Baby born//Sean//

han så hen på hende, stadig med samme smil, men med sørgmodighed i øjnene.
"Selvfølgelig må du se ham, hvis du kan holde det ud" svarede han og tvivlede på hvor sundt eller godt det enlig ville være hvis hun så ham. Men det fandt de jo nok ud af. Han rystede svagt på hovedet af hendes tilbud.
"Nej tak. Dette er mit værelse og du er heldig overhoved stadig at være her." tanken om at hun skulle få fat i de forkerte papirer og kende nogle hemmeligheder hun ikke burde, behagede ham ikke.
"Jeg vil have lov til at rode nogle steder, nøjagtig som det passer mig..." han smed nogle flere papirer i skraldespanden med noget der virkede som en lidt sur bevægelse.

Hun kunne se på ham, at der var noget galt. Skulle hun spørge om der var noget galt eller hvad det var galt? Hun vidste ikke om hun burde gøre det. Hun bed sig lidt i læben og bestemte sig for og lade være med og spørge om det. Ihvertfald lige nu. Hun så på ham "Det er der vel kun en måde og finde ud af" hun havde lagt mærke til hvor meget han havde ændret sig fra da hun kom til nu. Hvad var der galt med ham? Hvad var det som kørte rundt i hovedet på hende? Spørgsmålende kørte rundt i hovedet på hende. Hun kiggede ned i sengen. Heldig? Hans stemme var begyndt og skræmme hende lidt, men man kunne ikke se det på hendes ansigt eller øjne overhovedet. hun bed sig lidt i læben "Undskyld at jeg spurgte...Skal nok smutte igen herfra så snart jeg har det bedre" hun smilte kort til ham. Det var vel det bedste for ham så han havde lidt privatliv. Hun var jo bare en fremmed her i huset. Nok havde han spurgt hende om hun ville flytte ind så han bedre kunne passe på hende, men hun ville nok alligevel blive set som en fremmed. Hun var blevet lidt urolig. Hun så på ham og sukkede lidt "Sean...Hvad er der galt? Hvad er det der går dig sådan på?" hun kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage. Enten fortalte han hvad der var galt stille og roligt eller også ignorerede han spørgsmåledet eller også sagde han sikkert, at hun ikke skulle blande sig i det. Hun ville acceptere det. For hun havde ingen ret til og blande sig i hans liv overhovedet.

Selvfølgelig misforstod hun det. I stedet for at vide han mente sit eget lille private værelse, troede hun han mente hele huset. Han vendte sig om mod hende og var faktisk på nippet til at miste tålmodigheden og råbe hende ind i hovedet at det for helved ikke var det han mente...Da hun åbenbart var observant nok til at vide der var noget galt. Selvfølgelig havde hun set det...Han havde ikke kunne skjule det så godt. Men ville han virkelig kunne fortælle om det?
"Det er bare...Det...Det bare..." han sukkede og himlede med øjnene, før han så ud af de nu lukkede dobbeltdøre. Det var allerede ved at være aften igen.
"Undskyld. Du skal ikke gå, du må godt...Jeg vil godt, have dig her" han trak halvt på den ene skulder og virkede ikke særlig glad for en mulig øjenkontakt lige nu.
"Det er bare...Det...Er bare din søn. Ikke andet" han rystede på hovedet.
"Vil du se ham?"

Hun vidste ikke længere hvad hun skulle tro eller hvad hun skulle gøre. Alt var blevet vendt op og ned efter fødslen. Hun kunne godt se på ham, at han var ved og få et flip på hende. Han var nem og aflæse lige nu. Han var som en åben bog for hende bortset fra hun kunne ikke læse hvad handlingen var, men hun kunne læse at der var en handling i bogen. Med det mente hun, at hun kunne se på ham, at der var nogle ting der gik ham på og han prøvede og skjule det, men kunne ikke og hun kunne se, at der var et eller andet men vidste ikke hvad det var der var galt. Hun havde stadig dynen over sig. Hun så på ham og sukkede lidt. Hun smed dynen fra sig og var temmelig ligeglad med hun ikke havde bukser eller noget på kun en trøje. Hun gik hen og så på ham "Sean hvad er det? Jeg kan se der er noget galt" hendes stemme var rolig. Hun kiggede på hans næse som hendes far havde lært hende så folk troede hun kiggede dem i øjnene, men ikke gjorde det alligevel. Hun sukkede lidt "Ok, så bliver jeg" hun var selv meget følelsesmæssigt påvirket efter fødslen. Det undrede hende lidt hvad det var med hendes søn. Som hun stadig ikke vidste om hun var klar til og se eller ikke. Hun så på ham "Hvad er der med ham?" hun så undrende på ham. Hun kiggede lidt ned i jorden og tænkte lidt over om hun burde eller ikke burde se drengen. Hun nikkede så og kiggede på Sean.

hun spurgte. Selvfølgelig spurgte hun. hun spurgte, som Camille havde spurgt. Hun spurgte som så mange andre havde spurgt. Han sukkede og så hen på hende.
"Hvad har du hørt fra folk? Om mig? Hvilke dunkle rygter eller historier spreder de?" han ville vide det. Han ville vide hvad hun allerede viste, omend tingene måske ikke var blevet verificeret.
Hvis hun havde hørt noget om børnemord, at han havde dræbt sit eget barn...Behøvede han ikke sige noget, men bare indrømme det var sandt. Og så kunne hun flygte og tage sit barn med sig eller flygte og lade barnet blive: det var han faktisk ligeglad med. Om barnet blev eller ej, selv om han allerede følte sig forbundet til det på en eller anden måde.

Hun kiggede roligt på ham. Der var meget hun havde hørt om ham, men hun kunne ikke finde hoved og hale i alt det hun havde fået, at vide om ham, så hun vidste ikke helt hvor hun skulle starte og hvor hun skulle slutte. Hun sukkede lidt "Delilah har fortalt, at du havde slået et helt fremmed barn foran hende efter hun havde stoppet dig i og ville dræbe en eller anden mand, hvor drengen var en slags hævn, hvor du dræbte ham efter du havde sagt, at du ville dræbe hans familie. Hun har også sagt, at du dræbte din egen søn." hun stoppede lidt for og få vejret og fortsatte "Men som jeg sagde til hende: Nok har du gjort de ting og mere til. Det ved jeg så ikke. Men jeg vil ikke lytte på alt til det folk siger om andre når de blot er søde overfor mig og det jeg har sat af dig. Har modbevidst mig, at du er sådan et monster som du selv har sagt" hun kiggede roligt på ham. Det ville ikke røre hende en pind, hvis det var sandt for folk ændrede sig med tiden. Alle folk ændrede sig med tiden. Der ville aldrig være nogen som var på samme måde hele livet folk ændrede sig hele tiden og det vidste hun "Folk ændre sig selv du uden du selv kan eller vil gøre noget ved det" hun smilte overbevisende til ham.

Han så lidt på hende og sukkede svagt. Delilah...Af alle der kunne fortælle noget om ham, havde det lige været Delilah.
"Delilah og jeg er ikke ligefrem venner. Jeg gjorde de ting som hun sagde, fordi jeg ikke brød mig om hende og de ting hun sagde" han trak lidt p åskulderen.
"Der ud over har vi set hinanden en enkelt gang. Der blev det ikke ligefrem bedre. Men ja..." han så på hende med et tomt blik.
"JEg slog min egen søn ihjel til et ritual for selv at blive stærkere. Jeg slog ham ihjel og din søn minder mig om ham. Luce, jeg er uforbederlig. Jeg gør ikke bare ting uden at tænke over det. Jeg gør ikke bare tingene og forventer folk stadig holder af mig bagefter. jeg er selv skyld i at folk hader mig. JEg beklager at skuffe dig, men jeg forandre mig ikke. Jeg blev forandret ved ritualet, men siden da har jeg netop været den kolde morder jeg hele tiden har været et sted dybest inde. Jeg tænkte endda at hvis jeg blev venner med dig...Hvis jeg kunne få fat i barnet...Kunne jeg bruge det imod min egen leder og få mere indflydelse!" han slog ud med armene. Han regnede med hun nu ville blive sur, ked af det eller noget lignende. Han havde jo enlig snydt hende...Og et eller andet sted var han ked af det. han ville blive ked af det, et eller andet sted, hvis hun nu flygtede ud af huset og han aldrig så hende igen. Efter det hele...Hun var på en måde blevet et hemmeligt venskab. På en måde. Men han havde alligevel haft de tanker om hvad han kunne bruge det til, hvordan han kunne undgå det skadede ham. Som altid ødelagde han tingene. Og det var måske også sådan det burde være.
"Jeg...Ved det ikke. Jeg har ikke rigtig mere at sige. Folk acceptere mig ikke som jeg er og derfor ignorere jeg folk eller kommandere rundt med dem. Dit håbefulde smil, dine glade øjne...De får mig til at tro at du netop håber jeg er en bedre person. Men jeg ville ikke tøve med at rive et lille barn fra hinanden igen, hvis jeg fik en grund" så var det sagt.

Det, at ham og Delilah ikke ligefrem var venner kunne hun allerede regne ud da han og hende ikke ligefrem da de bedste venner man kunne finde på jorden så det kom ikke ligefrem bag på hende og det rørte hende ikke, at han havde gjort det der. Folk har deres grunde. Ja, det var forkert, at han havde gjort det, men han havde sine grunde og han var også en dæmon, så det var vel en naturlig ting for ham og være en ond morder. Hun så bestemt på ham "Kunne allerede regne ud da hun fortalte det, at i ikke var venner, men det ændrede ikke mit synspunkt på dig overhovedet. Det kan godt være, at jeg er en man nemt kan snyde til og stole på andre, men der er altid en forskel ved folk. Man har ikke altid ligefrem det bedste synspunkt på alle. Du kan sige hvad du vil, men mit syn på dig ændre sig ikke! Du skal næsten dræbe mig eller være som Rafael før jeg ville begynde og frygte dig. Før jeg ville flygte fra dig!" hendes stemme var bestemt. Det rørte hende ikke en gang, at han havde haft tankerne om hendes søn om og bruge ham imod Rafael. Det barn var stadig uønsket i hendes verden hun kunne måske lære og leve med det, men at elske det lige så meget som hun elskede Bruce ville hun aldrig kunne og det ville hun være ærlig og sige. Det eneste der faktisk sårede hende lidt var, at han på en måde indrømmede, at han havde holdt hende for nar. Men han havde vel sine grunde. Det irriterede hende bare, at han ikke havde sagt noget til hende "Hør her Sean. Det såre mig lidt, at du har holdt mig for nar og som du siger det så forstår jeg det som om, at du ikke vil eller ser mig som en ven, men hvis du havde fortalt mig, hvad du ville bruge drengen til havde jeg ladet dig få det for jeg kommer aldrig til og elske det barn så meget som en mor burde." hun var stædig det havde hun fået, at vide 1000 gange og hun havde bestemt sig for, at det ikke ville være nemt og knække hende igen. Der skulle hårde midler til for og knække hende. Hun så roligt på ham "Sean jeg acceptere dig for den du er. Det jeg kan lide ved dig er, at du er som du er og ikke som alle andre. Og jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg holder af dig for den du er. Jeg er glad for dig. Når jeg ser på sig så virker du rigtigt glad. Du virker ikke til og skjule dine indre følelser. Jeg er ikke dum. Jeg kan se det på dig" hun kiggede roligt på ham. Hun havde ikke ændret mening om ham overhovedet. Hun var blevet såret, men han havde også fortalt hende hvorfor han havde ført hende på lyset. Det havde været værre, hvis hun selv skulle regne det ud.

Han var så tæt på at grine. Grine, åh hvor lød hun dum og naiv! hun forstod det slet ikke, hun troede han faktisk følte noget for hende! Når man planlagde at bruge folk til noget, fortalte man dem det ikke, så brugte man dem bare så længe man kunne. Men hun var ked af han ikke havde nævnt noget? åh...gud...
Han rystede lidt på hovedet, da det bankede på døren og Sigmund trådte ind med en bakke. på bakken stod en tallerken med lidt mad og et glas vand. han gik ind, stilte det på bordet og gik igen uden en lyd. Lukkede døren efter sig.
Sean gik over til de lukkede dobbeltdøre og så ud på solen, som var på vej ned.
Så vendte han sig om mod hende igen med et lille smil.
"Du ser præcis hvad jeg vil have dig til at se, enhver modsigelse beviser bare det lykkes og det beviser også at du ikke kender mig. Du høre om mig, hvad jeg vil have dig til at høre, du tror det om mig, som jeg vil have dig til at tro. Du må gerne være stædig og leve i din egen lille verden, hvis jeg havde været igennem det du havde, ville jeg også føle trang til at gemme mig bag nogle tanker." svarede han roligt.
"Jeg er ikke under en forandring til at blive en borgerlig, venlig mand. Jeg er venlig over for folk jeg vælger at være venlig over for. Resten af tiden er jeg en kold skiderik" han virkede slet ikke ked af at sige det, men det var han heller ikke. Han nød at være det.
"Alle mine indre tanker, alle mine indre følelser...Du er ikke engang tæt på at se dem. Det er ingen. " han slog ud med armene.
"Jeg har flere hundred års erfaring i at skjule dem. Du må gerne holde af mig. Jeg har ingen venner og det er bevidst. Jeg ser ingen som mine venner, for jeg har ikke lyst til at have venner. Jeg har folk jeg snakker med og folk jeg ikke snakker med" han så lidt på hende.

Hun så bare på ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu, men hun var så også ved og opgive, at snakke til ham. Han lyttede åbenbart ikke til det hun prøvede og sige til ham. Hun gik hen til sengen og satte sig på den. Hun magtede ikke og blive ved med og diskutere hvad hun mente og ikke mente. Hun ville ikke høre på det han sagde længere. Hun var ved og være træt af, at folk ikke kunne acceptere det hun mente og ikke mente. Hun kiggede på Sigmund der kom ind med maden. Hun kiggede lidt på maden. Hun sukkede lidt og så op på ham da han snakkede til hende igen. Hun opgav og sige ham imod. Hun valgte, at hun bare ville høre på det han sagde og ikke sige noget. Hun ville ikke en gang sige noget da han sagde, at hun levede i sin egen lille verden. Hun kiggede bare roligt på ham imens han snakkede løs. Hun mumlede noget lavt og utydeligt "Har heller ikke sagt, at du var under forandring. Det op til dig selv hvad du vil eller ikke" hendes stemme var blevet irriteret. Hun begyndte og ignorere det han sagde og gik i stedet hen til bakken og fik sig noget og spise og noget og drikke. Da hun var færdig med og spise gik hun hen til ham. Hun havde regnet ud, at han prøvede og skræmme hende væk. Hun så på ham "Du vil virkelig skræmme mig væk? Tro hvad du vil om mig jeg er sådanset ligeglad med hvem og hvad du er!" hendes stemme var bestemt. Hun gik hen og satte sig på sengen og kiggede på ham. Hvis han ville have hende til og gå så skulle han fandme selv sige det. Hun gik ikke. Hun så ikke selv en grund til og gå. Hvis han ville have hende væk herfra og aldrig se hende igen. Så fint nok, men så skulle han også selv sige det!

Han så lidt på hende. Hun var jo skide ligeglad. Skide ligeglad og det var stort set også alt han fik ud af hendes svar. Han havde ikke sagt hun ikke måtte mene hvad hun ville, det skulle hun da med glæde gøre! han ville bare have hun kendte sandheden, så hun ikke gik rundt med en falsk mening. så hun kunne ændre mening, hvis hun ville. For han havde en fornemmelse af at også hun ville flygte fra ham på et eller andet tidspunkt, værende i aften eller senere. Hun skulle vide hvad hun gik ind til. Det var det hele, han havde ikke været ude efter en diskussion. Eller faktisk...Faktisk søgte han en der gad acceptere at han var ond og han elskede at være ond! Men ingen ville forstå det, kunne acceptere det eller ville leve med det. De fleste ønskede at forandre ham. OG det hadede han folk for. Hans mor...Hans egen mor havde prøvet at ændre ham! Skulle han så stadig bare finde sig i det? Nej! Faktisk var det hendes sidste sætning der gik ham mest på.
"Jeg vil have du ved og erkender sandheden. Du siger du acceptere mig, men du ved ikke engang hvad du acceptere. Og som du selv siger. Du er skide ligeglad. Med hvem jeg er, hvad jeg er...JEg kunne lige så godt være en fremmed for dig ikke? jeg er en fremmed for dig. Det er det du siger. Nu forstår jeg hvorfor du ikke har stillet irriterende spørgsmål, som så mange andre." han forstod det som at hun var ligeglad med ham. Han forstod bare ikke hvorfor hun så hele tiden kom til ham...Måske bare for at bruge ham, komme af med sine problemer, få dem klaret og så gå fra ham igen. Han gik over til døren og lagde hånden på håndtaget. Men besluttede sig så for at han ikek havde mere at sige. Han åbnede døren og forlod værelset. Det var hans værelse, men hvis han bad hende gå, viste han at hun ville forlade huset og ikke bare hans værelse.

Hun så på ham. Hun sukkede lidt. Hun var ikke som andre. Hun accepterede når folk ikke ville snakke om deres privatliv. Han havde selv sagt, at han hadet det. Han havde selv sagt, at han helst ville have, at hun ikke gjorde det. Hun accepterede, at han var ond. Han var den han var. Hun sukkede lidt. Han havde misforstået det hun mente. Hun burde bare haft holdt sin kæft lukket. Hun kunne alligevel ikke finde ud af og forklare det hun mente. Hun prøvede hvergang, men det endte altid galt for hende. Hvorfor lærte hun det ikke bare. Hun begyndte så småt og hade sig selv for det. Hvorfor kunne hendes liv ikke bare ende? Hun var jo ikke til nogen hjælp overhovedet. Folk misforstod hende. Hun sukkede lidt og så på ham "Du misforstår det..." hun bed sig lidt i læben og fortsatte "Det jeg mente var, at det du lavede af onde sager ikke ville røre mig. Du er den du er og det vil jeg ikke ændre på." hun så på ham. Hun kunne ikke finde ud af og forklare det. Skulle hun lade ham være lidt så han faldt lidt ned og prøve igen? Hun holdt af ham som han var. Hun var ikke ligeglad med ham overhovedet. Hun kiggede efter ham da han gik. Hvorfor bad han, hende ikke bare gå? Hun havde sagt, at hun ikke gik herfra uden han sagde det. Hun overvejede og rejse sig op og stoppe ham og tænkte, at det var en dårlig ide. Han havde vel bare brug for og slappe af. Hun kiggede efter døren da han lukkede den efter sig. Hun så ned i jorden. Han sagde, at han ikke så hende som en ven eller noget andet. Han havde selv sagt det, men hvorfor ville han så have, at hun blev her? Hun rejste sig og gik hen til døren til teressen og kiggede ud. Hun spekulerede over, hvordan hun skulle forklare ham hvad det var hun mente. Hun ville ikke stille ham alle de åndsvage spørgsmål. Hun hadet det selv så hvorfor skulle han så kunne lide det? Hun lod sin pande hvile mod ruden imens hun stirrede ud på solen.

Han gik. Han nåede knap nok at høre hvad hun sagde, før han havde lukket døren og var gået. Han gik ned af gangen, ned af trappen og til sidst hen til døren som førte ham ned i kælderen. Hans skjulested, et sted hvor folk ikke bare kunne følge ham, andet end hvis han selv gav dem lov. Et sikkert sted. Hans arbejdsplads.
Hernede gemte han sig, han prøvede at læse i nogle af sine bøger eller de nyeste rapporter, prøvede at tjekke op på økonomien eller andre små beskeder, men han havde svært ved at koncentrere sig om det.
i køkkenet sad Mary med den lille dreng. En lille dreng der var sulten. Hvad skulle de stille op med det? Sean tvivlede faktisk på det var en god ide han var her...
Det endte med han forlod kælderen og gik op i køkkenet i stedet. Kokken sad med barnet og vuggede det blidt mens hun småsang, drengen så ud til at føle sig godt tilpas.
"Han har været lidt ustyrlig. men nu slapper han af igen. Hvordan har moderen det?" smilte hun, da hun så Sean var der. han trak lidt på den ene skulder.
"Træt...Tror jeg."

Hun sukkede lidt. Hun vidste ikke længere om hun burde være kommet her hos Sean. Hun kiggede på solen der gik ned. Hun ville ikke gå herfra, men overvejede det kraftigt. Hun ville ikke flygte fra Sean. Hun følte ingen grund til det, men hun ville lade ham være. Give ham plads. Lade ham være sig selv uden hun var her og gjorde vrøvl. Hun gik hen til hans ene reol med en masse bøger og kiggede på dem. Hun stirrede næsten bare tomt på bøgerne. Hun fokuserede ikke en gang på og læse titlerne på bøgerne eller noget som helst. Hun vidste ikke hvad hun skulle tage sig til. Hun sukkede lidt og gik hen og drak det sidste af vandet fra det glas der stod på bakken. Hun havde brug for og lære og kunne forklare sig bedre. Hun bed sig lidt i læberne og gik i stedet hen til terrassedøren og åbnede den. Hun gik derud og kiggede rundt. Det var ret køligt udenfor, men hun var ligeglad hun havde brug for lidt luft. Lidt luft til og klare hjernen lidt. Hun gik hen til rækværket og lænede sig op af det. Hun kiggede lige ud for sig. Vinden blæste hende blidt lige i ansigtet og kærtegnede hendes kinder blidt og kærtegnede hende over håret. Det beroligede hende.

Sean brugte lidt tid på bare at sidde og stirre frem for sig, uden at tage stilling til noget. Hvorfor gik han så meget op i at folk accepterede ham? Forstod hvordan han var og hvorfor han var det...Nej, ikke hvorfor. De skulle bare acceptere det. Kunne han ikke acceptere sig selv? Var det derfor, han havde brug for at vide han var god nok, lige meget hvordan han var? Han viste det ikke...Han var i tvivl. Han rejste sig op til sidst og tog en glas vand. Derefter tog han drengen ud af kokkens favn og over i sin egen. Han rykkede på sig og var på grænsen til at græde, men så så ud til at falde til ro igen og suttede videre på en klud han havde fået. Han forlod køkkenet, gik op af trappen og ned af gangen. Det var på tide de blev enige om hvad der skulle ske med barnet.
Han åbnede døren og gik derind. Luce var der stadig og på en måde følte han sig overrasket over det. Han havde på en måde forventet hun var gået og havde efterladt ham med barnet.
"Hvad gør vi så ved ham her?" spurgte han med en neutral stemme, da han så ud af dørene og på Luces ryg.

Hun spekulerede på om hun skulle lade Sean beholde barnet. For hendes skyld kunne han godt. Hun vidste det ikke. Alt var forvirrende for hende. Hun var lige ved og gå hele tiden, men lod være. Hvorfor gik hun ikke bare? Hvorfor skred hun ikke som en hver normal person ville gøre? Hvad var det som var så vigtigt for hende og vide, at Sean var der for hende? Hun vidste det ikke. Hun havde ikke hørt døren gå op. Hun havde stået i sine egne tanker og spekuleret over hvad hun skulle sige til Sean og hvad hun skulle gøre. Alt var blevet anderledes. Hun havde ikke troet, at det ville blive så svært for hende, at dette barn blev født. Hun fik et mindre chok da hun hørte Seans stemme. Hun vendte sig om og kigget forskrækket på ham. Hun stivnede lidt da hun så drengen. Hun blev kort svimmel, men lod det ikke tage overhånd. Hun gik langsomt ind af terrassedøren og lukkedede den efter sig. Hun gik langsomt hen til Sean og stoppe lidt fra ham. Hun kiggede lidt på drengen. Hun kunne ikke se nogen ligning på ham der lignede Rafael. Han lignede en dreng der kunne have hvem som helst som far. Hun bed sig lidt i læben. Hun var bange for om hun ville reagere voldsomt igen. Hun så på Sean "Altså du kan godt få ham og bruge ham imod Rafael" hendes stemme var rolig. Hun prøvede så vidt muligt ikke og starte nogen disksution igen. Hun så på Sean og så, så lidt ned i jorden "Sean...jeg...undskyld det lige før..." hendes stemme var blevet trist "Er bare ikke god til og forklare mig...Undskyld..." hun kunne mærke, at tårende pressede på.

Han så lidt på hende.
"Jeg har ikke tænkt mig at bruge ham mod Rafael. Jeg er ligeglad med min leder. Kender ham ikke, jeg er bare meget besat af tanken om magt..." måske havde Camille ret. Måske var alt det med babyen ikke en god ide...Men han følte sig også trodsig. Camille skulle ikek komme og tro hun kunne lave om på alt muligt med sine små sætninger og meninger. Han styrede sit eget liv, tog sine egne valg om hun troede på ham eller ej!
Hans mørke blik gennemborede hende et øjeblik.
"Du skal ikke undskylde. Faktisk foretrækker jeg hvis vi ikke snakker om det. Mit temperament kan stadig være ret ustyrligt og nogen gange...gør jeg ting inden jeg når at tænke over det. Så er det bedst jeg lige går og får kontrollen tilbage..." hans temperament...måske fandt han aldrig en måde at styre det. Det var jo endnu ikke lykkedes.

Hun kiggede op på ham igen. Det var ret overraskende, at han ikke længere havde tanken om og bruge barnet imod Rafael. Hun så på ham "Hør du er som du er og det acceptere jeg." hun så lidt ned på drengen. Hun kørte langsomt en finger hen over hans kind. Det var underligt og se på ham. Han var så lille og uskyldig. Han kunne ikke gøre for, hvordan hans far var. Hun kiggede på Sean. Hun vidste ikke rigtigt hvad der var ved Sean. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Hun så rundt på værelset. Hun havde helt glemt med tiden at hun ikke havde fået bukser eller noget på efter fødslen og det havde været for flere timer siden. Hun havde ikke skænket det en tanke overhovedet. Hun så på ham og nikkede "Det er i orden har heller ikke selv lyst til og snakke om det" hun kiggede roligt på ham. Hun så rundt på værelset. Der var stille og roligt. Hun kiggede ned på drengen. Hun vidste ikke om hun var klar til og holde barnet. Det var allerede svært nok for hende bare og se ham. Hun kiggede på Sean og sukkede lavt "Fortæl mig det jeg bør vide om dig. Fortæl mig det som er sandheden om dig" hun ville høre det nu. Hun ville høre det som var sandheden. Hun ville lytte til det han sagde og prøve og forstå hvorfor han var som han var. Hun ville lærer ham rigtigt og kende. Som han rigtigt var!

han så lidt på hende. Hvad skulle han sige? Det lød som om hun var klar til at få hele hans historie, så hun endelig kunne beslutte sig for hvordan han var. Men enlig gav hun ham vel bare en chance, gjorde hun ikke? han havde jo ikke så meget at fortælle...hvad ville hun vide?
"undskyld...Har ikke tænkt over du ingen bukser havde. Du er velkommen til at kigge i skabet derovre, måske har jeg et par bukser du kan bruge..." de var sikkert for store, men det var et tilbud. Han var van til kvinder og hvordan de så ud, han levede jo af sex, så nogen gange tænkte han slet ikke over det. Faktisk overvejede han nogen gange om han ville opdage en nøgen kvinde der gik forbi ham...
Han satte sig i fodenden af sengen og så lidt på ned på drengen. han var langt fra født eller skabt til at være en far eller forældre på nogen måde.
Han trak vejret tungt en enkelt gang og drengen flyttede på hovedet og så op på ham med sine store øjne...de lignede Luces, men alligevel var det som om der var noget fremmed over dem.
"Det du bør vide?" han smilte svagt.
"Hvis bare jeg viste det. Hvad skal du vide? Jeg aner det ikke. Jeg fortæller jo kun det mest nødvendige. Ja, jeg har slået ihjel. Jeg er incubuc, jeg spiser kvinder ved at have sex med dem. Jeg nedstammer fra en psykotisk familie, jeg kommer fra en anden dimension kaldt jorden...Jeg hader familie, jeg tager afstand fra venner og andre bekendte, for ikke at føle smerten fra dem senere. jeg arbejder med mord, tyveri, informationer. For at føle spændingen ved livet. Jeg er ca. 758 år gammel. Jeg har været del af et ritual der gør mig stærkere..." han nævnte bare ting hun enden ville høre gennem rygter eller gennem folk han allerede havde mødt. Og han nævnte dem uanset om hun kendte til dem i forvejen.
"Jeg er High inquisitor blandt dæmonerne. En der fanger forbryderne og sender dem for domstolene, mere eller mindre. Jeg er leder for en klan..." han så op på hende og trak på skuldrene.
"Hvad vil eller skal du vide?"

Hun kiggede på ham og ventede på, at han fortalte sig selv. Hun kiggede lidt undrende på ham da han nævnte noget med bukser. Hun kiggede ned af sig selv og rødmede stort da hun opdagede at hun ikke havde bukser eller noget på. Hun vidste det nu godt, men havde åbenbart glemt det under alt forvirringen. Hun nikkede som tak og gik hen og kiggede i hans skab. Hun ledte af de bukser som så mindst ud så hun ville passe dem noget bedre. Hun havde dog lidt svært ved og finde nogen i det Sean var noget bredere end hende og lidt større, men hun fandt endelig nogen efter lidt tids søgen og tog dem på. De var lidt for store, men det var bedre end ingenting. Hun lukkede skabsdøren og gik hen til ham. Hun satte sig ned ved siden af Sean og kiggede på drengen. Hun vidste ikke om Sean var en der var skabt til og være far eller sådan noget, men sådan som det så ud nu mindede han hende lidt om hende selv da hun fik Bruce. Hun rystede lidt på hovedet og så på ham. Hun lyttede roligt til ham. Det var nu meget interessant det han fortalte om sig selv. Det lød ret ondt, men interessant. Det var overraskende, at han ikke var meget ældre end hende. Det var ret sjovt. Han virkede til og være meget ældre. Hun ventede roligt til han var færdig med og fortælle "Det var faktisk meget interessant. Altså nok ikke lige en min far ville kunne acceptere, men det lyder nu ret ok for mig af." der var ærlighed i hendes stemme og i hendes øje. Hun så på ham "Altså jeg er tilfreds med det du lige har fortalt, så hvis du ikke mener, at jeg ikke skal vide andet lige nu så det i orden med mig. Men det var ret sjovt og høre, at du ikke var meget ældre end mig" hun kiggede roligt på ham. Hun kunne godt acceptere hans måde og leve på. Hun var van til andre former for folk og Sean var en ud af mange andre specielle folk og dem ville hun ikke ændre på overhovedet for det var det som gjorde dem specielle.

Han så på hende, da hun tog hans bukser på og kunne ikke holde et lille smil tilbage. Tro det eller lade være, men han tilhørte en af de folk der så ud til at gå i det samme ret ofte, men som faktisk skiftede tøj konstant. DEt gik altid i stykker, grundet hans lidt vilde måde at have sit liv på. Blod, rifter, pletter...Hvad som helst. Luce havde dog fundet en af de bukser han ikke længere kunne passe, efter ritualet hvor hans muskler var vokset lidt mere. For at give ham bedst mulig chance for at styre sine nye kræfter.
"Din far? Så vidt jeg ved skal vi heller ikke giftes, så det rager mig en høstblomst" smilte han roligt. Han vuggede drengen blidt, da han begyndte at rykke på sig, til han faldt til ro igen.
"Hvad skal han hedde?" det faldt ham pludselig ind han ikke havde givet ham noget navn. Eller rettere, at de ikke havde. Det var jo slet ikke hans barn!
Han så over på hende igen.
"Kun så få år? Jeg glemmer altid Draconianere lever så længe, i plejer altid at gemme jer i jeres små huler..." han havde besøgt den en enkelt gang for at prøve at overtage den kriminelle verden der måske gemte sig der. Han var faret vild i tunnellerne og til sidst måtte han flygte derfra, på ryggen af en kæmpehest og med hjælp fra en ung dreng...Det var så længe siden nu.

Hun kiggede lidt undrende på hans tøj. Hun følte sig næsten helt lille i hans bukser. Nu kunne hun ihvertfald sige hvordan det var, at have Seans bukser på. Hun grinte lidt for sig selv. Nok ikke metaforisk men bogstaveligtalt. Hun så på ham og kunne ikke lade være med og grine da han nævnte det med, at de ikke skulle giftes. Det var nu ikke det hun mente, men ok det var nok en af de sætninger hun ikke var så god til og formulere rigtigt. Hun så på ham "Har ingen kontakt til ham længere, men mente nu, at han overhovedet ikke ville bryde sig om, at jeg har truffet dig. Han er engel om han er blevet falden eller ej ved jeg dog ikke..." hun hadet og snakke om sin far, men nu havde hun selv nævnt det så den bad hun sådan set selv om. Hun havde stadig smil på læben efter grinet. Hun så på drengen der var begyndt og blive roligt. Det var underligt, at det barn overhovedet var hendes. Hun kunne se på Sean, at han havde mere styr på dette barn end hun selv havde. Han virkede næsten faderlig. Men hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle synes om det for han havde sagt, at han kun vidste det han mente hun skulle se af ham så det kunne jo være en facade. Hun smilte stille og trak på skuldrene "Har ikke rigtigt tænkt over noget navn til ham." hun kiggede på Sean og fortsatte "Har du en ide?" det ville ihvertfald hjælpe hende lidt, hvis han havde en ide til hvad barnet kunne hedde. Hun kiggede lidt på ham "Hehe er kun de der 752 år. Alderen er høj og ved godt vi plejer og skjule os, men har det bedst med ikke og være op af mange draconiere hele tiden" hun havde fået det problem pga hendes mor. Hendes mor havde aldrig accepteret hende som hun var og det gjorde, at Luce havde svært ved og stole på andre draconianere. Hun kiggede rundt og så ned på barnet igen. Det så ud til og være trygt i Seans favn.

Han smilte let da han så på hende. Hun havde en engel til far? Det lød mærkværdigt. Men hun havde nok ret, engle og dæmoner var sjældent særlig gode venner. Han kom i tanke om sin bror, en dæmon, som faktisk havde indledt et kærlighedsforhold med en engel og fået et barn, hans nevø, som nu var her i byen. hvilket mindede ham om han nok hellere måtte finde ham igen og se hvad han lavede.
Navn til denne lille, ustyrlige klump...Han havde faktisk et.
"Det eneste jeg kan tænke på lige nu er Connor" svarede han med et lille smil. Et navn en af hans gamle venner havde haft...En ven der var død nu, vel at mærke. men det var måske også et lidt ældre eller underligt navn for nogen.
"Hvis jeg må spørge, hvorfor har du det så ikke så godt med andre draconianere?" hun kunne selvfølgelig lade være at svare og han ville være lige så tilpas som hvis hun svarede.

Hun kiggede roligt på ham. Hun undrede sig lidt over hvorfor hun stadig var tryg ved ham selvom hun vidste, at han var ond? Hun havde endelig fået banket ind i knolden på sig selv, at han var ond og det ikke ville kunne ændres på. Som hun så heller ikke havde haft i tankerne, men det hun ikke frygtede ham eller havde skredet af frygt for ham forstod hun ikke rigtigt selv. Måske fordi hun havde været sammen med en dæmon, men når det så var sagt så var Luce ikke ligefrem en pige der var ligesom alle andre. Hun kiggede på ham og tænkte lidt over navnet. Connor? Et specielt navn og man hørte ikke så mange der hed det nu til dags så det ville faktisk passe fint. Hun smilte stille til ham "Det lyder som et godt navn, mon han ville kunne lide det?" hun kunne ikke lade være med og fnise lidt over det sidste hun sagde. Hun kiggede smilende til drengen og lod en finger køre stille hen over hans kind roligt. Han var nu sød nok. Hun skulle vel bare have lidt tid til og vænne sig til denne lille fyr. Hun så på Sean og tænkte lidt over om hun skulle sige det eller ikke. Det kunne hun vel lige så godt. Hun så på ham "Hele min mors familie er draconianere og der har aldrig været nogen af dem som har accepteret mig overhovedet. Nok fordi min far er en engel og ingen af min mors familie brød sig om engle. Jeg ved det ikke, men mig skubbede min mor og hele hendes familie væk fra sig. Det blev værre og værre med tiden. Der var en dag, hvor jeg blev afvist af stort set alle. Venner og familie selv min far" der var en skjult vrede i hendes stemme imens hun fortalte dette.

Han så lidt ned på drengen, som nu sov. Han vejede næsten intet eller også mærkede han det bare ikke rigtig.
"Jeg tror han er ligeglad. Det er en fordel ved at være forældre, man kan kalde dem hvad de vel og det vil hænge på dem resten af livet" smilte han svagt. Forældre...Han var ikke forældre! Han følte sig skræmt...Skræmt over den måde han snakkede om drengen, som om det var hans eget! Han lagde barnet på sengen. Han rykkede lidt på sig i søvne, men blev ellers liggende. Det var også lige meget, han havde jo bare hentydet til det var Luces.
Han så hen på hende igen, da han rejste sig op.
"Det er jeg da ked af..." svarede han så, uden at vide hvad ellers skulle sige til det. Personligt havde han aldrig følt sig vlekommen særlig mange steder.