Nogle ting er bare uhåndterlige. Desværre for Firewood village. (Luce)

Tingene endte hurtigt i kaos. han lod blikket glide over hendes store dragekrop, fantastisk som den var, der foran ham. Men så gik tingene galt. Han måtte ned på alle fire for at undgå at blive ramt af hendes hale, da den kom svingende. Vingerne baskede ukontrolleret og lidt efter stødte hun ind i træer, der væltede ned over huse. Der gik ikke lang tid før flere og flere i byen vågnede, skreg og flygtede fra dragen der var over dem. Atter andre havde oplevet noget lignende og var van til væsner, de fandt i stedet deres våben frem. enkelte skød pile efter hende. Det gik hurtigt op for Sean han måtte gøre noget, stoppe hende, inden byen blev ødelagt, folk dræbte og Luce måske endnu mere ødelagt eller død bagefter. Han gad ikke stå alene med to børn!
men han ville aldrig få fat i hende, når hun fløj rundt på må og få. han ville knap nok kunne løbe hen til hende, før hun ville være fløjet videre. han mærkede smerten, da han selv forvandlede sig. folk ville gå amok, både en drage og en dæmon! Men det måtte de leve med.
hans krop voksede til næsten dobbelt størrelse, hans hud blev mørkere og hans muskler voksede næsten. En hale voksede ud, to store vinger. To små horn skød ud af hans pande, hans negle blev til kløer, hans tænder til spidse tænder. Hans tøj blev ødelagt, undtagen en anelse af hans bukser der sad omkring hans ædlere dele. Han baskede kort med vingerne, før han var i luften og skyndte sig efter Luce.

Hun var ikke sig selv. Hun kendte ikke en gang sig selv. Hun vidste med det samme, at hun var ukontrolleret som hun var på dette tidspunkt. Hun vidste ikke selv, hvad det var hun var igang med. Hun mærkede nogle skud flyve imod hende, men det føltes for hende som var det nogen der prikkede hende. Hun brøllede af vrede over, at folk skød efter hende. Hun kunne næsten ikke huske sig selv. Hvor var den rolige Luce? Var hun brændt væk ligesom hendes tøj og alt det gamle af hende? Hun vidste det ikke selv. Det eneste der kørte rundt i hendes hoved var og komme væk fra dette sted for hun vidste, at folk ville gøre alt for og dræbe dette monster som var kommet ind i byen. Men Luce var ikke et monster, men hvem skulle vide det? Ingen de kendte hende overhovedet ikke. Det var kun Sean der kendte hende rigtigt som var til stede og som hun vidste af. Hun var lige ovenover kroen og hendes hale flavrede voldsomt til alle sider og ramte kroen. Det gik ikke lang tid før det der var rundt omkring kroen var blevet til ruiner. Som om der havde været en atombombe der havde ramt stedet og alligevel ikke havde været så kraftig. Hun hørte nogle skrig lige under hende. Hun vendte hovedet ned af. Det lød som var det en lille pige der var klemt fast i mellem nogle murbrokker eller noget lignende, men det var også det der var sket.

Det havde en smertefuld forvandling, faktisk mente han aldrig han havde forvandlet sig så hurtigt før. Han fløj gennem luften som et missil, manøvrerede rundt, van som han var til at flyve rundt. Han ville nok være et skræmmende syn for folk nede på jorden, hvis ikke det var fordi de havde en stor drage at tage sig af først.
Han indhentede hende snart og nåede lige at se hende ødelægge kroen, før han nåede hen til hende. Hun virkede forvirret, dyrisk og faktisk også vred, men han viste han ikke kunne tale beboerne fra at skyde efter hende og håbe på at jage hende væk. Så i stedet fløj han ind foran hende og slog hende over snuden, hvor farligt det end kunne være.
"Tag dig sammen!" hans stemme var dybere, mere ru og dyrisk end normalt, som om det han sagde kom dybt nede fra struben.
"Du har kontrol over denne krop og det er på tide du gør krav på den kontrol!"

Hun blev mere og mere vred indvendigt over og kunne mærke suset fra skudene nede fra jorden omkring hende og som ramte hende uden og gøre skade på hende. Hun blev normalt ikke sur overhovedet og ville gå amok på nogen måde overhovedet og ville havde rimelig kontrol over sin vrede, men det havde hun ikke. Det var ikke Luce der havde fået kontrol over en ny krop, men en drages vrede og aggressioner som havde overtaget hende. Inderst inde havde hun regnet ud, hvad Romerta havde ment med, at der skulle være en hun stollede på for ellers kunne det gå galt. Det var bare forsent for hende og indse for hun havde allerede fået ødelagt halvdelen af Firewood Village og hun bad indvendigt til, at Sean ville stoppe hende for hun vidste, at hun ikke ville kunne klare det. Hun hyllede op og slog med hovedet til siderne da hun mærkede Sean slå hende på snuden. Hun stoppede op i luften og svævede bare stille. Hendes store vinger baskede stille og roligt, men der kom stadig kraftige vindstød ned imod jorden fra dem. Hun lyttede stille til det han fortalte hende. Hun kunne ikke genkende hans stemme, men det var hans lugt som gjorde det bevidst for hende, at det var ham som svævede overfor hende. Hun begyndte og flyve rundt i en stor cirkel rundt om ham som om hun var i krig med sig selv. Hun ville have styr på denne krop.
Der gik lang tid hvor hun fløj ukontroleret rundt og var tæt på og ødelægge flere huse end hun allerede havde ødelagt. Da hun endelig havde fået styr på sig selv igen. Fløj hun hen ved siden af Sean og puffede ham i siden som ville hun sige tak for hjælpen.

han fløj lidt opad og væk fra de endnu stående huse, i håb om hun ville følge efter. At han kunne lokke hende væk fra dette sted hvor hun gjorde alt for meget skade. De kraftige vinder og hans store muskler fik hans vinger til at baske afslappet, da han stod stille i luften og holdt øje med hende med sine mørke øjne. Han var allerede ved at blive træt, hvilket mindede ham om at han alt for sjældent brugte sin dæmoniske skikkelse, selv om han nød at være i den. Folk løb jo skrigene væk og det ønskede han ikke altid. Endelig så hun ud til at have en smule kontrol over hvad hun gjorde og da hun til sidst puffede til ham, smilte han svagt. Hvad der mest lignede en ond grimasse, grundet hans spidse tænder. Nu hvor han var i denne skikkelse havde han selv lyst til at ødelægge og skabe frygt. føle den magt han havde i denne skikkelse...
Men det kunne han gøre senere. Han lagde en hånd mod hendes smidige hals, som i at de var sammen om det her, for han gjorde tegn til at de skulle lande på nogle enge, et stykke væk fra byen.

Da hun var fløjet efter Seans lugt ramte hendes hale nogle enkelte huse. De væltede ikke, men fik dog nogle store skrammer, og nogle enkelte mursten faldt ind i huset. Hun lod sit hoved læne ind imod hans hals imens hun bare svævede ved siden af ham. Hun havde endelig fået lidt kontrol over, hvordan hun styrede sine vinger, men det med og lande var hun ikke helt med på endnu for det havde hun jo ikke prøvet. Hun mærkede hans hånd på hendes hals og fløj stille og roligt med ham væk fra byen som var hun et eller andet stort kældedyr til ham. Det ville det ihvertfald ligne hvis man kiggede fra jorden af. Hun sørgede for og altid kunne mærke hans hånd på hendes hals for og kunne følge efter ham. Hvis man så op på dem nedefra lignede Sean en lille myre i forhold til hende. Hun kunne høre nogle folk juble da de så, at Luce og Sean var ved og flyve væk fra byen af. Hun mærkede på Seans hånd, at han fløj ned af så hun fulgte bare stille og roligt med. Efter Sean var landet var det jo hendes tur til og lande. Hun blev dog meget usikker på, hvordan det skulle lykkes hende og lande uden og skade Sean eller sig selv. Hun prøvede og lade sine vinger ligge imod hendes krop for og lande og det gik kort tid før hun næsten styrtede ned og landede direkte oven på Sean. Hun mærkede det med det samme og rykkede sig nogle meter bagud og lod sin snude lægge sig imod hans brystkasse for og tjekke om han stadig levede.

hun fulgte ham og folk jublede og slog ud i luften nedenunder ham, mens andre græd over de døde og atter andre stadig sendte dem rasende blikke. Nogle, hvis huse var totalt smadrede, virkede opgivne. Tænk han skulle være helten for en dag...Det var kvalmende. Endelig var de kommet et godt stykke væk fra byen og sean klappede hende kort, før han satte kurs mod jorden. han landede galant og lod sig straks forvandle tilbage. han var for træt til at forblive i sin dæmonskikkelse. Han mærkede hvordan hans krop nærmeste, smertefuldt, trak sig tilbage og han skrumpede, fik sin normale hudfarve og størrelse tilbage. Hale,vinger, horn og kløer forsvandt. Hans tøj var gået i stykker, man han havde stadig lidt laset stof omkring sine ædle dele. Han nåede lige at rulle med skuldrene og ømme sig lidt, da han ville vende sig om for at se hvor hun blev af...
Da han mærkede noget skrabe imod sig, som store skæl fra en fisk eller slange, og noget tungt væltede ham og lagde sig halvt oven på ham. Hun flyttede sig heldigvis hurtigt, ellers var skaden nok blevet værre, hans krop var ikke lavet til at modstå sådan en vægt...
Han besvimede næsten af smerte. Han havde hørt og følt da nogle af hans ribben var knækket under vægten. En smerte der overgik smerte fra hendes skæl, der havde sat sig blodige mærker i hans hud. Han kunne næsten ikke bevæge sig, hver en bevægelse gjorde ondt og han fornemmede en af knoglerne havde prikket hul på huden og han blødte. Han kunne næsten ikke trække vejret, det gjorde så helveds ondt...i et øjeblik blev det mørkt for ham, før han kom til bevidsthed igen.

Hun lod sit hoved hvile imod hans skulder og alligevel ikke lade det ligge for tungt imod hans krop for hun vidste ikke om han var kommet til skade eller noget som helst. Hun lavede en lille klynkene lyd for og se om han ville reagere på det. Hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere dette og samtidig vidste hun ikke hvordan hun skulle forvandle sig tilbage til sit menneskelige skikkelse. Hun kørte sin snude undersøgende på hans arme og overkrop for og sikre sig der ikke var nogle skader der, men hun kunne kun mærke nogle enkelte sår der blødte. Hun kørte sin snude ned af hans ene ben og op af det andet, men da hun kørte sin snude op af hans ben ramte hendes snude hans ædle dele. Hun løftede hurtigt sit hoved og rystede voldsomt med det og lavede en form for pruste lyde. Hun havde ikke ligefrem regnet med, at det ville ske, men hun havde ikke tid til og tænke på sig selv hun måtte tænke på ham for det var ham hun var landet oven på. Hun lagde sit hoved spørgende på skrå og puffede ham blidt på kinden med snuden for og undskylde.

Hvis hun da bare ville lade være med at røre ham! Det gjorde ondt nok i forvejen! en stor dragesnude var det sidste han havde lyst til lige nu. Kærtegnede hun ham? Gosh!
Han stønnede da han forsigtig prøvede at trække vejret. Det var længe siden han havde oplevet sådan en smerte. Pludselig skar en ny smerte op gennem hans krop og fik ham instinktivt til at trække sig sammen i fosterstilling, hvilket bare fik ham til at komme med et lille skrig af smerte, da han fortrød han overhoved havde rørt på sig. Smerter..smerter...skide smerter...
han kunne ikke blive liggende der.
"Flyt dig!" hans stemme var hæs af smerter, man han fik alligevel givet hende en ordre. Hun skulle flytte sin store snude, inden hun gjorde mere skade!
Han fik endelig kæmpet sig om på alle fire. hans krop rystede af smerter og han trak vejret i stød. Han lukkede øjnene og blev opmærksom på sveden der lød ned over hans pande...
"Jeg har...B-brækker nogle...Ribben" fik han endelig stønnet frem, hver gang han holdt pause prøvede han at trække vejret igen.
"Og...min...pik...gør ondt!" hvæssede ham samtidig. Han var vred og adrenalinen fra hans vrede var det eneste der fik ham helt op og stå, selv om han stod skråt foroverbøjet for at miste smerterne så meget som muligt.
"Og nu...arg...Nu...Hjem. du må...hjælpe mig med det!" Det var det mindste hun kunne gøre...

Hun var ked af, at hun havde landet på ham. Det havde ikke været hendes mening overhovedet. Hun flyttede sit hoved lidt fra ham og snuste lidt til ham på afstand. Hun kunne hurtigt lugte blodet fra hans krop. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det før? Hun havde sikkert været for optaget af og være bekymret og chokkeret over, at hun havde landet på ham til, at hun ikke havde kunne lægge mærke til det. Hun nikkede stille til hans ordre og bakkade nogle skridt væk med hendes klodsede dragekrop. Hun følte sig dum. Hun hang lidt med hovedet og lignede nærmest en hund der havde fået skæld ud af sin herre. Hun havde bare lyst til og flyve væk fra ham så hun ikke gjorde mere skade på ham end hun allerede havde og alligevel så kunne hun ikke for hun kunne høre på ham, at han havde det slemt. Hun lod sit hoved ligge tæt op af hans side så han kunne støtte sig til hende så han ikke faldt. Hun nikkede stille til det han sagde. Hun lavede nogle små piv lyde for og fortælle, at hun var ked af det. Hun var bange for om han var blevet vred på hende. Hun vidste dog ikke, hvor hjem var for hun kunne ikke se noget overhovedet. Hun måtte vel gætte sig frem hvis han ikke ville guide hende vejen. Hun puffede ham blidt op og sidde tæt på hendes hals ved ryggen lige foran, hvor hendes vinger voksede ud. Hun håbede, at han ville holde rimelig fast når hun lettede. Hun viftede lidt med vingerne langsomt så de lettede stille og roligt uden hun flyttede resten af sin krop op af eller ned for så var hun sikker på, at Sean ikke ville glide nogle vegne. Hun fik lagt sin hale blidt rundt om ham så hun var helt sikker på, at hun ikke tabte ham.

Han prøvede at trække vejret stille og roligt, få kontrol over situationen igen. Han skulle hjem og Sigmund skulle hjælpe ham med nogle forbindinger inden han mistede for meget blod. han håbede bare ikke der var splinter og han håbede især ikke en af knoglerne var spidse nok, og havde lyst til, at punktere han lunge. Der gjorde stadig usigeligt ondt, men tårer var det sidste der kom frem. Ikke om han ville!
Kunne drager ikke kommunikere gennem tankerne? Det irriterede ham hun slet ikke svarede, andet end med nogle pive lyde som var hun et eller andet dyr...
Han følte sig irriteret. Og træt. Det gjorde usigelig ondt at komme op og sidde på hende, for ikke at nævne han sikkert også ville få ondt i benene, da hendes grove skæl sikkert ville rive hans bare ben til blods. Men han skulle hjem og dette var den eneste måde.
"Flyv forsigtigt..." mumlede han og besvimede pludselig. Han lå op af hendes hals, siddende bag hals, men foran vingerne. Halvt på ryggen, halvt på halsen. Han vågnede op igen da de kom op i luften og han følte sig svimmel.
"Vi skal...den vej..." han pegede et sted ud i luften, men han viste ikke om hun kunne se det. Han mærkede et eller andet omkring sig. hendes hale? Så skulle den da godt nok være smidig. Drager brugte også halen til at balancere rundt med, som andre dyr med haler...
Han orkede ikke at tænke over det. Det var lige meget. de skulle bare hjem.
"Mod øst..."

Hun kiggede om imod ham. Hun havde aldrig oplevet Sean på denne måde. Det var skræmmende for hende og opleve. Og hun kunne ikke klare tanken, at det var hendes skyld, at han havde det sådan. Hun nikkede stille og mærkede, at han var blevet lidt lettere på hende ryg. Besvimet. Hun måtte skynde sig hjem med ham. Han skulle forbindet og plejes og det kunne ingen af dem gøre her. Hun fløj langsomt op af. Hun ville ikke flyve for vildt eller for ustabilt så hun måtte lægge alt sin koncentration på og flyve roligt og sikkert og samtidig komme så hurtigt hjem som muligt. Hun havde aldrig brugt sin tanke til og kommunikere med folk overhovedet. Hun havde læst et eller andet sted om, at drager og draconianere kunne det, men hun havde aldrig gjort det overhovedet. Hun havde ikke tænkt over det før på dette tidspunkt. Hvorfor var det egentlig, at tingene først kom til hende langt senere? Hun var underligt for hende. Hun lyttede stille og roligt til det han sagde og fløj imod den retning han sagde. Nok var hun blind, men dum var hun ikke ligefrem. Da hun endelig havde fået sat kursen rigtigt og fløj lige ville hun prøve og kommunikere med tankerne så hun kunne holde Sean vågen. Hun prøvede og slappe af og koncentrere sig. "Sean? Kan du høre mig?" det lykkedes hende og finde ud af og kommunikere på den måde. For hendes stemme dukkede op som en lille hvisken inde i Seans hoved, men hun vidste det ikke, men hun håbede ihvertfald, at han kunne høre hende.

Det gjorde ondt, men den kølende vind gjorde godt i et øjeblik var det som om han slet ikke kunne mærke sine sår. Han lå op af hendes hals og midt i sin smertetåge bemærkede han Luces store muskler, der arbejdede på at flyve så roligt som muligt. halsen, vingerne, rygmusklerne...Fascinerende. Han lukkede øjnene lidt og mærkede igen smerten om gennem hans ribben, for hver gang luce rykkede sig. Hans hoved dunkede...
Hendes stemme forskrækkede han en anelse og han åbnede hurtigt øjnene.
"Luce?" hans stemme var stadig lidt hæs. En svag bekræftelse på han havde hørt hende.

Hun vidste ikke helt, hvor langt de var kommet, men hun håbede, at Sean ville sige til når de var nået et sted, hvor det ville være mest sikkert for dem og lande så der ikke kom flere skader på ham eller andre og så hun ikke ødelagde flere byer end der allerede var ødelagt af hende. Hun kunne høre hans hæse stemme. Så havde han hørt hende "Undskyld, at jeg landede på dig. Jeg er virkelig ked af det. Håber du kan tilgive mig" hun fløj stille og roligt videre og prøvede og lave så få ryk i sin hals som muligt så det ikke ville skade Sean eller give ham flere problemer end han allerede havde med sine smerter. Hendes vindstød fra vingerne vare rolige. De fløj hurtigt igennem luften selvom hendes vingeslag var så rolige som de var. "Sean? Hvor meget ødelagde jeg af Firewood Village?"

han lod blikket glide over landskabet neden under dem.
Han svarede ikke på det første hun sagde. Det orkede han ikke at bruge energi på nu, han kunne tilgive hende når han lå i sin seng og ikke længere havde så mange smerter. Og han håbede hun var indbefattet med at det var hende der skulle passe børnene, også Connor, det næste stykke tid da han slet ikke ville kunne lave noget.
"Nok...Det vil tage dem...Lang tid at genopbygge..." hvorfor tænkte hun dog på det? Hun havde nok dårlig samvittighed, men stadig. For ham var der en anden, langt vigtigere ting nu. Ham selv.
"Land nu. Inden vi når byen..." hun var fløjet hurtigere end han troede hun ville, han var kun van til sine egne vinger og ikke vinger der var meget større.
"...Ellers går den også i stykker"
Han bad til det blev en blid landing og ikke en der var lige så klodset som før.

Hun fløj roligt videre. Hun havde på fornemmelse, at de var tæt på en eller anden by, men hun vidste ikke helt om det var Doomsville eller en helt anden by som de var kommet til så hun bad til, at Sean lige ville advare hende inden de kom for tæt på Doomsville. Det var nat og alle sov tungt i deres senge. Der var ikke en person på gaderne overhovedet. Hun vidste godt det ville kræve meget fra hendes side af nu, hvor Sean var så skadet pga hende. Hun fik dog en overraskelse over, at hun havde ødelagt så meget af Firewood Village "Håber ikke der var mange der kom til skade" hun havde det dårligt med, at hun havde ødelagt det så meget. Hun var opmærksom på hans lyde og de små lyde som kom rundt omkring. Hun nikkede stille og fløj langsomt ned af. Det var noget nemmere nu end det havde været lige før. Efter nogle få min landede de helt roligt og det gav ikke nogen form for stød i hele hendes krop overhoveder under landingen. "Vi er nede nu. Kan du klare og holde dig oprejst til jeg er i menneskeform igen?" hun stod helt stille for ikke og lave nogle for hårde ryk i sin krop.

Han viste ikke hvor mange der var kommet til skade, han var også ligeglad. Menneskeliv betød ikke meget for ham. Faktisk, når han fik det bedre, ville han tænke over hvordan han kunne udnytte situationen. Han mærkede de begyndte nedturen og Luce klarede det heldigvis ret godt, hun måtte virkelig koncentrere sig. Jo tættere de kom på jorden, jo mere lagde han mærke til at hun strammede i samtlige muskler, sikkert for at tage imod. endelig landede de og det sendte en stor bølge af smerte gennem hans krop, da de pludselig bumpede imod jorden. Han snerrede for sig selv og faldt nærmeste ned af hende, hvilket bare gav flere smerter. Han rullede om på ryggen og prøvede igen at trække vejret forsigtigt. Han havde blødt på Luce, bemærkede han svagt. Hendes skæl havde heldigvis ikke revet hans ben for meget om, kun efterladt nogle røde mærker. Stå oprejst? For sent...

Hun mærkede, at han var rullet af hende da de var landet. Hun kunne lugte, at han havde blødt på hende. Blodet nærmest skar igennem hendes næse. Hun vred sig imens hun langsomt forvandlede sig tilbage i sin menneskeform. Der hørtes svagt nogle knæk lyde fra hendes krop. Da hun endelig var kommet i sin menneskelige form igen havde hun intet tøj på eftersom det var blevet brandt til aske da hun blev forvandlet, men om så hun ikke var gået op i flammer havde tøjet været gået i stykker så det var sådanset ligemeget for hende. Hun brummede dog lidt over, at hun stod splitter nøgen udenfor byen. Hun ville ihvertfald hade og gå igennem byen som hun så ud nu, men hun kunne ikke rigtigt gøre noget på dette tidspunkt. Hun følte sig dog heller ikke så tynd længere som hun havde været da hun var kommet hjem igen til Sean. Havde forvandling gjort, at hendes krop blev mere normal uden alle de ar hun havde haft? Hun vidste ikke om det slavemærke Zann havde givet hende tæt på underlivet stadig var der, men det håbede hun inderligt, at det ikke var og hun vidste, at hun ville inde ud af det hvis hun fik nogle af de tegn på forbandelsen som skabte mærket. Hun satte sig på hug ved siden af Sean. "Hvor meget kan du klare selv?" hendes stemme var rolig og blid. Hun lagde en hånd på hans arm. Hun mærkede hans blod løbe imellem hendes fingre. Det var ulækkert! Så klamt!! Hun brummede lavt over sig selv og tog sin hånd til sig.

hun væmmedes ved at røre ved ham, sikkert begrund af blodet. Han var træt og havde bare lyst til at blive liggende, men han var en overlever med jernvilje og nogle brækkede knogler skulle ikke tage livet fra ham. Han rullede op på alle fire og efter nogle dybe indåndinger kom han helt op og stå. Hans greb fat i Luces skulder, måske en anelse for hårdt, da han ville holde balancen og ventede på smerten fortog sig lidt igen.
"Jeg er van til...At klare mig selv..." knurrede han svagt, da han stadig havde en del smerter og det at knurre og snerre var en af de eneste måder han kunne komme af med den. Hans krop protesterede da han begyndte at tage nogle skridt imod byen.
"Så jeg kan sagtens..." Han fik aldrig fuldført sætningen, det tog for meget luft at tale og han trak kun svagt vejret for det ikke skulle gøre for ondt.

Hun vidste, at Sean ville være stædig. Det ville også undre hende en del, hvis han ikke var det, men han måtte da forhelved forstå, at det ikke er et svaghedstegn hvis man havde brug for hjælp af andre af og til. Det måtte han da forhelved forstå. Hun bed sig i læben da hun mærkede hans hånd på hendes skulder. Nok havde han brækket nogle ribben og hade skader det meste af kroppen, men hans styrke var ikke forsvundet. Hun rejste sig op og lagde en arm hen over hans ryg. "Sean slap nu af. Du er ikke svagere bare fordi du har brug for min hjælp lige nu" hun holdt fast om hans ryg. Hun måtte indrømme, at han var noget tungere end man skulle tro, men hun måtte få ham her hjem og få ordnes hans skader. Hun begyndte langsomt og gå imens hun støttede ham "Sean ved godt, at du ikke er glad for og få min hjælp, men slap nu af og prøv og lad være med og snakke så du har flere kræfter til og kunne gå hjem. Jeg skal nok støtte dig" hendes stemme var blevet mere bestemt end den normale rolige og søde som han normalt kendte fra hende af. Hun tog blidt fat i hans ene arm og lagde den om hendes skuldre og holdt fast i håndledet. Han var nød til og slappe mere af end og kæmpe imod. Hun begyndte langsomt og gå imens hun holdt fast i ham.

Han mærkede vreden vælde op i sin krop. Det var måske et dårligt tidspunkt, for hun havde ret i han skulle hjem og hun havde ret i det ville gå hurtigt, måske også bedst, hvis hun støttede ham. Men følelsen af at være svag og være afhængig af en anden person, voksede jo mere hun snakkede om at han netop ikke var det. Til sidst rettede han sig op, hvor ondt det end gjorde og hvor meget hans krop end rystede under anstrengelsen, og tog sin arm til sig. Hans mørke øjne hvilede på hende og det var tydeligt de ikke havde samme opfattelse af hvornår man var svag.
"Tal aldrig sådan til mig igen. Jeg har ikke brug for det" knurrede han svagt og begyndte selv at gå mod byen. Hvert skridt var en pine, men pinen gjorde ham bar endnu mere vred og overbeviste ham endnu mere om han selv kunne gå hjem.

Hun kunne mærke på ham, at han ikke brød sig om, at hun hjalp ham eller noget som helst.Hun stoppede op og slap Sean. Hun stod bare stille og vidste ikke hvad hun skulle gøre overhovedet. Han virkede vred. Hun lyttede til det han sagde og nikkede "Ok...Undskyld" hendes stemme var lav. Hun hørte hans skridt fortsætte, men hun havde ikke lyst til og gå med ham. Hun vidste ikke om hun skulle følge efter ham eller lade ham være. Tanken om hendes mors sidste sætning inden hun gik i seng aftenen før faren smed hende ud hjemme fra og smed hende på Sword of Cross kom tilbage til hende som fik hun et slag i hovedet. Du kan ikke gøre noget rigtigt! Lad være med og gøre noget du er uduelig var de sidste ord moren havde sagt inden Luce var gået i seng. Havde hun ret i det hun havde sagt til hende? Var hun virkelig så uduelig som moren havde sagt. Hun nærmest rystede og kunne ikke få sig selv til og gå nogle vegne. Da Sean var nået et godt stykke væk fra hende, hvor hun næsten ikke kunne høre hans svage skridt begyndte hun langsomt og gå efter ham. Morens sætning kørte om og om igen i hendes hoved som var det en cd der var sat til og køre den samme sang om og om igen indtil man var ved og blive sindssyg af den.

Det var ikke hans mening at være sur på hende, det regnede han i hvert fald ikke med. Det var bare de smerter der gik ham på og ødelagde hans humør og Luce var den eneste i nærheden og den det derfor gik ud over.
Endelig kom han ind mellem de første par huse. Han lænte sig op af en af murene og prøvede at trække vejret stille og roligt. Han kunne ikke fortsætte sådan her...Den vilje der før havde været stor og stædig, var nu forduftet igen. Hans ene arm gled rundt om brystet på ham og blev overdækket af blod, både frisk og størknet. Det blødte ikke så meget mere, det var godt.
Han satte i gang igen, alt for optaget af sine egne smerter, til at tænke over om Luce fulgte efter ham.

Hun vidste godt, at Sean ikke ville kunne holde det ud i længden, men hun kunne heller ikke se grunden til og hjælpe ham. Han ønskede ikke hendes hjælp overhovedet og tanken om, at hun intet kunne gøre rigtigt og var uduelig blev ved med og køre rundt i hendes hoved. Hun var ved og blive sindssyg. Hun gik bare stille og roligt bag Sean. Stanken fra blodet kom tættere og tættere på hende da hun gik. Var han stoppet op? Hun sukkede lidt "Sean hvorfor skal du være så stædig? Du ved godt, at du ikke kan komme helt hjem hvis du fortsætter sådan der" hun havde slået hendes mors ord ud af hovedet for en stund, men hun vidste, at den ville komme tilbage til hende inden hun var klar over det. Hun var kommet ret tæt på ham, men hun havde ikke tænkt sig og stoppe op og spørge om han ville have hjælp for hun havde regnet ud, at hun ikke kunne hjælpe ham uden hans selv bad om det. Hun gik bare videre med nogle usikre skridt. Hun ville hjem så hurtigt som muligt så hun kunne få noget tøj på igen.

Det var ikke så meget han ikke ønskede den. De få gange han tog imod hjælp, hjalp folk ham bare. Og helst uden at sige noget, i hvert fald ikke om det. han havde altid været van til at skulle overleve og klare sig selv og han havde altid gjort det. Når nogen begyndte at tale om svaghed, og hjælp, især hvis det havde med ham at gøre, stejlede han. hvis han bare en enkelt gang tillod sig at være svag nok til at modtage hjælp, ville han bare vænne sig til at modtage den og så ville han ikke kunne klare sig selv, når folk forlod ham igen. Han sagde ikke noget, da hun kom op ved siden af ham mærkede han igen vreden og endnu en gang gik han fremad, omend det blev en kortere tur denne gang, før han måtte stoppe op igen.
"Jeg kan hvad jeg vil. Min krop er mit instrument. Den gør hvad jeg befaler den til" mumlede han svagt.
"Men du kan jo gå i forvejen og fortælle Sigmund jeg kommer" Sigmund var den eneste der rigtig kunne hjælpe, var han overbevist om. En der kunne vaske hans sår, presse knoglerne på plads og forbinde ham. så han bare kunne ligge i sengen...åh, seng...Tanken om en dejlig, blød seng fik næsten hans ben til at ekse under ham. Endnu en gang tvang han sig selv videre. Der kunne ikke være så lang vej hjem længere...