In the darkness.

Han kunne vel godt forstå sådan set... Han kiggede derfor på ehnde med samme døde øjne, og nikkede bare... Men inderst inde forstod han ikke... Men okay han havde aldrig haft venner eller forhold til nogen før overhovedet...

"Jeg forstår..."

Han åbnede døren...

Blair kunne se på ham han virkede forvirret. Men hvordan skulle hun ellers forklare det.

"Du må ikke gå."

Hviskede hun med en grådkvalt stemme, hun ville ikke have hun skulle gå, han havde åbnet en helt ny verden for hende, en verden fyldt med væsner der hvert sekund kunne komme hen til hende og gøre hende fortræd, eller det der var værre. Men hun vidste godt han ikke kunne blive, han blev nød til at komme videre lige som hun måtte.

Han blev meget forvirret over det hun sagde til ham, fordi før havde hun jo sagt til ham at hun gerne ville have ham til at forsvinde... Han kunne ikke lide den forvirring, men det måtte han vel bare leve med...

"Hvad?"

Han var utroligt tom og død inden i, og så gik det også op for ham at han jo ikke engang havde fået taget sig sammen til at tage tøj på...

Han gik derfor over og trak sine bukser på...

Blair vidste godt hun var utrolig dobbeltmoralsk, hun ville have ham til at gå, men så alligevel ikke.

"Jeg er bange."

Hun var ikke bleg for at indrømme at hun var skræmt til hvid og sans.

Han fik sine bukser på og gik så over til hende, og lagde sine hænder på hendes skuldre... Hans blik var stadig lidt døde, men der var kommet en smule varme i det igen... Han vidste dog ikke helt hvad hun var bange for...

"Hvad er du bange for?"

Han ville aldrig selv have sagt til nogen at han var bange for noget... Det lagde bare ikke til ham at gøre... Han var vant til at klare alting selv og sådan kunne han lide det...

Blair hadede inderligt at bede om hjælp, men det var nødvendigt hvis hun skulle have en chance mod alle de væsner derude.

"Alle væsnerne, hvad skal jeg gøre hvis jeg møder en?"

Blair fulgte hans eksempel og skiftede tæppet ud med hendes tøj.

Han fik en underlig lyst til bare at sige hun kunne dø så slap hun da for ham men han fandt noget bedre at sige istedet... han kunne godt forstå hun var bange men hun havde nok allerede mødt mange...

"du har nok allerede mødt en del... men du kan ikke gøre ret meget end at håbe... og så længe jeg er her sker dig der ikke noget..."

Blair blev ikke tilfredsstillet med det svar, men han havde nok ret, hvad kunne hun gøre?

"Okay."

Blair så ned i jorden igen.

Han kunne godt fornemme at hun ikke var helt tilfreds med det han havde fortalt... han kunne bare ikke se hvad han mere skulle sige omkring det...

"jeg ville gerne gøre og sige mere for at gøre dig tryg..."

Blair trak på skulderne, han havde sikkert ret, hun blev bare nød til at være beskyttet med våben. Blair rejste sig og så på Sargonis.

"Tak for hjælpen."

Blair gav Sargonis et hurtigt kram, hun trak sig væk og stod en halv meter fra ham, ca.

Han blev meget overrasket over krammet, men gjorde ikke mere ved det... Andet end han så varmt og venligt på hende... Han havde fået dyret lagt lidt væk og kunne derfor nemmere være sammen med hende uden at det blev voldsomt akavet for ham... Han vidste jo ikke noget om hvad der skete i hovedet på hende...

"Det er nu mig der bør takke... Bare for at lade mig blive denne tid..."

Han så så kort ned på sin arm, og lagde mærke til at forbindingen var ved at være rød... Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde blødt så meget... og han forstod det ikke rigtigt... Han kunne dog se det nok ikke ville være dumt at få syet så dybt han havde skåret...

"Du har vel ikke en når og noget ild, og en førstehjælpekasse?... Forbindingen skal skiftes..."

Han kiggede bare på hende spørgende...

Blair følte hans varme blik kunne give hende en masse energi. Hun rystede ihærdigt på hovedet, han havde gjort meget mere for hende end han regnede med. Blair så på ham med et skævt smil.

"Det skal du ikke tænke på."

Blair så på ham før det gik op for hende hvad han spurgte om. Hun gik ud i køkkenet og tog førstehjælpskassen, og så hen i hendes kasse for at lede efter noget at antænde med, selvom hun ikke kunne forstille hvad ilden skulle bruges til, eller om hun havde lyst til at vide det. Hun tog en pakke tændstikker frem og gik tilbage til ham.

"Her."

Han nikkede da hun kom ind i stuen igen med kassen til ham, og smilede bare hvorefter han selvfølgelig takkede hende alt andet ville jo være helt forkert...

"Tak..."

Han satte sig så ned og tog sit bælte af hvilket han spændte så stramt han kunne om den arm han blødte fra for at stoppe blodtilførslen så han ikke forblødte alt for hurtigt...

Han fandt så en når frem som han varmed op og bøjede så den var krum, fordi så var det nemmere at sy såret sammen som han snart havde gjort et utal af gange... Han rev så nogle hår af, da det var det bedste sytråd han havde at bruge...

"Når jeg er færdig vil jeg gerne have dig til at ligge en forbinding?"

Han trådede nålen og begyndte at sy sammen mens han bed i den ende af bæltet der var løst...

Blair kunne se hvad han skulle til at lave, hun kunne ikke klare det, selvom hun blev nød til at gøre det. Hun måtte tvinge sig selv til det. Blair satte sig ned ved førstehjælpskassen og fandt noget bandage frem. Hun stilte sig ved siden af ham og lod blikket hvile på hans arm han var ved at sy sammen, hun måtte selv lære det engang, det kunne blive nyttigt, hvis hun fik brug for det var det en ting hun skulle kunne gøre. Blair ventede til han var færdig med at syg så hun kunne ligge bandage omkring såret.

Han sad bare og syede og kæmpede med ikke at stoppe selvom det gjorde ret så ondt, og han nærmede sig at bide igennem bæltet selvom det var lavet af læder... han havde jo også tænder som gjorde det mere muligt at gøre, og derfor kunne han nok godt ende med det, og gud det ville være kønt når han engang kom hjem til Lyssa med bukser der ikke kunne holdes oppe fordi han havde mistet bæltet...

"Din tur..."

Sagde han da han var færdig og slappede så ellers bare af i kroppen selvom ryggen nu igen var begyndt på sit pjat med at smerte... Selvom han havde haft bæltet gjort fast havde det blødt en hel del, og han var blevet en smule omtåget af det...

Blair var hurtig til at få bandagen omkring, hun var ikke helt uerfaren omkring den slags. Blair kunne se han var lidt omtåget af blodtabet. Hun ville ikke tvinge ham til at blive, men det var for hans eget bedste.

"Tror du ikke du skal blive? Bare indtil du er helt frisk igen."

Blair ville bekymre sig for meget hvis han rendte rundt derude med den mængde af blodtab han havde, og det var det sidste hun havde brug for. Hvis hun var bekymret ville hun ikke ligge mærke til det der var omkring hende, hvilket kunne have alvorlige konsekvenser.

Han sad bare og gloede ud i luften og grundet hvor omtåget han var hørte han knap nok hvad hun sagde til ham, men kom bare med en svag lyd og et lille nik, som svar på at det nok var det bedste... Han vidste at han lige nu kunne styre dyret, selvom han ikke lige havde overvejet hvad der skete nu når han var skadet og omtåget...

Han lagde sig ned, og slappede bare af i hele kroppen... Helt udmattet og med en smule had til sig selv, over at blive nok endnu en nat, og over hvor mange gange hun nu ikke havde vasket gulvet fra hans blod...

Blair hentede flere tæpper og lagde dem over ham, hun ville have han skulle have det godt hurtigt.

"Har du brug for noget?"

Blair ville nemt kunne finde det, eller i hvert det meste. Hun skulle nok få fat i det på den ene eller anden måde. Blair så afventende på ham.

Han havde ikke lige brug for tæpperne han havde det varmt nok i forvejen selvom han havde mistet en hel del blod nu... Han vidste ikke hvad pokker han skulle sige fordi der var ikke noget han havde brug for andet end at hun var der for ham som en ven... En der gad være hos ham selvom han var svag og ikke rigtigt kunne noget selv... Og så var der hans ryg som hun godt måtte gør noget ved hvis hun kunne, men han kunne ikke få sig selv til at bede hende om det...

"fjerne tæpperne..."

Han havde stadig nogle problemer med at tale men han måtte gøre det så godt han kunne, og det vendte ret hurtigt tilbage til ham også... Og selvom han havde det hårdt og var smadret smilede han til hende...

Blair fjernede hurtigt tæpperne, hun havde troet det kunne hjælpe, men det skete der heller ikke noget ved. Hun kunne jo ikke læse hans tanker. Blair lagde tæpperne og sammen og lagde dem for enden af madrassen. Hun satte sig ned ved siden af ham. Blair ville være der hvis der pludselig skete noget uventet, hun trak sine knæ op til sin hage og lagde sine hænder omkring dem.

Han drejede hovedet over mod hende og smilede... Han var glad for at have hende til at passe på sig... Hende til at være der hvis han fik brug for noget... Han regnede dog ikke med at han fik brug for noget så han syntes næsten bare hun skulle slappe af... Så kunne han også bedre få hende til at gøre noget hvis han fik brug for det...

"Blair... Bare slap af der sker ikke mere... Tag at slappe ordentligt af, du har haft en hård dag..."

Han kunne der mærke at ryggen begyndte på sin anspændthed endnu engang og hans rygmuskler spændte sig voldsomt... Og det samme gjorde de fleste andre muskler...

Blair nikkede til hans ord, han havde nok ret. Hun kunne ikke holde til det, Blair lagde sig ned og faldt hurtigt i søvn, selvom det var halvhjertet, hvis Sargonis pludselig skulle have brug for noget ville hun med det samme være der. Det var sådan en søvn der var fyldt med drømme, drømme som i Blairs tilfælde var mareridt, hun mistede alt hun havde, alle hun holdte af vendte sig mod hende. Hendes øjenlåg flakkede, hun bevægede sig med pludselige bevægelser, og hun sagde nogle lyde der kunne forstås som små skrig.

Han ville ønske han kunne gøre noget for hende... Men det eneste han troede på han kunne gøre var at holde om hende, da han vidste det plejede at virke på folk der havde mareridt... Men at holde om hende kunne han ikke få sig selv til at gøre overfor hende, eller overfor sig selv... Men nu når hun havde fået det skidt begyndte dyret igen at røre på sig...

Han lagde dog bare en hånd på hendes skulder, for at se om det ikke hjalp...

Sargonis' berøring blev blandet ind i drømmen, det var dog ikke på lykkeligvis, en klo blev placeret i hendes skulder, skriget lød mere som et rigtig skrig. Blair tog fat i Sargonis' hånd og 'trak' den ud, hun gjorde flere spjæt med ben og arme. Hendes drøm virkede så rigtig, noget der med garanti ville kunne ske for hende en eller anden da. Blair lå pludselig helt stille. Hun var faldet i drømmen.

Han tog bare hånden til sig, da han ikke kunne se hvordan andet kunne gøre det bedre, når hun var reageret så voldomt på den simple lille berøring... Han fik en lille lyst til bare at rejse sig, tage sine ting og så gå... Lade hende klare det med drømmene selv, da han ikke vidste helt hvad han skulle gøre ved det...

Han satte sig op stadig med de fleste muskler spændte... Så man tydeligt kunne se den muskulatur han havde, og trak vejret roligt ind og ud for at se om han ikke kunne få det stoppet bare i en nogenlunde fart... Om ikke andet end inden hun vågnede igen...