A Fallen.. -Mia Szhirly-

Hun skulle ikke bekymre sig om at betale ham tilbage med det samme, det hastede skam ikke og han ville ikke tvinge hende til at betale ham tilbage, hvis det ikke var det nemmeste for hende. Selv havde han svært ved at tjene penge, men han havde da formået at tjene dem lidt rundt omkring, ved at servere mad og gøre andre ting for folk, som ikke selv lige havde tid til at gøre tingene. På den måde overlevede han, indtil han en dag slog sig ned et sted og fik sig et rigtigt job. Han smilte blidt til hende, hvor han derefter rystede på hovedet.
"Det skal du ikke tænke så meget over," sagde han og rettede sig op, strækkede sig en anelse, inden han fulgte med hende hen til døren og blev ved med at gå, selvom hun stoppede op og spurgte ham om noget. "Jep, bare følg med mig," Han smilte en sidste gang til hende, inden han gik igennem den smalle gang og ned af trapperne, hvor en lille krostue afslørede sig for deres blikke.. Der duftede af mad og stemningen så ud til at være god..

Mia smilede skævt, men kort til Josh ds han gik forbi hende ud af døren, men så snart han så væk, blev hendes ansigt igen neutralt. Hun havde svært ved at smile. Og det havde hun altid haft. Hvrofor vidste hun ikke. Det havde langt de fleste andre engle, da selv Josh som ogs var falden... Men det var som om det gjrode ondt i hendes kæber, hvis hun skulle tvinge dem op i et falsk smil. Så skulle det virkelig være fordi hun smilte ægte...
De drejede ned af gangen, hvor der for enden lå noget der duftede af mad. Det viste sig at være en krostue, sikkert den Josh havde snakket om, og hun kunne mærke hvordan det vendte sig i maven på hende. Hvrofor var hun pludselig så sulten? Hun havde spist lige før hun var taget hjemme fra Amun og Sylar, for at gå på opdagelser, men så kunne hun da ikke allerede være sulten? Hun prøvede at holde trit med Josh, så hun ikke ville sakke bagud, og blive væk i mængden af fremmede, lalleglade mennesker, som så ud til at hygge sig gevaldigt. Det var næsten til at få kvalme af..

Duften af mad, fik Josh mave tilat rume højlydt, hvilket fik ham til at lægge sine arme om den, for at se om han kunne dæmpe dets råb om mad en smule. Han undslap en klukken, inden han kiggede rundt i krostuen, imens han gik med afslappede bevægelser ned af trappen. Det så ikke ud til at de mænd der før havde jagtet dem, var nogen stedet at se, hvilket fik ham til at ånde lettet ud, eftersom han ikke havde energi nok til at slås imod nogen lige nu. Han havde bare brug for at slappe af, få lidt mad og sidde stille for at hvile sine ben et par minutter. Spørgende så han om på Mia, med et frisk glimt i de chokoladebrune øjne.
"Hvad kunne du så tænke dig at spise, jeg tror de servere alt her, bortset fra sjæle og blod," sagde han, efterfulgt af et lille grin, da han godt vidste at det ikke var det hun spiste, men den skulle nu også mere være rettet imod vampyrer og dæmoner. Da de kom for enden af trappen, gik han med fortsatte afslappede bevægelser hen imod baren, uden at bemærke de spørgende blikke der faldt på ham og Mia.

Mia så sig rundt i den lille krostue, og forventede næsten at der hver sekundt, ville hoppe en af de hætteklædte mænd, frem fra skyggerne. Efter Josh' attitude at dømme, var han blevet mere afslappende og glad, og det gjrode hende nervøs. Hun kendte ham stadig ikke helt, selvom han havde reddet hende liv. Måske var dte her alligvel en fælle, af en eller anden art? Måske var det et trick, som han lavede for en anden, så han kunne få penge for det? Hvrofor skulle han ellers redde en helt fremmed? Det gav jo absolut ingen mening! Han kunne da være fuldstændig ligeglad med, om de hætteklædte mænd havde suget hendes sjæl, eller drukket hendes blod. Men det havde han ikke været. Hvorfor? Ja, hvorfor ikke? Havde hun selv reddet en fremmed, hvis hun havde været i hans sted?
Hendes tanker blev brudt, da han pludselig spurgte om noget, og med et forvirret blik, så hun sig om, da de pludselig stod nede i en kælder, foran en bar.
"Jeg er vegetar..." Svarede hun bare, og så sig om. Hun brød sig ikke om føelsen af, at nogen stirrede på hende...

Josh havde ingen bagtanke om at føre Mia ud i en fælde, og hvis hun spurgte ham om hvorfor han havde reddet hende, ville han bare svarer at han ikke kunne lade hende i stikken, da det ikke rigtig føltes rigtigt for ham. Måske var det engle blodet der kørte rundt i kroppen på ham, der gjorde at han hjalp hende, eller måske havde han følt en beskytter trang overfor hende, han vidste det virkelig ikke. Men, en ting var sikkert, han ville ikke gøre hende ondt, der kunne hun være helt rolig. De væsner der kiggede på dem, kiggede hurtigt væk, så snart de så at Mia havde bemærket dem. De var heller ikke fjender, blot nysgerrige væsner, der så de nyankommende an.. Josh havde vendt sig en smule til det, selvom han heller ikke brød sig vildt meget om det.
"Så.. Skal jeg bestille en salat til dig?" spurgte han med et venligt smil og så spørgende på hende. Et kort øjeblik kiggede han selv rundt i kroen, hvor han mødte et blik fra forskellige væsner, der hurtigt kiggede væk igen.

Mia nikkede bare til hans spørgsmål om at han skulle bestille en salat til hende. Det passede hende fint, bare der ikk var kød i. For ellers var hun ikke særlig kræsen, og kunne sagtens side og spise med en anden, som spiste kød. Hun ville bare ikke selv sætte tænderne i det. Det var bare for klamt! Tænk at spise noget, der engang havde været levende og haft føelser... Det var blandt andet én af de ting hun havde lært, i de mange år, hun havde boet alene i skoven. Men ville under normale omstændigheder bliver skør i bolden, hvis man ikke snakkede med nogen, eller på den måde fik kærlighed og venskab fra andre, men hun havde klaret sig i dyrernes selvskab... Hun havde haft en gammel, skadet kanin, som hun havde passet og plejet, og alle andre dyr havde fået fri adgang til hendes hule. Men noget havde hun da lavet af, og æg og fisk, kunne hun da godt finde på at spise.. Og det var altid sjovest, når man fangede fiskene selv...
"Hvor skal vi sætte os hen?" Spurgte hun, uden at se på Josh, mens hun fik alle andre, som kiggede på dem, til at se den anden vej, eller ned i bordet. Det var bare ikke pænt at stirre!

Da hun nikkede, smilte han skævt, inden han gik hen til baren for at bestille deres mad. Selvom han var van til at bede om mad, fra når han havde taget nattevagter som en tjener, så var det som om at hver gang han kom hen til kromutteren, at hun sendte ham et spørgende blik, som havde han et eller andet siddende i ansigtet. Senere var han dog blevet enig med sig selv om, at det var pga. hans aura ikke var lys, som den kunne have været og der på en måde var et slags mørke omkring ham. Heldigvis var det ikke så slemt at folk flygtede.. Mia stemme suste forbi ham, hvilket fik ham til at kigge sig over skulderen, hvor han så kort på hende, inden han kiggede søgende rundt i krostuen.
"Du finder bare en plads, så kommer jeg med vores mad lige om lidt," sagde han med et smil og henvendte sig til baren igen, hvor kromutteren stadig var igang med at lave deres mad. Så snart maden kom til dem, tog han imod dem og satte sig der, hvor Mia nu havde fundte pladser til dem.

Mia nikkede bare kort, med et udtryksløst ansigt, da han svarede på hendes spørgsmål, og lod hende vælge selv. Sådan kunne hun også bedst lide det. Der var ikke nogen der skulle bestemme over hende, når der var noget hun ikke ville, eller ikke havde lyst til. Men i det her tilfælde, var hun faktisk lidt ligeglad. Hun var bare sulten, og så ville hun egentlig bare gerne væk fra alle de stirrede blikke, der konstant hvilede på hende. Hvrofor gloede folk på den måde? Havde hun spildt noget på sin trøje? Langsomt og næsten ubemærket så hun ned af sig selv. En mindre gisp hoppede over hendes læber, da hun opdagede hvad det var, folk kiggede på. Med hurtige og målrettede skridt gik hun hen til at tomt bord, og sendte et vredt dræberblik til endnu en ung man, hvis øjne hvilede på hende. Hvrofor havde Josh ikke sagt noget? Hvorfor havde han ikke advaret hende? Var det fordi han var ude på at ydmyge hende? Da han satte sig foran hende med deres mad, så hun bare på ham med et vredt blik, og da hun sagde nogen, var det kun en hvæssen.
"Hvofor har du ikke sagt, at jeg havde hul i min bluese?" Hendes øjne var knebet sammen i vrede.

Det overraskede ham en lille smule at det var et vredt blik hun sendte ham, samt hvæste af ham, i stedet for at tale normalt med ham. Et hul i hendes bluse? Hvad pokker fablede hun om? Han havde ikke set noget hul i hendes bluse, hvorfor skulle han også gå og kigge efter sådan noget. Som havde hun kastet et eller andet i hovedet på ham, løftede han forvirret på et øjenbryn og kiggede hende i øjnene, forsøgte ikke engang på at finde det hul i hendes trøje, da det nok ville være meget uhøfligt at gøre.
"Jeg aner ikke hvad du snakker om?" sagde han til hende og så væk fra hende, for at skubbe hendes tallerken hen foran hende. "Jeg har ikke set noget hul i din trøje, så hvorfor skulle jeg have sagt det til dig?"

//Ik så meget krea.. Sorry :3//

//Haha, det er okay..x3//

Det var mere middagsmad end aftensmad, selvom det mere føltes som langt ud på natten. Det var sikkert skoven, der gjorde det hele! Den havde været så mørk, at man ikke havde kunnet se solen, og derfor havde hun nok fået en anden opfattelse af dagens rutiner. Men hun kunne mærke langt ned i maven at hun var sulten, og så længselssfuldt efter den tallerken Josh skubbede hen til hende. Men hun holdte sig lidt endnu og så bare på ham med vantro øjne. Der var et mellemstort hul i hendes trøje, og så havde han ikke engang opdaget det? Hendes øjenbryn løsnede sig en smule fra den mistænksomme mine, og hun fat om gaflen, og stak lidt i salaten inden hun puttede noget i munden. Det smagte bedre end hun havde forventet, men hendes ansigt var stadig udtryksløst. Hun viste ikke engang hvor sulten hun var, og spiste bare stille og roligt i et roligt tempo. Hun skulle ikke nyde noget af flere nysgerrige blikke...

Måske skulle han have haft lagt mærke til hullet, men når man ikke tænkte videre over det, lagde man vel ikke mærke til sådan noget. Det gik pludselig op for ham, at han selv kunne risikere at have et hul et eller andet sted, da han trods alt også havde haft kæmpet imod mændene. Hurtigt kiggede han ned for at se om der var noget, der var et lille hulv ved starten af trøjen, men ellers ikke andet. Et løft på skuldren var hans reaktion til det, inden han tog sin gaffel i hånden og begyndte at spise af sin mad. Da han smagte den dejlige smag på tungen, kunne han mærke sulten presse på, så han var slet ikke i tvivl om han skulle tage en næste bid. Folk rundt omkring i kroen kiggede ikke længere på dem, de havde for længst henvendt sig til deres egen samtale igen, hvilket Josh havde kunne regne ud fra starten af at de ville.. Han fortsatte med at spise..

Mia sad bare lidt og tyggede på sin salat, og da hun var færdig, tog hun endnu noget op på sin gaffel, og stak det i munden. Det sad lidt i tavshed og spiste, mens Mias tanker fløj rundt på alt muligt. Stort og småt. Vigtigt og ligegyldigt. Hvad ville Amun ikke sige, når hun kom så sent hjem? Og hvad var klokken egentlig? Det var svært at bedømme, men på den anden side, kunne det jo være ligemeget... Mia var gammel og erfaren nok til at kunne klare sig selv, så det behøvede veninden faktisk ikke at bekymre sig om... Dog vidste Mia, at Amun ville gøre det med sikkerhed, allligevel... Sådan var det bare. Skøn tøs. Umulig ikke at elske, når man lærte hende at kende...

//ingen krea, Sry!//

//helt i orden ^^//

Der var tavshed til stede.. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, men nu sad de jo også og spiste, så det ville nok ikke være det mest lækre at snakke med mad i munden. Dog brød han sig ikke meget om stilhed, så langsomt begyndte han at opdigte noget de kunne snakke om oppe i sit hovede. Det var ikke nemt at finde noget at snakke om, derfor gav han sig til at kigge rundt, for at se om han kunne finde noget at tale om der, og ligesom man troede der ikke var noget han kunne nævne. Kom en stor mand ind ad døren, lod den ramme væggen og skabe uro i hele det lille kroværelse. Med en grynt, satte han sig ved et bord og smed sine beskidte støvler op på det og lænede sig tilbage i stolen, lod sin underlig cowboyhat dække sit snavsede ansigt.
"Lige når man troede at man ikke kunne opleve mere i dag," mumlede Josh og kiggede hen på Mia, med et lille skævt smil, som et lille tegn til at han hentydede til den larmende mand.

Mia sad lidt i sine egne tanker, da der pludselig lød et højt knald, da en høj og bred mand, brutalt kom ind i den lille krostue, efter at have smadret den lille, skøbelige dør mod væggen. Hvad var det for en opførelse, når ingen havde gjort ham noget? Havde bildte han sige ind, bare at komme og forstyrre fredelige væsner i at spise et godt måltid middagsmad i fred og ro? Hvem troede han lige han var..? Det giblede i fingrene på hende, og hun kunne mærke hvordan hendes store temperament begyndte at boble, inden det ville flyde over. Det var en af hendes mange svagheder, som hun ogs kunne bruge til noget positivt... Bare ikke nu. Hun havde lyst til at rejse sig og gå op for at fortælle manden hvor dum og uhøflig han var, men noget indeni hende, fortalte hende, at hun ikke burde gøre det. Både fordi han tydeligvis var både stærkere og mere magtfuld end hende selv, men også fordi hun pg Josh lige var blevet overfaldet, og hun ikke ville have at han skulle redde hende endnu engang. Det ville ødelægge hendes stolthed... Og så havde hun desuden heller ikke et våben længere...
"Ja, det må du nok have lov at sige..." Svarede hun bare, og tog endnu en mundfuld salat, mens hun betraktede manden.

Manden bemærkede godt de to unge engle sendte ham blikke, men i stedet for at krybbe sig flovt tilbage, smilte han bare triumferende og rejste sig op, og gjorde tegn til at han var på vej over til dem, hvilket fik Josh til at være klar på at forsvare ham og Mia, hvis det var det som skulle til. Manden var en lusket satan, man kunne se i de gyldne øjne at han ønskede ballade og på det lumske smil at han vidste hvad det var han ville. Normalt ville Josh himle med øjnene over en mand som ham, men af en eller anden grund, var han mere på vagt overfor denne mand, i stedet for at tage ham useriøst.
"Så, i ungle englebasser," sagde han og trak en stol hen til deres bord, som han så gelant svingede rundt, inden han satte sig omvendt på den med armene lænende på ryglænet. "Hvad laver i helt alene på sådan en kro? behøver i ikke jeres forældre?" han smilte hånende, så Josh havde lyst til at kaste sin mad i hovedet af ham. Forældre? Troede han de var pattebørn eller hvad? Han sendte ham et blik fyldt med lyn og vrissede.
"Og hvad mig dig selv? jeg kan da ikke se af dine forældre er i nærheden?"
Manden løftede på et øjenbryn af Josh, inden han brød ud i latter og lod en hånd klappe Josh på ryggen, imellem skulderbladene.
"jamen jamen, du kan svarer igen, respekt knægt,"

Mande kom nærmere deres bord, og det var tydeligt, at det var hende og Josh han gik efter. Dette fik Mia til at spænde hver en muskel i hendes krop, hun slap sin kniv, og lagde hånden, knyttet, i skødet, men holdte stadig om gaffelen med et krampagtigt greb. Mande. Kom hen og satte sig omvendt på en stol, ved hendes højre side. Hun prøvede først at ignorer alt hvad han sagde og gjorde, men det var svært. Det var uforskammet det han gjorde, og hvis ikke det var fordi hun vidste konsekvenserne og fordi hun ikke ville rodes ud i flere problemer, havde hun stukket ham en flad, på siden af hovedet. Og hun havde desuden heller ikke noget våben... Kun den her gaffel. Måske kunne den også bruges?
Josh svarede manden igen, og Mia skjulte sin forbløffelse så godt hun kunne. Måske var Josh slet ikke så tosset igen? Måske kunne han være en nyttig følgesven? Måske ville de blive et godt makker-par? Han var ihvertfald det tætteste hun nogensinde ville komme på en rigtig ven. Ligemeget om hun ville indrømme det eller ej.
"Bland dig udenom!"Vrissede hun lavtrin manden, som bare så underligt på hende, som om hun havde sagt noget på et helt andet sprog.

Manden nød skam bare at se de små engle være irriteret over ham, hvilket var en af grundene til at han i stedet for at gå sin vej, bare blev siddende på stolen og lod som om at han ejede halvdelen af verden. Eller hele verden, hans ego skulle vel have den anden halvdel.
Josh forstod det ærgeligt talt ikke, hvad ville en mand som dem, mon med dem? Og hvad han end ville, så var det forhåbetlig ikke noget som de kunne undgå. Manden lignede jo en anden udgave af Indiana Jones for pokker, der kunne umuligt ikke være problemer hængende over hovedet på ham. Med et knips fra mandens behandskede hænder, kom en tjener hen til dem. Selv tjeneren lignede en der allermest havde lyst til at gå sin vej, men ikke turde det. Han bestilte en drink og viftede derefter med hånden, for at få tjeneren til at smutte.
"Slap af, jeg vil her ikke noget ondt, jeg vil bare snakke med jer," sagde han og trak en smøg op af lommen, som han så sjusket fik sat ild til med en tændstik. "Hvad laver i egentlig her huh?"

Mia var stadig utryg ved mandens tilstedeværelse, og sad med hver en muskel i hendes krop, spændt op som strengen på en bue, der lige skulle til at skyde sin pil afsted mod målet. Hvorfor vidste hun ikke. Hun havde været i samme rum med nogle, der var større end han, og alligevel havde hun det skidt i hans selvskab. Hun vidste hun ikke kunne stole på ham. Han påstod at han ikke ville gøre dem noget ondt, og at han tilogmed var deres ven, men hun vidste han løj. Kunne ikke stole på ham. Under bordet knyttede hun hænderne i et stramt greb om luften, mens hun bed tænderne sammen. Med et enkelt skævende og advarende blik på Josh, så hun på manden med en ligegyldig mine.
"Hvad tror du vi laver?" Spurgte hun og nikkede med hovedet imod tallerknerne, som nu begge lå stille, uden at være i brug. "Vi spiser selvfølgelig!"

Josh lå godt mærke til det advarende blik fra Mia, og han kunne ærgelig talt ikke være mere enig omkring det! Han hadede den måde manden bare kom svansende på og ikke nok med det, så tillod han sig at lege kong gulerød og endda sige til dem at han ikke ville dem noget ondt, selvom Josh kunne fornemme hvordan ondskaben og et lumsk smil lurede bag det beskidte ansigt og cowboyhatten. Han himlede med øjnene over manden, tog en ny bid af sin mad, imens der langsomt voksede et smil på hans læber over den måde Mia snakkede til manden på. Han kunne ikke have sagt det bedre selv! Manden klukkede over Mias komentar, og lige da han skulle til at svarer hende, kom tjeneren gående med hans drink og han måtte vente lidt. Josh så en chance til at sende et advarende blik tilbage til Mia, et blik der betød at de måtte være på vagt overfor ham! Manden tog imod drinken og sendte endnu engang tjeneren væk.
"Jeg kan se i spiser ja, men hvad laver i på kroen? har i ikke små gode gerninger der skal gøres?" Han så skiftevis på dem begge. Josh sendte ham et dræberblik.
"Til din oritering, så har vi bedre ting at give os til end det og du har vist ikke så forstand på engle som du tror," mumlede han irritabelt og tog en ny bid af sin mad.

Mia ignorerede mandens klukken over hendes svar. Så sjovt kunne det da heller ikke være? De var bare en helt almindelig måde at svare igen på? Nok den mestbrugte i folkeskolen! Så hvorfor grinede han af det? Så morsomt var det jo heller ikke? Havde han aldrig hørt nogen sige sådan før? Eller grinede han af hende? Mia knyttede hænderne på ny. Han skulle ikke komme her og tro han var noget, og så tilogmed grine af hende! Det var simpelthen for meget!
"Så vidt jeg ved, er det for det meste kun skytsengle der gør, synlige, gode gerninger! Og hvis jeg var din skytsengel, vil jeg ihvertfald begå selvmord før eller siden!" fnøs hun, og skubbede sin tallerken længere ind på bordet. Hun var ikke længere bange for manden med cowboyhatten. Hun synes bare han var åndssvag!
Johs blik sagde hende ingenting. Alligevel vendte hun sig mod ham, og. Lagde sin gaffel.
"Kom, Josh! Vi går!"

Josh nikkede til hende og rejste sig hurtigt op, men inden de nåede at gå ret langt, råbte manden efter dem, tikkede dem om at de ikke måtte gå, men da det ikke virkede råbte han til sidst noget som fangede Josh opmærksomhed med det samme.
"Jeg kender til noget som i helt sikker vil syndes om! Jeg kan give jer det i ønsker for pokker, jeg har brug for jeres hjælp, har i nogensinde hørt om sandheds spejlet? Kom nu i to! I lige sådan et par unge engle jeg kan bruge til denne mission!" Josh vendte sig nysgerrigt om imod ham, med armene på kors og et løftede øjenbryn. Sandheds spejlet? nej, det sagde ham egentlig ikke noget, men af en eller anden grund lød det interessant. Han kiggede spørgende hen på Mia, for at se om hun også tænkte det samme, eller om hun havde lyst til at gå.

Mia rullede med øjnene? Sandhedens Spejl? Hvad var nu det for noget? Et spejl, hvori man kunne se sandheden? Mia tænkte sig kort om, og så så på Josh. Hun kunne ikke umildbart komme i tanke om noget, hun ville vide sandheden om. Jo, måske én ting, men det var noget hun godt selv kunne spørge vedkommende om. Ikke noget hun ville følge med dén mand, for at se. Og helt ærligt. Et spejl? Hvem troede han lige de var? Et Par duller, der ikke kunne gå to meter, uden at kigge sig selv i spejlet? Det var helt sikkert en fælde! Men alligevel var hun nysgerrig...
" Så, nu vil du lige pludselig også bruge os? Kan du ikke bare selv gå frem til dette 'Sandheds Spejl'? Det kan da ikke være så svært!" Mia satte hænderne i siden. Hun kunne ærlig talt ikke se, hvorfor et sådant muskelbundt som ham, så bruge to (mere eller mindre) uskyldige engle til at finde et spejl? Ville han bruge dem som sporhunde, eller var det en form for slaveri?
"Nåhjo, du skal passe på, at spejlet ikke bider dig!" Sagde hun sarkastisk, og så igen på Josh. Han måtte tage beslutningen.

Et spejl.. Sandhedens spejl.. Der var måske et par sandheder han gerne ville høre, men det var egentlig ikke nogen som var så vigtige igen at han ville rejse underworld rundt for at finde den. Havde han fået tilbudt dette spejl for bare over et år siden, så ville han med det samme sige ja, for der vidste han ingenting om hvem han var. Men, nu var det som om at han vidste for meget og han vidste at sandhederne gjorde ondt, så egentlig ønskede han ikke at få mere at vide. Desværre var han typen der elskede et godt eventyr og hvem vidste om hvis de sagde nej, at de så havde sagt nej til måske en livs oplevelse? Han bed sig tøvende i underlæben og kløede sig omme bag i nakken, han vidste ikke hvad han skulle svare.. Ja, eller nej.. Til sidst gav han dog op og nikkede til manden. "Jeg siger ja, men ikke for din skyld, men for at opleve noget i mit liv," Han kiggede spørgende hen på Mia og det samme gjorde manden.

Mia var forbløffet. Nej, mere end det. Forbløffet var et tamt ord. Forbavset var langt bedre. Men hvorfor var hun forbløffet? Hendes blik var stift rettet mod Josh, og en af de blonde lokker var gledet ned foran hendes øjne, men hun fjernede den bare fraværende. Hvad havde den mand gang i? Var han syg i hovedet? Stolede han virkelig på den mand, der, som stod og sagde at han ville vise dem et spejl der fortalt sandheden. Det lød jo som en eller andre lam slutning på et lykkeligt eventyr. Og det gav hende kvalme. Hvorfor var manden der overhoved? Ville han sådan, bare uden videre, give dem en oplevelse for livet? Var Josh rablende gal? Mia havde endelig troet, at hun kunne finde en loyal og trofast ven, og så var han kraftedeme sindssyg!
Der stak et eller andet under, det var hun ikke på. Man gav ikke bare andre noget, uden at få noget tilbage. Det vidste enhver da, og forhåbentligt også Josh.
"Og hvad vil vi så få ud af at finde dette 'magiske spejl'? Er det så svært at finde, at du skal have to 'søde, små, englebasser' til at hjælpe dig...?" Mia havde vendt sig om mod manden, og slap en bølgende varm aura ud. Men sarkasmen var stor i hendes spørgsmål, selvom hun blinkede heftigt med de lange øjenvipper og prøvede at se rigtig artig og uskyldig ud.

Stolede han på manden? nej, så absolut ikke. Havde han en plan i tankerne? ja, selvfølgelig havde han det. Josh var mange ting, men han var ikke dum eller rablende sindssyg som Mia kaldte det. Han havde forudset at hvis de sagde nej til manden, ville han sikkert forfølge dem indtil de sagde ja, så hvorfor ikke sige ja og derefter stikke af fra ham, uden han bemærkede det? han regnede vel ikke med at to englebasser, som han kaldte dem kunne finde på at.. hvordan skulle man sige det pænt.. narre ham? da Mia kiggede på ham, sørgede han for at blinke til hende, som et tegn på at hun snart skulle gøre sig klar til at løbe sin vej fra denne mand. Ja, han elskede et eventyr, men manden foran dem virkede alt for underlig til at han ville tage på et eventyr med ham! Eller, opdagelse, hvad man nu kalde det. Han lagde armene på kors, lod Mia tale ud imens han kiggede rundt efter noget der skulle aflede mandens opmærksomhed.
Manden smilte over Mia, han faldt tydeligvis for at hun virkede uskyldige med sine lange øjenvipper og et blik man ikke kunne stå for.
"I virker til at være to gode englebasser at have med sig.." sagde han og smilte til hende, med et fedtende smil. "Trods alt kan i jo.." Han blev afbrudt da hele krostuen pludselig var fyldt med damp og man intet ville være i stand til at se. Krodamen råbte og skreg, ville vide hvem der havde gjort det og midt alt mytteriet havde Josh taget Mia i hånden og trak hende ud af kroen. Så snart de var ude, sendte han hende et smil og et nik til at de skulle løbe videre, for manden ville ikke bare lade dem undslippe så let.