Mød din fætter.... Hvad er der sket med dig?! ~ Luce

Hun sad lidt og tænkte tilbage på sin fortid. Tænkte tilbage på, hvordan et så godt liv som hun nogenlunde havde kunne ende sådan som det var sket. Hun havde været en meget smuk kvinde og nu lignede hun noget katten havde kastet op. Hun sukkede lidt. Hun fik et chok da hun kunne høre Gabriels stemme. Hun lyttede lidt til det han sagde, men valgte så og lukke af for det han sagde indtil han var færdig. Hun gad ikke og høre på det han sagde fordi han nærmest snerrede af det han sagde og hun vidste ikke om det var hende eller andre han snerrede af. Hun rejste sig op og knyttede sine næver "Jeg kender hende ikke! Jeg kan ikke gøre for, at folk behandlede hende som de gjorde! Jeg har aldrig set hende! Har ikke en gang set dig!" hun nærmest råbte det af ham. Hun var ikke sur hun var nærmest ked af det. Hun sukkede lidt og satte sig igen. Hun bed sig lidt i læben "Undskyld..." hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun forholdt sig hellere i ro og holdt sin mund. Hun var kommet ned på jorden igen efter hun havde råbt af ham. Hun sukkede lidt "Han hedder Sean. Det er takket være ham jeg faktisk er i live idag"

Hendes reaktion irriterede ham. Han rejste sig op da hun satte sig ned igen. "For det første, du har ikke set mig fordi jeg ikke var som Urox! For det andet, er du sikker på du aldrig har set hende?! Ingen dusørplakater? Ingen mystisk pige med en hætte og lysende blå øjne? Eller sorte? Der blev hvide?" Han sukkede lavt, han råbte ikke, han snerrede ikke, han sagde det helt normalt. Han satte sig ned igen, og hvilede ansigtet i hænderne.
"Jeg siger også undskyld." Mumlede han, og masserede sine tindinger.
Han spærrede øjnene op da hun svarede ham.
"Sean?" Sean der havde dræbt Skammeren. En mand Ramiel ikke ville kendes ved. Han rejste sig op. "Meget vel." Hans stemme var blevet kold.

Hun nærmest bare stirrede ned i jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre overhovedet. Hun lyttede til det han sagde da han havde rejst sig op "Du kom aldrig og besøgte mig! Og nej har aldrig set hende! Hvor fanden skulle jeg haft mødt hende henne?" hun sukkede lidt og bed sig i læben. Første dag hun møder sin onkel og de startede allerede et skænderi. Fedt! Hun overvejede bare og rejse sig op og gå sin vej. Hun sukkede lidt "Det er ok" hun kunne godt se, at hun burde gå. Hun kunne allerede mærke på ham, at det var bedst ikke og have kontakt til ham. Hun kunne åbenbart ikke med sin familie overhovedet. Hverken fra hendes fars eller hendes mors side af familien. Hun nikkede da han gentog Seans navn. Hun var faktisk glad for og bo hjemme ved Sean hun havde meget og takke ham for. For alt den hjælp han havde givet hende selv gennem den sværeste tid for hende, hvor ingen andre var der for og støtte hende. Hun kunne høre han rejste sig op. Hans stemme var også blevet kold. Hun rejste sig op og tog stoffet af sine øjne og så på ham som ville hun se ham i øjnene "Ville det så sige nu, at du ikke vil have kontakt til mig fordi jeg bor hos ham eller hvad?!" hendes stemme var en blanding af vrede og sorg

"Alle har mødt hende på et eller andet tidspunkt." Mere ville han ikke sige. Han masserede sine tindinger og lukkede øjnene.

Han så på hende, og trak på den ene skulder.
"Måske. Javist har han reddet dig, og det er jeg på en måde taknemmelig for.. Hvis det ikke var fordi han havde dræbt Nille. OG hvis det ikke havde for Nille ville jeg være død. Et halvt år blev jeg tortureret. Hun reddede mig. Jeg skylder hende mit liv." Han sukkede lavt. "Jeg vil gerne være der for dig, men jeg nægter at møde Sean. Jeg vil gerne have kontakt, så længe jeg er fri for at møde ham."

Hun var ved og blive godt træt af ham. Han kunne åbenbart ikke forstå hende. Hvor skulle hun haft mødt skammeren fra? Hun havde for det meste holdt sig for sig selv og hun har også været for det meste hjemme. Sean havde ikke rigtigt turde og lade hende komme ud. Hun valgte dog ikke og sige sin mening om hvor vidt om alle havde set skammeren eller ikke. Hun havde ikke set skammeren og sådan var det altså. Hun troede ikke helt på det han sagde. Han virkede overhovedet ikke til og være glad for, at Sean havde reddet hendes liv. Hun sukkede lidt "Du virkede overhovedet ikke til og være glad for, at han har reddet mit liv. Det er takket være ham, at jeg overhovedet er stærk nok til og kunne klare mig selv" hun sukkede lidt og var ved og opgive hendes familie helt. De var åbenbart ikke tilfredse med hendes valg. Hvorfor overhovedet have en familie når de ikke var der for en? Hun rystede på hovedet "Har aldrig sagt, at du skulle møde ham..." hun tøvede lidt om hun skulle sige sin mening. Hun var blevet såret over, at han tænkte mere på sig selv end på sin familie "Du er ikke anderledes end min far! I bryder jer overhovedet ikke om hvordan jeg har det eller de valg jeg tager! I forstår det bare ikke!" der var sorg i hendes stemme

Hvor hun altså ikke særlig klog. Kunne hun ikke se hvad dette betød? Hun boede sammen med en dæmon der havde dræbt en Skammer! En SKAMMER! Og så Nille!
"Jeg er taknemmelig, men vreden over at han dræbte Nille hærger stadig inde i mig. Som sagt, hvis det ikke havde været for hende ville jeg være død!" Han hverken råbte, snerrede, eller noget. Hans stemme var rolig. Hans position var rolig.
Romeo var allerede løbet hjem. Han havde kedet sg.
"Jeg er anderledes end Urox! Jeg tager ikke en villig pige med hjem! Jeg har sagt at jeg bekymrer mig for dig, og det har jeg gjort siden jeg hørte om dig. Men jeg besvimede bare ved synet af blod dengang, og kunne intet gøre. Kun ord var mine våben. Jeg er glad for at du har en som Sean, og jeg er glad for du lever." Han sukkede lavt, og bøjede hovedet bagud.

Hun overvejede kraftigt bare og gå. Hun ville ikke høre på en der ikke havde noget godt og sige. Hvorfor var hun egentlig blevet og snakket med ham? Nok var han hendes onkel, men han var der aldrig overhovedet. Hun sukkede lidt "Du snakker om hende som om hun var din kone eller sådan noget. Er glad for, at hun har hjulpet dig, men det ændre ikke på måden du opfører dig på!" hun havde bestemt sig for, at hun ikke ville hæve hendes stemme eller snerre af ham. Hun ville holde sin vrede inde og bruge den til hendes fordel senere. Hun rejste sig op og gik nogle få skridt væk fra bænken og satte sig på græsset. Det var længe siden hun havde siddet på græsset i parken. Den mindede hende om dengang hun mødte Maria kort tid efter Rafael havde kidnappet hende og tortureret hende. Dengang han gjorde hende gravid. Det mindede hende også om sin eks kæreste John og Bruce, hvor de havde valgt og gå sig en tur sammen med deres søn. Først havde de gået ned i parken henne ved søen og lagt sig og nydede solen bage ned på dem. Det havde været en dejlig dag og det var varmt. Det stak i brystet på hende og tænke tilbage på John. Hun savnede ham inderligt. Hun sukkede lidt "Der er flere måder på og være ens end deres handlinger bare så du ved det" var han virkelig dummere end han lød som? Han fattede det bare ikke. "Hvis du var glad for, at jeg havde mødt Sean og boede hos ham og det. Så havde du accepteret det og det gør du ikke engang" hvorfor blev hun ved med og forsvare sin mening? Hun forstod ikke sig selv lige i denne situation hun var endt i.

Det var over grænsen.
"Hun er som en lillesøster for mig! Har du et problem med min måde at beskytte hende på, har du et problem med den måde jeg ville have beskyttet dig med." Sagde han roligt, og rynkede p panden.
Han sukkede lavt, og blev stående hvor han var.
"Det ved jeg godt, men jge var engang en normal engel, som besvimede ved synet af blod. Sådan beskytter man ikke sine kære." Mumlede han, godt nok stadig at hun kunne høre det.
"Hvem siger jeg ikke har det? Jeg sagde; jeg vil bare ikke møde ham. Du kender mig ikke, Luce. Det skal du huske." Hans stemme var blevet mere blid

Hun sad bare og lyttede til det han sagde. Hun sukkede lidt "Undskyld, at jeg sagde det på sådan en hård måde..." der var tegn på tristhed i hendes stemme og på måden hun sad på. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun følte sig dum og en der bare burde forsvinde fra jordens overflade. Hun sad bare og hang. Som om nogen havde slået hende med en knytnæve og som var lige ved og stor tude, men i stedet holdt tårene tilbage. Hun sukkede lidt "Kan ikke en gang selv passe på dem jeg har kær..." hun så sig selv som en der var svag. En der var ubrugelig og kun var i vejen for andre. Hun rystede på hovedet "Nej jeg kender dig ikke og du kender ikke mig. Du ved ikke hvad jeg lever i til hverdag. Du ved ikke hvilket helved det er og være alene" der var gråd i hendes stemme, men ikke en eneste tårer der ville løbe ned af hendes kinder.

Det virkede endelig til at hun forstod. Han rettede sig, og mærkede vreden fordampe, stille og roligt. Han sukkede lavt.
"Det er okay." Han masserede igen sine tindinger.
Han rynkede lidt på panden, og gik hen og satte sig ved siden af hende.
"Det behøver du heller ikke. Ikke endnu. Nu skal du komme dig over den grusomme behandling." Han smilede svagt.
Han så væk.
"Jo, det kender jeg til." Mumlede han.

Hun sad stille og prøvede og slappe af. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til sin onkel. Hun havde lige haft en eller anden form for skænderi. Hun bed sig lidt i sin underlæbe "Sikker på det?" der var tydelig tegn på, at hun var usikker i hendes stemme. Hun følte sig dum. Hun skulle haft lyttet til sin onkel i stedet for bare og svare igen. Hun kiggede hen imod hans stemme. Han havde ret i det han sagde "Det bare svært det hele..." der var tristhed i hendes stemme og hun havde det som om hun var ved og græde. Hun vidste godt, at det ville være for svært for folk og se om hun græd eller ikke for hun tårede aldrig når hun græd. Det havde hun ikke gjort siden hun mistede sine øjne. Hun lod sit hoved lægge sig mod hans skulder. Hun havde brug for og blive trøstet. Det kom ikke så meget bag på hende, at han sagde hende imod om, at han faktisk kendte til og være alene. Hun sukkede lidt "Hvordan er det så du lever nu?" hun måtte vide lidt mere om hendes onkels familie.

Han nikkede til hendes spørgsmål og så på hende.
"Jeg er sikker." Han smilede skævt, selvom hun godt nok ikke kunne se det. Han ville virkelig ønske at hun havde øjne, og al den grusomme behandling ikke var landet på hende. På en måde tænkte han at det var Uroxs skyld at hun var blevet tortureret af Zann. Urox kunne bare have beskyttet sin datter bedre. Men Ramiel svor inde i sit sind at han ikke ville stikke Luce i ryggen, han ville hjælpe hende.
"Det kan jeg godt forstå du synes, men nu er du i sikkerhed hos Sean.. Og du kan altid snakke med mig og bede om noget." Han lagde en arm om hende, altså helt uskyldigt. Bare for at trøste hende. Det var jo hans niece.
"Jeg har et godt liv, på en måde. Jeg har hemmeligheder for Kairi, og mine børn.. Samt hele min familie." Sagde han. "Faktisk, er der få der kender til den hemmelighed. Den eneste udenfor familien der kender til den hemmelighed er... Nille."

Hun sad bare og vidste ikke hvad hun skulle mene, gøre eller føle. Hun lyttede stille til de forskellige lyde som var rundt omkring i parken. Der manglede en barns latter. Romeos latter. Var han mon allerede taget hjem? Hun havde ikke opdaget, at han latter og leg var forsvundet. Hun lyttede til hvad han sagde. Hun var glad for, at han var sikker på, at hendes undskyldning var godtaget. Det var meget underligt og sidde på en bænk og have sit hoved op af en fremmed fyrs skulder. Nok var han hendes onkel, men hun kendte ham ikke personligt så han var vel lidt fremmed for hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tro længere "Ja, men...der er noget som selv ikke Sean ved...om mig som faktisk er en stor del af den jeg er nu..." hendes stemme var ved og knække, men hun nåede og sige sin sætning færdig inden den knækkede helt for hende. Hun lyttede stille og roligt til det han sagde. Hun valgte dog ikke og forstyrre ham før han havde sagt sin sætning færdigt. Navnet Nille begyndte stille og dæmre for hende, men hun kunne ikke helt huske, hvor hun havde hørt det navn før. Hun var blevet lidt nysgerrig for og finde ud af hvad det var som var en hemmelighed. Hun sukkede lidt "Hvad er hemmeligheden? Hvis jeg altså må vide den?" hendes stemme var rolig. Hun puttede sig ind til ham for og kunne mærke noget tryghed.

Noget Sean ikke vidste? Som var en stor del af hende nu? Han rynkede lidt på panden, og så på hende.
"Hvad er det? Hvis jeg må vide det." Han kunne holde en hemmelighed. Det havde han jo gjort i en del tid for sig selv. Han så lidt rundt.
"Jo, ser du... Jeg er snigmorder, eller lejemorder, og det kan være farligt for familien.. Altså, det ville ikke være farligt for Urox, eller Luciana." Om Luce kendte til sin moster, vidste Ramiel ikke. Han tænkte at Urox måske havde nævnt Luciana.
"Men, du må ikke sige det til nogen." Han så lidt alvorligt på hende. "Lover du ikke at sige det til nogen?"

Hun sad lidt og slappede af. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun bed sig lidt i læben og undrede sig over, hvordan hun skulle fortælle ham det. Hun sukkede lidt "Har indgået en aftale med Rafael...skal gøre alt hvad han beder mig om og til gengæld...gjorde han mig stærkere og han sagde mere som ham..." hun ville ikke fortælle ham, at hun havde valget mellem og dø eller gå med på den aftale. Hun turde ikke og fortælle det. Hun vidste ikke, hvordan han ville reagere på det overhovedet. Hun lyttede til det han fortalte. Hun havde ikke regnet med, at hendes onkel var en lejemorder. Det kom bag på hende. Jo hun kendte Luciana. Det var nu længe siden hun sidst havde set hende. Det var aftenen før hun var blevet fjernet hjemme fra hun sidst havde set hende. Hun havde ikke set hende siden. Hun nikkede stille "Jeg skal nok lade være med og sige noget til nogen" hun var stadig lidt paf over og høre hvad han egentlig var eller retter hvad han arbejdede som. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

Ramiel rynkede på panden, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvorfor indgik du den aftale?" Spurgte han nysgerrigt.
Ramiel smilede skævt.
"Tak." Han så lidt rundt.
"Skal du have hjælp med at komme hjem til Sean?" HAn så spørgende på hende.

//kort svar, sorry

Hun vidste godt, at han ville spørge ind til hvorfor hun havde gået med til den aftale. Hun sad lidt uden og svare på hans spørgsmål. Hun var nød til og få det formuleret rigtigt i sit hoved først inden hun sagde noget, for hun ville ikke have, at det lød forkert når hun sagde det. Hun sukkede lidt "Jeg kunne vælge mellem den aftale eller døden. Han ville dræbe mig da han gav mig det tilbud..." hun kunne lige så godt sige det som det var for hun vidste, at han ville stille flere spørgsmål om det. Hun bed sig lidt usikkert i underlæben. Imens hun tænkte tilbage på dengang. Hun var vildt bange for ham så hun turde ikke andet og gå med på hans aftale. Nok frygtede hun Zann, men Rafael frygtede hun så meget, at når hun var tæt på ham kunne hun næsten tisse i bukserne af skræk. Hun nikkede kort "Det var så lidt, men ikke sig til nogen, at jeg gik med på den aftale..." hun rystede lidt på hovedet da han spurgte hende om han skulle følge hende hjem til Sean igen. Hun havde lovet Sean ikke og vise vej til, hvor han boede og det agtede hun, at holde "Hvis du i stedet vil vise mig hen imod retningen så kan jeg klare resten selv" hun smilte venligt til ham.

Aftalen eller døden? Han ville også have valgt aftalen. Så der forstod han det godt. Han nikkede langsomt, og rystede lidt på hovedet.
"Så forstår jeg godt hvorfor du valgte aftalen." Han smilede skævt, og kiggede på hende.
Ikke sige det til nogen?
"Jeg fortæller det ikke til en eneste person medmindre du har givet mig lov." Sagde han, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvor bor han så henne?" spurgte han.

Hun sad stille og slappede af. Nu var hun endelig faldet ned efter hun havde været oppe og toppes med sin onkel og havde tænkt lidt over, hvor hun havde hørt Nille og hans navn før fra. Hun var kommet i tanke om det Nille havde hjulpet hende en dag, hvor hun sad udenfor Zanns gravkammer og hun havde fortalt om ham. Nille havde fortalt hende om hendes onkel. Fortalt hende, hvad han havde gennemgået. Hvorfor havde hun ikke kunnet regnet det ud for længst? Det var sikkert fordi hun havde været for anspændt. Hun smilede stille og var glad for, at han forstod hende "Tak for, at du forstår mig. Håber ihvertfald jeg bliver stærkere af det i sidste ende" der var lidt håb i hendes stemme selvom hun ved, hvad det indebar og have den aftale med Rafael som hun havde. Hun nikkede og smilte stille. "Tak for, at du ikke siger det for vil ikke være den pige som er kendt for og være hans slave og hans lille elskovs elev eller hvad man nu kan kalde det" hun havde nok i det rygte hun havde over skulderne om hende og Sean. Hun undrede sig lidt over, hvem det var han snakkede om. Hun kiggede på ham "Sean bor i Doomsville" hun ville ikke sige præcis hvor.

Det ville være godt hvis Luce blev stærkere, og kunne klare mere. Det var lige før han ville foreslå hende at hun kunne blive lært at blive mere psykisk stærk af Nille... Men hvis Luce kendte til Sean, ville hun så ikke røbe hans viden om Nille?
"Vær sød ikke og fortælle Sean om min viden om Nille. Hun hjælper familien så meget, at jeg ville være ked af det hvis der skete hende noget." Han så bedende på hende.
Han nikkede langsomt.
"Jeg håber du bliver stærkere." Han smilede skævt.
Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Det er forståeligt." Han så rundt.
Han nikkede langsomt, og rejste sig op. Han tog hendes hånd, og hjalp hende op. Han vendte hende i den retning mod doomsville.
"Du skal gå den vej... Er du sikker på du ikke skal bruge hjælp?"

Hun sad lidt og spekulerede over, hvem der ville være bedst for hende og lære hende og blive psykisk stærkere om det var Sean eller Nille. Hun virkede til og være stærk psykisk, men hun kendte ikke Nille så godt og havde lidt svært ved og stole på hende fordi hun stadig var så fremmet for hende i forhold til, hvad Sean var. Fysisk vidste hun godt, men det havde så også sine priser og det var nok ikke det bedste valg, men hun havde jo et svært valg, at leve eller dø. De fleste havde sikkert valgt det samme som hun havde. Hun kiggede på Gabriel da han snakkede til hende "Skal nok holde min mund" hendes stemme var rolig og mild. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til ham. Hun nikkede som tak for støtten da han sagde, at han håbede hun blev stærkere. Det håbede hun selvfølgelig også selv, men det var stadig svært og stole på. Hun slappede stille af og var glad for, at hun endelig havde en i familien hun kunne snakke med og som forstod det hun sagde og fortalte og hvad hun egentlig mente hvad der var bedst for hende. Det var nu også dejligt, at han ville støtte hende i hendes valg. Hun mærkede, at han hjalp hende op. Hun smilede stille og lod ham vende hende rundt imod den rigtige retning "Tak og hvis det er kan du vel følge mig halvdelen af vejen. Kan bare ikke vise dig hele vejen" hun ville stadig holde på det hun lovede Sean dengang hun besøgte ham første gang og hun ville stadig ikke stikke ham i ryggen.

Ramiel ville sige at Nille var den bedste til at træne folk i at være psykisk stærk. Han havde set de fremskridt Romeo havde. Hvordan Romeo bare uden videre kunne ignorere smerte, og se Nille i øjnene... Selvom en Skammers blik altid ville gøre ondt. Nilles blik havde dog fået Romeo til at græde, men fordi Romeo var så ung, havde han ikke oplevet meget hun kunne bruge mod ham. Men der var nogle ting, som hun ikke sagde noget om til Kairi eller Ramiel.
"Tak." HAn smilede taknemmeligt.
HAn nikkede langsomt.
"Selvfølgelig." Han forstod det godt. Han var lidt usikker på om hun skulle holde fast i hans trøje eller noget, for at kunne følge med ham... Så derfor ventede han på at se hvad hun gjorde.

Hun stod lidt og vidste ikke om han ville følge hende halvdelen af vejen eller ikke. Det var lidt svært for hende og bedømme. Hun stod og overvejede om hun bare skulle begynde og gå eller ikke. Hun sukkede lidt "Hvis du vil følge mig hjem ville det være dejligt hvis du stod lidt foran mig så jeg kunne holde fast i din overarm så jeg kunne mærke på dig, hvornår vi skal gå, stoppe og dreje" hendes stemme var rolig og mild

//sorry for det korte svar//

//Går nok//

Ramiel nikkede til det hun sagde, og stillede sig lidt foran hende. HAn vidste jo ikke til det med blinde folk, og hvordan man hjalp dem... Så, det var ikke hans skyld. Han smilede skævt.
"Undskyld, jeg ved bare ikke hvordan man hjælper... Blinde." Han sagde det lidt forsigtigt. Han rakte sin arm mod hende, så hun kunne tage fat i hans overarm.
"Tag fat." Han sagde det roligt.

Hun stod stille og roligt og ventede på, hvad Gabriel ville gøre nu. Hun var helt rolig med tingende som de var. Hun ville ihvertfald ikke herse rundt med ham for det er jo ikke alle som vidste, hvordan man hjalp en blind så vidt muligt. Hun smilte roligt "Det er helt i orden. Jeg har stor forståelse for, at du ikke helt ved hvordan man hjælper en som mig" hendes stemme var meget rolig og mild. Hun mærkede stille og roligt efter på hans arm indtil hun fik ordentlig fat i hans overarm. Hun gik lidt frem så hun stod næsten lige ved siden af ham. Hun smilede stille "Så er jeg klar til og gå"