A Fallen.. -Mia Szhirly-

Mia knyttede begge hænder, og tænkte så det knagede for at overveje hvad hun skulle gøre, for at få den sidste mand ud af spillet, men så skete der det, som ikke måtte ske. Hendes knæer rystede voldsomt. Så voldsomt, at hun sank til jorden med en opgivende stønnen. Hun endte på knæerne, og nåede lige at opfange at manden kom tættere på. Var det det her hun have tænkte sig at vide mændene? Var det det hun havde tænkt sig at vise Josh? Ville hun vise sig fra sin svageste-mennekse-side, og bryde sammen under presset, bare fordi der kom en hel flok maskerede mænd efter hende? Nej.
Hendes hånd lukkede sig om noget hårdt. En sten. Det kunne hun mærke på de skarpe kanter. Hun samlede de sidste kræfter, og kylede stenen efter der, hvor manden stod, og var på vej hen mod hende med hastige skridt. Der var et øjeblik stille, men så skreg manden op, højere end hun havde forventet. Hun havde ramt rigtigt. Men hun nåede ikke at triumferer, før det sortnede for øjnene af hende, og hun faldt til jorden.

Manden som han havde såret med dolken, løb samtidig hen imod ham som den anden. Det gav Josh en ide, som han håbede ville lykkedes. Så snart de var tæ nok på til at han kunne fornemme deres kropsvarme, sprang han til siden og lod de to rubuste mænd støde ind i hinanden, så man kunne hører en knasende lyd fra deres tænder der ramlede sammen. Han smilte over præsentationen, specielt da mændene lå på jorden og ømmede sig. Han vidste godt at han ikke burde finde det sjovt, men han kunne ikke lade være, det var som et rovdyr der legede med maden, selvom de ikke var hans mad. Et blik strejfede han Mia og blev overrasket over at finde hende på jorden. Hurtigt løb han hen til hende, placerede sine arme under hende og løftede hende op, samt ind til sig. Den mand hun havde kastet stenen efter, kiggede vredt hen på Josh og løb imod ham. Denne gang havde han ikke nogen fiks ide, så han skyndte sig at sparke manden i skridtet da han var inden for rækkevide. Manden faldt sammen på jorden, ømmede sig som de andre. Nu så Josh sit snit til at løbe sin vej.. han skyndte sig at løbe så hurtigt han kunne, med Mia i sine arme. Det ville have været meget nemmere hvis han havde haft de forbistret vinger.. Han løb og løb, til de kom til udkanten af skoven, hvor han kiggede sig over skulderen. Det så ikke ud til at mændene fulgte med dem..

Mia blinkede forvirret med øjnene, da hun kunne mærke at grunden hun lå på, var bevægelig. Var hun ude og sejle? Hun sank en klump. Rystelserne var kraftige, så hvis hun var ude at sejle, ville vejret være stormfuldt og bølgerne, meget høje. Men det var alligevel ikke helt realistisk, for burde hun så ikke være faldet af, den tømmerflåde, eller hvad det nu var, hun lå på? Hun måtte stadig være på land...
"Josh...?" Mias stemme var kun en svag hvisken, og hun havde svært ved at se noget. Det smertede i hendes venstre ben, og hendes hår var tungt og fuld af mudder. Hun mærkede hænder mod sin side og ryg, og vidste pludselig hvor hun befandt sig. I armene på Josh. Hun huskede kun svagt de hætteklædte, bredskuldere mænd, men kun svagt. Hun ville gøre modstand, men kunne ikke, da hun pludselig fik en skræmmende smerte i benet. Hvor var de på vej hen? Hvor var mændene? Var de stadig efter hende? Hun ville have svar på sine spørgsmål, men hendes hals var helt tør.

Vinden tog sit tag og skabte en kuldegysning ned af ryggen på Josh, så han måtte holde sig i skindet, for ikke at krybe sammen, da vinden var som det rene is. Josh var ikke ligesom Jacob, han kunne sagtens fryse og han hadede det! Da det ikke så ud til at mændene fulgte dem, begyndte han langsomt at gå videre, stadig med Mia i sine arme. Han kunne ikke efterlade hende og det ville han heller ikke..
Han så kort ned på hende, men hurtigt frem ad igen og fokuserede nu kun på at nå til Firewood Village, hvor han kunne bestille et værelse og sørge for at Mia fik det bedre, da det virkede til at hun var såret.. Der gik lidt tid, men til sidst nåede han endelig til Firewood village. Hans ben brændte under ham og trængen til at sidde ned blev stærkere og stærkere! Han åbnede døren ind til kroen, blev mødt af en masse blikke, men han ignorede dem og bestilte et værelse. Krodamen gav ham nøglerne, så han gik op ad trapperne og ind på det værelse han havde bestilt. Forsigtigt lagde han Mia ned på senge, inden han gik over til vinduet og satte sig i vindueskarmen..

//burde vi flytte emnet til Firewood Village?//

//Det behøver man vist ikke, men det kan vi godt hvis du vil det ^^//

//nejnej, vi fortsætter bare her... Troede bare at det var nogle man skulle...//

Vi kunne mærke at underlagt skiftede overfalde til noget mere komfortabelt. Hun ville ikke åbne øjnene, men kunne ikke lade vær, af ren nysgerrighed. Gad vide, hvor hun befandt sig nu? Hun slog øjnene op, og lod dem kører rundt i rummet. Det var stadig mørkt, men hun vidste ikke om det var fordi at gardinerne var rulle for vinduerne, eller ej. Hun satte sig med besvær op i sengen, men det smertede i benet, så hun faldt klodset tilbage på pude, som hendes våde hør havde gennemblødt. Hun lå på siden, med front mod en lille dør, og en kommode som så ud til at være tom. Væggene var farvet en grøn, neutral farve, men hun kunne ikke rigtig komme til at vende sig om for at se hvad der var i den anden halvdel af værelset. Hvor var hun? Hun kunne se på den dobbeltseng hun lå i, at der var et vindue bag hende, da det kastede en mærkelig skygge. Der sad nogen i vindueskarmen.
"Josh?" Mias hovede dunkede.

Lyden af en stemme der sagde hans navn, fik ham til at dreje hovedet hen imod Mia og hoppe ned fra vindueskarmen for at gå hen til hende, selvom han kunne mærke på sine ben at de trængte til at sidde ned og slappe af. Men, han ville hjælpe Mia og give hende hvad hun havde brug for, så kunne han hvile sig senere. Forsigtigt satte han sig ved siden af hende, så sengen gav lidt efter under hans vægt, ikke fordi han vejede meget, men det var vel bare noget en seng gjorde.
"Jeg er lige her," sagde han med en rolig stemme og lænede sig en smule frem, for at få en øjenkontakt med hende. Han kunne se på hende at hun ikke havde det særlig godt, så han var fristet til at spørge hende om der var noget som han kunne gøre for hende eller hente til hende. "De er ikke efter os længere, indtil videre er vi i sikkerhed her," Hans stemme var fortsat rolig..

Et velkendt ansigt sneg sig ind for hendes synsvinkel, mellem hendes halv-sammenknebne øjne. Det fik hende til at slappe en smule af, og det gjorde også hendes åndedrag en smule mere roligt og afslappet. Hun så på ham, og åbnede øjnene noget mere, for at få øjenkontakt med ham. Det gjrode ondt i hendes ben hver gang hun rørte på sig, og rykkerne i hendes pande blev dybere og dybere. Men det tænkte hun ikke på. Det eneste hun bekymrede sig om, var det han fortalte hende. Hun lod ordene gentages igen og igen inde i hendes hoved, til de til sidst havde brændt sig fast på nethinden, og hun forstod hvad han havde sagt.
"Hvor er vi hende?" Det var meget længe siden at hun havde brug taleformen 'vi', og hun blev selv overrasket over, hvor godt det lød i hendes egne øre.

Da hun spurgte om hvor de var henne, så han en enkelt gang rundt, imens han spredte sine læber for at fortælle hende det.
"Vi er på kroen i Firewood Village," svarede han og så hen på hende igen. "Jeg skyndte mig at få dig væk fra mændene," han smilte skævt, inden han rejste sig op og stillede sig hen imod vindueskarmen, kiggede ud for nu at tjekke om mændene kunne stå derude. De var ingen steder at se, men nu havde han jo heller ikke udsigt til kroens indgang, så han kunne ikke engang vide om de var på vej ind ad døren netop nu. Den tanke skubbede han dog hurtigt væk igen og så hen på Mia, stadig med det skæve smil på sine læber. "Er der noget du mangler? kan jeg hente noget til dig?" han så spørgende på hende og håbede at han blot ville hjælpe, uden at få noget tilgengæld.

Mia så uforstående på ham. Firewood Village? Hvor langt væk lå det fra Terrorville, hvor hun boede til leje hos Sylar og Amun. Gad vide om de var bekymret for hende nu? Nok ikke så meget Sylar, ham kendte hun ikke rigtig, men Amun havde været hendes bedste veninde lige så længe hun kunne huske... Deres forhold var dog ved at glide en smule fra hinanden, nu hvor hun var ved at stifte familie med ham, og havde allerede en søn. Så selvom Mia boede ved dem, sov der og fik mad, opholdte hun sig for det meste udenfor huset, eller i områder omkring Terrorville... Var hun virkelig gået helt til Firewood til fods? Wauw, hun var sejere end hun slev troede...
"Vand?" Hun løftede ikke engang hovedet, men håbede at han ville høre det, selvom han stod ovre ved vinduet igen. "Og måske noget is il foden.." Hun skar en grimasse, da hun prøvede at vende sig om på den anden side, men det mislykkes..

Han nikkede til det hun sagde, inden han forlod rummet og gik ned i krostuen, hvor han gik hen til baren og bad om et glas vand, samt lidt is som kunne lægges på et sår. Krodamen nikkede til ham og skyndte sig om bag ved, for at hente de ting han lige havde bedt hende om. Imens han ventede, vendte han sig rundt, så han kunne kigge rundt i stuen, betragte hver en person som var der. Heldigvis for Mia og ham selv, var mændene ingen steder at se, så Mia kunne sagtens heale i fred. Nysgerrigheden for hvornår hun var kommet til skade, startede en tanke i hans hoved, eftersom han ikke havde set at hun havde slået sit ben. Ikke at han ikke troede på hende, det undrede ham bare en lille smule. Pludselig kom krodamen tilbage og gav ham vandet, samt isen. Han nikkede høfligt og gik op på værelset igen, hvor han rakte Mia vandet og beholdte isposen ved sig.
"Hvor gør det ondt henne?" spurgte han som et tegn på at han ville holde isen der for hende, så hun kunne drikke af sit vand.

Josh forlod rummet, og lod Mia være alene med sig selv. Hun havde ikke lyst til at falde i søvn, det ville være uhøfligt overfor Josh, som jo lige havde reddet hende fra den visse død, ude i skoven... Så hun skyldte ham egentlig på en måde sit liv. Måske var han slet ikke så dum, som hun først havde troet? Han var jo både skarpsindige, snedig og stærk... Stærk, både fysisk og psykisk... For han havde jo båret hende hele vejen gennem skoven til krostuen...
For at berolige sig selv, begyndte hun med en svag stemme, at nynne for sig selv. Det plejede altid at hjælpe, så hun håbede at hun bare ville falde en smule ned, inden han kom tilbage. Melodien blev højere og højere og den smukke klang havde uheldigvis ingen sang. Det var en vuggeevise. Mia lukkede øjnene, og lå lidt og nød tonerne i luften.
Døren gik op, og Mia stoppede brat sit nynneri, mens hun forskrækket så på Josh. Havde han aldrig hørt om at banke på.
"Tusind tak, jeg skylder dig vidst en undskyldning og en tjeneste..." Hendes hals var tør, og hun tog imod glasset, og begyndte stille at drikke af det.

Det virkede ikke til at Mia var så kold og svær at snakke med længere, hvilket førte ham tilbage til nysgerrigheden omkring hende. Hvorfor hun havde været sådan overfor ham, hvad kunne have gjort det imod hende eller rettere sagt, hvem kunne have gjort det imod hende? Der var ingen tvivl om at bag den hårde facade, gemte der sig et eller andet. Det var han sikker på. Han smilte venligt til hende og lagde forsigtigt isen imod det sted hvor det gjorde ondt på hende.. Han sørgede for ikke at presse for hårdt, så det ville komme til at gøre mere ondt.
"Du skylder mig ikke noget," sagde han med et roligt smil og fjernede kort isen, men placerede den forsigtigt igen. "Specielt ikke en tjeneste, jeg hjalp dig ikke for at få noget tilgengæld," Hans stemme var ligeså rolig som hans blik og da han kiggede op på hende igen, var det et venligt smil på hans læber. Under ham kunne han mærke hvor ømme hans ben var, men han valgte at ignorer det lidt endnu.

Mia sendte ham et taknemligt blik, mens hendes læber skar en mærkelig grimasse, som sagtens kunne være langt-ude-i-famile med et smil. Det havde Mia aldrig været god til, og ville nok aldrig blive det. Ikke fordi hun ikke var vokset op i et varmt og kærligt hjem. Der var bare sket forandringer i hendes liv, som aldrig ville heale, og som hun ville huske for altid. Og sådan ville det nok altid være, det var der nok ikke rigtig noget der kunne lave om på..
"Tak.." Stønnede hun, og prøvede at slappe af, både i benet, ansigtet og resten af kroppen... "Jeg er ikke så god til sådan noget..." Sukkede hun, og så på ham med sin brune øjne, og åbnede for den positive aura.

Det varmede ham på en mærkelig måde, da hun sagde tak.. Måske fordi det var sådan et ord, som man altid satte pris på og det betød at andre satte pris på det man gjorde. Han nikkede høfligt til hende, derefter fjernede han isposen fra hendes ben og rejste sig op, for at lægge den i vindueskarmen. Hvorfor vidste han ikke, men der lagde han den altså bare. Han klukkede kort, inden han vendte fronten imod Mia og så på hende med et spørgende og roligt blik. Nysgerrigheden var stadig stor, så hvorfor ikke tage modet til sig og spørge om hvorfor hun ikke var van til den slags?
"Jeg ved ikke om det er noget jeg sådan skal blande mig i, men," Han tøvede kort inden han fortsatte og lagde sine arme på kors. "Hvorfor var du så køllig overfor mig ude i skoven, det var som om at du hadede mig?" Han kiggede hende i øjnene med det fortsatte rolige blik..

Josh rejste sig fra sengen, som gav en smule efter, som senge nu engang gør. Han gik om på den anden side, om til vinduet, og da hun gerne ville følge ham, så det ikke blev så kedeligt bare at ligge på siden, prøvede hun, klodset at vende sig om mod ham med kluntede besværgelser. Det virkede dog til sidst, selvom der var en anstrengt mine over hendes, eller så markante ansigt. Hun så på ham med de nøddebrune øjne.
"Det, øhmmm....."Hun så væk, uden helt at vide hvad hun skulle sige, eller hvad hun skulle gøre af sig selv. Der opstod en kort, pinlig tavshed i det lille rum, og Mia vidste egntlig godt at det var hende der burde sige noget, da han havde stilt spørgsmålet.
"Jeg har aldrig været ligesom andre af vores slags.... Lad os sige det sådan..." Fik hun til sidst tvunget sig selv til at sige, og et stille, bekræftende nik.

Han forstod egentlig godt hvis han ikke måtte få det at vide, det kunne jo være at det var noget som ikke rigtig skulle komme andre ved, han var jo heller ikke så stolt af hvem han var, det var i hvert fald ikke det han brugte hvis det galte om at gøre indtryk på folk. Med et tålmodigt blik og et par rolige øjne, ventede han på at hun skulle komme med et svar, da han godt kunne fornemme på det hele at det ikke var det nemmeste at snakke om. Så han gav hende den tid hun behøvede for at svarer ham. Forsigtigt lænede han sig op ad væggen ved siden af vindueskarmen, stadig med armene på kors og da hun til sidst kom med et svar, kunne han ikke undgå at føle de havde en del tilfælles..
"Så.. Er vi på en måde ens på det pungt, jeg har heller aldrig været som alle de andre engle," sagde han en anelse tøvende, imens han kiggede ned i jorden, men rettede hurtigt sit blik imod hende igen. "Men.. Hvorfor har du ikke været som de andre?"

Mia havde ikke noget imod at han spurgte ind til hende. Hun kunne faktisk godt lide at snakke om sig selv. Hvis det da bare ikke var om hendes fortid, eller hendes familie. Og det var det her egentlig.... Og så alligevel ikk? Det var jo ikke direkte hendes fortid, for hun var stadig anderledes. Hende den sære, med det store temperament... Hende den mærkelige uden venner... Ja, der var mange betegnelser... Men som man sagde;'Kært barn har mange navne'. Og det passede vel også fint. Bortset fra at hun ikke var i nærmende at være kær... Overhoved ikke!
"Jeg har bare haft andre ønsker og behov, end andre på min alder..." Mia så op på ham med et roligt ansigt, men øjne der flakkede. Hun vidste ikke helt om han ville forstå det, men på den andre side, var de jo ens, som han lige havde påpeget.
"Og så har jeg været igennem ting, som de kun vil møde i mareridt..." Hun sukkede. Hendes barndom havde ikke bare været lutter-lagkage..

Igennem ting som man kun ville møde i et mareridt, de havde altså langt mere tilfælles end Josh gik og troede. De var begge faldne, havde aldrig været som de andre engle og de havde begge været igennem noget, som andre ville se som det rene mareridt. De ville måske ikke indrømme det, en de var mere ens end de gik og troede.. Hvilket på en måde var en god ting for Josh, eftersom han aldrig rigtig havde mødt nogen som ham selv.. Han gengældte det rolige blik som hun sendte ham, men kunne fornemme på det hele at hun ikke var særlig glad for at snakke om det, præcis som ham selv hvis nogen spurgte ham om hans baggrund.. han skammede sig over hvem han var barn af, derfor sagde han det aldrig højt.
"Jeg vil ikke presse dig til at sige hvilket mareridt.. Men, jeg må indrømme at jeg finder dig interessant på en mærkelig måde, måske fordi jeg kan fornemme at vi har meget tilfælles," sagde han og sørgede for at hans stemme var rolig..

//Jeg har skiftet fc, og er nu lyshåret. Skal vi fortsætte som før, eller lave det om?//

Mia sendte ham et søgende blik, da han sagde at han fandt hende intrassant. Selvfølgelig gjorde han da det... Hvem ville ikke det? Hun var da det nærmeste man kunne komme på perfekt, så hva var der at diskutere? Selvfølgelig var hun da intrassant. Intet mindre. Men havde de meget til fælles? Det lød det til, men alligevel var der noget der holdte hende tilbage.
"Men jeg ha ikke hørt om dig? I starten virkede du ikke som en..... En af min slags..." Hun brød sig ikke om ordet engel længere, for hun var ikke stolt af den hun var. Alt andet end stolt af sine forældre. Hun så på ham med et roligt blik, og vidste ikke hvordan hans reaktion ville være. Så hun lod sin aura flyde ud i en beroligende bølge. Det ville måske give ham mere selvtillid...

//Vi kan sagtens fortsætte det ^^//

Han fortsatte med at læne sig op ad muren, uden at røre det mindste på sig, udover brystet der bevægede sig under den sorte t-shirt. Han følte sig på en måde afslappet, end siden første gang han mødte hende og blev fornærmet over den arrogance hun havde vist overfor ham, men nu var det som om at det alt sammen var blevet lagt på hylden og de kunne være afslappet i hinandens tilstedeværelse. Da hun henvendte lidt til at han skulle fortælle om sig selv, stoppede han med at læne sig op ad væggen og rettede sig langsomt op, men havde stadig noget afslappet over sig, så man ikke skulle blive bange for at han ville angribe nogen.
"Altsa jeg.. Er en søn af en dæmon og en engel.. Jeg blev født i en kælder, hvor en masse kvinder blev voldtaget hver dag, en af de kvinder var min mor," fortalte han og kiggede kort på hende med et spørgende blik, inden han tog en lav indånding og fortalte videre. "Derfor er jeg ikke som de andre engle.. Som du nok ville sige.. Jeg har dæmon blod i mig og jeg kan mærke hvordan mørket vil overtage mig nogen gange.." Det sidste blev sagt med en mumlen, inden han kiggede ud af vinduet og betragtede omgivelserne.

//Fint:)//

Mia kunne mærke sin aura flakke om hendes hud, da han begyndte at fortælle om sin barndom i en kælder, hvor kvinder, blandt andet hans egen mor, blev voldtaget. Hun skulle aldrig have spurgt efter hans historie, og hun fortrød med det samme. Hvis ikke det var fordi det var utrolig uhøfligt, og det stadig gjrode ondt, ville hun have holdt sig for ørerne, og var løbet ud af værelset. Hun ville ikke høre mere. Det fik hende til at sammenligne sit eget liv med hans, og fik et lillebitte stik af dårlig samvittighed over, at hun havde været så kold mod ham i starten. For at få tankerne hen på noget andet, begyndte hun med en smule besvær at sætte sig op i sengen, med det røde hår ned om ansigtet. Hun tog sig automatisk til halsen, for at tjekke hendes mods halskæde var der. Det var den. Heldigvis. Mia viste ikke hvad hun ville gøre uden den.
"Det er jeg ked af at høre..." Sagde hun bare, men hendes stemme afslørede ingenting, og det gjrode hendes ansigt heller ikke, da hun sad med ryggen til.

Han kunne fornemme på hende at hun havde fortrudt at hun havde spurgt ham om det, for sådan reagerede de fleste når han fortalte om hans historie. De fik sympati og forstod ikke hvordan han kunne holde det ud, men Josh havde så småt begyndt at vende sig til det. Trods alt kunne han intet gøre ved det og det var fortid, og som hans storebror altid sagde, så skulle man ikke dvæle ved fortiden. Han smilte blidt til hende, inden han kiggede ned på sine håndled, for at dreje dem lidt rundt. Ikke at der var noget at se, men det var som om at det var underligt for ham, at hun pludselig havde sympati for ham, eftersom hun havde været så kold i starten. Men, han kunne bedre forstå det, hvis det var en del af hvem hun var.
"Det skal du ikke være.. Jeg har overlevet og det er det vigtigste," sagde han med et skævt smil på læben, for derefter at gå hen foran Mia, da han bedst havde det med øjenkontakt hvis han snakkede med nogen. "Hvad siger du til at vi tager os noget mad? jeg giver," Han smilte venligt og varmt til hende.

Mia satte sig op i den halvbløde hotelseng og ømmede sig lydløst over sit ben. Det gjrode stadig ondt når hun bøjede i det, men det mærkelige var, at hun ikke helt kunne huske, hvad det var hun havde lavet. Var det dengang hun bukkede under? Var det derfor? Kunne faldet virkelig være så stærkt? Eller var hun bare for tung?
"Jeg har ingen penge på mig nu, men så snart jeg får nogen på mig, lover jeg, at betale dig tilbage..." insisterede hun. Han skulle absolut ikke betale for hendes mad, det kunne hun udemærket godt selv. Intet problem. Og hun skulle også snart have et job, inden hun nåede så langt ud, at hun ikke engang kunne betale for huslejen hos Amun, selvom det ikke var meget.
Hun rejste sig op, og uden at støtte alt for meget på den vestre fod, humpede hun hen til døren, som hun gættede på, førte ud til gangen.
"Kender du vejen?" Spurgte hun over skulderen.