Nogle ting er bare uhåndterlige. Desværre for Firewood village. (Luce)

Hun var helt stille og havde intet og sige til ham. Hun havde sagt det som skulle siges til ham på dette tidspunkt. Hun vidste ikke om hun skulle stoppe op og blive hvor hun var. Hun sukkede lidt og valgte ikke og svare på det han sagde for hun vidste at der ikke ville komme noget godt ud af det. Hun mærkede dog en vrede brænde op indvendigt da han sagde, at hun kunne gå i forvejen. Hvordan helved kunne hun gå hjem uden øjne? Hun følte en vrede der var så stærk som havde været skjult fra hende i flere måneder uden det havde haft nogen chance for og komme ud før på dette tidspunkt. "Hvordan fanden har du tænkt dig jeg skulle kunne gå hjem uden øjne? Jeg har ikke bedt om et liv i helved som jeg har levet i! Jeg er ked af at det er min skyld at du har det så dårligt men jeg har sagt undskyld og har tilbudt min hjælp, men det er åbenbart ikke godt nok! Jeg har ikke bedt om dette lorte liv!" hendes stemme var blevet hævet op og lød til og være meget vred. Hun sukkede lidt og fortrød, at hun havde hævet sin stemme og nærmest råbt af ham. Hun rystede lidt på hovedet og stoppede op. Hun knyttede sine næver og trak vejret tungt

Hans mørke øjne gled tungt hen over hende med et løftet øjenbryn. Virkelig? var hun seriøs?
Med en stemme, der næsten var dyppet i honning, men som samtidig virkede en smule skuffet og irriteret og med en undertone af smerte, svarede han roligt. så roligt, som havde hun spurgte hvilken slags blomster hun skulle købe.
"Jeg ved godt du ikke kan se, men regnede med du efterhånden havde lært at finde rundt, da du ingen problemer havde med at følge efter mig, uden at falde eller dunke hovedet ind i en mur. Jeg har heller ikke bedt om du skulle leve i et helvede, men jeg mener da jeg har gjort mit til at lindre det. Hvis jeg aldrig havde hjulpet dig, havde du aldrig knuste mine ribben. Du har ret, jeg ønsker ikke din hjælp. Jeg er ikke den slags person der spørger om hjælp, men du er åbenbart sådan en slags person, der mener man er en ond skiderik, når man ikke spørger." mere havde han ikke at sige. Han fortsatte hjemad.

Hun prøvede og kæmpe med og holde sin vrede nede. Hun vidste godt, at meget af det hun havde sagt til ham ikke var helt fair men hun havde brug for og komme ud med det. Hun bed sig lidt i læben og mærkede hans øjne se på hende. Hun havde bare lyst til og stikke af og forsvinde, men det kunne hun ikke. Hun sukkede lavt "jeg kan kun følge efter dig uden problemer fordi jeg kan lugte dig meget kraftigt endda. Jeg ville ike kunne finde hjem, hvis jeg blev sat på fri fod. Må lærer stedet og kende inden eller kunne mærke stedet, med kan jeg ikke. Jeg ved godt, at du har gjort dit for at gøre det så godt for mig som muligt og det er jeg også glad for og ved, at jeg ikke havde kunnet klare længe alene uden din hjælp." hun sukkede lidt og fortsatte "Sean undskyld at jeg flippede sådan ud, men måtte altså ud med det og samtidig så er jeg virkelig ked af at jeg landede på dig og jeg synes ikke at du er en ond skiderik." hun havde sagt hvad der var og sige og begyndte og gå efter ham

Han ville have trukket på skuldrene, hvis ikke det ville have gjort for ondt.
"Okay" det kunne tolkes som om han var ligeglad. Det var han ikke...Eller måske lige i det øjeblik, for han havde stadig mange smerte og var svimmel. Og han kunne endelig se sit hjem forude. Godt!
"Vu er vi der..." mumlede han svagt og anstrengte sig for at komme det sidste stykke. Hvem sagde han aldrig ville klare det? en lille sejr, som sikkert havde gjort mere skade end gavn...
Nu skulle han bare ind og have fundet Sigmund i en fart.

Hun gik bare stille og roligt hen ad gaderne. Hun vidste ikke, hvor langt de var kommet, men håbede, at de var kommet tæt nok på deres hjem. Der var en ting som var 100% sikkert og det var så snart hun kom ind var det direkte op på sit værelse og få noget tøj på. Hun spekulerede lidt på om hun skulle fortælle, hvad der egentlig skete den dag hun mødte Rafael. Hun vidste ikke, hvordan Sean ville reagere på det og hun vidste, at han ikke ville blive særlig glad for det og dette var nok heller ikke tidspunktet til og sige det, men han var jo allerede meget stædig og i dårligt humør, så det kunne vel ikke gøre meget mere skade end det allerede var. Hun sukkede lidt "Sean...den dag, hvor Rafael ville dræbe mig ikke? Der gav han mig valget mellem og blive dræbt eller...blive hans slave..." det sidste blev mere til en mumlen. Hun gik stille og roligt lidt bag Sean så hun kunne følge efter ham uden det ville skabe større problemer end det allerede var. Hun smilte kort da hun hørte ham mumle, at de nu var hjemme. Hun nikkede stille til ham og gik bare fortsat videre.

Han drejede hovedet og så hen på hende. Og hun fortalte dette nu?
Han gik op af trapperne og prøvede at banke på døren, men selve det at løfte armen var for smertefuldt. I stedet gav han sig til at sparke på det. Han følte sig kold, nu hvor han selv hun havde lidt laset stof mellem benene.
En tjener åbnede den store dår, låste op for dem. Hun så chokeret ud og så over mod Luce, men så hurtigt væk da hun opdagede var nøgen.
Hun flyttede sig så de begge kunne komme ind.
"Sigmund. Sigmund og vand, og forbindinger. 87, han ved hvad det betyder..." der var ikke altid tid til at forklare ting, så han havde sørget for de vigtigste personer i huset, kokken og sigmund mest, kendte til nogle hurtige koder og dermed viste hvad de skulle gøre uden at stille spørgsmål.
"Tak for at få mig hjem, dog..." han så tilbage på Luce.
"Gå bare op og få tøj på...jeg bliver her...en trappe vil dræbe mig..." mumlede han og sank sammen på gulvet.

Hun gik bare roligt med ham og gik dog lidt langsomt op af trappen for ikke og falde op af trappen. Hun havde ikke tænkt sig og få flere skræmmer end højst nødvendigt. Hun prøvede så vidt muligt og holde sig bagved Sean så personen der åbnede døren ikke ville få et chok ved og se en nøgen kvinde lige udenfor trappen. Hun var ikke van til og gå nøgen rundt og så slet ikke inde i en stor by. Hun håbede så sandelig, at der ikke var nogen som havde set hende, men det skulle dog ikke undre hende hvis der var, men en ting var sikkert og det var, at hun ville få et flip hvis folk begyndte og genere hende pga det. Hun hørte døren åbne sig og mærkede nogle øjne kigge kort på hende. Hun havde sat en kold facade op for og skjule, at det gik hende på, at hun intet tøj havde. Hun gik ind af døren og lyttede stille og roligt til det han sagde. "Det var så lidt og kommer nok ned til dig når jeg har fået tøj på" hendes stemme var blevet roligere. Hun gik usikkert hen imod trappen. Hun kendte dog dette hus bedre end hun troede for det var ikke så svært for hende og finde hen til trappen. Hun lagde sin hånd på gelænderet og gik langsomt op af trappen. Hun bed sig lidt usikkert i læben imens hun gik hop af trappen. Hun var irriteret over, at hun ikke kunne se noget som helst. Hun stoppede op for enden af trappen og prøvede og huske tilbage på hvilken vej det var hun skulle gå for og komme hen til sit værelse.

Sean nikkede fraværende og ventede bare på Sigmund. Han lagde sig ned spå gulvet, på ryggen og følte sig træt. I et øjeblik lukkede han øjnene. Hele hans krop værkede og gjorde ondt, hans hoved dunkede vedvarende. Han følte næsten han var faldet i søvn, da nogen pludselig lagde en hånd ham og gav ham et let chok.
"Herre" det var Sigmund. Han smilte svagt.
"Jeg har brug for din hjælp" mumlede han svagt og så op på Sigmund, der nikkede.
"VI går ned i køkkenet, Mary har sat vand over" Med hjælp fra Sigmund kom han op og ned i køkkenet, ned af den lille trappe. En tjener blev straks sendt afsted for at tørre blodet op Sean havde efterladt sig på marmorgulvet.
Det store bord midt i køkkenet var blevet ryddet og der lå nogle klæder. Han viste godt det var så han kunne ligge der og lagde sig uden en lyd, andet end af smerte.

Nogle små skrig af smerte, en spand varm vand og en del forbindinger senere, sad Sean i en blød stol i køkkenet mens de andre ryddede op. Sigmund havde skubbet hans knogler på plads og lagt en god forbinding, så de forhåbentlig ikke rykkede sig nogen steder. Han sad og drak en kon lindrende the og ventede på Luce. Hun sagde hun ville komme igen og det var det eneste grund til at han ikke op på sit værelse lige nu. Han ville ikke have hende ind på sit værelse og det ville hun komme, hvis han gik derop inden hun havde været her og...gjort, hvad hun nu end følte for.

Hun stod lidt oppe for enden af trappen og spekulerede som en gal over, hvor det nu var hendes værelse var. Hun nikkede kort til sig selv og gik ind på sit værelse. Det var faktisk overraskende godt klaret af hende, at hun kunne finde rundt i det store hus selv efter så mange måneder, hvor hun ikke havde gået inde i huset. Hun vidste ikke om der var lavet om på noget imens hun var væk. Der var ihvertfald en ting hun vidste der ikke var lavet om på og det var hendes værelse. Hun gik stille og roligt ind og fandt sig noget tøj og tage på. Hun fandt et par sorte bukser og en lillatop og fik redt sit hår så det sad nogenlunde ordentligt. Efter noget tid gik hun stille og roligt, men usikkert ned af trapperne og hen imod køkkenet. Hun bed sig lidt i læben og gik ind i køkkenet. Hun kunne hurtigt lugte ny lavet the og lugten af Mary, Sigmund og Sean kom næsten som en bombe lige i hovedet på hende. Hun havde stadig ikke vænnet sig helt til og kunne lugte bedre end hun havde kunnet inden. Hun stod lidt i dørkarmen og støttede sig til den.

Han løftede træt hovedet og så op på Luce et øjeblik.
"Så...Du er Rafaels nye slave." hans stemme var overraskende alvorligt. Han havde haft lidt tid til at tænke over det, efter at været blevet sat sammen igen og efter de værste smertenståger var lettet.
"Fortæl mig om det. Tvinger han dig til sex, til at spionere på folk, til at slå ihjel eller skal du bare vaske gulvet?" spurgte han og tog en tår af sin the. Han virkede rolig. Som om der ikke gjorde den store forskel...

Hun stod lidt og prøvede og slappe af, men hun var for nervøs. Hun vidste ikke om han var sur på hende eller om han ville nævne noget om det, at hun var blevet Rafaels slave. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun vidste at han ikke ville lade det ligge det med, at hun var Rafaels slave. Hun bed sid usikkert i læben og nikkede bekræftende til det han sagde. Hun havde intet og sige til det. Hun havde fortravlet med og finde ud af hvordan hun skulle forklare det og prøve og finde den rigtige måde og fortælle ham hvad hun gjorde hvis han spurgte om det for hun vidste, at han ville spørge ind til det for og vide mere om det. Det kunne selv burhøns regne ud. Hun sukkede lidt da han spurgte "alt. Alt hvad han siger skal jeg føre. Dog satte jeg nogle krav inden jeg fik med på den for hvis han ikke gik med på det så havde jeg valgt og blive dræbt." hun tænkte tilbage på den opgave han allerede havde bedt hende om og hun vidste, at den ville være umulig for hun kendte personen og personen havde allerede hjulpet hende en gang og hun vidste, at hun ikke ville kunne redde den person det ville gå ud over. Hun sad og tænkte på kravene hun havde sat inden "Han vidste, at jeg boede hos dig så der skulle jeg fortsat med og bo ellers var det direkte hjem til ham. hun tav kort og fortsatte "Men han kan ikke sætte mig til og gå imod dig eller min familie og han kan ikke bruge dig eller min familie imod mig for og få sin vilje" hun vidste ikke hvordan Sean havde det med og høre det og hun vidste ikke om han ville vide om der var en kontrakt eller ej og hvis det var. Som der så er om han så ville vide hvad der stod i den kontrakt.

Det var flere dårlige nyheder end han havde frygtet. Han var stille i et godt stykke tid, mens tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Dette var en katastrofe. Han skulle aldrig havde bedt Luce om at flytte ind. En næsten fremmed kvinde, selvfølgelig ville det gå galt! Men hans hus var ikke noget almindelige hus og han havde jo sine ideer med Luce. Hun var måske hans eneste mulighed for at komme indenfor i grotterne igen, de ville da ikke sige nej til en dragonlycans, nogle af deres stoltheder.
Kendte Rafael til huset? Han havde jo tortureret Luce før og hvor meget kunne hun holde ud igen, hvis han faktisk besluttede sig for at vide noget om hans foretagende? Han priste sig lykkelig for at Luce intet anede om hans arbejde. I princippet...Bøjede han jo reglerne lidt. De menneskernes og dæmonernes.
Hun var hans ejendom. En slave havde ikke ret til at komme med krav og selv hvis det skete, ville de stadig være Herrens eller Fruens ejendom...Han havde nu en kvinde i sit hus som han på ingen måde kunne stole på. Og det var ikke engang hendes skyld. Men ville han smide hende ud? Så skulle han finde en ny draconianer, de ville sikkert blive uenige om hvem der skulle beholde Connor og Luce ville have større grund til at fortælle de ting hun viste om ham, hans bekendtskaber, om huset. så han måtte holde hende tæt på sig. Hold dine venner tæt, men hold dine fjender endnu tættere.
Han så op på Luce igen og nikkede svagt. på den anden side havde han noget af Rafaels ejendom hos dig...en som skulle...Ja, han forstod ikke helt hvad hun mente med hun skulle føre hans ord, om hun legede referent eller om hun talte for ham, men i hvert fald gav det en indsigt i hvilke sager Rafael enlig lavede...Det var måske slet ikke så tosset.
"Hvor gode venner er i så? regner ikke med du har tilgivet ham for de ting han har gjort?"

Hun stod bare stille i dørkarmen og ventede på og høre Seans reaktioner på de hun lige havde fortalt ham. Hun vidste godt, at det ikke var faldet på god jord det hun allerede havde sagt. Hun vidste ikke helt, hvor meget Rafael egentlig kendte til huset overhovedet. Men han havde hørt rygterne om, at hun befandt sig hos Sean og mere fik hun ihvertfald ikke og vide. Hun vidste dog heller ikke hvordan Sean havde det med og havde hende i sit hus længere overhovedet. Det værste der kunne ske var, at han smed hende ud og så var hun tvunget til og bo ved Rafael og det ville hun ikke kunne klare. Et var og være hans slave og have valget mellem og bo hos Sean eller ham, men et andet var og bo ve sin herre for hun vidste allerede planerne Rafael havde med hende eller ihvertfald det meste af det og hun vidste, at Rafael ikke måtte spørge ind til ting om Sean eller bede hende om noget der havde med Sean og gøre. Faktisk var alt der havde med Sean og gøre et lukket land så der kunne hun ihvertfald være rolig. Hun vidste dog ikke helt om Sean havde forstået det på den måde overhovedet. Hun blev helt forvirret da Sean spurgte hende om hvor gode venner hun og Rafael var. De var overhovedet ikke venner og hun var klar på og gå imod Rafael så snart hun havde chancen "Vi er overhovedet ikke venner på nogen plan for så snart han bare dummer sig ved og nævne noget med dig eller min familie eller jeg kan se et smuthul tager jeg chancen for og komme væk. Han kan ikke bruge mig til og skaffe informationer om dig overhovedet eller få mig til og stikke dig i ryggen for det vil koste ham hans liv" hun kom pludselig i tanke om, at Rafael ville træne hende til og blive ondere og mere som ham. Hun prøvede og finde ud af en eller anden plan som ville gøre, at hun kunne udnytte det. Hun stod lidt og lignede en der havde fået nogle vanvittige tanker i hovedet eller prøvede og planlægge et eller andet

Han studerede hende kort og nikkede let, før han drak lidt af sin the og stilte koppen på bordet. Med et lille smil så han igen op på hende.
"Rafael er ikke sådan at løbe om hjørner med. Du er nu hans ejendom og selv om du tror du kan gøre modstand, vil han knuse dig inden du kan nå at blinke" så meget havde han opfattet af sin "leder"
"Men der kan være andre måder at gøre oprør. Selvfølgelig skal det være uden at han finder ud af det. Jeg er nemlig uhyggelig nysgerrig, især angående Rafael. jeg høre mange forskellige ting om ham. Men hvis du er i nærheden af ham og skal føre hans ord eller hvad du nu skal, kan du ikke undgå at få nogle ting at vide..." han så nu intenst på hende, uden at gøre det ubehageligt.
"...så vil du lege en lille spion og fortælle mig de ting han går og laver, når du har muligheden? Ingen tvivl om det kan blive farligt, hvis han opdager det"

Hun stod stille op af dørkarmen og lyttede til det han sagde. Hun var godt klar over, at hun ikke ville kunne gå imod Rafael fysisk, men hun kunne altid ramme ham det sted, hvor Rafael ingen chance havde og bruge noget imod hende. Hun vidste at han var tvunget til og træne hende fysisk og psykisk for og gøre hende stærkere og samtidig det og gøre hende ondere og hun vidste, at det og spørge ind til Sean eller hendes familie eller skade dem kan dræbe ham. "Ved jeg godt, men der er andre måder" hun stod lidt og tænkte, men da hun hørte Seans stemme igen lyttede hun roligt til det han fortalte. Hun tænkte lidt over det og nikkede så "Er med på din ide og der er den positive ting ved, at jeg frygter ham så meget i hans nærvær, at jeg ikke tør og sige noget overhovedet og det, at jeg ingen øjne har gør, at jeg kan lyve uden han kan se det for er god til og lyve med min stemme, men ikke med mine øjne så der er lille chance for, at jeg siger noget" hun vidste det var farligt det hun ville gøre, men hun vil fri fra hans magt af

Han smilte svagt.
"At lyve, Luce, høres ikke kun i stemmen eller ses med øjnene. Det kan ses på hele ens krop" svarede han roligt. Han var en mester i løgn, følte han i hvert fald selv. Han kendte signalerne og han viste hvordan han selv skulle skjule dem.
Han drak resten af sin the og kom besværlig op og stå.
"Nu vil jeg i seng. Jeg er smadret, bogstavlig talt." han sagde det, så Luce viste det og så hun forhåbentlig ville fjerne sig fra dørkarmen, så han kunne komme forbi. Sigmund var der straks til at støtte ham og hjælpe ham op på værelset.

Hun stod i dørkarmen og spekulerede på om hun skulle gå i seng, men hun vidste ikke rigtigt om hun ville med sig selv om det og hun ville ikke gå før hun vidste, at samtalen mellem hende og Sean var færdig for så gik hun ikke bare imens de snakkede for det ville ikke være høfligt, at bare gå under en samtale. Hun trak let på skuldrene "Tja har du vel ret i, men nu finder vi ud af om han er så dum og vil tro på, alt der ville komme fra mig af" hendes stemme var rolig. Hun hørte, at Sean rejste sig op og nikkede stille til det han sagde "I orden og endnu en gang. Undskyld for det jeg gjorde" hun bakkede lidt væk fra dørkarmen og stod udenfor køkkenet og holdt fast i dørkarmen så hun havde noget og støtte sig til. Ihvertfald indtil Sean var gået. Hun følte sig meget klodset som hun bare stod der og støttede sig til en dørkarm og ikke kunne finde hoved og hale på tingende.

Han lod sig støtte af Sigmund. Turen op af trapperne var den værste. Men da han først lagde sig i sin seng, mærkede han hvordan hans krop begyndte at slappe af. Han var bare ved at være sulten, men det måtte han tænke over når han havde sovet lidt.

//Out//

/7Tak for et dejligt emne det må vi snart have igen ^^//