Mød din fætter.... Hvad er der sket med dig?! ~ Luce

Ramiel smilede blidt til hende, selvom hun godt nok ikke kunne se det. Men hey! Hans stemme lød altid smilende, eller hvad man kunne sige, den lød i hvert fald som om han smilede, når han snakkede mens han smilede... Okay, det lød indviklet. Han rystede lidt på hovedet over ham selv.
"Super." sagde han blot, og grinede lavt.
Han ventede tålmodigt på hun fik ordentlig fast i hans arm, og betragtede hende ganske let. Han smilede skævt. "Godt." Han begyndte lidt langsomt, så hun kunne følge ordentlig med, at gå mod Doomsville. Han holdte øje med om der var noget hun kunne falde over. Bare så han kunne advare hende.

Hun stod stille og ventede på, at Gabriel ville være klar til og gå. Hun holdt godt fast i hans arm og begyndte stille og roligt gå da hun mærkede, at han begyndte og gå. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle snakke om for det ville da være noget kedeligt, hvis de bare gik uden og snakke til hinanden. Hun bed sig lidt i læben "Hvorfor er det, at du og min far ikke kunne med hinanden?" hun var blevet lidt nysgerrig om og finde ud af, hvad der var imellem hendes familie siden de ikke brød sig særlig meget om hinanden og hun ville virkelig gerne vide, hvilken konsekvens for hende.

//Sorry det korte svar//

//Går nok.

Hvorfor de ikke kunne? Han sukkede lavt, og holdte stadig øje med der ikke kom nogle forhindringer der kunne sørge for hun faldte.
"Jeg var jo engang en normal engel... Jeg var hunderæd for at blive falden engel, og som sagt, besvimede jeg ved synet af blod. Urox begyndte at lære om skygger, altså at manipulere med det. Mørk magi, kaldte jeg det. Han blev falden på grund af det, og ville også have jeg blev falden engel. Men jeg var bange. Jeg turde ikke. Jeg holdte mig på guds vej." Han trak på den ene skulder. "Og det blev Urox sur over. Luciana blev falden, hvordan ved jeg ikke. Begge mine søskende var faldne.. Og jeg følte de bragte skam over familien. Specielt Urox fordi han knalder til højre og venstre. Så mig og URox hader hinanden fordi vi føler at vi har svigtet hinanden. Men mig og Luciana er gode venner." Svarede han, og trak på den ene skulder igen. Han kiggede på hende og fortsatte med at gå.

Hun holdt godt fast i hans overarm imens de gik. Hun kunne godt høre på hans stemme, at det var et meget svært emne for ham, at snakke om. Hun havde lyst til og sige, at han ikke behøvede og snakke om det alligevel, hvis det var, at det var et alt for svært emne og snakke om, men det kunne hun ikke haft nået for da hun skulle til og sige det begyndte han og svare hende på det hun havde spurgt om. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til det hele "Så du var kort sagt det samme som jeg er i min familie. Det sorte får. Vi er ikke dem som familien ikke har lyttet til og været for" hun fulgte stille og roligt med ham. Hun sukkede lidt "Jeg er vel nød til og sige med det samme, at Rafael har planer om og gøre mig mere som ham" hun sukkede lidt. Hun kunne huske, at han havde fortalt hende det den dag hun var nød til og vælge mellem livet eller døden.

Ramiel var helst fri for at snakke om Urox, men han kunne sagtens klare det. Han var ikke længere lille og skrøbelig. Han skulle vise Urox hvor stærk han var blevet. Han kunne lige forestille sig Uroxs ansigt udtryk når Urox opdagede at Ramiel var blevet en falden engel.
"Jep, det var jeg." Sagde han, og kiggede kort på hende. Han rynkede på panden. "Så... Lidt som ham?" Spurgte han.

//Hun har da fortalt det med Rafael? O_o//

Hun holdt godt fast i hans overarm imens de gik. Hun var stadig lidt usikker på, hvor hun kunne sætte sine fødder for hun vidste ikke, hvor tingende lå. Af og til havde det været godt, hvis hun havde en eller anden form for stav som kunne hjælpe hende lidt på vej, men det var nu heller ikke så nemt som man skulle tro det var. Hun nikkede forstående "Kender det godt" hun sukkede kort og spekulerede over, hvordan hun skulle fortælle ham, at hun ville blive ond. Hun bed sig usikkert i underlæben "Han vil gøre mig ond" hun sukkede lidt og strammede grebet om hans overarm.

Ramiel kiggede på Luce der holdte godt fast i hans overarm. Han hørte en ulv hyle, og en hvid ulv kom løbende hen til dem. "Det er Romeo, bare rolig." Sagde Ramiel, og smilede skævt. Han kiggede på Romeo der gik hen til den anden side af Luce. Romeo snuste kort til Luce inden han løb væk igen. "Nu er han gået igen." Ramiel rystede lidt på hovedet, og grinede lavt.
"Det kan jeg forstille mig at du gør. Men nok om mig... Hvem har du ellers som ven udover Sean?" Spurgte han nysgerrig. HAn ville gerne lære mere om sin niece. Han så blidt på Luce. "Det vil kun lade sig gøre, hvis du lader ham gøre dig ond." Sagde Ramiel.

Hun kunne godt mærke, at han kiggede på hende. Det virkede lidt underligt, men samtidig generede det hende ikke for hun var blevet van til, at folk kiggede på hende når hun gik ude på gaden og når de troede hun ikke kunne høre deres hviske tisken om hende. Hun fik et mindre chok da hun kunne høre en ulv hylde som var tæt på dem. Hun var ikke direkte bange, mere forskrækket og usikker. Hun blev dog hurtig rolig igen da Gabriel fortalte, at var Romeo der kom hyldende. Hun grinte kort over sig selv og smilede. Hun mærkede en snuste til hende. Hun smilede stille og hørte nogle potter løbe væk igen. Hun rystede kort på hovedet "Sikke en ballademager du har fået dig som søn var?" der var en lille latter i hendes stemme. Hun nikkede kort da han sagde, at Romeo var gået. Hun bed sig lidt i læben da han spurgte hvilke andre venner hun havde. Hun vidste det rent faktisk ikke selv. Hun havde mødt mange og venlige folk inden hun var blevet kidnappet, men hun havde ikke haft kontakt til dem i lang tid. Hun sukkede lidt "Jeg ved det rent faktisk ikke. Har mødt mange venlige folk, men har ikke snakket med mange af dem i flere år" hun bed sig igen i læben og sukkede. Alt var vendt op og ned på det hele. Hun lod sit hoved hænge lidt imens de gik. Hun hørte hans stemme men lod dog fortsat sit hoved hænge "Jeg kan ikke stille så meget op imod ham som jeg inderligt ville. Han har magten over mig på alle leder og kanter. Jeg kommer ikke bare sådan væk fra ham..." hun sukkede lidt og fortsatte "Jeg er ikke stærk nok psykisk eller fysisk til og gå imod hans plan" hun hadet,at indrømme den side af sig selv.

RAmiel grinede lavt, og smilede skævt.
"Ja,det har jeg." Svarede han, og rystede lidt på hovedet. "Men, det er sjovere med en ballademager, end et dydsmønster." Pointerede han. Han kiggede mod skoven Romeo var løbet ind i, og han fik øje på den hvide ulv der fulgte efter dem bag træerne. Romeo kunne jo ikke bare gå ind i Doomsville i ulve form.
De nåede endelig byen, og Ramiel gik lidt til side for at en person kunne komme forbi dem. Han kiggede på Luce, men holdte stadig øje med hvor hun gik, og om andre var på vej mod dem.
"Hvorfor har du dog ikke det?" Spurgte han, og så spørgende på hende. Han stoppede op, og tog fat i hendes anden arm. "Der er en blokade her." Lyden af en masse mennesker der jublede over et eller andet, spærrede for vejen. Ramiel trak hende forsigtigt med hen til en gyde hvor de kunne gå udenom.
Ramiel lyttede til hvad hun sagde.
"Skammeren kan hjælpe dig med at blive mere stærk psykisk. Hun har hjulpet Romeo, og jeg er helt forbløffet over hvordan han har udviklet sig." Fortalte han.

Hun kunne høre, at Gabriel grinte og begyndte selv og grine lidt. Hun fulgte stille og roligt med ham imens de gik. Hun nikkede stille "Har du helt ret i. Sådan er mine drenge det også" Bruce var ihvertfald lidt, men Connor kunne hun ikke helt være sikker på for Sean passede meget på ham som om han var faren til drengen. Det var underligt og tænke over, hvor meget Sean egentlig var overfor Connor. Han var ikke en gang drengens far det var Rafael der var det ikke Sean. Hun spekulerede lidt på om hun skulle prøve og være mere sammen med sine sønner selvom de sikkert frygter hende lidt efter hun havde tabt begge sine øjne. Hun kunne mærke, at Gabriel var gået lidt væk fra hende så hun var nød til og slippe ham. Hun gik noget mere usikkert nu, hvor hun ikke havde nogen og støtte sig til. Hun sukkede lidt over hans spørgsmål "Jeg har været meget indendøre og har været væk fra omverdenen længe..." det var svært for hende og snakke om det, men det var vel bedre end ingenting. Hun stoppede op da hun mærkede, at han havde taget far i hendes ene arm. Hun kunne høre, at nogen råbte over et eller andet og hun begyndte og blive nysgerrig "Hvorfor blokere de og hvad hujer de over?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun fulgte stille og roligt med ham da han begyndte og gå en anden retning. Hun rystede på hovedet "Ellers tak. Nok har hu hjulpet mig en gang, men hun lovede, at Zann ikke ville røre mig igen efter hun var væk. Det var løgn!" der var en mindre vrede i hendes stemme. Hun følte sig svigtet over, at Nille havde lovet hende noget og ikke holdt det.

Ramiel smilede skævt.
"Hvad hedder din anden søn egentlig?" Spurgte han nysgerrig, og høfligt. RAmiel nikkede til hendes svar på hans spørgsmål.
"forståeligt." Sagde han blot. Han endte lidt samtalen om det da han kunne høre hun ikke ville snakke om det.
Han trak på den ene skulder.
"Jeg ved det faktisk ikke... Måske en form for jagt, de havde våben." Svarede han, og rynkede på panden.
Han sukkede lavt.
"Nu skal du huske at hun er Skammer." Sagde han, og så på hende. "Og hun har mistet sin søn. Han blev dræbt for øjnene af hende. Hun har det svært for tiden."

Hun fulgte stille og roligt med ham imens de gik. Hun var lidt i sin egen verden imens hun gik. Hun kom tilbage til sig selv da hun kunne høre hans stemme "Han hedder Connor" hun tænkte lidt på, hvordan det var han fik det navn. Det var Sean som fandt på det og lige inden havde han kludret i det og sagt, at de ikke havde fundet et navn til drengen. Hun smilede for sig selv da hun tænkte på det. Han havde været helt rundt forvirret den dag Connor blev født. Smilet forsvandt dog igen da han begyndte og snakke om hvad dem der havde blokeret vejen for dem havde våben. Det gjorde hende mere eller mindre utryg. "Forhåbentlig er det dyr de er ude efter og ikke nogen person" hun ville ikke have, at nogen kom til skade, men hun var ikke lige den rette til og sætte stopper for noget som helst. Hun stivnede dog lidt da han igen begyndte og snakke om Nille. Hvad var der i hende som hendes onkel var helt besat af? Hun var ved og blive træt af, at han kun snakkede om hvor god hun er og ikke hvordan hun ellers er. Luce havde mistet tilliden til Nille. Hun slap hans arm og bakkede væk fra Gabriel og stoppede "Hun har det svært?!? Tror du ikke jeg har det svært!?" der var gråd og vrede i hendes stemme. Hun mærkede, at det ondskab Rafael havde puttet i hende var ved og komme frem i hende igen. Hun rystede voldsomt og knyttede sine næver bare for og slappe af, men det var næsten umuligt for hende.

Ramiel smilede skævt, og nikkede.
"Godt navn." Han ville ikke spørge hvem faderen var. For ... Ja, det var måske bare ikke lige den bedste ide lige nu.
"De lignede dusørjægere. De holdte en plakat op." Sagde han, og bed sig i underlæben.
Ramiel så spørgende på hende da hun slap hans arm, og trådte lidt væk. Han rynkede på panden da hun begyndte at snakke. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Luce.. Jeg fortæller dig blot at der er grunde til at hun ikke kunne komme dig til hjælp" Sagde han, og løftede begge hænder. Ja, selvom hun var blind, følte han det var det rigtige at gøre lige nu. "Jeg ved du har det svært, og jeg tror ikke hun har det værre end dig. Slap af." Hans stemme var blid, varm, og rolig. Han var ikke bange for hende. Han havde jo trods alt sit sværd.

//Har helt glemt hans påklædning; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sværdet er med, det hænger ved venstre hofte//

Hun smilede stille og nikkede "Tak. Det var nu ikke mig der fandt på navnet, men det er også lidt ligemeget, hvem der fandt på det navn til ham" hun smilede stille. Hun blev nu mindre utryg da han nævnte, at de var dusørjægere. Hvem var de mon efter denne gang. Det kunne hun ihvertfald godt lide og vide for hun var meget nysgerrig.
Hun stod bare stille og rystede af vrede og skuffelse samtidig "Hvorfor snakker du så hele tiden om, hvor svært hun har det osv?" hun ville vide det for hun mente ikke det var fair, at hendes egen onkel begyndte og snakke om, at andre har det skidt og ikke tænker på, hvordan hans nære familie egentlig har det. Hun sukkede lidt og prøvede og få styr på sin vrede igen. "Undskyld..." hun sukkede lidt og stod stille.

Ramiel rynkede lidt på panden. "Hvem fandt så på navnet?" Spurgte han, og lagde hovedet lidt på skrå. Han var ikke utryg ved tanken om dusørjægerne, der var ingen dusør på ham. Han havde samtidig også sit sværd, han kunne udmærket godt beskytte sig selv, og dem han holdt af.
Luce misforstod tydeligvis det han sagde. HAn sukkede lavt. "Fordi at du skal forstå hvorfor hun ikke kan komme og hjælpe dig. Hun har travlt, hun sørger, hun er ødelagt." Han rev i sit hår. "Jeg siger ikke hun har det værre end dig." Han råbte ikke, og havde ikke hævet stemmen. Han snakkede roligt. "Lad vær med at dømme mig." Denne gang var hans stemme lidt skarp. Det var ikke fair hun dømmede ham, for at forklare hende hvorfor Nille ike bare kunne komme og hjælpe hende.
"Det er okay." Han sukkede lavt.

Hun stod lidt og nærmest stirrede ud for sig. Hun følte, at hun var ved og miste noget af sin familie. Hun vidste ikke hvordan hun skulle kunne stoppe det. Hun sukkede lidt "Det var Sean der fandt på navnet til drengen" hun sukkede lidt og spekulerede på om hun skulle lade Gabriel være og gå resten af vejen hjem alene eller hvad hun skulle gøre. Det var et svært valg for hende. Hun stod bare stille med armene hængende ned af siderne. Hun sukkede lidt og lod det han havde fortalt om Nille ligge. Hun magtede ikke flere skænderier i aften. Hun var træt og følte sig ødelagt. Hun havde bare lyst til og komme hjem til sig selv og komme i seng og sove så hun kunne være frisk til næste dag. Hun sukkede lidt "Tror hellere jeg må gå resten af vejen selv..." hun bed sig lidt i læben og sukkede "Tak for en hyggelig aften og hils Romeo fra mig..."

Ramiel nikkede.. Selvfølgelig Sean.. Men, Ramiel ville ikke stå og anklage hende igen for at være venner med Nilles morder. Sean havde jo reddet og hjulpet Luce, hvilket betød en del for Ramiel.
"Det er et godt navn." Han smilede skævt. Han lagde armene over kors. Han kiggede væk og ville gerne hjem... Og derfor blev han noget lettet da hun sagde hun hellere måtte gå resten af vejen selv.
"Okay, pas på dig selv." Sagde han og kiggede på hende. "Det skal jeg nok.. Hils Sean.. Fra din onkel, ikke ved navn." Han gik hjem.

//Out.

//Tak for et dejligt emne ^^//

//Jeg siger også tak ^^//

//Håber vi får et lige så godt emne når jeg har mere tid til og emne igen og noget mere krea ^^//

//Håber jeg også ^^ Du siger bare til//

//Det skal jeg gøre ^^//