A Fallen.. -Mia Szhirly-

//Husk, at Mia ikke har sagt at han var rablende sindssyg, men kun tænkte det  //

Mias blik var fastlåst på den bredskuldrede mand foran hende. Hvor var det klamt og ynkeligt, at han faldt for det gamle, jeg-har-ikke-gjort-noget-jeg-er-helt-uskyldig!-trick. Hvor dum var mennekser lige? Det var næsten til at brække sig over! Hvis ikke hun havde været på en offentlig kro, med noget hun pludslig var begyndt at betragte som sin bedste ven, og hvis det ikke havde ødelagt hendes lille nummer, havde hun nok gjort det. Brækket sig ud over hans sko. Hans tøj. Så han ville lugte resten af dagen. Lige havd han fortjente!
Mia kiggede ikke på Josh, men hun kunne mærke at han kiggede på hende. Måske ville han fortælle hende noget? Et lille øjeblik, overvejede hun at slippe mandens blik for at se på Josh, men det ville ødelægge hendes trick, og ville måske endda få hende til at virke tvivlsom..? Og det ville hun ikke. Mest af alt, fordi hun ikke stolede på manden, der stod foran hende.
Da han begyndte at flirte en smule med hende, var hun meget tæt på at knække sig, midt i det hele, men en stærk selvbeherskelse, holdte hende fra det, ved at tænke på noget andet. Selvom det var svært. Manden var jo direkte vammel! Tænk at flirte med hende, selvom han var langt ældre end hende... Han kunne være hendes far! Bare tanken om at Mias døde far ville flirte med hende, fik det til at svimle for øjnene af hende.

Og pludslig blev alt sløret, næsten gråt. Om det var i fordi hendes tanker var kommet for nært, og hun virkelig var ved at besvime, eller om det virklig var rigtigt, vidste hun ikke. En varm hånd glide ind i hendes, og uden hun nåede at tænke yderligere over det, trak hånden hende med gennem den nu, kaosskabte krostue. Da de endelig kom ud i frisk luft, og hun endelig kunne se noget igen, stoppede hun automatisk op, for at få vejret efter al det damp hun havde slugt. Men næh-nej! Josh trak hende med længere ned ad gaden, mens hun bare måtte følge efter, uden rigtig at have noget valg.
"Josh!? Hvor skal vi hen?" Mia forstod ingenting.

//Undskyld det alt for sene svar! Beklager meget!//

// Det ved jeg  Han vidste heller ikke at hun tænkte det, jeg brugte det bare i min beskrivelse xD //

Han fortsatte med at løbe og løbe, fuldt besat af at komme væk fra manden. I baggrunden kunne man stadig høre hvordan folk rendte rundt i panik, kom løbende ud af kroen imens de hostede og nogen af dem tog sig endda til maven, som havde nogen givet dem et ordentlig slag der. De var slet ikke klar over at røgen slet ikke var giftig eller skadelig på nogen måde, det var blot damp fra en kogeplade, hvor Josh med vilje havde hældt vand ud over for at slippe væk fra manden. Da de var kommet et stykke væk, stoppede han med at løbe og tog nogen dybe vejrtrækninger for at få luft ind igennem lungerne. Indtil videre kunne han ikke høre manden bag dem, men han var helt sikker på at han var efter dem, men hvad han ville dem var han ikke helt sikker på. Noget sagde ham at der ikke engang var et fortryllet spejl, at det blot havde været noget manden havde opdigtet. Han kiggede hen på Mia, rettede sig op og tog en sidste dyb indånding. "Vi skulle bare langt væk fra manden der! Der var et eller andet over ham, der bare skreg falskhed.. Og der er noget som siger mig at han er efter os begge," Han kiggede hen imod kroen, men kunne ikke se manden nogen steder. Man kunne kun fornemme hans tilstedeværelse.

//nåh, okay.. //

Josh blev ved med at løbe, mens han trak den stakåndede Mia med sig. Det var ikek fordi hun var i dårlig kondi, at hendes vejrtrækning var mærkelig, men fordi hun ikke havde været klar på at skulle løbe, og derfor også skulle være opmærksom på, ikke at træde Josh i hælene, mens de løb der, ned af gaden. Der var bare ikke noget værre, end at blive trådt i hælene, så skoene svirpede op. Især ikke, når folk ikke sagde undskyld, hvis de kom til at gøre det ved et uheld. Det var så uforskammet, og kunne bare ødelægge ens dag, total!
"Det kunne du godt have sagt! Jeg var ikke klar..." Mias stemme var ikke vred, bare irriteret. Hun havde så mange ting til fælles med Josh, og hun følte næsten ikke at hun kunne beklage ham noget. Det var jo mandens skyld. Den dumme, klamme mand, der havde tilbudt dem et eventyr... Han var helt sikkert børnelokker, eller pædofil, trods både hun og Josh var voksne...
Mia støttede hænderne på knæerne, og bøjede sig forover, for at få vejret igen, og da hun kiggede op igen, stod Josh og kiggede tilbage mod kroen. Hvis de var smarte, løb de længere væk, så manden aldrig ville få en jordisk chance for at fange dem. Det blev de nødt til. Josh var ikke den eneste, som ikke ville ende i kløerne på den mand igen.
"Kom!" Hviskede hun, stadig en anelse forpustet, tog hans hånd, og begyndte at løbe.

// men forstår godt du blev forvirret, ville jeg også selv blive //

Hans vejrtrækninger var tunge og udmattet. Selvom han var i god form, så havde han ikke lige været klar på at skulle løbe flere meter væk, imens en blanding af en underlig røg fandt vej ind i ens mund. Et kort øjeblik stod han bare og trak vejret, holdt øje med manden ud af sin øjenkrog og håbede på at han havde givet op med at forfølge dem. I det øjeblik han fik den tanke igennem hovedet, kom manden brølende ud af kroen imens han hostede ned i sin arm. Det varede lidt før han stoppede med at hoste for at kigge rundt, og da han fik øje på Josh og Mia nogen meter væk satte han i løb som en gal tyr der havde fået øje på tyrefægteren. Lige da Josh skulle til at tage Mia's hånd igen og løbe af sted, kom hun ham i forkøbet og tog hans hånd, for derefter at trække ham videre igennem byen. I de første par sekunder sakkede han bag ud, men det varerede ikke længe før han igen løb side om side med Mia. Selvom han ikke havde kendt hende længe, havde han allerede en fornemmelse af at de kunne få sig et godt venskab..
Manden blev ved med at forfølge dem. Det var ikke til at vide hvad han ville med dem, men Josh havde heller ikke tænkt sig at stoppe for at finde ud af det!

'Børnelokker!' Havde været Mias første tanke, da hun havde set den store, bredskuldrede mand komme slentrede ind på kroen. Han havde tilbudt dem deres livs eventyr ved at hjælpe ham med et finde et spejl. Et sølle spejl. Hvorfor skulle han bruge to unge engle til det?
'Bloddrikker!' Havde været hendes næste tanke. Det var logisk nok, at han ville bruge dem om mad, men, der var alligevel noget der ikke helt stemte. Hvis han ville bruge dem som simpel mad, hvorfor jagtede han dem så stadig? Hvorfor fandt han ikke bare nogle nye ofre?
"Skynd dig! Den her vej!" Mia vidste ikke en disse om hvor de var, og hun regnede heller ikke ligefrem med, at Josh gjorde det, men lige nu var der også kun én tanke der raserede hendes hoved. 'Kom væk!'
Manden havde opdaget dem, og var åbenbart sluppet fra Joshs afledningsmanøvre, for han var stærkt i hælene på dem. Med den anden engel i hånden løb hun over gaden, og spænede til venstre ned af en villavej. Måske kunne de gemme sig i en af haverne? Eller var det for risikabelt?

//undskyld det sene og ukreative svar!//

// Kan kun sige i lige måde! o.o

De løb og løb, lod benene arbejde under dem som en væddeløbs hest gjorde til det store løb. Her virkede det dog bare til at der aldrig ville komme nogen målstreg! Deres vejrtrækninger var tunge og inden længe ville de have brug for et hvil, samt noget dejlig kold vand der kunne køle det tørre halsrør ned! Stadig med sin hånd klemt om Mias, løb de igennem gaderne og ignorerede alle de blikke der blev sendt dem. Endda nogen skældsord ramlede ind over dem. Dog lod han heller ikke mærke til dem, det eneste han fokuserede på lige nu, var at ham og Mia skulle komme væk fra den skøre mand med hatten! Langsomt forsvandt manden ud af syne, jo mere de fik viklet sig ind imellem de andre væsner.. Et kort øjeblik overvejede han at stoppe op, men vidste at det ville være lige så dumt som hvis han skød sig selv i foden.. Da de kom til en lille gyde, hvor murstenene var farvet grå som røg, trak han hende med om bag en conatiner, ignorerede den forfærdelig lugt og holdt munden lukket, i frygt for at manden skulle hører hans vejtrækning.. Hjertet pumpede af sted, ved lyden af et par militærstøvler der ramte jorden gå forbi dem.. Han bad til at manden ikke ville kigge i gyden..

De løb og løb, de to, hånd i hånd, som om fanden var lige i hælene på dem. Og selvom det ikke helt var fanden, som var efter dem, ville hun nu nødigt fanges af den mærkelige og uhyggelige mand. For selvom Mia ikke ville indrømme det overfor sig selv, og for alt i verden, ikke for Josh, var hun rædselsslagen for den mand, der luge nu var i hælene på dem. Han var ikke blot skræmmende i hans fremtoning, men bare den måde han snakkede til dem på, fik det til at risle hende koldt ned af nakken.
Josh trak hende med ind i en gyde, og de dukkede sig begge under en grå, ildelugtende container. Mia skulle lige til at udbryde, at det da nok var den klammeste lugt, der nogensinde havde fundet vej til hendes næse, men så lød der militærstøvler mod astfalten. Hun holdte ubevidst vejret, og klemte grebet om Josh' hånd. Hvis de nogensinde kom helskinnet fra den mand, ville hun give Josh et ordentligt kram, og så skynde sig hjem til Amun, for at skifte tøj. Og hun ville meget gerne væk herfra.
Først da lyden af mandens støvler døde ud, turde Mia trække vejret igen.

Lyden af støvlerne imod jorden døde hen, så Josh endelig kunne trække vejret igen og ånde lettet ud. De klarede den! Manden havde ikke været klog nok til at kigge bag containeren i den lille gyde, hvilket var et stort held for ham og Mia! Med et lettet smil på læben, kiggede han hen på Mia og lod de chokoladebrune øjne udstråle glæde og lettelse over at de var sluppet fra ham! Tøvende tog han sin hånd til sig igen, masserede kort håndleddene og tillod sig at læne sig til siden, for at få et udsyn til gaden hvor manden før havde gået med sine tunge militærstøvler. Da det ikke så ud til at der var mere fare at se, rejste Josh sig op og rakte sin hånd ned imod Mia, hvor han ville trække hende op at stå hvis hun tog imod den.
"Det må jeg sige, det er en stor mundfuld på en dag, sådan at blive jagtet to gange i træk!" sagde han forpustet, for derefter at kører sin hånd igennem det brune hår, der efter dagens løb sad helt vindblæst og en smule rodet. Han åndede svagt ud, så hen på Mia med et skævt smil. "Vi er åbenbart gode til det med at rode os ud i ting, uden egentlig at gøre noget galt,"

//Undksyld det alt for sene svar! Jeg lover at rette op på det, når jeg får styr på mit irl-liv!//

Hjertet sad stadig helt oppe i halsen på hende, da Josh rejste sig op, og rakte sin hånd ned mod hende. Et kort øjeblik overvejede hun, ikke at tage imod den, men selv rejse sig op. De havde begge svedige hænder efter den nervepirrende forfølgelse, og hun havde altid haft den tommelfingerregl, at man ikke skulle stole på andre. Men af en eller anden grund, følte hun, at der nu var et bånd knyttet mellem dem. Noget der ville tage lang tid at bryde. Og så gik det op for hende. Hun stolede på ham. Hun stolede på Josh, en engel hun havde mødt for få timer siden. Hun betragtede ham som en ven! Den føste rigtige ven hun havde haft, siden hun løb hjemmefra.
"Tak," Smilede hun, da hun stod ved siden af ham igen, efter at have taget hans hånd. Det virkede underligt at stå overfor ham nu, efter alt det de havde været igennem på så kort tid. Det hele var gået så stærkt...
"Jeg havde ikke overlevet uden dig!" Bekendtgjorde hun, og ignorerer hans spørgsmål. Kinderne fik en let rødlig farve, og hun så ned, for ikek at vise sine følelser.

// Det er okay! ^^ er selv ret langsom til at svare! D:

Han vidste at Mia var en stolt pige, en man ikke kunne knække selvom han stod og hev i både arme og ben. Hun var stærk, stolt og stanhafftig. Det at hun med det samme ikke tog imod hans hånd, bevidste bare endnu mere overfor hvilken person hun var og selvom de fleste nok ikke ville finde sig i at blive behandlet sådan, så var Josh ligeglad og han så allerede denne engel som sin ven. Det overraskede ham at mærke hendes hånd i sin, nærmest så han helt glemte at trække hende op at stå. Han var dog hurtigt tilbage i virkeligheden og hev hende op ved siden af ham.
Ordet tak varmede ham. Han kiggede hende i øjnene, sendte hende et venligt og anerkendende smil. Mia havde vundet hans anderkendelse og venskab. "Kan kun sige i lige måde, jeg havde heller ikke overlevet uden dig," Han nikkede høfligt til hende. Opmærksomheden blev vendte fra hende, til ud imod gyden hvor manden før havde været. "Det ser ud til at der er fri bane, vi kan hvis sagtens gå igen," Langsomt begyndte han at gå i håb om at hun fulgte med ham.

// Og undskyld det u kreative svar! D;

Mia havde lidt frygtet Joshs reaktion. Ville han grine af hende, da hun tog hans hånd? Ville han drille hende, ved ikke at hive hende op igen? Hun var bange for at han ikke kunne lide hende. At han bare brugte hende, til at redde sin egen røv.. Mia havde ikke altid været bange for at elske andre. Det var kommet efter, at alle dem, som altid havde været der for hende, hendes familie og dem hun havde elsket, enten havde stukket hende i ryggen, eller var døde. Dengang, før hun var flygtet ud i skoven, havde hun svoret ved sine forældres grav, at hun aldrig ville elske nogen igen. Hun kunne sagtens leve uden familie og venner.. Men kunne man virkelig leve uden kærlighed?
"Jo, du havde da..." Mia løb op på siden af Josh, og så sig, for en sikkerheds skyld, over skulderen, da de rundede hjørnet. Den mand de lige var løbet fra, gav hende seriøst kuldegysninger!
"Du er langt modigere end jeg.." Det var svært at indrømme det, men hun begyndte at synes bedre og bedre om Josh for hvert sekund der gik, sammen med ham..

Han syndes om Mia, det måtte han være ærlig og indrømme. Nok havde de haft et dårligt første hånds indtryk på hinanden, heldigvis havde det ændret sig jo mere de tilbragte tiden sammen. Josh havde ikke noget imod at få nye venner, faktisk så elskede han at være i en gruppe, så jo flere jo bedre! I fremtiden havde dem han var omgås ikke været rigtige venner, snarer en flok idioter der rodede ham ud i en masse problemer, heldigvis var han blevet ældre i sit sind. Side om side med Mia gik han og slappede af. Manden var ikke i syne og skulle han være ærlig, så kunne han ikke klare flere jagter. Der var kun gået en dag og de var allerede blevet jagtet to gange, som var de storforbryder med en stor dusør over sit hoved. Han smilte svagt til Mia. "Jeg mener det, du var den der var klog nok til at starte med, med at se at ham manden ikke ønskede noget godt,".. Var han modigere end hende? Det kunne da ikke passe, Mia virkede også meget modig? "Du er da også meget modig Mia, du siger din mening lige ud og det kan man da kun beundre,"

Mia måtte indrømme, at hun havde været den første af de to, til at indse, at den bredskuldrede og truende mand, ikke ville dem noget godt. Men Josh var jo ikke dum, og han havde helt sikkert opdaget det selv, før det ville være for sent.. Eller ville han?
"Årgh, hold op! Du havde opdaget det selv.." Hun daskede ham venskabeligt over skulderen, og udefra lignede de et helt almindeligt vennepar, som bare tullede lidt rundt på gaden. Måske endda søskende? Det var svært at sige, men det virkede ikke på Josh, som om han havde noget imod, at blive set sammen med hende, længere... I startede havde hun ikke brudt sig om ham, en førstehåndsindtrykket havde ændret sig.. Heldigvis! Tænk, hvis hun aldrig havde sat sig ned på den kro, for at få noget mad, med ham.. Så havde hun aldrig lært den rigtige Josh at kende!
"Man får aldrig sin vilje, hvis ikke man udtrykker sig rigtigt..." Hun så på ham, og smilede et af sine sjældne smil.

Havde han opdaget det selv? Langt fra! Han var desværre typen som stadig kunne falde for en mission hvor det vil føre til et eventyr. Desværre, den følelse var ikke forsvundet fra ham endnu. Havde det ikke være for Mia's mistro, så havde han måske sagt ja og derved blevet naret af manden med den sjove cowboyhat. Drilsk puffede han til hende med sin hofte. "Mig? nej! Tro mig, jeg havde ikke opdaget det! Min hjerne er desværre stadig for glad for eventyr til at jeg kan lukke sådan noget ude," Han så på hende med et svagt smil. "Men, takket være din mistro så indså jeg det,". Han fortsatte med at gå ved siden af hende. Roen omkring dem fik ham til at smile. Det føltes behageligt. Han var glad for at han havde lært den rigtige Mia at kende. Det de var i færd med nu var måske starten på et langt venskab?
"Nemlig," sagde han og foldede armene omkring sig. "Så, hvor syndes du vi skal gå hen nu? Eller, er jeg blevet for stor en ballade til at du vil følges mere med mig?". Det sidste blev sagt med et lille grin på sine læber.

Mia var ikke i tvivl om, at Josh var typen der var glad for eventyr.. Spænding, med et lille strejf af det farlige. Hvorfor skulle hun ellers have mødt ham ude i skoven, tidligere på dagen? Minderne om den anden engel i kassen, båret af to mænd, skyllede over hende, efterfulgt af en frygtelig lang løbetur, og et kort og enkelt måltid på en kro. De havde allerede været igennem meget, og uden at være rigtig klar over det, stolede hun på denne fyr.
"Ikke en skid!" Lo hun mildt, og skubbede tilbage med hoften. Sådan et humør havde hun ikke været i, så længe hun kunne huske, og det var ret for en gangs skyld, at smile en smule, og lade hele den seriøse og arrogante facade falde, og for en gang skyld, også vise de gode sider..
"Overrask mig! Du kender sikkert byen bedre.." smilede hun, og fortsatte: "Nu bliver jeg jo ligesom nødt til at holde øje med dig, så du ikke roder dig ud i problemer, ikk?"

// Undskyld ventetiden du kære Mia! oO

Det var dejligt at se hende så afslappet! Væsnerne rundt omkring dem kiggede en enkelt gang på dem, sendte et smil over deres latter, inden de kiggede væk og fortsatte med det de nu var i færd med. Josh måtte indrømme, at han slet ikke bemærkede andre lige nu end Mia. Hendes latter gav ekko igennem gaden, dansede rundt med en sød lille melodi, som en mand så blidt spillede på sin violin.
Det lettede ham at hun ville blive ved ham, for skulle han være ærlig, så ville han ikke have hende til at gå, da han nød hendes selvskab og det var længe siden han havde kunne slappe sådan af med en ven! Som et tegn på at det var forstået, blinkede han til hende og gjorde et nik hen imod en butik, der så ud som om at der ikke havde været nogen i flere år! Taget var ved at falde sammen, en rift skar henover murstenene over døren og vinduerne var dukket til. Josh vidste dog bedre, han vidste at bag dette lille slidte sted, var der de rareste mennesker at snakke med! Med afslappede bevægelser, gik han derhen og åbnede døren for Mia, gjorde en gestus med armen til at hun kunne gå først ind. Da de kom ind bag murene, ville et hyggeligt lille rum, med pejs, rødbrun sofa og sort tæppe på et trægulv vise sig.
"Det er nok ikke det mest fornemme sted, men her kan man slappe af hvis man virkelig behøver det," sagde han med et smil til Mia. Efter de ord gik han hen til sofaen, tog sin jakke af og lagde den på ryglænet. På gulvet nær pejsen, lå en teddy bamse og passede sig selv, et tegn på at der var børn i huset. "Stoler du på mig til at blive her, eller vil du videre?" Han løftede kækt på et øjenbryn, han vidste ikke om Mia turde at finde ud af hvilke væsner der boede i denne bygning.

Det var længe siden Mia sidst havde været i så godt humør. Ja, faktisk siden hun overhoved var kommet til byen. Hendes humør havde været meget præget af tabet af hendes familie, og lige netop nu, var første gang i lang tid, hvor hun ikke skænkede dem en tanke. Amun ville sikkert blive bekymret, hvis hun kom alt for sent hjem, men veninden kendte hende, og vidste at hun godt kunne tage vare på sige selv. Til en vis grad, altså.
"Josh?" Han skiftede pludselig retning, og før hun kunne nå at komme med indvendinger, gjorde han mine til at hun skulle træde indenfor i et gammelt og slidt hus, der så ud til at falde sammen, hvornår det skulle være. Hun rystede smilende på hovedet, og nejede leende, inden hun trådte ind i huset. Omgivelserne overraskede hende kort. Hvad end hun havde forestillet sig, var det ikke det hun så. Der var ikke beskidt eller noget i den stil, men der var aldeles hyggeligt, og små detaljer gav hende en idé om, hvilke mennekser, der måske boede her.
"Jeg kan godt lide det... Lad os bare blive.." Mia afbrød sig selv, da hun pludselig hørte skridt. Hendes blik flakkede til Josh. Var det ham, der boede her, og i så fald; med hvem?

Han satte sig ned i sofaen, lod hovedet være tungt og falde tilbage, mens armene strækkede sig langs ryglænet. I dette lille hus duftede der svagt af røgelse, stegt kød på panden og støv fra tæppet foran pejsen. Et kort øjeblik havde han lukket sine øjne i. Først da Mia snakkede, åbnede han dem op og så på hende, stadig med hovedet lænet op af ryglænet. Hans position med hovedet, gjorde at Mia stod på hovedet for ham. Det fik ham til at smile svagt. Han rettede dog inden længe hovedet op, drejede halvt sin overkrop, for bedre at kunne snakke med Mia.
"Man kan sige at jeg har slået mig ned her," sagde han og kiggede hen på pejsen. Den varme ild fik hans hud til at sitre af nydelse. Inden han nåede at sige mere, kom en lille pige løbende ind i stuen, i sin ene hånd bar hun en lille dukke, eller, hun rettere sagt slæbte dukken hen ad jorden. Hun stoppede forskrækket op da hun så de to nye væsner i stuen. Forskrækkelsen forsvandt dog så snart hun så Josh. Som et lyn, løb hun hen til ham, sprang op i hans favn og gemte ansigtet væk i hans bryst. Sådan en velkomst fik han altid af denne lille pige. Han kiggede hen på Mia med et stort smil.
"Tillad mig at præsentere Isabella, den mest irriterende lille pige på jorden," sagde han og grinte svagt. Det fik pigen til at løfte hovedet, række tunge af ham og gøre en bevægelse, der betød at hun ville ned. Josh satte hende forsigtigt ned. Hun forsvandt ligeså hurtigt som hun var kommet, mens hun råbte: mor, mor, Josh og en smuk pige er her!
Svagt rystede Josh på hovedet, derefter så han hen på Mia igen og sendte hende et venligt smil, mens han foldede armene på kors over brystet. "Denne lille pige og hendes mor har givet mig tag over hovedet en halvanden uge nu, de er noget så venlige," Hans blik var nu rettet ud imod køkkenet, hvor en dame, lille og rund, nu stod og så fra Mia til ham. Hendes øjne strålede af varme.
"Jamen, hvem har vi her?" hun så hen på Mia. I hænderne bar hun et hviskestykke, mens om hoften hang der et forklæde. "Hvad er dit navn?"

Der lød små, trippende fortrin på gulvbrædderne, og Mia vendte opmærksomt hovedet, lige tids nok til at se en pige begrave ansigtet i Josh' favn. Det ville hun også hellere end gerne. Mens hun betragtede de to, begyndte et svagt smil at brede sig over hendes læber. Det var svært at tyde, hvilken race den lille pige var, og selvom hun uden tvivl, virkede sød, håbede hun ikke at hun var menneske. Mia havde intet til overs for mennekser!
"Mor, mor, Josh og en smuk pige er her!" Normalr blev Mia en smule irriteret, når folk kaldte hende 'pige'. Hun var 192, og altså ikke nogen lille pige længere! Men der var noget andet ved pigens sætning, der fik Mia til at vende sig bort fra Josh, så han ikke kunne se hendes ansigtsudtryk. Hun lod som om, hun studerede ilden i pejsen, men i virkeligheden blev hendes kinder svagt lyserøde.. Smuk... Det var længe siden, nogen havde kaldt hende det.
En kvinde trådte frem i døråbningen ud til køkkenet, og Mia vendte sig om igen, så snart kvinden begyndte at tale.
"Mia Szhirly, ven af Josh," Smilede hun svagt, og gik hen med en udstrakt hånd til hilsen, hos kvinden. Den lille pige tittede frem bag hendes forklæde, og Mia blinkede til hende.
"Men aldrig kaldt andet end Mia.."

Det glædede Josh at se smilet sprede sig på kvindens læber, mens hun så glædeligt tog imod Mias hånd og rystede den blidt. Den anden hånd tillod sig endda at lægge sig ovenpå på håndtrykket. "Hvor er det godt at møde dig Mia, det er lang tid siden jeg har set en smuk pige som dig,".. Den lille pige bag kvindens skørte, smilte genert og gemte ansigtet hurtigt væk, efter Mia havde blinket til hende. "Mit navn er Judy," fortalte kvinden og afbrød håndtrykket, hvor hun derefter så ned på pigen bag sig. "Og denne generte lille engel er Cally,". judy forsøgte svagt at skubbe Cally frem, men hun blev ivrigt stående, lige så stædigt som et æsel. Ikke at hun var bange for Mia, hun var bare meget genert! Forsigtigt kom Josh op på siden af Mia. "Hun er meget genert," hviskede han i Mias højre øre. Det at Josh kom over til dem, gjorde bare den lille engel mere genert, hun løb hurtigt hen til pejsen, fandt bamsen frem og satte sig på gulvet sammen med den. Judy rystede kærligt på sit hoved, så de tynde, lange lokker kort svingede om hendes buttede hoved. "Hun er meget genert, tag det ikke personligt Mia.. Kunne du tænke dig at blive her til middag?" Hun sendte Mia et stort smil. "Ven siger du, hvor mødtes i henne og hvor længe har i kendt hinanden?".
Josh kunne ikke lade være med at grine indvendigt, ved tanken om at de næsten lige havde mødt hinanden og på hvordan de havde mødt hinanden.. Det var spøjst. Ikke at han ikke var taknemlig for at have mødt hende. "Vi.. mødte hinanden for ikke så længe siden," svarede Josh og så på Mia med et skævt smil.

Kvindens håndtryk var varmt og kærligt, og selvom Mia ikke ville indrømmet det, kunne hun faktisk rigtig godt lide kvinden og hendes børn. Og ikke mindst deres hjem! Hun følte sig velkommen, og tilbuddet om at blive til middag skulle ikke hænge længe i luften, før hun blidt svarede ja. Hun valgte, bevidst, ikke at svare på kvindens kompliment, da hun normalt var ret dårlige til sådan nogle, da folk altid havde løjet for hende. Men hun kunne ligesom fornemme at denne kvinde ikke ville være en af dem, men smuk.. Ligefrem smuk?
"Det gør ikke spor.. Er selv en smule genert.." Svarede hun med blikket på den lille pige ved pejsen. Hun havde selv været lille og genert engang..
Mia nikkede til Josh' bemærkning, da det egentlig var sandt nok. Selvom det føles som lang tid, var det kun få timer siden, de havde mødt hinanden...
"... i skoven..." Sluttede hun af, for at svare på hele kvindens spørgsmål. Hun glædede sig allerede til at lære hende og pigerne bedre at kende..

//regnede ikke med at Cally og Isabella er den samme?//

// det er de heller ikke, glemte bare at ændre dialogens farver ^^

Judy lyttede til deres fortælling med et smil. Ikke en eneste gang lod hun smilet forsvinde fra sine runde, røde læber, med enkle rifter i underlæben. "Jamen jamen, det må jeg sige, det er hurtigt i må have knyttet bånd, siden Josh viser dig hen til vores lille hjem,". Hun snorede hviskestykket en enkelt gang rundt i sine hænder. "Du er velkommen til at blive her, præcis lige som Josh min kære, hvis i altså kan dele værelse?" spørgende så hun på dem med et smil. Hvis ikke, så måtte den ene sove på sofaen.
Josh smilte til Judy. "Jeg kan sagtens tage sofaen, så kan Mia få det værelse jeg har," Efter de ord så han på Mia med et smil. Han vidste at hun nok ikke ville være så tryg ved at dele værelse med ham. Eller, han var ikke sikker, men han regnede med det. Han gik hen til Cally, satte sig i sofaen og lod den dejlige ild fra pejsen varme ham. En smule genert kiggede Cally op på ham, hvor hun derefter fortsatte med at lege med bamsen, lod som om han ikke var der, for ikke at få alt for røde kinder.
Judy så på Mia med et smil. "Kunne du tænke dig at hjælpe mig i køkkenet Mia? Eller, det gør skam intet hvis du heller vil sidde og slappe af lidt,"

Mia blev forbløffet over kvindens pludselige gæstfrihed, og hun næsten ikke holde et hævet øjenbryn tilbage. Hun havde mødt Josh for få timer siden og betragtede ham allerede som en ven, men denne kvinde havde hun kun mødt, for få minutter siden, og alligevel tilbød kvinden hende, tag over hovedet. Stolede hun virkelig så let på folk? Var det sådan Josh var kommet til at bo her? Hun ville være et nemt bytte for voldtægtsmænd og tyve, så... Men det kunne også være fordi hun stolede på, at Josh ikke ville komme rendende med tilfældige væsner? Lige meget hvad, havde hun allerede et svar.
"Desværre, Judy... Jeg bliver nok nødt til, at komme hjem og sove.. Ellers har jeg en veninde der bliver bekymret.." Smilede hun blot, og betragtede Josh, der satte sig ned, foran pejsen, ved den lille pige.
"Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig!" Smielde hun, og fulgte efter Judy ud i køkkenet, efter hun havde kastet et sidste blik på Josh. "Du skal endelig bare hunse med mig!"

Josh kiggede forvirret efter Mia efter den sætning hun sagde. Hunse? Hunsede han med hende? Han ville bare give hende lov til at sove i sengen i fred, uden at han skulle lægge ved siden af? Var det forkert at gøre sådan noget? Han rystede bare på hovedet med et grin på sine læber. Denne Mia, han lærte nok aldrig at forstå hende, men han holdt sku allerede af hende!
Cally kiggede skiftevis på sin bamse til Josh. Til sidst tog hun endelig modet til sig og snakkede til ham. Selvom han havde været der i en halvanden uge, var hun stadig en smule genert omkring ham.
"Hun er yndig, hun er engel som dig ikke sandt? I voksne engle altid så yndige," sagde hun med en hviskende mumlen. Det fik Josh til at ryste kærligt på hovedet. "Og hvad med dig selv? Når du bliver voksen, så bliver du lige så yndig? mere end du er nu," han sendte hende et broderligt smil, hvilket fik hende til at sit ansigt væk i bamsens ansigt, for at skjule sine røde kinder!

Ude i køkkenet, var Judy begyndt at skærer grøntsager, sammen med Mia. Imens nynnede Judy en munter lille melodi. Til at starte med skar hun rodfrugter og smed dem over i en stor kogegryde, der hang og lunede ved en kamin. Man kunne dufte hvordan de forskellige rodfrugter kogte og blev bløde.. Judy havde givet Mia opgaven i at skære tomaterne.
"Så, hvor kommer du fra Mia?" spurgte Judy venligt, mens hun gik i gang med at skrælle kartoflerne. Hun så ikke på hende, men regnede med at hun havde hørt hendes spørgsmål.

//Det med at hunse, var ment til Judy xD //

Mia ville virkelig gerne blive hos den rare kvinde og hendes døtre, selvom de virkede en smule mærkelige og liiiiiiidt [u]for[/b] venlige og imødekommende... Det første man gør, når man møder nye mennekser, er ikke at invitere dem til at overnatte... Det gør man bare ikke? Ihvertfald ikke i Mias verden.. Det virkede næsten mistænkeligt? Hun nåede dog ikke at tænke meget videre over det, før Judys stemme afbrød hendes tankegang, og kaldte hende tilbage til den virkelige verden.
"Jeg...... Boede hos min familie, ude i en landsby i skoven... Men så..." Mia tøvede lidt. Hun brød sig ikke om at snakke om sin fortid, og slet ikke hendes families skæbne. Og hun var også i tvivl om, hvor meget hun skulle fortælle denne kvinde. Det var jo ikke lige frem lutter-lagkage det hele. Så Mia besluttede sig for, bevidst, at undlade årerne i skoven.
"Min familie kom ud for en slem ulykke.... Så jeg flyttede ind hos min veninde i Terrorville." Sluttede hun af, mens hun koncentrerede sig om at skære de tomater ud, som hun havde fået besked på.
"Hvorfor spørger du?"

//Dette foregår før Mia lærer Dimitri at kende!//