uhh hej...i geuss your kind isn't that bad after all -/Rowan/-

Tid: 22:30
Sted: Doomsville Rotten Root District - Gågaderne
Omgivelser: Der er godt mennesketomt og ikke mange væsner, måske et par af nattens børn som lusker rundt i mørket, men ellers ikke så mange
Vejr: Solen er for længst gået ned, temperaturen er faldet og ligger vel tæt på frysepunktet ellers er det forholdsvis godt vejr, det hverken blæser, regner eller stormer
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

De mange gågader af byen, kunne let fange folk, hvis man anede det smukke der hvor der måske normalt ikke var nært så smukt. F. eks kunne der være stor skønhed ved et faldefærdigt hus, da hun selv kunne forestille sig hvordan stedet ville havde set ud, blot hundrede år tilbage. Nok var det bare sådan hun tænkte eftersom hun selv havde levet i nu 219 år, derfor kendte hun til den proces der skete når et hus blev for gammelt, f. eks hendes gamle barndoms hjem var intet andet end brædder nu, på trods af at det var på alder med hende og på grund af vampyr genet forandrede hun sig aldrig udsens mæssigt, men forholde sig på altid i det samme udseende og samme form...uagtet hvor mange år der gik.
Derfor kunne der let gå hundrede år, hvor hendes varmblodet venner og familie blev ældre, mens hun aldrig forandrede sig en dag. Dette var både en forbandelse og velsignelse. Hun kunne aldrig få børn, ville ikke se solen igen, hendes familie og venner, som ikke selv var vampyrer ville dø langsomt ved hendes side, mens hun forblev ung...dog ville hun aldrig blive syg, hun ville se denne verdens vidundere uden at dø.
Stående op af en mur, med armene over kors, tænkte hun tilbage over sine mange opdagelser hun havde lavet gennem livet, da hun startede som sygeplejerske, blev forelsket...hendes korte ægteskab, der sluttede den dag hun blev forvandlet og kom til at slå ham ihjel i sin blodrus. Alt sammen minder, som hun bar tæt på sig, brugte tid på at tænke tilbage på, aftner som i aften.

Det havde været en dejlig middag, tænkte Rowan Rogers, og lod et tilfreds smil glide over læberne. Han havde tjent lidt håndører hjem dagen forinden, og det skulle fejres med et ordentligt aftenmåltid. Lidt vildt kød, nogle grøntsager - det var man jo nødt til - og en god vin. Det havde faktisk været ganske udmærket, hvis han skulle være helt ærlig. Han havde dog siddet og hængt forholdsvis længe i den lille kro, og nu var solen for længst gået ned. Månen var på vej op på den mørke himmel; stor, rund, hvid og perle-agtig. Det var ikke fuldmåne, gudskelov, men der kunne ikke være mange nætter til at det ville gå sådan.
Den kolde natteluft var let og frisk, og Rowan tog lange dybe indåndinger, for at fylde lungerne helt ud med ren ilt. Han havde taget sin jakke af og gik blot i sin lyse skjorte, da han ikke behøvede særlige klæder for at holde kroppen varm. Imens han gik der, og nød den kolde natteluft, sneg en særlig duft sig ind på hans sanser.
Rowan stoppede sit raske tempo og vendte blikket mod en skikkelse, der stod lænet op ad en husmur ikke langt fra sig. Der var ingen tvivl i luften - en vampyr. En lugt der var let genkendelig. Han sank en klump, og var ganske klar over at han måtte være yderst varsom nu. Han skulle nødig ødelægge en god aften. Faktum var bare, at han skulle passere den mur hun-vampyren stod op ad, og det ikke var noget han havde særlig meget lyst til. Man kunne aldrig vide med de bæster, tænkte han, pludselig springer de efter dig! Haps, og det er slut! Han tog en dyb indånding, rettede ryggen og gik langsomt tættere på hende. "Godaften," sagde han mildt og smilte roligt; han skulle jo helst undgå at forskrække hende.

Aften luften var helt perfekt og fik blot de smukke smil frem på de blodrøde læber, et smil der formildede hendes ellers så tomme udtrykke. Normalt var hun blid og varm og sin formulering, sågar smilende overfor noget der normalt pissede hende af, men her til aften, kom mindet om døden af hendes forlovede op, et minde der havde hjemsøgt hende alle dage, hvilket også var skylden i at hun ikke troede hun på kærligheden da den så let kunne blive taget fra hende, så hun turde ikke at gøre forsøget på at elske eller blive elsket.
lugten af varulv slog hende ud af hendes tankestrøm og hendes øjne fjernede sig fra himlen, for at finde den unge mand der var på vej mod hende. Normalt havde hun hørt hvordan fighten mellem varulve og vampyre fik dem til det værste...men hvor kom den fra og hvorfor kunne man ikke tage det store skridt og måske lære vedkommende at kende, før man ærkle personene for en dødsfjende eller hvad man nu kaldte dem.
Hun nikkede kort og smilede blidt "goddag" sagde hun go lagde hoved på skrå, hun betragtede ham stille, med de dådyr brune øjne

Rowan lod ikke sit blik vige fra hun-vampyren et eneste øjeblik. Man kunne gå så vidt og sige, at han stirrede intenst på hende. Langsomt placerede han den ene fod foran den anden. Han forsøgte at undgå hurtige bevægelser, der kunne få vampyren til at angribe. Rowan selv havde ikke mødt mange vampyrer igennem tiden, men dog havde han hørt en del historier. De var nogle forbandede væsner, havde han ladet sig fortælle. Netop derfor havde han ingen interesse i at komme op at toppes med en.
"Sikke en dejlig aften," sagde han, for at undgå at den konstante øjenkontakt blev direkte akavet og ubehagelig. Han bevægede sig langsomt mod hende, for at passere hende så han kunne komme hjem. Men hans kommentar lå på tungen, klar til at blive sagt. Han havde sådan en uforklarelig lyst til at sige noget dumt, af ukendte grunde. Måske for at provokere hende, hvilket dog ikke ville være fair. Bare fordi hun var vampyr, betød det ikke at hun var en ond vampyr, tænkte han og sendte hende et mere roligt smil.
"Står De og nyder natteluften?" spurgte han endelig, og forsøgte at skubbe alle fordomme og spydige kommentarer ud af hovedet. Han skævede op i himlen i et kort sekund, som for at sikre at det i mellemtiden ikke var blevet fuldmåne. Heldigvis opførte naturen sig normalt. Han vendte atter blikket mod hun-vampyren og trådte varsomt forbi hende.

Hun hævede det ene øjenbryn af ham, allerede nu havde hun set mønsteret i måden han gik på, langsom og rolig, som var hun et undslubbende dyr, der skulle behandles med omtanker. Jo selvfølgelig kunne der gå tre sekunder også stod hun enten med hans hjerte i sin hånd eller også havde hun flået hans halspulsåre ud, med sine tænder.
Hun fjernede sig fra muren, stod med fronten til ham og hoved på skrå "meget dejlig, nok den bedste i denne uge" sagde hun og gik stille frem mod ham.
Hun havde armene omme bag ryggen, en perfekt holdning og en gang der mindede om et rovdyrs måde at cirkulere om sit bytte, perfekt og forførende "det kan man sige jeg gør" sagde hun og holdte sit blik mod hans. Underligt nok var hendes øjne, bløde og stik mod hvad man skulle forvente var de hverken hårde under det bløde, men bare venlige helt ind til kernen "sig mig er du bange for mig" spurte hun og gik helt hen til ham

Rowan betragtede hende. "Muligvis den bedste, ja." ekkoede han varsomt og betragtede hende indgående. "Det har også været en dejlig dag, trods alt. Ganske solrig." tilføjede han, ganske klar over at hun nok ikke havde nydt solens stråler eller dagens lyse timer. Han følte sig ganske enkelt ikke sikker i en vampyrs nærvær. Trods de kaldte varulvene dyriske, så mente Rowan egentlig, efter at have hørt mange rædsomme historier, at vampyrerne virkede værre. Da hun pludselig gik frontalt mod ham, tog han et lille skridt bagud og stirrede lamslået på hende. Han var tavs i et øjeblik, usikker på hvad han skulle sige og om han såfremt skulle sige noget overhovedet.
"Bange?" sagde han og trak på smilebåndet. "Bestemt ikke." Han tog endnu et skridt bagud. Han var en anelse nervøs, men ville ikke kalde det for direkte frygt. Desuden ville han ikke lade sig kue af en hun-vampyr. Der var dog ingen grund til at udfordre skæbnen.
"Jeg frygter ikke så meget," indrømmede han, hvilket var sandt. Han havde modet på sin side. Men det havde dog også fået ham i uheldige situationer igennem tiden. Han skævede mod den lille åbning mellem nogle huse, som han havde sigtet efter. Hun havde stilt sig imellem ham og udvejen igen. Han var ikke helt komfortabel ved situationen, men nægtede at lade hende se det.
"Prøver du da at skræmme mig?" spurgte han med hævede øjenbryn.

Hun trak på skulderne "det ved jeg intet om, jeg har ikke følt solen de sidste 200 år" sagde hun og smilede skævt til ham, hvad prøvede han på ved at snakke om solen, en ting hun faktisk savnede og ønskede igen at føle mod sin ligblege hud.
Nok gik der mange historier om disse to arter, bland andet oom varulves dyriske side og den manipulerende og koldblodige side af vampyrerne, ja det var da sand hvis man skar dem ned til de intet andet var, men alle følelserne var der også, plus hver person var forskellige, der var hverken en varulv eller vampyr der var fuldkommen ens. De ville altid være forskellige på en eller anden måde, det kom meget an på hvem det var.
hun klukkede og fortsatte frem mod ham, hendes latter var blid og smuk som denne rene musik "nej da, jeg føre en samtale med det mine medvampyrer ville kalde en hund....mig selv ved jeg ikke hvad jeg skal kalde dig andet end et barn" sagde hun og smilede svagt drillende. Han var et barn i forhold til hendes 219 år, dog så hun ikke ud til at være en dag over 25, måske endda yngre "jeg ville bare høre om jeg bragte frygt i dig, siden du går væk, forventer du at jeg hvert sekund vil flå dir hjerte ud" spurte hun stille, med hoved på skrå og et næsten uskyldigt udtrykke i de brune øjne

Rowan bed mærke i hendes kommentar om de 200 år. Det var alligevel en god sum år. Naturligvis kom den tilhørende 'barn'-kommentar - sådan var vampyrer jo. De skulle altid se ned på dem, der var yngre. Han trak på smilebåndet. Ordet 'hund' var heller ikke noget han var uvant til at høre. Der var mange der så varulvene sådan, trods alt.
"Du bør passe på - en barnlig hund som jeg kan jo bære alskens ubehagelige sygdomme." sagde han kækt og betragtede hendes blege ansigt, med de røde læber. Han tog endnu et par skridt bagud, for at lægge lidt sikkerhedsafstand mellem dem. Hans øjne var dog trofaste mod hans sind, og han viste ingen åbne tegn på frygt. Men nervøsiteten lurede dog i tæerne, som hele tiden var klar på at springe ham væk fra kvinden.
"Frygt, nej." svarede han med et roligt stemmeføre. "Men man ved jo aldrig med jer blodsugere," påpegede han og og lagde armene over kors. "Pludselig bliver I lidt sultne, og så står man selv og mangler sit livsblod og sine indre organer. I går jo ikke ud og spiser, som resten af den civiliserede verden." Hvad lagde hun op til? Ønskede hun at se ham skælve af skræk? Han ville af princip ikke vise det mindste tegn på frygt overfor hende, det lovede han sig selv nu. Han satte fødderne resolut på jorden, og besluttede sig for at han ikke ville flytte sig mere. Så måtte hun komme så tæt på hun ville - han skulle ikke vise frygt - tykhovedet og stolt som han var, ville han tage den risiko.

hun hævede øjenbrynet af ham "mhh jeg har oplevet værre end det" sagde hun og vidste så sand at det var rigtigt, som sygeplejerske havde hun i sin tid som menneske, set afhuggede legemer, manglende øjne og meget værre, så en varulv der hvad gav sygdomme var intet, plus hun kunne ikke modtage sygdomme fra nogen...det var en del af de gode ting når man var vampyr, man var død og kunne hverken ældnes eller dø af sygdomme, alderen havde ingen virkning på en.
Hun nikkede stille og et oprigtigt smil listede sig op på hendes læber "jamen det er jo god" sagde hun kort. Hun holdte hoved højt, holdte desuden også øjenkontakten med ham, vidste svagt drillende humør i de brune øjne "jeg har spist at du ved det, meget lægger årgang" hun grinede blidt og lagde hoved på skrå betragtede ham let.
hun trak på skulderne "vi spiser ligesom du spiser kød, det er bare en anden form for mad, det er virkelig hykleristisk ja vampyrer drikker blod, men mennesker og for den sags skyld andre varmblodet dræber da dyr, det er da også et mord, plus der er bloddæmoner, de drikker ligeså meget blod" pointerede hun med endnu et skulder træk

Rowan betragtede hende indgående. Han var ikke sikker på hvordan han havde det med, at de pludselig begyndte at tale om vampyrer og dæmoners spisevaner. Det gjorde ham en smule utilpas, egentlig.
"Nuvel." mumlede han sparsomt, og missede med øjnene. Han rykkede sig ikke og lod blot sit blik falde sammen med hendes. Der var noget fascinerende ved vampyrer, det måtte han indrømme - men han havde aldrig haft sympati med dem. Og det ville han næppe få.
"Mennesker dræber dyr, og æder alt kødet og bruger skindet." påpegede han. "Vampyrer tømmer en krop for blod, og lader så bare et kadaver ligge tilbage." Tanken om det, fik hans mave til at vende sig en smule. I hans optik var vampyrer hverken dyr eller mennesker - de var tomme kroppe, der søgte energi og liv, uden at finde det. Han rynkede næsen; duften af hende var overraskende behagelig, men han var ikke sikker på hvorfor.
Han trak på smilebåndet. "Så fordi bloddæmonerne gør det, så er det i orden?" svarede han spydigt, og tøvede straks efter. Måske skulle han ikke pirre hende. Han løftede hænderne foran sig, som for at signalere en undskyldning. "Jeg ønsker ikke at tale om jeres spisevaner, jeg beklager. Det gør mig en anelse utilpas." indrømmede han blankt, og overvejede om han skulle bryde sin egen regel og alligevel tage et enkelt skridt bagud.

Hun trak på skulderne "måske, men mennesker bruger måske hvad kødet, men hvad med det der er inden i, mavesækken" spurte hun og snakkede om denne ting, som var det ingenting, som var det vejret de snakkede om og ikke indmaden i et dyr. Hun lagde armene over kors "og døden er desuden også en naturlig del af livet, det betyder jo også det er deres tur til at stille traskoen" pointerede hun og smilede til ham, hendes øjne var på en og samme måde blide og venlige, stik modsat af hvad man skulle tro af dem.
Hun rystede på hoved "det sagde jeg aldrig noget om" sagde hun og grinede over hans måde at tøven også ellers det at han holdte sine hænder næsten overgivende oppe, som havde hun planlægt at angribe ham over det han sagde "jamen fint nok" svarede hun og rynkede brynet da han trådte et skridt tilbage....dumt træk "hvis jeg var dig ville jeg stå stille. Har du aldrig hørt om løven, den spiser ikke mennesker, men deres flugt sætter gang i rovdyret, præcis som du kan gøre ligenu" sagde hun stille

Mavesækken? Han overvejede hendes spørgsmål lidt. "Jeg fik engang fortalt at man kunne lave strenge af mavesække. Tror jeg nok." mumlede han og trak på skuldrene. Der skulle nok være en eller anden måde man kunne bruge en mavesæk på, men det var dog ikke noget han tænkte over til dagligt. Hendes nærmest behagelige øjne forvirrede ham en anelse. Kunne det være at hun slet ikke ønskede at skade ham? Hendes efterfølgende kommentar overbeviste ham dog om noget andet.
"Ikke for at tale nedladende om dine løbeevner, men..." han lod blikket falde på hendes skotøj, "Jeg tror jeg kan løbe lidt hurtigere end dig." Det var for det meste ikke helt løgn. Han var hurtig, og som ulv var han endnu hurtigere. Han ville nok kunne få lagt afstand mellem dem uden for meget sved på panden. Og hendes sko ville ikke gøre det lettere for hende at følge med.
Hun havde klædt sig pænt, men ikke ligefrem praktisk. Det tydede måske på at hun ikke var ude på noget. Alligevel kunne han ikke lade være med at reagere på hendes lille opspil. Han kunne ikke lade hende stå der og 'spille med musklerne'. Han tog et skridt frem, så de stod relativt tæt igen.
"Men hvis det gør dig bedre tilpas at have mig inden for rækkevidde, så kan vi godt lege dén leg."

Hun så kort tænksom ud "kan godt være, men hvad med knoglerne, øjnene, blæren, tarmene" spurte hun og hævede øjenbrynet spørgende. Hun grinede over hans ord, på få sekunder gik hun fra at have sine sko på til at have den i hånden "skoende er kun til pynt, plus jeg har levet længe, man lære at jage efter 219 år" brummede hun og tog dem endnu engang på igen.
Hun grinede endnu engang da han trådte tættere på, hvilket hun også selv gjorde. Hendes kolde blomster agtige ånde ville ramme direkte på ham, det samme ville hendes krops lugt, to ting der sammen med alt andet ved hende skulle lokke folk til sig. Gode ting, men også sjovt at noget som hendes ånde kunne fungere som et værktøj når man skulle jage efter mad "mhh om det gor, godt spørgsmål" hviskede hun og lod drillende sit blik glide ned over hans hals, stoppede lige netop over hans store halspulsåre. Hun bed sig kort i læben før hun igen kiggede ham dybt i øjnene

"Ah!" udbrød han og vippede hovedet en anelse til siden med et kækt smil. "Knogler kan blive til våben. Eller smykker. Dét er skam ikke uset." påpegede han. "Øjne kan man sikkert... Spise?" tanken fik hans mave til at rulle lidt igen. "Ikke at jeg ville gøre det. Men man skal også huske at de fleste indvolde begynder at rådne, så der er selvfølgelig grænser for hvad de kunne bruges til." sagde han bagklogt. Han skævede til hendes sko, da hun tog dem i hånden. Var det en udfordring? Han fik pludselig lyst til at løbe, blot for at se om hun ville kunne følge med. Dog var det sandt - hun havde nok løbet mere i sin levetid end han havde.
Hendes duft var svær at beskrive. Den var indbydende og behagelig, men samtidig vækkede den ham og mindede ham om at hun var farlig. Hun duftede af fare, på en indbydende måde. Dog kunne det ikke skjule lugten af vampyr. Han betragtede hende og kunne mærke en kold rislen ned ad nakken, da hendes blik faldt på hans hals. Han var dog klar over at det sandsynligvis var for legens skyld. Hun nød sikkert at gøre ham ukomfortabel.
"Jeg kan forsikre dig om at jeg ikke smager særlig godt." sagde han med et mildt smil og en rolig stemmeføring. "Og så er mit kød sejt og senet."
Det gik op for ham at de havde stået herude i nogen tid og talt om... Ja om ingenting, vel.
"Men hvad bringer dig herud i mørket, helt alene? Burde du ikke tilbringe tiden med dine vampyrvenner?"

Hun nikkede kort "det må jeg da nok sige, men nu ligger landet sådan at ligegyldig om jeg så vil nyde mig i mad, har det ingen virkning på mig som det røde blod har" hvislede. Hun og trådte et skridt imod ham, hendes smil forsvandt aldrig, ligesom det blide over hende heller ikke gjorde, for augtet hvor meget hun kunne se faretruende ud, var der en blidhed ved hende der ikke kunne beskrives.
Hun grinede igen, det var som i hans selvskab, kunne ikke lade hver med at grine over de ting han gjorde eller sagde "det siger de alle, men nej jeg har som sagt allerede spist og jeg har heller ikke lyst til at spise dig" sagde hun og lagde armene om bag ryggen "mhh nok fordi jeg ikke er som andre vampyrer, jeg er empatisk overfor andre...elekser at hjælpe" sagde hun og vidste at dette nok ikke var hvad man skulle tro, men nu legede hun også med ham, fik ham til at tro anderledes om hende end der englelig var rigtigt. For selvfølgelig slog hun ikke ihjel til højre og venstre. Hun havde køleskabet fuld af blot, samt en masse flasker, kun for ikke at miste kontrollen og slå nogen ihjel som hun havde slået sin forlovede ihjel dengang for mange år siden

Rowan betragtede hende indgående, ikke sikker på hvordan han skulle forholde sig til hende. Hun var mystisk og kryptisk. Sendte ham miksede budskaber og sagde først det ene men hentydede så det andet. Ville hun ham ondt eller ej? Et eller andet sted vidste han, at hun blot drillede ham. Spørgsmålet var om det ville fortsætte som dril eller om hun til sidst ville blive lækkersulten.
"Selvfølgelig siger de alle sammen det," kommenterede han smilende. Det ville også være tosset at fortælle en vampyr, hvis man smagte dejligt og 'jern-agtigt'. Da hun påstod at hun ikke var som andre vampyrer, troede han på hendes ord med det samme. Hun virkede bestemt ikke som andre vampyrer. Det lod til at hun havde mere kontrol over sin tørst, hvilket var ganske behageligt.
"Det er jeg glad for. Men... hvordan hjælpe?" spurgte han, både nysgerrigt og mistroisk. "Og jeg er heller ikke som alle varulve." sagde han, trods han ikke var sikker på om det var helt sandt. Så mange varulve havde han faktisk ikke mødt. Én ting var dog sikker - han var ikke ligesom den ulv, der i tidernes morgen havde bidt ham. Han ønskede ikke at være en ulv, der spredte sorg og smerte på dén måde. "Men alle I vampyrer siger vel at I 'ikke er ligesom de andre', gør I ikke?" sagde han med et kækt smil og et glimt i øjet.

Hun nikkede stille "da jeg var menneske, arbejede jeg som sygeplejerkse, jeg hjalp folk som var i nød. Jeg bad ikke selv om dette liv og da slet ikke at være vampyr, stod det til mig dengang jeg levede ville jeg gerne blive gammel, være gift og have børn...men skæbnen havde et andet valg til mig, kan man da sige" sagde hun kort. Hun var englelig ligeglad med om han troede på hende eller ej, men hvert ord af hvad hun netop havde sagt var sandt. Hvis hun kunne vælge at rejse tilbage i tiden, ville hun gerne ændre det skænderi, der fik hende til at gå ud i skoven den nat, som også endte med at få hende dræbt...eller rettere forvandlet.
Hun lagde hoved på skrå, betragtede ham stille "ikke det, var du ikke født med virussen" spurte hun stille og lagde armene over kors. Hun havde hørt om dem der blev født som varulve, men så var der dem der blev bidt og så senere hen forvandlede sig til ulven...meget smertefuld havde hun også hørt, næsten som tranformation til vampyr
Hun trak på skulderne "havde jeg været som alle andre vampyrer var du død inden du nåede at sige godaften" pointerede hun med et svagt smil

Rowan lyttede til hendes historie og kunne mærke hvordan hans hjerte blev lidt tungt. Han kendte følelsen af, at livet tabte uheldet ned over hovedet på en. "Det gør mig ondt, at du er endt på vampyrens sti, hvis det ikke var dit ønske." sagde han oprigtigt og nikkede en smule med hovedet, som for at understreje at han mente det. Ingen fortjente at blive forbandet, det var hans grundholdning.
Da hun spurgte ind til hans egen 'forbandelse', tøvede han et øjeblik. "Jeg er ikke lige så aggressiv som andre ulve, har jeg fået fortalt." påpegede han, hvilket var sandt. Han var god til at holde fatningen, men temperament havde han dog.
"Jeg blev bidt." sagde han kortfattet. Det var ikke en historie han nød at fortælle - faktisk var der næsten ingen der kendte den. Og der var faktisk heller ikke mange af dem fra det liv, han havde forladt, der vidste hvad der var sket med ham. Hans egen bror var efterladt i uvidenheden.
"Det var smertefuldt. Det var rystende. Og det virkede så ligegyldigt og tilfældigt, at det lige skulle være mig." sagde han spidst, men en kølig stemme. Det var tydeligt at blot tanken om hans egen forbandelse frustrerede ham. Han rømmede sig og vendte blikket mod hendes øjne. Han tvang et smil frem.
"Jeg er glad for at du ikke er ligesom andre vampyrer, i så fald!"

Hun trak på skulderne, selvom hun ikke kunne bruge hans mening til noget eller for den sags skyld hans medfølelse, fik det hvad der normalt ville ende som en lettere sur mine, et smil frem "det gør intet, jeg tror ikke så meget det var det jeg blev forvandlet der gjorde ondt, men det var snarer det jeg gjorde...jeg var så sulten hele tiden" humn rystede på hoved og sukkede svagt. Stakkels Richard, hun havde bedt ham om at gå væk så mange gange endda, hun havde skreget det af ham, men så stædig som han var, gik zan mod hende, hvilket endte med at han døde.
hun nikkede stille "det er da en god ting, ikke at være nær så agrassiv" med gjorde hun med et blidt smil og en varmere mine. Hun bed sig i læben, da han fortzalte om at han var blevet bidt. Hun blev overrasket over han fortalte hvordan det var "jeg husker også min forvandling, det værste var frygten, jeg kunne fornemme og høre nogen, men ikke se dem" hun lagde armene om sig selv og betragtede ham stille, som hans øjne fandt hendes "det gør mig ondt, et er at blive født sådan, men forvandlet" hun rystede på hoved "det må være skrækkeligt" sagde hun kort

Rowan indså pludselig hvor bizar situationen egentlig var - stod han her og førte en fornuftig samtale med en vampyr? Det kunne ikke være sandt. Han skævede mod gyden, som han oprindeligt havde sigtet efter, men vendte dernæst atter blikket mod vampyrkvinden. Han trak henkastet på skuldrene, og overvejede hvad han skulle sige. Hans forvandling havde vel ikke været meget værre end hendes, tænkte han uden dog at vide meget om vampyrer og deres forbandelse. Det lød dog på kvinden, som om hun havde gjort noget hun fortrød inderligt. Heldigvis for ham havde hans nye evner ikke gjort stor skade på folk omkring ham - det havde dog ødelagt hans sociale liv en anelse.
"Sulten gør vel noget ved jer..." mumlede han, med et hævet øjenbryn. "Og ved os. Det er ikke så let at styre sine nye instinkter."
Da hun lød til at kondolere for hans egen forvandling, trak han atter på skuldrene. "Det er længe siden nu," sagde han, som var det ingenting. "Født eller bidt; vi er hvad vi er, og det må vi vel bare lære at leve med." lød det fra ham, vis som han følte sig.
"Men man skal ikke se ned på de evner vi har fået. Dine vampyr-fordele og mine ulve-instinkter," påpegede han, "det er vel ikke altsammen helt forfærdeligt i sidste ende." Han forsøgte at opmundre situationen, der havde taget en underlig og sørgmodig drejning.

Hun hævede øjenbrynet, men nikkede stille "sult gør noget med alle, selv med dig, sultede man dig, ville du også gøre alt for mad" pointerede hun og lagde hoved på skrå. Dette var virkelig underligt, her stod hun og snakkede med en, som alle hendes artsfæller ville havde kaldt noget hen af hund, vovse og ellers mange ting hen af det. Så det at stå foran en man kunne kalde sin artsfjende, var fremmed for hende.
Hun nikkede "det har du ret i, vi er dem vi er, som man siger, vi kan ikke styre hvad der skal ske, men vi kan styre hvordan vi vælger at reagere" hendes blik skød op mod himlen og smilet blev blidere, varmere og mere åbent end førhen.
Hun klukkede kort, da hendes øjne endnu engang landede på hans "det har du ret i, men du lever ikke evigt, så du skal ikke se alle du kender dø omkring dig" pointerede hun, med et skulder træk, nok levede dæmonerne evigt og et par andre, men hvad hun havde hørt gjorde varulve ikke, så derfor kunne de leve et liv sammen med dem de elskede, få børn og blive gamle

Rowan trak på skuldrene. Det var ikke løgn hvad hun sagde, frygtede han. "Så sandt, så sandt." lød det fra ham, "Der er ingen grænser for hvad sult kan få mig til." Dog smilte han og trak på skuldrene. "Så må jeg vel altid sikre mig at have lidt at spise ved hånden. Så undgår jeg at skade dem omkring mig."
Overraskende nok følte han sig en smule mere tryg nu, til trods for at han intet anede om denne vampyr-kvinde. Der var noget roligt ved hende. Noget beroligende. Det var måske en anelse farligt, så han lovede sig selv at holde sit forsvar parat.
"Nej, jeg lever ikke evigt ligesom jer vampyrer. Mit liv har en slutning, forhåbentlig om mange år," lød det fra ham, "men jeg skal også se min familie og mine menneskelige venner dø." påpegede han. Et liv, der kunne nå over 200 år, var alt for langt i hans øjne. Hvordan han dog skulle bruge al den tid, det var han ikke sikker på.
"Men jeg har ondt af jer vampyrer." tilføjede han. "Et evigt liv... Det er for langt. Mange års ensomhed, kan jeg forestille mig." mumlede han, ikke sikker på om han overhovedet havde lov til at udtale sig om hendes liv.
"Jeg beklager. Det er ikke noget vi behøver tale om." sagde han hurtigt efterfølgende.

Hun smilede bredt, næsten som denne understregning at hun havde ret, hun vidste jo at hvis man tog en mand og satte ham til desperationens rand, så ville han jo gøre alt. Hun klukkede blidt "lidt at spise ved hånden, mhh tænk nogle kunne tage det lidt for bogstaveligt" hun trak på skulderne, vampyrer havde jo mad lige ved hånden, maden var jo overalt.
Hun hævede øjenbrynet af hans ord, havde han ondt af vampyrer. Hun trådte frem mod ham "du har ret, mange bliver dog sammen med deres skaber eller dem de selv har skabt....vampyrer kan have alt, men intet på samme tid. På grund af denne manglende menneskelighed, ser vi ikke de ting vi har som gode....før vi mister det hele" med gjorde hun, hun var på mange punkter enig med ham, de ting han sagde om ensomheden ved at være vampyr, det var et ganske ensomt liv.
hun klukkede og klappede ham på skulderen "hej det gør intet, jeg tager mig ikke så meget af det, for det er jo rigtigt det du siger" hun med smilede beroligende til ham

hun klukkede "det har du jo ret i, evigt liv skulle jo være en velsignelse" kom det fra hende, hun gik langsomt mod ham "men man skal også passe på, man skal huske at være realistisk, alt for meget positiv tænkning gør folk dumme" sagde hun og trak på skulderne. Hun lagde hoved på skrå, så på ham med sine blide øjne og varme smil "det er sjovt, jeg har altid fået af vide, varulve ikke var godt selvksba, men du....er jo ganske fint selvskab, jeg ser ingen grund til hvorfor jeg ikke skulle finde det fint" hun klappede ham på skulderen.
Hun kluklo blidt "det gør skam intet, jeg er vant til værre behandling, men en fornøjelse at møde dig Rowan" hun trykkede hans hånd med sin egen kolde "mit navn er Everlyn og fornøjelsen er min side, forresten ikke så fin i sproget, vi er dus" sagde hun bestemt, men dog med et drillende smil. Hans ord, fik varmen frem i hendes øjne "fortæl mig, hvorfor skulle jeg råbe eller angribe dig" spurte hun stille