the music makes us beautiful, different, but what happens when the music is gone? //Dominic//

Dominic hævede et øjnebryn. "Det var ikke det jeg sagde" han sukkede lavt. Gud, hvor var hun irriterende! Han stoppede op og vendte fronten mod hende. Han havde armene over kors. Han kiggede på hende.
"Gider du godt droppe det der?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "Det ville klæde dig så meget mere at være sød, høflig og ikke så skide flabet." Han så spørgende på hende. " det får virkelig folk til ikke at ville snakke med dig,"
Lidt ligesom han nærmest ingen venner havde...

Hun klukkede klokkeklart, gik hen til ham "du siger folk ikke gider snakke med mig" hun lagde hoved på skrå "jeg er da heller ikke andet, jeg stilte et ganske enkelt spørgsmål, men okay nogle kalder mig en rapkæftet bitch" hun trak på skulderne "men fint nok, hvad er det du vil vide" spurte hun, med hoved på skrå. Ville han have sød, det kunne hun skam også være, man skulle bare give hende den rigtige grund til at ville være sød

Dominic kiggede roligt på hende. Han lagde hovedet lidt på skrå. Han sukkede lavt og lænede hovedet tilbage så han kiggede på himlen. "Rapkæftet Bitch er for groft sagt." Sagde han og rettede sit ansigt mod hende igen.
"Hvorfor er du så flabet? Så arrogant lige nu?" Det var hans spørgsmål.
"Og hvordan får man dig til at være sød?" Han lagde hovedet lidt på skrå.

Hun trak på skulderne "jeg er blevet kaldt sindssyg, så det andet er nu englelig ikke det helt store, hvis jeg skal være ærlig" sagde hun kort, da hun var yngre plejede hun at vågne op, efter et mareridt, med armene fuld af disse runer, de var blevet skåret mod hendes hdu, malet mod hendes vægge. Som hun blev ældre, blev mærkerne tatoveret på og til sidst endte hun med at have mange af dem på sin krop. Hun lagde armene over kors "fordi vi på et intellektualistisk plan har fuldkommen forskellige meninger om alt, f. Eks lad os tage din opførsel omkring kvinder, hvad du leger med dem, knuser deres små følelser fordi du er bange for at elske? Eller hvad fordi du nyder at se sorgen i øjnene på dem" spurte hun stille, hun viste verken nogle følelser for at være vred eller det der lignede der hen af. Han spørgsmål fik hende til at hæve øjenbrynet "hvorfor ønsker du jeg skal være sød, kunne du ikke være ligeglad" spurte hun stille

Dominic kunne ikke lade være med at have lidt medlidenhed for hende. "Hvorfor blev du kaldt sindssyg?" Spurgte han, lidt forsigtigt. Han ville ikke gøre hende trist. Hans evne følelser, gjorde han kunne nærke hvad hun følte. Hvis hun blev trist ville han vide det, bare ikke hvorfor. Han trippede lidt.
" fordi jeg ikke er i stand til at elske. Tro mig, jeg har prøvet. Jeg kan ikke blive forelsket. Jeg bliver altid træt af pigen, og så skrider jeg. Jeg gider ikke faste forhold." Han trak på den ene skulder.
"Nej jeg kan ikke være ligeglad. For jeg vil gerne lære dig mere at kende." Han måtte dog indrømme han godt kunne lide hende når hun var forførende.

Hun rynkede brynet "da jeg var lille havde jeg den her perfekte hud, ikke så meget som et ar, men så begyndte jeg at have disse drømme, om nogle mærke og hver gang jeg vågnede ville de være skåret ind i min hud, samt være malet på min væg, senere hen blev de tatoveret på" sagde hun kort, så kort ned på de tatoverede arme.
Hun nikkede kort "så det eer fordi du ikke er i stand til at elske....interessant" brummede hun kort, lagde hoved på skrå og betragtede ham stille, før hun igen så lige frem.
Hun hævede øjenbrynet "du vil lære mig at kende" gentog hun og vendte blikket mod ham igen "hvorfor....jeg er ikke engang interessant" hun så spørgende på ham, hvorfor ville han dog lære hende at kende?

Dominic nikkede langsomt og lagde armene over kors. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Interessant... Hvad står de tatoveringer så for?" Spurgte han roligt, med et skævt smil.
Han sukkede lavt. "Det er ikke interessant, det er nærmere en forbandelse." Sagde han lavt. Han gad ikke forhold. Så, alligevel... selv hvis han kunne elske en pige, ville han aldrig kunne være i et forhold.
"Ja." Han hævede et øjnebryn. "Du lyver for dig selv. Alle er interessante." Han smilede skævt. "Og jeg vil se hvordan du er når du har lært mig mere at kende."

Hun så ned på dem "det er runer, nogle står for frygtløs, andre for andet" sagde hun med et skulder træk, hun vidste aldrig om det havde været hendes egen fantasi, der havde spillet hende et pus, eller om de mærker rent faktisk havde været der.
Hun trak paa skulderne "jeg har altid fundet sand kærlighed smuk, unikt, det at finde en man elsker uhæmmet, men jeg har aldrig selv været i den situation hvor jeg direkte elsker en eller anden. Jeg er jo en pige, så på punkt, har jeg vel også den fantasi om at en eller anden vil elske mig...og god jeg er alt for realistiske til at vente på den slags" sagde hun kort, hun kørte hånden igennem håret
Hun rynkede brynet "okay, så finder jeg ikke mig selv interessant" rettede hun og grinede kort "okay, du vil se hvordan jeg er når jeg har lært dig at kende...jamen så lad os starte med de nemme spørgsmål, hvad for en musik kan du lide at lytte til" spurte hun og vendte blikket mod ham

Han fulgte hendes blik. "Frygtløs? Så du frygter ingenting?" HAn så spørgende på hende. Alle frygtede da noget. Dominic frygtede specielt én ting... Og det var at han en dag ville forelske sig. For så ville den pige blive hans svaghed. Og så skulle han passe på hende, og gøre hende glad, og ikke længere leve sit frie liv... Det var noget af det han frygtede.
"Så du har aldrig elsket nogen?" Han så spørgende på hende. "Men sand kærlighed findes." Han havde aldrig selv oplevet den, og det ville han heller ikke. Han havde følelser for Triana, men han regnede med de ville forsvinde. Han kunne på en måde godt tænke sig et forhold... En at tage sig af. En der faktisk elskede ham... Men han kunne ikke.
"Åbenbart ikke." Han smilede skævt og lagde hovedet lidt på skrå. "Ja, det vil jeg." Han smilede kækt, ikke ondt ment, eller noget. "Hvad for en slags musik? Alt andet end opera. De skriger jo." Han sukkede lavt og grinede lavt. "Jeg kan godt lide den slags musik man kan leve sig ind i, og danse vildt til... Men så er der også dem hvor man kan danse tæt, som jeg også kan lide." Han fik et charmerende glimt i blikket.

Hun rynkede brynet "jeg ved det ikke, men nej tror ikke jeg intet frygter, jeg kan bare ikke finde det jeg skulle frygte, døden skræmmer mig ikke, vi skal jo alle væk på et eller andet tidspunkt, selv de udødelige vil en dag se døden" sagde hun stille, hun kunne ikke direkte finde den ting hun skulle frygte, tortur var smertefuldt, men også bare en del af de ulykker mange oplevede.
hun rystede på hoved "ikke hvad jeg husker af, men ja sand kærlighed findes. Jeg tror jeg læste et sted at den græske gud skabte mennesket med fire arme, fire ben, og to ansigter, men i frygt for deres styrke spiltede han dem i to, så man vil bruge livet på at lede efter sin anden halvdel....det er en smuk tanke, men jeg har ikke oplevet det, så hvorfor tro det" spurte hun kort.
Hun grinede blidt "de råber ikke, men synger, det er en anden form for sang og nogle steder er det anset for at være smuk. Men du kan lide danse musik, det er skam også smuk, jeg ville nok hellere klassisk nogle gange, da jeg selv spiller klaver og violin, nyder jeg godt af stille musik" sagde hun stille, med en antræk af et smil

Dominic lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad med at miste dem du holder af?" Han spurgte roligt. Det var godt nok en af de ting han ar en smule bange for, men det var ikke meget. Han betragtede hende roligt med et skævt smil.
"Det er en sød historie, men om den passer, tror jeg ikke. Jeg har levet længe, og jeg har ikke mødt den anden halvdel af mig... Uheldigvis." Han kiggede kort på hendes læber, men hurtigt ind i hendes øjne igen.
Han grinede lavt. "Men det lyder stadig skrækkeligt..." Han trak på den ene skulder. "Klassisk er også godt nok. Her er et typisk spørgsmål... Foretrækker du personlighed eller udseende ved en dreng?"

Hun trak på skulderne "jeg har ikke mange, jeg har min far, men jeg tror vel han vil kunne leve videre uden mig, hvis jeg døde, jeg tvivler stærk på at det skulle gå hen og bliver stort. Jeg vil selvfølgelig blive trist, men er det tid....så er det tid, det kan vi ikke ændre" svarede hun kort.
hun grinede stille "der var jo heller ingen der sagde hvornår man fandt den ande halvdel og da slet ikke det skulle blive let" pointerede hun drillende, lagde hoved på skrå. Hun gi foran ham, så hun endte op med at gå baglæns. Hans spørgsmål, fik hende til at se tænksom ud "som alle andre vil jeg jo sige personligheden, men det er tit også ydret der fanger, hvilket man også ser hos dyrene, de vælger den stærkeste eller smukkeste som mage. Men kærlighed foregår mellem sjællene, hvilket også betyder at det intet køn har. Men jeg tror englelig det kommer ud i det, at jeg skal kunne føle at jeg er mig og ikke en anden sammen med vedkommende. Jeg skal kunne sige hvad jeg ønsker, men samtidig også blive udfordret...så jeg ved det ikke...begge dele" sagde hun stille

Hendes far... Dominic så kort helt trist ud. Hns forældre havde efterladt ham da han havde været lille... Kun fordi at hans mor havde set noget i fremtiden. "Sandt... Hvis tiden er inde, så er den inde. Det er der intet at gøre ved." Sagde han lavt, og kiggede ned.
Han smilede skævt. "Nej, det var der jo ingen der sagde." Han trak på den ene skulder. Han var blevet lidt trist grundet tanken om hans forældre. Han sukkede lavt og lagde armene over kors. Han lyttede roligt til det hun sagde.
"Du lyder virkelig som en der har tænkt en del over det med kærlighed." Han grinede lavt, og smilede skævt. Han betragtede hende blidt. "Din tur til at stille mig et spørgsmål."

Hun hævede øjenbrynet over hans triste udtrykke, man sagde intet til det, hvorfor skulle hun, det kunne måske blive et godt spørgsmål senere hen "mhh, men det er så der man ære og husker dem for det gode de gjorde i livet. På en eller anden måde derpå vil man kunne holde dem i live inden i" sagde hun blid, smilede varmt til ham.
hun trak på skulderne "jeg kan lide at tænke over tingene, nogle vil sige for meget, men jeg er nu ligeglad, jeg holder af den viden jeg har" sagde hun og lagde hænderne om bag ryggen "okay dette er både en konklutiopn også hen af et spørgsmål. For siden jeg så du blev trist da jeg snakkede om min far, er sandsynligheden for at du enten har mistet en eller begge af dine forældre store, mit spørgsmål er bare...hvordan....og du behøver ikke svare hvis du ikke ønsker, jeg er bare nysgerrig" sagde hun, med en overraskende varm stemme

Dominic lagde mærke til at det triste udtryk var tydeligt, og han fik hurtigt en facade op. Han smilede skævt, og lagde igen hovedet lidt på skrå. "Ja hvis de havde lavet noget ærefuldt i deres liv." Lige nu snakkede han om sine skodforældre. Han sukkede lavt, og lagde ikke mærke til det varme smil.
"Det er også godt at tænke over sagerne." Han smilede skævt. Han kiggede på hende og lagde hovedet lidt på skrå.
Selvfølgelig... Han ville gerne svare på det.
"Begge mine forældre forlod mig en nat da jeg var de 12 - 13 år. De havde efterladt en seddel i min jakkelomme... Min mor kunne se ind i fremtiden, og havde set mig dræbe dem. De skrev de aldrig ville se mig igen... Om de lever eller ej, ved jeg ikke." Han så ned.

Hun gik stille hen mod ham, lagde en hånd mod hans kind "hej det er okay...jeg er sikker på at der er mange der siger, de siger vel alt nok skal gå og du skal nok klarer den og ja du har ondt, men det de gjorde var forkert...jeg fortalte dig tidligere jeg bor med et skyggevæsen og det er den mand jeg kalder min far, jeg ved godt han ikke er, men jeg kender ikke mine rigtige forældre" hviskede hun stille, strøg ham blidt ned over kinden, ikke fordi hun kunne gøre så meget andet, men hun kendte blot den følelse, man havde af at blive forladt også selvom hun var meget ung da hendes forældre forlod hende, så ville hun stadig gerne vide hvorfor...var hun ikke god nok for dem, hvad skete der siden de bare havde forladt hende "jeg tror det jeg prøver at sige...er at jeg forstår dig, jeg kender den følelse" hviskede hun stille

Dominic kiggede på hende da hun lagde en hånd mod hans kind. Han lyttede bare. Lod hende snakke færdig. Han lukkede øjnene, og sukkede lavt. "Du snakker altså en hel del." Han smilede skævt, det var ikke ondt ment, det var mere en joke. Han åbnede øjnene.
"Jeg er ligeglad med det nu. Det betyder ikke noget mere for mig." Han trak på den ene skulder. Han gad ikke være trist over det. De havde forladt ham, ikke ham der havde forladt dem. De havde været bange for ham.
"Jeg gider ikke rigtig snakke om det..." Sagde han.

Hun trak sin hånd til sig igen, trak på skulderne og smilede svagt "ja det siger folk, men nu skal jeg nok være stille så du endelig kan indbyde med ting" sagde hun kort, slog ud med hænderne før hun lagde hænderne i lommerne. Hun kunne godt snakke meget nogle gange, men hun ville hellere give indformationer og sige hvad hun mente end at give korte svar, man dårlig nok kunne sige ting til...men det var vel blot hende der var sådan.
Hun nikkede forstående "det er helt okay...din tur til at stille et spørgsmål" sagde hun stille, gik igen side om side med ham, mens hun så ligefrem for sig

//Sorry for der går tid mellem mine svar, sidder og laver profil også ^^//

Dominic havde lyst til at tage hendes hånd, bare for at mærke hendes hud mod hans. Han grinede blidt, og så smilende på hende. Hun var sjovere at hænge ud med når hun var sådan... Ikke så flabet og arrogant som før. "Dejligt... Men det er dog lige før jeg tror du ikke kan bruge din mund til at snakke." Han smilede skævt, nærmest uskyldigt.
Han begyndte at gå videre, og betragtede hende.
"Hm.. Har du nogensinde været forelsket?" Spurgte han roligt.

//helt okay, laver også lidt på den selv

Hun stoppede op og legede fornærmet "nu skal du passe på og drop det der uskyldige smil, jeg har gennemskuet dig" hun kneb øjnene drillende i og betragtede ham stille, næsten som om hun hvert øjeblik kunne springe på ham. Dog trak hun på skulderne, grinede blidt og lagde hoved på skrå "om jeg har været forelske...mhh det ved jeg ikke, det har vi vel alle, men vi opdager det bare ikke" sagde hun stille, igen trak hun på skulderne. Så vidt hun kunne huske havde hun ikke været forelsket, men hun kunne også tage fejl. Hun gik hen til ham, med et skævt smil "hvad med dig mester perfekt...har du nogensinde fundet et eller andet, som du bare ikke vil give slip på igen og nu mener af alt, behøver ikke være en person" hun lagde hoved på skrå

//^^

Dominic grinede lavt over at hun legede fornærmet. Han vidste hun ikke var fornærmet, takket være hans evne. "Jeg aner ikke hvad du snakker om." Han smilede drillende, og grinede lavt. Han kiggede roligt på hende, og smilede over hende. Han lyttede roligt til hendes svar, og kiggede rundt.
"Ikke alle." Sagde han med et skævt smil, og kiggede på hende. Han havde aldrig været forelsket. Nogensinde. Og det var han stensikker på. På et tidspunkt havde hans evne gjort sådan at han havde troet på at han elskede Triana, men næste dag fandt han hurtigt ud af han ikke gjorde, og det var hans evnes skyld. Men han havde heldigvis kun troet det i en nat, så det var ikke noget med et år, eller noget.
"Hm.." Han gad ikke svare på det spørgsmål. Han lagde armene over kors. "Måske, måske ikke. Det er kompliceret." Svarede han roligt. Det var faktisk kompliceret.

Hun rynkede brynet "mh du lyver, du er ikke det mindste smule uskyldig" hun havde dog, stadig det samme drillende smil på læberne.
Hans ord om ikke alle blev forelsket "det gør vi, men bare ikke alle på samme tid, jeg mener ikke at jeg har været forelsket ligesom du heller ikke mener du har...men hvem ved måske sker det en dag" hun grinede og tog sine sko af, bandt det krøllede hår op i en hestehale, før hun vendte sig mod ham "mhh...jeg keder mig" brummede hun og med et lyste hun op i et drillende smil "fang mig hvis du kan" grinede hun og trådte tilbage, før hun ville vende om og løbe. Lige nu havde hun bare brug for en eller anden form for underholdning...hun håbede dog han var med på legen

Dominic rakte drillende tunge af hende. "Jo jeg er." Han smilede helt uskyldigt og lavede dådyr øjne. Han stak underlæben ud. Han grinede dog lidt efter.
Han hævede et øjnebryn. "Det tror jeg ikke sker. Gud ville aldrig lade mig finde en jeg kan være lykkelig med." En han kunne være sammen med. Han ville dog gerne have en der elskede ham for den han var, og ikke på grund af hans charme... og udseende. Han kiggede på ham. Hvorfor tog hun sine sko af? Han så spørgende på hende. Fange hvis han kunne? Hva? Han så spørgende efter hende.. Nåå! Han grinede blidt, og løb efter hende. "Jeg kan sagtens fange dig!" Råbte han efter hende. Han hoppede over en væltet skraldespand, ganske let.

Hun grinede og vendte om så hun løb baglæns, hun rakte tunge af ham "nej, det har jeg bestemt" hun vendte sig om igen, løb mod parken, smed skoene da græsset ramte hendes fødder, mens hendes grin var stadig at høre.
Hun havde en sød latter, specielt nu hvor den kom direkte fra hjertet, den vidste hendes glæde og at hun lige i dette øjeblik rent faktisk havde "du fanger mig aldrig" råbte hun grinene og løb rundt, gemte sig bag et, træ, hun gravlede helt stille op, gemte sig blandt bladende, gik næsten i et det hele, mens hun ventede ham

Dominic hævede et øjnebryn da hun rakte tunge af ham. "Har du aldrig hørt om det med at hvis man rækker tunge så skal man have et kys?" Spurgte han drillende, og grinede lavt. Han stoppede op ved parken.
Hvor pokker var hun? Et held at han havde sin evne. Den kunne nærmest fortælle ham hvor hun var. Samt hendes fært som han havde indprentet. Han svarede ikke på det med han aldrig fangede hende. Han fulgte fornemmelsen af hvor hendes fært og følelser kom fra.. Og kiggede op i træet. Han kravlede op, og kiggede på hende med et grin.
"Fundet." Han smilede kækt.