Fool Me Once. ~Julianne&Nicolas~

Hun kunne lugte blodet på lang afstand, hun kunne lugte hendes blod. Det blod som hun nærmest kunne hører falde ned på jorden i slowmasion. Det var ikke Juliannes blod, det var en Caroline havde mødt før. Veninde af Julianne, Caroline vidste kvinden var engel derfor fik blodet hendes tænder til at løbe i vand. Men Caroline ville ordne Julianne efter alt, denne aften var hævnens nat. Månen herskede, og kulden sneg sig over alle hjørnerne.
Caroline løb med overnaturlig fart ind i gyderne, og fik fat i en hals som hun klemte til og løftede op af den nærmeste mur. Hun kiggede vredt på Julianne, og hvæste tænder af denne tøs. Caroline smed hende fra sig så hun blev ned hen langs jorden, og ind i den anden væk. Carolines øjne var røde og tænder fra fremme. Caroline satte sig på hug ved Juliannes side, og satte en af sine knive i benet på hende. hun ignoerede engleblodet i bare lidt tid.

Juli sad med sin veninde som var blevet overfaldet, men før hun vidste af det var hun selv oppe af en mur. Hun gispede efter vejret, og var næsten ved at live kvalt af Carolines greb. Hun ømmede sig voldsomt da hun ramte ind i væggen efter Caroline smed hende hen langs jorden. Julianne kiggede op på Caroline, som var vred over det Julianne havde gjort med Nicolas's hovede. Men vidste Caroline at hun havde været i seng med Nicolas? Julianne rejste sig op og sendte en masse bølger af sorg igennem Caroline fra hendes forældres død.

Caroline så på Julianne og mærkede pludselig den gamle tanke fra da hendes forældre døde. Da hun fandt dem på deres værelse dækket over med et lagen, og da hun trak det af faldt deres lemmer af... Som et puslespil. Caroline så på Julianne, og Caroline græd. Hun faldt på knæ da Julianne brugte en af de største følelser en vampyr ikke kunne styre nemlig sorg.
"Det gør ondt.." Grædt hun hulkende.. "Få det til at stoppe det gør ondt.. Please.." Græd hun og det var ikke tit Caroline græd men dette gjorde for ondt på hende. Hun kunne ikke holde fokus og se det bare var Julianne som legede med hende.

Selvom det gjorde ondt på Julianne at se folk sådan der ville hun ikke have Caroline skulle dræbe hende. Så hun skruede mere og mere op for sorgen, men valgte så at stoppe den for at snakke med Caroline.
"Du skulle overveje at slukke for dine følelser? Ville det ikke være meget nemmere?" Spurgte hun så og sendte nye bølger af sorg igennem Caroline.. Den ene tortur.

Caroline mærkede det blev værre og værre.. Hun græd mere og mere.. Til Julianne slukkede det, hvilket hun ikke forstod..
"Jeg ville ikke slukke mine følelser Julianne!" Vrissede Caroline af hende.. Men en ny bølge ramte hende efter fuldt at nye, som gik hende til at skrige af gråd. DEt gjorde ondt inde i hendes hjerte... Sorgen for alt hun havde tabt.. Bare følelser som havde gjort hende ked.. De blev forstærket.
"Få det til at stoppe det gør ondt.."

Julianne kunne se Caroline snart ville give op.. Det var det sjove ved det helle.
"Sikker?" Spurgte Julianne og rullede øjne af Carolines gråd og hulken.. Men da Caroline ramte hun skulle få det til at stoppe gjorde hun det. Hun fjernede simpelt alle følelser i Carolines krop fra hende og gemte dem ind under hendes underbevist hed.

Caroline var ved at give op, men pludselig var hun ligeglad. Hun havde ikke nogle følelser, hun var helt følelses kold. Hun resjte sig op og så på Julianne, med et koldt blik. Der var ingen utryg i hendes ansigt, hun hævede et bryn. Og hvæsede så tænder og begyndte at suge blod fra Julianne. Men stoppede og gik over til englebassen som blødte vildt.

Juli smilte lumsk til Caroline, men spærrede øjne kraftigt op da hun fik taget noget af sit blod. Julianne kiggede dog efter hende da hun angreb Julis dødende veninde. Julianne kunne ikke bruge sin evne ligenu, hun var udkørt ligenu. Julianne sank en klump hvad havde hun gjort?

Caroline var ude af kontrol hun var ligeglad hvad andre tænkte om hende ligenu.. Hun var ligeglad. Caroline lagde hovedet lidt på skrå og så ud imod byen.. Hun smilte lumsk og susede af sted imod den nærmeste kro og åbnede dørene op. Hun smlte lumsk og gik elegant ind. Hun kiggede sig rundt og så på en kvinde. En kvinde med at flot diamant armbånd intet sølv på det overhovedet. Caroline gik over og så på armbåndet, men menneskekvindne trak armen itl sig. En uklog beslutning. Caroline satte tænderne i kvinden, og tog armbåndet af hendes imens. Caroline lod liget falde til jorden, med blod omkring munden.

Julianne vidste ikke hvorfor at hun fuldte med Caroline, fordi hun ville finde en som kunne rette op på den fejl tagelse hun havde begået. Julianne sank en klump og gik ind i kroen, hun havde brug for en som kunne håntere Caroline i den tilstand. Julianne så på Caroline tømme kroppe og tage de pæne ting hun kunne finde. Julianne var lidt foraget, men Caroline følte jo ikke.. Og det var hendes skyld.. Og det ville være til farer for hende selv at prøve at kontakte Nicolas. Hun havde regnet ud at han havde fået følelsene tilbage, det havde mødtet med Caroline afslørret. Julianne sank en klumop..

Caroline samlede ind af diverse ting som fangede sin opmærksomhed. Hun gik efter en ung kvinde, en uskyldig menneskepige på nok 14 år. Hendes far stillede sig foran Caroline, og fik Caroline til at stoppe op og hæve et bryn.
"Flyt dig?" Sagde hun stille men med en kommenderende tone. Manden gik et skridt frem, han var stor og muskuløs.
"Så hellere dø." Sagde han vredt og han spændte alle muskler i sin krop, for at vise hvor stærk han var. Men Caroline var ligeglad, hun havde ingen følelser i kroppen ligenu. Hun trådte frem og stod foran ham.
"De kan vi da godt aftale." Sagde hun koldt, og trak hans hjerte ud inden han nåede at blinke. Caroline smed hjertet fra sig, og satte sig på hug ved den lille 14 årige pige. og smilte koldt og følelsesløst, pigen rystede vildt meget. Og Caroline fik sine tænder frem igen og hendes øjne var blodrøde.
"Farvel søde." Hviskede hun følelsesløst og satte tænderne i pigens nakke. Og sugede.

Juliannes hjerte hamrede mere og mere, jo mere drabelig Caroline blev i sit sind. Uden følelser var den blondte tøs, bare et hjælpeløst monster som fjernede alt der stod i vejen for hende. Julianne smækkede en hånd for sin mund da hun så hvordan Caroline behandlede faren som bare ville beskytte sin pige.. Julianne fik nok, måske havde hun ikke kræfter nok til at bruge sin evne på Caroline, men hun kunne sagtens dræbe den vampyr. Julianne nærmede sig Carolines ryg, og fiskede lydløst en trædolk op af ærme. Hun lod den glide ned i sin hånd, så hun havde et fast greb omkring den. Hun bed sig i læben, og kastede dolken i retning af Caroline.. Så den ramte i hendes ryg, men hvor tæt på hjertet den var vidste hun ikke.. For hun blev opmærksom på en anden energi i området.. Og spærrede øjne op.. Nicolas.. Han var i området.. Julianne trangte sig ind i blandt mængden af folk for at komme så lidt til syne så muligt.. Julianne havde en ny trædolk parat.. Hun ville dræbe disse vampyrer, men om det ville tage hendes liv? Vidste hun ikke rigtigt.

Nicolas havde under det hele gået et stykke væk fra dem, han kunne sagtens dufte blodet, også Juliannes, men det gjorde ham ikke noget. Den pige fortjente at bløde, men da han kunne dufte Carolines blod, blev han nød til at se hvad der skete. Med Julianne, kunne man aldrig vide hvad der foregik. Han overvejede kraftigt, om han skulle gemme sine følelser væk. Så ville Julianne ikke længere have en magt over ham, men han ville måske aldrig kunne finde dem frem igen, det ville ikke være det værd. Han gik ned af gaden hvor duften af blod blev kraftigere, han så på en engel der lå på jorden og blødte. Han gik forbi englen uden at vise nogen tegn af følelser. Han havde ganske rigtigt ikke slukket for sine følelser, men han kunne lade som om. Han nærmede sig Caroline, Julianne og den unge pige. Nicolas så på trædolken i Carolines ryg, uden videre gik han hen og trak den ud, for så at smide den på jorden. Han ligger dernæst en arm rundt om Carolines liv og holder hende så godt fast, at hun ikke kan flygte. Selvom hun er vampyr, var Nicolas stærkere. Han tager fast om Juliannes arm og begyndte at gå, ingen af dem ville være i stand til at kæmpe nok i mod ham. De blev nød til at gå med ham, eller blive slæbt hen af jorden.

Caroline vrissede da en trædolk ramte ind i hendes ryg, hun gav et kort gisp. Som om den kunne dræbe hende alligevel, det kunne ingen alm. trædolk. Caroline mærkede dog hurtigt at den blev trukket ud, hun nåede lidt at kigge sig over skuldrene. Da Nicolas holdte et godt fast greb om hendes liv, Caroline prøvede at vride sig løs.
"Slip mig!" Sagde hun med en alvorlig tone, hendes ansigt var følelsesløst. Hun prøvede at komme væk, hun fik øje på Julianne og viste tænder af hende. Caroline kiggede op på Nicolas.
"Jeg har to ben, jeg kan udemærket gå selv." Sagde hun helt koldt, aldrig havde man hørt hendes stemme så kold som nu. Caroline snerrede af Nicolas og af Julianne.

Julianne mærkede et godt fast greb om hendes arm, det var Nicolas som trak hende med sig. Dette kunne ikke tegne godt, ikke efter hvad hun havde gjort ham. Men hun måtte være modig ligenu, hun kæmpede ikke imod. Hun sank en klump og lod sig trække med, mest fordi hun var et menneske. Et sølle lille menenske, som ikke kunne andet end følge med den store stykke vampyr som sikkert ville flå hende itu. Hører hende skrige til hun ikke kunne mere, se hende lide.. Julianne havde ligesom foruset at hun ikke havde den lyseste frem tid. MEd mindre at hun kunne stikke af senere og flygte resten af sit liv. Hun havde denne trædolk på sig, som hun måske kunne få stukket i hans hjerte.. Julianne viste ikke tegn på frygt i hendes ansigt.

Nicolas så over på Caroline, han kunne tydeligt fornemme noget anderledes ved hende. Hendes følelser var der ikke længere, han blev nød til at få dem tilbage. Nicolas var dog også klar over, at hun ikke selv havde fjernet dem. Han så dernæst over på Julianne med et blik der virkede utrolig følelsesløst, hvis man gravede dybt nok, ville man godt kunne se der var nogle følelser, men han gav hende ikke chancen til at gøre det. Han lænede sig ind imod Julianne. "Du går frivilligt med, ellers skal du leve resten af dit liv i frygt for hvor jeg er, hvordan jeg vil dræbe dig, hvornår jeg vil gøre det." Hans stemme var også følelsesløs, han lød meget overbevisende. Nicolas skubbede til hende, så Julianne kom ind og gå foran dem, hvis hun prøvede at stikke af, ville han bare fange hende. Han tog nu bedre fat om Caroline, så hun bogstaveligt talt var under hans arm. Hun ville stadig godt kunne flygte, hvis hun overraskede ham.

Caroline følte sig lidt som en eller anden der bare skulle med. Og det fandt hun sig ikke i, hun gjorde hvad hun ville. Hun opfangede dog en sølle vampyr lidt væk. Nok ældre end hende, men Caroline var stærkere end en alm. vampyr. Og uden hendes følelser var hun bare meget voldsom, hun snerrede. Og hendes følelsesløse jeg var meget bedre til at håntere hendes evner end hun havde været nogensinde før. Så Caroline forvandlede sig til en flagermus for at slippe ud af Nicolas' greb, hendes tøj faldt ikke af det var som om hun kunne skifte form så tøjet nærmest forsvandt med menneskeformen. Hun skiftede tilbage til sin oprigtige form, og havde to store flagermusvinger fremme. Hendes ansigt var koldt. Hun lod vingerne forsvinde og gik imod den vampyr som havde grint af hende, hvor gammel vampyren var det sagde Caroline intet. Caroline løb hen foran hende vampyren, og viste sine tænder. Før hun slog et slag med hånden så hårdt at nogle knogler i nakken brækkede da hovedet fløj ind i væggen. Caroline satte sig på hug, og rev hjertet fra kroppen. Hun kiggede lidt på hjertet inden hun slap det. Hun smilte koldt.
"Du skulle aldrig have grinet." Sagde hun koldt, og rejste sig op. Hun fik hen op ved Nicolas' side, og kiggede på ham.
"Se jeg har ikke brug for en babysitter." Sagde hun og hævede et bryn.

Julianne lyttede til hans trusel, og gik foran dem. Hun kiggede dog rundt i rummet for at finde en udvej. Hun blev dog distraheret over Caroline som var restløs uden hendes følelser, Julianne havde ingen kræfter til at bruge sin evne på nogen af dem. Så hun kunne heller ikke give Caroline sine følelser tilbage, Julianne kiggede sig lidt over skuldrene da folkene i kroen begyndte at tale om monstret der dræbte inde i kroen. Nærmere sagt Caroline var monstret de snakkede om. Julianne så sit snit og begyndte at løbe, hun løb foran sig. Og ud af bagdøren, dog var det en blindgyde. Der var ingen vej væk, hun stillede sig i det nærmeste hjørne. Og prøvede at slappe helt af.. De ville sikkert finde hende, men hun håbede på de ikke gjorde.

Nicolas sukkede da Caroline formåede at slippe fra ham, han var stadig ikke vant til hendes flagermusform. Han gik hen imod hende igen, uden at vise følelser. Måske var det slet ikke så slemt? Hvis hun ikke havde nogle følelser, var det endnu lettere for dem at indtage hele verden, de behøvede ikke at bekymre sig om noget andet. De ville være ligeglade, bare et øjeblik overvejede Nicolas at gemme sine følelser væk. Men da Caroline dræbte en anden vampyr, kunne han ikke undgå at føle han var ansvarlig for hendes adfærd, han havde trods alt forvandlet hende. Han gik hen til hende og lagde armene om hende. "Hvorfor dræber du tilfældige? Hvorfor ikke dræbe Julianne, kan du ikke huske hvad hun gjorde? Hun tog mig fra dig, du er vred, jeg ved det. Find det frem igen, husk hvem du er. Husk på hvem du holder af, tænk på Jacob, på Eliza.. På mig." Han prøvede ihærdigt at få hendes følelser frem igen, så meget at han var ligeglad med at Julianne gik.

Caroline hævede på et ligegyldigt bryn.
"Jeg er da ligeglad hvem jeg dræber, jeg dræber dem der passer mig. Jeg er ligeglad Nic. Jeg gør hvad der passer mig." Svarede hun og viklede sig ud af hans greb. Hun var ude af kontrol, en stod i hendes vej. En mand som stod og snakkede med hans børn, Caroline knækkede menneskets nakke på stedet så han faldt forover. Hun kiggede på børnene som langsomt panikkede og løb væk i nærmeste hjørne imens de græd så højt så højt.
"Så hold dog jeres kæft!" Råbte hun af dem, med sine tænder fremme. Caroline kiggede tilbage på Nicolas kort inden hun vendede tilbage til at fortsætte med at gå frem af udimod Julianne. hun kom udenfor, hendes skridt gav ekko.
"Julianne hvor er du henne?" Spurgte hun koldt og en anelse uhyggeligt, men fandt hende hurtigt. hun løftede tøsen op i halsen, og klemte til. Inden hun kastede hende over i et hjørne.

Carolines højehøle klingede ned i asfaleten og skabte ekko. De rongede i væggene, af lyden af hendes kolde stemme som snakkede ud i rummet. Julianne gipsede da hun blev løftet op i halsen, med et godt kvælertag. Julianne gispede efter vejret, hun holdte tog fast i hendes trædolk. Hun ramte hårdt ind i en væg, så hendes ene skulder gik af led. Det gjorde fandens ondt. Hun blødte lidt i hovedet. Hun kiggede på Caroline.
"Er det hævn for at jeg manipolerede med din kæreste. Fik ham til at gå iseng med mig? Kysse mig?" Julianne vidste hendes livstid var begrænset, så hvorfor ikke tirre Caroline lidt. Måske kunne hun få hendes føelser frem på den måde. Så hendes egen død ikke blev så brutal. Julianne kiggede op på Caroline og afventede en reagtion. Men Nicolas var der også.. Julianne havde foruset dette ville blive hendes dødsdag..

Nicolas fokuserede på ingen måde på Julianne, hun betød ingenting for ham. Han ville bare have at Caroline blev sig selv igen, hvad end det krævede. Han sukkede da hun gik over og dræbte endnu en person. Hvordan skulle han nogensinde få hendes følelser frem igen? Han havde aldrig forsøgt at gøre det før. Nicolas fulgte efter hende udenfor, han stod og så hvad hun gjorde ved Julianne, men han var ligeglad. Han gik hen til Caroline og tog fat om hendes hals. Han var ikke meget for at skulle være så hård mod hende, men han så ikke nogen anden udvej. Desuden, var hun stærkere end nogensinde. Så med et overraskelsesangreb kunne hun nemt overvinde ham. Han klemme hende op imod en mur og holder så godt fast som muligt. "Caroline, det her er ikke dig. Tænk tilbage, husk på dine følelser, jeg ved de er derinde. Du skal bare finde dem frem, du skal bare huske hvordan det føltes. Glæde, sorg, kærlighed. Husk det."

Caroline så hånligt på julianne. Noget indeni hende pissede hende næsten af. MEn der var noget som blokerede det i at komme frem. Caroline skulle til at springe på julianne, men et greb om hendes hals fik et kort gips frem. Det var Nicolas som holdte hende op af en mur, Caroline lagde en hånd på hans håndled. HUn kiggede ham i øjnene, hun hævede et koldt bryn af ham.
"Jeg føler, jeg føler mig stærk. Jeg har ik lyst til at være ynkeligt og svag" svarede hun koldt. Caroline følte ikke derfor gjorde det hende intet at skade Nicolas. Hun var stærkere uden de følelser der var ikke en masse tanker. Caroline vred hans arm om til Han slap grebet om hendes hals. Hun kiggede hånligt på ham. Og sparkede ham så væk fra sig imod muren overfor den hun stod op af. Caroline kiggede stadigvæk hånligt på ham.
"Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre. DEt skal ingen." sagde hun koldt.

Julianne lagde hånden på panden som blødte. Hun følte smerte.. julianne kiggede på Caroline, og syntes godt om hun lagde mest mærke til Nicolas og at Nicolas slet ikke bemærkede det. Julianne prøvede at tage sig til skuldren og ømmede sig. Hun kunne mærke Carolines indre kæmpede imod juliannes evne. Men julianne havde ingen kræfter lige nu. Hun havde kun lige kræfter til at holde sig i live, og det var nok.. ligenu. Julianne sank en klump.

Nicolas slap hurtigt da hun begyndte at vride hans arm om. Han rejste sig hurtigt op da han blev sparket hen imod muren, hans ben var brækket. Han kendte den følelse, men uden videre brækkede han det tilbage på plads. Han så over på Caroline og sukkede igen. Hvad skulle han dog gøre? Så kom han i tanke om noget, Julianne måtte have gjort det. Så hvis hun døde, måtte evnen vel dø med hende? Lige meget hvad, var det et forsøg værd. Han ser hen på Julianne, som han har vidst var der hele tiden, han samler hende op og holder hende oppe imod væggen. Hendes fødder kan ikke røre jorden, men så meget over jorden er hun heller ikke. "Det er sidste gang du kan manipulere med mig eller Caroline. Det er sidste gang du kan manipulere med nogen."