Heart of Darkness. ~Nicolas~

Caroline kiggede ham dybt i øjne, og lyttede. Men havde en fornemmelse af at drømmen ikke var en drøm måske mere et mareridt.. Caroline sank en klump og glædede sig på en måde til at lytte og så på en måde ikke. Hun fandt snart ud af hvorfor hun ikke glædede sig.. Hun døde i hans drøm blev skudt.. Hun spærrede øjne op og åndede lidt ud.
"Det må jeg sige.." Sagde hun kort og blinkede et par gange. "Ja jeg kender resten." Svarede hun og kom frem med et lille drilsk smil. Hun kunne ikke lade hver, med at tænke på aftenen, det var meget stort for hende. Større end man skulle tro, hun stolede på Nicolas næsten mere end nogen anden. Caroline kørte en hånd igennem sit hår.
"Men der skal mere end et skud til at slå mig ud." Svarede hun og blinkede overlegent med det ene øje, bare for sjovs skyld.

Nicolas var ikke vild med at fortælle om det. Han havde inderligt troet på det. Han havde troet at Caroline var død, borte. Men det var hun ikke, hun stod der foran ham og så så glad ud. Han ville have hadet sig selv, hvis han ikke kunne redde hende. Nicolas kunne ikke lade vær med at smile. Hun havde en kæmpe kampgejst, det måtte man give hende. Hun gav ikke op så let. "Det kan du ikke altid regne med kære. Der kan være patroner der indeholder noget der er skadeligt for vampyrer. Du skal ikke undervudere den slags." Han tog fat om hende i et kram og smilede for sig selv. "Jeg er bare lykkelig over det var en drøm, og intet andet."

Selvfølgelig vidste hun at hun ikke var uovervindelig, hun vidste hvad der kunne skade hende og dræbe hende. Men derfor havde hun en tanke om at hvis hun ikke var bange for det, så kunne hun klare det. Caroline smilte skævt til ham.
"Det ved jeg godt." Svarede hun og smilte lidt skævt, hun kunne ikke se noget galt i stadigvæk at have den energi i sig. Caroline kunne ikke huske at han havde krammet hende før sådan her ihverfald. Hun lagde hovedet på hans bryst kasse og lod ham omfavne hende, det var dejligt og trygt. Hun havde altid følt sig tryg i hans nærhver, på en mærkelig måde ja. Caroline smilede for sig selv.
"Det jeg også," Svarede hun kærligt.

Nicolas følte sig til tider uovervindelig. Han havde levet så længe, at han havde svært ved ikke at føle sådan. Men oftest var han på vagt overfor hvad der kunne ske med ham. Han var på vagt overfor de ting der kunne skade ham. Ikke fordi han var paranoid, men han var klar på at forsvare sig selv, hvis det blev nødvendigt. Nicolas var langt fra den intime type. Han skubbede de fleste væk før han kunne nå at være intime med dem. "Det var godt. Man kan nemt komme til at føle sig uovervindelig. Men det er faktisk en svaghed." Han lod en hånd strejfe toppen af hendes hoved og baghoved i blide strøg. "Jeg ved ikke hvad jeg gøre, hvis du var død." Han ville beskylde sig selv for hendes død. Han ville beskylde sig selv for ikke at være der når hun havde brug for det.

Hun kunne ikke lade hver med at smile..
"Det ved jeg, men det bedre end at vise sig svag." Svarede hun ham, hun hadede at vise sig svag og ynkelig. Hun var mester i at rode sig ud i problemer fordi hun troede at hun var så stærk. Men selv hun havde lært at man ikke kom nogle vegne ved at vise sig svag, hvis man var svag blev man trådt på estattet.. Smidt ud som affald. Hun havde prøvet det helle.. Og ville ikke vise sig svag uden det enlig var nødvendigt. Caroline nød de bløde strøj på hendes hovede. Hun kunne heller ikke forstille sig hvis Nicolas døde, hun ville sikkert føle den største sorg nogensinde.. Hun ville ikke kunne holde ud til at miste flere omkring hende, og specilet ikke hvis det betød så meget for hende som Nicolas gjorde. Så ville hun blive knust. Men han levede.
"Men jeg lever." Sagde hun kærligt og ret beroligende.

Nicolas ville ikke kunne bære at se sin søster dø, lige så meget som han ikke kunne bære at se Caroline dø. Han ville ikke kunne leve med sig selv, hvis der skete nogen af dem noget. Nicolas så hen over hovedet på hende, men lyttede nænsomt til hendes ord. "Jeg vil hellere have dig svag end dumdristig." Han var ikke vild med tanken om, at hun rendte rundt og opsøgte alle former for farer, bare fordi hun kunne ikke undgå det. Men han blev nød til at lade hende leve sit liv. "Heldigvis. Det ville være en tragedie, hvis du ikke gjorde."

Caroline indrømmede at hun ikke var den bedste til at undgå problemerne, men hun klarede sig da ud af dem. Farer var noget som hun fandt spændende, og derfor opsøgte hun det så tit. Man kunne kalde hende hvad man ville, der var ikke noget hun tog alvorligt. Specielt ikke hvis det var fremmede der sagde hovedet, så var hun lidt ligeglad. Hvis ord skulle sårer skulle de komme fra personer som havde hendes tillid.
Hvad skulle hun sige at hun fandt mørket tiltrækkende, var det måske det som havde tiltrukket Nicolas til at starte med?
Hun valgte at skifte emnet til det med Julianne, der var noget han skulle vide omkring den lille sag. Og hvorfor Caroline personligt selv ville tage en snak med hende.
"Nicolas? Du ved Julianne, hun er ligesom min 'fjende' fra fortiden. Hvis man kan sige det på den måde." Sagde hun stille og ventede på en reagtion, og hun kunne frygte de værste. Derfor klemte hun øjne sammen.
"Hun vil have hævn over mig, men jeg troede aldrig hun ville gøre noget ved dig." Caroline var bange for Nicolas skulle blive sur eller vred over det.

Nicolas havde ikke noget imod hun følte sig draget af mørket, men hun skulle bare passe på. Han kunne ikke altid være der, selvom hun var stærk ville hun, ikke kunne komme uskadt ud af alle problemer. Men fordi hun ikke tog emnet mere op, gjorde han heller ikke. Nicolas måtte indrømme at manglede en brik i hele Julianne affæren. Han havde ikke forstået hvorfor hun havde handlet som hun gjorde. Men nu vidste hun det, han var en brik i hendes hævnplan mod Caroline. Det fik ham bare til at rase endnu mere over hende. Nicolas så mod en skænk hvor på der stod nogle vaser, glasskåle og diverse ting. Han tog den ene vase og bed tænderne sammen, før han kastede den mod væggen længst væk fra Caroline. Ingen ønskede at pisse ham af på det tidspunkt, for han holdte ikke tilbage med at bryde ud i raseri. Han ville kunne bruge vold, mod nogen der slet ikke fortjente. Men hans største svaghed var vrede, men samtidig var det også han største styrke.

Caroline fik et lettere chok over Nicolas's raseri, og hoppede lidt tilbage. Hun forstod hans vrede men vidste ikke helt om det var over Julianne eller hende, for det var Caroline Julianne var sur på. Caroline havde været ret led og tvinge en følelse ud af Juliannes bevidsthed, fordi Julianne havde været virkelig omsorgsfuld. Hvilket havde givet Carline kvalme og havde derfor fjernet den lille følelse. Caroline klemte kort øjne sammen da vasen blev smaret ind i væggen, men åbnede dem igen hurtigt. Hun ville ikke irritere ham når at han var vred. Selv Caroline skulle man ikke sige et ord til, medmindre man ville have underskrevet sin dødsdom under. Caroline bed sig lidt i underlæben, og trådte lidt væk fra ham. Mest fordi at hun ville se hans vrede, hun var ikke bange for den. Det ville hun måske hvis det var hende den var rettet imod, men det var det jo ikke. Caroline sank en klump.
"Derfor konfrontere jeg hende først."

Nicolas var elendig til at håndtere den form for vrede. Det kom til at gå udover de forkerte, fordi han ikke kunne holde den inde. Derfor gik det altid udover dem der var tættest på. Det var Caroline, der var tættest på. Men han prøvede at bide vreden i sig, og lade den gå udover noget andet end Caroline, alt andet, alle andre. "Bare.. Gå." Han kunne ikke forklare hvorfor han nærmest smed hende ud, men det ville han gøre, når han ikke længere var så vred som han var. Nicolas stod stadig med ryggen til Caroline, hans ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Der var en person der var kommet på hans liste, en liste over person han skulle have dræbt. Der var ikke mange på den, fordi han havde dræbt de fleste allerede.

Bare gå.. sagde han og det skar indeni hende, selvom det var for at holde sin vrede væk fra hende.. Caroline kiggede imod døren, hun var nød til at gå når han sagde det. Men solen ventede udenfor.. Morgensolen som lige vvar stået op.. Morgensolen var altid den hårdeste.. Caroline sank en klump og gik imod døren.. Hun ville ikke gøre ham mere vred.. Så hun løb så hurtigt hun kunne ud af døren, uden at lukke den.. Hun ville ikke blive mere brændt af solen end hun allerede blev. Hun kom næsten ud for hans grund da hun gemte sig bagved et træ. Hun havde røde mærker fra solen overalt på sin hud, og det gjorde nas. Carolines vejrtrækning var hurtig, og der var ret meget vej ind i skoven.. Der ville være lidt mere skygge for solen, den strejfede hendes allerede brændte arm og hun skreg halv inden hun satte i løb op på siden af Nicolas's hus. Hvor solen ikke ramte, hun tog nogle dybe indåndinger og lod sig glide ned at sidde. Hun kiggede på sine ildrøde arme som solen næsten havde forbrændt, og snart ville den forfølge hende til den gik ned.. Men ville hun være i live så lang tid?

Nicolas havde slet ikke taget højde for solen. Den havde på ingen måde strejfet hans tanker da han sendte hende ud. Nicolas forstillede sig, hvad han ville gøre ved Julianne når han så hende igen. Først da Linetth trak et gardin fra, og solens stråler brændte Nicolas, gik det op for ham havde han havde gjort. Han åbnede straks døren og mærkede med det samme solens brændende stråler, få hans hud til at rødme og blive brændende varm. Han så rundt omkring hans hus, før han fik øje på Caroline ikke langt der fra. Han satte straks i løb og samlede hende op på vejen, det så ud som om det var vinden der samlede hende op. Han var hurtigt hen ved huset med hende igen. Han lod hende glide hen over dørkarmen og trådte selv ind. Han hadede sig selv for at have sendt hende væk, uden så meget at tænke på solen.

Det var som en hurtig vind der samlede hende op, smeten fra solen havde været overvældende..Hun ømmede sig lidt, og tog smerten mere undervuderet end den var. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og kiggede op på Nicolas. Hendes hud var stadigvæk ildrød, et minut mere i solen og hun havde været død på stedet. Hun klemte øjne lidt sammen for at få smerten væk, hun holdte sin vejrtrækning stille og roligt og lagde hovedet tilbage imod væggen. Caroline måtte slappe helt af og prøve at ignore smerten.. Solen var ngoet af det værste form for smerte. Caroline åbnede øjne og kiggede op på Nicolas igen.

Nicolas ville ofre rigtig meget for Caroline. Men hvis det gjaldt hans, eller hans søsters liv, ville han tvivle på hvad han skulle gøre. Men han var ikke bange for at tage en løbetur i solen, det kunne ikke dræbe ham. Ikke medmindre han var ude i solen for længe, hvilket han sjældent var. Nicolas så på Caroline og lod sit blik bore ind i hendes. "Du bliver nød til at bruge din evne på mig. Jeg bliver nød til at stoppe med at være vred. Hvis jeg bliver ved, vil det gå ud over dig igen." Hans stemme var alvorlig, han mente det fuldt ud. Han kunne ikke blive ved med at være sur for evigt. Men selvom han ikke længere var sur på Julianne, skulle hun stadig betale for hvad hun havde gjort. Han lod sig ikke manipulere, lige meget hvad.

Caroline sank en klump, det var meget voldsomt at fjerne en følelse. Især som vrede, sorg eller kærlighed. Caroline så ham i øjne, og selvom han mente det fuldt ud.. Var hun ikke sikker på at det kunne lade sig gøre.. Han var jo meget stærkere end hende, Angela havde næsten kunne stå imod.. Caroline rejste sig op og ømmede sig en anelse. Hun havde været vampyr i et år nu, men solen var stadigvæk større fjende for hende end for Nicolas. Hun kiggede ham ind i øjne.
"Er du helt sikker?" Spurgte hun kort, men tog hans kropsholdninger som et ja.. Hun åndede lettet ud, og kiggede ham dybt ind i øjne.
"Fjern din vrede." Sagde hun med sin evne, hun vidste det ville virke og derved ville han miste den følelse til hun endag ville give ham den igen.. Eller var stærk nok til at bryde igennem.

Nicolas var sikker på, han en dag ville kunne få følelsen tilbage. På den ene eller den anden måde, han skulle nok finde en måde. Det krævede bare at finde noget der virkelig irriterede ham, Julianne var hans bedste bud. Han skulle nok få hans vrede tilbage, når han så hende. Det krævede bare at han så hende direkte i øjnene. Så ville han kunne se det han troede han havde elsket, og puf.. Vreden ville være tilbage. Dernæst ville han skubbe hende så hårdt i en mur at hun ville falde død om, af kvæstelser. Nicolas så Caroline dybt i øjnene og mærkede hendes evne tage overhånd, han mærkede at han fik følelsen af al hans vrede til at ligge i overfladen af hans følelsesregister og så bare forsvinde. I den blå luft var al hans vrede væk. Det ville ændre noget i hans væremåde, han ville blive vred over små ting. Men når han dræbte nogen ville det være langt mere koldblodigt og forfærdeligt end før. Han havde brug for noget der kunne erstatte hans vrede. Drab var erstatningen. "Tak." Han rejste sig op og gik rundt, han blev nød til at vænne sig til det. Ligesom hvis man gik et par sko til, gik han rundt og tilpassede sig selv uden vrede.

Caroline lukkede øjne efter at have brugt evnen, det tog på energi når han var stærkere end hende. Specielt så meget stærkere som han var, på alderen. Caroline tog nogle dybe indåndinger og kiggede op på ham. Hun nikkede som et så lidt. Hun rejste sig op da han begyndte at gå rundt, hun gik hen til nærmeste spejl. Og lagde en hånd på hendes kind.. Da hun så brændmærkerne som snart var på vej til at forvinde, hun fnøs af sig selv. Hun hadede de brændmærker, hun følte de gjorde hende grim. Selvfølglig var hende fnøs ironsik. Men det var sjældent nogle forstod forskellen mellem hendes ironi og jokes. Caroline vendede sig imod Nicolas som stadigvæk gik rundt, hun bed sig lidt i læben fordi hun havde det dårligt med at Julianne havde leget med hans følelser på den måde.. Caroline sank en klump, og mærkede lidt blodtørst.
*Leah bare tag hjem.* Sagde hun stille, hun vidste Leah var et eller andet sted i verden.. På kødjagt, men nu var hun på vej hjem. Det var Caroline sikker på.

Nicolas forstod godt at det krævede meget energi at bruge hendes evne på ham. Han havde før oplevet at nogen nærmest falde døde om, fordi de prøvede alt for meget på at skade ham med en evne. Han fandt det dog bare humoristisk, så skulle han ikke selv lave det beskidte arbejde. Han så hvordan Caroline virkede som om hun ikke havde meget energi tilbage. Han gik hende til hende og kyssede hende let. "Det skal nok gå over snart." Han så ovenpå, de kunne gå derop så hun kunne hvile sig. Hun måtte som en af de eneste bruge huset som hendes eget. Nicolas gik væk fra hende. "Lad os gå ovenpå, så kan du hvile dig." Nicolas fik dog hurtigt en anden idé. Han kunne give hende lov til at drikke fra Linetth, så ville hun straks få flere kræfter. "Eller du kan få noget af Linetths blod." Han delte ikke specielt meget ud af hende, men Caroline måtte gerne.

Hun kiggede op på ham, og smilte let da han snakkede til hende. Hun skulle nok klarer den, det vidste hun så træt var hun heller ikke. Men hun ville da gerne med op og hvile sammen med ham, det var så det der ville sætte trumf på. Bare at vide at han var i hendes nærhver, det var en faktastisk følelse. Caroline smilte mere da han kyssede hende let, hun blev dog en anelse overrasket af at han tilbød hende at drikke af Linetth. For Caroline havde for cirka et år siden forsøgt, men det var klart da hun lige var blevet vampyr der. Nu havde hun mere eller mindre kontrollen over sig selv, og kunne sagtens holde igen. Hun nikkede stille til ham, hun åndede lettet ud. Hun skulle bare have lidt, så var hun fin igen. Udover hun godt kunne bruge lidt søvn, det kunne måske være rart. Caroline gik over til Linetth, og satte tænderne i hendes nakke. Hun sugede et par slurke og trak sig så væk igen, hun kiggede på Nicolas og gik et par skridt tættere på ham. Hun havde en smule blod siddende i mundvigen, men ikke meget.

Nicolas fulgte hendes bevægelser da hun gik over til Linetth. Han fandt det tiltrækkende når hun drak blod. Han så på blodet hun havde siddende i mundvigen og kyssede hende, så det forsvandt. Han tog fat i hendes ene hånd og holdte den i sin. "Skal vi ikke gå ovenpå? Det er vigtigt du bliver afslappet, inden du kan komme hjem." Han lagde en hånd om hendes side, og holdte derfor en anelse om hende, men uden at det var et direkte kram. Han nød bare at være i kontakt med hende, han følte sig stærkere med hende ved hans side. Nicolas ventede på et svar, hvis hun ikke ville med ovenpå, kunne de sagtens blive nedenunder. Det var bare ikke så privat, han nød at være alene med hende. Så havde han hende for sig selv, han skulle ikke dele hende med nogen. Men han ville lade hende vælge.

Han kyssede hende og hun nød det, han tog hendes hånd.
"Jo lad os det." Svarede hun blot med et smil som hun kun sendte ham. Det var sjældent at andre fik det. Caroline nød den måde han holdte om hende på, det var trygt, man følte sig ikke svag nærmere en form for uovervindelig.. Eller uden at overdrive stærk. Caroline følte ligenu hende og Nicolas kunne klare hvad som helst, hvis de bare stod fast ved den beslutning. Caroline så op på ham, og kunne ikke lade hver med at føle sig hel. Hun gik med ham op af trapperne, det var næsten som en drøm. For godt til at være sandt agtigt, men det var ikke en drøm.. Eller måske var det en drøm.. En drøm som var blevet til virkelighed. Caroline smilede indvendigt og udvendigt, det var noget af det bedste som var sket for hende.
Og nået Caroline elskede ved sig selv var, at hun ikke lod andres meninger overtage. Og at hun ikke overeagerede. Caroline vidste Nille, Jacob ikke kunne lide Nicolas. Og selvom det var hendes bedste venner, så var hun lidt ligeglad. For hun mente at hvis hun var glad så var det den ting som var vigtigst. Jacob var så gode venner med Christian at de kaldte sig brødre, skulle Caroline måske blive sur over det? At hendes bedste ven var 'bror' med en af dem som havde såret hende indeni så meget? Selvfølgelig var man skuffet, men nu stod de vel lige så. Nille havde sine egne grunde, og ligenu var hun lidt ligeglad.. Hun var lykkelig selvom hende og Nicolas ikke endnu var et par, var hun bare lykkelig.

Nicolas var anderledes med Caroline, med hende var han ikke så overlegen. Han havde ikke den samme facade op, han var sig selv. Han følte at han kunne være sig selv med hende, ligemeget hvem han var, ville hun elske ham. Sådan følte han det. Nicolas fulgte efter hende op af trapperne. Nicolas var fuldstændig ligeglad med hvad folk tænkte om Caroline og Nicolas, selv ikke Angelas mening betød noget. Hun kunne sige hvad hun ville, men hvis hun nogensinde rørte Caroline igen, ville hun fortryde det. Sådan ville alle få det, man rørte ikke ved den pige Nicolas elskede. Man ville komme til at fortryde man så meget som rev et enkelt hårstrå af hendes smukke hoved. For Nicolas var det svært at bedømme når man var et par, han mente det ville tage noget tid før man rigtigt kom i et forhold. Ifølge ham var Caroline og Nicolas allerede i et forhold, eller skræmmende tæt på at komme i et. Han kunne dog ikke få sig selv til at spørge hvor de var. Overgangen mellem at være en flirt og et par var svær at se. Men var den allerede sket? Efter den nat de havde haft, var de tættere end nogensinde. Det måtte da tælle for noget, han blev nød til at beslutte sig for at spørge hende. Hvis ikke hun kom ham i forkøbet, hvilket han virkelig ønskede hun gjorde.

Caroline havde aldrig haft et rigtigt forhold, hvis man kunne sige det på den måde. Hende og Christian havde det overhovedet været i nærheden, hun havde været utryk når det kom til at tage et skridt videre. Men sandt nok havde hun jo udvilket sig så meget igennem de sidste 3 år. Caroline vidste ikke hvordan og hvornår, men hun havde det ligesom et par forhold. Specielt efter den nat, det var ikke noget hun normalt sådan gik ud og gjorde. Det var det alt for stort for hende, Nicolas havde endda fundet en hel anden side af hende. En side som sneg sig rundt i hendes sind hver gang hans hud mødte hendes. Caroline så op på ham, og lukkede døren bag dem da de var kommet op på soveværelset. Hun kiggede rundt og så op på ham igen med et smil. Hvad skulle hun sige, hvad sagde man når man ville være et par? Hun ville ønske at hun vidste hvad man sagde.. Hun havde trodsalt aldrig følt på den måde her før, og hun ville ikke ødelægge det. Hun kunne mærke en smule nervøsitet pumpe inden i hende, men det var kun den.. Den lille tanke om hun skulle vente med at sige noget, eller om han ville fjerne byden for hende og sige noget? Caroline kiggede lidt rundt igen, skulle hun bare sove i sit normale tøj. Hun havde jo ikke rigtigt noget her, medmindre Nicolas havde noget på lager.

Nicolas havde aldrig været i et forhold, ikke en eneste gang. Den gang han fandt en der var ham værdig, til at være i et forhold med ham, gik i stykker. Han var aldrig nået så langt. Men det var han med Caroline, han kunne godt forstille sig selv i et forhold med hende. Sammen kunne de to, klare hvad som helst. De var begge så stærke, at der skulle utrolig meget til før de blev skilt ad. Han gik med op på værelset og så sig omkring. Han vidste ikke om man bare sådan smed det på bordet. Spurgte man bare om de var et par? Eller om hun ville være i et forhold med ham? Det var svært at finde ud af, han havde aldrig nogensinde været så nervøs og usikker på hvad han skulle sige. Nicolas kunne ikke prale med at han havde en masse tøj til kvinder liggende, men han havde noget tøj hun kunne sove i. Hvis hun ville. Nicolas gik hen til en reol og begyndte at rode igennem den, så han kunne finde en gammel trøje eller noget lignende hun kunne sove i. Han fandt en sort/grå ternet skjorte, han smed den over på sengen. Den skjorte brugte han ikke længere, den var utrolig gammel og lå bare og fyldte i hans skuffe. "Du kan bruge den, hvis du vil." Nicolas tog en dyb indånding og så på hende. Så tog han endnu en dyb indånding så ned i gulvet. Han havde svært ved at få ordene frem, de sad fast i hans hals. "Jeg har tænkt på noget, Caroline." Han gik hen og tog fat i hendes hænder. "Jeg synes vi har været igennem meget. Vi er stærkere sammen, vi er bedre sammen. Så hvorfor ikke være sammen officielt? Som et par." Han så ned i jorden igen, han kunne ikke tro han lige havde gjort det.

Hun kiggede lidt efter ham da han gik hen og rodede i en regol. Hun lagde hovedet lidt på skrå, for at finde ud af hvad han ledte efter. Han fandt en skjorte og lagde på sengekanten.
"Okay tak." Svarede hun ham og kiggede ham op i øjne, inden han kiggede lidt ned i jorden. Hun blev dog ved med at se på ham, specielt da han tog hendes hænder. Hun kiggede ham op i øjne imens han snakkede. Hendes hjerte begyndte pludselig at banke hurtigere og hurtigere afsted.. Et par helt officelt.. Selvfølgelig ville hun det, kan var bare meget bedre til at sige det end hende. Caroline smilte igen på samme måde som hun kun gjorde til ham. Han kiggede ned i jorden, hvilket fik hende til at ryste kærligt på hovedet. Hun buggede hovedet op fangede hans læber med et blidt kys. Hun ville fange hans øjne.
"Ja Nicolas, selvfølgelig vil jeg det." Sagde hun med et skævt smil, og kyssede ham igen. Selvfølgelig ville hun det! Hendes første rigtige forhold! Med en som hun både følte sig tryg ved, tilpas ved, sig selv ved, og sådan kunne hun blive ved,