In the darkness.

Blair fik det endnu værre over hans kommentar, hun havde virkelig ikke lyst til han skulle se hende græde, men hun ville heller ikke gå, det ville bare virke koldt, og det var det sidste hun ville fremstå som. Tårerene faldt igen ned af hendes kinder. Hun havde aldrig troet hun skulle gøre det fra ham, det var nok den sidste hun havde troet hun ville høre det fra. Men det var forståeligt. Hun stod bare og kiggede på ham, hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. I stedet satte hun sig op af væggen, hun kiggede fjernt ud i luften.

Han kiggede bare på hende, mere dødt end mand kunne forvente af et levene væsen overhovedet. Han kunne vel ligeså godt være død og borte sådan som han sad der og kiggede på hende...

"blair, hvis det da er dit navn... Hvorfor siger du ikke bare hvad du vil have af mig?"

Han kiggede stadigt på hende, kold og død som han sad der... Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det hele, men der var nok ikke noget at gøre...

Blair havde en følelse af flere stik i hjertet, hun holdte jo af ham, men hun havde lige modbevist det, selvom det slet ikke var meningen. Blair så ned, hvad skulle hun sige? Hvad ville hun have af ham? Hvorfor havde hun ødelagt det hele? Hvorfor var hun der overhovedet? Der var så mange spørgsmål der løb igennem hendes hoved.

"Jeg ved det ikke."

Blair så kort op på ham, hvordan kunne han tro hun løj for ham? Han kendte hende ikke særlig godt, men alligevel, hun ville aldrig lyve for ham. Han havde også vist sig at have en side, hun ikke havde mødt før.

Han kiggede sig lidt omkring og vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende, og han var meget forvirret over det hele... Han var på et punkt sikker på at hun ikke ville udnytte ham men noget i ham sagde at han skulle tage sig i agt, fordi hun ville udnytte ham...

"Okay..."

Blair lukkede øjnene og tog en dyb indånding, hun blev nød til at forklare det over for ham. Men hvordan skulle hun forklare det? Det havde virket som om hun udnyttede ham, men det gjorde hun ikke. Det ville hun aldrig gøre. Hun kiggede op på ham, men gemte sig mere eller mindre bag sit hår.

"Jeg har ikke udnyttet dig, og jeg ville aldrig gøre det. Jeg ved godt det virkede sådan lige før, men jeg har et problem med temperament, jeg siger ting jeg ikke mener og gør ting jeg ikke ville gøre. Det er som om min hjerne kobler fra, og en side der er gemt væk tager over. Jeg bliver helt anderledes. Det lyder langt ude, gør det ikke?"

Blair var stadig såret over det han havde sagt, men han fortjente en forklaring, lige meget hvor meget hun havde lyst til at forsvinde, og aldrig komme frem igen.

Han så på hende... det hun fortalte gav rigtig meget mening for ham, fordi han jo selv oplevede det ret så ofte med dyret i ham... Han kunne selv opleve det med at hjernen slog fra og dyret gik igang med at dræbe rundt omkring sig...

"Du snakker med en person der har en side der elsker dig om en side der ikke gør... Og du tror det du fortæller lyder langt ude... Jeg har et dyr i mig der nogle gange tager over og så kan alle omkring mig risikere at dø...."

Han sad bare og kiggede lidt halv dødt...

Blair så ned igen, men hun hørte stadig til det han sagde. Personligt holdte hun mere af siden af ham der elskede hende, men den anden side af ham var også skøn, men der var også den side der havde såret hende, hun var splittet, hvilken side var så den sande?

"Hvis du siger det på den måde, lyder mit som ingenting."

Blair kunne ikke finde ud af hvem af dem der var ham og hvilke der var sider hun skulle ignorere.

Han kiggede tilbage på hende, og var ret forvirret over hvad han skulle sige til hende omkring det med at hun syntes at hans virkede så meget værre end hendes eget... Han kunne ikke helt forstå hvad han skulle gøre ved sig selv over det der foregik omkring ham...

"Det er da trist nok at du oplever det..."

Han kiggede lidt væk fra hende igen...

Blair var tom for ord, hun havde slet ikke noget at sige, hun havde bare brug for at tænke, men det ville også være hjerteløst at forlade ham, især på det skænderi de lige havde haft, selvom det i Blairs øjne ikke var et stort skænderi, hun havde prøvet meget værre, det der var anderledes var at hun holdte af ham hun skændes med.

"Jeg kommer om lidt."

Blair gik ind og ud på badeværelset, hun fjernede makeuppen, satte hendes hår op, og tog et tæppe omkring sig. Det hjalp meget på hendes udseende, hun så mere ren ud, men også mere sårbar. Hun havde det med at skjule sig bag sin makeup og sit hår. Det kunne hun ikke der. Ved at fjerne håret og makeuppen, symboliserede hun også at hun åbnede sig overfor ham, selvom det var svært at se.

Han så bare på hende og nikkede da hun gik igen... han sad bare og kiggede sig lidt omkring og da hun var væk tog han armen frem den der ikke var forbundet... Han tog den op til munden og kradsede hen over den så der kom en del sår hen over armen... Ikke særligt dybe sår men han kunne mærke smerten og nyde den...

Han sad bare da hun kom ud igen, og lignede en der var fint tilfreds med det han lige havde gjort... han så fredfyldt ud måske en smule beruset eller påvirket af et eller andet... Han var så også påvirket af sin smerte som sendte endorfiner ud i kroppen som virkede som et rusmiddel...

Han kiggede på hende med tomme øjne men de var ikke helt så døde som tidligere...

Blair satte sig ned igen, hun kiggede ikke ordentlig på ham, så hun så ikke de rifter han havde påført sig. Hun lagde en hånd over hendes øjne, hun var træt, ikke træt som i søvnig, men træt af alt det drama. Hun opsøgte det måske indimellem, men det var ikke det værd, overhovedet ikke. Blair fjernede sin hånd og så over på ham, rifterne gav hende et undrende blik.

"Hvad har du lavet?"

Blair var stadig bekymret for ham, men det var forsvundet en smule, hun var ikke så beskyttende over for ham. Det var måske fordi hun havde fundet ud af han ikke behøvede hende.

Han sad bare og det tog lidt tid før han reagerede på det hun sagde til ham... Han rykkede lidt på sig og kiggede så over på hende med de tomme øjne... der dog hurtigt blev fyldt med liv og en hvis form for varme, men en mere falsk varme end der var normalt... det gik ham på at hun så det...

"Jeg har kradset mig selv... På grund af smerten... Den er behagelig..."

Han så på hende, og begyndte at tænke lidt over tingene hvorfor var det så svært at blive venner med hende, hvorfor skulle dyret også være faldet for hende og hvorfor skulle hun også være faldet for ham?

Blair forstod godt hvad han mente, det var rart at få andre tanker, det var lettest gennem smerte.

"Det forstår jeg godt."

Blair ville ønske hun selv kunne påføre sig smerte, hun havde brug for smerte, bare for at glemme det hele. Blair så over på ham. Det hele var så indviklet. Det var forvirrende. Hun havde bare brug for at komme væk, væk fra alt. Men det hjalp ikke at flygte.

Han fandt det rart at en anden person til forveksling forstod hvorfor han gjorde det... Det var ikke altid at folk forstod det... De fleste så ham bare som syg i hovedet når han gjorde det...

"Det er rart nogen forstår..."

Han ville bare ønske at han ikke havde brug for at påføre sig selv smerte... Men det var jo blot en af de få måder han kendte til at aflede tankerne med, og den eneste mulige lige nu...

Blair vidste ikke hvad hun skulle gøre, hans blodtab skulle nok ikke blive ret meget større, det ville ikke være godt for ham, han ville blive svækket endnu mere, hun havde ikke lyst til at fortælle ham det, hun behøvede ikke at beskytte ham.

"Jeg har det på samme måde, alle synes jeg er sindssyg, de tror jeg gør skade på mig selv fordi jeg har lyst, men de forstår det slet ikke."

Blair mærkede den sviende smerte der kom fra såret på halsen, men smerten hjalp hende med at tænke klart.

Han forstod hende sagtens... Det var livet man levede når man gjorde skade på sig selv af den simple grund at man faktisk havde brug for det... Det var en nødvendighed, en afhængihed eller det var det blevet for ham... han havde brug for smerten de fleste dage fordi han var psykisk afhængig af det, og fysisk afhængig af endorfinerne...

"Hvordan har halsen det?"

Han kunne stadig svagt se såret men han kunne tydeligt dufte blodet... Hvillket ikke var det bedste når han var skadet da han så godt kunne få en ret kraftig lyst til blod...

Blair så ned i jorden, hun var fortvivlet, forvirret og rundt på gulvet. Alt der var sket de seneste par døgn var næsten for meget for hende, men hun kunne sagtens komme igennem det. Blair førte en hånd op til såret på hendes hals, det var blot skuespil, hun lod som om hun havde glemt alt om det, selvom smerten var værre end nogensinde.

"Jeg havde glemt alt om det."

Blair så ud i luften igen.

Han kunne ikke se noget der tydede på at hun ikke bare havde glemt det... Men han havde helt sikkert ikke glemt det... Det var der ingen tvivl om... Han kunne tydeligt mærke duften af blodet og hvad det gjorde ved ham... Han kunne mærke hvordan hans øjne fik et sulten blik, og sad boret til hendes hals... Han kunne også mærke at hans mund begyndte svagt at løbe i vand...

Han sad bare på den måde og så sulten og tørstigt på hende...

Blair så over på ham, for at se om han troede på hendes løgn. Det var tydeligt at han ikke gjorde det. Blair vidste ikke hvad hun skulle gøre, han sad og så på hende med et blik der så ud til at ville spise hende, og en mund der løb i vand. Det så ikke godt ud for hende. Hun kunne mærke hendes hjerte slå hårdere, hun var sikker på Sargonis ikke ville gøre det, men hvad med dyret. Blair holdte godt øje med ham.

Han kunne ikke ryste lysten til hendes blod af sig... Den var stærk og den gjorde at han ikke kunne få sig selv til at gå... Han ville have hendes blod og det ville ikke vare længe før han ville tage det med magt... Hans øjne blev mere intense og sad stadig boret til hendes hals og såret der var der... Han vat nødt til at gøre noget så han begyndte som en start at drikke sit eget blod fra sårene, men selvom han gjorde det var hans blik fæstet på hendes hals og hendes sår...

Blair vidste ikke hvad der skete, han så sulten ud. Men hvad spiste varulve? Var der noget anderledes end menneske føde? Blair fik svar på sit spørgsmål da han begyndte at drikke hans blod. Blair kravlede hen til ham. Hun ville ikke have han skulle drikke sit eget blod

"Bare tag hvad du skal bruge."

Blair var stadig meget usikker på om han ville have hendes blod, så hun formulerede sætningen så den kunne forstås på flere måder. Blair lagde sig op af væggen og strakte halsen så han kunne komme til, hvis det var det der skulle til.

Han havde ikke helt lyst til at gøre det men han vidste at hvis han ventede længere ville det bare gå hen og blive voldsomt når han gik med til det, og så kunne han på ingen måde sikre sig at han ikke skadede hende, ved at bide hendes hals over... Det var sket for ham og det skulle helst ikke ske igen... Han blev derfor enig med sig selv om bare at tage for sig, og glemme sine hæmninger...

"tak"

Han var nød til at lade dyret træde lidt frem for at gøre de, og dens måde var lidt brutal... Han lagde hende ned på ryggen og lænede sig så frem over og lagde sin mund på hendes sår, og begyndte lystigt at drikke af hendes blod...

Blair var anspændt, hun var sikker på det gjorde ondt, men da han lagde hende ned gjorde hun sig slap, det ville sikkert gøre det hele meget mindre smertefuldt. Da hun mærkede den sugende fornemmelse blev hun anspændt igen, smerten var værre end noget andet hun nogensinde havde prøvet, men det hjalp også hende, hun fokuserede på det vigtige, frem for alle de andre tanker der svømmede forvirret i det hav hun kaldte sit hovede. Hun så fjernt op i luften, hun lagde ikke mærke til ham, kun smerten.

Han drak bare lystigt af hendes blod, og han var fyldt med begær imod det... Han kunne mærke hvordan dyret tog mere og mere kontrol, men ikke imod at tage alt hendes blod eller blive brutal omkring det... Nej dyret ville frem fordi der var noget det ville have mere end blot hendes blod... Det ville have hendes krop, men det kunne han ikke tillade sig selv det ville bare gå galt...

Han drak bare af hendes blod mens hans tænder langsomt sank ind i hendes hals, ikke ret meget men nok til at efterlade et mærke på hendes ellers så smukke hals...

Blair borede sine negle ind i sine håndflader for at gøre smerten i halsen mindre. Blair mærkede hans tænder der borede sig ned i hendes hals, den følelse var ubeskrivelig, smertefuld, men fantastisk. Hun bed tænderne sammen og spændte alle sine muskler i hendes krop for at bekæmpe smerten, selvom hun slet ikke ville have det, men hendes krop sagde nej. Blair ville ikke få ham til at stoppe, han skulle blive ved indtil han var tilfredsstillet, selvom det så ville betyde hun skulle ligge i lang tid for at få alt det blod tilbage igen, hun blev nød til at gøre det for at bevise han betød noget, og for at mærke smerten.