Happy birthday//Sean.

Han holdt hende ind til sig et øjeblik og kyssede hende oven på hovedet.
"Dejligt. Lad os tage hjem til mig" Han passede meget på sit hjem. Han viste det kun til de folk han stolede mest på...Med en enkelt undtagelse, som måske endda ville være dyr.
Det var sikret og lavet til hans arbejde og hans eneste, faste ståsted. Men han stolte på Alane. Hvilke grunde havde han til ikke at gøre det? Så han begyndte at gå hjemad, med armen om hende. Hvis hun altså fulgte med. Han havde ikke planlagt de skulle have sex, selv om han sikkert ikke ville sige nej, hvis det skete.

//Har lidt kreasvigt...//

Hun nød at være så tæt på hm som hun var nu, han mindede hende om alle de dejlige ting som de havde gået i gennem sammen men også de ting som ikke havde været så gode. På en og samme måde var han hendes lykke men på den anden side var han også hendes største sorg. Det var en meget ambivalent følelse at stå med. Hun kiggede op på ham med et dejligt smil, hun glædede sig til at se hans hjem, hun havde jo aldrig set det før. "Lyder dejligt". Let lod hun sin arm glide omkring hans lænd så hun nu også holdt omkring ham, det var en rar følelse, en følelse af lykke som hun ikke havde haft længe. Det virkede så oprigtigt, så rigtigt men hun var stadig meget i tvivl om om han overhovedet elskede hende mere, hun havde sagt til ham hun elskede ham eller hun havde i hvert fald prøvet på sin egen lettere klodsede måde. Hendes bare fødder lavede små tap lyde som de gik ned af de næsten tomme gader nu, der var ikke mange som befandt sig i nærheden af slavemarkedet i løbet af natten. Alane var stadig nysgerrig, nysgerrig omkring Seans arbejde men hun spurgte ikke ind. Nu ville hun bare nyde hans selskab og resten af deres aften sammen, der var jo ingen der havde spurgt om hun ville sove der og hun havde jo heller ikke selv spurgt men natten var stadig ung.

Han førte vej gennem både de små og større gader. Væk fra de fattige-udseendet huse og hen til det finere kvarter, hvor de rige havde deres residens. Der gik flere vagter her, men de virkede faktisk ligeglad med Sean. Måske fordi han havde haft chefens søn og tortureret ham. Sagt han ville gøre det igen, hvis de ikke lod ham være. Endelig kom de til et toetagers hus, malet i en lys grøn farve. Umiddelbart så det ganske almindelig ud, selv om det kunne ses det var nyere end de andre huse ved siden af. Dette var begrund af han havde bygget om på huset, fået sig en stor og tung egetræsdør, tykke glas i vinduerne og tjørnekrat rundt om huset, som ville irritere enhver der prøvede at snige sig rundt om hans hus og lave ting og sager. Men det var bare de ting man kunne se.
Roserne, der voksede op foran huset, var så småt ved at komme med knopper.
Han fiskede en nøgle frem og gik op til huset. Det lød et klik fra låsen og Sean lagde hånden på dørhåndtaget, men inden han åbnede døren vendt han sig om mod Alane med et alvorligt blik.
"Dette er mit hjem. Mit første og eneste rigtige ståsted i denne verden og det sted jeg kan slappe af og holde på mine hemmeligheder. Jeg stoler på dig, men som alle andre også har fået at vide...Ingen må vide hvem der bor her. Ingen må kende til mine hemmeligheder." han så lidt på hende for at se om hun var indforstået med det, før han skubbede døren op og trådte ind i en kæmpe entre med flødefarver marmorgulv og en lysekrone i loftet, som spredte et blødt skær. Billeder på væggene, som næsten var mandshøje, af umiddelbart ukendte personer. døre til begge sider og endelig en stor trappe i midten, der førte op til næste etage...

Hun fulgte ham blindt, hun stolede fuldt ud på ham, det var måske ikke det smarteste i så mange andres øjne og i sær ikke efter det der var sket mellem dem, jo han havde fortalt hende han havde været hende utro, 9 måneder efter hvor barnet så var kommet til verdenen, hun kunne mærke en mørke kravle ind over sig men skubbede den hurtigt væk fra sig. Hun kiggede stille op på Sean, måske de bare skulle være venner i stedet for hun søgte efter kærester, han virkede alligevel ikke interesseret i andet end hendes krop og hendes venskab. Måske hun bare skulle holde op med at presse på. Disse tankerne trak en tristhed helt ind i hendes hjerte men hun holdt det inde i hende i stedet for at lade det skinne frem. Hun satte hurtigt en facade op med et falskt smil men det virkede så ægte at det næsten var umuligt at se igennem men hvis der var nogen der kunne var det nok den mand hun var sammen med nu.
De grønne øjne betragtede huset de var nået frem til, et hus lige efter hans stil, ingen tvivl der. Hun vidste ikke om hun burde fortælle Sean at Sajro havde fortalt hende hans rigtige følelser for hende, han elskede hende. Men hvorfor skulle hun egentlig, der var jo ikke noget mellem dem selvom hun inderligt ønskede det, måske hun virkelig bare skulle give Sajro en chance i stedet for? Hun rystede tankerne af sig, hvad snakkede hun dog om, det var Sean hun var vild med og hun agtede på ingen måde at udnytte Sajro. Det holdt hun for meget af ham til at gøre. Roligt flyttede hun blikket så det landede på Sean, hun havde hørt hvad han havde sagt. "Ja det er det Sean, du kan stole på mig". Hun fulgte roligt efter ham ind i huset, stille stoppede hun og lod blikket glide rundt, prangende men flot.

Han lod selv blikket glide rundt, da han lukkede døren efter dem. Han gik om bag hende og lagde sine hænder mod hendes skuldre.
"Det er stort og måske for meget, for visse personer. Men for mig er det perfekt. Det viser magt, det viser rigdom. Det skjuler ting" han smilte svagt for sig selv, men lod så blikket glide ned over Alane i stedet. Hun havde fået det triste drag om munden igen og hendes øjne skinnede også sært. På en måde han genkendte. Hvad spillede sig nu i hendes tanker? Hvad fik hende igen til at miste det ellers gode og smittende humør? Mindede huset hende om noget eller var det...nogle andre ting?
Han spurgte ikke. ikke lige nu i hvert fald.
"Jeg kan huske vi snakkede om at flytte sammen engang. En tanke der virkede direkte skræmmende for mig. Jeg er ikke van til at dele hus med folk, som jeg virkelig burde holde af. Have dem så tæt på min hemmeligheder og på mig selv, hele tiden" Hans stemme var rolig og gled rundt i det store rum.
"Tilmed følte jeg stadig du var en fremmed kvinde, selv om jeg følte noget for dig. Jeg var ikke klar til at binde mig. Jeg var ikke klar til at åbne for de følelser og lade andre kende dem og acceptere dem. Men Alane..." han slap hende og gik om foran hende i stedet for, så hun kunne se ham, da han kiggede på hende, nu med front mod hende. Hvad skulle han enlig sige? Han var ikke helt sikker. Ham der ellers altid havde en kvik kommentar til ting. ordene sad fast et sted inden i ham. De havde ikke meget lyst til at blive sagt og han var bange for at sige dem på en måde, der lød som om han ikke mente dem. Men tegnene var klare nok: han brød sig ikke om at være sammen med andre kvinder længere, selv når han spiste, og hun var hele tiden i hans tanker.
"...Vil du ikke nok give mig en chance til? en chance for at være det du fortjener, en chance for at vise...Mine inderste følelser for dig?"

Hun kunne simpelthen ikke skylle det dårlige humør væk men hun ville hellere ikke belaste ham med endnu en af hendes kærlighedserklæringer. Det var simpelthen for latterligt, et eller andet sted ville hun ønske hun bare kunne komme over ham og finde sig en som rent faktisk elskede hende, ønskede hende tæt på sig. Men hendes allerstørste ønske var at han ville gengælde hendes følelser men samtidig kunne hun mærke hun var bange for at indlede et forhold med ham igen, ikke fordi han spiste ved at have sex med andre kvinder men fordi han havde været hende utro og skjult det bag hendes ryg største delen af deres forhold. Det gjorde ondt at have disse tanker, hun ville jo så gerne være sammen med ham men han ville vist ikke hende. Hun blev hevet ud af sine tanker som han lagde hænderne mod hendes skuldre. Let kiggede hun sig over skulderen, ikke klar over at små krystalklare tåre sad i hendes øjenkrog og truede med at falde men hun kunne ikke gøre for det. Kærlighed var så møg besværligt! Hun lyttede til hvad han sagde men det gjorde egentlig bare mere og mere ondt på hende for hver ord han sagde. Blikket faldt ned på gulvet og en enkelt tåre ramte marmor gulvet. Hun kiggede dog op på ham efter lidt tid, faktisk nærmere sagt da han nu stod foran hende, hun virkede pludselig så skrøbelig i forhold til hvad hun havde udvist før. Hun spærrede øjnene op som de ord undslap hans læber, det kom helt bag på hende men samtidig kunne hun mærke glæden sprede sig i hendes krop. Med et kastede hun sig i hans arme og puttede hovedet mod hans hals mens hun roligt hviskede, "Jeg vil gerne være din igen Sean...".

hendes tårer rørte ham dybt. Han havde lyst til at fjerne dem, trøste hende og sige alt nok skulle blive godt igen. Holde hende tæt ind til sig. Men han ville heller ikke påtvinge hende ham, hvis hun ikke ønskede ham så tæt på sig. Hvis hun mest havde lyst til at flygte ud af døren, som Neph bla. havde gjort da han endelig viste hende ind. At vise folk ind i sit hjem var de ultimative bevis for at han stolede på personen. Med kun en undtagelse, en fejltagelse da han opdagede hun var slave for Rafael, hans leder. Men Camille stolede han på. Alane stolede han på.
Da hun krammede ham, nærmest faldt ind i armene på ham, følte han sig endnu engang lykkelig, oprigtig glad. Det ændrede ham nærmest. Hans arme gled omkring hendes krop og holdt hende ind til sig, mens hendes duft gled op gennem hans næsebor og fik ham til at slappe af.
"Så vær min, jeg beder dig" han kyssede hende oven på hovedet. Han ville have hende hos sig. Hun skulle være hans lille dronning over hans skjulte rige. Han viste ikke om hun ønskede at blive en del af hans verden, en del af hans klan og de hemmeligheder den bar på. I et øjeblik viste han faktisk ikke om han ville gå så vidt som at betro hende sådanne ting. Men så gik det op for ham at det ville han godt. Faktisk ville han være lykkelig for at dele tingene med Alane, hvis hun gad dem.
En lyd af en dør gjorde ham nærværende igen og rev ham ned til jorden, væk fra alle de lige for høje tanker, der lå ude i fremtiden. måske.
Han drejede hovedet og så sin butler komme gående over mod dem. Han sendte ham et oprigtig glad smil og slap Alane halvt.
"Alane, dette er min dygtige butler, Sigmund. Sigmund, dette er Alane. Hendes ord skal du tage som mine" forstået på den måde at ville hun have noget eller sagde hun noget, skulle han følge dem som var det Sean der havde givet ham en ordre.
Sigmund var en ældre herre, som tydeligvis havde været butler hele sit liv. Dette kunne ses i den ranke måde han gik. han var klædt i fuldkommen sort tøj og han havde kort, gråt hår der var redt tilbage. Han bukkede let for dem begge.
"Som de vil det, Herre" svarede han let.

Hun kunne se på ham hvor ondt det gjorde at hun græd, hun fik lyst til at stoppe, hun ønskede ikke at såre ham på nogen måde, det var jo ikke hendes intention, hun kunne bare ikke holde det tilbage, hans ord havde gjort ondt på hende for det bekræftede hende i alle hendes tanker om at han ikke ville have hende på den måde og det kom han vel aldrig til og så skulle hun i hvert fald ikke presse mere på. Men det hele var som skyllet væk i det han sagde han ville have hende, have hende til at være hans igen. Tårnene holdt helt op som hun stod i hans arme, det var så rart, hun kunne mærke lykken fra både tæer og hele vejen rundt i hendes krop. "Jeg er din Sean", hun hvislende det stille i øret og kyssede ham så derefter på læberne, et intimt og kærligt kys. Hun holdt kysset indtil hun selv hørte døren. Let vendte hun blikket mod manden og derefter mod Sean, hvem var han, men han ville jo nok fortælle hende det eller det håbede hun. Anand ville hellere end gerne være en del af Seans hemmelige rige, alt hvad han skulle gøre var blot at spørge hende. Hun kiggede stille på Sigmund og smilte roligt til ham. "Hyggeligt at møde dig Sigmund". Hun havde en rolig og musikalsk stemme og et dejligt smil. Han måtte virkelig stole på hende hvis han lod hende gøre dette. Hun kunne bare mærke den varme følelse i sig, det var fantastisk.

De fleste var blevet introduceret til Sigmund, men ingen havde fået at vide at deres ord var Seans ord. Han stolede på Alane ikke ville misbruge det og Sigmund ville stadig ikke afsløre nogle hemmeligheder, selv om han ville gøre som hun sagde. Man kunne ikke være i huset eller lave særlig meget, uden at Sigmund viste noget om det og det gjorde ham til en vigtig mand for Sean. Han havde været den bedste butler han kunne finde, fuld af gode anmeldelser, og sørme om det ikke holdt stik.
Kysset havde været dejligt. Bare de to.
"Skal jeg vise dig lidt rundt?" smilte han ned til Alane, da de to ny var blevet præsenteret for hinanden.
Sigmund stod bare rank foran dem og ventede evt. ordre eller ønsker. Sean kiggede op på ham et øjeblik.
"Åh ja, det er rigtigt. Har du klaret det?" Sigmund smilte og nikkede let med hovedet.
"Manden modtog glædeligt din betaling og stalden er nu din. De to hunde du ønskede dig skulle komme om et par dage, når de er gamle nok til at tage fra moren" Sean nikkede let og viftede kort med hånden, hvilket var Sigmunds tegn til at forsvinde. Hvilket han gjorde, han vendte om, efter et høfligt buk, og gik tilbage mod køkkenet. Køkkenet, som virkede som et samlested for huset beboere.

Hun ønskede på ingen måde at udnytte det, hun havde ikke tænkt sig at udspørge sigmund om hvad Sean egentlig lavede, mon ikke det ville komme med tiden. En tanke slog hende dog, en dag ville de helt sikkert gå fra hinanden, hvordan kunne Sean overhovedet finde en gammel grå kælling attraktiv, det gav et stik i hjertet at tænke på det men hun skubbede det hurtigt ud af hovedet og ville nu bare nyde nuet sammen med ham. Alane var måske ikke den mest dannede person man kunne finde, hun havde svært ved at læse og var egentlig heller ikke så god til at skrive, den eneste grund til hun kunne tale så godt som hun kunne var alle de år hun havde brugt på at studere folkene i doomsville og så var det efterhånden kommet af sig selv. Let strøg hun en hvid for hår ud af øjnene og kiggede roligt op på Sean som han snakkede til hende. Hun ville elske en rundtur, ingen tvivl der. Hun sendte ham et dejligt smil. "Det vil jeg meget gerne". Der var ingen der kendte noget til hendes handikap hvad angik skrivningen og læsningen. Alanes hævede stille et øjenbryn, hvad var det dog de snakkede om? Hun var da også altid så pokkers nysgerrig. Hun bed sig let i læben oven i arene hun havde. Hun kiggede roligt op på Sean, "Hvad gik det ud på?", let lagde hun hovedet på skrå og betragtede ham.

Læse og skrive var det et lille problem. Hvis hun fortalte om det eller han fandt ud det, kunne han enden selv lære hende det eller skaffe en lærer der kunne. Selv kunne han sagtens læse og skrive, nogle ting han havde lært hjemme på jorden, da det blev udviklet og betød mere gennem tiderne. Dengang han blev født havde mange været analfabeter.
Han havde ikke tænkt over at Alane ville blive ældre og ham selv forblive ung. Tiden gik, men han blev aldrig ældre og derfor tænkte han sjældent over at andre gjorde. Neph havde også på et tidspunkt givet udtryk for de samme tanker, hvilket resulterede i hun endte op som vampyr, en beslutning hun ikke havde fortalt ham om. Han var stadig utilfreds med det, men på den anden side ville han nu havde en ven for...ja, evigt? Hvis de da kunne enes så længe.
Han så ned på hende med et lille smil.
"Jeg har mit hjem, jeg har mine kloakker og klan. For at være helt selvstændig manglede jeg en stald til nogle heste, så ingen behøver at vide noget om hvor nogen af os rejser hen og nogle vagthunde til mit hus." smilte han
"Så jeg får snart to hvalpe" som han skulle træne op og bruge tid på. Han havde tidligere haft kæledyr, men hver gang de døde blev han altid så trist. Så han havde holdt sig fra dem i noget tid - Til nu.
Han gjorde tegn til om de skulle starte med køkkenet. Så kunne hun også møde kokken Mary og sikkert også en af de to tjenestepiger.

Da de blev jaget fra hus og hjem havde hun endnu været for ung til at lære det men. Som årene gik hvor de var på flugt havde de haft tid til at lære hende en smule men det var mest navne på planter som var nyttige og læse nogle af familiens opskrifter. Hendes far havde ikke været shapeshifter, han havde været en varulv hvorimod hendes mor var en shapeshifter. Hendes bror havde taget form efter faren og hende moren. Hun så ikke nogen grund til at gøre noget ved det, endnu. Det har jo ikke engang sikkert hvor lang tid deres forhold ville holde og hun ville ikke smide alt i grøften for Seans skyld. Men et eller andet sted ønskede hun ikke at blive grå og gammel og dø mellem hans fingre, det ville hun ikke. Opmærksomheden blev dog straks rykket til ham og det han sagde da han begyndte at snakke. "Okay, så du har simpelthen din egen kloak?", hun hævede øjenbrynet og sendte ham et skævt smil. Alane elskede stort set alle dyr, selv dem som andre så som onde væsner. "Sødt, jeg elsker hundehvalpe". Hun nikkede og gjorde bare tegn til han skulle føre an. Hun så roligt op på ham med et dejligt smil. Gad vide om Sean egentlig havde haft kærester før? Det havde han jo nok, mon han havde billeder eller gamle ting fra dem? Hun kiggede op på ham med et hjertevarmede smil mens hun lænede sig ind mod ham.

Han grinte let.
"Det lyder nok ulækkert. Det kan jeg fortælle dig, eller måske ligefrem vise dig, en anden gang" nikkede han. hver ting til deres tid, at indvie hende i de større hemmeligheder...ja, det passede ikke til situationen lige nu og her. Hundehvalpe var bedårende og søde. Og som voksne praktiske, når de havde lært at beskytte deres hjem og dets beboere.
Sean havde haft forskellige kvinder gennem tiden, selv om den sidste, altså før Alane og Neph, havde været en del tid siden. Hun havde virkelig såret ham, forrådt ham, og han havde derfor levet med sorgen for sig selv og kun tænkt på sin karriere. til han mødte nogle af pigerne her i byen og dens omegn...
Han åbnede døren, som Sigmund var forsvundet ud af, og afslørede en lille trapper på 5 trin der førte ned til et stort køkken, som også fungerede som et samlested og spisestue. Nede i den anden ende var der en trappe ud af huset, en dør som mest blev brugt af tjenestefolkene, kokken og Sigmund, samt evt. personer der leverede varer til huset. Døren var mindre og lettere end hoveddøren, men stadig af solidt træ og med jernhængsler. Der var forskellige låse på den og lige nu var den også lukket og låst, som Sean altid forlangte om natten.
Midt i rummet stod et stort spiserum, som på visse dage også fungerede som ekstra køkkenbordsplads. Stole og en bænk var rundt om den. Ved bordet sad en ung kvinde, med håret i en fletning og klædt i sort tøj, ud over et hvidt forklæde, sad og spillede kort med Sigmund. De var blevet oppe fordi Sean ikke var kommet hjem og han kunne komme hjem og have brug for dem af den ene eller den anden grund.
Han nikkede kort til hilsen til dem. Tjenestepigen sprang straks op og nejede for dem, men da Sean ikke bad om noget, satte hun sig for at spille videre.
Endelig, til venstre et stort komfur, med brændestabel lige i nærheden, et langt køkkenbord og en dør ned til kølerummet, hvor det meste af maden blev opbevaret. Til højre var der en del skabe og skuffer, fuld af diverse ting og sager.
"Køkkenet. Mary er vist gået i seng, hvad i også er velkommen til" smilte han til tjenestepigen og Sigmund.
"Mary er kokken. En...robust, god kvinde. Nu hvor vi er her, har du så lyst til noget? Mad, drikkelse?" han så smilende på Alane.

"Det ved jeg ikke, det er en kloak, det er ikke fordi skoven er meget anderledes, det er jo bare dyrene kan man jo sige. Men det lyder da meget... Hyggeligt?" Hun vidste ikke helt hvad hun skulle kalde det at han ville vise hendes sin kloak, det var jo stadig en kloak. Det var jo ikke et hyggested eller hun havde faktisk været i kloakken før, sammen med Arason som hun nu ikke havde hørt længe fra. Hun havde bedt ham om at tage sig sammen og droppe at alt det druk, han burde tage sig sammen i stedet for og gøre noget ved hans problemer. Det var i hvert fald det hun mente. Ikke at hun havde været meget bedre i den periode Sean og hende lige var gået fra hinanden. Alane var egentlig heller ikke interesseret i at høre om Sean ekser, det var ikke lige noget der var et plus i hendes bog. De grønne øjne gled over de mange malerier, hvem var menneskerne på dem. Betød de noget for Sean eller var det blot nogle meningsløse billeder. Hun fulgte roligt med ham mod døren, det skinnende marmor gulv var lettere koldt under hendes fødder men det var en rar følelse. De nysgerrige øjne gled over alt i huset, hun kunne ikke lade være, sådan var hun altid når hun kom nye steder, ville gerne udforske alt og vide alting angående stedet. Det var bare ikke altid det var muligt for hende og det var det nok heller ikke i denne situation, Sean havde nogle hemmeligheder og det respekterede hun. Hun havde jo også selv nogle ting som han ikke vidste og hvis han gjorde ville han nok ikke blive glad for det. Nok nærmere modsat. Et høfligt og venligt smil blev sendt mod pigen som skyndte sig op da Sean trådte ind i rummet, hun kiggede op på ham og så på dem igen før blikket gled rundt og betragtede køkkenet. "Okay", hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle svare til det men det andet spørgsmål var der nok mere at sige til. "Hmm, jeg kunne godt drikke enten noget te eller noget vin?". Hun kiggede op på ham med et dejligt smil.

Han nikkede let og et blik fik tjeneren til at rejse sig og gå i gang med at lave the.
"Mens vandet koger op, kan jeg vise dig resten af huset" smilte han.
han vendte sig væk fra køkkenet og gik ud i marmorhallen igen. Der var en ekstra dør lidt væk fra køkkendøren, som førte ned til kælderen. Disse ting fortalte han hende, mens han viste hende rundt. Kælderdøren var altid låst, det var en af hans hemmeligheder, et sted han arbejdede og det var ikke for nysgerrige blikke. på den anden side af marmorhallen var der en anden dør, som første ind til et hyggeligt, lille opholdstue, hvor han normalt modtog gæster. Der var et par bogreoler, to bløde lænestole og et lille bord i mellem stolene. Et vindue der vendte imod gaden ude foran.
Så gik han op af trappen og hen af en lille gang, mens han viste ham de forskellige gæsteværelser, som alle bestod af en seng, et lille skab, et arbejdsborg med stol. De gik fordi Elyas' og Luces værelser. De kom forbi et stort toilet med bad. Han viste hende husets bibliotek, et stort rum fuld af bøger, hvoraf de sjældne var låst inde i en specielt skab. Han viste hende kort sit eget værelse, et ekstra tegn på han stolede på hende. hans private værelse var...Privat. men altan, dobbeltseng, arbejdsbord og reoler med vigtige bøger eller mapper. En lille dør ud til hans private toilet og bad. Arbejdsbordet var dækket af forskellige ting, bøger og papirer.
De endte nede i marmorhallen igen da de var færdige, da han viste hende tilbage til køkkenet, hvor theen nok var færdig.

Alane kiggede roligt på ham med et dejligt smil på læberne. Hun var så glad for at det atter var sammen igen men et eller andet sted så var der noget der gnavede i hende, en frygt for at han måske ville 'forråde' hende igen. Men det var ve ikke særlig underligt, han havde trods alt knust hendes hjerte sidst de havde været sammen men hun havde besluttet sig for at tage han tilbage trods det. "Det lyder helt fint med mig". Hun tog hans hånd som han gik op af trappen og de gik nu igennem den flotte marmorhal atter engang, den var stadig dejlig kølig. Her måtte være enormt rart på en rigtig dejlig sommer dag. De grønne øjne ged nysgerrigt rundt som han fortalte om de mange rum som huset indholdte. Hun kunne dog ikke lade være med at skæve en ekstra gang til kælderen, hendes nysgerrighed kogte allerede i hende, hun kunne simpelthen ikke lade være men hun havde ikke tænkt sig at nage i det eftersom det var hans private sager, hemmeligheder gjorde hende bare så nysgerrig. Nogle gange var den helt ustyrlig men hun formåede at holde den i skak et meste af tiden. Alane gik roligt ind på hans værelse og gik lidt rundt i det. Hun lod sine fingerspidser glide over hans skrivebord, hun kiggede ikke på dokumenterne, det var ikke hendes sag at snage i hans sager. Bare det at have set biblioteket fik hende til at tænke på hun hverken knap kunne læse at skrive, hun ville egentlig bare gerne ud herfra, hun følte sig så handikappet. Derfor følte hun sig lettet indeni da de igen stod nede i køkkenet, roligt klemte han hendes hånd og smilte til ham med et dejligt smil.

Han gik ned og satte sig ved bordet i midten af rummet og gjorde tegn til at Alane endelig skulle føle sig hjemme. Tjeneren satte to krus og en kande dampende the på bordet, men en lille skål af hjemmebagte småkager. Så bukkede hun og forlod rummet. Sigmund rejste sig også op og forlod rummet, så de kunne være der for dem selv.
Sean lod blikket glide hen til Alane med et lille smil.
"Min ydmyge bolig" Han slog kort ud med armen, som om han ville vise hende hele huset på en gang. hans bolig var langt fra ydmyg, den viste mere at han havde penge og magt. Penge var nødvendigt for at have sådan et stort, fint hus. Magten kom ved siden af, de fleste kunne købes for penge.
Han tog kanden og hældte the op i begge krus.
"Sukker eller mælk?" spurgte han hende, selv drak han den som den var og tjeneren havde nok været for træt til rigtig at tænke over om gæsten brugte noget af det. Normalt ville det ikke være acceptabelt, man de det var Alane tog han det ikke så tungt. Havde det været en vigtig forretningspartner var han nok blevet utilfreds.

Hans hus havde været smukt men en tand for stort og prængende efter hendes mening men så vidt hun huskede havde hendes barndoms hjem været større end dette, ikke at hun snakkede om det. Måske hun snart burde tage derud, se hvordan det hele stod til og sådan noget. Ville det være for hårdt eller ville det være godt for hende? det måtte tiden jo vise. Alane satte sig stille overfor Sean og kiggede ham i øjnene med et blidt smil. Hun kørte blidt en hånd igennem det lange og hvide hår. En bitter tanke slog igennem hendes hoved, hvor længe ville deres forhold holde denne gang, ville det samme ske eller noget der var være? Nej det skulle hun slet ikke til at tænke, der var ingen grund til at være så paranoid som hun var. Et stille grin kom fra hende som han sagde ydmyge bolig, denne bolig var langt fra ydmyg. "Jamen hvis dette er ydmygt for dig vil jeg slet ikke vide hvad fornemt er", hun sendte ham et skævt og drillende smil. De grønne øjne betragtede dampen som steg op for de to krus hvor teen nu befandt sig, den smagte sikkert skønt og ville være en dejlig måde at afslutte en god dag på. "Ingenting tak. Jeg drikker det rent. Det smager bedst". Roligt trak hun koppen over til sig og lagde hænderne om den og pustede blidt på væsken så hun ikke brændte sig når hun engang ville drikke af den, lige nu var den dog alt for varm. Hun så ham i øjnene og sendte ham et dejligt charmerende smil.

Hun drillede tilbage med en frisk kommentar, præcis som han foretrak det. Hans smil voksede lidt ved det, han grinte sjældent oprigtigt.
Han havde set og oplevet mange ting, både fattigdom og rigdom, både ydmygt og fornemt. Huset manglede måske en designer, men generelt var han ganske godt tilfreds. Det var fornemt nok til at passe til nabolaget og til at bringe ham ind i naboernes små selskaber, hvilket var et godt sted til at sørge for specielle aftaler og høre deres form for rygter og sladder. Samt til at skabe sine egne.
Han nikkede let til det næste - Han foretrak selv theen som den var.


//Jeg har ikke så meget mere at skrive, fornemmer også emnet lakker mod sin ende? eller er det bare mig? //

Et stille gab kom fra hende. Hun kunne mærke hvordan søvnigheden kravlede ned og lagde sig over hende som et dejligt varmt tæppe på en kold vinternat. Roligt løftede hun teen op til sine læber og sippede stille. Dårlig idé den var stadig alt for varm til hun kunne drikke den. I stedet for at stille den tilbage på bordet begyndte hun stille at puste på den. En tanke slog hende, skulle hun egentlig tage hjem og sove eller ville han gerne have hende til at overnatte her. "Vil du egentlig gerne have jeg overnatter her eller skal jeg tage hjem til mig selv?". de grønne øjne kiggede blidt op på ham, et dejligt smil lå over hendes læber som hun forsat pustede på teen. Igen tog hun prøvende en tår og endelig havde den den rette temperatur. Stille drak hun noget af den, den smagte skønt så der var ikke noget at brokke sig over. Hun brugt roligt sin frie hånd til at stryge noget af det løse hvide hår om bag øret så det ikke gled ind foran hendes øjne hele tiden.

//Tror du har ret, ved heller ikke rigtig hvad jeg skal skrive mere //

//OOG: Jeps, vi stopper emnet. Han siger jatak til hun sover der, men om hun bliver der bagefter bestemmer du dog selv.

Vi bliver bare enige om et nyt plot til næste emne //

//Det var jo også det vi aftalte men du må lige smide en pm når du føler dig kreativ nok til vi kan finde på et plot //