Det er længe siden. Jeg undrede mig over hvor du blev af. jeg håber du har tilgivet mig og vi nu kan være venner...(Alane)

Hun kiggede stille på ham, betragtede ham. Hans udseende havde ikke ændret sig, han var stadig den samme attraktive mand. Hun var helt væk ham i et øjeblik. Dog blev hun hurtigt trukket ud af drømmeland og tilbage til den kolde virkelighed. De grønne øjne kiggede på ham, hun søgte tydeligt øjenkontakt mellem dem. Hvad skulle hun stille op, hun ville jo egentlig bare kunne være sammen med ham, uanset om det så var som kæreste, ven eller hvad det var. Alane flyttede sig ikke, han viste ikke ubehag ved at hun var sø tæt på ham. Roligt greb hun fat omkrig halskæden som han havde givet ende. Kort strejfede hendes hånd hans brystkasse og hendes krop fyldtes med en kortvarigt varme men den forsvandt så snart kontakten mellem dem var brudt. Roligt lyttede hun til det han sagde og let bed hun sig i læben. Meget af det gjorde ondt at få afvide men hun kunne ikke lade være med at smile lidt da han sluttede sætningen. Hun kiggede ham i øjnene.
"Så lad os gøre det igen"

han mærkede det og det var som om hans hjerte ville springe ud af hans bryst og lande i hendes hånd, bogstavlig talt. Det var bare fysisk umuligt og han følte næsten dens smerte, som den var fanget der. Skørt enlig.
Han kunne dog ikke lade være med at smile, et oprigtig smil, da hun forslog det. Det var en god ide.
Han trådte et skridt tilbage. Ritualet ville automatisk give ham en dæmonskikkelse, man da han allerede havde haft evnen, havde den kun gjort ham stærkere.
"Lad os det." smilte han og lukkede øjnene et øjeblik for at samle sin energi. Det var faktisk længe siden han havde forvandlet sig. Der havde ikke været brug for det.
Langsomt ændrede hans krop sig, før det gik hurtigere og hurtigere...Til han stod der, større, bredere, med en mørkere hudfarve, med halen, med vingerne, med hornene...
Han rystede sig kort og mærkede hvor stærk han følte sig i denne skikkelse, i fuld kontakt med sin indre dæmon. Det føltes godt, befriende.
Han smilte for sig selv og rakte en hånd ud mod Alane.
"hvis du tør" den dybe, brummende lyd.

Hun kiggede sig stille omkring men så på ham igen. Alane kunne godt se hvor ondt det gjorde på ham da hun kom til at strejfe ham. Hvorfor gjorde det så ondt på ham, hun forstod det virkelig ikke men hun ville nu gerne prøve på det men ikke nu. Nu ville hun nyde en god stund sammen med ham eller det håbede hun det blev. Smilet der kom fra ham smittede, hun kunne ikke lade være med at smile mindst lige så meget. Let strøg hun det hvide hår ud af øjnene igen mens hun blidt kiggede på ham.
Selv denne gang blev hun ikke bange selvom hans dæmonform var blevet mere monstrøs. De grønne øjne gled over hans krop mens han gennemgik forvandlingen. Det så ud til at gøre ondt men alligevel skar han ikke en eneste grimasse under forvandlingen. Hun kiggede på ham og kunne ikke lade være med at grine da han spurgte om han turde. "Kom du bare an", hun så ham i øjnene, et kækt smil på læben og en drillende stemme. Hun tog hans hånd og mærkede varme i hendes krop igen. Selv når han var i denne form.

Det gjorde ondt. Hver en knogle, hver en nerve, hver en celle. Det hele forandrede sig, forvandlede sig, ændrede sig. Selv efter 700 år kunne det stadig gøre umådelig ondt. Men han tænkte på andre ting når det var, havde lært sig selv automatisk at forvandle sig og samtidig tænke på andre ting, så han ikke var opmærksom på smerten. Det var utrolig så stor magt ens psyke havde på kroppen.
Han smilte sit grumme smil, med de sylespidse tænder og uden at rive i hende med sine små kløer, tog han fat om hende med begge sine hænder og placerede hende tæt op af sin krop.
"hold fast" brummede han og slog ud med vingerne, da han bevægede sig lidt ud i lysningen, for at vingerne kunne være der uden at ramme træerne.
Hans hjerte hamrede ved at holde hende så tæt, noget han håbede hun ikke bemærkede.
Han slog prøvende med vingerne en enkelt gang, før han nærmest hoppede op i luften, samtidig som han baskede hårdt med vingerne. Der gik ikke lang tid før de hævede sig over trætoppene...

Let bed hun sig i læben og lod sit blik vandre over ham igen. Hun kunne ikke lade være med at finde det en smule fascinerende at se denne forvandling. Hun havde haft det på præcis samme måde sidste hun havde set ham forvandle. Se hvordan kroppen kunne udvide sig, hvordan musklerne nærmest rev sig selv over for at vokse sammen igen. Det så grotesk ud i mange andres øjne men i hendes øjne var det fascinerende. Let bed hun sig i læben, hun havde lyst til at røre, lyst til at mærke hvordan det føltes under huden på ham men hun gjorde det ikke, hun holdt sig igen, det skulle ikke ødelægges det her øjeblik. Alane gengældte smilet som han sendte hende bortset fra hendes var et charmerende men blidt smil. Hun lod ham roligt løfte hende op, ingen frygt var tydelig at se på hende. Det var nok egentlig fordi der ikke var nogen frygt i hende. Hun havde aldrig frygtet Sean. Hele hendes krop blev varm og hendes hjerte hamrede afsted som en hel flok vild heste da han holdt hende tæt mod hans krop. Hun lagde roligt armene om nakken på ham og lod sin ben lukke sin omkring hans hofter så hun i hvert fald ikke faldt ned. Et sus gik igennem hendes da han lettede. Hun elskede følelsen af at flyve. Adrenalinen som for igennem hendes krop og så den følelse af let hed hun fik. De grønne øjne betragtede landskabet, hun havde virkelig savnet det her. "Det er fantastisk", hendes stemme var fyldt med glæde men tydeligt også farvelagt af en masse beundring. Roligt vendte hun hovedet og så let op på ham.

Han var opmærksom på hende, trods hun næsten ikke vejede mere end en flue. Han holdt beskyttende om sin 'last', mens han steg op ad, men ikke for højt, ikke denne gang, han havde lært sin lektie! i stedet drejede han af og fløj i rolig tempo hen over de ellers lidt triste trætoppe og hvide landskab. Han havde glemt at minde hende om varmt tøj, men håbede han selv kunne holde hende lidt varm.
Hendes glæde smittede dog af og han kunne ikke lade være med at smile, sprede vingerne helt ud, før ham samlede dem igen og snorede rundt i luften.
Det var sjovt, det var fantastisk! Han følte sig fri og det bedste var hun elskede det lige så meget. Det var som om han voksede under hendes beundrende blik.
"jeg har savnet det her" en ny brummende lyd, efterfulgt af noget der sikkert skulle have lydt som en latter.

Hun havde nok ikke været så opmærksom sidst de havde fløjet men det havde været alt for fantastisk til hun overhovedet havde villet det. Og denne gang var det mindst lige så fantastisk. Hun sukkede stille, sukkede var ikke trist men egentlig bare af nydelse ved den kolde vind mod hende. "Hvor ville jeg ønsker jeg kunne flyve som dig", hendes stemme var ikke mere end en hvisken. Roligt strakte hun hånden ud for at mærke vinden endnu mere. Smilet på hendes læber var virkelig ikke til at fjerne. Hun smilede stort da han lod sig dreje rundt i luften. Hun elskede suset i maven. Hun kunne godt mærke hans varme men det var først nu det gik op for hende hun kunne mærke noget banke, noget som ikke var hendes hjerte. Det var hans. Roligt lagde hun sin hånd tilbage omkring hans nakke og kiggede på ham med et lille smil. Hendes hjerte bankede selv lige så hurtigt. Let trak hun sig en smule tættere på ham, hun kunne ikke lade være med at udnytte denne chance hun havde for det. Hun var sikker på Sean ville være en som hun ville elsker at tage en masse udfordringer op, nogle som andre ikke turde, noget som var halsbrækkende og farligt. De grønne øjne rettede sig mod hans igen da han snakkede. "Det har jeg virkelig også".

Hun var dejlig, som hun hang der i hans arme. Han elskede hendes smil, der automatisk fik ham til at smile. Han lod blikket glide ud over himlen, fuld af stjerner som den jo var og med en måne midt i det hele, som svagt lyste dem op. Ud over sneen, var dette et ret godt øjeblik, et han følte han havde savnet. Disse ting kunne han kun gøre med Alane. Det viste han nu, disse vilde, adrenalinfyldte ting. Han elskede det og at nyde det med en anden...
Hun pressede sig tættere ind til ham. I et øjeblik troede han hun ville gøre et eller andet, men lidt efter overvejede han om hun bare frøs.
Han skiftede igen retning og steg op ad et øjeblik, før han vendte om og fløj med hovedet direkte mod jorden, lod dem næsten falde...Før han slog vingerne ud i sidste øjeblik, suste lynhurtigt over træerne, nu med kurs mod hendes lille telt igen. Han turde ikke blive ved for længe, i skræk for hun skulle fryse så meget igen, men han ville samtidig nyde det fuldt ud.

De grønne øjne var fyldt med glæde og hel del adrenalin kunne man se. Men hun ønskede stadig at udfordre skæbnen mere men hun vidste ikke lide hvordan hun skulle gøre det, hun var jo en smule fanget af Seans arme, ikke at hun havde det mindste imod det men hun ville gerne opleve et større sus. Hun havde aldrig overvejet at hun var afhængig af det her men det ville jo være en forklaring på hvorfor hun altid bragte sig selv i farlige situationer, var det med vilje? Hun kiggede på ham og håbede virkelig de ville få mange flere af disse stunder sammen, hun glemte alt det dårlige der var sket mellem dem og tænkte kun på nuet. Det var fantastisk. Et lettere undrende udtryk gled over hendes ansigt da han stoppede midt i luften. Hun kiggede på ham. Suset der gik igennem hende da de faldt direkte mod jorden var fantastisk. Alane kunne ikke lade være hun. Hun slap ham med armene bare for at gøre det det vildere. Hun strammede hurtigt grebet omkring hans hofter altså med benene. Hun smed armene omkring hans hals i det han slog vingerene ud. Man kunne bare se på hende hvor vildt det her havde været for hende. Hun kiggede på Sean, så ham dybt i øjnene og smilede bare. Hun frøs ikke eller jo det gjorde hun nok men hun var alt for høj på adrenalin til at kunne mærke det på hendes krop. Den var ikke særlig kold men en smule.

Han fløj tilbage mod teltet, trods Alanes store glæde. Det mindede ham om jordens rutschebaner, forlystelsesparker. han havde kun prøvet dem få gange, bare for at prøve dem, men det havde været meget sjovt. Dog gav det lille adrenalinkik ham dog intet i længden, så han søgte mod meget farligere ting...
De nærmede sig lysningen igen og der gik kun kort tid, før Sean lod dem stige ned på jorden igen. Han landede med begge ben solidt på jorden og slap langsomt Alane, for hun ikke skulle falde. Efter store adrenalinsus, kunne man godt blive lidt usikker på benene.
Så trådte han et skridt tilbage og forvandlede sig tilbage. Processen den anden vej var lige så smertefuld, men der gik kun et øjeblik før han var menneske igen, nu bare mere træt og kun med en ødelagt las om de ædlere dele, da resten af tøjet var gået i stykker.

Hun tog en dyb indånding en sidste gang for at nyde den friske og kolde natteluft inden de atter engang ville befinde du på jorden. Roligt kiggede hun op på ham og bed sig let i læben. Hun ville så gerne kysse ham men holdt igen. Hun lod sin tunge glide ud og fugte sine læber inden lod sit ansigt hvile mod hans hals, hendes læber strejfede kort hans hals men det var ikke film at sige om det var meningen eller om det var et uheld.
Roligt lod hun sine ben slippe hans hofter og lod dem blidt ramme jorden før hun slap hans hals. Hendes ben var usikre men hun kunne nu godt stå selv. Hun smilede stadig. Roligt betragtede hun ham mens han forvandlede sig. "Lækkert outfit", hendes stemme var drillende mens hun kiggede på ham i de laser. Roligt strøg hun det hvide hår ud af øjnene mens hun så ham i øjnene.

Han grinte. en latter der kom inde fra og som ikke var blevet lukket ud i alt for lang tid.
"Det er noget man må tage med. Skal vi gå indenfor? Halvnøgen i sneen er lidt køligt" blinkede han. ikke bare lidt køligt...Mega koldt! Han var normalt ikke typen der frøs alt for let, men dette var noget andet. Han havde ikke længere noget tøj at gemme sig bag. For at komme hjem måtte han vel forvandle sig igen og flyve, så han kunne holde varmen. Men det kunne han tænke over til den tid. Han gik over til hende igen, men ændrede retning og gik direkte ind i teltet, hvor der straks var lidt lunere. Han gøs kort, tog dynen fra hendes seng og tog den om sig. Lidt efter sad han midt i sengen med dynen rundt om sig. Men han virkede nu ikke ked af det. Faktisk havde han for et øjeblik glemt at de ikke længere var kærester, at alt det dårlige var sket...først nu her, hvor han tog sig selv i at spørge om hun ville med under dynen, kom han i tanke om sandheden og bed næsten sig selv i tungen for ikke at sige det. For ikke at ødelægge det.

Hun smilte, det var rart at høre hans grin igen. Det var alt for lang tid siden hun havde hørt den. Dette møde mellem dem havde taget en drejning, en drejning hun var glad for det havde taget. Hvis hun nu bare lod som om i et kort øjeblik føltes det som om at alt var ved det gamle igen, bare bedre. "Ærgerligt, jeg nød nu ellers udsigten", hun blinkede drillende og måske en smule flirtende? Hun grinte dog kort efter. Roligt kiggede hun på ham. Hun stod udenfor et kort øjeblik mens hun kiggede op på himmelen, stjernerne var fantastiske og det samme gjaldt for månen som stod stor og prægtig på himmlen langt over hende. Det endte dog med hun til sidst gik ind i teltet og lukkede det bag sig så hun kunne holde kulden udenfor. Et smil bredte sig på læberne da hun så synet af ham der bare sad i hendes seng som om han ejede den eller sådan noget. Roligt gik hun over til ham, en rødmen lå over hendes kinder dog kun meget let. Hun kravlede roligt hen til ham og satte sig foran ham. Hun kiggede ham i øjnene og smilte stille til ham.

Hun sad der foran ham, lokkende. Næsten bad om at han rakte ud efter hende og hev hende med ind under dynen, så de kunne være sammen. Han kunne næsten ikke holde til det.
"Alane..." han ønskede ikke der skulle ske noget forkert. Han ønskede ikke at skade hende igen, for selv hvis hun ville have der skete noget imellem dem, ville han ikke kunne indgå i et fast forhold. Ikke igen.
"...Det her er..." okay, han var ikke typen der snakkede om følelser. Men Alane kendte ham jo, måske endda lidt bedre end så mange andre.
"...Svært for mig. Det er dejligt at være sammen med dig igen" Han kom ikke rigtig nogen vegne med det han sagde. Det kunne han godt høre, han kunne lige så godt have sagt sneen var hvid men samtidig kold.

Hun ønskede det, ønskede han ville gøre det og så på samme tid ikke, det var så underligt det her og hun var et eller andet sted bange for at det her ville ødelægge den gode stemning mellem dem. Alane så på ham, så han i øjnene, et smil blev sendt mod ham, et varmt smil som nåede hendes øjne. Alane havde lyst til at strække armen frem og kærtegne ham, han var ikke længere væk end en armslængde men hun lod være, holdt det for sig og prøvede at spærre det inde, helt og adeles inde. Han fangede hurtigt hendes opmærksomhed det havde han altid gjort. Hun så ham i øjnene for at vise hun lyttede til ham. Et stille smil sad stadig på hendes læber. Hun løftede stille et øjenbryn mens hun så på ham. Han havde virkelig svært ved at få sagt det her, det var ellers ikke sådan han normalt var men megt havde jo ændret sig. Kort lod hun blikket falde men kun i et ganske kort øjeblik, så kiggede hun op på ham igen og smilede stille. "Jeg syntes virkelig også det er dejligt at være sammen med dig igen. Jeg har savnet de her stunder. Men Sean hvad er det der er svært for dig?", kort lagde hun hovedet på skrå og overveje kort at tage hans hånd for at vise hun var der men ombestemte sig, hvad nu hvis han ikke kunne lide det. Hun kiggede en smule undrende på ham da han var en smule forvirrende lige i dette øjeblik.

Ah, han var skyld i det her. Det var ikke fair over for hende at han skiftede mening, især ikke hvis han gjorde det hele tiden. men han var vel også en person der normalt sagde tingene ligeud, for at få dem overstået og komme videre eller for at finde en løsning. Grunden til dette virkede så svært...Var fordi han ikke ville såre hende igen. og fordi han heller ikke selv ville blive det.
Han sukkede svagt og gav slip på dynen, der gled af hans skuldre og lagde sig rundt om ham. han var ret muskuløs, det lignede at huden var blevet hevet ud over ham, fordi den i virkeligheden var en tand for lille. Han havde ar rundt omkring, men dem havde han nu haft længe. hans blodårer var visse steder alt for synlige.
"Ah...Undskyld. jeg vrøvler..." han smilte lidt til hende. Han kunne ikke. Var han bange?Han var ikke bange for noget som helst. Måske lidt utilpas ved at tænke på det...
"Det er bare mig der skifter mening hele tiden. Angående dig."

Hun kunne ikke gøre for det, hun var utålmodig af natur og han udfordrede virkelig hendes tålmodighed lige nu. Men hun holdt sig i skindet mens hun stille betragtede ham. Let strøg hun det hvide hår ud af øjnene mens hun forsat betragtede ham med et varmt blik. Let bed hun sig i læben mens hun kiggede på hans overkrop. Han så nu bare så fandens godt ud og hun savnede virkelig at kunne mærke ham, hans krop, hans læber. Hun ville så gerne bare kunne opleve det igen og vide han rent faktisk følte noget for hende også. Uden rigtig at tænke over det lod hun sine fingre spidser glide blidt over en af de blodåre som var lidt for synlige. Da det gik op for hende hvad hun gjorde fjernede hun hånden og så på ham. Atter engang lagde hun hovedet let på skrå mens hun blidt betragtede ham. Hvordan kunne hun lade sin kontrol glippe på den måde og bare røre ham. Hun var så nervøs for hun lige havde ødelagt det hele men alligevel fortrød hun det ikke. Det havde været så rart at røre ham igen på den måde. "Vrøvler..?", hun kiggede nysgerrigt på ham mens hun ventede på han forsatte. Hvad mente han med han hele tiden skiftede mening angående hende? "Hvad mener du med det Sean?", hun så ham i øjnene med et lille smil på læben.

Da hun rørte ved ham, var det næsten mere end han kunne tage. åh, han havde været så forvirret, havde ikke kunne mærke sine følelser ordentligt eller også snød de ham! Han elskede hende jo stadig...Det var jo derfor. Han elskede hende jo stadig, som han havde gjort aller første gang han havde set hende her ude i skoven!
Han havde rakt ud efter hendes hånd, havde endda mærket hendes fingre, da hun rørte ved ham, men havde taget hånden til sig igen, da hun fjernede sin. Det havde ikke varet mere end et par sekunder...Men det var kontakt.
Han så på hende med et svagt smil...Det var virkelig ikke fair det her...
Han måtte tage en chance. vinde eller tabe på den.
Han lænte sig frem og lagde en hånd mod hendes kind...han tøvede, omend for et øjeblik, velvidende dette faktisk kunne ødelægge alt...
Han lænte sig længere frem og lod sine læber møde hendes. Hans hjerte havde sjældent banket så hårdt, at det gjort ondt. Det var som om hele hans verden forsvandt et øjeblik, så han nyde den kontakt deres læber havde. Og han havde lyst til at gribe fat i hende og kysse hende og være sammen med hende...
Men i stedet mærkede han hvordan deres læber skiltes igen, da han lænte sig tilbage, nu oprigtig bange for hun ville blive vred og sende ham væk...
"Det..."

Hendes fingre snurrerede og varmen spredte sig igennem hele hendes krop og især omkrig hendes kinder men hun skjulte det hurtigt med håret og lod som om hun børstede nogle krummer væk fra sengen. Hun kiggede dog stadig op efter et stykke tid hvor hun blidt så ham i øjnene. Alane kunne ikke lade være med at smile da hun så det smil han sendte hende. Et forundrende blik gled over hendes ansigt da hun mærkede hans hånd på hendes kind. Hun trak sig ikke væk fra ham men smilte stadig blidt til ham mens hun så ham i øjnene. Hun havde dog lagt mærke til at han havde rakt ud efter hendes hånd så måske hun ikke havde dummet sig så meget som hun havde troet til at starte med. Det føltes som om hendes hjerte var ved at springe ud af hendes brystkasse da han kyssede hende, det gjorde både ondt men gjorde samtidig hendes krop helt varm. Hun var som smør i hans hænder og hun vidste det men hun ville ikke udnyttes. Dog kunne hun ikke lade være, hun nåede kun lige at gengælde kysset før han trak sig væk. Et forvirret udtryk lå over hendes ansigt mens hendes øjne holdt en varme som ikke var til at tage fejl af. Hun forstod ham dog stadig ikke. "Jeg forstår det dog stadig ikke Sean".

han sukkede svagt. Nej selvfølgelig gjorde hun ikke det...
"Jeg vil ikke skade dig, Alane. Jeg vil ikke have du skal føle mere smerte over mig og mine til tider dumme handlinger. Jeg fik det barn med en anden, jeg skadede dig mere end jeg nogensinde vil kunne tilgive mig selv for! Det virkede så logisk at gøre det forbi, så jeg kunne finde mig selv igen efter ritualet...
Men nu hvor jeg er sammen med dig igen, hvor du sidder foran mig..." han så ned mod sine hænder, men så lidt efter op på hende igen.
"...Føler jeg mig tiltrukket af dig, næsten mere end før. Det er som...Jeg kan være mig selv sammen med dig og du er ligeglad. Du prøver ikke at ændre mig eller snakke psykologi med mig, vi kan bare have det sjovt." Han forstod godt hvis hun følte sig udnyttet, han forstod godt hvis han ikke længere havde nogen chance. men altså, han havde jo lovet sig selv der ikke skulle være flere faste forhold. så han viste ikke hvordan det her ville ende...
"Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg skal risikere mere smerte, men måske også glæde, eller om jeg skal forlade dit telt for dit eget bedst" sagde han så endelig.

Hun bed sig lidt i læben mens hun betragtede ham, havde hun sagt noget forkert? Nej det var nok hele denne situation som han befandt sig i. For et øjeblik siden havde altid været så rart og ubekymret men nu fra det ene sekund til det andet var luften blevet fyldt med alvor. Alane så ham i øjnene, hun ville aldrig blive træt af de mørke øjne, aldrig. Hendes blik faldt dog da han nævnte barnet, det gjorde stadig ondt men hun bed det i sig og tænkte ikke over det. Hun måtte ikke have været en særlig god kæreste . Hun burde nok ikke tænke sådan men lige i dette øjeblik greb hun sig i det men hun rystede det så hurtigt af sig, det var ikke hendes skyld og der var intet galt med hende! Alane hævede dog blikket igen da han snakkede til hende, hvad skulle hun sige eller gøre, hvad var rigtigt, hun kunne ikke finde ud af det. Alting væltede rundt i hendes hoved og hverken hale eller hoved var at finde i alt dette tumult. Dog sneg et lille smil sig frem på hendes læber og hun kunne ikke lade være med at tage hans hånd blidt og give den et lille klem, varme spredte sig fra det sekund hendes fingre berørte hans men hun slap den dog hurtigt igen da hun ikke ville presse det for langt. Et lettere bedrøvet blik var at se på hende da han nævnte det med at gå. Før hun vidste af det havde hun kastet sig i hans arme så de begge var væltet omkuld. Roligt hviskede hun mod hans hals. "Du må ikke gå Sean"

Hun havde været så stille at han havde været i tvivl. Alane var en klog pige og hun havde viljen til at gøre som hun ville. Han sukkede svagt og havde rejst sig for at forlade stedet, komme tilbage til byen og sit hjem...Men samtidig blev han næsten overfaldet og landede på sengen, liggende på ryggen, men Alane oven på sig. Hans arme havde automatisk lagt sig om hende i faldet. Han kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Som du selv sagde. Man ved aldrig hvad man har, før man mister det" hans øjne glimtede sørgmodigt et øjeblik, før det forsvandt igen. Hvad betød dette? Han følte ingen garanti for at hun holdt af ham stadig, selv om de små tegn måske var der. Ingen garanti...Dette kunne også bare være en handling fra en ensom kvinde eller en ven der frygter at miste sin ven og ikke en person der frygter af miste...
han kunne ikke færdiggøre sætningen, han viste ikke hvilke ord han skulle bruge. hans hånd gled over hendes hår, der føltes blødt. åh hvor havde han lyst til at kysse hende...
"Jeg bliver så længe du ønsker det..." sagde han lavt, blidt.

Alane selv vidste ikke engang hvad dette ville komme til at betyde eller hvad det for den sag allerede betød. Hun vidste bare hun ikke ville have at han gik. Hun var så bange for at han gik og at hun aldrig ville se ham igen efter dette. Hun lå roligt ovenpå ham og lige til at starte med turde hun faktisk ikke kigge på ham, hun lå bare med hovedet direkte mod hans hals men efter lidt tid kiggede hun på ham, faktisk da an stille begyndte at grine, godt så han var ikke vred. Hun nød følelsen af at have hans arme omkring hende og især nu fordi nu var det ikke for at sørge for hun faldt nej, nu var det fordi han havde lyst. Hun holdt så meget af ham, hun havde aldrig mistet følelserne for ham, ikke engang falmet en smule var de men hun kunne ikke få sig selv til at sige det. Hun var bange, bange for at det ville ødelægge alt mellem dem og at de skulle skændes og venskabet mellem dem ville slutte her. Men hvem vidste, med tiden ville hun måske turde sige det, hun vidste det virkelig ikke. Nogen gange i løbet af aftenen havde hun bare haft lyst til at råbe det af ham. Hun nød tydeligvis hans kærtegn, hun sukkede nemlig stille og lagde hovedet mod hans brystkasse. Jeg elsker dig virkelig Sean... Sådan lød hendes tanker men det forblev også derinde. "Det er jeg glad for", hun løftede stille hovedet og så forsigtigt på ham, "Vil du blive natten over?"

Han så lidt på hende. Det var som om hun kæmpede med et eller andet, skjulte noget. Og han var ikke i en position til at stille spørgsmål ved det, hun havde, lige som ham, holdt visse kort tæt på kroppen selv da de var sammen, så han regnede ikke med at have nogle muligheder for at vide hvad hun end gemte på denne gang. Dog var det som om...Som om han følte sig overbevist om at hvis hun ville vide mere om ham, for at blive sammen med ham, skulle han nok fortælle det. Og det skræmte ham at han følte det sådan, for...var det svagt? Var det ikke farligt, hvis en person viste for meget? Det havde altid overbevist sig selv om.
Han smilte let til hende og hans læber strejfede svagt hendes hovedbund, i en bevægelse han næsten ikke nåede at tænke over.
"Jeg bliver" smilte han
"Hvis vi ligger os lidt mere behageligt" tilføjede han

Hun lå roligt ovenpå ham, faktisk slappede hun sæt af. Det var lang tid siden hun sidst havde gjort det og hvem skulle tro det lige nettop var ham der fik hende til at slappe sådan af. Men hun kunne lide det, mere end som så. Alane lukkede stille sine øjne og kunne ikke lade være med at tænke, tænke tilbage. Et minde ramte hende. De havde snakket om at de skulle flytte sammen og det hele. "Sean kan du huske vi snakkede om at flytte sammen?", hun smilte stille og kiggede på ham, så ham dybt i øjnene. Hun havde ikke rigtig tænkt over det men hun vidste det nu, hun ville komme til at savne skoven. Den var hendes hjem og havde været det i rigtig mange år. Roligt strøg hun noget af det hvide hår ud af øjnene. Let bed hun sig i læben og kiggede på ham, roligt skubbede hun sig op mod ham så deres læber nu kun var få milimeter fra hinanden. Dog væltede hun ned så hun lå ved hans side. "Okay hvis du insistere, jeg lå nu meget godt". Hun kiggede på ham med et drillende smil men der var stadig en dyb varme i hendes øjne.