A Fallen.. -Mia Szhirly-

Judy løftede svagt på sine skuldre, inden hun skar den sidste kartoffel over med den lille hobbykniv. "Bare af ren nysgerrighed, for at starte et samtale emne," Hun sendte et af sine varme smil. Et smil ligeså varmt som solens stråler. Med de nyskårede kartofler i sine tynde hænder formede som en skål, gik hun hen imod den kogende gryde og smed dem ned til de andre rodfrugter. Hun klappede tilfredst sine hænder sammen. "Hvordan går det med tomaterne?" spurgte hun, mens hun havde drejet hovedet om, for at se på Mia. Det blev ikke sagt med en stemme der var fyldt med jag. Hendes stemme var rolig og flydende, nærmest som det smukkeste violin spil eller rislende vand i en flod.
Hun begyndte langsomt at røre i gryden med en gammel træske. "Hvis jeg må vide det min kære, hvad skete der med din familie?" Det blev spurgt roligt og forstående.

Mia var ikke meget for at snakke om sin familie, selvom det var lang tid siden det var sket. Minderne om branden der dræbte begge hendes forældre, stod stadig klart i hendes ærindringer, selvom hun forgæves prøvede at glemme dem. Mareridtene var der også stadig. Så sent som for et par dage siden, vat hun vågnet op, våd af sved, ved sit eget skrig. Hvornår ville det holde op? Aldrig? Skulle hun leve med mindene om hendes brændende forældre? Flammer mod englekød?
"Festhuset brændte... De prøvede at slukke ilden, men omkom selv.." Mia prøvede at kontrollere sin stemme, men hendes hænder rystede, og hun gjorde plads, så Judy kunne tage de tomater hun netop var blevet færdig med at skære ud.
Mia havde aldrig været god til sandheden.. Der var altid en eller anden lille, hvid løgn med i det hun sagde, selvom hun ikke rigtig tænkte over det. Men det var ikke noget hun havde dårlig samvittighed over. Især ikke, når det var personer der ikke betød noget for hende, der modtog løgnen. Og denne kvinde kunne prøve så meget hun ville. Men Mia ville aldrig fortælle om hendes bror. Den eneste bror hun nogensinde havde haft. Ham, hvis død hun slev var skyld i.

Judy kunne ikke tro sine egne øre, det var jo forfærdeligt hvad dette pigebarn havde været ude for! Hun smilte svagt til hende, for derefter at ligge en rolig, lille og beroligende hånd på hendes skulder, lige der ved siden af hende selv. Det tog dog ikke lang tid for hende at fjerne den igen.
"Det gør mig ondt, jeg ved hvordan det er at miste nogen man holder af," mumlede hun svagt. Træskeen lagde hun nær komfuret. "Du kan bare gå ind til Josh igen, jeg klarer den herude," Hun blinkede til hende, vendte ryggen til og gav sig til at rode nede i et skab. De klingrende gryder gav genlød igennem hele det lille hus.

Inde i stuen sad Josh i sofaen, lod varmen fra kaminens smukke ild varme hans hud. Han sad med sine brune øjne lukkede i.. På gulvet sad den unge pige engel og legede med sin bamse..

//Beklager lorte svaret.. min krea er nede ved bunden.. :3

Mia gjorde sig klar, forberedte sig, til at skulle forsvare sig selv og de egoistiske handlinger der hang over hendes fortid. Men i stedet for flere spørgsmål, lagde Judy bare en beroligende hånd på hendes skulder, og det fik hende til at trække vejret roligere. Hun så på den midelaldrende kvinde med de blå øjne, da hun sagde at hun bare skulle gå ind til Josh igen. Hun formede et lydløst 'Tak' med læberne, og forlod køkkenet.
Hun burde ikke smile. Men det gjorde hun alligevel. Hun burde ikke lade nogen komme så tæt ind på hende, men hun var begyndt at holde af Josh. Og Judy, og de to små piger i huset. Hvordan ville dette mon ende?
"Hej?" Smilede Mia og satte sig ned i sofaen ved siden af Josh's stol, så hun kunne se ind i pejsen.

Den lille pige Cally sendte Mia et genert smil, hvor hun derefter kiggede ned på sin bamse med det samme igen. De lange børnelokker skinnede som guld i lyset fra ilden. Bamsen hun legede med manglede et øje og så egentlig ret så slidt ud. De var ikke den rigeste familie, men, de var lykkelig alligevel og det var vel hele pointen.
Josh bemærkede Mia satte sig ved siden af ham. Han sendte hende et venskabeligt smil, inden han adskilte sine smalle læber, for at sige hej. Cally fortsatte med at lege med bamsen. Det var som om hun var i sin egen lille drømme verden.
"Hvad fik hun dig så til at lave?" spurgte Josh og så over på Mia. Hans brune øjne fik en ravngylden farve i lyset fra ilden, præcis ligesom Callys lokker blev gyldne. Josh måtte indrømme at han var begyndt at holde af Mia. Allerede nu så han hende som en veninde der kunne snakkes med, i alle former for situationer. Han valgte dog at holde det tilbage. Man skulle passe på med at sætte næsen for højt op efter noget.

Den lille pige med den slidte bamse, smilede et kort øjeblik til Mia, genert, men det var alligevel nok til at Mia fik en varm følelse indeni. Det var længe siden hun havde set et barn.. Joh, hun havde selvfølgelig set Amuns lille søn, da hun boede hos dem, men det var ikke det samme som det her. Pigen fik Mia til at smile. Nok fordi hun kunne se lidt af sig selv i hende. Fra hendes barndom... Før ulykken med hendes forældre... Det var rørende at tænke på.
"Årh, jeg skulle bare skære tomater..." Hun svarede Josh venligt, men uden at se på ham. Hun kunne simpelthen ikke få øjnene fra den lille pige.
"Hvorfor spørger du?" Hun tvang sig selv til at se på ham med de blå øjne, og hovedet let på skrå.

Cally bemærkede ikke at Mia så på hende, lige indtil hun endelig drejede hovedet hen imod dem. De barnerøde kinder var blevet en anelse mere røde i nærheden af ilden. Hun sendte Mia et genert smil. Cally mindede meget om en skrøbelig blomst der ikke var sprunget ud, hun var yndig, men samtidig så skrøbelig og sky. Hurtigt kiggede hun på bamsen igen. Isabella der havde taget imod Josh først, kom nu løbende ind. Hendes smukke sølv lokker svingede elegant rundt om hovedet på hende. Størrelsen på hende afslørede at hun var den ældste af de to døtre. Hun satte sig ved siden af Cally og snart startede de to søstre med at lege sammen.
Josh smilte ved synet af dem. Lyden af Mias stemme fik ham dog til at kigge hen på hende igen. "Åh ikke for noget, bare nysgerrig, hun får nemlig altid en til at skære grøntsager," Han lod en lille latter undslippe ham ved tanken. "Det er spøjst hvor vi er endt henne hva Mia?" Han så ned på pigerne igen. Deres lange lokker blev lyst op af ilden. Callys lignede guld og Isabellas sølv. "I starten var vi tæt på at være gået fra hinanden," Han smilte svagt, men så ikke på hende.

Den anden pige, som før var faldet Josh i armene, sluttede sig nu til den første pige med bamsen. De var meget forskellige af udseende, men der var alligevel træk der fortalte at de sagtens kunne være søskende. Måske endda børn af Judy? Den ældste lignede hende ret meget..
"Ja, jeg hadede dig faktisk ret meget i starten..." Sammentyggede hun med et svagt smil på læberne og så på ham. Der var ikke noget at skjule der, for hun var ret sikker på, at han havde det på sammen måde.. Ingen af dem, havde været særlig søde ved hinanden..
"Men jeg blev vidst klogere..." Smilede hun nu og vendte hele sin opmærksomhed mod ham. "Og det er jeg glad for!"

Børnene på gulvet, var døtre af Judy. Døtre hun var stolte af. Hun tog sig af dem med alt sin kærlighed, gav dem mad og sørgede for, at de aldrig manglede noget. En hær på legetøj var dog desværre ikke det hun kunne give dem, men, hun kunne give dem kærlighed til de kunne drukne i det! Judy var en kærlig mor. En særlig en slagsen, der elskede nye personligheder, som Mia nok allerede havde opdaget.
Den ene af pigerne, Isabella med de lange sølv lokker, så op på både Josh og Mia, med et blik der var nysgerrigt og samtidig en smule jaloux. "Er i to kærester?". Cally besluttede sig for at deltage samtalen, ved at kigge op på dem, ligesom Isabella gjorde, dog ikke med det samme blik.
Josh rystede på hovedet med et kærligt grin sivende ud imellem sine læber. "Nej, det er vi ikke Isabella, vi er blot gode venner," Han så hen på Mia. Grinet havde stadig ikke forladt ham. "Rigtig gode venner," Han stoppede nu med at grine og sendte hende et venskabeligt smil.

Da det var akavet bare at kigge på hinanden i længden, vendte Mia hovedet mod pejsen igen, som om det var den mest naturlige ting i hele verden. Hun lod håret glide ned over hendes skulder, så det dækkede den ene halvdel af hendes ansigt, så Josh ikke kunne se at hun betragtede de to piger i smug. De vækkede så mange minder i hende at det næsten gjorde ondt. Men der var også noget ved pigerne der glædede hende. Noget hun ikke kunne påpege, men som gik hende til at ø ske hun bare kunne blive sidde de her.
"Er I to kærester?" Isabellas spørgsmål ramte Mia hårdt og hun spærrede overrasket øjnene op. Det faktum at hun havde været fuldstændig uforberedt på dette, gjorde hende mundlam. Heldigvis tog Josh ordet og forsvarede dem begge. Det var hun ham meget taknemlig for. Da hun endelig havde samlet sig, fjernede hun håret med en let bevægelse med hånden og nikkede svagt til pigerne. Rigtig gode venner. Det lille strejf af jalousi fik tankerne til at vælte rundt i hendes hovede. Var den lille pige jaloux på hende?
"Jeg har en kæreste.." Hviskede hun med et fjernt blik ind i ilden.

Isabella nikkede med et tilfredst smil på sine læber. Hun henvendte sig til bamsen og Cally igen. Jalousien i hendes øjne havde ikke været noget alvorligt, man kunne vel bare sige at Isabella havde en lille barneforelskelse i Josh og derfor var nysgerrig omkring Mia og hans forhold. Man skulle holde sine konkurrenter tætte ikke sandt? Josh bemærkede godt Mias hvisken, samt det fjerne blik ind i ildens hypnotiserende farver. Automatisk satte han hovedet en anelse på skrå. "sagde du noget Mia?" han hviskede det forsigtigt til hende. Det skulle jo nødig afbryde pigerne i deres leg.
En rumsteren ude for køkkenet og inden længe stod Judy inde i stuen, foran kaminen og imellem sine døtre. Ilden reflekterede sig på Judy fejlfrie hud. I hånden stod hun med et fad, hvor en masse kokoskager prægede med deres loggende duft. Hun stillede fadet fra sig på sofabordet. "Tag for jer, de er lige blevet færdige," hun rodede begge sine døtre i håret og sendte Josh og Mia et smil, inden hun igen forsvandt inde bag muren ud til køkkenet.
Pigerne tog glædeligt hver især en kokos kage og guffede den i sig.

"Sagde du noget, Mia?" Josh' stemme vækkede hende fra den fjerne stirren ind i ilden, og tilbage i den hyggelige stue. Hun så en smule forskrækket på Josh, og skævede kort til Isabella, der atter havde optaget legen med Cally. Sendes ansigtsudtryk var nu fuldstændig forandret, og gjorde Mia forvirret. Var hun bare blevet virkelig nærtagende, efter hun havde mødt Josh? Måske var han slet ikke god for hende? Hun havde jo aldrig haft en rigtig ven, så hvordan skulle hun kunne leve op til de krav?
"Ikke noget.. Jeg tænkte vidst bare højt.." Løj hun med et lille smil. I det samme kom Judy ind med et fad med kager. Mia smilede til svar og tog også en kage.

Josh nikkede taknemmeligt til Judy, hvor han derefter tog en kokoskage og smagte på den. Den himmelske smag af kokos fik ham til at spise resten med den største fornøjelse. Judy havde altid været ferm I et køkken. Man kunne næsten ikke finde noget det ikke kunne lykkes hende at lave. Mias pludselig humørskift, fik ham til at kigge over på hende, med et løftet øjenbryn. I det han forsøgte at spørge hende om hvad der var galt, fandt han bare ordene var I vejen og I stedet smilte han bare svagt. Pigerne kunne fornemme at der var noget som det ikke skulle være, hvilket gjorde at Cally gik hen imod Mia, så op på hende med sine store øjne. "Vil du være med til at lege?" Den søde englestemme var smuk som violinspil.

Mia sad med kokoskage i hånden, mens hendes fraværende blik var dybt, dybt begravet i flammernes livlige dans. Det var lang tid siden, hun sidst havde fået kage, og slet ikke småkager. Livet i skoven efter at hun havde fået revet sine vinger af, havde været hård, men hun havde klaret sig godt. Måske kunne hun en dag vende tilbage til sine venner blandt dyrene, og leve af planter igen? De seks år i skoven havde givet hende meget erfaring omkring livet, havde lært hende at klare sig selv, men det var også grunden til at hun ikke længere spiste kød. Hun havde levet skulder-ved-skulder med egern, ræve og fulge, og kunne aldrig forestille sig, nogensinde at spise noget levende igen. Fisk kunne hun sagtens spise, for det gjorde de fleste andre dyr også. Fisk var der mange af. Og de smagte godt!
"Vil du være med til at lege?" Den smukkeste barnestemme fik forskrækket Mia til at vågne op af sin dagdrøm. Hendes blik var stadig en anelse svømmende, men de blå øjne var rettet mod Cally. Hvad skulle hun svare? Hvad involverede 'at lege'? Hun var for længst blevet voksen, og hun mindes ikke andet legetøj end en gammel bamse, hun engang havde haft. Hun skævede kort til Josh for at få hjælp, men nikkede så til den lille pige med et skævt smil. Forvirret satte hun sig ned ved siden af pejsen med de to piger. Kagen havde hun stadig i hånden, og da hun ikke viste hvad hun skulle sige, tog hun blot en bid af den. Smagen var overvældende, men stadig blid og lækker. Judy var et naturtalent!

Josh kunne ikke lade være med at smile en smule ved synet af Mia, der forsøgte at kalde på hjælp, ved at se på ham med et halv skævt blik. Det var forståeligt at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, det havde han så sandelig heller ikke gjort første gang de spurgte ham om han ville lege. At hun satte sig ned på gulvet sammen med dem, fik bare hans smil til at blive en smule større.
Cally tog sin dukke og viste den til Mia. "Du må gerne holde hende hvis det er, du kan endda styre hende hvis du vil," glædeligt rystede hun lidt med dukken, inden hun gav den til Mia og kravlede rundt på gulvet, for at finde en ny dukke. Lidt efter kom hun tilbage, stadig ved at kravle hen ad gulvet, som en lille nuttet mus. Hun satte sig foran Mia og Isabella. "Skal vi ikke fortælle mor og Josh en fortælling med dukkerne?" Hun så på Mia med et svagt smil. "kun hvis du vil selvfølgelig,"

Mia, der stadig var forvirret over den pludselige invitation til legen og den overvældende smag fra småkagen, tog forvirret imod dukken, og holdte den akavet i skødet. Endnu en bid af den lækre småkage røg ned, mens hun overvejede sit næste træk. Hun ville ikke virke faretruende overfor de to søde piger, men hun ville heller ikke virke som en kujon overfor hendes nye ven, hvis hun ikke engang kunne finde ud af noget så simpelt som at lege med dukker! Det ville være pinligt! Det ville ødelægge hendes stolthed.
"Joh.. det kan vi da godt?" smilede hun, en anelse akavet og prøvede at få det til at lyde så normalt som muligt.. heldigvissad ghun med ryggen til Josh så han ikke kunne se hendes ansigtsudtryk. Hun bøjede sig lidt frem mod pigerne og hviskede: "Hvilken fortælling synes I, vi skal vise dem?"

I det Isabella ville svare, bankede det på døren og Judy kom farende ud af køkkenet, med et viskestykke lagt over underarmen. Hun åbnede døren. Udenfor stod der to mænd, høje som bjerge og ligeså bredde. Deres øjne var små og smalle, de var nærmest presset ind i hovedet. I det øjeblik Judy ville spørge dem om hvad de foretog sig her, tog den ene et greb om hendes hals. Et greb der var så kraftigt at hun gispede højlydt efter vejret.
"MOR!" Isabellas skrig kunne have ødelagt glas. Josh var den første til at rejse sig. Hurtigere end mændene kunne nå at blinke var han henne ved dem. Et blink fra mandens øje og han havde en dolk i sin side. Han gav øjeblikkeligt slip for Judy. Desværre for Josh, reagerede den anden mand hurtigt, ved at folde sig en knytnæve og slå ham lige på kæben. Josh væltede nogen skridt bagud. Det føltes som om øjnene trillede rundt i hovedet på ham.. Han tog sig smertefuldt til kæben.
Judy der var blevet tabt på gulvet, gjorde sit bedste forsøg på at kravle hen ad gulvet, for at nå hen til sine to døtre. Nerverne havde svært ved at lade bevæge sig af bare frygt..

Mia og de to englepiger, samt Josh, kiggede alle op, da der blev banket på døren. Judy kom til syne fra køkkenet for at åbne, men det gav et sæt i dem alle, da de så hvem der stod udenfor. Derefter skete tingene hurtigt efter hinanden. Manden med grebet om Judys hals, Joshs hurtige reaktionsevne, Josh der bliver slået, Judy på vej mod pigerne..
Adrenalinen pumpede lynhurtigt rundt i Mias blod, og hun kom hurtigt på benene. Var hun og Josh ikke sluppet fra manden i gyden, eller hvad? Hvad ville de? Hvordan kunne de bare sådan bryde ind, og slå folk ned? Spørgsmålene var det eneste der vimsede rundt i hovedet på den lyshårede kvinde, hvis tanker ellers var blottet total for begivenhederne, nu og her.

Nu var det hendes tur til at reagere hurtigt. Hun måtte hjælpe Josh. Han var trods alt hendes eneste ven. Og hun måtte beskytte den familie der så kærligt havde taget imod hende. Efter et lynhurtigt overblik lå småkagerne i skødet på de to små piger, men ingen af dem rørte dem. Med fadet i hænderne, smækkede Mia den ene af mændene en syngene lussing, så han vaklede lidt bagud og stødte mod væggen. Mia prøvede forgæves at kommunikere med Josh. Hvad ville mændene?

//Undskyld mit fravær, søde!//

Moren, Judy, kravlede fortsat hen ad gulvet og fik et kort øjeblik øjenkontakt med sine døtre. Hendes øjne skreg som en hver anden mors ville gøre i sådan en situation. Skreg sine børn om at flygte. Flygte så de ville komme i sikkerhed. En rystende hånd forsøgte ivrigt at nå sine døtre.. Den faldt dog hurtigt til jorden igen. "Flygt i to.. Flygt," Hendes stemme var hæs og ynkelig..
De to døtre turde slet ikke røre sig. De var som frosset fast til jorden, to urokkelige statuer.
Imellem tiden var mændene godt i gang med at indtage huset. I starten havde det kun været to mænd, men nu, var en helt flok i færd med at splitte alting fra hinanden. Vaser lå skilt ad på gulvet, rammer til malerier blev smidt rundt med og døtrenes dukker blev revet itu.
En af mændene var med et gået løs på Josh, imens den anden arrigt var styrtet imod Mia.. Ingen skulle komme i vejen for dem, end ikke to engle så det ud til..
Manden langede ud efter Mia og ville give hende en mavepuster..
Josh var efter lidt tid kommet på benene.. Med en knyttet næve, lykkedes det ham at ramme den angribsmand på kæben, så han væltede lidt bagud. Derefter skyndte han sig hen til Mia.. Han stillede sig nær hende, for at støtte hende. "Vi må få pigerne og Judy væk herfra," hviskede han til hende..
En ny mand kom løbende imod dem.

//Hmmm, det ik i orden! savner dig! D: Ej, brug den tid du nu skal bruge ^^

// Jeg undskylder meget for mit fravær ( igen! ) Prøver at forbedre mig Miss U //

Mia nikkede kort og fortvivlet til Josh. Hun ville gerne fremstå som selvstændig og modig, men når det kom til stykket var hun ikke mere modig end de to små piger foran pejsen. Men hendes omsorg for disse to, skønt hun lige havde mødt dem, og hendes kærlighed til Josh fik hende til at bide tænderne sammen og lade vær med at tænke på sig selv for en stund. Med et hurtigt dannet overblik tog hun en af de vaser fra sofabordet, der endnu ikke var blevet smadret og kastede den ind i ilden. Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke, men den ville uden tvivl springe i luften inden længe. Men inden da måtte hun se at få pigerne ud! I ét, to spring var hun henne ved pejsen, greb Cally om maven og trykkede hende ind til sig, mens hun tog Isabella i hånden, og spænede ud af huset, gennem den dør hun og Josh var kommet ind af. Knap nok var hun kommet udenfor, før hun hørte en mindre eksplosion, og lyden af splintrende glas. Hun dækkede for piger og sagde med en stærk og myndig stemme:
"Isabella! Løb over til naboen med Cally så hurtigt som muligt!" Hun så strengt på de to piger, og løb så ind i huset igen. Bare Josh og Judy ikke var kommet noget til!

Imens Mia fik pigerne ud af døren, forsøgte Josh at få Judy op at stå igen. Hun vaklede under ham. Benene kunne ikke bære hende lige nu. Mændene fortsatte med at adskille huset fra hinanden, en af dem havde endda en dynge dynamit i sine hænder, klar til at tænde den med lighteren i sin anden hånd. Panikkende så Josh rundt efter Mia og døtrene. Det lettede ham, at se de allerede var ude af døren. Dynamiten blev tændt. Gløden gled hurtigt op af den hvide snor og inden alting blev mørkt, skubbede Josh, Judy ind i den anden del af huset og dækkede over hende, med sin egen krop. Eksplosionen rungede i hans øre. En skærende lyd der fik ham til at bide tænderne sammen.. Mændene fra før, var hurtigt forsvundet ud af døren, inden eksplosionen.. Josh hoved rungede. Den pivende lyd fortsatte med at skære i hans øre. Han rejste sig vaklende op og så sig omkring.. Tingene inde i stuen var fuldkommen brændt til grunden. Stadig med den pivende lyd omkring sine øre, fik han Judy op at stå og ud til Mia, samt døtrene.
Det overraskede ham dog, at se Isabella og Cally ikke var hos Mia. Han nåede ikke at spørge Mia om hvor de var, før han kort faldt på knæ og lagde hænderne over ørene. Pive lyden blev bare ved og ved. Pludselig begyndt hans blik også at sløre en smule. Da han så op på Mia, var det som om han kiggede op på hende, nede fra bunden af havet.
"Mia," Hans stemme knækkede sammen.
Judy så bekymret rundt. "Hvor.. hvor er mine døtre?"
Isabella og Cally var selvfølgelig smuttet over til naboen. De havde gjort hvad der var blevet givet besked om. Lige nu ventede de bare utålmodigt på, at se deres mor, imens de bekymret klamrede sig til hinanden i nabo konens stue.

Tårerne vældede op i øjnene på Mia, da røgen fra eksplosionen i huset, nåede ud i den lille gård, hvor hun netop havde sendt pigerne i sikkerhed. Hun bed sig endnu engang i læben, for ikke at komme til at græde. Så ville hun fremstå svag, og det var nok den sidste ting, her i verden, hun ville. Selv på trods af, at hun stolede på Josh og hans familie, hvis det var det de var.
"Josh! Judy!" Gispede Mia forfærdet, da hun endelig fandt dem, og ville være faldet Josh om halsen, hvis ikke han var faldet ned på knæ. Med et tilbageholdt skrig knælede hun ved siden af ham. Forvirret og ude af stand til at vide hvad hun skulle gøre, rørte hun forsigtigt ved hans ryg. Det virkede til at gøre ondt på ham, og det brød hun sig bestemt ikke om. Da han endelig gav slip fra ørerne og talte til hende, var det som om han slet ikke kunne se hende ordentligt og hans blik svømmede. Forfærdet prøvede hun at få ordene over sine læber, men det var først da Judys stemme genløs i hendes ører, at hun kom tilbage.
"Naboen.." Hviskede hun, og så ud af øjenkrogen, hvordan Judy tumlede væk. Nu var det kun de to igen. Josh og Mia. Mia og Josh. Problemmagneterne.

Han mærkede en hånd glide op og ned af ryggen på ham. Hurtigt løftede han blikket og kunne med sine svagt svømmede øjne, ane Mias stikkelse bag ved ham. Han smilede forsigtigt til hende.
Judy var hurtigt til, at nikke taknemmeligt til Mia, for derefter at forsvinde over til sine piger. Josh så efter hende og derefter op på Mia. Selv om kroppen vaklede under ham, rejste han sig op og sendte Mia et drilsk smil. Et smil der skulle dække over smerterne i hans øre. "Vi er gode til at rode os ud i ting hva Mia?" Han hostede ned i sin hånd. Da han var færdig, forsøgte han at fjerne det svømmende i hans øjne ved at gnide dem i håndryggen. Det hjalp en smule. Han kunne bedre se tingene foran sig nu. En anelse bekymret, så han hen på Mia og lagde en hånd på hendes skulder. "Er du okay?"
Banditternes angreb var jo gået udover dem allesammen. Havde Josh vist at de ville komme, havde han aldrig taget hende med hertil og havde for den sags skyld, fået Judy og døtrene væk derfra. Gid man kunne forudsige ting en gang imellem. Det kunne i hvert fald være rart.
Han så hen imod det hus Judy var flygtet hen til. Et kort øjeblik overvejede han, at tage Mia med derhen, men blev i stedet stående og tog en dyb indånding. De skulle nok finde et sted at være. Det var helt sikkert. Han gned igen i sine øjne. De sveg som i an helvede.

Selvom Josh smilede til hende, var det tydeligt at han ikke havde det helt godt. Mias ansigtsudtryk blev hurtigt meget bekymret, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Skulle hun støtte ham til at stå op? Sætte ham ned? Bede ham om at prøve på at flygte? Få Judy til at hjælpe? Nej. De sidste to muligheder var udelukket. Nu var det kun dem to. Alene . Igen.
"Ja, vi er vidst begge to lidt nogle ulykkesfugle, hva?" Mia prøvede at virke opmuntrende, mens hun støttede Josh da han rejste sig.
"Kom, vi skal vidst have lappet dig sammen igen, makker!" Hun nikkede over mod huset, der så temmelig ødelagt ud, og hjalp ham indenfor. Hun ignorerede helt hans spørgsmål til, om hun var okay. Et par skrammer, et brandsår hist-og-her og nogle splinter var vidst det værste. Lige bortset fra, at hun nu havde et kæmpe hul i sin tshirt.
Hun fik ham sat ned på en stol, der så nogenlunde stabil ud, gav ham strenge instrukser på at forholde sig i ro, mens hun selv gik ud i køkkenet. Mia havde arvet evnen til at heale fra sin mor, hvor denne evne havde gået igen i generationer. Gad vide om hendes børn ville få den også? Hvis hun altså overgivet fik børn engang. Tanken gjorde hende en anelse bedrøvet. Hun fandt hvad hun skulle bruge blandt de smadrede og afbrændte rester, og vendte tilbage til Josh.

Bag dem herskede ilden, den var høj nok oppe til, at kunne slikke skyerne og brænde dem med dets varme tunge. Bagerst i Josh sind, kunne han ikke høre andet end lyden fra eksplosionen, samt skrig fra voksne og gråd fra børn. Han rystede ivrigt på hovedet for at få lydene til at gå væk.
Mias stemme blandede sig nu sammen med skrigene og det gik lidt tid, før det gik op for ham, at hun rent faktisk snakkede til ham og var i færd med, at hjælpe ham op at stå. At hun ikke svarede på om hun var okay, bekymrede ham en smule, men han valgte at lade det ligge og håbede på, at hun selv ville fortælle ham det, hvis hun ikke havde det for godt.
Benene rystede en smule under ham, da hun fik ham op at stå. Chokket over eksplosion havde gjort benene til gummi. Først da han bed sig selv hårdt i underlæben, tvang sig til at tage sig sammen, føltes de igen som kød og knogler. Han fulgte med Mia hen til huset, hvor han uden at stritte imod, satte sig ned og så sig omkring. Blikket var stadig en smule tåget for ham, men han kunne ane, at hun havde taget ham med ind i et hus, hvor der ikke lå til at bo nogen.
Ude på gaden tumlede byboerne rundt med spande fyldt til randen med vand. De kastede alt vanden over ilden, i håb om at kvæle den, eller bare svække den en smule til brænd eksperterne kom.
Josh kneb øjnene en smule sammen. Han kunne kun ane små hurtige skikkelser suse rundt udenfor. Flammerne var ligesom skikkelserne, en stor sløret klat, han kunne mærke varmen fra helt inde fra huset. Da Mia kom hen imod ham, så han igen hen på hende og sendte hende et smil.
”Jeg behøver ikke lappes sammen Mia,” Han forsøgte, at sende hende et stort og ’jeg skal nok klare den’ smil. ”Men tak, jeg sætter pris på at du hjælper mig,”
Han rejste sig omtumlet op. ”Det er vist vigtigere at vi går ud og hjælper, eller prøver at finde Judy og pigerne,” Sod fra Josh fingre, satte sig på hans kind, da han tog sig til slaget en af mændene havde givet ham. Det var stadig en smule ømt, men det gik. Der var bedre ting at bekymre sig om end et blåtmærke.
Han så tøvende og spørgende på Mia. ”Du svarede mig ikke før, klare du den?”