Happy birthday//Sean.

Hans ene hånd gled over hendes, da hun lagde det på hans knæ. Han havde savnet hende i sin hverdag og være her med hende var...behageligt. Især efter hans brud med Neph. Ikke brud, som i at de havde været et par, men mere brud som i...at de vist ikke engang var venner længere. Det hele var lidt sært på det punkt og derfor tænkte han ikke rigtig over det. Den plads Neph havde haft hos ham, var erstattet med kulde, præcis som det skulle og burde være.
Hendes kys gav ham lyst til flere kys. Han havde lyst til at ligge armen om hende, kysse hende og vide hun var hans og omvendt. Men dette var ikke noget passende sted.
"Bare et hyggeligt lille sted i nærheden. De tjener mest på forretningsfolk der vil have slaver, men de laver nu god mad alligevel. Intet fint. Medmindre du foretrækker det?" spurgte han med et smil. De to mænd i burt begyndte at slås og i et øjeblik så det ud som om den gamle mester ville vinde...Da nr. 56 på en eller anden måde fik overtaget. Folk hujede mere end før, det var de store penge der var på spil nu.
"Det ser ud til at han vinder. Sikke en overraskelse..." hans hånd gled over på hendes knæ, da han ikke kunne modstå at røre ved hende igen. han klemte det i en blid gestus.

Hun smilte stille til ham og lod sit blik glide over ham mens hun lod sin tunge glide ud og fugte hendes læber. Hun klemte ganske blidt omkring hans knæ. Hun havde kun kysset ham i mundvigen men havde haft en så stor lyst til bare at kysse hans læber, de var så dejlige og hun savnede det selvom det ikke engang var særlig længe siden hun sidst havde mærket dem dog savnede hun det stadig.Hun lænede sig blidt over mod ham selvom stolene forhindrende dem i at komme helt tæt på hinanden men det var der ikke noget at gøre ved, hun måtte nøjes med at de kunne være så tætte her, det var jo også ganske dejligt. Let bed hun sig i læben som hun betragtede de to store mænd som sloges i buret. Det var meget lige så det ud til men den gamle mester havde dog overtaget men med et som et lynnedslag ændrede det sig. Det aftalte spil der trådte i kraft. Hvis det ikke havde været for det havde den gamle mester nok vundet. Hun vendte sin opmærksomhed mod ham da han snakkede. "Nej det er ganske fint. Jeg er slet ikke vant til at spise ud så det ville nok ikke se så godt ud med mig på et pænt sted, katastrofe". Hun kunne ikke lade være med at grine da han sagde at det var en overraskelse. Sikke dog en dejlig sarkasme. "Ja det må du nok sige", hun kiggede kort ned på hans hånd. Varme gled igennem hele hendes krop da han blidt klemte om hendes knæ. Hendes hud var helt silkeblød og dejligt varm.

Hans krop reagerede på hendes og han måtte trække hånden til sig for at undgå evt. pinlige episoder. han smilte til hende og drak resten af sit vand, nogenlunde samtidig som den tidligere mester blev slået i gulvet og folket hujede eller buhede, alt efter om de vandt eller tabte væddemål.
Sean nikkede svagt over mod den tykke mand.
"På tide at gøre krav på gevinsten. Det kan betale vores mad" smilte han, da han rejste sig og tilbød hende en hånd med gentlemans maner.
Alane var en smuk kvinde at have med sig og hun havde sine talenter. Hun havde set hvordan slavemarkedet fungerede med største ro. men okay, nu var dette heller ikke dagen hvor der blev holdt auktion over de slaver som skulle sælger her og nu. Det kunne godt være lidt voldsomt for folk der ikke var van til sådanne ting. Selv om han nu tænkte at Alane nok skulle klare sig.
Han begav sig over mod den tykke mand, sammen med over 100 andre der også ville have deres penge. Sean havde dog ikke tænkt sig at vente, de første par stykker flyttede sig for hans store og respektindgydende korpus, men resten var for grådige til at føle faren bag dem, da han greb fat i deres nakker og skubbede dem af vejen, til han endelig stod først i køen. Den tykke mand så kort på ham med et lille smil.
"Vundet spillet, hva'? Nuvel. Dit bud var på...?" spurgte manden, da han begyndte at tælle en masse mønter op med åbenlys øvelse.
"1000" Der gled et træk over mandens ansigt, da det gik op for ham hvor mange penge han havde mistet på dette spil, før han gav Sean pengene.
"Nogen er jo heldige. Af sted! jeg har andre forretninger..." han lød ikke længere helt så glad, men Sean tog imod pengene og kæmpede sig ud af flokken igen, opmærksom på om Alane var med ham.

Hun kiggede på ham med et smil, et dejligt, charmerende og varmt smil. Hun kiggede kort ned på hendes hånd og lod den glide let op af hans lår men da den nåede halvvejs fjernede hun den hurtigt da hun ikke ville ende i en pinlig situation. Hun havde lyst til at gøre så mange ting ved ham, ting der ikke skulle gøres her da det hverken var rette sted eller tid. Blidt bed hun sig i læben. Hun måtte styre sig for ikke bare at kysse ham og gøre en helt masse andre ting. Hun rettede dog blikket mod buret da hun hørte hvordan folk hujede og buhede. Roligt lod hun sit blik falde på ham igen da han snakkede. "Er vores mad da så dyr?". Hun lagde hovedet på skrå og syntes måske det var lidt meget dyr mad hvis det kostede så mange penge. Roligt lod hun sin varme og silkebløde hånd ligge sig i hans og hun rejste sig stille og fulgte efter ham over mod den tykke mand. Hun har imponeret over den magt han havde, det fascinerede hende meget hvordan han egentlig påvirkede andre så meget. Roligt stillede hun sig ved hans side og kiggede på den lille mand. Han virkede ikke særlig glad for han havde tabt så mange penge men det var jo egentlig hans eget problem. Roligt vendte hun rundt og fulgte med Sean igen. Dog stoppede hun hurtigt op, den lille fede mand havde været så fræk og ulækker at han havde taget hende på røven. Roligt slap hun Seans hånd og vendte sig mod ham. Manden kiggede bare på hende med tet tilfredst og lettere vammelt smil. Hun lænede sig helt tæt på ham og i en dødelig tone hviskede hun, "gør det igen og du mister hånden". En dyb knurren kom fra hende, en faretruende knurren kom fra hende. Det hun havde sagt var kun noget han kunne høre og nok Sean fordi ham har så tæt på. Roligt vendte hun ryggen til ham og begyndte så at gå. Den lille tykke mand så lidt lettere bleg ud men samlede hurtigt en fascade sammen. Alane skævede lidt hen mod Sean og tog hans hånd igen.

hans mørke blik gled truende over den tykke mand, som rigtig nok virkede utryg ved situationen. Men han stolede på Alane klarede det selv og de kom da også videre uden større problemer. Desværre var den tykke mand vist nok bare en folk ville savne for hurtigt...
Han smilte oprigtigt til hende. Nej, så dyr var deres mad nok ikke, men det betalte den alligevel, uanset hvordan man så på det. han viste vej væk fra slavemarkedet og ud på en vej. Her ændrede tingene sig hurtigt, her glemte man næsten at slavemarkedet var lige ved siden af, her gik de 'almindelige' folk rundt og snakkede, købt ind m.m.
Han viste hende ned at vejen til en kro. Den var ikke vildt stor, men den så hyggelig ud. Da de trådte ind, Sean holdte døren for Alane, var der ikke mange der. nogle folk der sad hist og her, drak, snakkede eller spiste. nogle af dem lignede forretningsfolk, andre folk der pludselig havde penge nok til at spise her. Stearinlys gav rummet en dæmpet, men hyggelig belysning. Der lugtede af træ, ikke så underligt når det meste derinde bestod af træ. Sean gjorde tegn til om de skulle sætte sig ved et bord, hvortil der var en bænk på hver side med rygstøtte. Over rygstøtten lå der et skind, sikkert for at gøre det blødere at sidde der. Sean knipsede kort og en tjener kom over til dem med menuerne. Selv om kroen var lille, var det tydeligt de fik penge nok og gerne ville gøre det til en god oplevelse at være der.

De grønne øjne slog faretruende gnister og hun kiggede på hver enkelt en af mændenes som hun gik forbi dem. Hvis bare en til af dem prøvede på noget skulle han få sig sådan en på hovedet. Hun knurrerede let men det var nærmest så lavt så man ikke kunne høre det. Dog forsvandt al' hendes vrede som dug fra solen da hun så det smil han sendte hende. Hun gengældte det. Hendes smil dejligt og strålende. Et eller andet sted var hun glad for at være væk fra slavemarkedet men det havde nu virkelig også været hyggeligt der. Roligt trådte hun ind på kroen og smilede til ham som tak da han holdte døren for hende. Her var hyggeligt og dejligt. Stemningen kunne dog nok så hurtigt ændre sig da der nok ville komme flere til fra slavemarkedet. Nogen nok ikke så glade for at have tabt. Hun satte sig ned og kiggede op på ham. "Tak for det her Sean. Jeg er faktisk aldrig blevet fejret før". Hun tog menuen fra tjeneren og sendte ham et lille smil før hun vendte opmærksomheden mod Sean igen.

han slog op i menuen, men så over på Alane et øjeblik med et smil.
"en gang skal jo være den første. Jeg beklager jeg ikke har nogen gave til dig, men jeg var ikke sikker på det var...Passende" smilte han og lod kort blikket glide ned over menuen, før han lagde den på bordet. Han spiste sjældent, så han havde valgt en lille...hyggeret, han kunne nippe til, for at gøre det hyggeligt for Alane.
"Jeg bliver heller aldrig fejret. Mine forældre prøvede da jeg var mindre, men jeg stak af hver gang. Lige siden har jeg undgået det med glans"
Tjeneren kom over til dem igen for at modtage bestillinger, hvis de var færdige. Sean lænte sig tilbage i stolen og kiggede op på den unge kvinde der var deres tjener.
"Jeg vil gerne bede om et glas vin. Og jeres tallerken med skaldyr" dem kunne han huske han kunne lide. selv om det var længe siden. Tjeneren skrev det ned. Dette var ikke det fineste sted, men de havde et bredt udbud for at efterkomme så mange gæster som muligt, som ofte kom mange steder fra.

Roligt begyndte hun at bladre igennem menuen mens hun kort lod sit blik strejfe Sean af og til, hun kunne ikke lade være. Hans så både så godt ud og så ville hun gerne have så meget ud af deres tid sammen, de hyggede sig jo hvilket var fantastisk. Hun rystede lidt på hovedet, "Sean det skal du ikke beklage, dette er mere end rigeligt skal du vide. Jeg er meget glad for dette". Roligt lænede hun sig ind over bordet og lod blidt og meget let hendes læber berøre hans i et lille kys inden hun trak sig tilbage og kiggede ned i menuen igen, hendes kinder var tydeligvis en smule røde men hun lod sig ikke mærke af det. Hun lagde let hovedet på skrå. "Hvornår har du egentlig fødselsdag Sean?", hun kunne dog ikke lade være med at grine lidt af det med at han stak af. Hun kiggede hurtigt ned i menuen igen som tjenerinden kom tilbage, hun havde ikke valgt noget endnu men hun skulle ikke være til yderligere besvær. Let bed hun sig i læben men besluttede sig så bare for at tage det samme som han tog, det lød nu egentlig meget lækkert og hun havde aldrig smagt det før. Eller jo vin havde hun men ikke skaldyr. Hun kiggede op på kvinden med et smil, "Jeg tager bare det samme som ham", roligt rakte hun menuen mod hende.

Han smilte let da han så på Alane. Hun var køn. Smuk. Og hun havde en dejlig personlighed. Hun var også en af de eneste han havde mødt som accepterede ham og faktisk gjorde det. De fleste løg, sagde de gjorde, men prøvede så at rette på ham bagefter, når de regnede med han stolede på dem...Men det ville han ikke tænke over nu. Tjeneren tog deres menukort og gik op til baren for at give bestillingerne videre.
Sean så tænksomt på Alane. Han havde fået det spørgsmål få gange før, men havde bare sagt han ikke huskede det. Men desværre var sådan noget alt for svært at glemme, det hang på en.
"Om sommeren. 21 juni, for at være mere præcis" Han ville være ærlig over for hende. Hun, af nogen, havde fortjent det. Tjeneren kom snart med en flaske vand, en flaske vin og fire glas.
hun hældte op til dem begge, kun af vinen, da vandet var valgfrit. Sean tog glasset og hævede det med et smil.
"For en hyggelig dag med en fantastisk kvinde. Må du overleve endnu et år" smilte han

Let lod hun tungen glide ud og fugte det lettere rosa fyldige læber. Fire ar som var en smule lysere dekorerede hendes underlæbe. Arene ligenede vampyr tænder som om nogen havde bidt hende i underlæben, de yderste ar var lidt mindre end de inderste men havde stadig samme form. De var nye men stadig så gamle at de ikke længere var sår. De grønne øjne gled omkring i kroen, den var hyggeligt men man kunne stadig se at der også var indrettet hjørner til de mere skumle handler som nok også tog plads her. Hendes øjne gled efter tjeneren men hun lod hurtigt sit blik falde på Sean igen. Hun forstod stadig ikke helt om han stadig havde følelser for hende eller om der aldrig kom til at være mellem dem end seksuel tiltrækning. Mon hun bare skulle give op og flytte sin interesse til en anden. Nej, hun ville ikke give op men ville heller ikke presse på. "Der er da ikke så lang tid til igen, men på den anden side med så mange år du har levet er det vel ikke rigtig noget man tænker over, det er vel efterhånden bare en dag som andre?". Let smilede hun til ham mens hun kiggede ham i øjnene. Hun hævede glasset mens hun kiggede på ham. "Skål. Og mange tak fordi du gør denne dag til en god dag Sean". Let lod hun glasset hvile mod sine læber og smagte forsigtigt på den røde væske i glasset.

Han tog selv en tår. vinen var lidt sød, efter hans smag. Han stilte glasset på bordet, samtidig som han nikkede let til det hun havde sagt. Hans hånd gled op til ansigtet, hans tommelfinger gled over det nederste af et ar på hans hage. En vane han havde fået sig.
"Det er en dag som alle andre. Jeg gider ikke engang ulejlige mig med noget som helst. " han smilte kort. Han holdt aldrig fødselsdag og kom heller aldrig til det. Han ville ikke. Han var for gammel og...en fødselsdag skulle være hyggelig, selvvalgt og med folk man holder af. Ting han aldrig havde.
Men så voksede hans smil lidt.
"Du fortjener det. Tag det også...Lidt som en forsoningsmiddag. Endnu en undskyld, af min række af mange. For de dårlige ting jeg har gjort over for dig og som jeg fortryder hver dag" han så lidt på hende. hans øjne virkede sørgmodige et øjeblik, som om de ren faktisk fortrød det hele, inden han nåede at skjule sine følelser igen. Af vane.

Hun smilede stille. Vinen var en tand for sød til hendes smag. Hun var mere til det bitre, det havde hun fundet ud af en af de første gang hun drak. Hvilket vist egentlig også var med ham. Han havde været rigtig meget af hendes første men hun fortrød ikke noget af det. Ikke en eneste ting, eller jo, hun fortrød de var gået fra hinanden men det var ikke hendes beslutning. Hun lod tungen glide hen over hendes ar, hun kunne ikke vende sig til de var der, de var nyligt lavet og egentlig ikke nogen hun var stolte af. "Har det ikke været underligt at leve så mange år, set folk man har holdt af gå hen og visne og dø?", hun lagde let hovedet på skrå. Det var måske en lidt mærk snak men hun var nysgerrig. Hun havde så mange spørgsmål til ham. Hun kunne ikke lade være med at smile. Roligt rejste hun sig op og gik så roligt over til ham og satte sig i skødet å ham, hun lagde armene omkring hans hals og lænede sig ind mod ham, deres læber kun få millimeter fra hinanden hvorefter hun stille hviskede. "Jeg har allerede tilgivet dig". Hun kiggede ham i øjnene, hun var glad for hun kunne se han fortrød det. Roligt lod hun sine silkebløde fingre glide langs hans kindben, ned over kinder, ned over halsen og til sidst ned over hans kraveben. Hendes fingre var varme og kærlige og det hele var gjort med en lettere intim og sensuel følelse i det. Hun havde fulgt fingerne men kiggede ham nu i øjnene i stedet for.

han kunne se på hende at vinen nok ikke var den bedste hun havde smagt og i såfald var de enige. han foretrak den lidt mere sur.
Han sukkede kort. Dette var ikke et spørgsmål han normalt ville svare på, i stedet ville han trække let på skuldrene og snakke om noget andet, måske skyde spørgsmålet den anden vej, hvis det var passende. Undgå at tale om sig selv. Han så mod hendes øjne et øjeblik...Og gjorde noget han ikke ville gøre. åbne sig op.
"Hvorfor tror du jeg ikke har mange? Faktisk, på et tidspunkt, slet ingen. Jeg slår kvinden ihjel til hverdag, i en akt hvor de i virkeligheden fortjener ømhed og tæthed. Hvis jeg skulle bekymre mig for dem alle, ville jeg ikke kunne leve" han var ærlig. og han fortrød det ikke. Han stolede på at hvis nogen kunne holde det for sig selv, hvis nogen måske ville acceptere det og bære på hans hemmeligheder sammen med ham...Ville det være Alane. Og det overvældede ham at han stolede på meget på hende. Kun hende. Hvad gjorde hende så speciel?
hans arme gled om hende, da hun satte sig på hans skød. Nogle folk der sad et par borde væk, sendte dem et hurtigt blik.
Hendes ord betød dog mest for ham. Hendes ord og at hun var her, så tæt på...
Hans hånd gled op og igennem hendes hvide hår, med et lille smil.
"Tak" han følte ikke helt han fortjente det, men han var faktisk glad for det. Tingene var også lettere nu. Neph havde mistet hukommelsen. Alitheia var en speciel kvinde, men tingene var sære. Måske fordi de begge var to dæmoner, som mindede overraskende meget om hinanden. Nogen ville nok sige han havde kvinder nok...
Han kunne forsvinde ind i hendes øjne. Var det som magi? En forbandelse eller en besværgelse der var kastet over ham?
"Jeg..." det sad fast i halsen. Kunne han være det bekendt? Ville hun acceptere det...Ellers ville hun da ikke sidde så tæt på, ellers ville de ikke have været sammen sidst!
I det samme kom tjeneren med deres mad.

Hun vidste ikke om hun forventede et svar eller ej. Han var meget svær at tyde til tider men alligevel følte hun han var en åben bog. Det var kompliceret. Let kiggede hun på ham igennem øjenvipperne da blikket egentlig så ud til at være rettet mod vinen i hendes glas som hun let kørte rundt mellem fingerne så der skabtes en lille malstrøm nede i glasset. Hun stillede dog glasset fra sig. Hun lod sine øjne falde på hans og hun så ham i øjnene, en varme brændte i dem, det var ikke til at tage fejl af. Hun skreg indeni, skreg af frustration, hun ville have ham men kunne ikke. Han ville ikke have hende. Hun nikkede, det måtte være forfærdeligt. "Jeg forstår. Det må have været svært i starten et eller andet sted eller det ved jeg det ville være for mig.". Hun satte pris på hans ærlighed, hun satte pris på han åbnede sig, alle hans hemmeligheder var sikre med hende. Ingen skulle få dem af vide. Hun ville hellere dø end at stikke en ven. Det var jo hvad de var, venner. Ordet havde en bitter smag i munden men hun skubbede det hurtigt væk. Kort gled hendes øjne i som han kærtegnede hendes hår, åh gud hun kunne ikke få nok af hans berøringer. Det føltes som forbudt kærlighed men det var nok mere ulykkelig hvis man tænkte over det. Hun så ham dybt i øjnene og ledte efter noget men hvad hun ledte efter vidste hun ikke. Hun søgte bare noget. De grønne øjne gled op på tjeneren da hun kom tilbage. Roligt rejste hun sig fra Seans skød og satte sig så over på sin plads igen. Hun kiggede dog på Sean med et løftet øjenbryn for at spørge hvad det var han var ved at sige. Et smile lå over hendes læber.

Forfærdeligt? i starten...åh, hvor skulle hun bare vide! han huskede stadig...Det hele. Efter så mange år, var det hele stadig så frisk i hans erindringer, som om det hele var sket for kun en time siden! Og det gjorde stadig lige ondt. Han havde været så ung, han havde været så sulten og de havde jo bare leget...fra den dag kunne han ikke længere blande sig med de andre folk i byen. Fra den dag måtte han blive hjemme, undtagen når han skulle jage.
*Det er nemmere sådan, min søn* Hans far...
han blev afbrudt fra sine tanker, da en tallerken skaldyr med en lille skål dressing og salat og brød pludselig stod foran ham. Han tog en reje og flåede skallen af den, før han dyppede resten af kødet i dressingen og spiste den. Den var sød, let. Åh, han savnede enlig rejer. Det var så længe siden...
Han så op på Alane et øjeblik og rystede svagt på hovedet, til at det ikke betød noget alligevel. Det gyldne øjeblik var forsvundet.
"Gode rejer" smilte han

Hun kiggede stille på ham mens hun løftede et øjenbryn, hvad var det han havde været ved at sige til hende. Nå men det kunne vel også være ligegyldigt nu, det var jo ikke fordi det havde været den store kærlighedserklæring. Sådan en ville hun nok aldrig høre fra ham. Hun kom til at tænke, både Sean og Sajro havde vidst en del kvinder. Mon nogle af dem nogensinde ville være villige til at droppe dem for hende. Hun tvivlede, Sajro skulle jo desuden også til at være far igen. Hvordan kunne han bare gøre sådan noget? Hun rystede det hurtigt af sig, ønskede ikke at sidde og trække humøret ned med sine tanker. Og hvad så hvis de aldrig kom til at være sammen mere, men en ting vidste hun. Hun kunne ikke blive ved med bare at have sex med hende, det ville ødelægge hende i længden når hun havde de følelser for ham. Hun tog forsigtigt en reje op mellem fingeren og kiggede så over på Sean som flåede skallen af den, hvordan spiste man sådan nogle? Hun kiggede atter engang ned på rejen, kunne man ikke bare spise den med skal på eller skulle den af. Hun kiggede igen over på Sean, håbede lidt han forstod hun ikke helt kunne finde ud af det her og så ville hjælpe hende. På nogle punkter var hun stadig helt blank men på andre punkter havde det lykkedes hende at forstå verden godt. "Det er det sikkert hvis man kan finde ud af spise dem", hun sendte ham et lille skævt smil.

Han havde nået at spise flere rejer, inden han opdagede at Alane endnu ikke havde spist en eneste. han smilte svagt. han var næsten opdraget med rejer!
Han tog en op og holdt den hen mod hende, ikke for at give den til hende, men for at vise hende det. Han tog fat i hver side af rejen og maste den, så dens skal gik i stykker på midten. Bagefter rev han de samme to siden, han havde presset på, fra hinanden og kødet kom til syne, som han så hev ud. Skallen lod han dumpe ned på tallerkenen.
"Ganske enkelt" han blinkede smilende til hende. han nød at være her sammen med hende.
Han havde ikke særlig mange kvinder, selv om folk nok mente han svømmede i dem. Det var begyndt at tynde ud. Selvfølgelig var der dem han levede af, men de gjaldt jo ikek rigtig. Neph havde haft hukommelsestab og huskede intet, selv hendes følelser for ham var forsvundet og selv om de havde været i seng alligevel, havde han haft en underlig fornemmelse af han snød Alane, selv om de ikke var sammen. Alitheia opfyldte mere et psykisk behov end det kødlige. så ingen problemer der. Og så var der ikek flere.

Hun kiggede på ham, kiggede på det han gjorde ved rejen og kiggede så på sin egen. Det så ikke ligefrem super simpelt ud, hvad nu hvis hun kom til at klemme så hårdt at kødet fløj ud og ville ramme ham i ansigtet, hvad gjorde hun så? Tænk engang, her sad hun og bekymrede sig om hun ville skyde ham i ansigtet med en reje. Hun fattede aldrig rigtig alvoren af sine egne tanker før det var for sent. Hun tog atter rejen mellem fingerne og prøvede så at gøre som han havde vist hende. Det lykkedes også for hende selvom noget at kødet kunne hun ikke få ud. Hun dyppede den så i dressingen og spiste den langsomt for at smage ordentlig på den. Hvis hun vidste det med Neph ville hun nok et eller andet sted blive dybt såret men var der noget at sige til det, hun var smask forelsket i denne mand, men det så ikke ud som om han gengældte hendes følelser. Måske hun bare skulle flytte sin interesse over på en anden, men hvem skulle det så være? Måske var det bedst for dem begge to. "Tak fordi du gad at vise mig det", hun sendte ham et dejligt lille smil men i hendes øjne var der en lille glød af en stor sørgmodighed men hun prøvede tydeligvis ikke at lade det skinne igennem. Hun tog en ny reje og pillede også denne. De smagte faktisk skønt.

Han havde stoppet det inden, kom han i tanke om. Ham og Neph. Han havde ikke kunne få sig til det, han havde tænkt og haft lyst til at det var Alane i stedet for Neph. Men kvinder var så komplicerede...
Han spiste et par rejer mere, før han tog en gaffel og spiddede et stykke krabbe og lod det glide indenbords, før han skyllede efter med et nip vin. Lækkert nok. Det bedste var dog selskabet. Hun havde virket så glad for det hele...Og alligevel var det som om hun var sørgmodig over et eller andet. Gamle minder måske? Et svagt snert af bekymring gled over ham.
"Alane, er der noget i vejen?" spurgte han roligt og holdt en pause med sin mad, for i stedet at lade sine hænder ligge midt på bordet og hans øjne være rettet mod hende.

Hellere venner end intet at have med ham at gøre havde hun besluttet sig for. Nu skulle det være helt slut med alle disse følelser, hun hang alt for meget i dem. Fra nu af var han ikke mere end hendes ven. Det nyttede jo ikke noget, det var ligesom at prøve på at fange stjernerne, umuligt. Hun løftede stille glasset og tog en slurk af vinen, større end hvad var passende men hun havde brug for det, brug for en bedøvende følelse og det gav alkoholden hende. Hun samlede et stykke krabbekøb op som lå på tallerkenen, dog med fingerne bare. Forsigtigt smagte hun på det men endte så med at spise resten, det smagte dejligt. Hun kiggede stille på ham og sank så det sidste hun havde i munden inden hun kort tænkte over hvordan hun dog skulle formulere dette. "Det er bare nogle dårlige minder som ramte mig, jeg har det godt igen", hun sendte ham et dejligt smil. Hun løftede stille glasset mod ham som hun ville skåle med ham. Hun klinkede stille hendes glas med hans, "Skål for et venskab".

han så lidt på hende, da hun pludselig satte i et smil og ville skåle. Men selv om hun sagde alt var i orden, havde han stadig følelsen af noget var galt. Han hævede sit glas og lod det ramme hendes.
"skål for det..." han nippede til sit glas og stilte det på bordet igen. Venskab. Var det bare sådan hun havde det, også selv om de havde haft sex? Var det bare sådan hun ville have det? Det var som om det hele var vendt 360 grader, fra at være glad til trist. som om det hele sank ned et sted, hvor han ingen mulighed havde for at hive det op igen. Det eneste sted man måske lagde mærke til det var hans nye stilhed og måske øjnene, men ellers så man intet. Han var ikke længere sulten.
"Bare venskab?" røg det ud af ham, inden han nåede at stoppe sig selv

Hun kiggede forvirret på ham, hvorfor så han ud til at blive helt trist over hun havde kaldt det et venskab. Det var jo det han havde bedt om og Alane havde ikke lyst til at presse på med sine åndsvage følelser mere. Hun lod glasset hvile mod hendes læber og hun sippede stille den røde væske. Den kærlige glød i hendes øjne var ikke til at tage fejl af, hun kunne ikke skjule det, skjule de følelser som blomstrede i hende for ham. Hun havde aldrig kendt nogen som havde så stor en kontrol over hende men denne mand, denne mand var både hendes gift men også hendes kur. Hun smilede let mod ham mens hun blidt kiggede på ham og lagde hovedet på skrå. "Det var jo det du ville, du ville bare gerne være venner med mig så jeg har efterhånden erkendt det åbenbart er sådan det skal være". Hun bed sig lidt i læben, havde hun talt over sig. Hun så kort ned i bordet inden hun så ham dybt i øjnene, hendes øjne varme og man kunne se alle de følelser der var for ham.

han følte lyst til at gå, som et dyr der ville slikke sine sår. som ofte, søgte han ensomhed når noget gik ham på og dette var ikke undtagelsen. Hans hånd gled gennem hans hår i en hurtigt bevægelse, da han ned på sin halvspiste tallerken. Maden gav ham kvalme. han havde ellers aldrig kvalme. Skide menneskemad!
Pludselig følte han sig vred. Han viste han temperament ville løbe af med ham, hvis han ikke slappede af, så han trak vejret dybt før han så op på Alane igen.
"Hvis det er det du vil" Han fandt nogle penge frem og lod dem ramme bordet med en svag klirren.
"Jeg tror jeg vil gå. Jeg har vist gjort hvad jeg kunne...Som ven..." han viste ikke hvorfor han angreb hende på den måde. hvorfor han næsten sagde det som en anklage. De skide følelser...han havde overhoved ikke styr på dem. Og som altid, i stedet for at blive trist over noget, blev han vred. hvilket ofte skubbede folk endnu længere væk. Det havde ellers været sådan en dejlig middag og han havde været i sådan et dejligt humør...Det hele var ødelagt.

Hun kiggede på ham, hun havde ødelagt det hele. Hun vidste det, de kunne aldrig være noget som helst, når hun gjorde som han bad om var det aldrig godt nok, dette tilfælde var ikke anderledes. Hun så væk. Man kunne godt se hvordan folk kiggede på dem. Hun kiggede hurtigt væk fra ham, han skulle ikke se tårene, hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse at han nu også kunne se hvilken magt han havde over hende. Med et var tårene væk og hun rejste sig op. "Det er hvad du har sagt du ville Sean. Jeg har aldrig bare ville være venner med dig. Jeg har aldrig et eneste sekund ikke håbet på jeg en dag ville kunne kalde dig min igen, ikke en eneste dag er der gået hvor jeg ikke har savnet dit nærvær og ved du hvorfor. Fordi jeg elsker dig Sean!", hun så både arrig, sørgmodig, ærlig men også forelsker ud. Man kunne se på hende at hvad hun havde sagt var sandt. Hun var oprigtigt ked af det over at hun aldrig ville kunne leve op til hans standard, hun var jo også bare en lille ussel race. Hun så ham bare direkte i øjnene og rørte sig ikke ud af flækken. Hun stod rank og man kunne se hun indholdte autoritet men også hvor skrøbelig hun var i dette øjeblik. Hun lod blikket falde et kort sekund mens hun stille hviskede. "Jeg elsker dig Sean og det har jeg aldrig stoppet med at gøre".

Han stod helt stille, med ranket ryg, næsten lammet af hendes udbrud. Hans ansigt var hårdt, udtryksløst, mens hendes ord og følelser haglede ned over ham. Folk kiggede, selv om enkelte var venlige nok til at kigge væk, da dette ganske rigtig ikke angik dem. Han havde lyst til at splitte stedet ad, ødelægge det hele og ethvert minde om denne middag. Det var en dum ide!
Selv da hun var færdig og folk endelig begyndte at vende sig om til deres egne sager igen, stod han stiv som et bræt og bare så på hende. han viste ikke hvad han skulle gøre, hvordan han skulle reagere på det her. Han frygtede så meget at blive skadet, han frygtede så meget at...Det ville...Gøre ondt.
*Jeg elsker dig, Sean...*
Sætningen brugte lang tid på at komme ind og blive forstået. Den virkede så fremmed på ham. Så fremmedgjort. Endelig gled hans skuldre lidt ned og han så ud til at falde lidt sammen. Endelig så det ud som om han trådte væk fra at være statue og tilbage til en menneskelignende krop. Hans blik ned mod gulvet, da han ikke længere magtede at opretholde den hårde mur han havde bygget omkring sig. Lidt efter lukkede de sig, som om han ønskede sig langt væk eller som om noget pinte ham. Mange ting pinte ham. Var han ikke rigtig rask i sin sjæl, men det var vist gået galt for længe siden. Han var jo en dæmon. Et sølle monster.
Han viste virkelig ikke hvad han skulle gøre. Hendes ord...De virkede så sande, så oprigtig og som altid var det hos ham fejlene liggede. Altid ham der gjorde eller sagde de forkerte ting og sådan havde det altid været. Fra han var et barn og hans far skældte ham ud for den ene ting efter den anden, hans mor der bare så til med et tomt blik...
Hans mørke blik gled op til Alane. han viste ikke om hun så hvor magtesløs han var lige nu eller om hun var på vej til at gå. Han havde ingen ord. Han havde ingen handling. Og det var sjældent han havde det sådan, guderne vide hvor meget han hadede det.