Diffrence. -Sean-

han så på ham et øjeblik. hans navn? åh ja, det viste han jo ikke...enlig behøvede han jo heller ikke vide det...Men på den anden side, de fleste kendte ham snart ved hans rigtige navn, så mange at de snart ikke troede på det faktisk var hans navn. hvorfor skulle en mand som ham, så berygtet, bruge sit rigtige navn? Nej, vel?
"Sean..." han lod blikket glide ned over ham et øjeblik for at se om evt. frygt, nysgerrighed eller ligegyldighed skulle være en af hans reaktioner. Selv hvis han skulle løbe ud på gaden og råbe hans navn, skulle han dog nok nå væk...Hvis ikke han fik stoppet drengen først. I et øjeblik mærkede han hvordan hans muskler trak sig sammen, parate til at reagere. Men det var jo slet ikke sikkert drengen kendte noget til ham.

Hope smilte blot og nikkede høfligt til ham, inden han bukkede foran ham også, som var noget han havde lært på børnehjemmet at han skulle gøre, når andre præsenterede sig selv. Det var det mest høflige og rigtige at gøre, specielt overfor en som havde hjulpet og gjort noget godt overfor en.
"Rart at møde dig Sean," sagde han efter sit buk og smilte stadig venligt til ham. Han gav ikke udtryk for at han vidste hvem Sean var.. Hope havde været på et børnehjem det meste af sit liv, så han kendte egentlig ikke så meget til omverden. Han hørte aldrig rygterne, eftersom de ikke måtte lytte til sådan noget. Hvad der foregik udenfor hjemmet, vedrørede kun de voksne. "Jeg lover at gøre mit bedste til træningen," Han sendte ham et smil, som udstrålede at han var klar til at lade Sean undervise ham og at han nok skulle klarer det.

han smilte svagt og nikkede let som svar på hans lille buk. Han viste ikke hvorfor han fik denne respekt...Men det var heller ikke vigtigt, selv om det behagede ham lidt. længe leve hans dæmoniske jeg.
"I lige måde. Vi ses" han nikkede kort til ham som en form for afsked, før han vendte ryggen til ham og gik ud af gyden igen. Lidt efter var han forsvundet ned af gaden, blevet i et med menneskemængden. han havde ting at lave...Og noget nyt at tænke over.

//Out//

Hope kiggede nysgerrigt efter ham og så snart han var ude af syne, kunne hope ikke lade være med at knytte sine næver og trække sin arm ind til sig, som når man bare tænkte: yes! Det var helt utroligt at Sean faktisk havde sagt ja, han ville træne ham og møde ham igen om en uge.. Kun en uge! Hope måtte heller være parat, så han i det mindste kunne være forberedt på når Sean kom igen.
Han smilte kort for sig selv, inden han løb ud af gyden og ind imellem menneske mængden.. Et håb om at Sean ville kunne hjælpe ham, blussede op inde i ham. Men.. Han var på en måde ikke i tvivl.. Sean skulle nok kunne hjælpe..

//out//