Shame and fear, what a lovely surprice. ~Josh~

Hun havde listet rundt efter ham helle dagen, hvorfor mest af alt fordi hun nogle gange var så fandens nysgerrig. Tiltider var hun lidt for meget, men det var ikke altid noget man kunne gøre ved. Isobel gik stille og roligt, men mon han havde opdaget der var en som fulgte ham? Isobel gik cirka 10 meter bagved ham, helle tiden. Han var ret køn, selvom hendes fortid var barsk så ville hun ikke lade den stoppe hende. Selvom han nu så ret ung ud, teenager desværre. Men han var stadigvæk en køn ung mand. Isobel lagde armene bag ryggen og kiggede rundt for ikke at afsløre sig selv i at kigge på ham med de nysgerrige blå øjne.

Hun fulgte efter ham.. Det var han altså sikker på! Han kunne mærke hvordan hendes nysgerrighed var rettet imod ham, hvordan hun var fast besluttet på at følge ham. Hvordan han var så sikker på det, skyldes at han gik en vej, som der sjælendt var nogen som gik, eftersom den ikke rigtig ville fører nogen veje hen eller steder for den sags skyld. Til sidst kunne han ikke klarer det mere, han stoppede op og sukkede kort, inden han vendte sig om imod hende og så på hende med sine chokoladebrune øjne.
"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte han med et skævt smil på læben.
Han bemærkede med det samme hendes smukke øjne og læber.. De læber havde en perfekt form og farve, så han tog sig selv i at kigge lidt på dem, inden han kiggede i hendes øjne.

Han stoppede op hvilket fik hende til at gøre præcis det samme, hun lod bare som om hn kiggede på nogle børn som legede over på gyngerne. Men det var ikke ligefrem glæde over ansigtet før hun kiggede væk ingen. Isobel så på ham da han snakkede til hende.
"Nej, jeg klare mig tak fordi du spurgte." Svarede hun bare med et uskyldigt smil, inden hun kastede det lange mørke hår tilbage. Hun kiggede ham i øjne med de himmelblå øjne.

Hun spillede uskyldig.. Snedig, det måtte han indrømme.. Og smuk.. Nej! Nu måtte han altså styre sig! Han smilte kækt over hendes uskyldighed, inden han vendte ryggen til hende igen og begyndte at gå videre, stadig sikker på at hun fulgte efter ham. Hvis hun også begyndte at gå nu, så var beviset der. Han lagde armene om bag hovedet imens han gik langsomt videre igennem parken med afslappede bevægelser. Hans skjorte blæste i vinden, så han følte sig fri..
Han kiggede ud af øjenkrogen for at se om hun fulgte med ham.. Han begyndte langsomt at sætte i løb.,

Det kæke smil, fik hende til at ryste venligt på hovedet. Hun smilte bredere af det, men smilet forsvandt da han blot vendede ryggen til og gik videre. Isobel gik videre efter ham, og da han pludselig satte i løb.. Løb hun efter ham og sprang på ham som et andet rov dyr så han faldt ned i jorden. Hun smilte og rejste sig op og børstede snavset af sine jeans.
"Hvorfor løber du bare fra mig?" Spurgte hun nysgerrigt, og der begyndte at komme sølvpletter i hendes øjne, evnen ville frem. Den kunne ikke bare slukkets og tændes, den ville altid komme frem. Men hun havde lært at styre det sådan pænt meget.

Han vidste det! Hun fulgte virkelig efter ham, det kunne hun altså ikke skjule! For så snart han satte i løb, satte hun også i løb og placerede et triumferende smil på hans læber, eftersom hun gav ham ret ved at løbe efter ham. Men, hvorfor løb hun egentlig efter ham? Hvad ønskede hun? Han havde ikke ligefrem penge eller noget som der var værdifuldt, medmindre hun fandt en skjorte interessant.
Pludselig væltede han og bukkede under for den pludselig vægt ovenpå sin ryg, men han rejste sig hurtigt op igen og kiggede forvirret hen på hende.
"Ja?" Sagde han forvirret og løftede på sine arme. "Hvorfor følger du efter mig? Hvad er det du vil?" Han var en smile irriteret og hendes nysgerrighed gjorde det ikke ligefrem bedre. Han kiggede hende i øjnene..

Hun lagde armene overkors, hendes øjne blev sølv. Ikke fordi hun ville bruge sin evne, men han så ikke ret glad ud. Han så en smuke irriteret ud, men Isobel fandt det bare morsomt.
"Det ved jeg ikke, jeg keder mig en anelse." Svarede hun med en ganske uskyldig stemme og et skævt smil. Hun legede lidt med en af sine hårlokker.
"Man skal jo finde et eller andet at give sig til ikke sandt?" Spurgte hun med et skævt smil.

Kedede sig? Give sig til? Hvem pokker troede hun lige at hun var? Bare sådan at følge efter ham, bare for at have noget at give sig til? kunne hun i det mindste ikke snakke med ham i stedet for.. Josh rystede irriteret på hovedet, selvom hun var køn, så var hun altså ret irriterende. Han lagde armene på kors og pustede kort en hårtot væk, som havde besluttet sig for at dække lidt af hans øje. Efter et lille minuts stilhed, løftede han på skulderen, eftersom han ikke anede hvad han skulle sige til hende.. Hvad sagde man til en person som blot fulgte efter en, fordi personen kedede sig?
Han kiggede hende dybt i øjnene og gik hen imod hende.
"Så find noget andet at give dig til end at følge efter mig," sagde han en smule bestemt og man kunne hører på ham at han var irriteret.. "Jeg er ikke i humør til din nysgerrighed,"

Isobel hævede et bryn af ham.
"wow, du godt nok en af de mest kedelige mænd jeg nogensinde har mødt." Svarede hun og gabte. Isboel rullede øjne af ham. "Det var da synd for dig." Svarede hun lidt ligegyldigt og kiggede ham ind i øjnene.

//Krea svigt, og sorry for jeg først er på nu :3

//Det går nok ^^//

Pludselig virkede hun ikke så venlig længere, snarer som en snobbet tøs, der ikke kunne få sin vilje. Normalt ville Josh lade dette passere, men han kunne ikke skjule lysten til at kigge hende i øjnene, bruge sin evne imod hende. Men, han vidste godt at det var forkert og han ikke bare sådan skulle lege med den, samt udnytte den, men han skulle vel trænes i den, skulle han ikke? Et kort øjeblik, bed han sig i underlæben, så væk for ikke at kigge hende i øjnene, selvom han havde lyst til at snerre af hende, at hun ikke kendte ham, så hvordan kunne hun kalde ham kedelig? Folk der bedømte andre uden at kende dem, var sådan nogen Josh afskyede.. Til det sidste hun sagde, kiggede han op fra jorden og ind i hendes øjne.. Langsomt kom hans evne frem..

Isobel føltesig truet, og det gjorde hendes indre rovdyr også. Og hun så sit snit da han kiggede hende i øjnene, hurtigt blev øjnene sølv. Sådan så Isobels skammer øjne ud, Isobel smilede skævt. 
"Se mig i øjnene." Sagde hun med sin skammerstemme, som næsten var umulig at løbe fra. Men noget gik galt, hendes hovede dunkede og bankede som gik det i stykker.. Hun tog sit til hovedet til sidst, men gav ikke op på at bruge sin evne.

De to evner ramlede sammen, og så snart det mødtes, ville det være som to positive poler der ramlede imod hinanden. De ville straks skubbe hinanden væk, hvilket ville resultere at Isobel og Josh ville få sådan et skub i deres krop, at de ville ramle bag ud. Det var som om han havde kigget direkte op i solen, alt blegnede for ham og selvom han lukkede øjnene, kunne han stadig se hvordan lyset dansede bag øjenlågene. Han tog sig til hovedet og havde det som om at nogen havde slået ham flere gange, for at se om hans hjerne kunne falde ud af kraniet.
"Hvad skete der?!" råbte han og kiggede op på hende. "Hvordan i alverden gjorde du det!?" Han var så småt begyndt at kunne se igen.. Men der var stadig sorte pletter for hans øjne.. Skam og frygt kunne ikke besejre hinanden.. De var som to ens poler der ramlede sammen..

Isobel var hurtig på sine reagtioner da hun mærkede hun blev skubbet tilbage, hun rettede dog hurtigt blikket imod Josh igen..
"Jeg gjorde intet!" Råbte hun igen, og hævede på et irriteret bryn af ham. Hun vendede sig om og fnøs, hun begyndte at gå væk..

~Senere samme aften.~

Isobel sad på en ny tilbygget kro, efter byen havde været ødelagt. Hun havde fået sig et par gode drinks, som havde gjort hende ret så charmerende og flirtende at tale med. Hun gik lidt rundt til Isobel fik øje på en person hun fandt ret pæn. Hun kunne tydelig se at han også havde fået et par drinks, og gik over for at sidde ved siden af ham.
"Isobel er navnet, og må man få dit?" Spurgte hun charmerende og så bare helt uimodståeligt på ham.

Inden han rigtig havde forstået hvad der var sket, var hun allerede forsvundet ud af det blå, som havde hun aldrig eksisteret og blot havde været en form for syner. Selvfølgelig vidste han inderst inde godt at hun havde været virkelig, men det der var sket imellem dem havde nærmest været som en svimlende bølge igennem deres kroppe. Hvorfor havde det føltes som et slag i maven, da de kiggede hinanden i øjnene? Han rystede på sit hoved, inden han vendte ryggen til og gik den modsatte vej..

Var der noget bedre end bare at slappe af? Efter en lang træningsperiode kunne han endelig slappe af! I lidt over to uger havde han trænet op til at blive en archangel, samt udviklede sig til at blive den leder englene havde brug for. Dog strejfede pigen fra tidligere ham.. Hvad var der lige sket?
Han tog en slurk af sin drink og kunne godt mærke på ham selv hvordan alkoholen boblede i kroppen på ham, fik ham til at slappe fuldstændig af og nærmest glemme alt omkring ham. Lyden af en stemme så varm og smuk, fik ham til at dreje hovedet hen imod en pige, hvis ansigt var bekendt.
"Josh," svarede han hende og smilte charmerende, afslørede smilehullerne i mundvigen. "Hvad bringer en pige som dig sådan et sted som dette?" Han kiggede kort rundt i kroen for at signalere at det var den han mente, inden han kiggede hen på hende, stadig med sin drink i hånden.

Isobel kiggede på ham, andigtet forekom hende så bekendt. Men tankerne var ikk just logiske ligenu, hun lagde hovedet på skrå og bed sig charmerende i underlæben. 
"Jeg vill finde et sted at slappe af, keder mig normalt så meget. Så det kunne være en aften hvor man måske tænkte på noget.." Hun holdte en pause og lænede sig imod hans ører. "Udover det sædvanlige, bare slå sig løs." Tilføjede hun og trak sig stille og forførende tilbage så hun så ham i profil igen. 
"Hvad med dig? Hvad laver du her?" Spurgte hun med et forførende smil.

Han smilte til hende og tog en ny tår af sin drink, lod alkoholen bruse igennem ham og han måtte indrømme at det føltes skønt. Der var selvfølgelig sket meget og han trængte bare til at slappe af, så hvorfor ikke sidde og få en hyggelig snak med denne kvinde der også så ud til at kunne bruge nogen at snakke med? Da hun lænede sig hen imod hans øre og hviskede i det, kriblede det igennem hans krop og han bed sig kort i underlæben. Så snart hun satte sig på plads igen, kiggede han hén på hende med sine chokoladebrune øjne, der var varme og rolige. Han satte hovedet på skrå, beholdte sit charmerende smil, så snart han så hendes forførende. "Jeg trængte til en pause fra alt mulig, det har været sådan en skør tid for mig," han tog en tår af sin drink og stillede den fra sig igen, lænede sig kort tilbage i stolen. "Du forekommer mig bekendt kære Isobel? kan det passe?" Han smilte kækt til hende.

Isobel forkomne ham bekendt, måske havde de mødt hinanden før. Men hun kunne ikke huske hvem hvad eller hvornår.
"Måske kære Josh, det er en af livets mange gåder." Sagde hun mystisk og blinkede med øjnene som en interesseret ung dame nu skulle. Og hvem vidste om hun måske var intresseret bare lige denne nat?
"Skål for en aften hvor vi bare skal fyrer den af!" Hun hævede lidt på et glas og blinkede til ham.

Han hævede sit eget glas og lod det klitre imod hendes.
"Hele livet er en gåde," sagde han kort inden han førte sit glas op til sine læber. "Skål for en aften hvor vi bare skal fyre den af," Han blinkede drilsk til hende og tog en tår af sin drink, mærkede endnu engang den søde drink igennem sin krop. Endnu engang stillede han glasset fra sig, men havde lænet sig frem igen og støttede sine albuer på bordet. "Du siger bare til hvis du mangler mere at drikke, jeg betaler gerne for dig," Han blinkede til hende og kørte kort en hånd igennem det brune hår. "Frisk på en dans eller en gå tur?" Der var begyndt at være en smule trangt i krostuen..

Hun skålede med ham og tømte sit glas, hun stillede det fra sig på det lille bord ved siden af hende. Isobel lagde hovedet lidt på skrå, og nikkede til ham.
"Tak, men lad os gå en tur. Skoven er rigtig hyggelig om natten." Svarede hun ham og lod en finger glide ned under hans hage, da hun rejste sig. Deres ansigter var kort tætte, hun så ham forførrende ind i øjnene inden hun rettede sig op og trådte et skridt nærmere imod døren. Hun så på ham med et smil, og ventede på at han ville komme derhen imod. Hun ville bare have en aften uden bekymringer, deusden hvad var det værste som kunne ske?

Han smilte til hende endnu engang, af en eller anden grund kunne han ikke lade være med at smile når han så på hende. Den aura der var om hende var glad og frisk, en man ikke kunne være sur omkring. Om det blot var fordi han havde fået noget alkohol eller om det var hans rigtige mening om hende, kunne han ikke rigtige finde rundt i. Der krøb en varm bølge igennem ved fingeren der strøg under hagen og han fulgte med hende, som var hun en magnet han ikke kunne trække sig væk fra. Af ren høflighed åbnede han døren for hende og lukkede den så snart hun var ude. Luften ramte blidt hans hud så et nyt smil voksede på hans læber. Hun havde ret, skoven virkede hyggelig om aften. Med afslappede bevægelser begyndte han at gå hen imod træerne, kiggede sig kort over skulderen for at se om hun fulgte med ham. Der var noget forførende over hans brune øjne.. Han fortsatte med at gå, indtil han kom til en lysning hvor månens stråler fik græsset til at glitre. "Du har ret, her er ret så hyggeligt," Hans stemme var en varm hvisken.

Hun gik med ham ud i skoven, der var så stille. Men det var også i skovene at hun elskede at være, mest fordi hun var shapeshifter. Dog elskede hun det bare, det var fredeligt og roligt. Isobel løb ud i lysningen og smed sig ned i græsset, hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
"Ja der er fantastisk." Sagde hun bare og satte sig så op. Hun rakte en hånd frem imod Josh, hvis han tog den ville hun trække ham ned ovenpå hende. Bare for at drille ham lidt. Skoven var så stille, skovens dyr var gået i seng.

Han kiggede kort rundt, nød bare stilheden og da den blev brudt af Isobels fødder der ramte jorden, kiggede han hen på hende og smilte ved synet af den måde hun lod sig falde ned i græsset på. Med afslappede bevægelser gik han hen imod hende. Hendes hånd strakte sig ud til ham og han tog imod den, hvor han kom ud fra at han lige pludselig kunne mærke et sus igennem maven, så han kort lukkede øjnene indtil han kunne mærke at suset var væk. Da han åbnede dem igen, lå han ovenpå hende og en kort rødmen bredte sig på hans kinder.. Han skjulte det dog ved at smile drilsk til hende.
"Elsker man at drille?" han blinkede drilsk til hende og kiggede hende dybt i øjnene. Han lod sin ene hånd køre igennem hendes hår. Forsigtigt lænede han sit ansigt tættere på hendes, så de ville kunne mærke hinandens ånde. Det sitrede igennem ham.. Alkoholen brusede i ham og under ham lå en smuk kvinde, med forførende smil på læben.

Isobel kiggede ham i øjnene meget dybt og forførrende, selv da han snakkede til hende. Hun mærkede hans ånde på hendes hud, og nød den måde han kørte en hånd igennem hendes hår. Hun løftede hovedet lidt og kyssede ham dybt. Alkoholden brusede afsted indeni hendes årer, at leve imens man kunne. Det var godt ordspil, Isobel lagde den ene hånd på hans kind imens hun lukkede sine øjne i.
"Måske." Svarede hun med en hvisken i hans ene ører, inden hun kyssede hans engleblide læber igen.

Han blev en smule overrasket over pludselig at kunne mærke hendes læber på hans. Selvom der var noget der sagde at de heller måtte lade være, så styrede alkoholen ham og han gengældte hendes kys. Det dybe kys imellem dem fik ham til at sitre og da hun trak væk igen, for at hviske ham noget i øret, bed han sig i læben og mærkede varmen fra hendes ånde imod hans øre. Han stoppede dog med at bide i den lidt efter og gengældte et nyt kys som hun placerede på hans læber.. Lidt efter trak han dog væk fra kysset, men kun for at følge ned af halsens linje og derefter op igen. Han pressede sin krop tættere på hendes med en rolig bevægelse.