hvorfor skulle jeg bruge tid på at træne dig op? Kan du noget specielt eller har du et ædelt mål for det?" han fiskede lidt. Drengen blev nød til at bevise han kunne noget, at Sean ikke bare ville spilde tiden, hvis han sagde ja....

Han sagde ikke nej, men hellere ikke ja, selvfølgelig skulle han lige udspørge ham om et par ting først. Hope forstod det vel godt, selvom han ønskede at han skulle sige ja, men først måtte han vel lige bevise på en eller anden måde at han sagtens kunne klarer at blive trænet, at han ønskede at blive stærkere så han ikke længere ville gå og være det bange menneske, som ingen ville tage hensyn til.
"Jeg er 14 hr." svarede han og kiggede fortsat op på ham, eftersom Sean var højere end ham selv. "Jeg ved ikke om du vil kalde det at fremkalde et kraftfelt specielt, men det kan jeg og mit mål er ikke det helt store, jeg ønsker blot at blive stærkere, så jeg ikke behøver at gå rundt og frygte alt og alle," Han prøvede ikke at lyde nervøs når han snakkede med ham, så han kiggede fortsat op på ham, med et bestemt men nervøst blik i sine øjne. "Og jeg tænkte at du kunne være en god lærer,"

Sean lod endnu engang blikket glide ned over ham. Han virkede stadig usikker, men samtidig prøvede han at virke overbevisende, vise vilje. 14 år var en hel fin alder.
"Og hvad kan dit kraftfelt?" spurgte han. Selv om han var nysgerrig, formåede han at holde stemmen på et neutralt plan. At drengen faktisk blev her og snakkede videre og ikke bare stak halen mellem benene, men faktisk viste lidt vilje...Og hans grund. en god grund, en han selv kunne have fundet på at sige, hvis han var i samme situation. om drengen faktisk skjulte noget eller om han sagde sandheden, kunne han ikke sige. Og selv vis nogen skulle bruge denne lille dreng som spion imod ham, ville hans fjender vide at sende en dreng ind til det, kun var lig med en død dreng. Men det skulle han nok få klarlagt med tiden...Hvis han altså sagde ja, vel at mærke.

Hvad kunne hans kraftfelt?
Hope var først i tvivl om han skulle vise det eller bare fortælle om det, så han bed sig tøvende i underlæben, men fjernede ikke sit blik fra Sean, imens han langsomt var begyndt at opbygge en øjenkontakt med ham, for at vise at han ikke var så bange igen. Han måtte indrømme at han var en smule bange, men han måtte tage sig sammen, hvis han nogensinde skulle lærer at kæmpe og forhåbenlig ønskede Sean ikke at gøre ham noget ondt.
Han stoppede med at bide sig i underlæben og besluttede sig i stedet for, først at fortælle om den og bagefter vise den, hvis han nu ikke forklarede evnen godt nok.
"Det gør mig i stand til at lave et kraftfelt rundt om mig selv og jeg kan også lave en slags barrier, som jeg kan kaste imod en anden," forklarede han og kunne egentlig godt selv hører at det lød underligt, så derfor vendte han sig om og forkuserede på en af de rotter der før var kommet forbi. Han foldede sine hænder sammen, og på et kort øjeblik skubbede han dem væk fra sig selv og hen imod rotten. Man kunne nærmest hører den susende lyd fra kraftfeltet som suste hen imod rotten, der helt forskrækket fløj flere meter tilbage. Hope åndede ud og vendte sig om imod Sean igen, med et tøvende smil.

Sean lod blikket glide over drengen og ventede på et svar. Han tænkte sig åbenbart om og det skulle han havde lov til, omend det gik lidt stille.
Endelig skete der noget. Og Seans tanker begyndte straks at vandre videre.
"Alt så et angreb. Kan det også bruges som skjold?" spurgte han interesseret.
"Og hvad er dens svaghed? at den tager fra din fysiske eller psykiske energi?" det var det mest normale. men enlig havde han allerede besluttet sig for sit svar, han ville bare have en bedre fornemmelse af hvad han havde at arbejde med. hvor de skulle begynde. Drengen her havde potentiale. Og med lidt påvirkning ville han måske arbejde for ham senere. Men nu måtte de se, først skulle han oplæres.
"Jeg vil gerne oplære dig" svarede han så endelig.

Han nikkede til det Sean spurgte om det også kunne bruges til et skjold.
"Ja, det kan det også," sagde han og lød ikke så tøvende mere, eftersom det virkede til at Sean fandt evnen stærk nok til at han ville tænke lidt mere over det med at træne ham. "Den tager fysisk på mig, det er ikke så nemt at bruge den flere gange i træk og det er hårdt at skulle holde et skjold oppe i langtid," Han smilte endnu engang tøvende. "Så det kræver meget energi fra mig," Han nikkede og sjovt nok var han ikke så nervøs mere. Det var ikke fordi han var helt tryg ved Sean, men han følte ikke at han behøvede at være så nervøs igen, selvom han nok stadig skulle være på vagt eller være forberedt på at det kunne ende med at Sean sagde nej til at hjælpe ham.
Da Sean havde sagt den sidste sætning, spærrede han overrasket øjnene op og smilte et kort øjeblik stort og taknemligt, men sænkede det hurtigt igen og nikkede i stedet høfligt til ham.
"Mange tak herre," sagde han.

Han nikkede let og lod blikket glide rundt på sine omgivelser. Der var intet at bemærke. Han så ned på drengen igen.
"Okay...Hvad er dit navn?" spurgte han. Bare så han havde noget at kalde ham. han tænkte lidt over det, han ville ikke tage ham med hjem til kloakkerne eller andre af hans arbejdssteder. Men de kunne vel træne andre steder. problemet var selvfølgelig hvor han skulle begynde. Måske en kombination af flere ting på en gang. Det måtte han tænke over.
"Det bliver ikke nu. Jeg har nogle ting at lave. Men vi må finde en måde at finde hinanden eller komme i kontakt med hinanden. Det nemmeste ville være et sted hvor jeg kan finde dig, selvfølgelig."

Hope følte sig glad, men viste det ikke for meget udenpå, udover man ville kunne se det glade drenge smil. Det var helt i orden med Hope at det ikke kunne være lige nu, men hvor de skulle mødes henne var et lille problem. Han havde intet hjem, men mon ikke han kunne finde ud af at overnatte et sted, hvor det kunne være nemt for Sean at finde ham igen? Da han spurgte ham om sit navn, var han i tvivl om han skulle fortælle det, da han ikke selv syndes det var det mest.. Præktiske navn en dreng kunne have.. Men, han valgte at ignorer det også måtte Sean grine eller lade være.
"Mit navn er Hope," sagde han til sidst og smilte en anelse skævt, inden han bemærkede sine omgivelser.. "Vi kan da bare mødes her igen?" Han så spørgende op på ham.

Han så lidt på ham. hans mor måtte da have haft en mening med det navn...Og faktisk syntes han det passede overraskende godt til drengen foran sig. Måske var der mere skæbne over det her end han havde troet? Eller ikke...Nu måtte de se. Han troede jo ikke på skæbnen som sådan, det var bare sjovt den måde tilfældighederne spillede nogen gange.
Han nikkede let, uden at grine. Han var van til mange sjove navne.
"Godt, så mødes vi her næste gang" nikkede han
"Om en uge?" han havde nogle opgaver at klare inden han kunne tænke på at lære en dreng nogle tricks.

Hope kiggede op på ham med et smil og kunne nærmest ikke vente med at komme igang med at lærer noget fra ham. Hvem ved, måske skulle det vise sig at blive det bedste som ville ske for ham, Sean ville helt sikkert kunne gøre ham stærk, eller i det mindste bare lærer ham et par tricks til at kunne klarer sig selv. Det lettede også på Hope at han ikke grinte af navnet, men hvorfor skulle han også det? Sean havde sikkert andre ting at tænke på, end at grine af et navn.
"Det er en aftale," sagde han med et høfligt nik. "Men, må jeg spørge om hvad dit navn er herre?" Han så spørgende op på ham, med et forsigtigt smil. Nu vidste han jo hans, så mon ikke at han også måtte få sin nye "træners" navn at vide.