In the End. -Nille-

S: Markedet.
O: En masse boder, få væsner som går og handler.
V: Overskyet.
T: Eftermiddag.

Det var en underlig dag for ham, måske fordi han ikke var van til at handle, han gik som regel bare igennem markederne, uden så meget som at købe et stykke brød, for det skulle han jo ikke bruge. Han var en dæmon, han spiste sjæle og behøvede ikke andre former for mad. Men, sådan kunne det ikke gå længere, nu havde han en lillebror at passe og han skulle have mad, specielt nu hvor han var i en voksealder. Jacob havde aldrig set ham spise så meget og så snart han var færdig, havde han så meget krudt i røven, at han sikkert kunne løbe 5 km uden stop.
Nu var det tid til at handle, han havde tjent et par små mynter og nu skulle han fokusere på at få handlet ind. Det var nok noget af det mest besværgelige, der var så mange som stod i vejen, og endda skubbede hvis de syndes man stod i vejen for dem. Jacob måtte tage dybe indåndinger for ikke at kaste et æbel i hovede af dem, så de kunne flytte sig og give ham noget plads..
Han havde fået købt noget brød, en pose æbler og endda vindruer. Kød måtte Josh vente med at få til han havde lidt flere penge.. Han gik og gumlede på et æbel, da der pludselig var noget som fangede hans opmærksomhed, så han måtte smide det fra sig og løbe hen til det. Alle mennesker var samlet i en cirkel, hvor de råbte og heppede på et eller andet. Jacob fik lige presset sig igennem, men han havde ikke lyst til at se det han så. En lille pige lå krøllet sammen på jorden, imens en flok andre piger sparkede til hende. Jacob knurrede inden han pressede sig igennem cirklen og skubbede de sparkende piger væk.
"Måske i skulle lærer lidt respekt," Vrissede han til dem.
Pigerne gik nogen skridt tilbage, så folk der stod i cirklen begyndte at buhhe og nedstemme Jacob..

Påklædning For at se påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Plus, to daggers i en skede ved hver hofte.

En søster. En skammer til. Jamen... Okay så? Nille havde ikke meget imod det. Det var dejligt med at få lidt bak op. Toby lå som altid henne ved Rafaels villa, og blev passet af en dæmon kvinde. Som havde fået strenge ordrer om ikke at se Toby i øjnene. Nille havde rank ryg, og hagen løftet. Folk gik til side for hende. De vidste jo godt hvem hun var, men turde ikke at angribe hende når hun så, så... Stærk ud. Så vigtig. Det lange, sorte, og lidt krøllede hår hang elegant ned af hendes ryg. En brun hætte hang også ned af hendes ryg. Hun havde ikke skammer kjolen på, hun havde fået blod på den fornylig, og var til tørre lige nu. Men hun havde haft brug for at gå sig en tur. Hun købte ikke noget ved markedet. Hun havde masser af penge, men havde ikke brug for noget. Hun havde jo næsten alt for tiden. Men også en del problemer. Dusøren hang stadig over hende, men dusørjægerne var endnu ikke dukket op. Måske var de flygtet? Eller også ledte de bare forgæves efter hende? Hun savnede Jacob... Men viste ingen tegn på det. Caroline havde hun heller ikke set længe, men der var en god grund til at hun ikke havde set dem. Nille havde begravet sig i en masse bøger, og studering omkring Toby. Toby var vokset temmelig hurtigt... Og viste tegn på at være dæmon. Hvilken slags dæmon kunne hun endnu ikke bedømme. Bøgerne var omkring den anden verden, og lidt omkring Cherokee stammen. Ellers havde hun også tænkt på et andet problem... Markulius. Den mand... Var tiltrækkende. Alt for tiltrækkende. Det irriterede hende lidt, og hun ville ikke give efter.... Men på en måde ville hun også gerne give efter. Men tanken om hvor meget hun elskede Jacob var altid det der standsede hende. Hun elskede Jacob højere end man kunne tro.
Nille stoppede brat op da hun hørte nogle heppe. Nogle råbte. Hun gik hen imod flokken af mennesker, og skubbede to mænd til side så hun kunne se hvad der foregik. Jacob. En pige. En gruppe piger. Nille hævede hagen en anelse, og trådte ind i midten af cirklen.
"Hvad foregår der her?" Hendes stemme var bestemt, og myndig. Hun så rundt på flokken af mennesker med de lysende blå øjne. Hun undersøgte deres øjne. Selv uden sin evne fremme kunne hun læse folks øjne. Hun ledte efter dårlig samvittighed. Hun så ned på pigen der lå ned. Hun rakte en hånd ned til pigen. For at hjælpe pigen op og stå. Hun smilede kort til Jacob.

Jacob kiggede hårdt på gruppen af piger, som stod og trak sig en smule tilbage, da de ikke var sikker på om de turde at gøre deres næste trick nu der var en som havde blandet sig. Normalt ville andre ikke blande sig, hvilket forvirrede dem meget. Der var så mange kujoner at de valgte at holde sig tilbage i baggrunden, men åbenbart ikke denne unge dreng. Jacob smilte en smule tilfredst over at de ikke turde komme nærmere, det var smagen af respekt som fik ham til at smile for sig selv.
Så snart han hørte den velkendte stemme, vendte han sig om og fik øje på pigen han elskede. Han smilte venligt til hende, inden han kiggede hen på gruppen af piger igen. De krympede sig nærmest sammen, både pga. Jacobs blik og nu også Nille med sine lyseblå øjne.
Pigen kiggede nervøst op på Nille, tog forsigtigt imod hendes hånd og lod hende hjæle sig op at stå. Hun vaklede lidt på sine ben, men fik hurtigt fodfæste og tog en hårtot om bag øret. Der var ingen som havde svaret på Nilles spørgsmål, de fleste kiggede bare væk eller begyndte at mumle om noget helt andet.. Pigerne stod bare og himlede med deres make up dækkede ansigter..

Mobning. Det havde Nille prøvet. Det var ikke rart. Og hvis dette gjaldt mobning... Var det Nilles sag. Teknisk var det bare hendes sag. Menneskerne burde vide hvem hun var. Hun så på pige gruppen med hårde øjne. Hun så på Jacob med blide øjne, og et lille skævt smil. Hun havde lyst til at omfavne ham, men lod være... Hun så rundt omkring sig. Hun gik hen til en af pigerne. Hun stirrede pigen lige i øjnene.
"Hvad handlede det om?" Stadig var Nilles stemme hård, og myndig. Hun var helt rank i ryggen, og så stolt ud. En man ikke skulle irritere. Nogle sorte prikker dukkede op i Nilles øjne. Hun så rundt.
"I ved jo godt hvem jeg er..." Hun så på pigen igen. "Som Skammer kræver jeg at vide hvad der skete her, og hvorfor i sparkede den stakkels pige." Hun så truende på pigen foran sig. "Fortæl mig det, og jeg vil måske skåne dig fra skammerens øjne." Hviskede hun lavt.

Pigerne prøvede nærmest at gemme sig bag hinanden, der var ingen af dem som ønskede at fortælle hende hvad der var sket. Der var endda nogen af dem som overvejede at sige til hende at hun skulle blande sig uden om, men så fik de et puf i siden af en lidt mere fornuftig pige, så de slugte deres ord hurtigt i sig igen. Pigernes leder stod med rank ryg ligesom Nille og kiggede hende i øjnene, uden at vise frygt, selvom hun inderst inde ville stikke af som den kujon hun var. De andre gemte sig bag hende, lod hende fører ordet, alt imens Jacob sørgede for at den pige de havde sparket til ikke skulle løbe sin vej.. Ikke fordi hun skulle være en fange, men han ønskede at hører hendes del af historien også.
Pigernes leder kiggede ned på Nille, så godt hun nu kunne.
"Hun fortjente den, hun sagde et par grimme ord om os," hun løftede på sine skuldre.

Nille så ind i pigens øjne med et koldt blik. Nille var rolig. Og bestemt. Kort blev de lysende blå øjne sorte, men hurtigt blå igen. Nille lagde hovedet lidt på skrå, og grinede lavt over pigens svar. Hun rystede lidt på hovedet, og lagde armene over kors. Man skulle ikke tro man kunne træde ned på Nille for hånden, Nille havde oplevet for meget. Set for meget. Gjort for meget. Nille smilede skævt, og så roligt på pigen.
"Og hvorfor gjorde hun det?" Spørgsmålet var ikke vendt mod pigen, lederen af gruppen. Hun så på pigen de havde sparket. En lille vind tog fat i Nilles hår. "Hm.." Nille tænkte lidt. Hun så på lederen igen.
"Siger du nu sandheden?" Nilles smil var væk. "Hvis jeg bare så meget som ser et tegn om du lyver overfor mig... Vil du og jeg se dine minder... De minder du har gemt. Glemt. Dem du skammer dig over." Nilles stemme var en hvisken. En truende hvisken.

Pigen som de havde sparket krympede sig under Nilles stemme og gav sig til at trille tommelfingre, uden at kigge hende eller Jacob i øjnene, det var alt for ydmygende, også selvom hun intet ondt havde sagt om disse piger.
"Jeg jeg.." stammede hun og kørte en hånd igennem sit hår. "Jeg har intet ondt sagt.. De sparkede mig og mobbede mig.." Hendes stemme var lav og ynkelig, nærmest som en lille mus som man ville kramme og holde om.. Jacob smilte skævt til pigen, da hun kiggede op på ham, så en svag rødmen bredte sig på hendes kinder, så hun hurtigt kiggede væk igen. Der var ingen tvivl om at denne pige var en sky og genert lille blomst.. Gruppen af piger vendte sig om for at løbe, da Nille nævnte skammer stemmen og det at hun kan se deres minder..
Lederen krympede sig og stoppede øjenkontakten.
"Hun fortjente de spark, hun stod i vejen for os,"

Nille nikkede bekræftende til det pigen de havde sparket sagde. På en måde mindede den pige hende om hende selv... Nille så blidt på pigen men da hendes øjne vendte tilbage til pigerne... Blev hendes blik hårdt og truende. Mobning. Det værste i verden. Nille var vred nu. Det skulle mange undgå at hun blev. Nille rankede sig, og så ned på pigerne.
"Ved i at jeg blev mobbet da jeg gik i skole? Aldrig mob andre.. " nilles stemme var hård. Hun så nedladende på dem.
Da de vendte om for at løbe væk, og det lederen sagde.. Var grænsen. Nille greb ud efter ledernes hals.
"Stod i vejen for jer?! Til hvad?! Billige sko?! Lækre drenge?! Min gudinde! Hvor er i hjernedumme!" Snerrede nille.
"Se mig i øjnene..." sang nille med skammer stemme... Og hendes nu sorte øjne var vendt mod lederen af pigerne.

Den mobbede pige, havde det som om at hun kunne krybe i et musehul, for derefter aldrig at komme ud igen. De piger som stod foran hende, var fjender og de ønskede kun at se hende blive nedgøret, så de kunne sætte sig selv højere. Det var det typiske tegn på mobning og Jacob følte selv en trang til at tage deres sjæle, hvor han derefter ville lege lidt med sjælen, inden han spiste den.. Gruppen af piger viste ikke tegn på frygt, før de høret Nilles stemme.. Få af dem stak af, imens andre ville vente på deres "leder". Alt imens dette skete, stak den pige som var blevet mobbe af. Hun ønskede ikke at være der længere, det fik Jacob til at reagere og løbe efter hende, i håb om at kunne stoppe hende. Det lykkedes heldigvis, han stoppede hende lidt længere nede af markedet. Han forklarede hende stille og roligt, at han intet ondt ville hende..
Lederen af pigerne vred sig i smerte og faldt på knæ. "Nej, lad mig gå," Hun klynkede og gemte sit ansigt bag sit hår, i håb om at hun ikke skulle se Nille i øjnene. "Jeg lover at jeg aldrig vil mobbe nogen igen,"

Nille vidste godt at Skammerens stemme var skræmmende for dem der virkelig frygtede hende. Nille vidste at skammerne stod imod al form for ondskab, men det var svært at stå imod sig selv, hun dræbte jo selv... Og hun kunne godt finde på at torturere. Problemet ved Nille var også at man aldrig vidste hvor man havde hende.Man kunne se hende i gaden, prøve at få fat i hende, men så når man nåede hen til det sted hvor man havde set hende... Var hun nok altid væk. Hvis man vidste hvor hun boede, og besøgte hende... Var det ikke sikkert hun var hjemme. Hun var som en nål i en høstak. Hvorfor hun næsten aldrig var til at finde? Hun gemte sig. Beskyttede andre fra hende. Fra hendes fjender. Lige for tiden gemte hun, og var beskyttende omkring Toby. Hun kunne ikke slå den dreng ihjel, selvom hun skulle... Det var helt forfærdeligt...
Det overraskede ikke Nille at nogle af dem løb, stak af... Hendes øjne, og stemme var jo skræmmende. Hun var selv bange for det. Nille nedstirrede 'lederen'.
"Sværg... Sværg på du aldrig gøre det... Du ved hvad der vil ske hvis jeg finder... Dig igen... I gang med at mobbe..." Det var svært for Nille at snakke med skammer stemmen, men det gik da lige an.

Pigen bukkede under og græd, tårerne trillede ned af hendes kinder, sammen med den mascara der før havde siddet så perfekt på hendes lange øjenvipper. Hun tog sig til hovedet, ville have Nilles stemme til at forsvinde og bare slippe væk fra den summende og hjerteskærende stemme.
"Jeg lover det," græd hun og rejste sig til sidst op på sine høje stilethælde. Hun rystede og kunne ikke gå nogen stedet selvom hun gerne ville. Væsnerne omkring dem, kiggede væk og lod som om at de ikke lyttede med til hvad der skete, selvom de inderst inde ønskede at lytte med, ikke gå glip af noget som helst.
Jacob kom luntede tilbage, med den mobbede pige ved sin side. Hun kiggede flovt ned i jorden, mens hendes hænder fumlede med hinanden. Lederen af gruppen stak til sidst halen imellem benene og løb med tårer i sine øjne, samt det lange hår siddende hulter til bulter. Jacob gik hen ved siden af Nille og sendte hende et anerkendene smil. "Hun fik hvad hun fortjente,"

Nille kunne mærke triumfen ved at have vundet over den snobbet tøs. Hun elskede at vinde, men hun kunne også klare at tabe, på visse områder. Nilles øjne blev blå da den snobbet tøs lovede det. Nille smilede skævt, og trådte væk.
"Godt." Skammer stemmen var også væk nu. Nille så hen imod Jacob, og fik en uendelig trang til bare at rive ham med sig væk. Væk fra dette 'show'. Nille var træt.Hun kunne mærke at hun havde brugt sin energi med evnen lidt for meget.
Nille smilede skævt, og træt til Jacob da han stod ved siden af hende. "Ja..." Var det eneste hun sagde, og så faldt hun om og besvimede.

Så snart Nille besvimmede, greb han hende og placerede den ene arm under hendes ben og den anden blev placeret oppe ved hendes nakke, så han så let som ingenting kunne løfte hende og bærre hende hjem ad. Han bar hende bare, ignorde alle de øjne som var rettet imod dem, selvom der var et par øjne som han lige hurtigt kom i kontakt med. Han nikkede til den mobbede pige og sendte hende et varmt smil, som et tegn på at hun sagtens kunne gå uden problemer.
"De vil ikke genere dig mere, du kan bare gå," sagde han venligt til hende.
Pigen startede først med at ligne en tomat, men skyndte sig at nikke og derefter smile taknemligt til dem. "Mange tak," Hendes stemme var lav, men alligevel kunne man fornemme at hun mente det. Hun skyndte sig at gå sin vej med lette bevægelse, nu var hun fri..
Han smilte let for sig selv, inden han placerede et kys på Nilles pande og luntede hjem ad, hvor han regnede med at møde Josh. Men, knægten var ingen steder at se, så han valgte at lægge Nille ned på sofaen og hente et glas vand til hende, når hun engang skulle vågne op. Imens han ventede på at hun skulle vågne, kiggede han ud af vinduet, for at finde Josh, men han kunne ikke se ham nogen steder.. Knægten var nok smuttet på eventyr endnu engang.. Han sukkede for sig selv, hvor han derefter satte sig på hug foran Nille og kørte sine fingre igennem det sorte hår..

Nille mærkede at hun blev løftet, men hun kunne hverken sige, eller gøre noget. Hun mistede en lille del af sin hukommelse, midlertidligt. Den del var så omkring Jacob.
Hun kunne mærke hun blev lagt ned... Og da hun vågnede langsomt kunne hun mærke nogle kolde fingre blev kørt igennem hendes hår. Hun lå først, med lukket øjne, og gjorde ingenting.
Så stivnede hun, og rejste sig brat op. Hun bakkede væk fra drengen, og havde spærret øjnene op. Hun så rundt efter noget hun kunne forsvare sig med.
Hun så på ham igen.
"Hvem er du?!" Hendes stemme var skinger. Hun gik baglæns hen imod døren...

Det overraskede ham meget, da hun pludselig rejste sig op,som var hun aldrig besvimmet. Og ikke nok med at hun virkede til at være forvirret, han kunne også se i hendes øjne at hun ikke kunne genkende ham, hvilket fik ham til at synke en klump og gå et skridt tilbage, for at vise hende at han ikke ønskede at gøre hende ondt. Langsomt rejste han sig op, imens han havde rettet sine hænder foran sig og et blidt glimt i sine øjne. Han gik ikke hen imod hende, han blev stående og sendte hende et skævt smil.
"Rolig, det er mig Jacob," sagde han med en blid stemme og kiggede hende i øjnene. "Jeg er din kæreste," Han forstod ikke helt hvorfor hun lige pludselig ikke kunne huske noget, men så kom han i tanke om evnen og så faldt han en lille smule mere til ro.

Nille fik åbnet døren, og så truende på ham. Hun trak vejret hurtigt, og lignede en der kunne finde på de værste ting. Hun fik fat i vinden, klar til at manipulere med den. Hun tog fat i dørhåndtaget. Hun sank en klump. Hun vidste ikke hvem denne dreng var.. Hun knurrede lavmælt.
"Du lyver!" Snerrede hun, og strammede grebet om dørhåndtaget. "Aldrig lyv overfor en skammer!" Hun knurrede, og hendes øjne blev langsomt sorte. "Se mig i øjnene..." Skammer stemmen snoede sig rundt. Den var ikke til at modstå. Nilles nu sorte øjne var rettet mod denne.. Jacob.
Indtil hun fik hukommelsen tilbage som var det at få en hammer i hovedet. Hun rev sit blik væk fra ham, smækkede døren, og løb væk. Tårerne løb ned af hendes kinder.

Hvad skete der? Hvorfor brugte hun sin evne imod hende, det lignede hende ikke. Selvfølgelig havde hun hukommelses tab, men hvorfor ville hun angribe ham, han ønskede jo ikke at gøre hende fortræd på nogen som helst måde. Hurtigt lukkede han sine øjne, samt dækkede sine ører, for ikke at lade stemmen trænge igennem ham. Han vidste jo at hun ikke gjorde det for at være ond imod ham, hun var forvirret og havde hukommelsestab. Han kunne selv huske det med at være forvirret, så snart han kom i tanke om den halskæde han engang havde haft om halsen. Så snart hun var væk, løb han efter hende og lod hende ikke bare sådan forsvinde. Det ville han aldrig tillade hende at gøre!
"Nille! vent nu! Vil du ikke nok høre på mig!"

Væk! Hun skulle væk! Før hun gjorde noget der aldrig ville kunne blive gjort godt igen! Hun kaldte den evne for en forbandelse, ikke en gave, som mange andre gjorde! Hun kunne have brugt den mod ham... Den eneste person hun havde brugt evnen mod som ikke havde flygtet, gemt, eller slået hende. Hun stoppede op ved et træ, og lænede sig op af det. Hun snøftede, og tørrede tårerne væk.
"Der er intet at sige! Jeg var ved at bruge evnen på dig!" Råbte hun, og gled ned og sidde. Hun havde ryggen mod træet, og benene op til hagen. Hun lagde armene om benene.
"Jeg burde være død..." Hviskede hun lavmælt, og gemte sit ansigt i armene.

Nu skete det endnu engang, hun løb sin vej og han løb efter hende. Men, denne gang var det ikke fordi hun var sur, men fordi hun var forvirret og pga. hendes evne havde fået hende til at glemme ham, så denne gang så han en god grund til at løbe efter hende, så hun kunne få sandheden på plads endnu engang. Uden det mindste tegn på at stoppe op, fortsattte han med at løbe efter hende og stoppede først op, da hun lænede sig op af et træ. Han pustede ud, hvor han derefter satte sig ved siden af hende og kiggede på hende med et bekymret blik. Ja, hun havde brugt sin evne, men det gjorde ham ikke noget.. Han elskede hende jo trods alt..
"Du var forvirret Nille," sagde han stille og lagde en arm om hende. Han klemte en anelse hårdere, da den sidste sætning blev sagt. "Sig ikke sådan noget! Du burde ikke at være død okay!" Han kiggede alvorligt på hende.

Hun var en byrde, det vidste hun godt. En byrde mange sikkert ikke ønskede. Nogle gange følte hun at hun var til besvær for andre. At de ville have det bedre uden hende. Hun følte at hun kun var til besvær, død, og had. Hun bragte kun andre i fare. Hun krympede sig sammen, og lukkede øjnene. Hun lignede en der prøvede at gemme sig for hele verdenen. Hvilket hun prøvede. Hun rystede svagt i kroppen.
"Jeg har været forvirret flere gange i nærheden af dig, der brugte jeg ikke min evne mod dig." Hviskede hun svagt. Hun krympede sig mere sammen. "Jo, jeg burde.. Man snyder bare ikke døden." Hun hentydede til da hun døde.
"Jeg er en byrde man ikke vil have. HVilket jeg forstår.." Hun rystede på hovedet.

Han ville ikke hører på det! Hun var ikke en byrde, hun betød alt for ham og uden hende ville han ikke kunne leve, eller det var han sikker på at han ikke kunne.. Hun var i hvert fald den største grund til at han levede, sammen med Caroline og Josh. Uden at det var meningen, kom han til at klemme hårdere om hende, det var en rent reaktion som var han bange for at miste hende, så snart han stoppede med at klemme om hende. Han stoppede dog lidt med at klemme, da han kunne fornemme at det nok ikke var det bedste at gøre.
"Nille, du skal ikke sige sådan noget!" hviskede han og skjulte en smule fortvivelse i sin stemme. "Du ved at det er en løgn.. Det ved du.." Han kiggede hende i øjnene, hvor han derefter hurtigt placerede et kys på hendes læber. "Du ved at det er en løgn,"

Hun klynkede lidt da han klemmede hårdere om hende. Ikke fordi det gjorde ondt, mere fordi.. Ja, hun følte sig på en måde fanget af det. Altid, når hun så ild, eller følte sig bange, kunne hun se det brændende bål foran sig, og menneskerne der råbte og kastede sten efter hende. Hun rystede svagt i kroppen, og lukkede øjnene. Hun blev lettet da han stoppede. Hun så tøvende op på ham fra sit skjul.
"H-hvorfor ikke?" Spurgte hun lavt, og krympede sig mere sammen. Hun rystede bare stædigt på hovedet. Hun følte sig elendig. Dum. En idiot. Det var hvad hun var. Hun gengældte hurtigt kysset, men kiggede så væk. "Det er ikke løgn. Jeg burde faktisk være død..." Hviskede hun.

Hun burde faktisk være død.. De ord vækkede et eller andet i ham.. Jacob burde også have været død, to gange end da.. men han overlevede, fordi livet besluttede at give ham en chance mere.. Det samme havde den gjort overfor Nille! Givet hende en chance mere, så hun kunne forhindre i at gøre den samme fejl to gange. Hans fejl var at han ikke skulle sætte sig op imod Nethan før han var parat og den anden var at han ikke skulle være dumdristig. På de smalle læber var der ingen tegn på at de ville udvikle sig til at blive et kækt smil, i stedet var de helt klemt sammen, som kæmpede han med at beholde noget inde i munden.
"Måske ja, men livet har givet dig en ny chance," sagde han og kiggede hende i øjnene. Selvom hans mund ikke var kæk og glad, så var hans øjne stadig varme og alt sigende.. "Du skal ikke sige sådan noget, for du ved at det er en løgn, du er ikke en byrde, folk elsker dig,"

Nille løj jo ikke. Hun skulle have været død... Hvis det ikke havde været for den reinkarnation, og gudinden af skam, ville Nille være død. Hun vidste at hun seriøst burde være død, men alt det med... Toby, Jacob, Josh, Caroline, osv, var det der sørgede for hun blev i live. Lige nu var hun skrøbelig. En hver lille ting kunne få hende til at fare sammen. Hun vidste ikke hvorfor hun følte sådan. Sidst Nille havde mødt sin mor, dog falske, men Nille vidste ikke at Lily var Nilles søster, rigtigt. Hun troede at Lily var Nilles mor. Men sidst de havde set hinanden havde Nille slået Lily. Og sparkede. Og kradset. Så Lily søgte efter hævn.
"Nej, det har gudinden." Mumlede hun. Hun så ind i hans øjne, hendes blik var trist. "Ikke alle elsker mig, Jacob, det ved du." Hun rejste sig op.
Hun gik lidt væk.
"Mor!" Tobys hjerteskærende stemme fik Nille til at stivne, og se længere ind i skoven. Hun løb ind i skoven. "Toby!" Råbte hun.
Forsent. DA Nille nåede frem stod hendes 'falske' mor med Toby foran sig. Lily havde en kniv ved Tobys strube. "Du kan ikke slå ham ihjel, hva Nille? Nu skal jeg gøre det for dig." Lily stak kniven i hjertet på Toby før Nille kunne nå at gøre noget. Nilles hjerteskærende skrig kunne nok høres kilometer væk. Hun faldt på hug. Tobys lig faldt til jorden, og Lily forsvandt. Nille kravlede hen til Toby, og trak kniven ud af hans brystkasse. Hun strøg ham over håret, og græd lavt. "Du er svag, Nille." Hviskede Lily bag hende ved hendes øre. Nille knurrede, og slog ud efter Lily med kniven. Hun ramte Lilys kind, men Lily skiftede form, og løb væk. Nille sank sammen, og så på Toby. Det var som om noget inde i hende blev gal... Noget der ikke havde været fremme før. Noget der var blevet tæmmet, blev nu løsladt og vildt. Hendes blik med fyldt med vrede og sorg. Hun rejste sig op, og tog Toby op i sine arme. Hun græd stadig. Bare lydløst.

//Håber det er okay Nille bliver 'ødelagt' i dette emne ^^//

//Det er det da ^^//

Nej, måske ikke alle, men man kunne heller ikke få alle i verden til at elske sig.. Det han mente med det var at hun skulle huske på at der var folk omkring hende, som elskede hende for alt det hun var og det skulle hun ikke give op på. Sådan var livet, man havde op og nedture, men havde man først ramt bunden kunne man ikke gøre andet end at bevæge sig op ad.. Jacob rystede på hovedet over sine egne tanker, han var ved at være træt af at give sig selv sådan råd.. De hjalp jo ikke alligevel, hvor meget han så ønskede at de gjorde.. Et skrig fik ham med det samme til at komme op på sine ben og stå. Toby.. Ligeså hurtigt som Nille reagerede han og fulgte med hende. En knurren voksede inde i ham, da han så Lilly stå med en kniv over Tobys strube, det kunne hun lige vove på at gøre! Han satte i løb, men nåede det ikke før Toby allerede lå bevidstløs på jorden. En kniv igennem hjertet skar helt igennem og han kunne ikke tro sine egne øjne.. Toby lå død foran ham.. Da Nille krøb hen til Toby og han bemærkede Lilly bag hende, følte han sig klar til at springe på hende, men der var hun allerede væk.. Langsomt gik han hen imod Nille, faldt på knæ ved siden af hende, imens han så på Tobys lukkede øjne og blod der trillede ned af brystet på ham.. Sorgen bredte sig i hele kroppen på Jacob, han kunne ikke få et ord fremført, så i stedet rejste han sig op sammen med Nille og lagde en hånd på hendes skulder.. En enkelt tårer gled ned af den blege kind..