In the End. -Nille-

Nille følte sig anderledes. Som om noget indeni i hendes var sluppet fri. Noget der kunne ødelægge hende meget. Hun følte sig så skrøbelig, alene, og frem for alt.. Rasende. Hun havde mistet sin søn, som var den hun elskede at se smile, og være lykkelig.. Og det værste var at lily havde dræbt Toby. Nille ville have hævn!  Men først skulle Toby begraves.. Men hvor? Hm.. Nille havde brændt sin hytte af, men iskubben hvor mormoren lå i var der stadig. Måske kunne... Ja. Hun ville begrave Toby tæt på mormoren. Alle i familien skulle begraves der, udover lily. Nille knugede det døde lig ind til sig, og græd. Tårerne gled stille ned af hendes kinder. Da hun mærkede en kold hånd på sin skulder stivnede hun fuldstændig.
"Slip mig, Jacob." Hviskede hun lavt, og truende. Hun var ikke sig selv. Det hun havde set havde ødelagt hende psykisk. Hun var som et ødelagt glas. Skrøbelig, men farlig. Man kunne skære sig. "Gå." Hun trådte væk fra ham, med fronten mod ham. Hun holdte stadig fast i tobys døde lig. "Gå hen til jade! Hun sidder sikkert og venter på dig!" Råbte hun. Selvom de havde snakket om det, var Nille stadig såret over det, og som sagt, hun var ikke sig selv. Hvis Jacob kendte Nille godt nok ville han vide det var på grund af det hun havde ser hun reagerede sådan. Hun elskede ham. Hun havde tilgivet ham. Men Nille var som hun var.

Hendes hårde stemme, fik ham med det samme til at give slip på hende og kigge forvirret på hende, som havde hun lige kastet en kniv efter ham og forsøgt at dræbe ham. Han forstod udmærket godt at det var hårdt, men derfor behøvede hun vel ikke at være så hård overfor ham. Der voksede en kulde inde i ham, da hun sagde alt det med Jade, hvorfor bragte hun pludselig det på banen? De havde jo snakket om det og tilgivet ham for lang tid siden.. Desuden, havde han ikke set Jade længe.. Hun var som sunket i jorden, hvilket han ikke var særlig glad for..
"Nille, jeg går ingen steder!" sagde han og kiggede hende i øjnene. "Du er fortvivlet og det forstår jeg godt, men du må ikke lade din vrede tage overhånd, jeg elsker dig jo og det gør også ondt på mig at se Toby død.." Han så hende dybt i øjnene. "Jeg beder dig, du må ikke lukke mig ude.." Forsigtigt gik han tættere på hende, stadig med den dybe øjenkontakt.

Det var godt han gav slip på hende. Hvis han ikke havde gjort, ville hun have snerrede af ham, og slået hans hånd væk. Selvom de havde snakket om det, var hun jo... Bange, såret, og så videre... Hun knugede bare det døde lig ind til sig, og trådte væk fra ham. Hun fik blod på den kjole hun havde på, men det var hun ligeglad med. Det kunne vaskes. I hendes hoved var Jacob forelsket i Jade, og kun havde brugt Nille. Hun knurrede lavmælt, og blottede tænder. Måske gik han ingen steder, men det gjorde hun! Hun trådte tilbage. Hun sagde dog intet til det med at han ikke gik nogen steder.
"Du elsker mig ikke! Du elsker Jade! Du har jo selv sagt du var ved at få følelser for hende!" Råbte hun. Hun knurrede højere da han gik tættere på hende. Hun kunne ikke holde ud at se på ham, det gjorde helt ondt. Ikke fordi hun ikke elskede ham mere, det gjorde hun! Men hun var fortvivlet.. Bange... Hun ville bare væk. Hun gik baglæns væk fra ham. "Jeg vil ikke gå.. Men jeg skal før jeg siger noget jeg fortryder." Og så vendte hun ham ryggen, og løb. Bare væk fra ham. Hun ville være alene. Efter hun havde fået begravet Toby, løb hun tilbage til sit hus.

//Out! xD Vil gerne have nyt emne!! Har fantastisk idé, og skal nok lave! Skriver PM når du har svaret! //

Han forstod at hun var fortvivlet, derfor tog han ikke alle de ord hun sagde til sig. Hun mente dem ikke, det var han sikker på.. Hun var fortvivlet over Tobys død og Jacob var ret så sikker på at det var den eneste grund til at hun reagerede sådan. Nok kunne hun sige alle de ord hun ville, men han ville ikke forlade hende. Ordene havde gjort mere ondt på ham, hvis hun bare havde sagt dem uden nogen grund til det, men nu hvor hun stod med en død Toby i sine arme var han godt klar over at det var det som pressede på.. Hun kunne sige så meget hun ville, han ville ikke lade det gå ham på, det røg ind af det ene øre og ud af det andet.. Det var også en af grundene til at han ikke sagde noget til alt det hun sagde, i stedet stod han og så på hende, med øjne fyldt med fortvivelse og sorg. Ordene skulle ikke gøre ondt.. Det skulle de ikke.. Han så hende løbe, lod hende løbe.. Han vidste at hun behøvede tid.. Og at hun nok skulle komme igen en dag.. Med et enkelt suk vendte han ryggen til og gik ind i huset, alt imens den lille Josh stod oppe på en bakketop og så det hele. Han rynkede på et bryn over alt det Nille havde sagt.. Han brød sig ikke om at hun talte sådan til ham, men hvad kunne han gøre ved det? han vendte ryggen til huset og fortsatte med at løbe rundt i skoven, langt væk fra alting..

//venter spændt! ^^ OUT//