Teach me//Tristan.

Tristan havde hele hans liv troet at han var et helt almindeligt menneske. Hans forældre havde altid bortforklaret det højorange hår med, at hans mor var blevet udsat for en væsens evne under graviditeten, men som han blev ældre og rejste til underworld ville han finde at den virkelighed han troede var hans liv ikke eksisterede. Hans træk var fuldkommen menneskelige. På nær de meget målbevidste brune øjne og det orange hår, som var de fællestræk han havde med sin santuine bror - tigeren Luck.

"Argh den gav du mig jo næsten!" Grinede han og ville række hende en hånd for at hun kunne komme op. Så måtte hun selv bestemme om hun tog den.

Hun kiggede op på ham som hun lå der på jorden, hendes øjne studerede ham stille, hun havde tabt og det erkendte hun gerne, Alane var ingen dårlig taber medmindre hun egentlig var stærkere end den hun kæmpede imod. Stille rakte hun op og greb fat omkring hans udstrakte hånd for så at blive hevet op. Hun vejede overraskende lidt i forhold til ham så han ville ingen problemer have med at hive hende op. Da hun var oppe at stå slap hun hans hånd og begyndte at børste sit tøj af for visne græsstrå og jord. Alt imens kiggede hun dog op på ham og med et lille grin kom det fra hende, "Ærlig talt havde jeg ikke lige regnet med du ville hive mig i håret så det kom som en ret stor overraskelse for mig". Hun blev færdig med at børste sig og rettede sig op. Nu kunne hun altså ikke holde sin nysgerrighed ud mere, hun blev nødt til at spørge ham så det gjorde hun. Sig mig engang Tristan, er du egentlig et væsen eller er du menneske?", man ville tydeligt kunne høre nysgerrigheden i hendes stemme for ikke at tale om at den skinnede i hendes øjne som hun så i hans.

Han smilede stort ned til hende, og hev hende uden besvær op. "Man må være forberedt på alt, men ja det var en fordel for mig at du har langt hår" Fortsatte han og blinkede venligt til hende. Han tog et skridt væk for at hun kunne børste sig af. De kunne sagtens træne mere, men egentlig ville han mene det kunne være federe at øve evner. Det kunne han også selv trænge til, og det behøvede jo heller ikke være imod hinanden.

Han løftede et øjenbryn af hendes spørgsmål og rystede bare på hovedet med et skævt smil. "Sig mig, hvad tror du jeg er ?" Spurgte han med hovedet på skrå.
Så valgte han alligevel selv at svare da hun havde givet sit bud, hvis hun gav et.
"Egentlig troede jeg at jeg var menneske indtil jeg var 17, men da jeg kom her var realiteterne lidt anerledes. Jeg har en bror jeg ikke kendte til. En tiger" Forklarede han, og hun ville nok vide at han var santuine da han sagde det.

Hun kiggede på ham med et grin, det måtte hun hellere huske, det var ikke alle der kæmpede lige pænt men det var nu egentlig meget godt at Tristan forberedte hende på det. "Det må jeg jo så nok lige huske. Jeg kan nu egentlig også meget godt lide mit lange hår så selv om det er ulempe i kamp klipper jeg det nok ikke foreløbigt af". Let slikkede hun sig om munden og betragtede kort Tristan med et af hendes dejlige smil før hendes øjne gled omkring igen, her var nu meget rart, hun elskede naturen.

Alane kiggede på ham med nysgerrige øjne, hun betragtede ham, lod øjnene glide over hans krop, ikke i nogen pervers form men det var nu ikke fordi han ikke så godt ud men hun prøvede at finde ud af hvad han var. "Hmmm..". Hendes øjne ramte hans og hun lyttede efter da han snakkede atter engang. En Santuine, aldrig havde hun mødt en før. "Jeg har aldrig mødt en Santuine før hvis jeg skal være ærlig. Men hvor er din bror så henne?". Et skævt smil gled så over hendes læber mens hun betragtede ham. "Kan du så gætte hvad jeg er?".