Et sted at skjule sig...(Luce)

S: doomsville city
o: huse, folk...
T: eftermiddag
V: solen skinner, det er næsten vindstille og næsten lunt i vejret.

Huset havde to etager og var tydeligvis lige sat i stand. Hvis man spurgte folk om hvem der ejede det, ville de sige at for nogle måneder siden havde en familie gjort det, men de var blevet fattige og deres hus taget fra dem. De boede nede i gyderne nu. Men derefter havde en fin, ung herre overtaget det og bygget en del om. Men de viste ikke rigtig noget om den unge herre endnu, anden end han så flot ud når han gik rundt i gaderne. Han skulle vist være meget rig og et vist sted også magtfuld.
huset var også flot, med en grøn, lys farve. Vinduerne var nye, skinnende og tydeligvis af flere lag glas for at forhindre nogen bare kunne slå dem ind. Døren var en stor egetræsdør med jernbeslag, som holdt den fast. Ude foran stod nogle flotte roser, som endnu ikke havde hverken blade eller blomster fordi det kun lige var forår. En lille gang førte fra gaden og de tre-fire skridt op til døren, et lille trin man skulle stå op på for at banke på døren eller ringe i stroppen ved siden af.
Dette var huset Luce havde fået adressen på.
Sean var dog hjemme, han havde tænkt sig at lave dette til sig permanente hjem så han var i gang med at sorterer nogle papirer i det der skulle blive hans arbejdsværelse.

Der var gået nogle uger siden Luce var blevet kidnappet af Rafael. Dæmonernes leder. Eller var det en måned siden nu? Det kunne hun ikke helt huske, men hendes fødder havde endelig healet sig igen, men de var stadig følsomme, men der var kommet et rimeligt tykt lag hud på undersiden og nu kunne hun gå igen. Hun havde stadig svært ved og være der hjemme for længe ad gangen og hun havde haft et helveds skænderig med John efter hun kom sent hjem sidst hun var sammen med Sean. Han havde opdaget, at hun var blevet båret hjem pga alle rygterne var gået rundt i byen derefter. Hun kunne ikke gå nogle steder længere uden folk kiggede underligt på hende og snakkede i krogende. Hun kunne ikke tage det. Hun havde siddet i flere dage og undret sig over om hun skulle se på den adresse Sean havde givet hende den aften han bar hende hjem og nu havde hun så bestemt sig. Både fordi hun havde brug for og komme væk fra familien som ikke forstod hende rigtigt og fra folke mængden som snakkede i krogende om hende. Hun havde sat sit lange sorte hår i en hestehale og havde en Lilla top på og et bar sorte trekvart bukser på der sad løst til hende. Hun havde også et par sorte sko på som ikke sad for stramt om hendes fødder for hun var stadig lidt øm, men det var ikke så slemt som det havde været. Hun gik roligt hen af gaderne hen imod den adresse hun havde fået. Da der var gået noget tid. Hun havde ikke helt styr på hvor længe hun havde gået, men det var sådan set også ligemeget for nu stod hun lige udenfor huset. Hun kiggede lidt på det *Flot hus* tænkte hun. Hun gik langsomt hen til døren og bankede på døren.

En butler åbnede. En ældre mand, klædt i mørkt tøj. Hans grålige hår var redt tilbage og han havde en ret rank holdning. Sean havde fundet ham og betalt ham for at få huset til at virke som et almindeligt rigmandshus så ingen naboer ville stille spørgsmål. Mere end normalt. og det var sket, til gengæld havde manden lært nogle tricks, så Seans fjender ikke bare kunne løbe om hjørner med ham. Denne mand tog nu i den tunge og solide dør, låste og lod døren glide lidt op, så han stod foran Luce.
"Hvad ønsker fruen eller frøkenen?" Spurgte han, hans stemme var let, men med en sær accent.

Sean sad oppe på arbejdsværelset og havde netop kasseret nogle papirer ned i en stor pose. Når han var færdig ville han brænde posen, så ingen ville finde disse papirer, som stadig kunne skade, selv om han ikke længere kunne bruge dem. han viste intet om sin ny egæst.

Luce stod og ventede på, at døren blev åbnet. Hun kiggede lidt rundt og følte sig lidt dum. Hendes hestehale var fløjet ind over den ene skulder pga vinden lige havde taget og kærtegne hendes hår. Hun pillede lidt ved enderne af håret. Det trængte nu til og blive studset lidt det måtte hun indrømme. Hun hørte nogen bag den anden side af døren. Hun slog hestehalen tilbage over skulderen og kiggede på døren der gik op. Hun kiggede på manden der havde åbnet døren. Hun havde på en måde forventet, at det var Sean der åbnede, men inderst inde vidste hun også godt, at det nok ville være lidt underligt eftersom han bor i et så stort hus. Hun kiggede kort ned på sin mave. Hendes mave var blevet lidt større end den plejede, men det var ikke så slemt, så hvis man ikke havde set hende inden hun blev voldtaget, så ville man være usikker på om det var starten på en graviditet eller om den så sådan ud til hverdag. Hun smilte kort til manden foran hende "Kan jeg træffe Sean?" hun lød lidt usikker. Hun kiggede rundt og håbede inderligt, at han var hjemme for hun havde brug for og føle tryghed. Det havde hun ikke fået i noget tid og dagen var nu heller ikke startet særlig godt heller. At starte dagen med et skænderig kan virkelig ødelægge end humør.

Manden kiggede ned af hende og overvejede åbenbart hvad han skulle gøre. Han overvejede at kræve navn og ærinde, men blev enig med sig selv om at hvis han skulle spørge alle det, som kom forbi her, blev han aldrig færdig. Han havde ellers advaret sin herre om at have folk vandrende ind gennem hoveddøren...Og de fleste brugte nu også bagdøren eller kom anstændigt påklædt, så Sean kunne fortælle naboerne de var forretningsfolk.
Han flyttede sig og med en gestus viste han hende indenfor.
Han lukkede og låste døren bag hende.
"De kan vente her mens jeg henter Herren" nikkede han venlig og begav sig hen til trappen. Trappen startede midt i den store hal, førte op og spredte sig så i to, en til hver side, som hver førte op til resten af huset.
på begge sider var der døre der første til andre rum i huset.

Sean rettede sin ben under sig, da han sad på gulvet. Da der blev banket på døren sagde han kom ind og så sin butler stå der.
"Herre. En ung kvinde kom og bad om at se dig" Sean nikkede let og rejste sig op.
"De viste hende vel ind?"
"hun venter i hallen, sir." Igen nikkede ha, skubbede til nogle papirer med den ene fod, men rettede så på nogle krøller i tøjet. han havde nogle sorte bukser på, men af finere stof end det han plejede at bruge. Han havde en hvid skjorte på, hvortil han havde en sort vest ud over. Hans mørkebrune hår var for en gangs skyld redt tilbage, bortset fra hans pandehår, som faldt let ned i panden på han. Hans mørke øjne, de fire ar tværs over ansigtet...
Han lukkede døren efter sig og bad Butleren om at gøre noget at drikke klar. han viste endnu ikke hvem kvinden var, men det blev sikkert nødvendigt. Ellers kunne han altid selv bruge det.
Han gik ned af gangen og begyndte at gå afslappet ned af trappen, lod blikket glide ned til marmorgulvet...Og Luce. han stoppede overrasket op på trappen et øjeblik, men gik så resten af vejen ned til hende. Hans smil voksede lidt.
"Luce!" han havde ikke forventet at møde hende igen...nuvel, han havde været i et lunt hjørne da de mødtes. Men han havde dog ikke troet hun faktisk kom...

Hun kiggede lidt nervøst på butleren. Hun kiggede lidt rundt. Ville han stille hende en masse spørgsmål? Hun ville helst ikke snakke med andre end med Sean om hvad grunden var til hun kom her. Hun sukkede lettet da han lod hende komme ind uden og stille nogle spørgsmål. Hun smilte kort til butleren og gik indenfor. Hun kiggede rundt i hallen hun var kommet ind i *Wauw* tænkte hun. Hun var meget overrasket over og se stedet. Selve huset udefra havde overrasket hende. Hun havde troet det var en lille hytte som folk sjællendt ville komme hen til. Det ville hun ihvertfald haft villet have, hvis hun ville have fred for mange ville helst have så lidt kontakt med dem som så fattige ud. Hun nikkede til butleren og smilte kort igen. Hun kiggede efter ham da han gik hen til trappen.
Hun kiggede rundt og var blevet lidt nervøs. Hun fumlede lidt med sine hænder imens hun stod og ventede på Sean kom. Hun kiggede op af trappen da hun hørte nogle skridt. Hun smilte kort da hun så, at det var Sean der kom. Hun lagde mærke til, at han stoppede og så overrasket ud da han opdagede, at det var hende. Hun smilte igen mere roligt og så på ham. Meget kunne man sige om ham, men flot fyr var han altså og hans krops bygning var i hendes øjne meget mandigt. Hun så roligt på ham da han nu stod foran hende "Hej Sean" hendes stemme var mere eller mindre nervøst. Hun kiggede roligt på ham "Øhm...håber ikke jeg forstyrrede dig i noget vigtigt" man kunne sagtens høre i hendes stemme, at hun var lidt flov over bare og komme uden og give besked inden. Hun kiggede lidt rundt i den store hal som stadig overraskede hende meget. Hun kiggede stille på ham igen og smilte roligt til ham.

Han grinte let.
"Overhoved ikke. Du er en behagelig adspredelse for det slavearbejde jeg var i gang med" smilte han roligt og gjorde en gestus mod den nærmeste dør.
"Lad os sætte os og snakke. Sigmund kommer med lidt drikkelse til os om lidt" smilte han og viste vej over til en af de lukkede døre, igen en massiv i egetræ, men nu i almindelige størrelse og nemmere at åbne og lukke. Sean åbnede døren og lod Luce gå først ind i opholdsstuen. (http://static.guim.co.uk/sys-images/Guardian/Pix/pictures/2012/11/21/1353514790119/Image-of-living-room-with-001.jpg)

Han gjorde gestus til hun kunne sætte sig i den stol hun ville og gik selv over til vinduet og kiggede ud.
"Huset er nyt. Jeg har renoveret det og gjort det nyttigt for de ting jeg arbejder med. Men jeg er også en eftersøgt mand, så jeg ville sætte pris på du ikke nævner stedet for nogen eller viser nogen herhen. Jeg regne med at bo her mere permanent" han vendte sig om mod hende og smilte let til hende.
"Men nu til noget mere interessant. Hvordan går det?"

Hun smilte roligt til ham. Hun var blevet noget roligere nu end hun havde været for et øjeblik siden. Hun var glad for hun ikke forstyrrede ham "Det var godt for ville ikke bare komme og forstyrre dig sådan uden videre" hun smilte roligt til ham og nikkede da han sagde, at de skulle gå hen og sætte sig. Hun fulgte roligt med ham. Hun gik roligt ind først og smilte venligt til ham da hun gik forbi ham. Hun så rundt i stuen. Det så meget hyggeligt ud. Hun stod midt i opholdsstuen og kiggede rundt. Hun var meget overrasket over, hvor flot der egentlig var i denne opholdsstue. Hun smilte roligt og gik hen og satte sig på stolen der stod lidt væk fra vinduet. Hun kiggede hen imod ham og smilte. Hun kunne sagtens mærke, at hun havde gået mere end hun havde været van til den sidste måned. Hendes fødder dunkede lidt, men det var ikke så slemt igen. Hun så på ham "Skal nok lade være med og sige noget" hun smilte venligt til ham og der var ærlighed i hendes stemme. Hun så rundt "Men du bor også virkelig flot her så det er forståeligt, at du vil bo her mere permanent" Hun forstod ham nu også godt og tja hun ville aldrig kunne fortælle andre om stedet. Hun kiggede på ham og smilte "Tjo det går sådan fint nok. Mine fødder er healet sådan rimeligt sammen igen så jeg kan gå, men det kan godt mærkes, at de ikke er helt friske endnu og der hjemme tja..." hendes stemme knækkede. Det havde ikke gået så godt der hjemme som hun ville have det. Hun ville kunne være sammen med sin søn uden og skulle tænke på det barn hun gik med i maven nu og være sammen med John uden, at skulle krydsforhøres om hvor hun havde været og om hun havde været sammen med den elsker, som folk snakkede så meget om i byen. Det havde været et helved så og sige hvis hun skulle være ærlig. Hendes smil var forsvundet og mere trist. Hun kiggede på ham og prøvede og smile et smil som skulle ligne et ægte smil, men det så ikke så ægte ud som hun ville have det "Der går ellers mange rygter rundt i byen for tiden" hun så på ham og smilte.

Han smilte lidt til hende og brugte et øjeblik på at bedømme hende, da det bankede på døren og butleren trådte ind med en lille bakke, som han gik ind og stilte på bordet.
"Jeg viste ikke hvem der kom eller hvad du har lyst til. Men Sigmund har vist sørget for lidt the og kiks...Tak Sigmund. Lad ingen forstyrre os" Sigmund nikkede og fortrak sig. Han lukkede døren efter sig. Sean gik over og hældte nogle gyldent the op i et af krusene og blandede det med lidt sukker.
"Vil du have?" han ville give hende det, hvis hun sagde ja.
Bagefter satte han sig i den ledige stol og så lidt hen mod Luce.
"Dog du kan gå. Og du ser generelt også mere frisk ud nu. Men man kan også se der stadig er ting der piner dig. måske mest derhjemme, at dømme efter hvor du stoppede" han smilte let til hende og følte sig selv afslappet i den bløde stol.
"Du ligner en der er til starten af at være gravid. Jeg beklager at fornærme dig sådan, hvis det dog bare er dit normale udseende..." han havde jo set hende før, men det kunne jo være hun bare havde været tynd der, men havde fået mere at spise nu. Det viste han jo ikke. Han så afventende på hende.
"Hvilke rygter?"

Hun så hen mod ham og smilte. Hun viste ikke om hun havde sagt for meget eller hvad han syntes om det hun havde sagt. Hun kiggede hen mod døren da det bankede på og butleren kom ind. Hun smilte venligt til ham og så hen på Sean da hun hørte ham snakke "Det er helt fint" hun smilte roligt til ham. Hun kunne ikke rigtigt huske hvornår hun sidst havde følt sig så tilpas som nu. Hun kiggede efter butleren da han gik og så hen på Sean igen, som nu var igang med og røre sukker rundt i et krus. Hun smilte rologt til ham "Jo tak" hun tog krusset da han rakte hende det. Hun holdt det med begge sine hænder og kiggede lidt ned i the'en som om hun ledte efter noget i den.
Hun kiggede hen mod ham igen. Hun så på ham og lyttede til det han sagde "Du har ret...det er det der hjemme og noget andet også" hun så kort ned og spekulerede over om hun skulle fortælle ham det eller om hun skulle holde mund. Det var meget svært for hende og bedømme hvordan hun skulle snakke til folk efter episoden. Enten snakkede hun for meget eller også spurgte hun for meget ind til ting. Alt var vendt rundt i hendes hoved. Hun fortsatte efter noget tid "Det bare svært og bo sammen med en dæmon der er jaloux og lytter til rygterne der går rundt i byen og sammen med en der hænger sig i ting som han alligevel ikke kan forstå" hun sukkede kort og så trist ud. Hun kiggede ned i jorden. Hun kiggede op på ham da hun hørte, at han nævnte noget med gravid. Endnu en gang havde han ramt plet. Han kendte hende sikkert bedre end hun selv gjorde eller også var hun vel bare ligesom en åben kedlig bog ingen gad og forstå. Hun så på ham "Igen havde du ret..." hun sukkede kort og fortsatte "Er gravid..." hendes stemme var blevet trist og tårerne pressede på hendes øjenkroge. Hun drak lidt af the'en og så på ham igen. Hun tørrede tårerne væk fra øjenkrogende og så på ham igen "Efter den aften du bar mig hjem sidst ikke? Alle dem der så det har fået det til og løbe rundt på gaderne som om jeg har fået mig en lille elsker som så de sikkert mener er dig" hun kunne godt selv høre hvor latterligt det egentlig lød, men sådan var det jo.

Han så på hende, hver eneste lille forandring i hendes ansigt, efterhånden som hun for fortalt tingene. Han forstod ikke helt deres næsten venskabelige forhold. Han havde undskyldt sig med at han havde brug for at bevise for andre og sig selv han stadig kunne være god nok, men enlig viste han ikke om det var sandt eller om han faktisk behøvede det. Til sidst var han bare nået frem til at det kunne være lige meget med hvorfor...Det skete bare og han nød at hun slappede af i hans omgivelser. Han sendte hende et opmuntrende smil, når hun kiggede usikkert på ham. Til sidst nikkede han let.
"Så det er der hunden står..." han så lidt på hende mens han tænkte over det.
"ønsker du dig barnet? Jeg formoder det nok det ikke er din dæmon derhjemme der er far til det. Ellers ville han vide rygterne ikke var sande eller er skide ligeglad..." han så lidt på hende.
"Og så er der jo altid rådet om at forlade ham, når han er så skadelig for dig. Jeg vil ikke undskylde hans opførsel, han er dæmon og jeg har sikkert grund til at være stolt af ham på vores egen helt absurde måde at være på, men i forhold til dig lyder han ikke som et sundt bekendtskab" Han pustede let til sin the og tog forsigtigt en tår, hvilket resulterede i han brændte sig lidt på tungen. Han skjulte det dog galant med simpelt at føre hånden op til munden som om han tørrede en dråbe af læberne eller noget lignende.

Hun kiggede på ham og smilte usikkert. Hun havde sikkert snakket for meget, men der var noget ved ham som fik hende til og føle sig tryg. Det var så underligt og hun forstod det ikke rigtigt. Der plejer og skulle være meget mere til, at man kunne føle sig tryg ved andre, men hun følte sig helt tryg til ham. Hun lyttede til det han sagde og nikkede så "Jeg vil ikke have barnet, men samtidig tør jeg ikke og få det fjernet. Ved ikke hvad...Rafael ville sige til det og samtidig det, at skulle fjerne et barn bare sådan er forfærdeligt..." hun kiggede ned i jorden. Hun havde fået fjernet et barn før. Da hun var yngre. Faktisk helt ung. Det brændte stadig inden i hende efter det. Hun havde fortrængt det, men nu var det kommet tilbage og det hadet hun. Hun skød tanken fra sig igen og kiggede op på ham "Det er Rafael der er faren til barnet jeg går med nu" hun sukkede lidt og fortsatte "Ham der hjemme er bare generelt jaloux, det er vel en typisk mande ting tænker jeg." hun smilte drilsk. Hun kunne ikke lade være. Det hele var blevet så alvorligt og nu ville hun have det ændret lidt. Hun tog sig en tår af sin the og smilte "Det er en god the din butler har lavet" hun smilte venligt til ham og rejste sig. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud. Det var en fantastisk udsigt han havde her det måtte hun indrømme. Hun smilte roligt og vendte sig hen imod ham igen "Det er en god udsigt du har her" hun lænede sig ind mod vindueskarmen og så rundt. Hun kiggede stille på ham igen "Sean...Hvad skal jeg gøre?" hun kiggede på ham med et spørgende blik. Hun hentydet til barnet og hvad hun skulle gøre psykisk ved sig selv. Nok havde hun en søn allerede og elskede ham, men han mindede hende alt for meget om det barn hun gik med nu.

Det overraskede ham at hun så åbenlyst spurgte om råd. Det havde han ikke regnet med, han var jo ikke ligefrem en psykolog eller noget i den stil. Tanken om at modtage patienter hver dag morede ham lidt.
"Jalousi...Åh, jeg ved ikke helt om jeg kan undsige mig den, men jeg har sjældent følt den over en kvinde...Jeg får ofte dem jeg vil, men også for mange på en gang" smilte han let og hemmelighedsfuldt. Han levede af kvinder, men rent kærlighedsmæssig havde det været noget værre rod. Me det havde han ikke tænkt sig at snakke om.
han nikkede lidt som tak til hendes komplimenter. Ja, hans butler havde forskellig slags the i køkkenet og viste ofte lige hvilken slags the han skulle servere hvornår. Et sjovt lille talent.
Han så tænksomt på hende, som hun stod der ved vinduet og så på ham og i et øjeblik mærkede hans et ansvar på sine skuldre.
"Du kan føde barnet og give det til mig. Han behøver ikke vide noget...Eller også gør han. på den måde er det væk fra Rafael, du kan komme og se det når du vil, hvis du vil og det ville være beskyttet mod andre. Igen, hvis du ikke ønsker dig barnet kan du stadig give det til mig. Jeg vil opdrage ham til at være en af mine mænd, en medbestemmende i klanen eller give ham en god rang. " han så lidt på hende.
"Men det er bare en løsning. Jeg kan også dræbe det for dig, når det er født..." et kort øjeblik gled billedet af hans egen døde søn gennem hovedet på ham, før han fik fortrængt det igen.
"Hvad angående din mand, kæreste eller hvad han. Så forlad ham. Jeg kan give beskyttelse, hvis han jagter dig. Jeg er sikkert i højere rang end ham og kan give ham ordre til at blive væk fra dig. Hvis han ikke gør, jeg har en god grund til at...Fange ham" han havde været ved at sige torturere, men det var måske ikke det bedste ord her og nu.
"Rent følelsesmæssigt ved jeg dog ikke om jeg kan give nogle brugbare råd" han tog afslappet en tår af sin the og smilte let til hende.

Hun kiggede roligt på ham og lyttede til det han sagde "Så du et sær tilfælde" hun smilte kort, men smilet forsvandt lige så hurtigt igen som det var kommet. Hun så på ham. Hvad var der med ham som gjorde, at hun følte sig tryg og kunne snakke og spørge om alt. Hun kiggede på ham og lyttede til hans råd om, at hun kunne give barnet til ham og lade ham beholde det eller give ham det og lade ham dræbe det. Hun ville ikke kunne få sig selv til og bede ham om og dræbe det. Måske kunne hun lade ham få barnet under hans varetægt for han virkede til og ville have det og passe på det. Men ville han være som en far for barnet eller hvad ville han? Hun kiggede tænksom på ham "Ville du være som en far for ham eller behandle ham som en...slave..." hun havde svært ved og få ordet slave ud, men hun ville lige være sikker på, hvordan han ville være overfor barnet og hvad med Rafael? Hvad nu hvis han vidste, at hun var gravid og hvad nu hvis han havde en tanke om barnet og hvad han ville gøre ved barnet efter det er født? Tankerne kræssede rundt i hovedet på hende. Hun kiggede på ham "Hvad med Rafael? Hvad nu hvis han gjorde mig gravid med vilje og havde en bagtanke ved det?" hun måtte vide det inden hun tog nogen beslutning. Hun ville ihvertfald være sikker på, at barnet havde det godt og, at hun ikke ville komme i problemer, hvis nu Sean fik ansvaret for barnet. Altså det gode var, at hun altid kunne besøge barnet derefter og hun stollede på Sean og troede på det han sagde. Hun gik hen og satte sig i stolen igen og tog sit krus med the som hun havde stildet på bordet da hun havde rejst sig op for og kigge ud af vinduet. Hun drak lidt af sin the og kiggede på ham. Hun lyttede til det råd han gav hende om, hvad hun skulle gøre med John. Forlade ham? Hvordan kunne hun gøre det og hvad så med Bruce? Han ville blive knust hvis hans forældre gik fra hinanden. Men han ville sikkert have det bedre med 2 glade forældre hver for sig end sammen. Hun kiggede ned i the'en kort og så op på Sean "Måske har du ret, men hvad så med Bruce?" Hun kiggede lidt på ham og ventede på hans svar. Hun så lidt rundt "Må jeg se resten af dit flotte hus?" hun var blevet lidt nysgerrig for og se mere af hans hus.

Han smilte let og drak af sin the, mens hun snakkede, efterhånden som hun fik sig tænkt igennem tingene.
"Hverken eller. Jeg vil ikke være som en far for ham. Jeg er ikke skabt til familie, det kan du lige så godt vide. Men han vil heller ikke være en slave. Jeg bruger ikke slaver, tværtimod køber jeg dem fri som jeg kan bruge i min egen lille hær" han smilte let til hende.
"Jeg lever evigt, men der kan til hver en tid ske noget. Med det hele. Barnet vil enden blive en dæmon som sin far eller draconianer, som sin mor. Uanset hvad lever det længe. Fra baby af kan jeg påvirke det og lære det op. Og jeg ville kunne sige det var mit eget barn og ingen vil sætte spørgsmålstegn. Med tiden ville han eller hun kunne overtage min plads, når jeg har brug for det eller hvis der sker noget. Og så kan alt det jeg har bygget op..." han slog ud med armen som om han viste hende huset.
"...være i trygge hænder. Jeg har selvfølgelig allerede andre i tankerne og visse personer der allerede er i stand til det, hvis det skulle være. Men dit barn ville være et oplagt mulighed. Jeg har et stort rige under jorden. Rafael skal under alle omstændigheder forbi mig først. Og selv om han er min leder, har jeg opdaget nogle ting som efterhånden sætter spørgsmålstegn ved min loyalitet" han smilte let og så lidt på hende.
"Jeg kan få nogle mænd til at være hos dig, når du end ønsker det. Men de vil ikke kunne holde Rafael ude. Han er magtfuld. Hvis han virkelig vil have barnet og går igennem dig først, er den største beskyttelse jeg kan give, selv at være der så han kan gå direkte videre til mig, som stor for barnet"
Han rejste sig op og stilte koppen på bakken som det hele var båret ind på.
"Bruce gætter jeg på er dit eget barn. Jeg ved ikke hvad du skal gøre med ham. Men et barn har brug for forældre, skikkelser af lære fra. Skal han lære at det at være sammen kan være den rene pinsel? Den måde som det lyder til at din mand undertrykker dig på eller er imod dig, vil måske lære ham at være på samme måde. Hvis du går fra ham, har du mere fri tøjler til at lære dit barn om andre værdier og om at tingene ikke altid behøver at være som de er?" Han gik over til døren og så smilende tilbage på hende.
"Lad os endelig se os omkring..." han åbnede døren og holdt den for hende.

Hun kiggede på ham da hun var færdig med og snakke og drak lidt af sin the. Hun kiggede ned i den. Hun havde allerede drukket det hele uden og vide det. Det mått haft været en virkelig god the siden hun havde drukket den allerede. Hun kiggede på ham og lyttede roligt til det han sagde. Det gjorde hende nu mere rolig da han sagde, at han ikke brugte slaver og det med familie kunne hun sådanset haft sagt sig selv, men man viste jo aldrig med folk. Hun smilte kort til ham og lyttede videre til det han sagde. Hun tænkte lidt over det, måske kunne han bare få barnet efter hun havde født det. Så slap hun ihvertfald er med det, men alligevel ville det nok være svært og give sit barn væk til en anden. Hun måtte bruge noget mere tid til og tænke over det. Hun smilte roligt til Sean "Det lyder ret godt det du siger, men må tænke lidt mere over det. Stoler ihvertfald meget på dig så tør ihvertfald godt og lade dig få det. Men med hensyn til dine mænd vil jeg nok helst beskyttes af dig for..." hun sukkede kort og fortsatte "Har svært ved og stole på folk jeg ikke kender" hun kiggede alvorligt på ham og samtidig havde hun et glimt i øjet af tryghed. Hun forstod stadig ikke helt hvorfor hun var så tryg i nærheden af ham, men var alligevel glad for det. Hun kiggede rundt i rummet og derefter hen på ham igen "Må vel snakke med John om det for Bruce er allerede ved og være fars dreng vil jeg nærmest kalde det" hun trak lidt på skulderen og kiggede efter Sean. Hun smilte roligt til ham og rejste sig og gik hen til ham. Hun nikkede kort til ham som tak for, at han holdt døren åben for hende og gik ud og ventede på ham ude i hallen, hvor hun kom ind. Hun kiggede på ham "Sikke en gentleman. Det er noget man sjældent ser nu om dage" Hun smilte roligt til ham og kiggede rundt i hallen.

han smilte til hende og lod døren glide i bag hende. Den lukkede sig med et lille klik. Sean slog ud med armene og snorede lidt rundt med et smil, da han viste hende hallen.
"Dette er hallen..eller entreen. Hvad folk nu ynder at kalder den." han blinkede til hende og hoppede nærmest op på trappen, livligt. Han gik nogle skridt op og vente sig så om mod hende og gjorde tegn til hun skulle gå med.
"Tænk alt det du vil. Jeg forstår det må være nogle store ting at tænke over. Det er jo meget af dit liv det gælder lige nu. Man kan vel sige du står på en skillevej." han smilte lidt til hende.
"Jeg kan kun være den kloge ugle...Eller i hvert fald ugle, der sidder i træet og kigger på dig" han gik længere op af trappen. hun sagde ligeud hun stolede på ham...Stolede på ham...En sætning der var så fremmed. Den stak ham. Et eller andet sted, gjorde den ondt. Som om den prøvede at rykke ved noget. Han havde ingen videre følelsesmæssig bånd til Luce...men de ord...Ingen andre stolede på ham! Camille, Neph...De stolede ikke på ham og især Neph havde kendt ham længe...Men for dem var han et monster...Og her var han, med næsten en fremmed kvinde, som pludselig mente hun stole på ham...Det burde hun ikke! Han havde lyst til at vende sig om og ryste hende, fortælle hende at han var et monster. I stedet kiggede han tankefuldt frem for sig, da han viste hende op af trappen og ned af en gang.

Hun kiggede roligt på ham og smilte. Han var en charmerende fyr og det rørte lidt ved hende indvendigt. Hun vidste ikke rigtigt hvad det var, men det var noget der generede hende meget. Hvorfor stollede hun sådan på ham? Hun stollede ikke en skid på ham første gang de mødtes eller inden hun besvimede lige i favnen på ham. Hvorfor var det lige præcis ham hun besvimede ind imod? Det kunne ikke gøre andet end give dem der så hende dengang i hans favn. Bevidstløs. Hun vidste virkelig ikke hvad der var gået galt længere men der var et eller andet. Hun kiggede rundt i hallen, som hun faktisk var kommet ind i. Hun kiggede på ham. Han lignte et barn der lige havde fået en gave. Hun smilte roligt til ham. Hun kiggede på ham og var klar for, at han forstod, at det var et svært valg hun skulle tage og var glad for, at han ville hjælpe hende så meget som han nu gjorde og støttede hende. Hun smilte til ham "Tak for, at du forstår mig" sagde hun stille og så efter ham da han nærmest sprang op af trappen. Hun grinte lidt af ham *Sikke et legende barn han lige pludselig er blevet* tænkte hun og grinte lavt. Hun gik roligt hen til ham og så hen imod gangen han viste hen til. Hun kiggede så roligt på ham igen "Hvorfor er det egentlig du har valgt og bo i et så stort hus, hvis du er eftersøgt?" hun vidste ikke om hun havde spurgt for meget, men hun var blevet meget nysgerrig og nu måtte hun få det, at vide.

Han viste hende ned af gangen, til de kom til at rum. Det åbent ud til gangen og styrkede følelsen af et hjemligt sted. Ikke bare et lukket sted med en masse døre. Dette lignede en lille stue med pejs, sofa, lænestole og reoler fuld af bøger. Nogle enkelte nips her og der, et billede af en ældre mand på væggen.
Han smilte let til hende. Hvordan skulle han forklare det? Selv havde han ikke tænkt meget over det, men nu hvor hun nævnte det, gled en masse tanker om hvorfor igennem hans hoved.
"Fordi jeg kan, tror jeg" han så over mod vinduet og gik derover for at se ud af det og ned på gaden hvor folk gik roligt forbi.
"Jeg har...formået at gøre vagterne mindre opmærksomme på mig og her mere frit spil. At placere mig højt oppe med mine egne vagter, giver mig en fordel. Jeg har jo pengene til det og kunne lige så godt bruge dem til min private lille borg, end at krybe sammen i et lille hul..." han vendte sig om mod hende igen
"Jeg har levet for længe nede i slummen. Dette hus passer bedre til den magt og styrke jeg forestiller mig jeg har. Det er det eneste jeg har tilbage..." et sørgmodigt glimt gled over hans øjne.
"...mine penge. min forretning og mænd. Mig selv."

Hun fulgte roligt efter ham ind til en lille hyggelig stue. Hun kiggede roligt rundt og smilte stille. Hun følte sig på en måde hjemme lige her. Ihvertfald lige i dette rum her. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt, men her var hyggeligt og virkede mere frit og et sted man sagtens kunne slappe af i end det rum de havde siddet og drukket te i. Den her stue fik hende til og tænke på hvor meget det andet rum mindede hende om en eller anden stue, hvor man kunne snakke med andre uden det var forretninger, men mere følelsesmæssige problemer som dem hun var kommet med. Hun lyttede roligt og tålmodigt til det han fortalte. Hun kiggede på hans ryg da han stod der ved vinduet og kiggede ud imens han snakkede. Hun tænkte lidt over hvad det var han havde gjort siden mange var efter ham, men ville ikke spørge ind til det for det ville nok virke lidt dumt og spørge om og meget dumt hvis hun spurgte lige nu. Hun gik lidt tættere på ham og stoppede da hun var nået til midten af rummet. Hun kiggede på ham og så han havde vendt sig rundt. Hun lyttede stadig til det han sagde. Hun ville ikke afbryde ham med alt muligt snak nu hvor han nærmest åbnede sig op for hende. Hun så på ham. Hun lagde hurtigt mærke til, at hans øjne blev mere sørgmodige. De havde virket for kort tid siden mere som et barn så på en julegave. Hun gik lidt tættere på ham da han var færdig med og snakke "Er det ikke lidt ensomt og bo her i et stort hus alene og kun med vagtere og tjenestefolk?" hun var blevet meget nysgerrig. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og så på ham "Må jeg spørge hvorfor du kun har det tilbage?" hun ville vide mere om ham. Det på en måde brændte inde i hende for og vide mere om Sean. Hvorfor vidste hun virkelig ikke og det irriterede hende som bare satan. Hun begyndte og spekulere på om hun spurgte ind til for meget. Det havde hun et eller andet med og spørge ind til alt muligt. Hun så på ham "Øhm du må endelig sige til hvis jeg spørger ind til for meget..."

hun lyttede bare og det gjorde ham opmærksom på at han nok sagde for meget. åbnede sig for meget. Han måtte ikke gøre samme fejl som så mange andre gange, at sige for meget, at binde sig til en person, selv om han helst ville være fri.
hans øjne gled over hende da spørgsmålene haglede ned over ham. Et svar gav altid flere spørgsmål, det viste han, og alligevel havde han gjort denne fejl. Han gik hen til hende og lod en finger gled ned langs hendes kæbelinje med et svagt smil.
"Du spørger om de samme ting, som så mange andre" han trak sig væk, gik udenom hende og gennem stuen. ud på gangen igen. Ensomt...Det ville han ikke svare på. Det var ensomt at leve evigt. Men man lærte at leve med det. Til sidst var det normalt og man foretrak det sådan.
"Du har åbnet dig for mig og forventer nu noget til gengæld. Og jeg kan fortælle dig lidt. Men kun lidt, hvis du ikke vil fyldes med de samme løgne som mine andre omgivelser..." han så tilbage på hende et øjeblik. Han virkede ret bestemt nu, men samtidig som om han holdt kortene meget tæt. Dette...var et punkt han var ked af de var nået til. Så mange andre var kommet til dette punkt, men så når han ikke ville åbne op for sig selv, blev de som regel sure og gik. Forsvandt ud af hans liv, selv om han allerede følte sig forbundet med dem på et følelsesmæssigt plan. Mentalt forberedte han sig på det samme igen. han endte med at ryste på hovedet.
"Jeg har ingen svar jeg ønsker at give dig" han så direkte på hende.
"Jeg er ikke en åben person. Jeg lytter, men deler sjældent ud om facts om mig selv. Min fortid er min. mine følelser er skjult. Mine problemer er kun mine" han trak let på den ene skulder.
"Noget folk som regel ikke forstår..." han vente sig halvt om og gik tilbage ned gennem gange, mens han råbte til hende:
"Du er måske utilfreds med mit svar, som så mange andre. Du er velkommen til at stille andre i håb om et svar. Men du er også velkommen til at gå..." han stoppede midt i sætningen. Som så mange andre...

Hun kiggede på ham og så med det samme, at hun havde spurgt ind til for meget igen. Hun vidste, at det kun ville ændre negativt hvis hun fortsatte. Hendes nysgerrighed havde sikkert ødelagt den tillid han måske havde fået til hende. Hun håbede det ikke, men havde en ide om, at det ville gøre det. Hun så på ham da han kørte en finger hen over hendes kæbelinje. Hun kiggede efter ham og vendte sig rundt og så på ham da han stod ude i gangen. Han virkede ikke til og ønske flere spørgsmål fra hende af og hun ville ikke kunne stille flere spørgsmål nu, hvor hans ansigtudtryk vidste, at hun hellere burde holde sin kæft lukket. Hun sukkede lidt og rystede på hovedet "Jeg forventer faktisk ikke svar fra noget af det jeg spørger om. Sikkert er der mange som gør det, men mange fortrænger også mine spørgsmål fordi jeg stiller for mange af dem og det gør, at de ikke vil svare på dem..." hun følte sig skyld i, at deres nogenlunde gode kontakt sikkert ville gå i smader nu ligesom hvis man smed en porcelænsskål på gulvet. Hun lyttede bare til og starte med og rystede på hovedet "Forstår godt, at du vil holde det tilbage. Jeg er vel bare ikke god til og aflæse folk når de mener det er for meget" hun trak lidt på skuldrene og så på ham da han gik. Hun ville ikke stille flere spørgsmål og havde på en måde ikke lyst til og gå. Ikke nu hvor hun følte hun havde ødelagt et eller andet. Hendes blik havde ændret sig til og være mere trist igen. Hun gik hen til ham og så på ham "Vil ikke stille dig flere spørgsmål for acceptere, at du helst ikke vil havde nogle spørgsmål om dig selv og det acceptere jeg fuldt ud" hun så op på ham. Hendes blik var stadig mere eller mindre trist.

Han så hen på hende, da hun kom ud i gangen til ham. Stoppede op og lod hende komme hen til ham. Hun var trist. Fordi hun ikke fik svar? det var den effekt han havde på folk...han gjorde dem triste.
"Tingene er så kompliceret...Selvfølgelig kan du ikke vide det, før du har taget en chance. Sådan er det med mange ting" han sendte hende et lille smil. Selv følte han ikke at særlig meget var forandret. Måske fordi han endnu ikke så Luce som en ven eller noget andet, ligesom hun stolede på ham. Det havde lagt et ansvar på hans skuldre og han viste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op med det.
"Jeg er et monster, Luce. du bør flygte fra mig..." han sendte hende et drillende smil.
Han gik ind af endnu en dør.
"Et gæsteværelse...et af nogle stykker..." en seng, et bord med en stol. Et lille skab. Ikke meget mere end det.
Han var ikke meget for at vise hende de mere private rum. hans værelse, hans arbejdsværelse...Og så var der rum der generelt var skjult fra folk fordi de indeholdte hemmeligheder og elementer fra hans arbejde.
Men han måtte jo bare vise hende lidt hist og her og håbe det var godt nok, at hun ikke bemærkede at han blev ved med at holde ting hemmelige...
det gik op for ham at han ikke ønskede at skræmme hende væk, som folk automatisk blev.

Hun kiggede på ham og prøvede og blive i bedre humør igen, men vidste ikke rigtigt hvordan. Skulle hun hellere gå og bare lade ham være? Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre og det gjorde det bare svære for hende og vide hvordan hun skulle takle tingende rundt om hende. Hun så på ham "Men jeg burde være bedre til og kunne aflæse folk når de mener jeg spurgte ind til for meget som jeg lige gjorde...igen..." hun sukkede lidt og kiggede lidt ned i jorden i lidt tid. Hun kiggede op på ham da han sagde, at han var et monster. Hun vidste ikke hvad folk fra hendes fortid ville betragte hende som hvis han var et monster. For hun blev betragtet som et monster dengang og ville hun sikkert stadig hvis hun mødte dem igen. Hun grinte lidt af ham da hun opdagede, at han smilte drillende til hende. Hun puffede drilsk til ham og grinte lidt. Et ægte grin. Hun så på ham "Hvis du er et monster ved jeg virkelig ikke hvad folk fra min fortid ville kalde mig" hun havde stadig lidt latter i stemmen efter hun havde grint af det han havde sagt. Hun frygtede ham ikke og hvis han var et monster var han virkelig god til og skjule det. For hun frygtede ham ikke og havde ikke lyst til og flygte fra ham eller gå fra ham. Hun ville på en måde ikke have ham ud af sit liv. Hun kiggede rundt i gæsteværelset som han havde åbnet døren ind til "Det ser ret hyggeligt ud ihvertfald hvis man skal være her i noget tid" hun så på ham og gik ud i gangen igen og ventede på ham. Hun havde set meget af hans hus og hendes fødder var også ved og give efter. De var blevet meget ømme af og gå så meget rundt. Hun kiggede på ham "Det er et meget hyggeligt sted du bor, men tror ikke jeg kan klare og se resten af dine rum mere for kan mærke mine fødder er ved og få nok af og gå meget" hun smilte roligt til ham.

hun forstod det ikke. Og det kunne han ikke fortænke hende i. Han var et monster på en helt anden måde end hun var...på en helt anden måde. Men han sagde intet, hun var blevet glad igen og det var det han ville opnå. hvornår han selv ville føle glæde igen, viste han ikke. end til videre havde den ikke været der i flere måneder. og tiden blev ved med at gå. Og tingene ændrede sig sammen med den. så han måtte vel bare være tålmodig. han nikkede let.
"Okay, så lad os gå ned i køkkenet. Min kok er en meget snakkesaglig kvinde og da jeg formoder vi har fået diskuteret de tunge ting, er det måske på tide med lidt sladder" smilte han og viste vej ned af trappen igen...