Som at starte forfra, bare med en lykkelig slutning. Er det ikke? (Neph)

Hun så vredt på ham.
"Et kvindetræk? Så siger vi det." Nu gad hun ikke mere. Hun ville gå sin vej, forsvinde helt. Men hun kunne ikke rykke sig ud af flækken. En lille følelse af et savn, en trang. Hn bed sammen. Hvorfor kunne hendes krop ikke bare være... For fanden hvor frustrerende!
Hun så på ham, og så lidt ned.
Hun kunne mærke vreden dampe lidt af. Nok til at hun trak sine hjørnetænder tilbage.

Han så lidt på hende og lagde armene over kors. Han havde heller ikke lyst til at gå, selv om han både følte sig vred og fornærmet. Men han viste heller ikke hvad han skulle sige, hun viste hvordan han havde det og hvad han tænkte om det. Og sådan stod han, end til hans arme gled ned langs siden og han vendte om for at få...Der var ikke mere at sige imellem dem. Det var ødelagt og det havde det sådan set altid været. han viste hun ikke bare ville acceptere og tilgive ham døden på deres søn så let som hun havde gjort! så hvem var enlig blevet udnyttet? Hans kærlighed til hende eller omvendt? Lige nu følte han mest at hun havde udnyttet ham, for hun måtte vel have vist at hun ikke ville kunne tilgive ham...Og det kunne han have sagt sig selv. ingen ville være venner eller tæt på ham, uden at opnå noget, udnytte ham...Det havde der aldrig været!

Farvel Sean..." Hviskede hun sammenbidt, prøvede at holde følelser ude af sine ord, men man kunne tydeligt hører at hun ikke ønskede det.
Hun gik hen mod sin taske der var landet på jorden.
Blodposerne var faldet ud på jorden, spredt i en radius på tre meter.
Hun begyndte at samle dem sammen, rystende

Han så lidt på hende, stoppet op.
"Så det er altså farvel. Det undre mig ikke" svarede han kort, bryskt. han brød sig ikke om det, men han havde vel altid vist hun bare ville forlade ham, når hun havde fået hvad hun ville.

"Det kan vel ikke være andet... Du lader ikke til at ønske andet..." Sagde hun stille, mens hun samlede sine ting sammen og tog tasken op på skulderen igen.
Hn så lidt bover på ham.
"Jeg ved ikke hvad du ønsker... Jeg ved det jo ikke mere..." Sgde hun stille

Han så hen på hende.
"Jeg nævnte aldrig noget om et farvel. Det gjorde du." svarede han kort tilbage. Hun skulle ikke stå og sige det var ham igen, når det var hnede selv!
"Nej, du ved ikke hvad jeg ønsker. Jeg ved heller ikke hvad du ønsker. Så hvad vil du med den sætning?"

Du misforstår mig..." Sagde hun stille.
"Du tilgav mig aldrig st jeg dtak af med drengen... Jeg kan jo ikke. Bebrejde dig det. Jeg tror bre ikke at vi kan være sammen.." Sgde hun stille.
"Hverken som venner, eller noget sndet.." Hn så ned

han grinte kort, ikke en kold latter, heller ikke en glad. Bare en latter. Lidt mistroisk en måske.
"Jeg? Jeg tilgav dig der i gyden, hvor vi snakkede om det. Du har aldrig tilgivet mig at jeg slog ham ihjel, lige meget hvad du siger. Ellers havde du aldrig bragt det op igen" svarede han kort.
"og jeg tror ærlig talt heller ikke der er nogen grund til at fortsætte samtalen, hvis vi bare bliver ved med at beskylde hinanden for alt muligt, om det så er sandt eller ej" svarede han tilbage.
"Jeg tror godt vi kan, vi har jo været det et par gange efter hånden...Jeg tror bare vi er meget forskellige. og meget stædige"

''Jeg er træt af at lade som om jeg er noget jeg ikke er... Jeg dur ikke som ven, elsker eller noget andet. Det har jeg jo lige bevist...'' hun så på ham, stille.
''jeg tør ikke sige 'vi ses' for jeg ved ikke om jeg så lyver... Jeg ved at jeg ikke kan forvente at du vil forsætte vores 'åbne forhold' efter det her, og det kan jeg vel ikke gøre andet end at accepterer. Så... hej...'' Hun rettede på taskeremmen.
Hun var usikker. Hun ville ikke gå, men havde hun noget valg? Hun var svag, alt for svag, når det kom til Sean. Hun kunne ikke engang kramme ham...

"Det siger du. ikke jeg" gentog han for at understrege at det var fortolkninger hun havde om sig selv, ikke noget han havde sagt.
"Jeg tror ikke du vil fortsætte vores åbne forhold. Bortset fra du ikke kan accepterer den person jeg er længere, har kvinden en ubehagelig tendens til at føle ejerret over en mand, hvis de bare har været i seng en gang...andre gange endda bare når man har kigget på dem..." Ali havde været tæt på det. Følte han i hvert fald...måske havde han bare misfortolket det...men han turde næsten ikke håbe på de to nogen sinde kunne have et ordentligt forhold til hinanden længere.

''jeg...'' hun så ned.
''jeg sagde til dig, at jeg ikke kunne hindre dig i at leve dit daglige liv... Jeg lovede dig det.'' sagde hun stille.
Hun var simpelthen for svag! Kylling! Jo, hun ville have ham for sig selv, men det var ikke hendes beslutning..

Han så lidt på hende og sukkede svagt.
"Men det ændre ikke på du vil have mig. Gerne for dig selv. og det kan jeg ikke. Jeg har prøvet det nogle gange nu. Ingen af gangene er det endt godt. Jeg gider ikke prøve igen" svarede han

''jeg ville ikke...'' hun så tøvende på ham, og rystede på hovedet.
''jeg bad dig ikke om at ændre dig. Jeg bad dig ikke skride fra Alane, eller blive en archdemon, eller noget andet. Jeg ved godt at du tror at jeg forlanger at du kun har mig. Men det er ikke fair. Ikke for nogen af os.'' sagde hun og så lidt ned igen.

Fair? Fair hvad? Fair at han...ja, hvad? Den fik han ikke helt fat i...
"Nej, det var min egen skyld. Jeg giver heller ikke dig skylden for dem. Jeg siger bare jeg ikke gider forsøge mere. folk, eller kvinder i dette tilfælde, må leve med at få mig som jeg er, når jeg er der, eller slet ikke. Jeg vil ikke bindes fast til noget eller nogen...Og tro mig, det vil ende galt for os begge hvis vi prøvede...jeg kan ikke leve med det. Det ødelægger mig. Jeg er ikke skabt til det." Han var incubuc...han var skabt til at have sex med tilfældige kvinder næsten hver dag. tanken om et fast forhold...tja, han havde prøvet. men kunne ikke. Desuden gav et åbent forhold ham også lov til at have Ali...og omvendt. ikke fordi han udnyttede dem...Men fordi han holdt af dem begge...Well...efter i aften var der nok også kun Ali tilbage efterhånden. Det var kun et spørgsmål om tid før han også fik skubbet hende væk.
Mørket sænkede sig over dem, nu hvor solen var helt væk.

Hun rystede på hovedet.
''jeg har det fint med et åbent forhold... jeg vil bare være tæt på dig..'' sagde hun stille.
Hun så ned inden hun så på ham igen.
''jeg har ikke lyst til at tale mere nu...'' sukkede hun inden hun begyndte at gå.
Hun gad ikke mere. Hun kunne ikke mere...

"Nej, selvfølgelig ikke..." det var hende der havde sagt han kunne tale med hende, hvis det var. men sjvot nok var det ende der ikke gad.
han rystede kort på hovedet, vendte ryggen til hende og gik selv.

Hun begyndte at gå, uden at sige mere. Hun rystede, og hun havde ondt i ribbenene. Men hun sagde intet. Hun gik bare.

//out.//

//Out//