In the darkness.

Han fortsatte sit gilde med at drikke hendes blod og lige så langsomt fik dyret et kraftigere og kraftigere tag over ham... Han vidste ikke helt hvordan det ville gå men lige nu var dyret vist bare interesseret i at skaffe blod... Det ville nok først være når der ikke længere var mere blod den ville have at den ville gå efter det næste hvilket ville være hendes krop og den lyst dyret havde til hendes krop... Dyret ville ikke stoppe før hun besvimede af blodmangel...

Blair blev dårligere og dårligere af alt det blod der forsvandt fra hendes krop. Hun prøvede at holde fokus, hun blev nød til at stå imod, men flere gange lukkede hun øjnene i flere minutter, men hun tvang sig selv til at åbne dem igen, men hun kunne ikke blive ved, hendes krop blev svag. Hun lukkede øjnene og forsvandt. Hun vidste godt det kom til at hun besvimede hvis han blev ved, men hun havde håbet på hun kunne holde sig ved bevidsthed indtil det var ovre. Men det var for sent.

Da hun besvimede slutte han sit gilde af hendes blod... nu var dyret helt fremme og havde lyst til hendes krop selvom hun ikke var ved bevidsthed var det det dyret havde lyst til... Bare at tage hende som hun lå der uden at hun kunne stoppe ham... Han vidste dog det ville være en dårlig ide at gøre... Men han vidste også at han ikke kunne stoppe dyret hvis det kom der til, og at han kun ville have få sekunders kontrol endnu... Han så kun en udvej, ikke at flygte for dyret ville bare vende tilbage til hende...

Han hamrede hovedet ind i den nærmeste mur og slog sig selv ud... Han faldt bagover og landede med hovede hvilende på hendes bryst med læberne stadig berørende hendes hals...

Blair lå der bare. Bevidstløs. Det krævede mange kræfter for hende at komme tilbage, og det ville gøre hende endnu svagere når hun så var ved bevidsthed igen, hun kunne svagt mærke noget der landede på hende, men det var ikke noget hun registrerede ordentligt. Hun kunne kun håbe på der kom nogle og fandt dem, sandsynligheden for det var stor, men hun ville ikke have det, de skulle ikke se blodet, biddet på hendes hals og det rod der var. De ville melde det. Blair tvang sig tilbage, hun begyndte langsomt at bevæge sit hovede, det tog dog alligevel tid før hun kom helt tilbage, hvor lang tid det var kunne hun ikke sige. Blair så ned af sig selv, hun kunne næsten regne ud hvad han havde gjort da hun så den blodige væg de lå ved siden af, men hun vidste ikke hvorfor. Hun prøvede at skubbe ham af, men det var umuligt for hende, hendes kræfter var lige så nyttige som en 10 års, hun ville ikke kunne gøre noget, så hun lagde sig bare ned igen. Hun hadede at være hjælpeløs.

Han vågnede lige så langsomt da hun forsøgte at få ham væk fra sig... han vidste ikke hvor han var landet men det første han mærkede da han vågnede var hendes hals mod hans læber, og han lod sin tunge slikke de sidste dråber blod af hendes hals... Før han forsøgte at rejse sig... Han fik sig sat op, men væltede så til siden ned ved siden af hende, hvor han rullede lidt væk fra hende...

Han var ikke svag længere, og ej heller var han kvæstet han havde bare ondt i hovedet efter sit sammenstød...

Blair følte sig underligt tilpas, hun følte sig på en måde tom, hun var svimmel og ør i hovedet, men det havde været det værd. Blair prøvede at sætte sig op, men kræfterne var ikke til det, så hun slangede sig hen til væggen som hun satte sig op af. Hendes øjne var tunge og var flere gange ved at lukke sig sammen, hun prøvede at holde dem åbne, men kræfterne var bare ikke til det. Hun havde brugt for mange kræfter på at komme tilbage fra bevidstløsheden. Hun var flere gange ved at ligge sig ned igen, men hun gjorde alt hun kunne for at kæmpe sig op igen.

HAn satte sig op af den modsatte væg af hende med blod der løb ned over hans pande og ned over hans ansigt... Det var et hårdt slag han havde lavet måske endda lidt for hårdt, men han havde været heldigt at hans hovede var landet på hende istedet for gulvet det havde da været en lidt blødere landing end gulvet...

"..."

Han åbnede munden for at ville takke hende men der kom ikke noget over hans læber... Han var tom for ord...

Blair så over på ham med trætte øjne, hun kunne se han skulle til at sige noget, hun tog fat i hans hånd og gav den et klem før hun slap den igen. Det var for at vise han ikke skulle tænke over det, hun håbede bare det havde overbevidst ham, ellers var det gjort af spild, hun havde fået det kick hun ville, men det kunne hun få på så mange andre måder. Hun havde næsten kun gjort det for ham, for at bevise noget overfor ham. Blair lukkede øjnene i og forsvandt igen, hun kunne ikke holde til det. Hun gled ned på jorden og lå der igen. Hun var svag, og hun hadede det.

HAn forstod godt at hun var svag, og det betød noget for ham at hun havde valgt at lade ham tage hendes blod... Det var jo ikke engang fordi hun havde stoppet ham kort efter han havde taget lidt... Nej hun havde ladet ham tage lige så meget som han havde haft lyst til... Han troede nu på at hun faktisk holdt af ham og gerne ville være hans ven, men han hadede sig selv for at hun skulle gå igennem så meget for at han fik det set...

Blair tvang sig til at vågne igen, hun ville ikke ligge midt i det hele og være bevidstløs, hun blev nød til at være der. Hun var ikke svag, det var hun ikke. Blair tog sig til halsen og fjernede noget af det blod der sad tilbage. Hun så over på ham.

"Jeg går ind og hviler mig."

Hendes stemme var hæs, og svær at høre. Hun kom på benene ved hjælp af trappens gelænder, men hun kom ikke ret langt før hun var ved at vælte. Hun prøvede dog at komme længere, hun havde brug for at ligge ned, men ikke ude i opgangen.

Han nikkede i første omgang bare til det hun sagde til ham... Men da han kunne se hvor svært hun havde ved det, var han hurtigt ovre hos hende og hjalp hende indenfor i lejligheden, for at støtte hende og vise at han også gerne ville gøre noget for ham...

"Du skal vide det betyder meget for mig at du gav mig dit blod..."

Han kiggede lidt på hende med varme øjne...

Blair støttede sig til ham og lagde sig ned på madrassen, hun så på ham da han talte. Han behøvede slet ikke at tænke sådan, hun havde noget at bevise, så hvorfor ikke gøre det på den bedste måde der fandtes, udover at dræbe sig selv måske. Hvilket hun også var tæt på. Blair så på ham og fremtvang et halvhjertet smil.

"Det skal du ikke tænke på, jeg havde noget at bevise."

Blairs stemme var stadig hæs, lav og svag. Men det var jo klart, hun havde mistet størstedelen af sit blod. Eller hvor meget hun havde mistet lå uklart for hende. Det krævede meget at holde sig vågen.

Han smilede bare til hende, og vidste ikke helt hvad han skulle tolke af det hele... Han var lidt usikker på hvad han skulle tro fordi hun smilede godt nok men ikke helt oprigtigt men det kunne jo være fordi hun var meget meget svag...

"Hvad skulle du bevise?"

Han spurgte kun for at være sikker på det...

Blair så op på ham og prøvede at få ordene ud.

"Jeg skulle bevise jeg var der for der."

Blair vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, det var jo sådan det var, og så lidt på grund af kicket, men det var kun 0,01% grund til hvorfor hun gjorde det.

Han smilede som svar, til det hun sagde og hadet til sig selv dukkede op igen, fordi han ikke mente det var fair hun skulle gå igennem det bare for at få ham til at tro på hende... Det var næsten for meget at forlange...

"Tak..."

Han smilede til hende...

"Men sov du nu bare så skal jeg nok blive og passe på dig..."

Han tørrede lidt af blodet af ansigtet som var stoppet med at bløde men bare for at fjerne det værste...

Blair lukkede øjnene og faldt i søvn med det samme hendes øjenlåg ramte huden under hendes øjne. Hun var udmattet. Blair så meget mere freds fyldt ud når hun sov, hun så rolig og afslappet ud, når hun var vågen var det let at gøre hende anspændt, men hun slappede fuldstændig af når hun sov, der var ikke en muskel i hendes krop der var spændt.

Han sad bare ved hendes side og ventede på at hun vågnede igen... Han havde ingen planer om at sove... Så han blev bare siddende selvom han godt vidste der kunne gå mange mange timer før hun vågnede igen... Han holdt sig vågen til hun vågnede... Han ahvde jo lovet at han ville være der for hende, og det skulle han ikke glemme og det ville han godt nok heller ikke gøre...

Blair bevægede sig langsomt som hun altid gjorde lige inden hun vågnede, hun åbnede langsomt øjnene og så sig omkring, hun kunne ikke rigtig huske noget der var sket fra aftenen før, så hun var sikker på Sargonis var gået, det sidste hun huskede var deres skænderi, resten lå tåget for hende. Hun så over på Sargonis med et forvirret blik.

"Jeg troede du var gået."

Hendes stemme var mere som hendes normale stemme.

Han så lidt forvirret på hende, fordi hvorfor troede hun dog at han var gået? Han havde da sagt til hende at han ville blive og holde øje med hende... Han regnede lidt med at hun ikke kunne huske det ordenligt... Man kunne jo godt glemme ting der skete når man var omtåget og lige vågnet efter at være besvimet...

"Jeg lovede dig jo igår at jeg ville våge over dig mens du sov..."

Han smilede bare venligt tilbage til hende...

Blair så forvirret rundt. Hun kunne slet ikke huske noget, det var ligesom når man havde drukket lidt for meget, men det var ikke tilfældet, eller det troede hun da ikke.

"Gjorde jeg? Hvad skete der i går?"

Blair mærkede en bankende hovedpine. Det kunne godt tyde på hun havde drukket, men så ville hun havde husket hun var begyndt. Blair vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun var vant til at glemme noget fra dagen før, men ikke sådan her.

Han kiggede på hende, og ville så begynde at forklare hvad der var sket... Han skulle lige være sikker på at få det hele med...

"Du lod mig drikke dit blod... Jeg drak så så meget at du besvimede... Jeg slog mig selv ud og vi vågnede så hvorefter jeg hjalp dig ind og du faldt i søvn efter jeg havde sagt at jeg ville holde øje..."

Hans øjne var varme og imødekommende hele tiden mens han fortalte, og han aede hende lidt, strøg hende over håret...

Blair kunne bedre forstå det hele efter hans forklaring. Det gav meget god mening, selvom at hun havde drukket sig stiv var mere normalt for hende.

"Okay. Tak."

Blair så på ham med et mere oprigtigt smil den dagen før, hun var mere frisk efter at have sovet lidt.

"Har du så ikke sovet?"

Han smilede bare venligt til hende og varmt, som da hun takke ham... Han var glad for at hun virkede til at være i godt humør igen da det betød en hel del for ham... Han var bare ikke helt sikker på om han kunne være ærlig om om han havde sovet men hvorfor skulle han ikke fortælle hedne sandheden...

"Nej jeg har ikke sovet..."

Han smilede varmt til hende...

"Jeg er heller... ikke træt"

Han gabte så i midten af det han sagde og ødelagde det så lidt...

Blair så smilende på ham. Det var okay at han ikke havde sovet, men da han sagde han ikke var træt, og så gabte. Blair fik tvunget sig ned af af madrassen og ned på gulvet. Så skulle han da sove.

"Så må du hellere gøre det nu, synes ikke?"

Blair så over på ham med et skævt smil.

Han så på hende, men havde på ingen måde lyst til at sove... Han ville ikke bruge den sidste tid her sammen med hende på at sove, men så alligevel kunne han vel bare satse på at blive en smule længere istedet... Det ville ikke gøre ham noget og det var også bedst at de begge var sikre når de skiltes...

"Jeg er som jeg sag..de ikke træt"

Han gabte igen midt i det hele...

Han smilede og grinede svagt opgivende...

"Så lad gå..."

Han lod både munter og opgivende på engang hvorefter han lagde sig på madrassen...