Et sted at skjule sig...(Luce)

Hun så på ham. Hun kunne ane, at der var noget som gik ham på, men hun ville ikke spørge ind til mere. Hun ville ikke have, at det hele skulle være mere eller mindre trist igen. Hun nikkede så kort og smilte til ham. Hun gik hen til trappen og stoppede op. Hun så hen på ham og smilte roligt til ham. Hun ville ikke være uhøflig og bare gå rundt i hans flotte hus og det var nu meget hyggeligere og mindre underligt, hvis hun fulgtes af med ham.
Hun så på ham da han endelig var kommet hen til hende. Hun gik roligt ned af trappen. Da hun var nået til midten af trappen trådte hun forkert på foden og væltede. Hun rullede ned af resten af trappen. Hun skreg under hele vejen ned af trapperne. Hun ville sikkert have fået nogle bulder og blå mærker over det hele eller måske bare nogle få steder, men hun ville ihvertfald få nogle mærker. Da hun endelig var stoppet med og rulle ned af trappen slog hun hovedet lige ned marmorgulvet. Hun skreg højere der end hun havde gjort under turen ned. Hun havde slået hul i baghovedet fra da hun slog hovedet ned i marmorgulvet. Der var kommet en lille blodpøl hunder hendes hoved. Hun tog sig til hovedet og lagde sig nærmest i fosterstilling imens hun holdt sig for hovedet. Tårerne trillede ned af hendes kinder af ren smerte.

Det kom som en overraskelse. Selv faldt han aldrig ned af trappen...en hel skør tanke, men det gjorde han ikke. Og han havde helt glemt at andre stadig kunne gøre det. Derfor gled hans arm ud for sent og han nåede ikke at gribe hende, før hun gled ned af trappen. Dunk, dunk, dunk. så lå hun på gulvet og blodet farvede det flødefarvede marmor rødt.
Han var hurtigt nede hos hende i en næsten umenneskelig fart. han knælede ved siden af hende og følte sig en smule beroliget af hun lå og græd. Ikke bevidstløs.
"Sigmund!" Sean lagde en beroligende hånd på Luce.
Der gik et øjeblik før man hørte en dør gå op og butleren kom ind, han stoppede op en anelse overrasket og kiggede på dem.
"Hent noget vand og førstehjælpskassen" han havde personligt sørget for der var førstehjælpskasser rundt om i huset. Som alle indeholdt det samme: desinficerende, bandager osv.
Han greb roligt fat i Luce.
"Luce? Kan du høre mig? Kom...Vi må have dig op herfra, så vi kan se lidt på dit hoved..." hans stemme var blid. Mest af alt frygtede han at det ville gå ud over hendes hjerne. Sanserne, forstanden, minderne...der var mange muligheder.
"Luce? Tal til mig..."han prøvede roligt, men bestemt at få hende op og sidde. I et øjeblik var hans vest røget af og han havde taget sin skjorte af, krøllet den sammen og pressede den mod Luces hoved for at undgå alt for meget blod i at løbe. Hans overkrop var ret muskuløs. Det var tydeligt der ikke sad meget fedt på den. Hans muskler arbejdede under den spændstige hud som havde en gylden farve. Hvide ar prydede det meste af ryggen, men også få steder på maven og hans arme. Hans ene arm lå om hende for at forhindre hende i at falde, da han ville tage hendes arm om skulderen og støtte hende.

Hun lå helt sammen i fosterstilling og rystede imens hun græd. Hendes hænder var blevet indsmurt i blod af og holde om hendes hoved fra faldet. Hun mærkede en hånd på hende, det var ret beroligende, men det hjalp jo ikke på smerterne. Hun græd og rystede som en gal. Hun havde det som om alt drejede for hende. Hun kiggede op på Sean da hun mærkede, at han tog fat i hende. Han var meget sløret og se på så hun lukkede øjnene igen og prøvede og få styr på sit syn igen. Hun prøvede og sætte sig op, men smerterne i hovedet var så slemme, at hun ikke kunne koncentrere sig om og sætte sig op. Tårerne løb ned af hende og hendes sorte hår havde fået nogle blodrøde striber i sig. Hun hørte, at han snakkede til hende. Hans stemme var utydelig, men hun kunne akkurat høre, at han nævnte hendes navn. Hun åbnede sine øjne og så op på ham. Han var stadig lidt sløret og se på, men ikke så slemt. Hun kiggede ham i øjnene "Sean?..." hendes stemme var lidt utydelig, men man kunne akkurat høre ordet, hvis man lyttede godt efter og det var nærmere et spørgsmål om det var ham end det var, at hun skulle spørge ham om noget. Hun mærkede, at han kæmpede med og få hende op og sidde. Hun var lidt tung i overkroppen, men hun prøvede så og hjælpe selv lidt til, så det blev lidt lettere for Sean. Hun lænede sig ind til til Sean for og støtte sig selv lidt og mærkede det var rent hud hun lænede sig op imod. Hun havde ikke rigtigt tid til og betragte hans krop, men hun kunne godt mærke det ikke var en krop der var alt for meget fedt på. Hun undrede sig kort over hvor han havde gjort af hans pæne skjorte, men mærkede så, at han holdt den imod hendes hoved, hvor blodet løb fra. Hun holdt sig lænet op af hans muskuløse krop. Hun lod ham lægge sin arm om hans nakke. Hun følte sig mere eller mindre svag i hele kroppen.

Han opgav at fjerne hende, men sad i stedet med hende. Han mærkede hvordan det varme blod gled ned over hans bryst, da hun lænte sig ind til hende. Men han havde trods alt prøvet værre. Meget værre. At hun kunne snakke, omend svagt, at hun havde styr nok på sine bevægelser til at prøve at hjælpe med at komme op og at hun næsten kunn efokusere på hans øjne fjernede det meste af hans bekymring.
Butleren kom snart med de forskellige ting. Han vred en klud op i varmt vand og gav Sean den. Sean fjernede forsigtigt skjorten, som før havde været hvid, nu var helt rød.
Han pressede kluden mod såret, som langsomt holdte op med at bløde. Han vaskede det så godt han kunne. Butleren fandt nogle bandager frem og det lykkedes Sean at få sat nogle stramt omkring hendes hoved, som efter lidt tid nok ville stoppe resten af blødningen. om det skulle sys...aner han intet om. Han viste kun nok til at klare sig med lidt første hjælp, han var ikke læge.
Han tog en ny klud og begyndte roligt at vaske noget af blodet af hende. Af hendes hår, nakke, lidt i ansigtet og hendes hænder.
"Luce?" spurgte han stille, mens han vaskede det værste blod af og butleren forsvandt for at finde noget at tørre blodet op fra gulvet med.
"Luce? Kan du huske hvem du er, hvor du er? Husker du hvem jeg er?" han så på hende. Løftede hendes hoved lidt op, ved en finger under hagen for at få øjenkontakt.

Hun var ligeglad med og få blodet ned over sig lige nu. Hun lukkede sine øjne og bed smerten i sig. Hun hørte noget eller nogen komme ind i hallen hvor de sad. Hun åbnede sine øjne og kiggede hen imod skikkelsen der var kommet ind. Hun kunne svagt se, at det var butleren, men det var stadig lidt utydligt. Hun lukkede sine øjne igen og lod sit hoved hvile imod Seans skulder. Hun mærkede, at trykket fra skjorten forsvandt. Blodet fra hovedbunden begyndte og strømme ud igen. Hun mærkede blodet løbe ned af hendes nakke. Efter noget tid mærkede hun en klud mod hovedbunden. Hun havde lyst til og skrige af smerter da den våde klud kom imod såret. Det sveg voldsomt og tårerne strømmede ned af hendes kinder af smerter. Det var nu godt nok, at blodet begyndte og stoppe, men man sagde jo også, at det skulle gøre ondt før det ville blive bredre. Hun mærkede, at han begyndte og vaske noget af blodet af fra hendes hår. Det var ret underligt, at der var en der vaskede blodet af en, men hun kunne ikke rigtigt selv lige nu, så hun måtte acceptere, at han gjorde det. Hun Mærkede efter noget tid, at noget blev spændt fast om hendes hoved, hvor såret var. Det føltes endnu en gang underligt, da han begyndte og vaske resten af blodet af hende. Hun lod sig stadig sidde ind imod ham, så hun ikke pludselig faldt bagover. Hun hørte, at han snakkede til hende og så ham i øjnene da han løftede hendes hoved op. Hun nikkede stille "Ja, jeg ved godt hvem jeg og du er" hendes stemme var stadig lidt sløret, men det ville snart blive bedre.

Han nikkede og kiggede ind i hendes øjne, som om han søgte efter noget. måske havde hun hjernerystelse og så måtte hun ikke sove. hun måtte ikke falde hen. Han fik butleren til at tage kluden og pakke det hele væk igen. Sean derimod flyttede på sig, så han stadig støttede på hende, men så han kunne rejse sig. Han tog fat om hendes ryg og under hendes ben og løftede hende op, tydeligvis uden særlig mange problemer. Han bar hende ind i den lille stue de havde siddet i, i starten. Han placerede hende i en stol.
"Bare slap lidt af. Men der er risiko for du kan have fået hjernerystelse. bare sig til hvis du får kvalme eller noget. Og du ikke sove" han så lidt på hende, men trak sig så lidt væk og så ned af sig selv. noget blod havde lavet gine striber over hans krop og nogle af dem gik helt ned til bukserne og efterlod en lille plet. Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg kommer om lidt...bare bliv siddende" han sendte hende et bestemt blik og forsvandt så. Butleren og en tjener var i gang med at fjerne blodet fra gulvet, da han hurtigt tog en tur op af trappen og hen til sit værelse. Han vaskede hurtigt blodet væk og tog en ny skjorte på, som han knappede på vej ned af trappen igen. Da han kom ind i rummet, havde han nu en sort skjorte på, knappet.
"Kunne du tænke dig noget eller vil du bare sidde og slappe af?"

Hendes dunkle drage øjne med et lillaet skær i sig var blide og rolige. Hun kunne ikke fjerne blikket fra hans øjne hvorfor vidste hun ikke, men hun kunne virkelig ikke, det var som om hun var tvunget til og kigge på hans øjne. Hendes øjne var ved og falde i ligesom når man var så træt, at man ikke havde det så nemt med og holde sig vågen. Hun mærkede, at han løftede hende op i sin favn. Hun følte sig så dum og ynkelig af og blive båret hele tiden, men hun kunne nu også godt li det, men det og være afhængig af andre brød hun sig slet ikke om. Hun kiggede på ham imens han gik hen imod den lille stue "Ved jeg har sagt det 100 gange før, men tusind tak for alt din hjælp" hun forstod stadig ikke helt hvorfor han ville hjælpe hende på den måde og hun ville nok aldrig få det, at vide. Hun kiggede rundt i den lille stue som de havde siddet og snakket i da hun kom. Hun havde lagt sit hoved hvilende imod hans skulder og var ligeglad med om hun fik blod på sig eller ikke. Hun så op på ham da han havde sat hende ned i en af stolene. Hun nikkede så da han sagde, at hun skulle sige til hvis hun fik det dårligt eller noget. Han var så sød imod hende. Næsten alt for sød. Det var virkelig underligt og opleve det af en fremmed dæmon. Hun smilte undskyldende til ham da hun så blodet på hans krop. Hun kiggede efter ham da han gik ud af den lille stue hun sad i. Hun lænnede sig stille tilbage og lukkede sine øjne i og slappede af imens han var væk. Hun åbnede sine øjne igen da hun hørte han kom ind i den lille stue og kiggede på ham "Ellers tak, men tror jeg bare skal slappe lidt af" Hun kiggede ud af vinduet og solen var ved og gå ned. Hun kiggede hen imod ham "Hvad er klokken?" hun vidste ikke hvor længe hun havde været her, men hun havde sikkert været her længe.

Hendes spørgsmål fik ham til at kigge ud af vinduet.
"Sikkert de mellem kl. 17 og 18" det var endnu ikke helt forår og det blev stadig mørkt lidt tidligt. Så det passede nok meget godt. Tiden var gået hurtigt.
"Jeg kan vise dig hjem men du må også gerne sove her. Det må ikke være sjovt at have slået hoved halv fordærvet og derefter komme hjem til en vred mand. Og dog...en nat ude føder sikkert bare flere rygter" han så hen på hende. Det var hendes valg, ikke hans. Det betød ikke så meget for ham...
Lidt efter bankede det på døren, men det var ikke butleren der kom ind, men en mand i 30´erne i mørkt tøj. Han havd elangt, brunt hår sat i hestehale og så fra den ene til den anden i et øjeblik.
"Beklager...viste ikke i havde besøg..." han bukkede let for dem begge, men Sean viftede let med hånden med et svagt smil.
"Det går nok. Noget nyt?" Manden nikkede let og sendte Luce et hurtigt blik. han havde ikke tænkt sig at sige noget her foran hende. Sean nikkede let.
"Jeg er der lige om lidt..." manden bukkede igen og gik ud af rummet, lukkede døren efter sig. Sean smilte undskyldende til Luce.
"Arbejde...JEg arbejdet fuldtid. " smilte han

Luce kiggede på ham og blev overrasket over, at klokken var blevet så mange. Hun burde nok gå hjem, men hvor god ide ville det lige være og gå hjem med en mindre hjernerystelse hvis det altså nu var hun havde det. Hun kiggede hen imod Sean da han snakkede til hende. Det var nu sødt af ham og tilbyde hende og følge hende hjem og lade hende sove her, hvis det var det hun ville. Hun så på ham "Tror bare jeg bliver her i nat og hvad så med de rygter? Der skabes rygter hver evig eneste dag, så man finder aldrig ud af om de er sande eller falske uden man kan bevise, at der er noget sandt i de rygter som spredes." hun så roligt på ham og smilte. Hun kiggede hen imod døren da der bankede på døren. Hun troede, at det var butleren der kom ind, men det var det ikke. Hun kiggede undersøgende på den unge mand der kom ind af døren. Det så nok lidt underligt ud, at hun og Sean var her helt alene, men det måtte hun bare lade passere for hun ville ikke tænke så meget over det lige nu. Hun smilte venligt til den fremmede. Det havde nok forbavset ham lidt, at Luce var her, men det kunne ikke ændre på så meget lige nu. Hun så på manden da han gik og så hen på sean "Det er helt i orden bliver bare herinde og venter på, at du kommer tilbage" hun smilte roligt til ham og kiggede efter ham da han gik. Hun sad og kiggede lidt ude i luften i noget tid og så hen imod vinduet. Hun rejste sig og gik roligt hen til vinduet. Hun kiggede ud og betragtede udsigten.

han nikkede kort og forlod rummet.
Der gik lidt tid før han kom tilbage. Han stod i døren og så hen på hende med et tænksomt blik.
"Jeg har noget arbejde at lave i nat. Men da jeg går ud fra du godt kan sove selv om min butler må tjekke til dig en gang i mellem, efter det slag i hovedet?" ment som et spørgsmål men også lidt en konstatering. han havde ikke tid til at lege barnepige i nat. Han havde arbejde at lave. Han havde netop fået et nyt problem med vagterne som han skulle have lavet om på inden det endte galt. igen.
Han så spørgende på hende.

Hun stod i vinduet i noget tid, hvor længe var hun ikke så sikker på, men det var sådan set lidt ligemeget nu for hun skulle ikke skynde sig hjem længere som hun nok skulle normalt. Da hun havdet stået og kigget ud af vinduet i noget tid gik hun hen til stolen hun blev sat i inden Sean gik og satte sig i den. Hun havde sat sig godt til rette og slappede af. Det var lidt ensomt og sidde der alene, men han var jo en af dem som arbejdede meget og det måtte hun acceptere nu, hvor hun var kommet her midt i det hele. Hun kiggede hen imod døren da han kom tilbage.
Hun smilte roligt til ham imens han stod der i døren og så på hende. Hun lyttede roligt til det han sagde og nikkede "Det er helt i orden. Jeg skal ikke forstyrre dig i dit arbejde" hun smilte roligt til ham og betragtede ham. Hun sad og tænkte lidt over tingende. Hun forstod godt, at han skulle passe sit arbejde og hun kunne sikkert godt sove natten ud selvom der var nogen som skulle kigge til hende af og til. Hun så roligt på ham.

han nikkede med et lille smil.
"Jeg beklager hvis det virker ensomt...Men igen, det er mit arbejde. Mit eksistensgrundlag. Men ellers ses vi i morgen tidlig på et tidspunkt...Jeg kan vise dig op til et værelse eller du kan selv spørge butleren. Du spørger også bare hvis du er sulten eller tørstig. Og igen, min kok er meget snakkesaglig hvis du ønsker selskab. Lad som om du er hjemme" smilte han roligt. han stolede faktisk på hun ikke ville gøre noget dumt, ikek var en spion og ikke bare ville misbruge hans venlighed...et stort sats, han stolede på ingen...men lige på det punkt gjorde han og han nød faktisk at have hende her...

Hun smilte roligt til ham. Hun kunne godt lide hans selskab, men hans arbejde var nu vigtigere for ham end, at hun var her det vidste hun godt. Hun følte sig nærmest hjemme her og hun var nu van til, at hun var lidt ensom der hjemme fra for John arbejde temmelig meget og det har hun lært og leve med, så det ville nok heller ikke være så slemt og være her imens han arbejde. Hun så roligt på ham "Det er helt i orden og det ville glæde mig, hvis du ville vise mig et værelse" hun smilte roligt til ham og fortsatte "Skal jeg nok huske, men er ikke ligefrem den som spiser særlig meget, mange ville mene jeg burde tvinges til og spise fordi jeg ikke er den der spiser særlig meget" hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun sagde det, men nu havde hun sagt det, så det var lidt ligemeget nu. Hun rejste sig og gik roligt hen til ham.
Hun var blevet meget nysgerrig over hvad han syntes om hende og om hendes selskab.

Han smilte let.
"Så spis for barnets skyld" svarede han let. Ude i hallen stod manden fra før, ovre ved døren og ventede åbenbart på et eller andet. Han nikkede høfligt i deres retning, da Sean viste Luce op af trappen. hvis hun stadig var meget svimmel eller noget, ville han støtte hende med en hånd på hendes ryg.
De gik hen af gangen til de kom til et af værelserne. Så åbnede han døren og viste hende ind på det samme gæsteværelse han havde vist hende tidligere.
"Der er toilet og bad længere nede af gangen, til højre" smilte han.
"Køkkenet er nedenunder. Men ellers kan du ringe i den streng over ved siden af sengen. Det vil tilkalde butleren eller en tjener. Hvem der nu er ledig" han smilte let. Der hang en snor ved siden af sengen.

Hun kiggede på ham og undrede sig lidt over hvorfor han bekymrede sig om hende og om barnet. Det var bare et barn som hun ikke ønskede og alligevel bekymrede hun sig lidt om det. Hun kiggede på ham "Kan ikke love noget..." hun ville ikke love ham noget eftersom det var allerede svært nok og acceptere, at hun hade barnet inde i sig. Hun så på ham og lod ham følge hende ud i hallen. Hun kiggede hen mod fyren der var kommet ind for lidt siden. Hun gik op af trappen og lænede sig lidt til til Sean for ikke og vælte bagover. Hun var blevet lidt utryg over og gå op og ned af trappen, men sådan var det jo. Hun skulle bare vænne sig til det hele. Hun så på ham og kiggede ind i gæsteværelset han åbnede. Hun kunne hurtigt genkende det værelse. Det var jo det han havde vidst hende før idag. Hun smilte til ham og nikkede da han fortalte hende hvor badeværelset var og hvor køkkenet var. Hun så på ham "Tror bare jeg bliver i sengen resten af aftenen for er lidt svimmel og føler mig meget træt og det hele lige nu" hun så nu heller ikke helt frisk ud. Om det så bare var søvnmangel igen eller om det var pga hjernerystelsen vidste hun ikke, men hun følte sig ikke helt rask. Hun lænede sig mere ind til Sean for og holde sig oprejst.

Han støttede hende hen til sengen, hvor han ville støtte hende til hun sad ned. Han nikkede lidt og lod en hånd glide ned over hendes arm et øjeblik...
"Bare slap af. så ses vi igen når en ny dag gryr..." Han rejste sig op og gik over til døren og så tilbage på hende et øjeblik, men gik så og lod døren glide i bag ham. Han gik ned af gangen og ned til sit arbejdsværelse. Han gik ind i det og stod lidt og kiggede på det rod af papirer han havde efterladt...Så rodede han dem igennem til han fandt et kort han skulle bruge.
"Friendship got broken, there´s no other for me, like the one of my childhood days..." et uddrag fra en sang han huskede. Han gik ned i hallen og forsvandt snart ud i byen på arbejde.

//Skal vi bare springe frem til næste morgen?//

//ja for tror ikke der vil ske det store udover det sædvandlige med hende når hun prøver og sove//

Det var blevet næste morgen solen var ved og stå op. Det var ret tidligt på morgenen. Det så ud til, at det blev en fantastisk dag, men det vidste man dog alligevel aldrig. Luce havde taget en stol og sat den der. Hun sad og kiggede ud på solopgangen. Hun havde ikke sovet noget hele natten. Hun havde dog prøvet og som altid når hun var lige ved og falde i søvn var hun begyndt og skrige, græde og fægte rundt med arme og ben. Dette skete altid pga billederne fra dengang hun var blevet tortureret af Rafael kom frem som skete det her og nu. Hun vidste aldrig om det var virkelighed eller et produkt af hendes hjerne der ikke ville lade hende sove. Smerterne som hun fik påført den nat kom også med dobbelt styrke, at det føltes som om hun var ved og dø af bare smerterne, men også de følelser som var stormet igennem hende den nat som sorg, vrede, ydmygelse og det hele kom frem igen i hende. Det havde taget butlerne og tjenerne flere timer om og berolige hende igen, de havde overvejet det meste af natten om og hente Sean, men lod ham arbejde i fred og i stedet fortælle ham det om morgenen.
Luce sad bare og stirrede ud af vinduet. Hun havde siddet der længe og prøvet og komme i bedre humør. Det havde været en hård nat for hende. Hun havde siddet det meste af natten alene, men der kom enten en tjener eller en butler ind og så til hende hvert 30 min. Hun var blevet lidt irriteret over det, men Sean havde også fortalt hende, at han ville få nogen til og se til hende nogle gange om natten om hun sov eller ikke og tjekkede om hun havde det godt nok. Hun savnede en eller anden omfavne hende så hun kunne græde ud, men hvad skulle hun græde over? Hun følte bare en stor trang til og tude over et eller andet, men hun ville heller ikke føle sig svag på nogen måde.

Han havde selv ikke sovet. han havde haft travlt hele natten, ikke bare i kælderen, men også ude i byen med forskellige opgaver. Men endelig kunne han trække sig tilbage, nogle timer senere end han havde planlagt. Han sad nede i køkkenet og nød en kop the, lod hånden glide gennem det mørkebrune hår som strittede lidt nu. De mørke øjne så trætte ud, men endnu var han vågen. Kokken forstod nok til ikke at snakke alt for meget, selv om en del af byens sladder alligevel slap ud. Men lige nu lyttede Sean ikke efter. Han lyttede faktisk først efter, da butleren kom ind og ville gøre morgenmad klar til Luce, selv om hun ikke havde bedt om det.
"Lady Luce har næsten ikke sovet i nat, Sir. Hun lignede en med en del mareridt og har siddet op i noget tid nu. Men hun ser ikke ud til at lide kvaler, angående slaget i hovedet" hilste han. Sean så lidt på ham og sukkede svagt, da han lod hænderne glide gennem sit hår. i et øjeblik havde han faktisk glemt sin gæst.
Han rejste sig op og tog endnu en tår af sin the.
"Jeg går op med det..." sagde han så. kokken havde placeret lidt the og noget brød, pålæg, smør og lidt udskåret frugt på en bakke. Sean tog bakken og gik ud af køkkenet, op af trappen og hen af gangen, til han kom til Luces værelse. Han bankede på, men allerede inden hun nåede at reagere, åbnede han og kom ind i værelset med et tilpas afslappet smil. Han skubbede døren i efter sig og gik over til bordet med mad og theen.
"Lidt morgenmad. Eller bare mad vist..." han så over på hende et øjeblik. Hun så træt ud. en hel del. Og det mindede ham om hvor træt han selv følte sig.
"Jeg høre du ikke har sovet...Har lidt af mareridt..." han gik over til vinduet, lænte sig op af vindueskarmen og lod blikket glide ud på solen, som var på vej op til en ny dag...

Hun stirrede tomt ud af vinduet i noget tid. Hun kunne regne ud, at snart ville der komme en tjener eller nogen ind og se til hende. Hun havde for det meste bare lyst til og springe ud af vinduet, men det kunne hun dog ikke få sig selv til alligevel. De bekymrede sig bare om hende og det var sådan set godt nok, men lige nu virkede alt bare så opgivende for hende. Hun hørte nogle skridt ude på gangen. Hun vidste ikke, at det var Sean som ville komme denne gang, men hun håbede lidt på det. Der var ikke rigtigt nogen grund, men alligevel var der noget i hende som gjorde, at hun havde brug for ham. Brug for hans tryghed.
Hun hørte, at der var nogen som bankede på døren. Hun gjorde sig klar til og sige den samme sætning som hun havde sagt de sidste mange timer. Hun hørte døren åbne sig inden hun fik sagt kom ind eller noget som helst. Hun sukkede kort "Jeg har det fint" hendes stemme var trættene og virkede mere som om hun var meget længere væk fra døren end hun oprindeligt var. Hun kiggede hen mod døren da hun hørte Seans stemme. Hun smilte kort, men det var ikke mere end man akkurat kunne nå og se det. Hun kiggede ud af vinduet igen. Mad. Hun var ikke ret sulten og havde heller ikke rigtigt lyst til og spise noget af det. Hun stirrede ud af vinduet "Er ikke sulten, men ellers tak" hun vidste godt, at Sean mente hun skulle spise noget for sit barns skyld, men hun havde ikke nogen appetit overhovedet. Hun stirrede tomt ud af vinduet. Hun hørte hvad han sagde til hende, men havde ikke rigtigt noget svar til ham. Hvad skulle hun sige? Var det mareridt eller hvad var det som gjorde hun reagerede sådan inden hun skulle sove. Ja forbandelsen vidste hun godt, men hvordan kunne hun fortælle ham, at det var det? Hun trak let på skulderen "Om det var mareridt eller hvad det var kan jeg ikke fortælle dig for...Ved det ikke rigtigt selv...Har en ide om hvad det er, men er ikke sikker..." hun sukkede lidt og kiggede op på ham. Han virkede meget træt. Havde han overhovedet sovet noget i nat? Han burde nok lægge sig til og sove og hun vidste godt, at hun også burde, men hun vidste også godt, at hun ikke bare kunne om hun så ville eller ej.

Hun var træt, opgiven og sikkert plaget af minder og tanker fra sin kaotiske hverdag og den gang hun blev tortureret af hans egen leder. Han gik om bag hende og lagde roligt sine hænder på hendes skuldre og masserede dem blidt. Ikke noget videre intimt, blot for at få hende til at slappe lidt af.
"Jeg har haft en travlt nat. Arbejde. Folk laver ballade hele tiden og det er op til mig at gøre det hele godt igen og sørge for at pengene kommer og ikke kun går" sagde han pludselig, som om hun slet ikke havde snakket om sine mareridt eller grund til hun ikke kunne sove.
"Sådan er min hverdag. Arbejde, hele tiden. Men jeg har intet imod det. Det er det jeg kender, det er det jeg er god til, det er det jeg har..." han blev i et øjeblik opmærksom på han endnu ikke havde spist og i et ganske øjeblik mærkede han næsten Luces sjæl. Før han fik lukket af for sin sult. Han ville ikke spise Luce.
"...Og det giver lidt spænding, normalt, til en person der ellers har levet længe og oplevet mange ting. Folk tror hele tiden jeg gør det for penge, men dem har jeg masser af." han stoppede og gik over til sengen. han smed sig i den og lå i et øjeblik og bare stirrede op i loftet, før hans øjne gled i.
Lidt efter åbnede han dem igen og så over mod hende med et svagt smil. så klappede han på sengen, på pladsen ved siden af sig.
"Tror du at du kan sove, hvis jeg bliver her og passer på dig? Du plejer at føle dig behagelig i mit nærvær" spurgte han

Hun kunne godt mærke, at hendes øjne var ved og glide i flere gange, men hun holdt sig vågen. Hun ville alligevel ikke kunne sove og hun ville heller ikke give Sean de problemer som hans tjenere havde om natten. Det kunne hun ikke byde ham.
Hun anede ikke en gang, at Sean havde flyttet sig fra vinduet og gået om bag hende før hun mærkede noget lægge sig på hendes skuldre. Det gav ikke rigtigt noget chok for hende. Hun vågnede nærmest kort over det. Hun kiggede op bag hende og så, at det bare var Sean. Hun smilte roligt til ham og kiggede så ud af vinduet igen og nød den massage han gav hendes skuldre. Hun blev så småt mere rolig af det. Hun lod sig synke ned i stolen og slappe af. Hun kunne sagtens falde i søvn nu som hun sad, men kæmpede med og holde sig vågen. Hun lyttede stille til det han sagde. Det blev sværere og sværere og se Sean som en dårlig person. Som et monster som han selv sagde, at han var. Hvorfor mente han det? Hun forstod det virkelig ikke. Hun lyttede roligt til ham "Det er godt, at du kan lide dit arbejde og at det giver dig spænding i livet " hun havde lyst til og fortælle ham, at hun ikke kunne se ham som et monster, men valgte i stedet og lade være. Hun så hen imod sengen da hun hørte, at han smed sig i den. Hun smilte kort og havde allerede bestemt sig for, at hvis han ville sove der kunne han bare gøre det. For han havde ikke sovet hele natten. Hun kiggede ud af vinduet igen. Hun havde stadig den følelse af, at Sean masserede hendes skuldre selvom hun vidste, at han lå i sengen og lignede en der sov.
Hun kiggede hen imod ham da hun hørte, at han bankede på pladsen ved siden af ham i sengen. Ville han have hende til og lægge sig ved siden af ham? Hvorfor ville han det? Hun smilte roligt på ham. Hun vidste ikke om hun ville kunne sove, hvis han lå der hos hende. Hun trak let på skuldrene "Det ved jeg faktisk ikke" hun sagde og tænkte lidt over om hun skulle gå hen og lægge sig ved siden af ham. Hun rejste sig og gik hen og lagde sig ved siden af ham. Hun lagde sig på siden med fronten mod ham. Hun kiggede på ham og smilte trættene. Hun var blevet meget træt. Hun havde lyst til og lægge sig ind til ham, men kunne heller ikke rigtigt få sig selv til det. Det ville nok se lidt underligt ud, hvis hun sov ind til ham, hvis nogen kom ind. De ville nok allerede tro, at rygterne var sande, hvis de så det her. Hun var blevet mere og mere ligeglad med rygterne. Hun overvejede kraftigt og lægge sig ind til ham.

han smilte lavt da hun tøvende lagde sig over i sengen. Hun var træt, det kunne han sagtens se. og med de problemer hun sikkert ville få, når hun endelig kom hjem igen, havde hun brug for at få sovet lidt. For hendes eget og barnets skyld. han så hen på hende.
"Bare rolig...Jeg har ikke tænkt mig at udfordre skæbnen." mumlede han, hvis nu hun var bange for han enlig lagde an på hende og bare gerne ville have sex. Det kunne jo godt virke sådan. Han trak dynen ud under sig og smed den halvt over dem begge. Så måtte hun selv rette på den, hvis hun ville have mere på eller ej.
Han løftede lidt i den ene arm.
"Vil du ligge tæt? Du ligner en der vil og ærlig talt...Tror jeg vi begge sover bedre af det" han smilte let. Bare et tilbud.
"Der ligger intet i det..." han var næsten for træt til at forklare sig yderligere. hun måtte selv vælge hvad hun ville, personligt ville han i hvert fald gerne snart sove. Men alligevel sov han ikke endnu...Han følte på en eller anden måde han var ansvarlig for Luce.

Hun så stille på ham. Hun frygtede nu ikke, at han ville noget overhovedet. Hun kunne på en måde mærke på ham, at han ikke ville noget med hende overhovedet. Nok ville mange tro det, men sådan var det ikke og det vidste de begge godt. Hun smilte roligt til ham. Hun så på ham "Det ved jeg godt" Hun smilte roligt til ham. Hun følte sig på en eller anden måde allerede tryg ved og ligge ved siden af ham. Hun puttede sig ind under dynen da han smed den hen over dem begge. Hun håbede på en måde, at det ikke ville stoppe igen. Hun var tryg i hans nærvær. Hun ville ikke kunne forestille sig noget andet lige nu end bare ligge her ved siden af ham. Måske var det hendes træthed som snakkede i hendes underbevidsthed. Hun så på ham da han løftede sin ene arm og inden han overhovedet sagde noget lagde hun sig faktisk ind til ham. Hun puttede sig ind til ham og lagde sit hoved mod hans brystkasse. Hun følte sig allerede helt tryg ved og ligge der og mærke hans arm ind mod sig. Inden hun selv havde haft nogen tanke havde hun lagt sig helt tæt ind til ham. Hun kunne på en måde godt lide og mærke hans muskuløse krop ind til sig. Hun var blevet helt rolig. Hun så lidt på ham med et roligt og trættene smil på læberne.

han mærkede hendes krop imod sin og følte hvordan han selv slappede helt af. Lidt efter sov han. Han kunne ikke holde sig vågen længere og kunne alligevel ikke gøre mere for Luce, hvis hun ikke kunne sove nu.
hans arm lå betryggende omkring hende.

//Jeg ved ikke rigtig hvad jeg mere skal skrive - Han sover jo //

//han får ikke sove længe ihvertfald //

Hun så på ham og smilte da han sov. Han så nu meget sød ud som han lå der og sov. Hun tænkte lidt over hvor meget hun egentlig kunne lide og ligge i hans favn. Hun elskede det faktisk. Hun kendte ikke denne mand rigtigt og alligevel følte hun et eller andet som gjorde, at hun fik mere og mere lyst til bare og blive her. Hun puttede sig helt ind til ham og lagde sit hoved tæt ind til hans brystkasse. Hun elskede og mærke hans krop ind til sig selvom det virkede underligt. Hun lukkede sine øjne og smilede. Hun var lige ved og falde i søvn da det startede om igen. Hendes smil forsvandt og var blevet utrygt og trist. Det var ikke pga at Sean lå der hos hende endda så tæt på hende, at der kun var tøjet imellem dem. Det var betryggende, men hendes forbandede forbandelse ødelagde hendes søvn. Hun var lige ved og falde i søvn hvor billederne fra kidnapningen kom frem for hende. Hun begyndte og ligge så uroligt og begyndte og skrige og græde og det hele begyndte forfra fra nattens tummelum som havde holdt hende vågen. Smerterne kom frem igen og følelserne af ydmygelse og afmagt kom også frem med en stor kraft. Hun vidste ikke om det var mareridt eller hvad det var. Hun vred sig i søvne og skreg.