# Surprice! ... Bloody surprice! I think. (Chester)

Måske gav det pote at lære at læse. Men ikke når man så vendte tilbage til et sted hvor bogstaver havde fået lidt for længe i ovnen og var blevet helt krumme og mærkelige. Men når man kedede sig nok på samme pind lidt for længe. Så var der ikke andet at tage sig til end at læse på de flyers der nu engang imellem var i byen. Det var tidspunkter som dette man kunne savne den mere fremtidige verden. Elektroniske dimser og sådan. Men det at være tilbage var alligevel bedre end små ting som det. Ingen hovedpine eller overaktive sanser hele tiden. Dette var stedet han kendte og følte sig hjemme. Man sagde aldrig nej til et eventyr, men ude godt - hjemme bedst. Var det ikke det man sagde?
Han håbede dog lidt på at hjemme, så i det mindste ville give pote - at det var det hele værd at vende tilbage. Hans krop og hoved sagde ham at det var det helt rigtige. Hans hjerte noget helt andet. Men det behøvede man jo heller ikke altid følge.

Han vippede kort lidt med sine fødder og lod blikket glide rundt på forbipasserende. Folk så triste ud - men måske var det grundet vejret? Her var vinteren vel altid mere hård mod folk end som så. Razors humør var dog slet ikke noget der lignede trist. Han lod blikket flakke lidt ned af gaden før han krøllede flyeren i hans hænder sammen og proppede den i sin lomme. Der gik kun et øjeblik før han hoppede ned fra pælen han sad på og smuttede afsted. Oh Well - om ikke andet var det forsøget værd at teste det ud. Desuden havde han læst sig frem til informationer han virkelig håbede var sande. Faktisk virkelig meget! Og han var heller ikke i tvivl da han kom nærmere. Navnet blev gentaget i diskrete munde og på trods af fyrens race. - så var der sjældent en fært halvdæmonen glemte. Desuden var det aldrig svært at snige sig indtil ting som dette - ikke når man kunne se på folk præcis hvem man skulle lytte til for at finde ud af præcis hvilke informationer man skulle bruge for at kunne. Razor havde savnet denne form for livsstil. Der var intet mere spændende end sådan noget. Det havde jo trods alt været hans arbejde - og på trods af et år uden, så følte han sig ikke voldsomt rusten i det. “ now we’re talking “ hviskede han stille mens det dæmoniske udtryk overtog ham. Hans evne gav ham en fordel. Han kunne bruge væggen som støtte til lige at blive den smule højere og kunne se hen over flokken af folk der samlede sig for kunne se showet- eller hvad man så end ville kalde sådan en kamp. Det var vel lidt et show. Og et spændende et af slagsen. Duften af blod lå i luften. Nærmest som en varm dyne om sanserne. Men blod skulle der til - ellers var det jo ikke en rigtig kamp.

Chester havde ikke haft det bedste år. Han var eller så vant til at konstant have det strålende, selv når han var vred, kunne han have det sjovt. Faktisk var tingene altid lidt sjovere, lidt vildere, når man var vred. Men lige det her år havde der været en del vrede og ikke meget sjov. Og en del tanker, om han virkelig ikke gad at døje med, men han virkede ikke til at kunne finde en måde at få dem til at gå væk. Han havde prøvet at drukne dem i alkohol, blod, stoffer, sex, alt man kunne tænke sig, men for hver dag, der gik, blev de sværere at holde ude. Alt sammen på grund af en dum bloddæmon, der besluttede sig for at lege hjernevrider og lade som om han vidste noget som helst om Chester. Han vidste ikke en skid, gjorde han. Og alligevel havde hans ord trængt sig ind i ham og sat sig fast. Som en mide.
Arenaen her var hans frirum. Ingen ydre bekymringer, ingen tvivl, ingen eksistentiel krise. Blot ham, hans modstander og målet om at skade. Han behøvede ikke at tænke over andet end hvad hans næste angreb skulle være. I kampe som den han skulle til at ind i behøvede han knap nok at tænke. Han var ikke champion uden grund. Det faldt ham så naturligt at skade andre. Han var jo et monster og det fik han lov til at bevise her i mens alle heppede på ham og hans sadistiske træk. Arenaen var virkelig det sted, hvor han kunne føle sig mest hjemme her.
Kampen skulle til at starte. Det var imod en ung bloddæmon, der havde steget hurtigt i rang over de sidste par måneder. Nu mente han åbenbart, at han var klar til at stå ansigt til ansigt med Chester. Chester havde ikke sagt nej selvom det egentlig var udenfor mesterskabet. Der var heller ikke mange der tvivlede på, at han ville vinde. Det ville nok ikke blive nogen besværlig kamp men Chester havde brug for at komme ud med nogle frustrationer, der ikke endte med at han skabte flere problemer for sig selv og de få andre, han ikke ville indrømme, at han holdt af. Og så kunne den kække bloddæmon også godt have godt af at blive sat på plads.

Modstanderne var iklædt et sæt tøj, der skulle være nemt at kæmpe i – løse bukser og en løstsiddende trøje uden ærmer. Flere i publikummet skuttede sig blot ved synet af det, men Chester frøs ikke. Han stod i stedet og strakte sig, klar til at klokken ville ringe og han skulle angribe. Bloddæmonen foran ham stod og hoppede let frem og tilbage, det var tydeligt, at han ikke ville tøve med at angribe først.
”Easy there,” sagde Chester til ham. Han var flabet og et lille smil var kommet frem på hans læber, ”Don’t wanna burn out off energy too quickly.”
”Zip it, old man,” spyttede bloddæmonen igen hvilket fik Chester til at stirre halvt forbavset, halvt fornærmet på ham.
”Old man?!” udbrød han fornærmet ”Wha- are you blind?”
Klokken ringede ligesom Chesters sidste ord havde forladt hans mund. Bloddæmonen havde sikkert ikke en gang hørt det, for det sekund klokken lød, sprang han imod Chester. Chester fik med nød og næppe undgået og så startede kampen.
Bloddæmonen var god. En del bedre end Chester havde forventet. Det krævede faktisk noget af ham at undgå hans angreb og selv få nogle slag ind. Men det fik han nu bestemt. Bloddæmonen var måske bedre end forventet men stadig slet ikke lige så god som Chester. Publikummet hujede, overdøvede Chesters tanker, blodet fløj rundt som han sendte en knytnæve i ansigtet på ham, mærkede vibrationerne sitre igennem hans arm og adrenalinet pumpe igennem ham. Og for hvert slag han fik ind, blev dæmonen mere og mere vild, hysterisk, desperat. Han kastede sig imod Chester uden at tænke sine angreb i gennem, hvilket kun gjorde alt nemmere for vampyren. Han endte med at le som han endnu en gang fik givet ham en mavepumper og kastet ham på jorden.
”Who’s the old man now?” lo han imens han gik imod ham, ”Old man, what kind of an insult is that?”
Han nåede hen til ham og med én kraftig bevægelse sendte han sin fod i maven på ham. Bloddæmonen spyttede blod op.
”Come on, get up! The audience needs a fight and you promised to fight.” Han rystede på hovedet ham og så udover publicum som han hævede stemmen til at tale til dem. ”I mean, I came to fight”
De jublede. Det var så nemt at få dem til at huje, den mindste form for opmærksomhed. Han grinte igen og badede i hæderen
”If I came to be bored to death I could’ve just go see- Razor?“ Han stoppede med at tale. Han stoppede også med at gå og med at smile, generelt stoppede han bare. For der i blandt alle ligegyldige ansigter var et ansigt han ikke havde set meget længe. Og så kunne man ikke lade være med at blive mindet om den omverden, han havde prøvet at glemme i kampens hede.
Lige indtil han fik et slag i ansigtet. Forbavset vaklede han tilbage, næsten lige ved at træde ud af cirklen. Bloddæmonen var kommet op at stå igen, klar til at bruge den sidste energi i et forsøg på at vinde. Chester så kort tilbage på Razor men så var dæmonen over ham og han måtte fokusere på at kæmpe. Hvilket han gjorde. Uden dril og hån og smarte replikker. Nej, han gav blot alt han havde og på ingen tid havde han slået den allerede smadret dæmon ud. Nu lå han på jorden, bevidstløs og blodig og publikummet gik amok med hujen og råberi. En dommer gik ind, hævede Chesters arm i luften og erklærede ham vinder men han kunne ikke være mere ligeglad. Han søgte blot efter Razor i mængden.

Så snart dommeren var færdig, puffede Chester han ham fra sig og gik i mod, der hvor han havde set Razor. Flere fans prøvede at gribe fat i ham for at tale med ham men de blev enten ignoreret eller skubbet væk og folk vidste trods alt bedre end at presse sig på med en vampyr.
Så snart han fandt ham blandt folket, gled et stort smil over læberne. Det kunne han jo ikke lade være med, når han så Razor. Deres forhold var kompliceret – det var sjældent venskaber involverede at være ved at slå hinanden ihjel i ny og næ – men hold da op var det det værd. Og Chester vidste, at en god omgang Razor var præcist hvad han havde brug for som han havde det lige nu.
"Razor, what the hell?” sagde han så snart han nåede hen til ham. Der var ikke nogen velkomstkrammer. Det var ikke rigtig Chesters stil. ”I haven’t seen you in forever!”
Virkelig. Hvor længe siden var det, at de sidst så hinanden? Over et år siden? Det måtte det næsten være. Det var lang tid selv efter deres standarder.
”What are you doing here?”

Det var underholdende. Men det var det altid, kampe var altid synet værd. Medmindre de endte på 3 sekunder, det var kun sjovt hvis man selv var den der kæmpede og man vidste at der få sekunder senere ville komme en ny modstander stormende. Men det var vidst ikke tilfældet her. Chester styrede kampen med god stil. Egentlig havde halvdæmonen måske lidt håbet på at der ville ryge lidt flere slag ind på vampyren, men det var først da han et kort øjeblik nærmest havde øjenkontakt med ham at Chester mistede sit fokus og sin ikoniske attitude. Noget der kun fik Razor til at slippe et lille grin, smilet forblev om hans læber - voksede måske endda en smule. Fantastisk! Han bed sig kort lidt i læben og måtte nærmest strække sig en smule højere for at kunne se ind over folk og få resten af kampen med.
Men kampen endte og medbragte sig en smule klaustrofobi af det kaos det skabte blandt folk omkring ham. Han skævede rundt og overvejede kort om han burde skyde genvej hen over bygningerne. Men så igen - det ville ikke helt give ham en mulighed for at finde Chester, selvom han selvfølgelig bare kunne opsnuse ham når en del af dem der var her var forsvundet.

I stedet skubbede han sig selv lidt tilbage mod muren og betragtede sine omgivelser med et måske lidt for sultent dæmonisk blik. Her var overraskende mange folk af racer der ville gøre sig til en go snack i dette øjeblik. Men han blev trukket ud af sin lækkersultne trance da en velkendt stemme ramte hans øregang.
" And hallo to you.. " lød det halv flabet fra halvdæmonen som han vendte blikket mod fyren. Han kunne ikke helt lade være med kort at lade blikket glide en tur ned af ham, også op igen. Han hævede kort et bryn før han lod hovedet tilte en smule på skrå. " Hm? " han holdt en kort pause før han kort slog ud med armene. " 'I came to fight!' " citerede han så bare vampyren fra hvad han tidligere selv havde sagt i kampens hede. Dog gik der kun et par sekunder før halvdæmonen slap et grin og rystede lidt op hovedet.
" I mean.. Not really, I just kinda found my self in a stalker-ish kind of mood.. And there you were. An obvious choice. " Sagde han så bare og himlede kort med øjnene, drillende. Han skævede kort forbi vampyren før blikket fandt ham igen. " So this is what you spend precious time doing? Knocking out demons with anger issues? " Han så et øjeblik lidt bedømmende på fyren foran sig - før hans blik langsomt fandt vejen mod en som bevægede sig hen mod dem bag fra. Det tog ikke mere end et halv truende blik og essensen af en knurren fra halvdæmonen før personen bevægede sig væk igen. Han kunne skam endnu. Det uskyldige liv i en anden dimension havde ikke trukket dæmonen ud af Razor - den var nok nærmere bare vendt tilbage med mere kræft end før. " I just decided that you had been having too much fun for a very long time without me. And that wont do - even tho' traveling through portals can be fun, there's absolutely nothing more fun than... being a pain in the ass around you.. " sagde han så bare med et kort lille træk på den ene skulder og et sødt lille smil om læberne. Så sukkersødt et dæmonisk smil nu end kunne blive. Hvad end for et mærkeligt venskab de havde så var det altså et som Razor satte pris på - på trods af kampe og stride, uenigheder og ikke uenigheder. Der var bare et eller andet ved Chester som fik halvdæmonen til at blive. Eller hvert fald komme tilbage. Hvordan kunne man andet?
Folk forsvandt stille - der var stadig en del, en gruppe der virkede til gerne at ville i kontakt med Chester, men halvdæmonen havde vidst stjålet hans opmærksomhed, hvilket virkede til at være noget ikke alle var tilfredse med og utålmodigheden strålede ud af deres ansigter. Razor kunne dog ikke lade være med bare at le lidt af det. " You've got an awful lot of admires.. " Sagde han så bare lidt og klikkede kort med tungen. Ingen jalousi var at ane i halvdæmonen, nok nærmere bare en oprigtig interesse. Der var jo ingen der sagde at de fans ikke om få øjeblikke kunne være spredt ud over gyden i et blodigt stykke arbejde.

Chester kunne ikke helt fatte, at det var Razor, der stod foran ham. Det var ikke fordi de var gode til at mødes og hænge ud sammen. Faktisk var det aldrig rigtigt fordi de opsøgte hinanden. Det var mere tilfældigheder, skæbnen der bragte dem sammen igen og igen. Ikke at Chester troede på skæbne, det var en omgang vrøvl. Alle gik på denne jord uden en mening i livet for før eller senere ville man alligevel dø. Hvilket Chester ikke havde brug for at tænke på lige nu. Hele pointen med at ville gribe fat i Razor var netop at glemme sådan nogle tanker. Men nej, selvom de havde det med kun tilfældigvis at mødes i ny og næ, var Chester sikker på, at han ikke ville se Razor igen. Om han var forsvundet eller død var ligemeget. Chester havde bare allerede kommet videre. For det var jo det han gjorde – skubbede folk væk. Og det var ekstra nemt at gøre, når man alligevel ikke så dem. Men nu stod Razor foran ham og Chester havde det som om ikke et sekund var gået siden sidst han så ham. Og alligevel som om han havde misset en hel livstid. For hold da op, hvor var en masse lort sket det sidste år. Ikke noget som helst, som Chester havde planer om at dele med hybriden. Nej, Razor skulle hjælpe ham med at glemme. Med at finde den hensynsløse, koldblodige, ligeglade side frem i Chester, som han havde alt for svært ved at relatere til på det seneste. Og Razor måtte ønske det samme. Hvorfor i alverden skulle han ellers gribe fat i Chester? Det var det de fik frem i hinanden. Vold, sex, kaos og en hel masse sjov.

Det første, der kom ud af Razors mund, var halvflabet. Andet kunne Chester ikke forvente og det fik kun smilet på hans læber til at vokse. Perfekt. For at han så bagefter gjorde grin med Chester, hvilket resulterede i et halvfornærmet, halvfornøjet fnys fra vampyrens side.
”Obvious choice?” mumlede han kort før Razor spurgte ind til hans liv. Der var nu en del at fortælle. Men ikke noget han egentlig ønskede at komme ind på. Ikke lige nu i hvert fald.
”Pretty much,” svarede han derfor blot og trak henkastet på skuldrene, ”You know, won a championship or two or seven. Got famous. And rich by the way.” – han hævede fingeren i luften – “That’s important to mention too.”
Razor knurrede af en forbipasserende og hårene rejste sig i nakken på Chester. Både af ærefrygt og af spænding. Nu hvor han stod foran ham, levende og dæmonisk, måtte Chester indrømme, at han havde savnet ham. Dette sagde han dog ikke. Han hævede blot imponerende øjenbrynene af ham.
”Oh did you?” sagde han til Razors konstatering, ”Pretty sure it’s been the opposite. It’s been kinda boring without you.”
Så sagde Razor noget, som Chester blev nødt til at bide fat i. Af ren og skær forbavselse forsvandt hans smil og af ren og skær begejstring trådte han et skridt tættere på ham.
”Wait portals? To where? What the hell have you been up to?” Chester var oprigtigt spændt på at høre om hvad Razor havde haft gang i. Tydeligvis nogle eventyr. Chester havde ikke været på eventyr i lang tid. “You know, you always do this,” blev han dog nødt til at tilføje med et lille smil tilbage på sine læber, “Casually throw in something huge in a conversation. You should really start off with mentioning stuff like this.”

Folk bag dem var ved at bryde op. Tage videre til fester, druk i byen, andre slåskampe. Nogle var sikkert også på vej hjem til deres kedelige hjem, til deres kone og små børn, der slet ikke vidste, hvad de brugte deres nætter på. Og så var der nogle der endnu ikke havde fanget, at Chester ikke var interesseret i dem. Han var kun interesseret i en person lige nu. Faktisk var han så fanget af deres samtale, at det var først, da Razor pointerede det, at han faktisk opdagede, hvordan folk prøvede at få hans opmærksomhed. Irriterende. Han kunne ikke være mere ligeglad med dem. Kort så han hen på dem og så tilbage til Razor. Med et antydende blik. Et sadistisk blik i hans øjne. Når man kendte de to, vidste man bedre end at presse sig på deres samtaler. Chester var i hvert fald lige ved at foreslå Razor, hvordan de kunne genskabe gode gamle minder, hans mund var endda let åben. Men så lukkede han den i igen. Det gik jo ikke. Det var vigtige folk, hans publikum. Så fik han et dårligt ry. Celeste ville slå ham ihjel. Arh fuck.
Det antydende blik og sadistiske glimt var væk. Som om han havde rystet det af sig. Men for at Razor ikke skulle bide for meget mærke i det, lænede han sig i stedet tættere på ham. Tæt nok på at han kunne mumle: ”Why don’t we get out of here?”
Hans stemme var en hel anden form for antydende nu. I hvert fald i to sekunder, før han trak sig væk fra Razor – han skulle jo ikke få det hele til at starte med – og hans smil bredte sig. “Catch up somewhere else? Heck, I’ll even buy you a drink. I got plenty of cash to use.”
Han gav knap nok Razor tid til at svare. Han var allerede klar til at komme videre, allerede taget et skridt. Han skulle væk herfra.

Razor kunne ikke lade være med at smile. Ugh! Han smilede normalt altid, men ikke på denne måde. Der var en smule mindre dæmon i smilet. Det var ikke fordi han manglede den, men det var vidst bare blevet lidt en dårlig vane at 'spille' menneske i samfundet. Det havde han hvert fald gjort længe. Han skulle falde tilbage til sig selv her i Underworld. Noget som burde være mere let end det på nuværende tidspunkt virkede til at være.
" I sense the fame.. " Lød det halv brummende fra ham som han skævede fyren over skulderen. Han rettede sig dog en smule op et øjeblik efter før han fandt det dæmoniske smil frem igen. Helt væk var det ikke. Kun hvis han mindede sig selv om hvor oprigtigt glad han var for at være tilbage. Hvor oprigtigt glad han var for at en fyr som Chester ikke havde glemt ham i stormen. " Should I be honered? That you're chosing to spend your precious time on me, and not them? " Han hævede kort lidt drillende et bryn og lod et halv flabet smil finde vejen over sine læber. Han kunne ikke andet end at blive en smule beæret over det, eller smigret? Man kunne se på det som man ville. Razor brokkede sig aldrig over at have selskab af Chester. Han var sjov - sammen var de definitionen af sjov og intet kunne stoppe dem så snart de var i gang med hvad end de kunne finde på.

" Mmmm.. I have talents too you know. " Sagde han så bare med et lille grin og puffede kort til vampyren før han rystede lidt på hovedet. Uden tvivl. Razor havde det med at sige en masse som man måske burde uddybe i øjeblikket og ikke bare strejfe. Eller måske var det i al hemmelighed en måde at bide sig sikker i om folk lyttede til hvad man sagde. Eller gøre dem interesseret i samtalen. Han kunne være interessant på mange måder.
Han opsnappede det første blik Chester gav ham - og det tog ikke mange øjeblikke før der allerede var vækket en dæmon i ham, en dæmon som ikke rigtig var til at få styr på så snart snoren var sluppet. Men Chester havde vidst alligevel fat i halvdæmonen, måske helt uden at vide det selv. Han bed sig kort lidt i læben før han skævede mod Chester som han kom helt tæt på. Han himlede kort med øjnene. En smule skuffet måske? Var der et øjeblik blevet lagt op til kaos også.. endte det med en drink? Razor klikkede kort med tungen, men besluttede at gå med vampyren. Men kun for et øjeblik efter at være tæt på ham, meget tæt - så tæt at han næsten nappede fyren ved øret efter sine ord.
" Money can't buy fear and fresh blood.. " knurrende han halv tirrende og drillende før han trådte nogle skridt foran og vendte fronten mod Chester, bevægede sig på den måde baglæns. " Don't disappoint me now.. You still have that blood lust going somewhere inside, I sense it.. " sagde han drillende med et kækt udtryk. " Don't go all pathetic on me.. " tilføjede han et øjeblik efter før han vendte rundt og gik forlæns igen. Men hey - det var okay, Razor kunne måske godt lige overtale sig selv til at fortælle Chester lidt om sit mindre eventyr. Hvis det altså ville ende med at de havde det sjovt, sjov som ikke kun involverede en eller anden form for kedelig samtale. Der skulle ske noget - han vidste at de begge var i besiddelse af rastløst kroppe. Det skulle da ikke gå til spilde. Han lukkede kort øjnene og indåndede luften i en dybvejrtrækning mens armene kort dansede lidt i luften som han gik. Mmmm I've missed this. Det var utroligt hvor meget man kunne savne lugten af gaderne her. Men det var bare.. her han hørte til. Man kunne høre de lyder man var vandt til - ikke overdøvet af motorlarm. Musikken fra den anden verden kunne man savne.

" I hope you know where we're going.. 'Cause I have noooo idea what so ever. " Lød det så pludselig fra halvdæmonen, som gjorde sit yderste for ikke at forsvinde ned af en side gade og gøre alt blodigt midt i det hele. Selvom at det måske ville være lige det der skulle til for at få Chester med på bølgen. Razor kunne jo ikke danse rundt på gaden foran Chester for evigt, de skulle lave noget. Drinks var måske en god start - men med den mængde energi Razor havde i kroppen på nuværende tidspunkt, så var han i tvivl om hvor længe en drink ville kunne holde ham fra omgivelserne. Han kunne selvfølgelig også bare prikke ekstra meget til Chester. Der skulle vel ikke så meget til? Han kendte fyren - eller gjorde han? Razors blik betragtede lidt Chester, okay en del, og lagde da så heller ikke skjul på det. Hmm.