The way to the top ~Luce~

Hun vidste ikke om Caroline ville godtage hendes undskyldning eller ikke, men hun håbede det ihvertfald, at hun ville tilgive hende. Hun ømmede lidt sin pande da hun var gået ind i væggen. Det havde ikke gjort så ondt. Det havde været en ren refleks, at hun havde ømmet sin pande. Hun mærkede Caroline var kommet hen til hende. Hun stod lidt og lyttede til det Caroline fortalte. Det lød lidt meget underligt og umuligt det hun sagde, men måske kunne det nok lade sig gøre alligevel, hvis hun prøvede ihvertfald. Hun nikkede stille til det og tog nogle enkelte skridt frem og prøvede og koncentrere sig, men det var ikke så nemt som det så ud til. Hun gik nogle enkelte skridt frem og gik ind i dørkarmen med skulderen "Det var vist ikke helt godt mærket efter det her"

Caroline skar kort ansigt, til det ikke var så godt Luce gik ind i dørkarmen.. Hun tænkte kort, hun vile gerne hjælpe så godt hun nu kunne. Caroline kiggede på Luce, de skulle jo heller ikke træne alt for meget, for så blev man bare forvirret. Caroline hen mod Luce igen.
"Måske skal vi bare tage selvforsvars øvelserne først?" Forslog Caroline spørgende til Luce, stadigvæk med en venlig klang i stemmen. Caroline syntes stadigvæk at Luce skulle få sig noget at spise frem for alt.
"Efter du har spist." Caroline stod stadigvæk for at Luce skulle angribe hende, det ville være bedre end hun ikke havde prøvet at sårer nogle før. Caroline kunne jo lige præcist hjælpe med vampyrenes svagheder, og dæmonerne. De var de racer hun engang havde ønsket mere end uddøde. Så hun havde jo haft godt styr på svaghederne. Caroline tænkte også at hun kunne få Leah til at hente nogle dæmoner eller vampyrer på kroen, og derved bruge dem. Men hvis de var uskyldige så var det ikke så godt, men hvis det var nogle som var skyld i noget af form. Så kunne det jo sagtens være, men måske skulle de vente med det til at Luce fik det lidt bedre med sig selv og sin styrke.

Hun brummede lavt og ømmede sin skulder. Hvorfor var det så svært og færdes rundt i blinde? Hun forbandet det inderligt meget på dette tidspunkt. Hun kunne ikke fatte hvorfor det skulle være så svært og være den blinde. Hun havde kunnet gå ud i gangen uden problemer men og gå tilbage til køkkenet kunne hun ikke det var underligt. Hun undrede sig dog over, hvorfor hun skulle kunne forsvare sig selv når hun dårligt nok kunne gå rundt "Ikke for noget men hvordan skal jeg kunne forsvare mig selv når jeg ikke kan gå rundt eller mærke rummet?" hun ville vide det først for hun kunne ikke selv se, hvordan hun skulle kunne det, men det håbede hun Caroline ville fortælle hende. Hun havde dog stadig ikke lyst til og gøre skade på Caroline, men hun sagde, at det ikke gjorde noget så hun kunne vel prøve lidt uden og være alt for voldsom. Hun nikkede bekræftende til det Caroline fortalte "God ide vil du så hjælpe mig derind igen for tror ikke, at jeg ville kunne klare og gå derind igen som du nok har opdaget" hun snakkede stille og roligt til hende.

Caroline nikkede lidt.
"Fordi før, da du var på vej ud. Havde du kun en ting i tankerne, at komme væk. Derfor fuldte dine instinker dig, så hvis jeg kan få dine instinkter til at gribe ind og lade dig forsvarer dig selv. Så ville du uden du opdager det, faktisk være i stand til at mærke dine omgivelser. Desuden er levende væsner nemmere at mærke end møbler. Så du skal enlig bare holde fokus på at forsvarer dig selv, bare rolig jeg skal nok lade hver med at være alt for ond." Sagde Caroline men den sidste sætning var bare sat til at drilsk grund, hun havde jo selv sagt at hun ikke ville skade Luce. Mindre små skader for at sætte Luce's instinker igang var tilladt. Hvis Luce tillod det. Caroline nikkede til Luce.
"Jo selvfølgelig." Svarede Caroline og fuldte Luce med ud i køkkenet igen.

Hun stod stille og lyttede til det Caroline sagde. Det gav ret meget mening nu, hvor hun sagde det. Hun nikkede forstående "Så jeg skal ikke tænke på, hvor møblerne står for og kunne gå rundt, hvor det så bliver mine instinkter der styrer mig hen til det sted jeg skal?" hun ville lige være 100% sikker på, at hun havde forstået det rigtigt før hun ville gøre noget rigtigt. Hun smilede stille da Caroline hjalp hende ud til køkkenet igen. Hun kunne stadig dufte de varme pandekager der stod på bordet og ventede på og blive spist af hende. Hun lagde en hånd på stolens ryglænd for og mærke den så hun vidste hvordan den stod. Hun satte sig stille på stolen og begyndte og spise nogle pandekager. Hun kunne godt lide Carolines pandekager de var virkelig gode det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun begyndte og spekulerede på, hvad det var Caroline ville have hende til og gøre. Hun slugte en pandekage og smilede stille "Hvad er det egentlig du vil have jeg skal gøre under den der træning du har planlagt?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Caroline kørte en hånd igennem hendes hår.
"Ja du skal bare lade dine instinker for ikke at komme til skade slå til. Det vil sige at du skal svarer dig selv, når at du hører noget komme imod dig. Det ganske let træning." Forklarede Caroline Luce stille. Da de var kommet ud i køkkenet, satte Caroline sig på en stol ved siden af Luce's, hun havde taget at glas juice med sig til hende og Luce. Caroline tænkte at det måske ville være sjovt faktisk at drikke jucie for første gang i år. Caroline tog en slurk, hendes smagsløg havde ændret sig.. meget!.. Men hun drak en tår til alligevel.
"Bare forsvarer dig selv, vi skal have din fysiske styrke op. For jo mere du ved at du kan, jo stærkere bygger du dig op inden i også. Selvfølgelig skal vi også have plads til at snakke hvis du har brug for det." Svarede Caroline med et skævt smil, og satte glasset fra sig på bordet. Hun havde sat Luce's glas ved Luce's hånd så at Luce kune mærke det kolde glas på hendes knorr.

Luce spiste stille og roligt nogle af sine pandekager imens Caroline snakkede. Da hun havde spist ca halvdelen af pandekagerne var hun blevet så mæt, at hun ikke orkede og spise resten. Hun nikkede forstående til Caroline "Ok nu forstår jeg det bedre hvordan jeg går rundt uden og gå ind i ting" hendes stemme var blevet mere optimistisk. Hun skubbede tallerkenen væk med pandekagerne og lagde sine hænder roligt på bordet og slappede af. Hun mærkede noget koldt imod sine knurre og mærkede efter. Hun mærkede et glas og tog det og drak en tår af det der var i glasset. *Mhm Juice* tænkte hun og drak endnu en tår af sit glas. Hun stilte glasset på bordet igen imens hun holdt den stadig i hænderne. Hun lyttede stille og roligt til det Caroline sagde og det lød nu meget logisk nok det hun fortalte "Ok jeg er med på den, men kan vi så ikke starte stille og roligt ud så jeg kan vænne mig til det?" hun var nød til og være helt sikker på, at det ikke blev alt for farligt imod hende.

Caroline nikkede let og smilede skævt over Luce stadigvæk ville være ved hende, selvom at Caroline var kæreste til Nicolas. Caroline åndede lettet ud.
"Ja, det overraskende hvad instinkter kan gøre." Svarede Caroline med en kærlig stemme, se på hende selv. Hun var stærkere end nogensinde før, hun havde taget en del chancer. Caroline så imod Luce, da Luce drak noget af sin juice.
"Jo selvfølgelig, du må tage det i det tempo som du har mest brug for." Svarede Caroline blidt. "Men jeg lover ikke træningen bliver nem, vi skal nå til toppen. Og når jeg har sat mig et mål, så er det svært at få mig til at opgive det. Og mit mål er at hjælpe dig." Svarede Caroline med et kærligt grin i den blide stemme som flød ud over hendes læber.

Hun smilede stille og kiggede hen imod Caroline imens hun snakkede. Hun gav hende endda ret i det hun fortalte om, hvad instinkterne egentlig kunne uden vi selv vidste af det. Hun nikkede stille "Det har du ret i" hendes stemme var rolig og mild. Hun var stadig lidt overrasket over, at hun havde accepteret, at Caroline var kæreste med den vampyr som startede med og ødelægge hendes liv, men hun kunne ikke gøre for det som var mellem hende og Nicolas og det måtte hun bare indse. Hun tog en tår af sin Juice og lyttede til det Caroline sagde. Hun var glad for, at hun forstod, at det skulle være i hendes tempo for ellers ville det ikke hjælpe meget med og få hende op til tops som var det Caroline ville. Hun smilede stille til Caroline og ventede på, at hun blev færdig med og tale før hun ville begyndte og sige, hvad hun mente "Er glad for, at du forstår, at det skal være i meget eget tempo og er glad for, at du ikke opgiver og hjælpe mig, men kan ikke love, at jeg er ved og opgive efter noget tid. For er en der kan blive meget aggressiv når det ikke lykkes som jeg vil havde det" der var latter i hendes stemme.

Caroline grinte med en kærlig stemme over Luce snakkede om hendes måde at blive vred på hvis tingene ikke lykkedes. Hun smilede til Luce, selvom at Luce ikke kunne se det. Dog kunne man tydeligt fornemme når Caroline smilede ægte..
"Jeg kender det, tro mig det er derfor jeg er så målrettet." Svarede hun med et lille grin kun kærligt ment, og faktisk af sig selv. Caroline havde også et problem med vrede, et ret stort et. Men man skulle virkelig pisse hende af hvis hun skulle gøre noget brutalt. Det var sket før.. Desværre. Caroline kiggede imod Luce.
"Men ja først skal vi finde ud af hvilken form for våben du har det bedst med." Sagde hun stille, Caroline skulle finde ud af om Luce havde det bedst med sværd, knive, spyd, pistoler, eller kaste stjerner måske.. Det ville tiden vise, de skulle prøve det Luce helst ville. Man skulle overskride nogle grænser hvis man var bange for våben, det havde Caroline været. Men nu brugte hun dem ikke, hun var stærk nok uden.. Caroline kiggede på Luce, det kunne være dejligt bare sidde og snakke lidt.. Hvis det var det Luce havde brug for.

Hun sad stille og roligt og kunne høre Caroline var begyndt og grine. Hun kunne godt høre, at det var et kærligt grin så hun begyndte selv og grine lidt af det hun havde sagt. Hun stoppede dog med og grine da hun igen kunne høre Carolines stemme. Hun grinte dog stadig lidt indvendigt over det. Hun nikkede forstående "Ok så forstår jeg det bedre" der var latter i hendes stemme og der var kommet et smil frem på hendes læber og det havde det ikke været længe. Ikke efter hun blev Rafaels slave. Mange havde været bekymret over, hvor hendes smil var blevet af. Der var få der vidste, at hun var blevet Rafaels slave og hun var nu også glad for det for så havde de fleste nok holdt hende indespærret så Rafael ikke fik fat i hende, men hun havde intet valg. Hendes smil forsvandt dog hurtigt igen da hun begyndte og tænke over det. Hun havde ingen jordisk chance for og komme ud af Rafaels magt og så slet ikke komme ud af slavelivet som hans slavetøs som han kaldte hende. Så vidt hun vidste af havde han kun hende som slave, men hun var dog ikke sikker. Hun nikkede lidt fraværende til det Caroline sagde "Jeg ved det dog ikke selv for har ikke lige været den person som har haft brug for våben" hun havde brugt sin drageform i kampe, men det havde hun ikke gjort længe pga hun var blevet helt blind.

Jeg ved det dog ikke selv for har ikke lige været den person som har haft brug for våben. Caroline nikkede stille, måske skulle man ikke bruge noget virkelig besværligt. Selv en gaffel kunne bruges som et våben, hvis man havde vreden til det. Det var da sket før, Caroline's værste jeg.. Hendes morderiske side.. Caroline hadede denne side af sig selv, mest fordi at den var ude af kontrol. Caroline kastede et kort blik hen imod den side af huset som plagede at stå så fint. Nu halv smadret af den flyvende drage for et godt stykke tid siden, hun var nær blevet dræbt da huset styrtede sammen. Caroline kiggede tilbage på Luce.
"Hvordan har du det med knive, som i kødknive fra et køkken?" Måske hvis Luce havde lavet mad engang eller noget, kunne det være at hun var ret god med en køkkenkniv. Luce havde trodsalt brug for noget hun følte sig tilpas med, specielt inden det hele gik løs. Men hvis Luce kom til skade havde Caroline nået engleblod, med healende effekt til ikke vampyrer.

Hun følte sig lidt dum da hun bare sad der og sagde,at hun aldrig havde haft brug for et våben før. De fleste gik med våben nu og da, men det gjorde hun ikke. Hun var ikke den der var til våben overhovedet. Ikke en gang det med og skulle skade nogen var hende. Det havde det aldrig været så hvorfor skulle det være denne gang? Hun lyttede stille til det Caroline og trak let på skuldrene. Det vidste hun faktisk ikke om hun var god til og bruge. Hun var god til det med og lave mad på alle mulige sjove måder og havde tit brugt køkkenknive, men havde aldrig tænkt på det som et våben til og forsvare sig selv med. Hun trak let på skuldrene "Har aldrig haft problemer med og bruge knive overhovedet, men har aldrig set køkkenknive som et våben for det er jo til og lave mad af" hun vidste godt, at det lød meget som noget en kok ville haft sagt, men nu hvor hun tænkte mere over det kunne hun vel prøve og se om det var noget for hende og bruge køkkenknive som våben "Vi kan vel altid prøve og se om jeg er en der skal bruge køkkenknive som våben" hun var frisk på og prøve sig frem.

Caroline lyttede.
"Det altid den bedste start hvis man har prøvet noget lignende før, køkkenknive kunne muligvis være godt for dig. For du har prøvet det før, så er det nemmere at sætte sine fingre de rigtige steder." Sagde Caroline stille, hun ville jo blot hjælpe Luce igennem det vanvid hun var havnet i. "Det altid bedst at prøve." Svarede Caroline stille og rejste sig op, med lette besvægelser gik hun hen og hentede hendes køkkenknive som stod i en lille træboks. Hun satte den på bordet ved Luce, og åndede ud.
"Du kan ikke skære dig når du rører dem, for bladet er ikke til syne før du trækker en kniv op. Men mærk på skaftet, og tag den du føler sig bedst tilpas med." Forslog Caroline stille med et skævt smil på læben.

Hun sad stille og roligt og lyttede til det Caroline sagde og nikkede så vidt med, at hun gav hende ret i det hun fortalte. Hun smilede stille "Lad os prøve os frem for og se om det er det rigtige. Jeg er klar på og prøve det" hun hørte efter hendes skridt og kunne høre, at hun var gået hen til køkkenet, men hun kunne ikke helt høre, hvad det var hun lavede der henne. Hun fandt dog først ud af det da hun var kommet tilbage igen og stillede boksen med kniveskafterne op af i luften foran hende. Hun mærkede stille og roligt efter for og mærke hvad det var. Hun nikkede kort til sig selv for og bekræfte for sig selv, at hun havde haft ret i det hun troede det var. Hun nikkede kort til det Caroline sagde "Helt fint" Hun tog stille og roligt en kniv op af træboksen og mærkede lidt på skaftet hvordan den lå i hånden. Bladet på kniven var dog ikke så langt og heller ikke spidst i enden. Det var mere en af de der knive til og skære frugt med. Hun satte den på plads og prøvede og tage flere forskellige slags knive op i hånden, men der var ikke rigtigt nogle af dem som sad helt perfekt i hånden på hende. Der var dog kun en kniv tilbage som hun ikke havde prøvet. Hun tog den stille og roligt op i hånden. Den sad perfekt i hånden på hende og bladet var noget tykt og langt og var meget spids i enden af bladet. Hun nikkede stille "Den her ligger perfekt i hånden."

Caroline nikkede stille, Luce havde nu sit våben. Den kniv som hun holdt, kunne være med til at redde Luce's liv.. Hvis Luce forstod at bruge den rigtig. Caroline vidste det kunne være svært, det handlede om intiativ. Hun havde hovedet lidt på skrå.
[b]"Nu skal du bare lære at bruge den, og hvor vil du starte her. Vil du igang med at bruge den som selvforsvar, eller skal vi øve nogle kaste teknikker af?"[b] Spurgte Caroline stille men stadigvæk venligt, hun ville vide hvor grænserne for Luce gik, og hvad Luce var klar til at gør før Caroline satte altmuligt igang oppe i hendes hovede. Caroline rejste sig op, og ryddede op efter maden. Og da det enlig var gjort satte hun sig op på borddisken, huset skulle snart rages helt ned, et nyt var ved at blive bygget til hende i Terrovile. Hun havde været der, den dag det hele var faldet sammen.. Heldigvis havde hun overlevet på et hængenehår. Caroline kiggede tilbage på Luce, og kørte en hånd igennem sit hår. Hun ventede bare på at Luce sagde noget.

Hun mærkede efter på skaftet af kniven. Det var lang tid siden hun havde haft en kniv i hånden. Det var nu mest fordi de fleste ikke turde og lade hende få en i hånden. Caroline var sådanset den første der turde det efter hun var blevet blind. Hun tænkte lidt over det Caroline fortalte om hvordan hun ville starte med og træne, men det vidste hun rent faktisk ikke. Hun stod lidt og spekulerede over det. "Det bestemmer du for jeg ved det ikke" hendes stemme var stille og rolig. Hun stod lidt og tænkte over, hvordan hun skulle kunne forsvare sig med en køkkenkniv når den var så stor og klodset, at man ikke kunne gå rundt med den uden folk ville lægge mærke til den "Du Caroline? Hvordan skal jeg kunne forsvare mig sig og bruge denne køkkenkniv som våben når jeg ikke kan færdes rundt uden folk ville lægge mærke til den?" der var nysgerrighed i hendes stemme.