Happy birthday//Sean.

Hun havde lyst til brække sig, det hele gjorde så ondt indeni hende, hun følte ikke hun havde ro et eneste sted i kroppen. Hvad havde hun forventet, at han kyssede hende, fortalte hende at han også elskede hende. Hun måtte jo ikke være rigtig klogt. Hun kiggede stille op på ham. Ville dette ære sidste gang hun ville få ham at se, de kunne aldrig være gode venner særlig lang tid af gang. Men hvis dette var sidste gang hun ville se ham skulle det også være et ordentlig farvel. Roligt gik hun over mod ham. Hun var ikke til at læse, som en lukket bog. Hun gik helt tæt på ham, deres kroppe rørte blidt ved hinanden og hun så ham bare i øjnene, hendes øjne fyldt med varme som tydeligvis var rettet mod ham. Med et uden varsel skubbede hun sine læber mod hans. Hendes læber silkebløde, varme og indbydende. Hun fyldte kysset med alle de følelser hun havde for ham, intimitet, passion og mest af alt kærlighed. Hun lod sine øjne glide i og hun flettede deres fingre sammen. Hun var forberedt på han ville skubbe hende væk og så forsvinde ud af døren og hun aldrig ville se ham igen.

Hun kom tættere på og han følte sig anspændt. Ville hun slå ham nu? Give ham den berømte lussing? så han havde en øm kind som det sidste fra hende, som et bevis på hvilken idiot hun mente han var? Han kunne aldrig holde på folk. De forsvandt fra ham, hurtigere end han kunne nå at indrømme for nogen som helst han faktisk havde brug for dem og bagefter blev tingene aldrig de samme. De var ødelagt.
I stedet gjorde hun noget han ikke havde forventet. Et kys, som virkede desperat, men samtidig så kærligt. i et øjeblik besvarede han det ikke, fordi han var bange for hun bare hurtigt ville kysse ham og forsvinde, så det ville gøre endnu mere ondt end et slag. Men så mærkede han hendes fingre omkring sine, hvordan hans fingre ustyrligt gled om hendes hænder, flettede sig ind i dem og han skubbede alle disse depressive tanker til siden og gengældte kysset. Mærkede hendes krop mod sin. Han havde savnet det så meget, at man næsten skulle tro hun ville kunne mærke det gennem hver af hans nerver i hans krop. Dette nærvær. Hans ene hånd viklede sig fri af hendes, men han skubbede hende ikke væk, i stedet lagde han armen om hende og skubbede hende tættere ind til sig. Hun måtte ikke gå. Han ville ikke lade hende gå.

Hun havde ikke den fjerneste lyst til at slå ham, hvordan kunne hun det, hun elskede ham jo så forbandet meget, tja nogen gange skulle man virkelig tro at det rent faktisk var en forbandelse. En forbandelse at være forelsket, tja det kunne man ikke nægte, at være forbandet var både en forbandelse men det var samtidig også noget af det bedste man kunne opleve i din levetid. Et kort øjeblik blev hun helt nervøs, hun fik ingen reaktion fra ham men hun besluttede sig for at hun så ville nyde hvert eneste mili sekund af det, lige indtil han skubbede hende væk. Hun klemte blik hans hænder og hun kunne mærke lykken spirer i hende da hun mærkede hvordan han lod sine fingre flette sig sammen med hendes og han i samme nu gengældte kysset. Hun sukkede stille mod hans læber, det var et rart suk, et suk af nydelse. Hun kunne dog mærke frygten lå ned i hende i det sekund han slap hendes ene hånd men heldigvis lagde den sig omkring hende og trak hende tættere på ham. Hun lagde den frie arm omkring hans nakke og hev sig en smule op så hun nu stod på tæer. Hun lod ikke deres læber skilles fra hinanden mere end højst nødvendigt, hun kunne slet ikke lade være med det.

Han gengældte kysset. Hans indre var et stort rod, ind til det åbenbart blev enig med sig selv om at dette var bedre end rod og lod en afslappet og glad følelse spire frem gennem alt det mørke, hvorfra den havde været forvist. en følelse, som når man virkelig holdt af nogen. Elskede dem. Og han havde aldrig været mere overbevidst om at han holdt af Alane og forbandede sig selv langt væk for at have skubbet hende væk dengang.
At han måske havde en mulighed for at få hende tilbage, kunne han næsten ikke begribe!
Endelig stoppede han deres kys og trak hovedet en anelse tilbage. Hans øjne strålede og et oprigtig smil gled frem. I det hele taget virkede han nu forandret, forandret som til noget bedre.
"Beklager jeg ødelagde middagen" sagde han og gjorde en svag gestus mod bordet ved siden af dem, uden at tage blikket fra hende.
"Alane..." hendes navn, som han kunne gentage igen og igen.
"... Jeg havde aldrig troet jeg skulle føle mig så glad og holde så meget af nogen"

Hendes øjne forblev lukkede, hun kunne slet ikke få nok af ham lige nu, det var helt vildt. Hendes hånd gled op i hans hår hvor den stille viklede sig ind i noget af det og hun hev en smule. Hun anede ikke hvad det var der gik af hende. Hun kunne bare ikke lade være. Hun havde fået en smule spidserer tænder men fire i stedet for de klassiske vampyr tænder. Hendes øjne var også blev mandelformet og begyndt at blive gule i det. Hun åbnede øjnene og kiggede på ham. De gule begyndte stille at forsvinde og det samme gjaldt for tænderne, hvad der lige var gået af hende kunne hun ikke forklare. Hun havde vel lade sig rive med af sine instinkter. "Det var i hvert fald rigtig hyggeligt så længe det varede, men natten er ung, vi kan nå at gøre det til en endnu mere fantastisk aften". Hun så på ham med et dejligt smil og en helt speciel glød i øjnene. Hun kunne ikke lade være med at rødme en smule, "Jeg har det på samme måde Sean", hun klemte blidt hans hånd og så ham i øjnene med et meget forelsket smil.

Han grinte svagt for sig selv, da hans hånd gled gennem hendes hår et øjeblik. Så nikkede han, greb den sidste reje, da han gjorde tegn til om de skulle gå? Der var ingen grund til at blive hængende der længere, de havde desuden også gjort sig lidt for meget bemærket. Han flækkede skallen på den og stak den i munden, lod skallen falde til gulvet uden nogen rigtig lagde mærke til det. Gulvet skulle jo gøres rent lige meget hvad. Hans arm gled om ryggen på hende da han så på hende med et smil, mens han tyggede af munden. Han følte sig heldig lige nu. Uovervindelig.

Hun kiggede blidt på ham. Hun havde heldigvis taget det rigtige valg ved at kysse ham så en smule kendte hun ham dog alligevel. Ville han blive sur hvis hun gjorde noget for ham på hans fødselsdag eller ville ham sætte pris på det, nu havde han jo gjort noget for hende. Hun tænkte lidt men valgte så at skubbe det væk, den kunne hun tage senere. Hendes grønne øjne gled stille i som han kørte hånden igennem hendes hår, det var silkeblødt at røre ved. Hun nikkede stille til hans gestus. "Hvor skal vi så tage hen?". Hun sendte ham et dejligt smil. Hun havde lyst til at lave ballade men hun sagde det ikke til ham. Hun ville gerne høre hvad han ville lave. Alane betragtede ham stille mens han pillede rejen. Hun tog en sidste tår af vinen. De lille fede mand sad stadig og betragtede dem. Manden som Sean havde købt slaver af sad sammen med ham sammen med en masse andre velklædte mænd. Hun lod ham ligge armen om ryggen på hende og lagde sin om hans ryg også. Hun begyndte derefter at gå mod døren hvis han selvfølgelig fulgte med hende.

Han smilte let og fulgte med hende. Der var flere ting han havde lyst til. Han havde lyst til hende, mest af alt. Men han ville heller ikke presse det. Han så ned på hende et øjeblik og overvejede tingene let, da de trådte udenfor. Solen havde besluttet at gå i seng for den dag og var ved at forlade himlen og give plads til mørket, som altid jagede den. Han lod blikket glide over himlen, da en kølig brise omsluttede dem. Alt i alt en skøn aften.
"Der er mange ting jeg kunne have lyst til. Men det er din fødselsdag og fødselsdagsbarnet bestemmer" smilte han til hende og kyssede hende let på tindingen der vendte mod ham.

Hun smilede stille da de trådte udenfor, en stor indånding blev taget og frisk ren luft blev hevet ned i hendes lunger. De grønne øjne gled hen over nattehimmelen højt oppe over dem, hun havde lyst til at flyve igen men samtidig var lysten til at lave ballade og ravage større end den anden. Alane havde godt lagt mærke til hun havde ændret sig meget her hen over den sidste periode. Normalt plejede hun ikke have brug for det kick af adrenalin men det havde hun nu, hun havde brug for at udfordre skæbnen og hendes eget velvære. Let lod hun sit blik mødes med hans og et let smil gled over hendes læber. dog kunne hun ikke gemme den drillende og udfordrende glød der lå i hendes øjne. Hun skubbede sig helt tæt på ham og hviskede ham blidt og drillende mod øret. "Jeg har lyst til at lave ballade, ravage...". Hun trak sig en smule væk fra ham og så ham i øjnene, hun vidste ikke helt hvordan han ville reagere på dette men det måtte tiden jo vise. Hendes øjne indholdte stadig den samme glød og et udfordrende og flabet smil havde sneget sig frem på hendes læber.

I et øjeblik følte han sig ung igen, en ung dæmon på kun 50 år. En der skulle afprøve grænser. Men dette var måske en god ting, han havde lært sine nye kræfter at kende, men viste ikke hvor meget de enlig kunne gøre, af større ting. At lave ballade var nemt, men spørgsmålet var hvor Alanes grænse gik. Var der ting hun ikke ville? Han så ned på hende, nød hendes vilde indre som skinnede igennem lige nu.
"Ballade er nemt. Spørgsmålet er hvor din grænse går. Min ballade inkludere ofte drab. Blod. Skrig. Frygt og følelsen af magt" smilte han roligt, som om han havde snakket om at smage på en ost. Noget hverdagsagtigt, hvilket det dog også var for ham. Men det var den anden side af historien. Hans hånd gled gennem hendes hår et øjeblik. Hvorfor nøjes med at ødelægge ting? Ting kunne genopbygges og folk ville glemme det alt for nemt...Ballade skulle være rigtig ballade, som folk ikke bare glemte den næste dag...

Hun kiggede ham i øjnene. Tænkt, hun tænkte næsten så det knagede. Turde hun se hans verden, ønsker hun egentlig overhovedet at se den. Ja hun ville, hun ville så gerne se hans verden så længe folk ikke fandt ud af at det var dem som havde dræbt personen eller personerne. Hun lagde sien arme om nakken på ham og lænede sig derefter op og kyssede ham intimt, passioneret og vildt. Hun trak sig væk i et kort øjeblik. "Vis mig hvordan man laver ballade Sean". Hun så ham dybt i øjnene mens hun sagde det, man kunne se på hende at hun mente det og igen var der den der vilde og flabede glød i hendes øjne. Hun slap ham stille men så ham forsat i øjnene, et smil på hendes fyldige læber. Hun nød hans hånd som blidt kørte igennem hendes hår, det var rart, det ar dejligt og det hele havde pludselig taget en meget interessant drejning. Hun kunne lide det. Hun var ikke bange for hans verden, Sean havde selv sagt han ikke slog uskyldige folk ihjel så hvorfor skulle det være anderledes nu. Desuden hvad var livet uden lidt spænding og spas. De fleste ville nok mene det var en syg form for spas det her, men hun var faktisk helt ligeglad. Hun ville bare gerne have det sjovt.

Det var tydeligt hun endnu ikke kendte ham helt. At hun endnu ikke havde set uhyre han gemte på, inden i, og som han kun lod komme frem en enkelt gang i mellem. Han havde problemer med at styre det, men endelig kunne han kontrollere hvornår dyret skulle komme frem og han nød det! Først da følte han sig rigtig stærk og fri. Til at gøre hvad han ville. Men det betød at uskyldige døde, han behøvede ingen grund til at tage liv, han gjorde det bare og grinte af det bagefter. Nogen ville nok sige han var forstyrret oven i hovedet, at han havde brug for en psykolog eller en anden der kunne hjælpe ham til at styre sig, men personligt havde han aldrig følt sig mere levende. Og folk der nævnte disse...ting, afslog han blankt og ignorerede dem for resten af tiden. Og dermed var der ingen der ændrede på det. Ingen der kunne, ingen der prøvede. Og han nød det. Han var jo stor nok til at styre sig selv!
Han nød hendes kys, hendes bløde læber mod sin. De bløde, varme læber og den rene duft af shapeshifter der stod omkring hende. Han holdt virkelig af hende og hvis der var nogen han ville lytte efter, ville det måske være hende. Måske. Det kom an på hvad hun havde at sige, hvornår. Når alt kom til alt var der jo enlig ingen der rigtig kendte ham. Han smilte til hende og lod en finger glide over hendes kind.
"Kom, min elskede. Så skal jeg vise dig hvordan jeg laver ballade" smilte han roligt, lagde sin hånd om hendes og gik ned af gaden. Han gik ud fra hun ville følge med, men hvis hun ikek gjorde ville han vente på hende.
Han havde allerede en ide, et hus han viste hvor der gemte sig nogen der skyldte ham...Nogle ting. Og i dag skulle de betale.

Hvad så hvis han var et monster, Alane holdt af ham som han var. Uanset om hun kendte ham eller ej, det var egentlig irrelevant for hende ikke forstået i den forstand at hun ikke gerne ville vide det for det ville hun, hun ville egentlig gerne vide alt hvad der var ved Sean men hun ville ikke presse på, alting kom til sin tid, det kunne dog ikke skade at spørge eller sådan var det oftest selvom med Sean skulle man passe på hvad man spurgte om. Hun lod sine øjne betragte ham, der var både begær, lyst i dem men samtidig så holdt de stadig den der flabede glød. Hun virkede virkelig som typen der var ude på at pirre og lave ballade men hun nød det, hun nød at lade denne side af hende slippe fri, lade den komme ud og lege kunne man også kalde det. Hun havde virkelig nydt kysset og kunne ikke helt holde sig fra at bide at ham bildt i underlæbe som hun trak sig ud af kysset, hun ville gerne se hvilken reaktion det skabte i ham at hun var så vild. Hun lænede sig blidt mod hans finger som den kørte ned af hende kind, hun kunne mærke varmen der skabtes under hendes hud ved hver eneste berøring han gjorde mod hende. Hun pressede blidt sin krop mod hans og bed sig blidt i læben mens hun så ham op i øjnene. Let lod hun sin negle glide ned af hans hals så små røde mærker dannede sig hvor de havde kørt. Efter det trak hun sig blidt væk fra ham igen, hun ville gerne pirre ham, drille ham. Hun ville gerne mærke han havde lyst til hende.
"Før an", hendes stemme var spækket med lyst, forførelse og stadig den spage flabethed i sig. Roligt lod hun ham tage hendes hånd og fulgte efter ham som han førte dem ned af en glade. Hun glædede sig til at se hans verden, til at se hvordan han lavede ballade.

Hun tændte ham, mere end hun nok var klar over. Det lette nap i hans læbe, som på en måde lovede mere, kradset på hans hals. Af en eller anden grund tændte det ham, det hele. Det var så dyrisk, så frit og så...ja, han viste ikke hvad han skulle kalde det. Specielt? Åh, han kunne lige se det for sig. Han kom gående en tilfældig dag, fuld af røde rifter efter al for vild sex. Han havde prøvet det før og det var altid lidt sjovere end det klassiske, til tider ukreative, sex.
Han smilte til hende, som en lille dreng næsten. Han kunne ikke lade være. MEn inden han ville overgive sig til hende, til sin lyst og til at de bare kunne være dem, ville han vise hende noget mere af sin verden, så hun viste hvad hun gik ind til. Og fordi han havde lyst, ikke mindst.
Der var ikke langt til huset. Der var lys i nogle af vinduerne. Godt, så var de hjemme. Kone og mand, ingen børn, det ville nok være lidt for ekstremt for Alane. Han kom i tanke om de børn han brutalt slagtede foran Delilah. Det var måske ikke så underligt hun hade ham, når alt kom til alt, men hun var til gengæld heller ikke en normal dæmon. Som en dæmon efter hans hoved bør være. I et øjeblik lod han en finger glide over et af sine ar, et af de fire han havde fået af Sajro. Gad vide hvordan Alane følte det ved at hendes 'bror' havde givet ham dem?
Hans tanker gled straks videre, da han gik direkte op til døren. han slap Alanes hånd med et lille smil og bankede så på den ellers let skrøbelig trædør. Der gik et øjeblik, så hørte man stole der skrabede mod gulvet og nogen der kom over til døren, raslede med låsen og åbnede døren...
Manden i huset så ud på dem, klædt i slidt tøj. Familien var tydeligvis en af de fattige, samlet i et rum der både udgjorde køkken, spisestue og stue. Han så lidt fra den ene til anden, uden at genkende Sean.
"Kan jeg hjælpe med noget?" Sean smilte roligt og skubbede døren helt op, og dermed ud af hånde på manden som havde holdt om håndtaget. Kvinden sad ved spisebordet og så forvirret hen imod dem. De havde været ved at spise.
"Hvad sker der, Alfred?" spurgte hun let.
"Beklager vi forstyrre på dette tidspunkt. Men i har en gæld at betale. Og den skal betales nu" smilte Sean roligt og nød frygten der spredte sig over mandens ansigt, da det gik op for ham hvad Sean mente.

Hun kunne godt mærke hvordan hun tændte ham men at han samtidig holdt sig tilbage, det pirrede hende dog blot yderligere at han ikke ville give ind til hende men samtidig ville hun heller ikke være den første som overgav sig, det var en vidunderlig og skøn leg den de havde gang i men nu måtte hun ikke lade fokussen slippe alt for meget, de havde jo noget de skulle og hun glædede sig et eller andet sted til at se hvad det var han havde i ærmet til hende. Let bed hun sig i læben mens hun så ham i øjnene, man kunne godt se at hun gjorde det for at drille ham yderligere. Hun kunne simpelthen ikke lade være, det var så fristende bare at skubbe ham ind i en gyde og så bare gøre alle de ting ved hende som løb gennem hendes fantasi men hun lod den ikke kontrollere hende men hun kontrollerede den selvom det nu var så umådeligt svært.
De grønne øjne betragtede det noget faldfærdige hus han havde bragt hende hen til, hvad skulle de dog her, han kunne vel ikke mene at de skulle brænde dette hus ned som tydeligvis tilhørte en meget fattig familie. Hvad havde han dog i tankerne, hendes nysgerrighed var ved at læbe af med hende, hun ville vide det nu! Hun sendte Sean et yderst nysgerrigt blik som sagde alt hvad han havde brug for at vide, hun ville vide hvad de skulle her. Blikket rykkede sig dog mod døren da den blev åbnet, Alane stod en smule bag ved Sean men man kunne sagtens se hende, hun prøvede ikke ligefrem at skjule sig. Hun kiggede roligt og med et køligt blik mellem dem som Sean og manden snakkede, han kendte tydeligvis ikke Sean og dog alligevel da han nævnte gælden var det som om alting gik op for ham. Hun hævede stille et øjenbryn men sagde eller gjorde ikke noget. Nej hun ventede på at se Seans næste træk. Hvad gik alt det her ud på? Hun var ved at sprænges af nysgerrighed og man kunne godt se det på hende, det legesyge glimt i hendes øjne.

Manden så fra den ene til den anden, så rankede han ryggen og så direkte på Sean, trods hans truende korpus.
"Vi har ikke dine penge, selv om vi er meget taknemmelige for at have lånt dem! Uden dem ville vi ikke være sammen og måske heller ikke i live. Men jeg kan forvise dig om at vi ikke har glemt det og prøver hårdt på at spare op..." Sean afbrød ham ved at skubbe ham væk fra døren og trådte ind i huset. Kvinden havde rejst sig nu og tørrede sine hænder i forklædet, måske mere af vane end noget andet. Hun var nervøs og så rundt på dem alle efter tur.
"Dine ord betyder intet for mig, menneske. Gæld skal betales inden for tiden og din er udløbet. Håber i har nydt tiden sammen, for nu vil tingene blive meget værre end at rende sulten rundt udenfor" han smilte roligt, som om han netop havde tilbudt dem et stykke chokolade og ikke truet dem. Han kiggede tilbage mod Alane og slog kort med hovedet som tegn til hun bare skulle komme ind, hvis hun ikke var inde endnu.
Sean gik over til køkkenet og åbnede skufferne, til han fandt hvad han ledte efter. Deres eneste skarpe køkkenkniv. Han tog den op og lod en finger glide over den for at tjekke hvor skarp den var, heldigvis for dem var den skarp nok. Kvinden så nu direkte bange ud og manden virkede også pænt skræmt, selv om han prøvede at virke modig for sin kones skyld.
"Jeg siger dig, vi har intet! Vi, jeg, vil gøre hvad som helst!" han turde ikke forlange han smuttede ud af huset, Sean var for farlig til det. Sean så hen på ham med kniven i hånden, før han gik direkte over til kvinden. Hun prøvede for sent at undgå ham, men han greb fat i hende og trykkede hende ned mod bordet, mens han holdt fast i hendes hår. Kniven gled faretruende tæt på hendes ansigt og manden virkede nu bange.
"Find hvad i har og giv mig det. Bed hellere til det er nok" smilte han roligt. Det var tydeligt deres sølle liv og følelser ikke betød meget for ham.

Hun kiggede bare roligt på manden, hun virkede ikke synderligt berørt af at han rankede ryggen som han jorde. Det kunne godt være Alane var meget lille men hun følte sig ikke ligefrem intimideret af manden som stod foran dem. Det var måske ikke et klogt valg at spille smart overfor Sean, hun havde på fornemmelsen det kun gjorde lysten til det er endnu større. Hun selv vidste ikke helt om det her var noget for hende eller ej, hun kunne ikke finde ud af om hun syntes det var forkert eller ej men på den anden side var det på ingen måde forkert, de havde jo lånt penge og dem skulle man betale, ellers måtte man tage konsekvenserne. Et lettere dystert smil optrådte på hendes læber da disse tanker strejfede hendes hoved. Hun kunne ikke lade være. Hun tøvede ikke et eneste øjeblik med at træde indenfor som han selv gjorde det. Blikket gled rundt i det lille ydmyge hus, ikke fordi hendes eget telt var meget bedre end dette. Hun havde aldrig forstået folk havde det svært ved at leve på gaden, for guds skyld, der var så mange dyr man kunne jage i skoven. Roligt gik hun rundt i huset som Sean fandt den store skarpe køkkenkniv frem. Hun havde godt lagt mærke til en yderst smuk halskæde kvinden havde på, nok et arvestykke. Roligt gik hun over til hende som Sean havde skubbet hen ned på bordet og kørte kniven få milimeter fra hendes ansigt. De grønne øjne kiggede stille over på manden som virkede helt panisk. Hun sagde intet men betragtede bare kvinden, hendes frygt. Et lettere grumt men begejstret smil lå over hendes læber. Hun kiggede stille op på Sean og lod kort sine fingre glide op af hans arm eller retter sagt lod hun negle køre op af armen så små røde mærker blev efterladt, dette ville de fleste nok finde makabert at hun i denne situation tænkte på sådan noget.

Han havde lyst til at grine. Han følte sig så magtfuld, med et liv under sine hænder og en kvinde ved siden af ham der var mere end villig til forskellige ting. Han havde alt det han skulle bruge her, magt og en kvinde. Alle hans tanker om at han ikke burde tage Alane tilbage, ikke bør få hende til at føle smerte igen, var væk. Kniven gled over kvinden kind i et øjeblik, da Sean ved mere opmærksom på Alane, men mandens ord og de ting der blev smidt på bordet, fik ham til at holde fokus på situationen. Nogle enkelte mønter og et smykke. Ud over det kvinden havde om sin hals.
"Hvad er det? Små sten du har gravet op i haven?" manden så desperat på ham.
"Det er alt vi har! Jeg beder dig, lad min kone gå, lad hende leve! Det var mig der bad om lånet!" Mandens desperate ord fik bare Seans indre til at vokse, gav ham mere lyst til at vise hvilken magt han besad. Magten over livet og døden. Måske overdrev han lidt, men ingen så ud til at have noget imod det. Well, ingen af betydning i hvert fald. Han smilte roligt og lod kniven skære i kvindens kind, så hun begyndte at græde og skrige. Manden stivnede nærmest, men så ændrede han sig og lignede mere en der ville angribe.
"Dit dyr!" hvæsede han. Sean grinte svagt, slap kvindens hoved og rev halskæden af hende og gav den til Alane.
"Den er sølle, men det bedste de har. Og det bedste til den bedst, ikke?" smilte han roligt til hende. Et rov, et trofæ, alt efter hvordan man så på det. Så kastede han kniven, manden flyttede sig ikke i vrede og kniven borede sig ind i hans ene ben. Han faldt sammen med et udbrud af smerte.
"For meget?" han så på Alane, for at se om hun nu også var okay med hans form for..."ballade"

Hun kunne godt mærke hvor meget hans ego eller selvtillid voksede ved dette øjeblik men hvem ville det ikke ske for?. Smilet lå stadig over hendes læber og hun kunne ikke lade være med at fnise kort da han mistede kontrollen om kom til at skære kvinden, det var godt nok kun et overfladisk snit. Alane nød den magt hun havde over Sean hvis man kunne kalde det det, hun nød at hun havde så stor effekt på ham bare ved et enkelt lille kærtegn. Det bekræftede hende et eller andet sted i at hun ikke bare var et stykke legetøj for ham men at han gerne ville hende. Men hun vidste ikke om det var sandt eller ej men uanset hvad var det rart at føle det var sådan. De grønne øjne flyttede sig først fra ham da hun hørte en klirren mod bordet, sikke dog et usselt udbytte han havde gravet frem. Betød hans kone virkelig ikke mere for ham, patetisk, det var hvad han var. Atter engang brød et smil frem på hendes læber som hun hørte kvindens skrig, hvem havde troet hun var så sadistisk? Let lod hun fingeren glide langs kvindens sår så hun vred sig mere i smerte under Sean greb. Dog drejede hun rundt da han begyndte at snakke som om han rent faktisk mente noget, endelig havde han vist fået vækket en indre magt til rent faktisk at svare igen. Dog kunne hun ikke lade være med at sende manden et flabet og faretruende smil hvilket fik ham til at træde lidt væk da han virkelig kunne mærke det dyriske i hende men lige nu lod hun det også bare skinne igennem, gemte det ikke. "Hvor er du dog sød Sean", hun tog imod halskæden og lænede sig så op og kyssede ham drillende og pirrende i mundvigende mens hun bidt kiggede op på ham. De grønne øjne rettede sig mod manden og hun kunne ikke lade være med at smile lidt før hun atter så op på Sean, et kys blev ham givet. Et lidenskabeligt, passioneret og vildt kys. "Ikke den mindste smule", disse ord kom fra hendes læber da hun roligt havde brudt kysset mellem dem og nu stod hun egentlig bare og kiggede op på ham med et lettere legesygt blik.

Den Alane han havde kendt havde ikke besiddet sådan en dyrisk side, sådan en ligegyldighed for menneskeliv og smerten. Den Alane han havde kendt, havde faktisk mest virket en smule for uskyldig og usikker. Folk omkring ham forandrede sig meget for tiden og han viste ikke altid hvad han syntes om det. Men kunne han klage? Han havde selv undergået en stor forandring og blevet mere kold og farlig end før. Hvor han før nød bare at snakke til folk og se dem krympe sig, når han psykisk manipulerede med dem, nød han endnu mere nu at se dem krympe sig under virkelig smerte...han slap kniven, nu hvor han ikke havde kniven, og hun faldt til gulvet med nogle hulk. Hun tog sig til kinden og så over mod min mand, før hun rejste sig for at gå over og hjælpe ham.
Sean nød kysset, selv om det var distraherende. Men han klagede ikke, han nød opmærksomheden fra Alane, var glad for hun ikke flygtede ud af døren, men accepterede han slemme sider. Hvordan kunne han have sagt nej til hende dengang? Hvor forvirret måtte han ikke have været efter det ritual, som enlig torturerede hans sjæl på ulidelige måder, for at droppe hende?
Han vendte sig om mod manden.
"I får lov at leve ugen ud, på disse småmønter. Jeg sender en mand til jer når ugen er gået og så har i bare at betale mere. Mig skylder man ikke penge og går helskindet fra det." manden lå på gulvet og pev, mens han tog sig til benet. Kvinden satte sig ved siden af ham med rystende hænder. Hun så op på Sean med et en sær stålvilje.
"Du skal få dine penge" Sean nikkede og tog mønterne på bordet. De få der var. Så gik han over mod døren og udenfor. Ud i den friske luft, hvor han ikke længere kunne lugte blodet og hvor han kunne slappe af igen. Han stoppede op foran huset og så op mod den mørke himmel med et selvtilfreds smil om læberne.

Alane havde ændret sig meget, om dette var en god ting eller en dårlig ting var hun ikke sikker på. Hun havde ikke helt samme værdiger som hun havde før, før havde hun været naiv, uskyldig og blåøjet. Men nu virkede hun ikke til at give en enkelt øre for kvindens eller for den sags skylden mandens liv. Et eller andet sted skræmte det hende men på den anden side kunne hun godt lide at være som hun var. Gad vide om Sean kunne mærke hun havde forandret sig, kunne han lide det eller ville han hellere have den gamle Alane tilbage. Gud hvor var det dog forvirrende og irriterende at tænke på. Før havde hun været ligeglad hvad folk tænkte om hende men lige præcis med Sean var det anderledes. De grønne øjne rykkede sig hurtigt fra sin sstirrende plads mod vinduet til kvinden der nu lå på gulvet og hulkede, kort tid efter fik hun sig dog flyttet over til sin mand. En tanke strejfede hende, var hun et monster nu? Var det her egentlig forkert eller var det rigtigt. Alle tankerne omkring morale forsvandt mens hun kyssede ham, det var helt vidunderligt men samtidig vidste hun stadig ikke om han ville have hende som hun ville have ham. Hun fik et chok da han pludselig brød kysset ved bare at vende ryggen til hende. Hvad gik det da lige ud på? Kort lod hun øjnene glide over de to som sad op af væggen, hunde ræd for hvad der sikkert ville ske, hun endte med et kort øjeblik at kigge ned på halskæden før hun besluttede sig for at gå udenfor, Sean var alligevel ved at afslutte. Hun kiggede stille på ham som hun stod nede på gaden og han stod deroppe på trappen. Hun havde et smil på læberne mens hun stille så på ham.

Faktisk passede det godt. Den eneste han havde mødt, som mindede om ham selv næsten til punkt og prikke, var Alitheia og han var pladask faldet for hende, men han viste han ikke kunne få hende ved at være sød og charmerende. Så i stedet havde han snakket om de var som små guder og deres forhold var en del af noget meget større og at hun skulle være hans dronning i et ukendt rige. Og det havde virket, de havde på en måde et forhold. Ikke et kærligt et, måske mere en slags forståelses og på grænset til venskabeligt forhold. Og Nephthys, han havde indledt et forhold med hende lige efter han havde sagt nej til Alane, måske for trøst, måske fordi han var træt af at sige nej, da hun evig og altid rendte efter ham, smask forelsket som hun var i ham. Men tingene var anderledes nu. Han havde ikke lyst til Neph længere, men hun havde også fået et hukommelsestab og huskede ikke deres tid sammen før. Deres forhold var aldrig blevet det samme igen efter barnet og nu var det helt ved siden af...Hun var en af de få der faktisk fik lov at overleve, hvis hun irettesatte ham. Alitheia stolede nok ikke længere så meget på ham, selv om han var overbevist om de stadig kunne lege venner og snakke og arbejde sammen. Og så var der Alane.
Han åbnede øjnene og så ned på hende med et svagt smil. Han viste hvad han forlangte af en kvinde, hvis han endelig skulle leve med en enkelt. Hun skulle være en blanding af et dyr og en rolig, moralsk person. Hun skulle kunne acceptere hans vilde liv, at han slog ihjel og torturerede for sin magt. Men samtidig skulle hun minde ham om at de ikke var hans dukker, at han ikke bare kunne rende rundt og lege Herre over alt og alle. Så han ikke mistede sin forstand, mere end den allerede var. Alane havde været for blid, Neph havde også været det. Ali var ligeglad med morale. Men så havde de alle forandret sig. Neph stoppede ham stadig, når han slog kniven i et offer og det irriterede ham let. Men hun mindede ham om at der fandtes andet end smerte og magt. Ali...Ja, hun huskede ham om det sjove ved faktisk at slå kniven i folk. Og Alane...Var hun virkelig den slags kvinde, han endelig havde fundet ud af han havde brug for?
Hun var ikke bange for ham, hun accepterede hans sider, både den gode og den onde. Hun var forandret, men nok til at hun opfyldte hvad han havde brug for? Det var i hvert fald hende hans kærlighed først var landet på...Og den havde ikke flyttet sig siden.
Han gik ned til hende og stoppede op lige foran hende. Han viste ikke om hun kunne opfylde det hele, men han holdt af hende og ønskede hende nær. Han viste hun ønskede ham, i hvert fald i sengen, det havde han fornemmet hele natten. Men ønskede hun ham ellers?
"Hvad er der sket med dig?" Han havde ville spørge om hun ville have ham. Om de på nogen måde kunne være sammen igen, men som altid blokerede noget for at han spurgte direkte om sådanne ting. En vane? For overlevelse? At undgå for meget følelsesmæssigt for ikke at blive skadet i det længere løb? Han viste det efterhånden ikke længere.

Han havde tydeligt stået dybt sine egne tanker, det var hun slet ikke i tvivl om, men hvad havde det helt præcis været? Havde det været om hende, havde det været om hende eller var det bare hele denne situation som havde sat hans tanker igang. Hun vidste det ikke men kunne godt tænke sig at vide hvad han egentlig tænkte på. De grønne øjne gled ned på smykket i sine hænder, hun havde det et eller andet sted dårligt med at have den, hvad hvis den havde betydet noget? Hun ville jo selv blive ked af det ja faktisk rasende hvis nogen tog den halskæde hun havde fået af Sean men på den anden side havde kvinden og manden jo skyldt penge og det var vel bedre de havde deres liv end at de intet havde? Hun kiggede op da han nu stod foran hende. Spørgsmålet kom virkelig bag på hende, hvad skulle det betyde, der var da ikke sket noget med hende. Var hun kommet til skade eller sådan noget. Det var der det gik op for hende hvad han egentlig havde ment med spørgsmålet. Han kunne tydeligvis ikke lide hendes nye jeg men hun var nu engang hvem hun var og det var altså svært at forklare. Men et eller andet sted var svaret vel meget simpelt. Hendes indre dyr havde fået mere kontrol ud af til. Hun kiggede ham roligt i øjnene. "Jeg tror egentlig bare mit indre dyr har fået mere kontrol ud ad til i hvert fald i en hvis grad". Hun ville så gerne være sammen med ham men hun blev ved med at tvivle om han egentlig ville have hende eller om det kun var hendes krop han var interesseret i. Det her havde været fint for Alane men hvis det havde været helt uskyldige mennesker havde hun ikke brudt sig om det, hun brød sig ikke om tanken om at folk som intet havde gjort skulle dø.

Han så lidt på hende og nikkede svagt. Hendes indre dyr. Alles indre dyr. Han viste ikke hvordan han havde det med det hele, mest af alt følte han sig pludselig træt, som om alle hans tanker og forvirring satte sig på kroppen og tyngede ham ned. Han lod en hånd glide gennem sit hår og smilte svagt til hende, før han kyssede hende let.
"Kom. Lad os finde et sted at slappe lidt af. Det har været en hektisk fødselsdag" smilte han roligt og lagde en arm omkring hende.
"Ja, altså hvis ikke du har andre planer eller skal andre ting." han så ned på hende. i det tilfælde ville han ikke holde på hende, men han håbede han kunne nyde hendes selskab lidt endnu.

Hun kiggede stille på ham. Han virkede pludselig så træt, næsten lige glad. For lidt siden havde han ellers virket så levende, så spændende men ikke mere. Ikke at han var kedelig, det var ikke det der var ment med det. Alt den lyst og begær hun havde haft var efterhånden forsvundet, ikke at det gjorde hende noget, hun ville også gerne bare nyde en aften i hans selskab som ikke endte med sex, selvom hun utrolig godt kunne lide det ville hun gerne vise det var ham hun kunne lide. Alane gengældte det blide kys men kunne ikke lade være med at gøre det lidt kærligt. Hun kiggede roligt op p ham som han snakkede til hende. I det han lagde armen om hende puttede hun sig stille ind til ham. Let bed hun sig i læben mens hun tænkte på hvad de kunne lave sammen, hendes hjem var jo så langt herfra, så måske hans hjem? Hun kunne huske den gang de havde snakket om at flytte sammen, nyforelskede og det hele. "Vi kunne tage hjem til dig og slappe af der?", hun sendte ham et blidt smil. "Sean, jeg har ingen planer. Jeg vil rigtig gerne være sammen med dig".