Nogle ting er bare uhåndterlige. Desværre for Firewood village. (Luce)

Hun stoppede kort med og gå frem og tilbage som en forvirret høne. Hun var ikke ligefrem en forvirret høne eller spekulerede over noget. Hun kunne bare ikke holde sig selv i ro i lang tid af gangen. Hun sukkede lidt og nikkede. Det var meget der var og arbejde med. Hun vidste ikke om hun skulle sige, at han ikke behøvede og hjælpe hende overhovedet, men han ville sikkert bare sige hende imod og det var nu rart alligevel og vide, at der var nogen der ville hjælpe hende. Hun begyndte og grine efter han havde sagt, at han ikke gik med hende i bad. Hun kunne ikke lade være. Det var nu ikke det hun havde ment, men han havde åbenbart forstået det sådan. Hun trak vejret dybt "Det var nu ikke meningen, at du skulle med" der var stadig lidt latter i hendes stemme. Hun stod lidt og lignede lidt en der var fortabt, men hun vidste også, at hun ikke ville kunne finde rundt i dette store hus. Hun havde været for længe væk fra det til og kunne klare det selv. Hun havde ikke en ide overhovedet over, hvor tingende var længere. Hvis det havde været for nogle måneder siden havde hun kunnet finde rundt, men som det var nu kunne hun ikke. Hun nikkede stille da han gik. Hun stod lidt og ventede på, at der kom en tjenestepige der skulle hjælpe hende. Hun smilte stille da hun hørte hun var kommet. "Hej vil du lige hjælpe mig i bad og det dertil høre"
Da hun endelig var kommet op i bad vidste hun godt, at tjenestepigen ville glo lidt da hun opdagede alle hendes ar på hendes krop. Det ville ikke undre hende ihvertfald, hvis der blev spurgt ind til hvordan man ville kunne have så mange ar på ens krop son hun havde.

Sean befandt sig nede i køkkenet, hvor kokken samlede noget brød og kød frem, pakkede det sammen i et klæde. Sean havde fundet en taske frem og havde pakket den med lidt ekstra tøj, ekstra våben, et tæppe og nu også noget mad og vand i en flaske. han nikkede kort til sigmund, da han fortalte at en af hans venner var på vej med to stærke og hurtige heste. Så gik han fra køkkenet og op på sit værelse for at gøre sig klar. Han havde allerede arbejdstøj på, så han brugte lidt tid på at skjule nogle vigtige ting og sørge for han havde de våben på sig som han skulle bruge. Han havde bedt Sigmund og Mary om at tage sig af børnene.

Tjenestepigen hjalp Luce så godt hun kunne, selv om hun blev en anelse usikker da hun bemærkede Luces maltrakterede krop. Hun tøvede lidt, men hjalp hende så.
hun var for skræmt til at stilel spørgsmål. Det havde Mary også lært hende, at man ikke skulle stille for mange spørgsmål...

Hun var glad for og få hjælp til og få vasket håret godt og grundigt igennem så der ikke var noget snavs eller noget tilbage i hendes hår. Det havde taget evigheder for hende, hvis hun selv skulle finde rundt i huset. Hun skulle ihvertfald vænne sig til det i noget tid igen. Hun glædet sig ihvertfald til og finde ud af hvad de folk kunne og sagde om alle hendes problemer som de måske kunne hjælpe med. Hun gik ud af badet med et håndklæde bundet rundt om sit hår så det ikke dryppede og gjorde gulvet vådt og havde et håndklæde om sig.
Da hun endelig var kommet i sit eget tøj som bestod af et par blå bukser som var lidt for store til hende om livet pga hun var blevet alt for tynd, men hun var glad for, at tjenestepigen havde nogle fif til, hvordan det kunne ordnet og hun fik sin lillae top på og en sort åben trøje udenover for og skjule alle mærkerne og arene på hendes arme. Nok var arene ikke så store, men der var dog alligevel så mange, at det ikke ville kunne undgås, at opdage dem alligevel. Hun bed sig lidt i læben. Hun vidste ikke hvad tjenestepigen tænkte og det irriterede hende lidt. Hun havde ikke sagt noget overhovedet siden hun hentede hende nede i opholdsstuen. "Hvad er det du tænker?" hendes stemme var rolig og mild. Hun ville vide hvad tjenestepigen tænkte. Hun satte sig på sengen og fik taget sine sorte støvler på der gik til lidt under knæet. Hun rejste sig og gik usikkert hen til et bord, hvor hendes børste og alt det lå. Hun tog børsten og reddet sit hår og satte det op i en høj hestehale. Spidserne af håret så nået slidt ud og trængte til og blive klippet lidt, men hun hadet og få klippet hår fordi hun elskede det.

Tjenestepigen hjalp hende, uden at sige et ord. Da hun spurgte ind til hvad hun tænkte, så hun lidt nervøst ned mod sine fødder. Men hun havde fået at vide man skulle besvare folks spørgsmål...
"Lige nu tænker jeg at jeg skal hjælpe dig ned til Herren igen" svarede hun forsigtigt. Det var skræmmende at være her og hun ville bare gerne få det overstået...Det var skræmmende når hun ingen øjne havde og alle de ar...Men hun måtte heller ikke være uhøflig. Så kunne hun blive fyret.

Sean forlod sit værelse og gik ned i marmorhallen. Han trak sine støvler på og bandt dem godt, men uden de maste kniven om det ene ben ind i huden på ham. Sigmund kom gående i det samme.
"Hestene er klar, de står udenfor" Sean nikkede og tog tasken på skuldrene. så manglede han kun Luce.

Hun kunne godt mærke på tjenestepigen, at hun enten var skræmt fra vid og sans og ikke turde og sige noget eller nævne noget som helst eller hun bare ville undgå og snakke om det. Hun sukkede lidt da tjenestepigen havde svaret på hendes spørgsmål. Det var ikke det svar hun ville have. Hun bed sig lidt i læben "Jeg ved det ikke er det du helt tænker på. Sig det du tænker om mit udseende. Og vil du være sød og rette mig et stykke stof for...Ja du ved hvad jeg mener" hun ville ikke sige det yderligere for hun vidste, at dette var svært for hende og hun ville vide, hvad tjenestepigen virkelig tænkte.
Da hun havde fået stoffet og bundet det rundt om hendes øjenhuler satte hun sin hestehale over knuden på stoffet så det ikke kunne ses. Hun vidste, at hun ikke kunne skjule de få ar hun havde i ansigtet, men det måtte hun vel acceptere. Man kunne ikke skjule alt. Hun fik en sort kappe over sig med hætte som bare hang. Hun ville tage den på lige inden de gik ud af døren for og skjule noget af sit ansigt. Hun blev hjulpet ud af værelset og hen til trappen. Hun var meget usikker på, hvordan det ville gå og gå ned af den. Hun hadet trappen. Både fordi hun ikke kunne se trinene og gik meget usikkert selvom hun holdt fast i tjenestepigens overarm for og kunne mærke hvornår hun drejede og stoppede og gik. Hun gik langsomt ned af trappen

Sean havde siddet på trappen og tænkt over deres rejse og hvad der skulle ske når de endelig nåede til firewood. Han bekymrede sig ikke meget for det, han var stærk nok til at holde dem sikker og han havde efterladt en note til en af hans mænd, så han kunne overtage ledelsen af klanen for et døgn eller nok mere to eller tre. Da han hørte de kom gående, rejste han sig op. Tjenestepigen så ret usikker ud.
"Jeg tænker ikke på noget..." hun hjalp hende forsigtig ned af trappen. Sean smilte til dem og tog imod Luce, da de var næsten helt nede fra trappen.
"Tak Matilde. Du kan gå." han kunne se tjenestepigen fandt det hele ret ubehageligt og lod blikket glide over den ny ren duftende Luce.
"Jeg håber det gik godt. Hun er ny til jobbet men Mary stod inden for at hun ingen problemer ville give. De er vist i familie langt ude..." han trak svagt på skuldrene da han ville hjælpe hende helt ned og over mod døren.
"Hestene er klar og jeg har de ting vi skal bruge. så jeg håber du er klar på en god rejse" smilte han og lagde en arm om ryggen på hende. ikke for at ligge an på hende, men for at få hende til at slappe lidt af og for bedst muligt at hjælpe hende med at finde vej.

Hun fulgte stille og roligt med tjenestepigen. Det havde været en meget anderledes måde og blive hjulpet på end normalt. Normalt var de andre tjenestepiger meget snak saglige, hvor hende her imod var meget stille i det. Hun kunne nu heller ikke genkende hendes lugt eller stemme var også anderledes. Det kunne nu også være fordi, at Luce havde været for længe væk til hun kunne genkende lugten eller stemmen igen. Der kunne være mange muligheder. Hun vidste godt, at tjenestepigen løj, men hun havde så valgt og lade det ligge for hun kunne høre på hendes stemme, at hun ikke havde det så godt med det hun så. Hun håbede inderligt, at hun snart ville få sit smukke ydre tilbage eller ihvertfald så det så nogenlunde acceptabelt ud og havde sit nogenlunde sit eget jeg tilbage. Hun mærkede, at Sean havde rettet en arm imod hende for hun var stødt ind i den. Hun tog godt fat i hand overarm så det var nemmere for hende og kunne aflæse hans bevægelser. Hun smilte stille og gik helt ned af trappen. Hun smilede stille "Tak for hjælpen" hun snakkede til tjenestepigen. Hun kiggede hen imod Seans stemme da han snakkede. Hun nikkede stille "Det gik faktisk ok. Hun var meget stille i det, men hun skal vel vænne sig til og skulle hjælpe en som mig..." hun sukkede lidt. Hun lod det dog passere, at det ville gå hende på. Hun havde ikke tid til og sørge over sig selv. Hun ville ikke være den svage! Hun ville videre med sit liv og hun vidste, at det ville lykkes hende. En dag. Hun smilte "Man kan vel ikke blive mere klar end jeg allerede er" hun grinte lidt og trak sin hætte på kappen op over sit hoved så hendes ansigt var blevet lidt mørkere så man ikke kunne se hendes ar. Hun fik et mindre chok da hun mærkede hans arm ved hendes ryg. Hun grinte indvendigt over sig selv. Hun var en man nemt kunne give et chok. Hun fulgte stille og roligt med Sean hen imod døren.

Han mærkede hendes chok over det, men da hun ikke gjorde yderligere indvendinger, fjernede han den ikke.
De var snart udenfor, hvor en tidlig aften allerede nærmede sig. Godt, så kunne de forsvinde i mørket og hans naboer, deres naboer, ville ikke have noget sladder at komme med i morgen. To heste, den ene brun og den anden grålig, stod klar med saddel osv.
Sean gik over og hjalp Luce op på den grålige. Heste prustede let, men stod ellers stille og bare ventede.
"Sigmund, vær venlig at holde øje med det hele så længe..." Sigmund stod der ude og kiggede på dem, som en slags afsked og for at hjælpe hvis der var noget. Han nikkede let.
"Selvfølgelig sir. Og I må have en god tur"
Sean smilte svagt.
"Tak" han steg op på den anden hest, da han var sikker på Luce sad sikkert på sin. Han red hen ved siden af hendes og tog det reb der var bundet fast på den, for at binde den fast til sin egen saddel.
"Der er et reb mellem de to heste, da du ikke kan se noget. Bare så vi bliver sammen og så din hest følger min" smilte han roligt til Luce.

Hun gik roligt med ham. Hun havde intet imod, at han havde lagt sin arm ved hendes ryg for hun vidste jo godt, at han bare ville støtte hende så hun ikke endte med og gå en helt anden retning end den vej de skulle. Hun mærkede en blid brise imod sit ansigt da de var kommet udenfor. Hun nød det korte øjeblik brisen imod sit ansigt. Det var som brisen beroligede hende. Luften var frisk og ikke så tung som den havde været da hun var taget til fange af Zann og endelig havde fået lov til og komme op i den friske luft. Luften var dog ikke så frisk der hun havde været. Den havde været tung og mindede hende nærmest om en død grav. Hun vidste, at det var på en slags kirkegård hun havde været ved, men hvor henne og hvilken vidste hun ikke. Hun kunne høre en hests hove imod jorden. Det var længe siden hun havde været ude og ride. Det var lang tid før hun var flygtet til Doomsville. Tiden var fløjet afsted fra hende. Hun fulgte roligt med Sean hen til en af hestene. Hun kørte langsomt en hånd hen over dens hals. Både for og mærke hvor stor hesten egentlig var og for og kunne mærke om den var rolig eller ikke. Hun fik sat sig op i sadlen med Seans hjælp. Det var nu lidt svært mente hun selv, men det gik nu alligevel ret hurtigt for hende og komme op og sidde på hesten. Hun satte sig ordentligt og håbede, at ingen kunne se stoffet som var bundet om hendes øjenhuler. Det var nu for andres skyld stoffet var blevet bundet der ikke for hendes egen skyld. Hun sad stille og holdt roligt i tøjlerne og ventede på, at de skulle afsted. Hun hørte en anden hest ride ind ved siden af hende. Det kunne kun være Sean. Hun smilte stille "Helt i orden havde også overvejet, hvordan du havde tænkt dig jeg skulle kunne ride, men havde dog ikke spurgt fordi jeg kunne regne ud, at du ikke tænkte tingende igennem halvt" hun vidste ikke helt om det skulle være en kompliment det sidste hun sagde eller ikke, men nu havde hun sagt det så måtte Sean tage det som han ville.

han smilte og grinte kort.
"og det har altid været min forbandelse" svarede han en smule kort. Han klemte om hesten med benene og den satte si bevægelse. han vinkede kort til Sigmund, som vinkede tilbage, før han gik ind. De red roligt mod udgangen af byen. De kom forbi enkelte vagter, men ingen stoppede dem.
De red. ud af byen, videre over landskabet som Sean kendte det, selv i mørket.
"Jeg har mad og vand hvis du får brug for det" sagde han på et tidspunkt midt i det hele og hvis hun bad efter det, gav han hende det.

//Er det i ordne jeg springer frem til Firewood village?//

//ja det er helt i orden ^^//

Hun kunne høre hans korte grin. Var det et rigtigt grin eller bare et grin som han lavede for ikke og lyde kold og ligeglad med det hun havde sagt? Det var svært for hende og finde rundt i det hele uden sine øjne. Hun savnede og kunne se andres ansigtsudtryk når de snakkede til hende. Hun savnede bare generelt og kunne se det hele. Hun smilede stille hen imod hans retning. Det kunne vel ikke være en forbandelse og være den som tænkte helt og ikke halvt. Hun ville ihvertfald ønske hun kunne det samme som han kunne ved og tænke helt og ikke bare det halve "Hellere tænke det hele ordentligt igennem end tænke halvt" Hun mærkede, at hesten begyndte og bevæge sig. Hun holdt fast i sadlen for en sikkerheds skyld så hun var sikker på ikke og falde af. Hun smilede stille og begyndte og nynne en sang hun havde hørt for lang tid siden. Hun kunne ikke huske, hvem det var der havde sunget den for hende, men det var sådanset også ligemeget nu. Hun glædet sig faktisk til og kunne få det bedre. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham det som var sket på et tidspunkt imens hun havde fået lov til og være lidt udenfor og få noget luft. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hendes tanker blev afbrudt af da hun hørte Seans stemme. Hun nikkede stille "Skal nok sige til når jeg har brug for noget" hendes stemme var lidt fjernt som om hun havde sine tanker et helt andet sted end hvor hun var. Det havde hun sådanset også. Hun bed sig lidt i læben "Sean...Jeg mødte Rafael igen...da jeg var blevet kidnappet af Zann..." hendes stemme var forvirret og lidt trist i det.

Han rystede svagt på hovedet, men kom i tanke om Luce ikke længere kunne se sådanne ting. Han sukkede svagt, for sig selv.
"Måske er det en god ting. Men den kan også være svær" svarede han bare. Hun forstod det ikke. Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Men nu havde han også en tendens til kun at sige tingene halvt og forvente folk hørte dem helt. hans smilte svagt af det. Det var også lige meget.
han lyttede til hendes nynnen og slappede selv af på turen. De bevægede sig igennem en lille del af skoven, forbi flere marker og enge. Visse steder endda et stykke med køer eller heste. De mødte få folk på vejen, der var ikke mange der turde rejse om natten, men heldigvis var deres tur problemfri. Byen dukkede endelig op i det fjerne, da han hørte Luces stemme igen. Rafael? Hvorfor nu det?
"Og hvad skete der så, hvad ville eller skulle han der?" spurgte han. Han hørte godt Luces tristhed og fik sin egen hest til at gå lidt lansommere, så hestene gik ved siden af hinanden istedet for hans gik lidt foran. Hans hånd gled ud og lagde sig på hendes skulder, så hun viste han var der og støttede hende.

Hun sad bare og lyttede til de forskellige lyde der kom imens de red. Skridtende som hestene tog i gruset og nogle heste der vrinskede og køer der muhede. Det mindede hende lidt om da hun var yngre og tit var ovre ved en veninde so boede på en går med køer og heste. Det var en sjov tid, hvor der ingen bekymringer var og man bare kunne lege i høet og bruge det som en ruchebane. Alt var nu meget nemmere imens det red. Hun havde intet og sige til det med, at det var en god ting men kunne være svær for hun vidste ikke helt, hvad han mente med det han sagde. Hun var nysgerrig, men vidste dog heller ikke om han ville have, at hun spurgte eller ikke. Det var nu svært og snakke med ham om sådanne nogle ting af og til syntes hun. Hun stoppede med og nynne efter det var gået op for hende, at Sean lyttede til hendes nynnen. Hun havde aldrig brudt sig om og nynne og synge for folk overhovedet. Mange havde sagt, at hun havde en sød stemme, men det mente hun ikke selv.
Hun fik et mindre chok da hun mærkede, at Sean havde lagt en hånd på hendes skulder. Det var ikke så slemt så hun ville falde af. Hun lagde sin modsatte hånd ovenpå hans hånd for og være helt sikker på, at det var ham, men også for og berolige lidt sig selv. Hun sukkede lidt "Han ville...dræbe mig..." man kunne sagtens høre på hendes stemme et det var svært for hende og tale om det. En vind blæste dem kraftigt i ansigtet så hendes hætte fra kappen faldt af hendes hoved og hendes ansigt blev synligt igen.

De red ind mellem de første huse, på en vej som førte dem dybere ind i byen. De kom snart til en lille, men velholdt hus. Sean nikkede kort.
"Selvfølgelig vil han det" svarede han. Han fjernede sig fra hende igen og hoppede ned af hesten, bandt dem begge to fast til en pæl, før han hjalp Luce ned.
Han gik over til døren og bankede på. Der gik lidt tid, før et lys tændtes og en kom og åbnede.
"Hvad er det for en tid!" en ældre mand stod nu og så på dem. Manden havde kun et øje, det andet var dækket af et ar, men han så nu ikke ud til at have besvær. Han kiggede kort på dem.
"Dig! Ja, du kommer altid når det passer dig. Travl, formoder jeg? Kom ind, kom ind, så vækker jeg tøsen..." han vinkede dem ind og Sean hjalp afslappet luce ind i huset. Huset bestod af en stue, et lille køkken og en trappe op til nogle andre rum. Manden forsvandt op af trappen, han var kun klædt i en slåbrok.
Sean hjalp Luce over til en stol, så hun havde mulgiehden for at sidde ned. Selv satte han sig.
De hørte lidt larm oppefra og snart kom manden ned igen og så lidt på dem begge.
"Hun er på vej. Nå, hvad kan jeg så hjælpe med?" spurgte han og blev stående hvor han var.
"Min veninde her..." Sean gjorde en gestus over mod hende.
"I har før vist i kunne de mest underligste og umuligste ting. Hun har mistet synet og oplevet mange forfærdelige ting. Forbandelser er blevet kaster over hende. JEg ønsker jeres hjælp til at ændre de ting" Manden nikkede let.
"Når tøsen kommer, hun har styr på alt det der forbandelse halløj" nikkede han roligt

Hun sad stille på hesten og tog sin hånd til sig efter noget tid. Hun kunne høre på hestenes skridt, at de begyndte og nærme sig en by. Det var underligt og ikke vide, hvor man blev ført hen. Hun var ikke just den som var kendt alle steder. Hun havde stadig ikke fundet ud af, at hendes far havde efterlyst hende pga hendes forsvunden den dag hun forsvandt, men hvor skulle hun også vide det fra? Ingen havde fortalt hende det. Hun mærkede, at hesten begyndte og stå stille. Hun svingede sig roligt ned fra hesten som var det noget hun tit havde gjort, men det var nu meget betryggende, at Sean hjalp hende for hun vidste ikke hvilket underlag det var som hun ville lande på. Hun tog fat i hans ene overarm så hun nemmere kunne følge med ham da han gik. Hun var lidt usikker på, hvordan dem der boede i huset ville reagere på, at de var kommet bare sådan udenvidere og hvordan de ville reagere og se hende. Hun holdt sig nærmest ind til Sean. Mest fordi hun var utryg over situationen og hun ikke kendte dem som måske kunne hjælpe hende. Hun sagde ikke noget da hun hørte en mandestemme. Hun vidste ikke hvad hun i det hele taget skulle sige. Hun fulgte bare stille og roligt med Sean ind i huset. Der var noget varmere indenfor end udenfor det var nu meget dejligt. Hun mærkede efter på stolen for og sikre sig, hvor den helt nøjagtigt var i forhold til hende. Hun satte sig roligt ned. Hun bed sig lidt usikkert i læben og var begyndt og blive lidt rastløs i kroppen. Hun vred sine hænder lidt i skødet.

Der gik et øjeblik, så trådte en kvinde i en rød kjole ind i rummet. Hun havde langt, vildt, rødt hår. Hendes øjne var grønne og strålede, store øreringe prydede hendes øre. Flere halskæder og armbånd. Barfodet. hun raslede når hun gik og hun spredte en duft af roser om sig. hun var slank og smidig i sine bevægelser, da hun med et smil gik over til Sean og satte sig på hans skød et øjeblik.
"brug for flere ting? Eller gik ritualet godt? Var du i stand til at klare...udfordringen?" smilte hun, før hun pludselig blev stille, da hendes finger gled ned over hans pande og lidt efter hans brystkasse.
"Åh, det er sket. Og sikke et monster du er blevet" hun grinte svagt og så over på Luce med sine specielle øjne.
"Og hvad kan jeg hjælpe med denne gang?"
"Romerta. Dette er en af mine veninde. Som du kan se er der sket hende en del. Hendes øjne blev fjernet for nyligt og hun har lidt skade på både krop og sjæl. hun er forbandet med to forbandelser. Kan du hjælper hende?" Romerta, som kvinden hed, rejste sig og gik over foran Luce, tog hendes hænder. hendes egne var bløde og varme, hendes fingre lange og prydet med ringe. Hun rakte ud og fjernede stoffet fra Luces øjenhuler, hvorefter hun stirrede ind i dem, som om hun kunne se noget ingen anden kunne.
"Du er mærket. Så tæt på...så tæt på! Det vil give dig et syn tilbage. Et, men ikke det samme! Og styrken vil bryde de magiske bånd der er snoet omkring dig..."
Sean anede ikke hvad hun talte om. Han viste heller ikke om Luce gjorde det. Romerta talte tit i gåden.
"Men vi må være hurtige. Hurtigere, ellers virker det ikke!" Romerta rejste sig pludselig og så over på manden et øjeblik.
"Hent mine ting oppe på loftet, de sædvanlige og urterne!" Manden bevægede sig straks ovenpå.
Hun vendte sig om mod Luce igen.
"Stoler du på Sean?" hendes stemme var skarp og tydeligvis en der forventede et sandt svar.

Luce anede ikke hvad der skulle ske eller noget som helst. Hun fumlede lidt med sine fingre for og holde sig i ro, men hun havde mere lyst til bare og gå frem og tilbage, men en ting var sikkert og det var, at det ville være for ustabilt for hende, hvis hun begyndte og gå rundt. Hun kendte jo ikke dette hus overhovedet det havde været nemmere hjemme ved Sean for der kendte hun huset sådan nogenlunde. Det var selvfølgelig lidt svært endnu for hende, men det kom nok med tiden. Hun kunne høre nogle små trin, men de blev overdøvet med en raslene lyd af smykker som slog ind imod hinanden. Det gjorde hende lidt usikker, men Sean havde sagt de måske kunne hjælpe hende og hun stollede på Sean. Hun kunne mærke en lugt af roser der var kommet ind i rummet. Hun var sikker på, at det kom fra kvinden af for den havde ikke været der før, men hun undrede sig dog lidt over om det var kvinden der lugtede sådan eller om hun havde en buket roser i hånden det kunne hun ikke helt regne ud. Hun sad bare og følte sig dum som hun sad der og ikke kunne se noget eller gøre noget som helst. Hun fumlede stadig med fingrene. Hun hadet det mere end noget andet. Hun bed sig lidt i læben og lyttede til hvert et ord Sean og kvinden som åbenbart hed Romerta drøftede. Det var nu et meget specielt navn denne kvinde havde. Hun kiggede ned i jorden. Hun hørte den raslende lyd som kom fra Romerta når hun gik stoppe op foran hende. Hun bed sig lidt usikkert i læben. Hun anede ikke, hvad Romerta ville gøre, hvis hun kunne hjælpe hende. Hun mærkede nogen tage fat i hendes hænder. Hendes egne hænder var som bare knogler der havde hud på og var kolde. Hun kunne ikke holde sine hænder i ro selvom Roberta holdt i dem. Hun havde ikke kunnet holde varmen i kroppen pga hun var blevet udsultet. Detvar i det hele taget underligt hun stadig levede. Hun mærkede stoffet blive fjernet fra hendes øjenhuler. Øjenhulerne havde kun nogle få halv døde nerver tilbage og resten var døde og der var størknet blod i dem. Hun undrede sig meget over, hvad det Roberta fablede om. Hun kunne ikke holde sin mund lukket hun ville vide det "Hvad mener du egentlig?" hendes stemme var usikker. Hun anede ikke om hun skulle haft holdt sin mund lukket eller ikke, men hun var nysgerrig og måtte vide, hvad det var denne kvinde mente. Hun fomlede lidt med fingrene igen da hun mærkede, at Roberta havde rejst sig op. Der kom en lille vind fra hende da hun rejste sig op bare sådan uden videre. Hun sad lidt og ville ønske hun kunne se hen på Sean for og være lidt roligere af og se, hvordan han havde med det hele. Det kom lidt bag på hende da Roberta stillede hende spørgsmålet om hun stollede på Sean. Selvfølgelig gjorde hun det ellers havde hun ikke taget på den rejse med ham overhovedet. Hun nikkede stille "Ja jeg stoler på ham og det ved han også godt, at jeg gør" der var ærlighed i hendes stemme. Hvorfor skulle hun vide om hun stollede på Sean? Hvad havde det med sagen og gøre? Spørgsmålene fløj rundt i hovedet på hende og havde lyst til og smide spørgsmålende i hovedet på hende, men vidste ikke om det var en god eller dårlig ide og stille dem. Hun bed sig lidt usikkert i læben "Nok lidt dumt spørgsmål, men hvorfor vil du vide det?"

Romerta ventede roligt, som hun havde sat på kanten af sofabordet. Hun lyttede til Luce, samtidig som hun studerede hende med sine specielle øjne. Så stirrede hun over på Sean. Åh, denne kvinde har altid kunne se lige igennem ham! hun var en af de eneste han aldrig kunne snyde og en af de eneste der havde en usagt tilladelse til at rette på ham.
"Er hun seriøs? Ved hun det ikke?" kvinden rejste sig op samtidig med at hun rystede på hovedet, så det røde hår hoppede omkring hende.
"Kære kvinde! du er draconianer. Jeg kan mærke det i din aura, du er stærkere end de andre. Du er speciel. Skæbnen er ikke færdig med dig og alt dette har bare været et skridt tættere på..." manden kom ned med en lille taske og nogle småting i sine arme. Kvinden gik straks derover.
"Sean, skub bordet væk, jeg kræver plads"
Sean rejste sig og skubbede bordet over i hjørnet uden en lyd. Romerta spredte et gyldent tæppe ud over gulvet, foran Luce. hun tog nogle stearinlys og satte dem rundt omkring sig. Forskellige, nogle udefinerbare, genstande blev lagt hist og her, mens hun mumlede svagt for sig selv.
Til sidst så hun op på Sean og Luce, da Sean havde stillet sig ved siden af hendes stol.
"Godt. Det er vigtigt i høre efter. Dette bliver meget specielt, guderne vide det er årtier siden jeg sidst gjorde det her. Luce, dette vil blive smertefuldt, men noget der vil ske både uden eller med min hjælp. Det er vigtigt du har nogen i nærheden du stoler fuldstændig på, ellers..." hun trak vejret dybt og lavede pludselig en hastig bevægelse foran sig, som om hun beskyttede sig mod noget.
"Når mit ritual er færdigt, vil det begynde og så er det vigtigt i skynder jer udenfor, ellers eksplodere mit hus! Det er ikke bygget til at huse en dragonlycan..." hun fandt sine urter frem og strøede nogle af dem over sine stearinlys. en krydret lugt bredte sig.
"Er i klar?" spurgte hun så.

Luce sad stille og ventede på for og finde ud af, hvad det var denne Romerta ville og havde i tankerne. Hun kunne godt mærke, at hun kiggede på hende. Hun var begyndt og kunne fornemme når folk kiggede på hende. Hun var stadig lidt rastløs så hun fomlede lidt med sine fingre. Hun vidste ikke helt, hvad der skulle ske og hun ville vide det snarest muligt. Hun rynkede sin pande da hun hørte det spørgsmål der kom fra Romerta. *Hvad er det jeg burde vide som jeg ikke ved?* tænkte hun. Hvad forventede denne kvinde? Hun kunne ikke vide hvad kvinden talte om når hun snakkede i gåder og det gjorde det ikke ligefrem nemmere og forstå hende. Da hun endelig hørte Romertas stemme igen vidste hun noget mere, hvad hun snakkede om. Det lød som om hun kendte til det sagn som gik rundt i hendes familie eller retter fra hendes mors familie igennem flere tusind år. "Jeg ved godt, at jeg er en draconianer, men..." hun tav kort og fortsatte med en stemme der var blevet noget tristere i det, at det mindede hende om, hvordan hendes mors familie så på hende "Jeg er ikke stærk er jeg ikke ligefrem. Er den svageste i min familie og speciel er jeg dog heller ikke. Er bare en ulykkerne sker for" hun vidste godt, at hun trådte sig selv ned, men hun kunne ikke tro på det som Romerta sagde for det passede ikke på hende. Hun bed sig lidt i læben og vidste ikke hvad der skulle ske. Hun sad bare og følte sig helt uviden. Hun kunne lugte Sean havde stilt sig ved siden af hende. Det gjorde hende dog noget tryggere for hun vidste ikke, hvad det var denne kvinde ville. Hun mærkede Romerta kiggede på hende. Hun lyttede stille til det hun fortalte. Hun var blevet nysgerrig for og finde ud af hvad det var hun ville. Det lød næsten som om hun ville forvandle hende eller noget i den retning, men hun var ikke sikker. "Hvad er det der vil ske? Og hvad er det som kan gå galt, hvis jeg ikke er ved en jeg stoler på?" hun måtte vide det for det var allerede svært nok for hende og sidde stille, men når denne kvinde snakkede mere eller mindre i gåder og snakkede uforstående så var det ikke nemt. Hun stivnede kort da hun nævnte det med en dragonlycan. Ville hun forvandle hende til en dragonlycan?! Det ville ikke lykkes. Der er ingen de sidste tusind år i hendes familie der var blevet til en dragonlycan. Deres kroppe havde afvist forvandlingen så hvorfor skulle det lykkes nu? Hvad skete der med hendes krop, hvis forvandlingen lykkedes? "Hvad sker der med min krop under forvandlingen og skaderne?" hun ville vide det. Hun begyndte og kunne lugte en lidt krydret lugt tæt på hende. Det mindede hende om da hun var hjemme, hvor hendes mor lavede stærk mad.
Hun bed sig lidt usikkert i læben og nikkede dog til sidst.

Romerta lukkede øjnene og spredte sine arme ud til siden. hun var helt stille, men pludselig var det som om luften ændrede sig. Hun gav sig ikke tid til at forklare yderligere, måske fordi hun ikke helt viste hvad hun skulle sige. Eller også gav hun bare ikke sine svar fra sig, sådan lige. Det røde hår gled ned over hendes skuldre, men pludselig rejste det sig. Ikke så det strittede lige op i luften, men mere ud til siderne. Luften omkring hende blev mere intens og Sean trådte nogle skridt tilbage, da det var som om en usynlig cirkel lagde sig omkring hende og Luce. Nogle ukendte ord gled over Romertas læber og stearinlysenes flammer begyndte at blafre. På et tidspunkt var det som om de brændte kraftigere.
Endelig åbnede hun øjnene, som nu var helt hvide, og så direkte på Luce, hendes arme gled fremad og pegede direkte imod Luce og ilden fra stearinlysene gled fra lysene og rundt i cirkel omkring dem. Så forsvandt ilden pludselig, luften blev normal igen og Romerta faldt om på gulvet, tydeligvis besvimet. Manden trådte straks frem og gik over til Romerta, men ikke yderlig bekymret. Han var vist van til det. så så han op på Luce og Sean.
"Hvis der sker nogle tegn...Hun burde have aktiveret et eller andet, tror jeg. Gå udenfor hvis Luce får det dårligt eller anderledes på nogen måde!" sagde han og så en ekstra gang på Sean, der nikkede.

Luce sad stille og roligt og ventede på og få svar på alt det hun havde spurgt om, men det virkede ikke rigtigt til, at hun ville få nogle svar på det. Hvorfor fik hun ikke noget svar? Hvad skete der rundt om hende? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende så hun fik en slem hovedpine af alle de tanker som kom frem i hende. Hun var lidt i sin egen verden da hun pludselig blev slået tilbage da hun begyndte og kunne lugte noget intenst. Hun kunne ikke helt registrere, hvad det var for en lugt hun kunne lugte, men hun var dog stadig meget nysgerrig over, hvad der skete. Hun mærkede pludselig noget der svævede omkring hende. Hun kiggede til siderne for og se om hun kunne finde nogle svar på det der skete, men det kunne hun ikke. Hun begyndte og blive utryg og forvirret og usikker på det der skete rundt om hende. Hun mærkede nogle øjne stirre på hende og gættede på, at det var Romerta der kiggede på hende, men hvorfor sagde hun intet? Hvorfor sagde ingen noget overhovedet? Hvorfor var der blevet så stille? Hun begyndte og kunne hører nogle små ord fra Romerta af, men hun kunne ikke helt høre, hvad det var for nogle ord hun sagde, men hun forstod dem sikkert ikke alligevel, hvis hun kunne høre dem. Der gik noget tid før hun kunne lugte den lugt som havde været der for kort tid siden. Hun hørte nogen falde på gulvet "Hvad sker der?" der var bekymring i hendes stemme og hun prøvede og få fat i Seans arm. Hun havde brug for støtte. Hun hørte manden komme og lyttede stille og roligt til det han sagde. Hun kunne ikke just mærke nogen forandring på sig selv som det var nu, men hun vidste dog heller ikke hvad der skulle ske med hende. Hun rejste sig op og prøvede og fange Seans arm.

Sean gik over til Luce og tog blidt fat i hendes arm.
"Romerta kan være forvirrende, give flere spørgsmål end svar. Men hun har endnu ikke taget fejl i noget, heller ikke til...Mit eget ritual, en gang" han nikkede kort for sig selv, da han ville vise Luce ud, hvis hun gik med.
"Jeg ved ikke meget om dragonlycans, af gode grunde...Hvordan har du det? Føler du noget?" sean lod blikket glide over Luce et øjeblik, da han lod manden tage sig af Romerta. Ritualer og magi kostede og hver gang Romerta brugte det, tog det ofte al hendes energi, men efter nogle uger plejede hun at være helt frisk igen. Ingen andre kendte til hende, og især var der ingen der kunne koble hende sammen med ham. Ud over Luce, nu. Han håbede bare hun holdt tæt, i det mindste kunne hun ikke se det.
"Jeg har hørt noget om at der skulle komme forskellige tegn. Som om ens krop forvandles, forandre sig. Smerter af forskellige art"

Hun mærkede Seans hånd på hendes arm. Hun fulgte roligt med ham som om intet var sket, men hun havde det som om hun blev varmere. Som om nogen havde sat ild til hende indvendigt. Hun holdt godt fast i hans arm for hun vidste ikke om hun ville kunne holde sig oprejst af sig selv og hvor længe overhovedet. Hun Nikkede roligt til det han sagde "Jeg stoler på dig og det gør også jeg er nød til og stole på det Romerta lige har gjort for mig" hun fulgte stille og roligt med ham. Hun kunne høre manden tumle rundt for og hjælpe Romerta. Hun lyttede til Sean og blev mere og mere nysgerrig for og høre om hvad det var som gjorde han ikke kendte så meget til dragonlycans. Luce gjorde dog heller ikke rigtigt eftersom hun ikke havde haft en tæt på der var det udover hendes tipoldefar eller sådan noget var det. "Hvad er den grund hvis jeg må vide det? Jeg har det fint nok. Har det lidt varmt i forhold til hvad jeg plejer. Næsten som var der ild i mig. En kraftig ild." hun begyndte dog og gå lidt hurtigere hun måtte ud i den friske luft og blive køldet ned. Hun følte sig varm og hendes hud blev også langsomt varmere. Hun havde ikke tid til og tænke på om Sean kunne følge med hende, men ud skulle hun. Hendes instinkter tænkte kun på en ting og det var, at komme udenfor. Hun gik nærmest direkte imod hoveddøren og rev den op og mærkede en kold vind ramme hende i ansigtet. Hun havde ikke tid til og tænke på, hvordan det hele var eller noget som helst hun ville kun have luft. Hun slap dog hurtigt Sean da hun mærkede sin krop brænde op indvendigt og sveden begyndte og komme frem på hendes pande hun fattede det ikke. Hun blev ikke koldere af den køldige luft nærmest varmere. Hendes hud var begyndt og blive så varm, at der kunne komme ild frem på ingen tid. Hun følte sig mere syg end rask. Hun mærkede sin indre ild brænde op "Sean...det brænder..." hun fik akkurat sagt det da hendes krop begyndte og brænde. Hun skreg højt. Hele hendes krop brændte undtagen hendes hår som var det brandfast. Hun skreg så højt. Højere end da hun blev tortureret af Rafael og Zann. Hun mærkede hendes hud skælde af ind til kødet, men indenunder hendes normale hud som var ved og brænde væk dannede der noget nyt med det samme. Hun skreg stadig. Hun stod bagbøjet med ansigtet op imod himlen og med armene til siderne. Der var stadig ild i hende, men det var ikke så slemt som det havde været for kort tid siden. Da havde hun været en omvandrende fakkel. Hendes højre side begyndte og være sandfarvet og i venstre side som hun havde været inden lilla med blå nuancer i sig hvor farverne mødtes på midten af hende hendes krop. Ilden var slukket. Hun faldt forover og rystede. Hun håbede inderligt, at det var slut, men hun nåede ikke og tænke tanken færdig før hun begyndte og ryste voldsomt. Hun havde fået sin normale kropstemperatur tilbage. Der var intet tilbage af hendes gamle hudfarve eller det tøj hun havde haft på for kort tid siden. Det var brændt væk selv alle hendes ar og mærker var væk. Dog var der et mærke tilbage og det var Zanns slavemærke som ikke ville forsvinde. Det kom lige så hurtigt tilbage som det var kommet på hende. Hun bed sig hårdt i underlæben og prøvede og samle sig igen. Hun fik rejst sig op på alle fire inden hun begyndte og ryste voldsomt igen. Hun begyndte og skrige højere end før. Hun vidste ikke hvor Sean var, men han måtte væk fra hende hun vidste ikke hvad der ville ske med hende. Hun havde ikke kontrol over sig selv længere "Sean! Pas på!!!" hun fik skreget det og kort tid efter begyndte hendes krop og blive større. Hun vred sig voldsomt i hele kroppen. Det føltes som om hele hendes krop var blevet forvredet rundt og brækket. Hun mærkede hendes krop danne sig som en drageform uden vinger som det havde gjort inden forvandlingen, men smerten var hårdere end den plejede. Hun havde rejst sig op ordentligt i hendes drageform, men hendes skrig var blevet til et brøl af smerte da hun mærkede vingerne komme frem. Hun skreg.

Grund? Den simple grund at man sjældent mødte draconianere og at det var endnu færre der var dragonlycans. Til sidst også den at han engang var blevet jagtet væk fra deres huler og aldrig havde turde nærme sig igen. Forvist. De havde opdaget hans værk og fordrevet det. Han så over på Luce med et lille smil og gik efter hende udenfor. Det ville give mening med ild, drager spyede jo ild. Han så over på Luce et øjeblik, før han måtte træde nogle skridt væk fra hende. Både fordi hun skreg på en forfærdelig måde, af sand smerte, men også fordi hun blev varm så selv han kunne mærke det. Luften omkring hende flimrede.
Det var fascinerede at se. Se hvordan kroppen forandrede sig og voksede sig større, ændrede form, hvordan hendes hud blev en helt anden farve...Han så til med store øjne, da hun forvandlede sig og trådte lidt ekstra bagud, da hun råbte han skulle passe på. Folk i de forskellige huse tændte lys og begyndte at komme ud for at se hvad der skete...

Det føltes som evigheder før smerten var ovre. Hun havde det som om hendes knogler var blevet knust til støv og var i stedet erstattet med pæle der var tykke og kraftige. Smerten var det rene helved for hende. Hun slog rundt med sin hale og hoved så nogle enkelte træer knækkede som var de tandstikker og væltede. Hun brøllede stadig af smerte over, at vingerne stadig voksede. Spidsen af den ene vinge ramte Romertas hus uden der ville ske noget. Hun stoppede endelig med og ryste med hovedet og halen da vingerne var færdige med og vokse. Hun havde ikke fået sine øjne tilbage. Der var vokset et tyndt lag hud over hendes øjenhuler for, at skjule dem når hun var i drageform, men øjenhulerne ville komme frem igen når hun kom i menneskeform igen. Hun følte sig større mægtigere og havde på en måde ikke kontrol over sig selv. Hun begyndte og baske med vingerne uden og vide det. Hun prøvede og snuse sig frem til Sean, men der var for mange nye lugte til hun kunne finde ham. Hun lettede og fløj ustabilt til siderne og ramte nogle få træer der stod lidt væk fra hende. Hun fløj ind i et træ ikke så langt væk fra sig, hvor det knækkede og ramte lige oven på et hus der stod ved siden af så det bragede. Hun fløj ustabilt rundt i Firewood Village. Hun hørte folk skrige og det var for højt til, at hun kunne filtrere deres skrig væk fra sig.