In the darkness.

Blair lagde ikke mærke til at Sargonis lå halvt oppe på madrassen, hun sov meget tugt. Hendes åndedrag var tungt, hun lå stadig helt stille, ikke så meget som en lille finger rørte hun, det var måske ikke så sundt, men hun var bare for anspændt.

Han sov selv bare tungt videre uden at vågne af noget før det blev morgen igen... Han sov endelig ordentligt og det var rart for ham at opleve det... Så hvorfor ikke bare udnytte det... Dog skete der det at i sin søvn fik han vendt sig om mod Blair og lagde en arm om hende, uden at han lagde mærke til det...

Blair havde ikke lagt mærke til noget af det der var sket mens hun sov, hun sov sjældent så godt, det var mest når hun var tryg, men en varulv i huset behøvede man ikke og være utryg. Hun vågnede langsomt og gned hendes trætte øjne, hun satte sig op og strækte sig, først da hun lagde sig ned igen mærkede hun hans arm, hun så undrende på ham.

Han sov bare videre, selvom hun vågnede... Han rullede dog tilbage som han havde lagt tidligere da hun begyndte at bevæge på sig... Han vidste ikke selv hvad der var sket, og kort efter vågnede han også langsomt op, og så hvordan hun så undrende på ham, og han så bare undrende tilbage på hende...

"Hvad er der?.."

Blair så over mod vinduet i stedet, hun undrede sig såment bare over hvorfor han havde en arm omkring hende, ikke noget hun behøvede at diskutere.

"Det er ligemeget."

Sagde hun og så over på ham igen.

Han vidste ikke hvorfor men han kunne ligesom mærke på den måde han så væk fra ham på at han havde gjort et eller andet galt og han ville meget gerne vide hvad det var... Han havde på fornemmelsen at det var noget han havde gjort i søvne...

"Jeg kan jo fornemme at der er noget... Så hvad er det... Hvad har jeg gjort forkert?"

han så bare på hende...

Blair rystede på hovedet, det var ikke noget, det var bare en åndssvag ting som Blair altid undrede sig over.

"Det er ikke noget, altså.. Jeg blev bare i tvivl om noget.. Men jeg er ikke i tvivl længere."

Hun så på ham med et lille smil.

Han kunne ikke lade være med at blive en smule nysgerrig overfor det hun sagde, og det gjorde det på ingen måde bedre at hun smilede til ham... Hun gjorde ham både forvirret og nysgerrig og det var ikke rart for ham...

"Jamen hvad var det du var i tvivl om?"

han vidste ikke hvorfor men af en eller anden grund fik han sagt du istedet for De...

Blair gned sine øjne. Hun ville ikke til at komme ud i en lang og pinefuld forklaring.

"Det var måden du holdte om mig..Jeg troede.."

Hun kunne ikke sige det, lige meget hvor meget hun end ville.

Han så forvirret på hende... Han havde da ikke holdt om hende havde han vel? han kunne ikke huske det men det kunne jo være sket i søvne hvilket han dog ikke rigtigt håbede at det var...

"jeg har da ikke holdt om dig har jeg vel???"

Han vidste godt inderst inde at han havde gjort det i søvne, og derfor rødmede han ret så kraftigt næsten lige så meget som da han havde stået nøgen foran hende...

Blair skulle have vidst det var noget han havde gjort i søvne.

"Jo."

Hun rejste sig og havde utrolig røde kinder. Hun gik ud i køkkenet og følte sig utrolig pinligt berørt, det var slet ikke det hun havde brug for.

Han hadede sig selv for at have gjort det... Selvom det var i søvne fordi han havde aldrig gjort det over for nogen før ikke engang i søvne... Det var derfor han også var lidt forvirret over hvad han selv skulle tolke af sig selv...

Han rejste sig og gik ud til hende, selvom han godt kunne fornemme det gik hende lidt på... Han gik så hen til hende...

"De må meget undskylde hvis de er blevet utilpas på grund af min berøring og fysiske tilnærmelse..."

Ordvalget var måske ikke det bedste men det var det der var faldet ham ind...

Blair havde det ikke dårligt med det, hele situationen var bare pinlig for hende. Hun fremtvang et lille smil og så på ham da han kom ud.

"Det skal du ikke tænke på."

Blair ville ikke have han skulle have det dårligt over hendes forvirret følelser.

Han smilede let men var dog ikke helt sikker på hende, mest fordi hun jo havde sagt hun havde humør svingninger... Men han ville ikke besvære hende for meget med det, hvis hun nu slet ikke havde noget problem med det...

"Det var godt at høre..."

Han stod og tænkte lidt på om han skulle til at vende hjemad men han var ikke rigtig sikker på det... Han ville egentligt også gerne blive men han følte lidt at hun var utryg eller ubehageligt til mode over hans tilstedeværelse...

Blair så smilende på ham.

"Skal vi ikke bare glemme det?"

Det ville bestemt gøre alt meget lettere. Blair gik ind i stuen igen og satte sig ned på gulvet.

Han smilede venligt tilbage og han kunne egentligt ikke se nogen grund til hvorfor de ikke bare skulle glemme det... Men han kunne ikke helt glemme det mest fordi det kørte rundt i hans hoved, fordi han aldrig burde have gjort det... Han burde have lagt langt væk fra hende istedet for...

"Jo lad os bare glemme det..."

Han sendte et svagt og forsigtigt smil i et forsøg på at fortælle hende det var glemt men det lykkede ikke helt så godt som planen...

Han fulgte efter hende ind i stuen igen, og satte sig også ned på gulvet et stykke fra hende...

Selvom Blair inderligt gerne ville glemme det hele, var det ikke så let. Det betød ikke noget, men alligevel troede hun det gjorde. Det var meget forvirrende det hele.

"Fortæl om dig selv, vil du ikke?"

Han var faktisk glad for at hun stillede det spørgsmål, fordi det gjorde at han kunne glemme det andet ihvertfald for en stund... Han hadede sig selv for at have gjort det, både fordi han ikke mente det var fair over for Blair, men heller ikke overfor Lyssa... Men hvad fanden, nu måtte han hellere svare hedne istedet...

"Det vil jeg da godt... Hvad vil du vide?"

han orkede ikke at fortælle alt ellers ville det godt nok blive en lang forklaring, men han ville svare på alt hun havde at spørge om...

Blair vidste ikke rigtig hvor hun skulle starte, så hun smed bolden over til ham igen.

"Bare fortæl det grundlæggende."

Det var ikke fordi hun havde nogle krav til hvad hun skulle vide. Bare for at vide noget.

Han undrede sig lidt over hendes ordvalg, og var meget i tvivl stadig... Han vidste ikke helt hvad hun mente med det grundlæggende, men han begyndte bare at fortælle lidt om sig selv... Mest om sin fortid...

"Ja jeg stammer fra et lille sted ude i en skov et eller andet sted som jeg ikke husker... Det var mit barndomshjem..."

Han valgte at undlade den del med kulten for ikke at gøre hende bange eller noget i den stil...

"så da jeg var 14 år skete der nogle ting der gjorde jeg endte her i området, hvor jeg så har været siden..."

Han fortalte ikke mere men hvis hun spurgte ind til mere skulle han nok fortælle det var da det mindste han kunne gøre nu hvor han skyldede hende noget...

"Har du nogle spørgsmål?"

Blair lyttede interesseret til da han fortalte om sin fortid. Hun havde et spørgsmål.

"Hvem voksede du op ved?"

Hun vidste ikke om en varulv blev født varulv, så hun vidste ikke om varulve boede med mennesker.

Han så på hende... Det var da et underligt spørgsmål, men han svarede det bare ganske normalt...

"jeg voksede op hos mine forældre til jeg var 5 år... Derefter blev jeg taget fra dem..."

han kunne sgu lige så godt fortælle det hele han havde vel også godt af at fortælle den slags...

Blair ville uden tvivl fiske efter mere.

"Og så voksede du op hvor, og med hvem?"

Blair så på ham med et stort smil, der tydeligt viste hendes fulde interesse.

Han smilede ikke tilbage faktisk var han blevet lidt mat mens han talte... Men han fortalte alligevel gladeligt om det... eller gladeligt og gladeligt det var måske så meget sagt da han både hadede og elskede at han var det han var...

"Jeg blev ført til en Kult, hvor jeg var i 9 år... der blev jeg forsøgt hjernevasket og der døde jeg..."

Han så på hende uden et smil men med venlige glade og varme øjne fordi hun virkede interesseret i det han fortalte...

Blair blev meget forvirret. Han var da ikke død, han sad i levende live lige der.

"Døde du? Du kan da ikke være død."

Blair så yderst forvirret ud.