Et sted at skjule sig...(Luce)

han vågnede snart, omend der skulle et slag mod hans nyrer til, før han rigtig reagerede. han vågnede med et sæt og tog sig til siden med en lille grimasse, da han blev opmærksom på Lue ved siden af sig. I et øjeblik var han forvirret, men så gik det op for ham hvad der skete. Han greb fat i hendes arme og holdt dem nede, så hun ikke skadede ham. Han kunne vække hende, selv om spørgsmålet nok var hvor meget hun enlig sov. Men han prøvede ikke på det. I stedet holdt han hende fast.
"Luce...rolig. du er i sikkerhed. Jeg er her, jeg passer på dig..." en sætning der i sig selv måske ikke havde nogen virkning, men han blev ved med at gentage den stille og roligt, i håb om den ville trække igennem pinslens tåger og faktisk hjælpe et eller andet sted.

Hun vred sig sig som en gal og reagerede ikke rigtigt til og starte med, at han holdt hendes arme nede. Efter der var gået noget tid slog hun øjnene op med et sæt. Hun lå stille og kiggede sindsforvirret op på Sean som holdt hendes arme nede. Hendes hår sad til alle sider. Hun blev langsomt roligere selvom tårerne stadig løb ned hendes kinder. Hun fik vredet sine arme fri og klamrede sig ind til Sean. Hun rystede som en gal. Hun nærmest holdt sig helt ind til ham. Efter noget tid og hun var blevet roligere så hun op på ham med et trist blik "Undskyld, at jeg vækkede dig" hun var virkelig ked af og haft vækket ham. Hun borede sig ind til ham og rystede stadig "Det sker hvergang jeg prøver og sove" hun havde stadig lidt gråd i stemmen. Hun så på ham med tåre i øjnene. Hun klamrede sig ind til ham og håbede, at han forstod hende. Selvom hun ikke rigtigt havde sagt noget til ham.

han var overrasket over hendes reaktion. han lagde prøvende armene om hende og den intimitet der pludselig var opstået. Venskabelig, ja, men den var der stadig og han viste ikke om han brød sig om den. Dog lagde han armene om hende og lod hånden glide op og ned på hendes ryg, for at berolige hende.
"Hejhej...Rolig" mumlede han. Da hun endelig var lidt mere rolig, kunne han næsten ikke få sig selv til at slippe hende. Han mærkede noget varmt inde i sig...Som om...Hun søgte hans råd. Hans hjælp. Hans beskyttelse, tryghed. Hun var skide ligeglad med om han slog ihjel om natten mens hun skulle prøve at sove - Måske fordi hun ikke viste det, men han var dæmon, så det sagde sig selv. Hun holdt sig ind til ham, som om hun var afhængig af ham...Han mærkede hvordan hans muskler trak sig sammen og holdt hende tæt ind til sig.
"ingen undskyldning nødvendig, jeg er ikke van til meget søvn..." han lod en hånd glide glattende over den store fuglerede til hår hun havde.
"Luce...Hvad sker der? er det minder fra de ting du har været igennem? Kommer du tilbage hver gang og forhindre dig i at sove - nogensinde?" spurgte han prøvede. Han ønskede nu oprigtig at hjælpe hende. Og det føltes underligt, men også rart.

Hun holdt sig ind til ham og mærkede den ro der kom ind over sig imens hun puttede sig ind til ham. Hun kunne rent faktisk godt lide det. Ja han var dæmon og han dræbte normalt for og få mad det vidste hun også godt, men det var hun skide ligeglad med. Det frygtede hun ikke. Hun frygtede ham overhovedet ikke. Hun så på ham. Det var underligt og høre, at han ikke sov særlig meget, men det burde han. Det mente hun ihvertfald selv. Hun slappede af og så på ham da han strøg en hånd gennem hendes hår. Hun kunne rent faktisk godt lide når han strøg hende over håret og hen over ryggen. Hun kunne rent faktisk godt lide og være i hans favn. Hun lyttede til hans spørgsmål og spekulerede på hvordan hun skulle forklare det. Han ville tro, at hun var blevet sindssyg eller sådan noget for det ville lyde underligt ligemeget hvordan hun forklarede det på. Hun så på ham "Hvergang jeg er lige ved og falde i søvn kommer billederne frem af det der skete den...nar Rafael torturerede mig og de smerter jeg fik af hans slag osv kommer tilbage som de sker her og nu og er meget slemmere end da det skete...og følelsen af og blive ydmyget og være afmagtet kommer tilbage" hun sukkede lidt og så op på ham. Hun borede sig ind til ham.

Han holdt om hende og mærkede hvordan hendes krop slappede af ind mod hans. En ellers fremmed følelse, fordi de fleste altid var på vagt over for ham. Han tænkte lidt over det. Der var stoffer, bedøvende eller hallucinerende, der kunne fjerne disse mareridt så hun kunne sove. Men i længden ville de ikke være nogen løsning. Der var magier der kunne gøre noget...
"Har du prøvet noget for at komme af med det?" spurgte han
"du får aldrig lov at sove, hvis det bliver ved på denne måde..." i et øjeblik kom han i tanke om han kunne manipulere med folks hovedet. Men han var ikke sikker på det ville kunne fjerne det eller stoppe det...Måske kunne han få hende til at tænke på andre ting mens hun sov, men hjernen var ofte kringlet. Og han havde ikke energi til at sidde og fodre hende med andre tanker en hel nat, uden selv at falde bevidstløs om. måske kunne han ændre noget?
nej. Han ville ikke sidde og rode i hendes hoved.

Hun følte sig helt afslappet og på en måde af magtet på den positive måde. Bare det også hjalp når hun sov, men det vidste hun godt, at det ikke ville ændre på for det var prøvet og der endte hun med og slå ham i søvne. Hun lagde sit hoved mod sin skulder og slappede af. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, men hun havde det som om hun var ved og falde i søvn igen. Hun så på ham da hun hørte hans stemme. Hun ventede med og svare til han var færdig med og snakke til hende. Hun så lidt ned "Jeg kender ingen der kan hjælpe og er begyndt og opgive med og sove, men som du ser er det svært, at holde sig vågen i over 24 timer af gangen" hun sukkede lidt og fortsatte "Nej, men det er vel en eller anden slags straf som kom over mig under kidnapningen eller sådan noget.." hun vidste godt, at det lød som om hun mente, at det var hendes egen skyld, at det skete for hende. Hun ville heller ikke belaste Sean mere end det var nødvendigt. Det var ikke hans skyld, at det her skete for hende og det var stadig ikke fair, at hun lod det hele komme over på ham. Hun så på ham kort med et mere eller mindre trist blik. Hun vidste ikke rigtigt selv hvorfor, men hun havde en anelse om, at det var fordi hun ikke brød sig om og overbelaste Sean mere end det var nødvendigt og hun havde det som om hun bare var til ulejlighed her hos ham.

Han så lidt på hende og havde netop bemærket den tone hun brugte, som om det hele netop var hendes egen skyld. Hvis det var hendes egen skyld, havde han hjulpet hende uden grund. Han så lidt på hende.
"Hvorfor skete det enlig? Havde du gjort et eller andet?" spurgte han roligt. Han viste hun ikke rigtig ville snakke om det, men han havde ikke lyst til længere at ignorere spørgsmålet. Han måtte vide det. Han sukkede svagt og lagde sig ned i sengen, trak hende forsigtig med sig, så de kunne ligge og slappe lidt af sammen. han var træt, han var sulten...To ting der faktisk gjorde det farligt at være sammen med ham.
"Jeg kan lave noget manipulation med folks hoveder. Men jeg er ikke sikker på jeg på nogen måde kan ændre dine mareridt. Men det lyder ikke normalt at de hele tiden kommer igen og igen"

Hun kiggede på ham. Hun vidste, at hun ikke ville kunne skjule meget mere af det der skete den nat for ham. Han var ved og kunne kende hende alt for godt. Bedre end hun selv vidste. Hun lukkede kort sine øjne og tænkte tilbage på det han sagde inden han gjorde noget ved hende. Han sagde noget med, at hendes straf var blevet mindsket fordi hun havde hjulpet ham eller sådan noget eller var det pga hendes ære, at den straf han havde valgt fra start var blevet mindsket. Hun vidste ikke selv rigtigt hvad grunden var og hun anede ikke hvad hun skulle svare. Hun så på ham "Jeg ved det ærligtalt ikke...han sagde ingen grund...Han sagde, at min straf var blevet mindre fordi jeg havde gjort et eller andet hvad kan jeg ikke helt huske noget med ære eller sådan noget" det var lidt svært for hende og snakke om det dels fordi hun ikke anede hvorfor og dels fordi hun havde prøve og fortrængt det siden Sean hjalp hende få dage efter, hvor hun havde faldet om lige i favnen på ham.
Hun så ned på ham da han havde lagt sig ned og mærkede, at han forsigtet trak hende med ned og ligge. Hun lagde sig ned til ham og puttede sig ind til ham. Hun var sådanset ligeglad med hvad der ville ske lige nu. Bare hun lå hos ham. Han gjorde hende tryg og det gjorde hende glad. Hun så på ham imens han fortalte om sin evne "Nej det er ikke normalt. Ville næsten kalde det for en forbandelse uden rigtigt og vide det." hun ville ikke spørge om han ville prøve og se om det virkede. Dels fordi, at han ikke vidste om det ville virke og dels fordi hun ikke kendte til konsekvenserne. Hun havde gjort af sine erfaringer fra dagen før, hvor hun havde snakket over sig.

Han så tænksomt på hende, da han lå og slappede af. Hans hånd nussede hende ubevidst.
"Måske behøves han ingen grund, selv om det kan være mere svært at klare det bagefter, velvidende man måske intet har gjort for at fortjene det. Noget af det eneste en dæmon, deriblandt mig selv, rigtig forstår sig på er stolthed og ære" mumlede han træt. Han ønskede bare hun kunne sove...
"Tak for at dele tingene med mig. Det må være svært. Måske er det en forbandelse, måske ikke" han vente sig om på ryggen og lukkede øjnene lidt.
"Jeg kender en mand der kan slette minder i folk. Han hjalp mig engang...Med en anden en, der viste for meget om mig..." Nille. kort sagt.
"...Men tænker du nok gerne vil vide det er sket og omstændighederne, selv om selve det skete er forfærdeligt." han viste faktisk ikke hvad han ellers kunne gøre. måske intet.

Hun så på ham. Hun kiggede på hans hånd som nussede hende. Det føltes nu dejligt. Hun lagde sig lidt til rette og prøvede og slappe af. Hun lyttede til det han sagde og trak på skuldrene "Så han var sådan der overfor mig bare fordi jeg var en af mange?" det lød meget dumt, men det kunne vel være, at det var det som var grunden til, at Rafael havde været efter hende. Hun kunne godt høre og se på ham, at han var træt. Han skulle ikke holde sig vågen for hendes skyld. Hun betragtede ham. Hun havde ikke de store problemer med, at dele det med ham. Hun stollede på ham og han virkede meget til og ville hjælpe hende på den ene eller den anden måde og det var hun taknemlig for "Jeg har intet imod og dele det med dig for stoler på dig" hun trak lidt på skulderne og fortsatte "Det ville bare være rart og kunne sove ud så man fik en rigtig søvn og er faktisk ret ligeglad med om det så galt, at jeg skal have beroligende eller bedøvelse som gør jeg sover eller noget lignende" hun så på ham som han lå der på ryggen med lukkede øjne. Hun smilte kort og lagde sit hoved på hans brystkasse og lagde sig stille ind til ham. Hans brystkasse var dejlig og bruge som pude det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun var blevet meget afslappet da hun hørte ham snakke til hende. Hun lyttede stille til ham indtil han var færdig med og snakke "Tror du det vil gøre, at mine 'mareridt' forsvinder? Og vil det kun fjerne den del af min hukommelse eller det hele?" hun var blevet lidt nysgerrig af og høre det, men hun var nu også meget træt. Hun puttede sig helt ind til Sean og havde sit hoved på hans brystkasse. Hun ville så gerne sove og lige nu helst og så var hun så ligeglad med om det krævede beroligende eller ej "Sean..."

Han åbnede svagt øjnene og så hen på hende.
"Det hele kommer an på hvor besværligt det er. Den person jeg skulle have slettet noget på, skulle have fjernet en hel...Ja, det hele. Ikke hele sin hukommelse, nej, men hele det stykke hvor hun opnår oplysninger om mig som jeg ikke vil have hun har. Jo mere man kun vil have slettet en smule hist og her, jo svære bliver det. Måske kan han få slettet lidt for meget eller lidt for lidt. Måske endda det forkerte. Hjernen er jo ikke et kort, men...et system." han smilte svagt og lukkede øjnene igen. Måske trance?
Han sukkede svagt.
"Der er forskellige måder at overveje, men lige nu orker jeg virkelig ikke at tænke over det...Jeg er så træt..." han trak vejret dybt en enkelt gang.

Hun slappede af med hendes hoved på hans brystkasse. Hun kunne høre på det han sagde, at det ville være besværligt og få det fjernet som er i vejen for hendes søvn. Hun forstod godt, at han var træt og hun ville heller ikke holde ham vågen. Hun lyttede stille til ham. Hun så på ham "Vil heller ikke have du tænker så meget på det. Det jo ikke dit problem" hun følte, at hun var alt for påtrængende. Hun sukkede lidt og stirrede ud i rummet "Sean...håber ikke jeg er for påtrængende..." hun lagde en arm hen over hans mave og lukkede stille øjnene. Hun følte sig alt for træt til og kunne tænke på sine handlinger eller noget som helst. Hun ville ønske hun bare kunne sove en ordentlig søvn for og samle kræfter ind, men hun vidste også godt,at hvis hun ikke snart fik en ordentlig søvn ville hun falde om så snart hun rejste sig op. Hun sukkede kort "Bare jeg kunne sove lidt..." mumlede hun.

Han sov halvt, da han blev opmærksom på hun snakkede til ham. Han tvang sig selv tilbage til bevidsthed og endte med sætte sig op, han ned sig i øjnene og lod hænderne glide over hovedet et øjeblik.
"Jeg tror vi har noget sovemiddel nede i køkkenet..." mumlede han og så over på hende. Lidt efter stod han ud af sengen og strakte sig, så hans led knækkede flere steder. Hans krop følte sig ret træt og udmattet. Han rejste sig op og kiggede kort ud af vinduet.
"Jeg går lige ned og kigger. Du er ikke påtrængende, jeg valgte selv at hjælpe dig" han smilte svagt og var allerede på vej ud af værelset...

Hun kiggede hen imod døren og slappede af. Hun elskede og mærke hans kropsvarme ind til sig. Hun mærkede, at jan rørte på sig så hun flyttede sig lidt og lagde hovedet på hovedpuden. Hun kiggede op på ham da han satte sig op. Han så, så træt ud, at det næsten var synd, at han rejste sig op. Hun smilte stille til ham "Vil du tjekke? Det vil bare gøre det nemmere for os begge" Hendes stemme var trættende, men hun vidste hvad der skete hvis hun var ved og falde i søvn frivilligt og hun regnede med, at Sean havde regnet det ud for længst. Hun så på ham da han rejste sig op. Hun kunne høre hans led knække flere steder. Hun huskede tilbage sidst hun havde hørt nogens krop knække sådan der er træthed der havde massage hjulpet. Hun så på ham "Massage hjælper på dine led" hun smilte stille til ham og betragtede ham. Hun kiggede efter han da han gik hen til døren "Tak" hun smilte stille til ham og var glad for, at hun ikke var påtrængende. Hun kiggede hen imod vinduet imens hun ventede på ham. Hun lå og spekulerede på hvorfor hun egentlig lod sig ligge ind til Sean.

Han så lidt på hende, men gik med et smil. Massage skulle hjælpe på hans led? ærlig talt...efter alt for mange år var han begyndt at føle de var lidt slidte. Men det slog ham jo ikke ihjel. nogle stærke sjæle plejede at klare det fint.
Han lod hånden glide gennem håret, da han trådte ind i køkkenet. Kokken så hen på ham med et lille smil.
"Sir! Jeg viste ikke De kom...Jeg laver noget suppe, vil du smage? Måske senere? Eller din lille veninde..." hun så lidt på ham og sukkede så. Hun viste godt han aldrig spiste og hvorfor spurgte hun ikke om. Deres Herre var ikke helt som andre.
"Hvad er De her for?" spurgte hun og tørrede sine hænder af i forklædet og satte hænderne i siden. Sean smilte svagt.
"Sovemiddel, har du noget?" Hun sendte ham et kritisk blik.
"du ligner ellers en der sagtens kan sove uden! Men måske til din veninde? En tjener snakkede om hvordan hun opførte sig, som en syg person..." hun rødmede, da hun opdagede hun havde snakket over sig foran sig egen chef. Sean smilte bare.
Hun fandt hurtigt en lille flaske med noget flydende i.
"Her. nogle dråber er nok til selv at slå en hest ud i en døgn!" advarede hun og lagde den i hånden på Sean.
"Tak" nikkede han og gik tilbage til Luce.
Lidt efter trådte han ind i rummet og gik hen for at trække gardinerne for. Sulten gnavede, men han var for træt til at gå efter mad nu. Han viste den lille flaske frem.
"Forsigtig, det er ret kraftigt." han tilbød hende den, samtidig som han satte sig tilbage på sengen.

Hun så efter ham da han gik ud af døren. Hun smilte stille for sig selv. Hun lå og kiggede op i loftet ligesom et barn der lå sygt og ventede på faderen der kom og læste en historie for det. Hun lå bare og bandede over sig selv og sin søvn. Det var et helved og leve sådan som hun gjorde og føle, at man var afhængig af andre. Det var hun sådan set det skulle hun gerne være den første til og indrømme og det ville Sean også mene hun var, hvis hun spurgte ham det skulle ikke undre hende. Hun hørte nogle skridt på gangen, men der kom aldrig nogen ind. Hun lagde sig på siden og stirrede ud af vinduet. Solen stod højt på himlen, det måtte åbenbart være blevet formiddag eller lige over middagstid uden de havde opdaget det. Hvor var tiden blevet af? Fra hun havde siddet på stolen ved vinduet og nu lå i sengen og ventede på, at Sean kom tilbage. Hun hørte døren åbne sig og kiggede hen imod døren. Hun smilte stille da hun opdagede, at det var Sean der kom ind. Hun kiggede efter ham da han gik hen og trak gardinerne for vinduet. Det var blevet noget mørkere inde på værelset. Hendes øjne vænnede sig hurtigt til mørket. Hun så på ham da han satte sig på sengen og tog imod den lille flaske han havde med. Hun kiggede lidt undersøgende på den og nikkede så til Sean. Hun åbnede den og drak nogle få dråber. Hun stilte roligt flasken på natbordet. Hun kiggede lidt på Sean og begyndte og kunne mærke søvnen komme ind over sig, men hun sov ikke endnu, men det var meget tæt på.

Han så hun drak lidt af det og stillede flasken væk. Så lagde han sig ned og lukkede øjnene. Han kunne nærmest mærke hvordan hans krop gav efter. Han mærkede hurtigt søvnen komme, men han åbnede øjnene og så over mod Luce for at være sikker på hun sov. Da hun sov, gled han selv dybt ned i søvnen.

Hun kiggede trættende på Sean da hun så han lagde sig ned. Hun lagde sig ind til ham med sit hoved mod hans brystkasse og puttede sig trygt ind til ham. Hun faldt hurtigt i søvn. Søvnen havde overtaget hendes krop. Hun så helt fredfyldt ud og sov som en sten. Hun smilte nærmest i søvne. Det var dejligt, at hun endelig kunne sove uden og få de billeder eller smerter over sig.

//skal vi ikke bare springe lidt frem?//

//Jo//

han vågnede igen med en mindre chok. Hans søvn var sjældent rolig selv, ofte fordi han stadig blev hjemsøgt af billeder fra ritualet. Det var ellers længe siden nu. Han satte sig op og lod blikket glide over rummet. Her var mørkt. Han lod blikket glide over Luce ved siden af sig og smilte let af hendes regelmæssige åndedræt og rolige ansigt der vidnede om søvn.
Han rejste sig op og kiggede ud af vinduet ved at skubbe lidt til gardinet med to fingre. Det var mørkt udenfor igen. Han havde altså sovet det meste af dagen væk og var nu godt sulten. Han strakte sig og så igen over mod Luce, da han lydløst gik mod døren...

Luce sov som en sten og det havde hun faktisk gjort hele dagen væk. Hun havde kun ligget lidt uroligt, men det var ikke som sådan noget der ville haft givet tegn på, at hun havde sovet dårligt for hun havde faktisk sovet fantastisk hele dagen. Hun lå med fronten mod Sean og sov trygt. Hun smilte i søvne og hendes vejrtrækning var rolig og regelmæssig. Hun vågnede ikke af, at Sean havde rejst sig og gik hen imod døren. Hun sov i en meget dyb dyb søvn. Hun havde også brug for alt den søvn hun kunne få, så hun kunne holde sig vågen de næste par nætter som ville komme.

//Undskyld det blev lidt kort, men kunne ikke skrive mere pga hun sover og vil hun nok gøre i noget tid, så Sean kunne sagtens tage ud og få mad og komme tilbage uden hun ville opdage det//

//okay...Tænker på om vi snart skal stoppe emnet? Er ved at føle det bliver lidt ensformigt^^//

han trak i nogle sko og trak sin kappe ud over skuldrene, da han gik ud af den store egetræsdør og ud på jagt. Der gik nogle timer før han vendte hjem, meget mere frisk end han havde været hele dagen. nu var det nat igen og han burde arbejde videre. Og det havde han også tænkt sig. Han fandt Sigmund.
"sig til hende jeg arbejder, hvis hun spørger" Butleren nikkede, da Sean forsvandt ned af trappen, ned til kælderen.

// jo kan vi godt ^^//

Luce vågnede efter hun havde sovet i mange timer, men hun vidste ikke hvor længe hun havde sovet. Hun satte sig op og kiggede rundt i værelset, men hun kunne ikke få øje på Sean. Hvor var han henne? Hun undrede sig lidt over hvor han var og hvad han lavede og hvor længe hun havde sovet. Hun steg ud af sengen og gik hen til vinduet. Hun tog gardinerne fra og opdagede, at det var nat. Så hun havde sovet hele dagen væk. Men det var nu også ok for hende for nu var hendes krop udhvilet og var klar til nogle flere nætter uden søvn. Hun så nu også meget mere frisk ud end hun havde gjort inden hun var faldet i søvn. Hun måtte også hellere se og komme hjem af. Hun gik ud af værelset og kiggede rundt. Hun gik så ud på badeværelset og fik vasket sig lidt i ansigtet og sat sit hår nogenlunde ordentligt. Hun gik så ud af badeværelset efter noget tid hvor hun gik hen til trappen. Hun så lidt usikkert ned af trappen. Hun følte sig lidt usikker ved og gå ned af den pga hun faldt ned af den sidst hun gik ned af den. Hun rystede lidt på hovedet og tog sig så sammen til og gå ned af den stille og roligt. Hun så Sigmund stå og lave et eller andet nedenunder. Hun kunne ikke rigtigt se, hvad det var han var igang nedenunder. Hun gik ned af trappen og hen til Sigmund "Undskyld, men hvor er Sean henne?" hun ville lige sige tak for hans hjælp og for, at hun måtte sove hjemme ved ham og lige sige farvel inden hun tog afsted. Ihvertfald hvis han var her.

Sigmund, der stod og pudsede en billedramme, vente sig om mod hende med et lille smil og en pudseklud i den ene hånd.
"Har My Lady sovet godt?" spurgte han høfligt, før han begyndte at besvare hendes spørgsmål.
"Herren bad mig om at meddele at han måtte tage sig af noget arbejde. At De altid vil være velkommen, hvis de valgte at gå" han nikkede let og foldede kluden sammen, enden fordi han var færdig eller fordi han ikke helt viste hvad han skulle.

Hun kiggede roligt rundt i hallen, som så ud til og blive pudset op fra top til tå imens hun havde sovet. Hun undrede sig lidt over hvordan det kunne være, at hun havde tilbragt så lang tid her hos Sean. Hun mente ikke helt selv, at hun havde været her længe, men det havde hun rent faktisk. Det var ret underligt for hende og stå og tænke tilbage på, hvad grunden var til, at hun var kommet. Men hun kunne ikke huske det. Hun kunne ikke så godt huske det der var sket siden hun havde slået hovedet ned i marmorgulvet forleden. Hun kunne huske lidt, men det var ikke det helt vilde hun huskede. Hun smilte roligt til Sigmund "Jo tak har sovet bedre nu end jeg havde forleden nat" hun syntes godt om Sigmund. Han var nu en meget flink butler og så ud til og elske sit job. Hun følte sig godt tilpas ved og være i dette hjem, så her ville hun ihvertfald komme igen, hvis hun fik brug for det. Hun så lidt rundt og så på Sigmund igen da hun hørte ham tale. Hun blevlidt skuffet over og høre Sean var på arbejde, men han havde nu også sagt, at han arbejdede hele tiden. Hun smilte roligt "Nå, ville ellers sige tak for alt hans hjælp og at jeg måtte sove her" hun så lidt tænksomt rundt "Vil de sige det til ham?" hun så roligt på ham.
Efter hun havde fået svar gik hun hen til døren og gik ud af den store dør. Hun gik roligt hjem af og ignorerede alle de øjne som stirrede på hende imens hun gik på vej hjem af.

//Nu der frit for dig og lukke den //