I'll kill the innocent, when you kill me. But I'll kill the guilty when I want.(Sean)

Et smil spillede ved hans mund og næsten også i hans øjne, da han trak let på skuldrene.
"Jeg finder det fornøjeligt. At mærke magten over andre når de mærker smerte og tigger og beder en om at stoppe, at de vil gøre hvad som helst..." Nu måtte hun snart stoppe sin overtalelse. Den virkede ikke.
"Og så har du aldrig prøvet nok..." Han drillede hende lige nu. Javist, han havde måske nogle af dem tilbage. Vrede. irritation. Men generelt følte han sig faktisk ligeglad, tom. Selv blandt de kvinder og folk han normalt følte noget for. han følte sig helt og aldeles tom. Siden ritualet...Det havde ændret alt. Han havde ikke vist hvor meget han enlig havde ofret. Og han viste ikke om han elskede det hele - Men det var sket og sådan var tingene nu bare og ingen kunne ændre det.
"Ah...Tror du altså på Gud? Eller valgte du bare helvede, fordi man normalt sætter det sammen med det onde, smerte og pinsel?" han havde fundet samtalen en anelse kedelig og ensrettet, at drille hende, omend han mente sit nogenlunde godmodigt, gav noget mere til samtalen og han nød den måde hun så let lod sig kontrollere af sit temperament. hvorfor han ikke bare gik, havde han endnu ikke fundet en grund til...eller havde han? Han huskede det ikke længere...Endnu en rotte kom løbende langs væggen, pivene. En person gik forbi ude på gaden. Tiden gik jo stadig, selv om de stod her.

Med ét syntes hendes indre kamp at være fordampet, og have blandet sig med den tykke masse af mørke der klistrede sig til dem begge. Dette forårsagede et muntert smil at sive ind på hendes læber, og indtage hendes ansigt der havde flakket imellem utallige følelser på kort tid. Hendes humør syntes at være vendt på en tallerken, og dette var tydeligt at finde spor efter i hendes blik. Dette var en af ulemperne ved graviditet - humørsvingninger. Desværre var det langt tydeligere ved Delilah end ved normale kvinder, idet Delilah i forvejen havde haft problemer med styre sit humør i én retning, og holde sit temperament under sin fulde kontrol.
"Mhm ... Smerten i deres øjne ... Og deres fingre der krampagtigt griber ud efter dig. Duften af blod der omringer dig ..."
Et nærmest betaget støn forlod hendes let spredte læber, da hendes blik stirrede fjernt ud i sin fortid, og genskabte billeder af situationer samtidig med at ordene forlod hendes læber. Billeder af forskellige væsners hvis skrig endnu rungede i hendes baghoved, og hvis sidste rystelser havde tilsat et smil på hendes læber. Men Delilah var ikke et monster. Hver og en af disse væsner havde fortjent deres grusomme skæbne, fordi de havde bragt smerte til andre - såsom slaveri der havde ødelagt så manges liv igennem tiden. Disse folk havde fandme fortjent at få huden skåret langsomt op så blodet strømmede ned over deres kroppe, og de kunne få lov at forbløde imens hun brændte deres hud af deres krop.
Hendes hånd gled dramatisk imod den ene side, da han sagde at hun ikke havde forsøgt nok. Selvfølgelig havde hun det. Hun havde slået alle dem hun elskede ihjel, eller forladt dem med tiden for ikke at ende med at slå dem ihjel. Hun ville ikke have følelser. Hun hadede følelser inderligt, fordi de styrede hendes krop som var hun en dukke på snor. Og hun kunne intet gøre ved det. Hun havde forsøgt alt der var at forsøge.
"Jeg tror fandme ikke på nogen Gud. Hvis han findes er han et fucking svin der skal smutte ned i Helvede og lege strippoker med ilden."
Hun hævede hurtigt et øjenbryn, og snurrede hastigt omkring så hendes blik flakkede bagud, idet hun syntes at høre en lyd pusle bag hende.
"Og hvis jeg skulle nævne et sted der omhandlede pinsel, smerte og det onde så har jeg et langt bedre sted end Helvede."
Hun trådte et skridt væk fra ham, og lagde hånden på sin hofte hvorunder knivene var skjult. Hvad var det der bevægede sig?

Hans smil voksede lidt. Hun havde prøvet, selvfølgelig havde hun det, sikkert alt hun kunne! Denne kvinde...Hun var fascinerende et sted, hendes evne var interessant. Han forstod godt hun ikke gad rive folk fra hinanden, lem for lem, når de bare kom løbende efter hende bagefter og ødelagde hendes søvn.
"Følelser er en underlig størrelse. jeg har følt mig kostet rundt af dem, omringet, fordrejet, ødelagt...Jeg fandt den ultimative løsning. Et ritual, der forandrede mig. Et
ritual der fjernede følelserne, satte mig ansigt til ansigt med mørke ting. Et ritual der gjorde mig stærkere, forandrede mig og gjorde mig til det jeg er i dag. Se det hjælper" smilte han roligt. Han nød hende lille usikkerhed, følte sig nærmest næret af den, som om den gav ham mere energi. I et øjeblik ønskede han at blive i et med skyggerne og gøre hendes små mareridt sande. Mere sande. Men han var ikke skyggedæmon, desværre. På det punkt. Han var ikke sin far, en skyggedæmon.
Han fandt en af sine knive frem og kastede den. Den fløj gennem luften med en god fart, forbi Delilah...Og et piv flænsede luften, da den gennemborede en rotte.
Sean gik selvsikkert hen og tog kniven op, nu med en hængende rotte i den anden ende. Han viftede lidt med den.
"dette er et godt eksempel. " hun måtte selv tænke sig til hvad han mente - Selv om han viste hun ikke kunne. Et eksempel på frygt. En lille ting kunne blive pustet op til noget større.

"Et ritual?"
Delilah kunne ikke rive det lettere interesserede strejf ud af den sammenklistrede masse der udgjorde hendes toneleje. Alligevel var det som om mørkets lange, fugtige fingre greb fat i hendes stemme og udglattede de steder hvor en let nysgerrighed havde sneget sig ind, og gjorde hele sætningen lettere monoton. Dette gjorde at det lød som var interessen nyhedens interesse og intet andet. Månens blege lys glitrede i hendes blik og lagde sig over hendes ansigt, da hun løftede hagen opad og lod blikket falde ind i Seans.
"Hvilket ritual?"
Hendes hoved tiltede til siden, men bevægede sig så bagud i et ryk endnu engang. Hendes blik strejfede muren bag hende, men blev i det samme opmærksom på en bevægelse fra Seans side der sendte en kort bølge af chok igennem hendes krop. Pustet af luft der ramte hendes kind kom fra kniven der strøg forbi hende, og lyden af et piv skar sig igennem hendes øre. Hendes blik landede dovent på kniven der havde spiddet en rotte, som kort efter dinglede fra Seans hånd.
"Charmerende, Sean."
Hun rystede ironisk på hovedet, og skilte endnu engang læberne for at lade flere ord falde ud derfra, da den samme lyd som fra tidligere afbrød hende endnu engang.

Han vidste godt at hans engleblod var pumpet fuld af alkohol - hans sind prøvede advarende at hvisle dette i hans slørede tanker, men hans hjerne syntes ikke at opfatte beskederne. Hans arm var snoet rundt om en eller anden tøs fra baren, og selv syntes han at hans egne muskler så store ud i månen.
"Kom smukke, vi går herind!"
Hans stemme var højrøstet, men i den tilstand hans hjerne var i syntes han ikke at det var noget problem. Han kunne klare alt! I hans øre fniste den mindst lige så fulde pige, og pressede sin krop op af ham. Han drejede til siden, og trådte ind i en gyde der måtte være forladt efter hans mening.
Det var den bare ikke.

Fyrens stemme nåede Delilahs øre i det samme de blev udtalt, og fik hendes krop til at reagere instinktivt. Hendes hånd skød ned til hendes kjole, hvor den behændigt trak den nogle centimeter op. Hendes fingre fortsatte deres gang, og greb fat om skæftet på den kniv hun netop havde taget fra Sean. Den blev revet op imens hendes blik blev revet væk fra Sean, og hun dansede nogle skridt bagud så hendes ryg stødte imod muren bag hende. Med det samme gik fugtigheden på muren igang med at trænge igennem hendes hvide kjole og gøre den gennemsigtig på ryggen.
Dunsten af engel nåede ham i forkøbet, og tillod Delilah at bringe en lille trækning henover ansigtet. Men så snart fyren og hans kvinde drejede om hjørnet, skød Delilahs hånd frem og greb fat i fyrens trøje. Kvinden vaklede lidt væk, da Delilah hamrede fyrens ryg op af væggen.
Frygt var den første reaktion der bølgede henover hans ansigt, men så snart hans blik fokuserede på først hendes ansigt og derefter hendes krop der var godt udstillet i den stramme kjole, så ændrede hans udtryk sig til noget nær vellyst. Hænderne der havde været oppe i vejret som tegn på overgivelse, lagde sig på hendes skuldre og bevægede sig ned imod hendes røv hvor de lagde sig i kanten af den stramme kjole.
Kniven der lå imellem Delilahs fingre blev hamret frem så den var få centimeter fra at blive hakket ind i englens øre.
"Rør mig ikke fjerkræ! Tag din luder og gå væk herfra, eller jeg er nødt til at skære dig op. Forstået?"
Englen måtte nærmest være bedøvet af alkohol, for hun kunne mærke op ad sin mave hvordan han blev tændt af hendes ord. Hendes ansigt forvred sig i afsky, da han hviskede til hende.
"Bliv ved med at sige sådan noget skatter .."
Delilahs øjenbryn fløj op i panden af overraskelse over hans ord, samtidig med at han begyndte at tage på hende. Med et hvæs løftede hun hånden og skar hans hals åben på blodet strømmede ned over hende og farvede forsiden af den hvide kjole blodrød. Hans krop gled ned af muren og landede på jorden hvor resterne af hans blod sivede ned på jorden.
"Jeg er ikke din skat, og du vover på at tage på mig uden min tilladelse!"
Delilah snurrede omkring, og lod blikket glide rundt for at finde tøsen englen havde haft med sig. Nu hvor hun havde overværet dette, måtte hun også lade livet. Delilah kunne ikke tillade sig at have en pige rendende rundt og fortælle alle om hende.

han havde hendes interesse endnu en gang, det behagede ham. Med en lidt voldsom bevægelse rystede han rotten af kniven, ved at lade kniven vende med skæret ned af. Den gled af og endte på jorden hvor en lille blodplet bredte sig. Endnu en død rotte, præcis som med mennesker, endnu en død rotte. Det sagde han dog ikke højt, i stedet lod han blikket glide over folkene der pludselig vadede ind i deres lille samtale. En fuld mand, klart med snavsede bagtanker, og en ung kvinde der var fanget i hans net. Men ikke ret længe, da Delilah var hurtig til at tage ham for sig selv.
Han smilte lavt.
"Et ritual, ja. Et helt bestemt et. Men du vil aldrig kunne gennemføre det" smilte han roligt, da han gik over til kvinden, kvinden som pressede sine hænder mod munden, rystende, da hun pressede sin spinkle krop op mod væggen og bange så på Del og manden, som de stod der. Sean gik direkte over til hende og da hun fik øje på ham, skulle hun til at løbe...Men Sean var hurtig. Han greb hende i armen inden hun nåede særlig langt og trak hende ind til sig, så hun stod med ryggen op af ham. Han lagde en arm om hende så ikke kunne løbe, da han let kyssede hende på halsen.
"Rolig, kvinde. Tag det roligt. I var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Din lille ven bliver nød til at dø, men sådan behøves det ikke være for dig, hvis du bare slappet af..." kvinden rystede endnu mere og nogle enkelte tåre gled ned over hendes kinder, farvede dem mørk af den makeup hun ellers havde på.
"Din lille ven var en engel og da vi er dæmoner, er det en skam at lade ham leve. Men du er jo bare et uskyldigt, dumt lille menneske" han lod en hånd glide gennem hendes hår, som om han faktisk prøvede på at trøste hende. Hans hånd gled ned over hendes mave et øjeblik, men uden han direkte tog på hende.
Hans blik gled over til Del med et drillende smil. hun havde vendt sig nu, med kniven. Englen gled ned af væggen og landede på jorden, med blodet der gled ud over det hele. I et øjeblik tænkte han på Nephthys, der sikkert ville have nydt lidt af blodet.
"Åh nej...Nejnejnej. Hun er mit legetøj nu" han gik et skridt baglæns og hev automatisk kvinden med. hans arme lå beskyttende om hende og da hun så den blodige kniv i Dels hånd, trykkede kvinden sig i et øjeblik op af Sean, i håb om hun faktisk fik lov at leve.
"Lad mig nu have det lidt sjovt. Jeg skal nok lade være med at få hende til at føle smerte...endnu"

"Kan jeg ikke gennemføre det? Jeg kan fandme klare alt hvad du kan, Sean. Du skal sgu ikke undervurdere mig."
En enkelt håndbevægelse strøg langsomt henover den blodindsmurte kjole, der langsomt trak blodet ind imod hendes hud og gjorde hendes krop lettere fugtig. Hendes blik betragtede dovent hvordan blodet sivende bevægede sig henover jorden, og blev opsuget af støvet og jorden der var hamret sammen under hende af utallige sko og fødder der havde trampet igennem det og banket det sammen. Dog gik der ikke lang tid før hendes blik alligevel blev tiltrukket af det sceneri Sean havde kørende med den halvfulde tøs, der egentligt bare skulle bløde ud på jorden hurtigst muligt, idet hun allerede vidste for meget.
Et kedsommeligt da Seans beroligende ord svøbte sig omkring kvinden, og syntes at lulle hende ind i en svag tryghed - der på alle måder var falsk. Så snart Seans blik fandt Delilahs og han trak hende væk, dansede et forvredet smil om hendes læber. Hendes øjne flakkede af tomhed, idet dette faktisk dette menneske faktisk ikke kunne blive skadet under hendes hånd. Mennesket var en trussel for Delilahs eksistens, og for hendes sikkerhed i det hele taget - men hun måtte lade hende gå løs uden at skade hende voldsomt. Til hendes store fortrydelse.
"Legetøj? Fandme nej, Sean. Hør tøsepige, jeg har den vildeste trang til at flå dine lemmer af din krop én for én, og bagefter efterlade dig ved siden af din fyr til at bløde ihjel. Men du er et menneske, så du er faktisk nødt til at smutte uden alt for stort tab af blod."
Hendes blik var rettet imod den pige der var fanget imellem Seans arme, og selvom Delilah godt vidste at hun syntes langt mere skræmmende end den 'beskyttende mand, der holdt om hende og trøstede hende', så var situationen omvendt. Hendes beskytter ville hende det ondt, imens den person der havde mest på spil i forhold til dette, ville hende det godt. Men sådan var Delilahs lod i livet - Hun var den hadede kvinde der prøvede at hjælpe.
"Have det lidt sjovt? Så knald hende! Jeg er ligeglad, men du torturerer ikke et menneske Sean!"
Hun trådte nærmere, og rakte med et smæk hånden ud så hun kunne sno fingrene omkring kvindens hånd og holde hende fast. Dog syntes det blot som var kvinden et objekt, for hun havde trådt hen så hun stod presset op af kvinden der var presset op af ham, med et blik boret i Seans blik.
"Slip mennesket Sean. Nu!"

Han havde lyst til et grine, men i stedet brugte han sin energi på at manipulere kvinden. Bruge den medfødte evne som incubuc og succubus dæmoner havde, til at forandre folks følelser.
"Jamen jeg har jo lige lovet ikke at skade hende! Se, jeg skal endda nok lade være at tvinge hende med, hun skal selv have lov at bestemme jo..." juhu for menneskerettigheder. Det er som at fortælle hunde de ikke måtte æde en godbid der lå på jorden, fordi den var bestemt til en anden: de ville være ligeglad og æde den alligevel. Han slap kvinden, som stod presset op mellem Del og Sean.
"Vi kunne også bare lade hende gå. Hun ved hvem du er og kunne fortælle det til alle, medmindre...Jeg overbeviser hende om at lade være. Eller jeg kunne bruge mine mænd inden for vagtkorpset til at ignorere det...Men nåe ja. Det er jo kun noget man gør over for folk man bryder sig om" han var ikke den samme fyr som før, den der bare snakkede. Det var som om hans øjne blev koldere og koldere og han blev mere og mere ligeglad med det hele. Et monster. Som han nød at være det!
Han fjernede sig fra væggen, og det at blive presset op af dem af Del, men kvinden imellem dem. Hun var sjov, som hun troede han reagerede på ordre. Faktisk reagerede han modsat, som oftest.
Inden Del kunne nå at gøre noget ved kvinden, tog han fat i hendes hånd og hev hende om bag sig, så han nu var mellem Del og kvinden. Kvinden lagde sine arme om Sean med et lille smil.
"Et godtroende fjols, mennesket her...Ikke?" smilte Sean. Det lignede næsten at kvinden faktisk kunne lide ham.

"Hvad fanden er der galt med dig!? Du skal ikke manipulere med hende!"
Endnu havde det bestemmende tonefald ikke forladt hendes læbers kurve, og det var tydeligt at hun ikke havde nogen intentioner om at lade denne dæmon lege med mennesket. Delilahs blik dansede ned af de tæt omslyngede kroppe, der tilhørte Sean og den mennesketøs der ikke syntes at have noget problem med at være presset op ad ham. En let kvalme sitrede i hendes indre, og ætsede hendes hals op - hvordan kunne det være så nemt at få folk i sin hule hånd, og klemme deres virkelige følelser så langt væk at de aldrig ville bemærke det var fup?
Hun kendte selv dette, men kunne kun tryllebinde andre væsner med skønhed og forførelse så nemt som hun kunne, fordi hun var en succubus. En krop der tiltrak blikke var redskabet, samt nogle blide og flygtige kærtegn der kort strejfede byttet, så nøgen hud kildede blottet hud og skabte fantasier. Ellers var beroligende, forførende ord der virkede som en betryggende bobbel som lullede byttet ind i en falsk tryghed fantastisk, præcis som ...
Er han en incubus?! For fanden da også!
Endnu et link imellem dem, som Delilah havde en gnistrende lyst til at brække i stykker. Hendes fingre snoede sig sammen til neglene kunne gennembore hendes håndflade, og tvinge blod til at pible frem fra den brudte hud.
"Du er en incubus! Forblænder du hende til at være en idiot, eller tænder hun bare på din krop?!"
Selvom ordene kunne twistes til at blive forstået som et kompliment, så havde hun ingen intentioner om at komplimentere hans krop - eller andet ved ham. Selvfølgelig så han godt ud - hun gad ikke engang benægte det - men det var intet under hvis han var en incubus. Og at hans race matchede hendes egen, gjorde bare at hun havde endnu en grund til at mærke en brændende vrede imod ham og hans holdninger.
"Jeg har en bedre idé. Vi lader hende gå, eller jeg tvinger dig og mændende fra dit vagtkorps-"
Hun vrængede hånligt på ordene.
"- til at gøre ting, som man kun tvinger folk man ikke bryder sig om til at gøre."
Hendes krop havde tydeligvis ikke noget for overs, til den måde han nødt denne leg på. Delilah var ikke i tvivl om at han ikke ville adlyde hende, men han kunne sige eller gøre alt han ville - det betød intet for hende. Hvad der betød noget for hende, var at han ikke skulle slå det halv-luderagtige menneske ihjel, bare fordi tøsen syntes at Sean var lækker. Det var ikke en grund der kom nær god nok! Ikke engang at det højst sandsynligt ville ende med tortur til døden eller noget værre end døden for Delilah på grund af dette menneskes sladrende ord, syntes at være en god nok grund til at slå mennesket ihjel.
Pludseligt rev hun sig et skridt tilbage, og svang en knyttet hånd imod Seans ansigt, sekunder efter han havde flyttet rundt på dem. Derefter ændredes hendes reaktion hurtigt, som havde hun aldrig slået ham med en styrke hun kun kunne levere, fordi hun var en dæmon der trænede flere timer hver dag.
Delilah reagerede ikke rigtigt på disse hurtige ryk der tvang en omrykning af pladser, sådan at kvinden var uden for Delilahs rækkevidde. Om det var kvinden eller Sean hun måtte stå tæt op ad for at forklare ham hvor stor en idiot han opførte sig som, betød intet for hende. Dette betød derfor også at størstedelen af hendes krop - undtaget ansigt og hals - var trykket op af hans efter omrykningen, men der var intet seksuelt over det. Blot en irritation.
"Skal vi virkelig lege denne her leg, Sean? For jeg er ret god til den."
Igen, ordene kunne uden problemer misforstås - og for en tilskuer ville det se ud som var de igang med en eller anden form for syret forspil. Men det var ikke sådan det var, og det var tydeligt udfra den kulde der omsluttede Delilahs blik.

Hendes vrede nærede bare hans lyst til at gøre ting, han måske ikke ville gøre i sin rigtige hverdag. Være mod folk, som han normalt ikke ville være, hvis han gik afslappet omkring. Selvfølgelig, med visse undtagelser. Åh han kunne næsten ikke vente til Arason kom efter ham efter han havde tortureret hans skytsengel! Ret ironisk enlig...
Men dette var en anden situation. En situation hvor dæmonen foran ham sagde mange spøjse ord for at redde en sølle kvindes liv. Han sendte hende et drillende smil.
"Vælg selv" svarede han. Om det var hans krop eller kvindens idioti skulle han ikke svare på, når hun så smukt havde givet ham en skjult kompliment. Det var i hvert fald sådan han havde lyst til at forstå det. Nej, det var det andet der var meget mere interessant.
"Åh, Delilah. Jeg reagere ikke på trusler! Så skulle jeg jo gå og være bange hele tiden. Sig mig nu hvad du vil gøre ved mine dukker, jeg gyser af spænding! Sætte ild til dem? Så de rigtig kan løbe rundt og skrige...Det kunne være sjovt. Så er de heller ikke til besvær tidligere..." smilte han afslappet. Han gik ud fra hun hentydede til menneskernes sølle lille vagtkorps, som han havde et ret godt greb på. De gjorde ham sjældent noget og han fortalte dem, med trusler, hvornår de skulle ignorere noget og hvornår de virkelig skulle arbejde. Men han kunne ikke se hvorfor Del troede han holdt af dem. De var bare brikker.
Han løftede afslappet en hånd.
"Nej, jeg har en bedre ide. I stedet for du spilder uskyldiges liv, mere end der er brug for, kunne vi to have os en hyggelig aften. Til gengæld for kvindens liv..." han viste godt det aldrig ville ske. Ikke de to, Del ville hellere se kvinden død end selv ligge krop til. Men han kunne ikke lade være med at drille lidt. Kvinden bag ham havde stadig armene om ham og nussede ham svagt, men hendes øjne virkede en smule tomme da hun smilte svagt.
"Hvad skændes i om? Jeg har meget bedre ide til hvordan aftenen skal være...Hvis denne kvinde altså snart lader os være" sagde hun næsten helt uskyldigt.

"Hun må være en idiot."
Stemmen var flad og skinnede nærmest glat af den intethed der skreg af tonerne der vajede i hendes stemme. Det var som trak hun denne sætning der kunne misforstås til et kompliment tilbage, og lod det synke dybt ned i hendes tanker så de aldrig ville finde vej til overfladen igen. Et smil sitrede om hendes læber da hans besvarelse på 'truslen' fandt hende, men et smil der ikke havde andet end sivende munterhed og en let hånlighed at tilbyde verden.
"Trussel? Sean, det var fandme ikke en trussel! Det var en konklusion. At true er mit sprog, men jeg siger ikke noget jeg ikke mener."
Sætningen dansede endnu engang på hånlige og flabede toner, den slags som kun kunne blandes i netop denne kombination med dette antal korn af begge, af en kvinde der havde så meget erfaring i at være pisse irriterende som Delilah selv havde det. Ordene var også helt igennem sande, idet hun truede alle nærmest konstant, men hun havde også tænkt sig at gennemføre det hvis hun skulle. Hendes stemme blev lavere ved de næste ord.
"Men nej, jeg ville ikke sætte ild til dem. Jeg kender virkelig gode torturmetoder, der ikke slår ihjel så hurtigt som ild. Og jeg overvejer kraftigt at teste dem på dig lige nu."
Igen var det sandheden der brusede forbi hendes læber fængsel, idet hun seriøst legede med tanken om at skære et af hans øjne ud, og se hvor meget af hans hud hun kunne rive af før han angreb hende. Nok ikke specielt meget ... Men på den anden side var hun egentligt ligeglad, idet det ikke bekymrede hende at blive slået ihjel. Hun burde alligevel være død for lang tid siden, så døden skræmte hende ikke. Delilahs blik gennemborede den hånd han løftede, men hans ord ændrede reaktionen fuldstændigt.

Hendes blik flakkede fra kvinden - der tydeligt ikke var bevidst om andet end Seans krop imod hendes, hvilket var helt utroligt ynkeligt - til Seans blik et par gange, før det klistrede sig fast i hans. Havde han lige tilbudt at slippe mennesketøsen fri, hvis han fik lov at bruge hende?
For mange ville det nok være en overraskelse, at Delilah ville lade sig torturere til døde, hvis det var dét der skulle til før en fuldstændig fremmed - men uskyldig - person blev hjulpet. Hun ville lade folk lemlæste hende for en fremmed person, selvom hun ikke selv kunne finde på at hjælpe vedkommende. Derfor kunne man også se voldsom tvivl flakke henover hendes ansigt, så snart hans ord havde fundet sig til rette i hende.
"Hold lige kæft tøs, de voksne snakker."
Hendes hånd viftede sig i retning af mennesket, uden at tage blikket fra Sean. Mennesket betød intet for hende, men alligevel ville hun ofre meget for at se denne kvinde gå fri - hvilket for mange ville virke latterligt. Hvilket det nok også var, i længden. Men hvad der var latterligt betød ligeledes ikke noget for hende.
"Tilbød du lige sex i bytte for menneskets liv?"
Hun bemærkede knap at hun stadig stod tæt op af ham, idet hun endnu ikke var trådt væk. Stemmen tøvede let, og i de sekunder var det tydeligt at hun faktisk var ved at hælde imod at svare ja.
For fanden hvor var det ydmygende!

Han smilte svagt. Hans hånd gled op og fjernede kort hans pandehår, der var langt nok til at falde ned over hans pande, dog uden at irritere hans øjne. Den gled ned og lagde sig over kvindens hånd et øjeblik. Kvinden smilte henrykt og trykkede sig om muligt endnu mere ind mod Sean.
"Jeg vil have dig, nu..." hviskede hun let ind mod hans ene skulder. Sean klappede hende afslappet, men hans øjne var rettet mod Del med et udfordrende glimt.
"Rolig min kære. Du skal nok dø før eller siden. Spørgsmålet er bare hvornår..." smilte han roligt, hvilket mere var en opfordring til Del om at tage et valg end for enlig at berolige kvinden. Kvinden var dog ganske tilfreds og så over på Del med noget der mindede om neutral interesse, som om hun faktisk bedømte hende og var i position til at komme med sin mening.
"Du skal ikke tale sådan til mig. Han gør mig intet. Han er så flot! Så stærk...Så mandlig!" Sean så endelig over skulderen på hende et øjeblik, før han så tilbage på Del.
"Der kan du bare høre. Jeg er skam god i sengen, det ved hun og hun har ikke engang prøvet endnu! Hun ville heller ikke være her nu hvis hun havde..." han trak let på skulderen.
"Men ja, Delilah. Lad mig skære det ud i pap. Jeg vil have dig en hel nat, med sex, for kvindens liv" En test. Det overraskede ham oprigtigt at hun virkede så usikker, så tvivlende, som om hun faktisk ville synke så dybt, bare for denne latterlige kvindes liv. Men hvis en kunne få hende til at overveje sex, hvad kunne flere så ikke gøre? tanken var interessant. Hvis hun sagde nej denne gang, ville han alligevel have lært noget. Gjort sig en ny erfaring. Og han ville have en bedre chance næste gang...
Havde han overhoved lyst til hende? Hun var vild. Hun hadede ham...Åh ja, han havde lyst. Som en syg form for magt...

"Tøs tag dig sammen!"
Stænk af utålmodighed var landet i hende, og nu begyndte tøsen bare at tænde den dybe irritation i Delilahs krop, som snart ville slikke sig imod hendes tanker som en brændende varme. Hendes blik trak sig for første gang i et stykke tid over imod kvinden, hvor de stak sig igennem hendes øjne med en intensitet der ville have skræmt kvinden hvis hun ikke prøvede at trykke sig igennem Seans krop. Hendes blik satte sig fast i afsky, da tøsen gudfandme begyndte at tale om Sean som var han en gud.
Hun vidste godt at nogle var mere letpåvirkelige end andre, og Sean havde tydeligvis lært præcis hvordan han skulle lege med bytternes følelser, men at hun på denne måde tilbedede ham ... En dyb kvalme sitrede i hende, og truede med at brænde sig vej igennem hendes hals og blive vist for omverdenen. Hvorfor skulle kvinder som dette menneske altid lægge skam over hele kvindekønnet? Det var på grund af folk som hende, at kvinder i nogle samfund blev set som en underrace af mændene. Og alligevel følte Delilah en trang til at hjælpe tøsen fri fra det greb Sean havde lagt om hende.
"Okay kælling, næste gang du siger ét tilbedende ord om det svin, så brækker jeg kæben på dig."
Stemmen dansede på seriøsitet, og det var også tydeligt i hendes ansigt der piercede kvinden i nogle sekunder, før et anklagende glimt skød igennem hendes blik da det landede på Sean.
"Det er folk som dig, der ødelægger alles syn på vores race!"

En dybt suk forlod hendes læber i irritation, da Sean snakkede om at være god i sengen. Hendes ene øjenbryn trak sig opad, men især da han sagde at hun ikke ville være her hvis hun havde, fangede det hendes interesse. Dog undlod hun at kommentere på dette, idet hun ikke regnede det for andet end at han ikke kunne passere et måltid eller to, sådan som hun gjorde - i større tal.
"Sean, hvis du ikke var fantastisk sex for alle-"
Et smil bredte sig om hendes læber, idet hun tydeligt havde hentydet til mænd i denne sætning også.
"- så ville du fandme være en dårlig incubus."
Alle fornærmelser blev skubbet til siden, da han igen stillede et ultimatum. Men måden han sagde det på, aktiverede igen den lette kvalme i hendes krop, som hun også følte når tøsen legede Seans tilbedende undersåt. Hun afskyede ham. Hun afskyede hans ultimatum, og hun afskyede mest af alt måden den kvinde ville gøre alt for ham.
Hendes tænder legede tvivlsomt med hendes underlæbe, idet hun forsøgte at finde en mulig udvej. Hendes øjenlåg gled i, i samme sekund som det gik op for hende at hun endnu ikke havde flyttet sig - og trådte et skridt bagud. Først da lod hun lyset ramme hende grønbrune øjne da hun slog dem op, og sendte Sean et irriteret strejf med øjnene.
"Slip mennesket."
Overgivelse strømmede igennem hende, idet ordene tydeligt betød at hun nok skulle have sex med ham. Sean havde nok fundet det eneste væsen der ville ofre sig selv for sådan en person, og havde helt tilfældigt fundet ud af dette. Fandens.

Han grinte svagt. Hvordan kunne han andet?
"Jeg er beæret over din anklage. Men vi kan vist begge godt blive enige om de har hadet os meget længere end jeg har eksisteret. Så den kan jeg vist ikke tage credits for" smilte han roligt og lod en arm glide om skuldrene på kvinden. Han fjernede sig fra hvor de stod, førte kvinden væk fra Delilah og videre. Dog stoppede han op da de var nået nogle meter væk fra Delilah, hvor Sean vendte sig halvt om mod Delilah med et lille smil. Hans mørke øjne landede på hende.
"Vi kunne jo lave en aftale. Uanset hvor meget du hader mig, holder jeg altid mine aftaler. Hvis du er min, selv kun for en nat...Vil ikke bare denne uskyldige kvinde komme levende hjem, men jeg lover at holde mig fra uskyldige, dog kun uskyldige..." selv til mad. At lede efter de slemme kvinder skulle nok blive sjovt. Men han ville nok også risikere at gå sulten i seng nogle gange...
"...Dog kun inden for at vist tidsrum. For livet er lidt for længe, når man tænker på vi lever evigt" smilte han, næsten uskyldigt.

"Beæret over at være et svin? Så får du alt for få komplimenter."
Ironien dansede på stemmen, selvom der ikke var et gran af ironi i selve sætningen. Dog var hendes øjne klistret til den lille bevægelse om kvindens skuldre, der bestod af hans hud der gled henover mennesketøsens. Ikke at selve bevægelsen vækkede hendes irritation, men det var hvad den symboliserede; Kvinden var som et kæledyr for ham. Som en eller anden fandens hund!
Delilahs blik bevægede sig ikke da han trak sig væk, og skubbede kvinden med sig, hvis tanker ikke syntes at være fokuseret på lige netop dét der gav Delilah en let kvalme - Seans og kvindens kroppe imod hinanden. Hendes hoved løftede sig med et ryk og lod blikket vandre sammen med dem, hvilket også betød at det stivnede i sekundet parrets skridt holdt op med at danse i luften omkring dem, og runge omkring sig selv som et ekko. Hendes blik lagde sig tæt op af dem, som kunne hun ikke tillade sig selv at lade dem forsvinde i mørket. Men det viste sig at hun ikke behøvede at lade dette ske.
Hendes øjenbryn løftede sig, og tankerne begyndte i det samme at summe i hendes hoved. Hun havde været parat til at give efter i bytte for at han lod dette ene menneske gå, men det hans ord nu antydede ... Hun ville give praktisk talt alt for at trække en person som Sean væk fra at skade uskyldige, selv i en tidsbegrænset periode. Hendes læber skiltes derfor kun sekunder efter ordene havde forladt hans mund, og bekræftede hurtigt aftalen.
"Aftale. Du kan godt have mig, hvis du ikke rører de uskyldige."
Hun drejede resten af kroppen så hun nu var rettet imod ham, og vippede den ene hofte en smule til siden så hendes krop svajede.
"Hvor?"
Ordet var så simpelt, men i samme sekund vældede en let afsky op i hende. Ikke mange dråber stædighed skulle til før de blev tvunget tilbage til hendes mere skjulte sider, men hun måtte smage bitterheden, der dog ikke flakkede henover hendes ansigt i et sekund.

Hans smil voksede lidt, da han stod med armen om kvindens skuldre og så hen mod Delilah. Hun havde sagt ja, selv om afskyen gled over hendes øjne et øjeblik. Åh, den afsky vil han næsten nyde mere end hendes formidable krop!
Han bukkede sig ned og hviskede nogle ord i kvindens øre. Kvindens smil forsvandt mere og mere, blev afløst af et skræmt blik. Til sidst så hun desperat fra den ene til den anden, før hun rev sig fri og løb som kun et skræmt menneske kunne gøre det.
Sean vendte sig om mod Del med et lille smil, da han roligt nærmede sig hende.
"Så du vil synke så dybt for at redde nogle få liv. Hvor smukt, hvor poetisk!" han trak let på den ene skulder. I et øjeblik overvejede han at lade hende gå og sige han ikke gad alligevel, bare for at lege med hende. Sige han ikke gad alligevel, han ville bare se om han kunne knække hende. Men så gik det op for ham at det faktisk kunne blive umådelig interessant det her.
"Et tilfældigt værelse på den nærmeste kro kan vist godt lege vores skjul for en nat...Bare os to" han var kommet helt hen til hende nu, hans ene hånd gled op og han lod en finger gled ned over hendes ene kind i en blid bevægelse, bare for at understrege det hele lidt. Hans mørke øjne kiggede på hende, skinnende i mørket.

Delilahs fingre knyttede sig ubevidst, som kæmpede hun en indre kamp for ikke at flyve frem, rive kvinden væk og tvinge hende til at forsvinde væk fra Seans greb. Men i stedet måtte hun stille sig tilfreds med den frygt der begyndte at løbe hen over kvindens ansigt og overtog hvert eneste træk, til hun pludseligt rev sig fri og tog flugten igennem mørket, med et skrig stående ud af halsen som pigge der stak sig ind i Delilah.
Delilah kæmpede hårdt for ikke at stramme musklerne da han nærmede sig, for at gøre sig klar til at slå ham. Ikke én muskel i hendes krop ville flygte, for Delilah havde aldrig været typen der kunne holde ud af flygte fra en god kamp, uden bagefter have skam sivende omkring i hendes krop som en altædende tåge.
"Sean, jeg er blevet tortureret for at redde slaver. Der er fandme intet smukt eller poetisk over det!"
En trækning løb henover hendes mundvige, idet hun kæmpede en hård kamp for ikke at lade afskyen og kvalmen skinne igennem hvert åndedræt der pustede varme ud i natten - men forgæves. Derfor flakkede det også tydeligt over hendes ansigt, da han besvarede det spørgsmål, hun egentligt ikke ville have svar på.
Uden at tænke over det, bevægede hun ansigtet en smule bagud, idet han lod en finger stryge over hende kind. Blot så langt at hun svajede let i ryggen, men ikke langt nok væk til at hun undgik den.
"Så lad os finde en."
Et eller andet sted var det en lettelse, at han ikke ville gøre det hjemme ved sig selv; Hvilke former for legetøj han besad, ville Delilah ikke vide. Slet ikke.

han ville aldrig vise Delilah hjem til sig. hans hjem, hans fæstning, var vigtig for ham og han havde ikke brug for at hans fjender kom og bankede på i tide og utide. han viste kun folk han stolede på hjem til sig og han håbede inderligt at Luce formåede at holde hjemmet lidt hemmeligt også.
Han lagde en arm om Delilahs ryg, mest fordi han viste hun ikke ville bryde sig om det. Åh ja, han havde skam lagt mærke til hendes udtryk da han havde svaret hende og den måde hun havde trukket sig væk fra hans berøring. Han så smilende på hende, som om han var den heldige fyr i et parforhold. han satte kurs mod gaden og mod den nærmeste kro. Et par enkelte folk gik stadig rundt ude på gaden.
"Åh, jamen så skulle dette vist ikke være noget problem går jeg ud fra. En leg!" smilte han roligt og lod det mørke blik glide over sine omgivelser.
"Jeg kan være en ret god elsker. Det siger de fleste piger i hvert fald, inden de bliver kolde." om han vadede i det? Ja. Og bevidst. hun var hans lige nu og han nød det til fulde.
"Alt efter hvor godt det er i aften, må vi se hvor længe jeg vil holde mig fra uskyldige ofre." det blev faktisk sjovt og se om han kunne holde sig fra det. Men på den anden side, hvis det blev nødvendigt kunne han jo bare få andre til at gøre tingene. så var det jo ikke direkte ham.
"Se på de folk vi går forbi i aften..." han lod sin mund nærme sig hendes øre, som om han i virkeligheden hviskede frække ting til hende.
"...De kan gå rundt i byen, nu sikker for mod at jeg dræber dem. Takket være dig. Du må have det godt med dig selv" han trak hovedet til sig igen.

Delilahs krop syntes at blive hård og spændt, i sekundet hans arm snoede sig om bag hendes ryg. En sitren af det let kvalme rystede sig igennem hendes ansigt, men endelig lykkedes det hende at skubbe det så langt bagud i sine tanker, at det ikke lyste ud af hendes krop som et fyrtårn. Hendes blik flakkede hastigt væk fra ham, og nægtede tydeligvis at lægge sig til at hvile på ham - selvom hun kunne mærke hans blik der lagde sig imod hende.
Hendes ben bevægede sig automatisk, idet hun ikke tænkte videre over at hun fulgte ham, på trods af at hun burde registrere hvert skridt. Adskillige blik fangede hendes for et sekund, hvorefter de tydeligt upåvirket fortsatte deres trav til deres mål. Kun folk der kendte hende, ville kunne se den afsky hendes øjne trillede af. Men alligevel var der ikke en celle i hendes krop, der var i tvivl om at hun gjorde det rette. At selvom hun sikkert godt kunne, så ville hun ikke vende om. Selvopofrelse var noget ingen troede hun havde i sig, men gjorde så tit at hun burde være død.
Inden de bliver kolde? Svin.
Hendes hals blev længere da hun strakte sig så vidt muligt væk fra ham, uden at bevæge overkroppen helt. Hendes øjenlåg gled i, men blot i et sekund før de blev revet op igen.
"Det handler ikke om tilfredsstillelse. Det handler om at holde dem sikre."

Han grinte let og fandt tydeligvis hele situationen umådelig morsom. De kom snart til kroen, hvor en enkelt lille skilt hang og knirkede let i en svag vind. Der var malet en lille blomst på den, hvorunder der stod "Den sovende Lilje". Stedet var tydeligvis lille, men så ud til at klare sig meget godt. Vinduerne var i hvert fald rene og døren nem at åbne. Da de kom indenfor, da Sean holdte døren for Delilah som en gentleman, dog med et smørret grin, var det godt oplyst af forskellige stearinlys og små lamper. Bordene var små og spredt, folk sad hist og her. Snakkede, spillede, drak. Der var rent nok. Der lugtede af en blanding mellem alkohol og sved, intet spor af nogen lilje. kromutteren stod bag baren og tørrede den af med gentagende bevægelser, som om hun havde stået der og gjort det samme alt for længe. Hun så på dem med trætte øjne.
"Hvad skulle det være?"
"Bare et værelse for en nat" smilte Sean og smed et par mønter på bordet. Kromutteren så kort på mønterne, tog dem og fandt så en nøgle frem som hun gav ham. han tog imod den og gik over til trappen. Han tjekkede om Delilah fulgte med, før han begav sig op af den lidt smalle trappe. Ovenpå var der en lille gang med tre døre til hver side. Sean fandt det rigtige nummer og låste op.
Værelset var lille, men umiddelbart hyggeligt, efter almindelige menneske-standard. nogle gardiner hang over det ene vindue der var, der var en dobbeltseng, et lille bord på hver side af det. Et skab, sikkert tomt. Og til sidst et lille bord med en kande og en skål, til at vaske sig.
"Det er da ikke så slemt. Jeg har set værre" smilte Sean da han trådte ind i værelset, stadig med nøglen i hånden.

Den latter som mange kvindelige væsner sikkert ville finde utroligt charmerende, prikkede helt simpelt til den irritation der simrede lige under den hud der beklædte Delilah. Hendes læbe sitrede let, men ikke fordi et smil truede med at bryde frem. Hendes fingre kløede for at trække sig sammen og hamre sig igennem hans ansigt, for at skubbe smilet ned på jordene sammen med en god håndfuld af hans tænder. Og det var ikke fordi hun fandt ham specielt grim, idet han trods alt var en incubus. Det var hans personlighed der gav hende lyst til at hamre et knæ i maven på ham, bare for at få lov til at se smerte flakke henover hans ansigt.
Hendes blik var rettet stift fremad, idet hun nægtede at lade blikket løbe over ham. Hun hadede denne følelse. Følelsen af at være i andres magt, og være tvunget til at gøre noget, hun ikke fandt et gnist af lyst til. Sex i sig selv var ikke noget problem - det var det faktum at han havde den magt over hende, der tvang brændende vrede til at bosætte sig i hende. Hun lod fraværende et par fingre løbe ned af kjolen, og glatte et par folder ud ved låret, sekunder inden hendes blik nåede hvad der syntes at ligne en kro. Bare synet gav hende en psykisk lussing, idet hvert skridt hun tog, bragte hende tættere på det hun egentligt havde lyst til at slå ham ned for lige nu. Ikke fordi hun sænkede farten, dog. Dertil var stædigheden for tyk.
Delilahs øjenbryn hævede sig sigende, men også noget nær opgivende, idet hun gled forbi ham i døren. For fanden for havde hun lyst til at flå det grin af hans ansigt. Gad vide hvordan han ville reagere hvis hun omhyggeligt kastrerede ham? Ville en incubus overhovedet kunne overleve uden diverse kønsdele fastklæbet til kroppen? Det skulle testes senere!

Hun kunne mærke adskillige mandeblikke der lagde sig imod hende, da hun automatisk skubbede hoften til siden, og dermed blotlagde nogen hud ved lårene og fremhævede hendes former betydeligt. En af de større fyre der omringede en af bordene, blev halvgrinende skubbet til at sin makker, der sigende nikkede imod Delilahs efterhånden ret gennemsigtige kjole, og mumlede et eller andet. Delilah selv syntes dog ikke at ænse dem. Hun havde ikke overskud til ikke at hamre dem igennem ruden lige nu.
En af de halvstore fyre rejste sig selvsikkert, og spankulerede med fremskudt brystkasse hen til Delilah. Hun værdigede ham ikke engang et halvt blik, og klistrede blikket til en væg istedet for, idet hun også nægtede at lade blikket lande på Sean. Hele hendes krop reagerede dog instinktivt, da mandens kropsvarme slog imod hende, og hans arm snoede sig over hendes skuldre.
"Hvad siger dig og din ven dér til en trekant, smukke?"
Af en eller anden grund fandt Delilah det overhovedet ikke sjovt. Hun drejede hovedet let, og idet manden var så tæt på, betød det at hans stinkende ånde ramte hende direkte i ansigtet, og at hendes læber ikke var mange centimeter fra hans ansigt. Hendes kropholdning ændrede sig på sekundet, idet hun lænede sig en smule frem så hans blik kunne fange hendes kavalergang mere tydeligt, og lod et forførende smil sitre på hendes læber. Hendes fingre kravlede ned, og trak en smule op i kjolen, hvilket han fangede interesseret.
Med et rev hun kjolen det sidste stykke op, og flåede den blodige kniv ud derfra med et ryk, der sekunder senere blev presset imod menneskets hals. Ikke fordi hun ville slå ham ihjel - han var et menneske.
"Rør mig ikke, creep."
Hans øjne flakkede af forvirring, men noget i hendes ansigt - måske den brændende vrede - syntes at overbevise ham om at han havde lavet en fejl. Hans hænder løftede sig langsomt, og blev holdt over hovedet i en overgivende gestus.
"Hey hey, ro på! Jeg spurgte jo bare om jeg måtte være med! Hvis du vil have ham alene, så er det helt fint med mig!"
Et hvæs passerede hendes læber, selvom hun knap opdagede det. Have ham alene? Have ham alene!? Hun ville have hans arm flået af inden den rørte hende! Kniven pressede sig dybere ind i hans hud, og nåede punktet der omhyggeligt sørgede for at hans hud lige præcis ikke bristede. Så rev hun den væk, og knyttede den istedet imellem hendes sammenpressede fingre.
"Sig aldrig at jeg vil have Sean. Aldrig."
Knap havde sætningen forladt hendes læber, før den klirrende lyd af en nøgle der blev løftet fra et bord fandt hende. Hvis han ikke havde tvunget hende, og ikke havde slået barnet ihjel grundet hende - ville hun så have haft så stort et problem med at gå i seng med ham? Sikkert ikke. Faktisk havde hun måske endda været en smule interesseret i ham - ikke kæresteligt, selvfølgelig ikke. Men det havde været hvis hun ikke havde hadet ham.

Endnu med kniven fanget imellem hænderne, snurrede hun omkring og fulgte Seans skridt. Hendes hofter svajede automatisk, men i samme sekund hendes sko strejfede det første trappetrin, trådte hun et skridt ned endnu engang. Hånden svingede sig en smule bagover, før den kniv hun havde fremme blev hamret mange centimeter ind i muren. Den sitrede let da hun lod den sidde, og fulgte Sean op ad trappen, uden at betragte mændenes reaktioner. Ja, hun havde både gjort sig helvedes bemærket og skabt postyr selvom hun burde have haft lyst til at være anonym idet ingen skulle opdage det her .. Men hvad fanden?
Hun balancerede ubesværet på hælene opad trappen, men bemærkede knap omgivelserne da hun svang sig igennem gangen med overraskende selvsikre skridt. Hvis man ikke bemærkede det flammende blik hun sendte hans ryg, så kunne man næsten tro at dette var frivilligt. Selv da hun snoede armene stramt over brystet, og hævede øjenbrynet let da han skramlende stak nøglen ind i låsen, kunne det vel på en eller anden måde misforstås til utålmodighed.
Hendes blik løb henover lejligheden, sekundet efter hun var trådt ind. Et par skridt førte hende over til vinduet, hvis stof snoede sig imellem hendes fingre et par sekunder senere. Ikke så slemt? Han mindede hende lidt om en af de folk, der aldrig havde boet i en rendestenskant. De typer der ikke havde været ved at dø af kulde, stædighed eller udsultning.
"Jeg bor i værre, Sean. Min lejlighed er flået op af folk der har villet slå mig ihjel, og sejlende i blodet fra deres mislykkedes forsøg."
Hun snurrede omkring i et ryk, og strammede det korsoverlagte greb hendes arme lå i. Hendes øjenbryn svævede lidt højere end normalt, da hun betragtede ham lettere neutralt.
"Smalltalk? Du overrasker konstant."
Om sætningen var lettere hånlig eller sandfærdig, kunne man ikke finde svaret på i hendes toner. Hendes hofte blev skubbet en smule til siden, idet hun betragtede ham som var han en ladt pistol rettet imod hendes tinding, der havde en fyr med krampeanfald bag aftrækkeren.

For Sean var hele den lille optræden med manden ligegyldig. Hvis hun havde sagt jatak, havde han selv gjort noget ved manden, men heldigvis var Del dog ikke så billig. Så manden trak sig meget snart tilbage og med et smil havde han vist hende videre. Hvis det havde en anden kvinde, Alane eller Nephthys...Havde manden nok allerede været død, splittet til atomer. Han huskede den sidste der havde lagt sin hånd på Alane, hvordan han havde dræbt ham bagefter og Alane tog det ganske roligt. åh han savnede den kvinde...
med et svagt suk lod han blikkede glide over rummet igen. Han havde mærket Delilahs vrede øjne i sin ryg og havde i et øjeblikket faktisk frygtet hun ville stikke ham en kniv i ryggen, bogstavlig talt. Men heldigvis havde hun nøjes med at blære sig over for de andre mænd og han var kommet op til rummet uden videre skader.
hans blik gled over Delilah, som hun stod ovre ved vinduet, og han prøvede at se på hende med nye øjne, som hvis han nu ikke havde mødt hende i det hus og havde haft lyst til at lege sindssyg et øjeblik. Hvilket han stadig huskede som umådelig morsomt. Dog var det ikke sket siden. Han lod hånden glide gennem sit hår og løftede et øjebryn til hendes kommentar om hendes hjem.
"Heldige dig. mit hjem har været ubesøgt af mine fjender i lang tid. Jeg er faktisk begyndt at kede mig" smilte han afslappet. Han kendte det godt, måske endda lidt for godt. Han havde været efterstræbt af mange folk gennem tiderne og mange havde fundet hans tilholdssted, eller i hvert fald et af dem, og gjort forskellige ting ved dem. Brændte dem ned, splittede dem af, satte bomber, oversmurte det med blod og ord...Der var ingen grænser. Så det gode var han altid havde de vigtigste ting nogle få velfundet steder. Steder hvor de aldrig fandt dem eller ramte dem, en kiste med de vigtigste ting han havde haft med sig i uendeligheder. De betød noget for ham og ingen havde endnu set dem. De var private.

Han smed sine sko og lidt efter smed han sig på sengen, hvor han lå på ryggen, med armene under sit hoved og så over mod Del med hovedet let på skrå. I et øjeblik sagde han slet ingen ting, men så bare lidt på hende. Så smilte han igen.
"Overrasker? Jeg er overrasket over at jeg kan overraske dig. Er det på den gode eller den dårlige måde?"
Han viste ikke rigtig hvad han følte om dette. Faktisk, havde han på en måde ikke lyst, selv om han nok skulle få den op og stå med en nøgen kvindekrop foran sig. Intet problem, Delilahs var jo ganske nydelig og velholdt. Men enlig havde han slet ikke lyst til at erobre hende, han var faktisk mere interesseret i at snakke med hende. Han viste ikke hvorfor, hvad han håbede at få ud af det, hun hade ham jo så tydeligt...

"Ingen spontane angreb fra fjender?"
Meget modvilligt havde en let morskab fundet vej til hendes stemme, idet hendes tanker blidt strejfede den forvirring det ville plante i hende, hvis ikke fjender hun knapt huskede angreb hende når hun mindst ventede det. Det holdt hendes sanser skarpe, og tvang klatter af adrenalin og morskab ind i hendes liv, selv når hun ikke ønskede det. Og det var fandens fedt!
"Hvorfor lader du dem ikke vide hvor du bor? Selvom blodpletterne, de smadrede vinduer og de revne møbler ikke er det smukkeste, så er det stadig mere spændende end marmorpis og sikkerhed."
Hendes blik havde endnu ikke lagt sig til ro ved Sean, men bevægede sig derimod smidigt og årvågent omkring i det rene lokale, som prøvede hun forgæves at opsøge et sted hun kunne finde hvile i blikket. Og hendes tanker vandrede.
Hele hendes lejlighed var bombet med våben. De var skjult over alt. Stukket imellem gulvbræder, syet ind i puder, lagt ind i muren, sat fast til vinduet .. Både hende selv og Castle var jagtet, så deres lejlighed fungerede som et våbendepot. Ikke fordi hendes fjenders angreb syntes at være specielt gennemtænkte, men det ændrede ikke på at det altid var logisk at være forberedt på det værste. Som foreksempel en fjende der kunne tænke selv.

Hendes blik bevægede sig automatisk over og lagde sig imod ham, i samme sekund han dumpede ned på sengen. Et blødt buet øjenbryn trak sig en smule opad, men hun syntes ikke at reagere på det, da han smed skoene.
"Det ved jeg ikke. Ville det være en god eller dårlig overraskelse for dig, hvis personen der havde magt over dig hele natten lavede smalltalk?"
Delilah havde aldrig forstået konceptet 'blufærdighed', idet hun ikke fandt det pinligt eller underligt at stå mere eller mindre nøgen foran folk. Hvis man smed hende ud på gaden iført BH og trusser, ville hun ikke tænke specielt over at det burde bringe flovhedens rødme op i hendes kinder, men istedet lade irritationen skylle over sig, grundet kulden der fandt vej til hendes krop meget hurtigt. Hun fandt det derfor heller ikke specielt underligt, da hun gjorde det næste hun gjorde.
I få skridt var hun ovre ved døren, og rev den åben med én hånd. Den anden snappede ud og fik fat i den mand der havde bevæget sig igennem gangen i egne tanker, og de sammenklemte fingre der holdt fast i hans arm, fik ham trukket ind i deres værelse. Han vaklede chokeret, og nåede knapt at få fodfæstet, før hun havde snoet ham ud af den skovmandsskjorte der havde lagt sig omkring hans skuldre.
Et enkelt ryk med døren skubbede ham ublidt ud af lokalet igen, så han faldt og hamrede hovedet ind i væggen på den anden side af gangen. Et par fingre smækkede døren i, og lagde sig omkring nøglen der klikkede drillende da døren låste sig. Et par hamrende bank lagde sig imod døren til deres værelse, men der syntes ikke at gå længe før manden gav op og begav sig videre henad gangen.
Hun snurrede omkring så hendes blik lå på Sean i et sekund, som for at se om han havde tænkt sig at gøre noget ved hendes tilsyneladende pludselige handling. Den blodsindsmurte hvide kjole der var stiv og kold grundet det størknede væske havde irriteret hende, hvilket medførte at hendes sanser havde rakt ud og fundet et klædeskab gående imod dem på gangen.
Eller ... Næsten et klædeskab.
Et par fingre krøb ned under den blodige kjole, og skubbede den med hurtige bevægelser op over hende. Kjolen blev sekunder senere sluppet af de slanke fingre, så den landede på gulvet med et blødt dump. Uden så meget som at lade tankerne strejfe at hun stod i undertøj foran ham, lod hun skjorten sno sig omkring sig, og lod hænderne glide ind i de alt for store ærmer. Hurtigt og elegant knappede hun knapperne sammen, sådan at hendes krop igen var mere eller mindre dækket. Skjorten var lige så lang som den kjole hun netop havde ladet falde, og dækkede dermed lige så meget som kjolen havde.

Hans hjem var stort, han havde netop...Eller nej, det var faktisk ret lang tid siden, havde han købt et nyt hus i byens finere ende. Han havde derefter brugt penge og tid på at folk satte det i stand, efter hans anvisninger. Ekstra tykt og hårdt glas, tykt og tungt træ til dørene, jernbeslag, tjørnebuske som ville irritere og forsinke evt. luskede personer ved siden af hans hus. En sikret kælder, hvor han gemte de vigtigste ting. Våben og førstehjælpskasser rundt om i huset, i tilfælde af forskellige ulykker. En butler der kunne slås og så et sår sammen, som var loyal og kendte husets hemmeligheder. En kok der kunne bikse en gift sammen i søvne. Hemmelige døre overalt i huset. Han havde taget sine foranstaltninger og havde derefter slettet en del spor og gjort sig kendt hos sine naboer, deltaget i deres selskaber. Både for at lære dem at kende, dem, deres hemmeligheder og for at høre rygterne. Og fordi gode naboer altid kunne hjælpe i en situation eller hvis de så en mistænkelig skygge foran hans hus en dag...
Kombineret med han kun viste huset til folk han stolede på eller som alligevel ikke kom ud i live. Han havde haft brug for et sted at bo, at slappe af og nu havde han et. Hans fjender ventede lige udenfor, i hver en busk og hvert et hus, i hvert fald de fleste. Så der var ingen problemer, han fandt dem hvis han havde brug for ham, men end til da gemte han sig hjemme i sit marmorslot, et yderst solidt og tungt materiale. MEn alt det betød ikke noget nu.

Han holdt øje med hende, da hun ret ligegyldigt, over for et af de samme folk hun gladelig ville hoppe i døden for, fik frarøvet sin skjorte. Han forstod hende godt, hende tøj var vådt og beskidt og ingen ville føle sig tilpas i sådan noget. Hans blik gled over hende krop, da hun skiftede tøj, dog langt fra på en ulækker, pervers måde. Mere en studerende måde. Til sidst rejste han sig op fra sengen og strakte sig, så lang han var.
"Ærlig talt, Del. Jeg har ikke tænkt mig at have sex med dig, jeg ville bare se om jeg kunne få dig til det. " han sendte hende et frisk smil, som om de i virkeligheden bare havde leget.
"Jeg tror ikke nogen af os ville finde det særlig nydelsesfuldt alligevel og jeg har ikke tænkt mig at spise dig. i stedet må jeg nok hellere hjem. Jeg har andre ting at lave, end at drille dig" han blinkede kort til hende, da han trak sine sko på igen.
"Men rart at snakke" Eller noget, i hvert fald.

//OOC: Vi snakkede i chatten og lavede en out dér, right? Eller skal jeg lige skrive et out her? Vi er jo blevet enige om at det er afsluttet, men skulle bare lige være sikker^^