get over it... (Nille)

S: gågaderne
O: huse, butikker, alle de sædvanlige ting.
V: overskyet, køligt.
T: aften

Gaden var overraskende tom for folk. Måske var det fordi det begyndte at blive tidligt mørkt og mere koldt, efterhånden som vinteren nærmede sig.
For Sean betød det ikke så meget. Han havde nogle almindelige, lyseblå jeans på, en mørkeblå T-shirt og en jakke, som var lynet halvt op. Hans mørkebrune hår strittede let, som altid, de mørke øjne gled over de mørke omgivelser.
Natten var lige så meget hans tid, som dagen var. Han havde lært at være godt tilpas i begge dele, da hans opgaver tit krævede det. Han viste hvilke slags skygger han skulle se efter, hvilke lyde han skulle høre efter og hvilke lugte der ikke var normale.
han var altid mere på vagt om natten dog, i forhold til dagen, for det var tit om natten folk besluttede sig for at jage ham. Af en eller anden grund troede folk tit det ville give dem en fordel. Og han forstod dem, for det mente han også selv. Altså, at det gav ham en fordel, hvis han gjorde visse ting om natten.
som f.eks. nu, hvor han var på vej ned af gaden, for at finde en bestemt butik som plejede at levere våben til hans mænd. Manden havde dog gjort det for længe og Sean frygtede nogen snart ville købe hans oplysninger. så personen skulle kort sagt dø.

Nille gik roligt genmen gaden, selvom hun slet ikke var rolig.
Sean havde taget hendes ring, og det hadede hun ham for.
Hun havde en sort skjorte på og indenunder en hvid t-shirt, sorte convere sko.
Hun kiggede rundt på gaden, her var ikke nogen, men hvorfor kunne hun så lugte en?
Hun skiftede til Panter og løb lydløs længere ind i gyden.
Hun kunne se en skikkelse, og skiftede hurtigt til menneske igen.
Hun gik hurtigt over til skikkelsen.
"Hej, du der!" Hun råbte efter skikkelsen og håbede at personen stoppede.

Mon denne person kendte Sean? Det håbede hun for når hun mødte ham igen...
Hun knurrede indvendig.

Sean gik ude på gågaden og ikke i de små gyder.
Personen vendte sig overrasket om og tog kort bestik af hende...Han var ret sikker på hun ikke havde været der for et øjeblik siden.
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han så, hans stemme var blid, men udtrykket i hans øjne hårdt.

Hun smilede af mandens usikkerhed.
"Kender du en mand ved navn Sean? Hvis ikke, har du så set en med mørkt hår og som virkede lidt sær?" Okay, hun ville godt indrømme at hun var lidt ond der, men han havde taget hendes ring!
Hun smilede til manden, men hendes blik var køligt.

At kalde en mand sær, var langt fra ondt. Det var næsten hvad folk kaldte hinanden til hverdag.
Manden så lidt på ham, hvorefter hans smil voksede lidt.
"Sær? Mylady, de fleste er sære heromkring! Og mange har ligeså mørkt hår...Men jeg kender flere Sean! Min bedstefar f.eks. Men det kan umuligt være ham du leder efter, han døde i fjord..." smilte manden let.
"Men må jeg komme med et råd? pas på hvem du spørger. Ja, nu er jeg ganske enkelt, ikke så skræmmende, men de fleste er nogle værre typer! Sig det navn og du kan hurtigt komme i problemer...Og især det navn" han sagde det med tryk, så der ikke herskede nogen tvivl om det. Det var dermed tydeligt at han kendte noget til en Sean...Men også ret tydeligt han nok ikke viste hvor denne person var.

Nille kiggede vurderende på ham.
Hun smilede stort til ham, og øjnene skinnede let.
"Jeg kan skam godt klare mig selv, men tak. Hvor kender du Sean fra? Og hvad hedder du?"Spurgte hun ham venligt om, for nu blev hun nysgerrig.
Manden vidste måske ikke hvor han var, men det var tydeligt at han kendte ham.
Hun ville gerne vide hvem han var, men hun havde ikke meget tid.

Manden nikkede let og grinte svagt.
"åh, hvem jeg er, er ganske lige meget. Og når du spørger efter Sean, tror jeg ikke det har noget at gøre. Men alle kender Sean i denne del af samfundet. Han er ret magtfuld, og farlig" smilte manden.
"Men jeg har ikk elængere tid til at snakke...Du kan følge med, så viser jeg dig en mand som med sikkerhed kender ham og måske kan hjælpe dig videre. Hvem vil ikke hjælpe en skøn ung kvinde?" smilte manden og gjorde en gestus mod vejen foran sig.

Hun smilede sødt til ham, hun var på rette spor.
"Det vil jeg meget gerne." Hun rødmede lidt da han roste hendes udseende.
Hun kiggede hurtigt på ham og besluttede at stole på ham.
"Hvad hedder den person?" Hun begyndte at gå.

"vi kalder ham Victor. Hvad han enlig hedder, er ikke op til mig at vide" smilte han og førte hende igennem gyderne.
Lidt efter kom de til et lille værthus, så lille, at det var underligt det overhoved var til. Det var dog intet tilfælde.
Manden smilte, da han holdt bagdøren åben for hende. De kom igennem et lille, snusket køkken, hvor en enkelt kvinde stod og rørte i en gryde.
"Ud af mit køkken, afskum! Hvornår lære i at bruge hoveddøren?" hvæsede hun, da de kom gående. Manden holdt afvæbne hænderne op og førte Nille med ud til selve stuen. Her sad forskellige typer af alle mulige slags. Men især en mand sad med god plads og et rimelig rent sted, ovre i et mørkt hjørne, som lige nu blev lyst op af nogle stearinlys.
Han sad og snakkede med nogle andre mænd og manden førte Nille over til dem.

Og fra det hjørne så Sean op, kaldte mange sjove navne, bla. Viktor, og måtte undertrykke en anelse overraskelse da han så Nille kom gående.

Manden havde ført hende til et lille hus, et værtshus kunne hun bedømme. Hun ignorerede kvinden, og fulgte med manden ind i stuen.

Derinde sad Sean og så overrasket på hende.

"Dig!" Hun råbte det og løb hen imod Sean og angreb ham på stedet.
"Hvor er min ring! Giv mig den! Hvis du ikke giver mig den så lover jeg dig at jeg dræber dig på stedet!" Hun råbte og skreg af ham som en vanvittig, hun havde endelig fundet ham. Og nu ville hun have sin ring. Hvis han ikke gav hende den ville hun som sagt dræbe ham, men ikke før hun vidste hvad hun så skulle gå efter.

han rejste sig hurtigt op. Selv om de nærmeste mænd allerede var klar til at holde hende væk, gav ham dem tegn om at lade være. Da hun direkte angreb ham, greb han fat i hendes håndled og holdt hende ud fra sig.
"såså, mit lille vilddyr" smilte han roligt, mens han så ned på hendes vilde ansigt.
Dræbe ham? åh, han var van til trusler. Hun viste måske ikke engang hvordan hun skulle dræbe ham, eller med hvad. De fleste troede fejlagtigt de kunne stikke ham ned med en almindelig kniv.
"Dræbe mig? Nu er du overildet...Jeg er stærkere end dig" smilte han
"Samt resten af mændene herinde er på min side, for det har jeg betalt dem til. Men hvis du trækker vejret dybt ind, vil jeg måske være venlig nok til at høre på dine klage skrig" Han holdt hende stadig fast, så hun ikke kunne skade ham.

Hun knurrede vredt og kiggede på mændene der så ud som om de var klar til at gøre hende ondt. Hun smilede, det var måske dumt og bruge sin evne nu... Det ville bare tage energi fra hende og hun skulle være klar... På vagt efter enhver trussel. Hun trådte væk fra ham og rev sin hånd ud af hans greb.
"Jeg skal nok lade være med at skrige og forsøge og dræbe dig hvis dine mænd er så søde og sætte sig ned, så jeg er fri for at være anspændt hele tiden. Desuden vil jeg gerne vide hvor min ring er!" Det sidste råbte hun af ham, og hendes øjne glødede fratruende, hun var SÅ tæt på at skifte form.

Han grinte. Hvordan kunne han lade være?Hun mente selv hun var så farlig! Han rystede svagt på hovedet, men et kort håndtegn fik hans mænd til at sætte sig. Han gjorde det samme og gjorde tegn til hun kunne sætte sig på den ledige stol.
"Jamen dog...Det vil jeg da også sætte pris på" han sagde på så let en måde, at en af hans mænd var ved grine. Et kort blik fra Sean, fik ham dog til at lade være.
"Nuvel...Jeg syntes at mene du nævnte din ring?" smilte han afslappet.

Nille sendte et meget skarpt blik til manden der grinede, og kiggede så igen på Sean. Årh hvor var han dog irriterende! Hun havde bare sådan lyst til at tage noget der kunne slå ham ihjel! Hun vidste at de ikke kunne tåle kors... Men sådan et havde hun ikke... Men de kan miste blod og dø af det mente hun at hun havde læst et sted... Hun satte sig roligt på stolen og lagde benene over kors, og armene over kors. som for at sige at hun holdte øje med dem. Hun kiggede skarpt på Sean og hendes øjne viste vred og had. "Jah den ring du tog fra mig! Tyv! Jeg vil gerne have den igen." Hun sagde det roligt men også fuld af had...

//Jah undskyld for de onde ord men altså hun er sådan når hun er VIRKELIG vred//

//Nille...Der er slet ingen hårde ord.
det er normalt at skrive sådan her og folk ved godt det høre spillet til - Det er din karakter der siger det. Folk ville først tage det rigtig personligt, hvis du skriver sådan til dem over PM. Så bare tag det roligt. //

Han så bare roligt på hende. Hun vred, måske direkte hadefuld og der var ikke tvivl om hun gerne ville handle, hvis det kom dertil. Men helt alvorlig kunne han alligevel ikke tage hende.
Han så på hende et øjeblik, med et lille smil, før han trak på skuldrene.
"Jeg har ikke din ring. Jeg har solgt den videre til en person, som bad mig om at skaffe den" svarede han ligeud. Han blev ikke betalt for at holde det hemmeligt, dte havde hans arbejdsgiver i hvert fald intet sagt om, så derfor så han ingen grund til ikke at sige det.

//Årh puha Kunne ikke finde på at mene det over PM medmindre det var for sjov eller personen virkelig irriteret mig //

"DU GJORDE HVAD?!" Hun råbte det højt og rejste sig op ad et sæt. "Hvad ville du sige til at jeg tog noget fra dig som betød verden for dig og solgte det!" Hun råbte stadig af ham. Hun blev uendelig træt på et sekund og sank tilbage i stolen og tog sig til hovedet. "Hvorfor ville han have min ring? Den er intet værd... Okay det er en løgn, den er af ren sølv... Men stadig hvorfor købe en ring med en panter på?" Hun kiggede undrende på ham mens hun ventede på svar.

Han så smilende på hende og holdte kort sine mænd tilbage med en håndbevægelse, da hun rejste sig voldsomt op.
"åh, det ved jeg ikke. Jeg ejer ikke rigtig noget. Desuden kender jeg alle tricks" han trak kort på skuldrene. Det var irrelevant for ham.
"Hvorfor han ville have den, ved jeg intet om. Jeg gør bare jobbet. Jeg er fuldstændig neutral på alle punkter" han smilte lidt til hende.
"Men, selvfølgelig, mod betaling kunne jeg jo hjælpe dig med at få den tilbage" smilte han og lænede sig lidt over bordet igen.

Hun fnyste af ham, betaling? Fristende men stadig... Havde hun råd?
"Hvor meget? Jeg har ikke flere milliarder kroner... " Hun var stædig. Virkelig stædig.
Hun stirrede på ham med foragt.

Han smilte bare roligt mens han så lidt på hende. Han viste hun satte ringen højt og ville gøre alt for den. Men opgaven var omvendt ikke særlig svær...
"Hmm...10.000 måske? du får trods alt hjælp fra de bedst" han blinkede til hende. Men lidt held ville hun takke ja, ikke have penge nok og stå i gæld til ham...Det var nyttigt når folk stod i gæld til en. Men lidt uheld sagde hun ja tak, men havde penge nok.
Og til slut var der jo muligheden for hun helt ville afslå. Men det var prisen for sådan noget arbejde her..om end denne pris ikke var helt fair. Han prøvede det kort sagt bare af.
Hvis hun sagde nej, ville han gå ned i pris. Til en mere fair pris.

Nille tænkte sig om... Skulle hun sige jah? Hendes forældre havde været rige og hun havde fået alle deres penge... Hun brugte dog pengene på ting til dyrene og hendes hus... "10.000 siger du? Hmm... Hvad med 5.000?" Hun smilede sødt til ham. Hvis han sagde ja ville hun straks give ham pengene. "Hvis det forløber godt giver jeg 5.000 mere... 10.000 i alt. Lyder det fristende?" Hun kiggede undersøgende på ham.

Han grinte kort og rystede på hovedet.
"Tror du, at du er i en position til at forhandle? Jeg er den eneste der ved hvor din ring er. 10.000 lige ud. Ikke mindre, lige meget hvordan det går" smilte han kort.

//Mindre kreasvigt.//

Hun kiggede skævt over på ham, han var sikkert hård og handle med.
"Hvad fik du for at hente min ring?" Hun smilede lidt ondt.

//Det okay, samme her.//

Han smilte kort til hende.
"30.000" svarede han kort. Endnu en gang fandt han ingen grund til, ikke at være ærlig. Han vinkede kort til en af sine mænd, som kom med en kop te til ham. Han så kort spørgende på hende, for at hun kunne få en mulighed for at ønske sig noget at drikke, hvis hun ønskede det. Han tog en tår af sin te.
"Det må du da også gerne give, hvis du lyster" blinkede han til hende, som om de i virkeligheden var gamle venner der sad og pjattede.

Hun kiggede en smule frastødende på ham, men så overrasket ud da han sagde prisen. "30.000?! Så må han virkelig gerne ville have den!" Hun kiggede undersøgende på sin ringfinger hvor den plejede og være. Hun rystede på hovedet som et nej til at få noget og drikke. "Jeg giver dig kun 30.000 hvis du lover ALDRIG nogensinde at stjæle fra mig igen uanset hvor mange du får!" Hun sagde det sidste advarende.

Han grinte kort. Han havde penge nok, måske endda alt for mange. Troede hun at 30.000 havde en betydning? Men det var altid godt at spare op til dårlige tider.
Han kunne næsten se pengetegnet i de omkringstående mænds øjne, selv om de troede de kunne skjule det. Sean viste dog bedre end at lade sig køre rundt af penge.
Han lænede sig afslappet tilbage i stolen, tog sin kop med sig og sad og drak af den, mens han tænkte over det. Hvor stor sandsynlighed var der for at nogen ville have den igen? Manden ville sikkert dø denne gang, han havde ingen familie og de nærmeste venner, var kun venner begrund af hans penge. Men der kunne altid dukke noget uset op.
"35.000" smilte han så.
"så har vi en aftale"