Maybe or maybe not? ~Rowan~

Kroen havde lagt så stille og roligt denne morgen, men så snart eftermiddagen stod på. Så startede larmen for alvor, men mest af alt fordi en folk uvenlige vampyrer var dukket op i den store krostue. Angela havde sovet længe, og var udhvilet da hun stod op. Hun klædte om og gjorde sig istand inden hun gik nedenunder, hun havde flettet det blondte hår så det lagde over den ene skulder. Angela kiggede på de larmende vampyrer ud af øjenkrogen, men inden hun nåede at blinke havde den ene taget et fast greb omkring hendes liv, og holdte hende ind til sig. Angela væsede af ham, og greb et krus som hun kastede ind i hovedet på vampyren. Angela var fyldt med vampyrblod i hendes system, det blod som gjorde hende i fuldstyrke. Angela trådte et skridt tilbage da hun blev sluppet, hun hævede på et bryn. Vampyren var ikke langtid om at komme sig over skaden, og hans vrede rassede ud igennem hans øjne. Angela holdt den kolde facade oppe, i denne form var hun bare mest vampyr. Og heldigvis var det den form som hun havde undtagen hvis hun valgte at skifte. Manden slog udefter hende, men Angelas hurtigte reflekser gjorde at hun bukkede sig langt bagover så hendes hår rørte gulvet, lige da næven passerede hendes hovede greb hun omkring den med hendes hænder og gik sig rettet op, og derpå kastede hun manden ind i nærmeste væg som var ved en varulv. Angela skar lidt ansigt, og kiggede kort hen imod de andre vampyrer. Som ikke var glad over hendes opførelse.

Vampyrene blottede deres tænder da Rowan blandede sig, vampyr og varulve var jo naturlige fjender. De stillede sig truende op på række og stirrede på Rowan, Angela bemærkede Rowans kommentar. Den fik hende til at smile lidt, hun stillede sig op på siden af ham. Hendes blik var på ham ganske kort inden det gled over på vampyrene. som snerrede vredt af de to modstandere. Angela blottede sine egne tænder, selvom hun ikke var helt vampyr så havde hun stadigvæk styrke. Vampyrene fnøs koldt da dem, og nogle gik deres vej. De mente ikke at det var deres tid hver, dog var der to tilbage som bare ville kæmpe. De løb direkte imod dem med deres næver knyttede, den ene angreb og slog ud efter Rowan. Den anden angreb Angela som greb næven i luften, hun vred vampyrens arm om så han skreg. Hun slap grebet og så ham direkte i øjnene. Endnu en vampyr besluttede sig for at deltage i den lille komsammen her, men ved at stikke en kniv i ryggen på Angela så hun gispede og faldt på knæ. Hun klemte øjnene sammen af smerte, men vampyren bag hende stak kniven længere og længere ind, og snart ville den nå hendes hjerte.. Hun klynkede lidt.. Baghold det var ikke fair..

Angela hadede at føle sig så svag, det var næsten som at være helt menneske.. Du havde ikke en chance for at gøre noget ligenu, en forkert bevægelse og spillet kunne stoppe lige på stedet. Hun klemte øjnene sammen og holdt været, tanken om folk ville savne hende hvis dette var hendes endeligt var ikke så meget til stede. Hun havde ikke set hendes bror i længere tid, men havde en tanke om han nok var den der ville savne hende mest af alle. Kani var væk, hun havde ikke rigtigt nogle venner. For på en eller anden måde endte hun med at jage dem væk fra sig på en eller anden måde. Hun sårede dem.. Den eneste som var blevet ved hendes side igennem det var Jacob.. Men han kunne kun lide den menneskelig side af hende.. Vampyren var for meget for ham.. Det var heller ikke alle som kunne styrer hendes vampyr.. Angela lyttede da han sagde noget første gang, normalt kunne hun sagtens finde på at svare igen. Men ligenu krævede hendes liv ikke at hun sagde de forkerte ord.. Hun nikkede svagt, og lukkede øjnene i. Hun prøvede at slappe af, og pustede forsigtigt ud. Angela var vampyr.. halv vampyr, hun ville heale så snart hun fik vampyrblod.. Ellers ville der godt nok gå lidt tid, men hun anede ikke om hun kunne forbløde.. Hun nikkede da han sagde han trak kniven ud, hun ville bare have den ud nu.. Det sveg lidt men hun var udholdende.. Hun kunne da godt klare det lidt. Hun måtte bide tænderne sammen og tage smerten til sig som den kom.

Angela havde en lyst til at sige noget men thi, og prøvede at slappe lidt af.. Hun lukkede øjnene, men skreg ikke overhovedet, hun lod smerten sive rundt i hende.. Den prikkede til hver enkel nerve i hendes, først da kniven blev trukket ud stønnede hun af smerte og lettelse. Nu tænkte hun enlig bare at det var det, ikke mere hjælp overhovedet. Det ville være meget normalt, der var kun ganske få som overhovedet bekymrede sig om hende, for hun var ikke mere hver end det. Angela undrede sig lidt over han blev ved med at hjælpe hende, han rensede hendes sår.. Selvom hun ikke vidste hvor meget han havde brug for det.. Hun lyttede til hvad han sagde og lod et svagt smil komme på hendes læber til han satte sig ved siden af hende. Angela vendte blikket imod ham, og lod øjnene glide op i hans.
"Jeg klarer mig, jeg har overlevet i så langtid nu." Hun var kort itvivl omkring om han troede hun var et menneske eller om han troede hun var vampyr.. Eller om varulven havde lurret hun var en blanding. Angela smilede atter svagt, "Men hvorfor hjalp du mig, det pænt af dig men hvorfor ikke bare lade mig slås selv.. Og lade dem næsten slå mig ihjel." Angela var bare nysgerrig det var ikke hverdag nogle hjalp hende igennem noget, for det meste måtte hun klare sig selv fordi ingen rigtig bekymrede sig om hende. Angela kunne mærke såret var ved at heale, det gik langsomt meget.. Ligesom et menneske fordi hun intet blod havde drukket fra en vampyr. Samt havde hun et par blåmærker som forsvandt når det passede dem, ligesom ved mennesker. Smerten forsvandt dog hurtigere end ved normale mennesker, ellers havde det været svært at overleve det.. Angela løftede lidt på den ene arm, og førte en hårlok væk fra hendes ansigt. Hun kunne hører folk på kroen hviske i krogene om hele balladen. Hun havde enlig bare lyst til at gå derfra, men vidste det vil blive en hård tur bare hen til døren.

Angela vidste mange ikke brød sig om hybrids, ikke engang hendes egne forælder havde gjort. Så hun havde vendt sig til at skubbe folk ned, hun havde oplevet kærlighed få gange i sine mange år.. Men aldrig havde noget holdt længere end et par år.. Eller engang 100 år, men hun havde dræbt ham nu.. For ikke længe siden Matt.. Det havde været deres kamp.. Derfor havde hun såret Caroline, men Caroline havde ligeså såret hende.. Dog måtte det være sådan tingene nu var, ligemeget hvor meget hun gerne ville have nogle veninder og venner, hun var god til at skubbe dem væk.. For i sidste ende, betød hun så noget for nogle? Angela kiggede på ham, og skubbede tankerne til siden da han svarede hende.
"Jeg står altid alene, jeg er altid alene.. Så det jeg nu van til." De menneskelige følelser havde overtaget hendes stemmebånd, så den tristhed hun skjulte år efter år.. Den kunne hørers, dog gik det hurtigt op for hende at hun talte på den måde, og måtte sætte sin facade op inden hun blev alt for menneskelig. Angela smilte skævt over hans kommentar med blod på morgenmaden.
"Det vist kun vampyrer og bloddæmoner som fortrækker det," Svarede hun med en lidt svag stemme, hun prøvede at være venlig.. Spørgsmålet var hun nok allerede havde på fornemmelsen han ikke kunne lide hybrids, hun kunne mærke sådan noget.. Men hvorfor så ikke bare være den bitch hun kunne være nogle gange og så bare være røv irriterende..?
"Jeg skal nok klare mig, hør jeg vil ikke være til besvær.." Hun tog en dyb indånding og rejste sig så op.. Lidt usikkert, men hun kom på benene igen. Angela så ham i øjnene.
"Du behøver ikke hjælpe mig mere nu, din bitterhed udstråler selvom du ikke viser den." Sagde hun og kiggede ham i øjnene, det var endnu en som bedømte hende uden at kende hende.. Det var ved at være meget normalt..
"To sekunder.." Sagde hun stille og så over i et hjørne, en vampyr stod helt for sig selv. Angela gik derover.. Hendes besvægelser var meget slørret, og hun gik ekstremt usikkert.. Og hendes skridt var tunge, men hun kom derover.. Hun greb hurtigt fat i håndledet på vampyren og tømte kroppen hurtigt. Angela vendte tilbage til varulven, vampyrsiden i hende var helt tilbage igen.. Og sårene healede hurtigt nu.. Angela løb op og greb fat i varulvens hånd, og derved tvang ham til at gå med sig. Hun var stærk, selvfølgelig hvis han trak til ville han kunne komme fri. Men ligenu trak hun ham bare med sig, til hun kom til en gyde. Hun vendte sig imod ham, da hun havde sluppet hans håndled. For at kigge ham ind i øjnene, der var en snert vrede specielt i hendes øjne.
"Hvad har du imod det, at være blanding. Tror du det rart at være anderledes end alle andre?" Spurgte hun vredt, og skubbede ham op af en af gydernes mange murer. Hun trådte lidt væk..
"Tror du det er rart at ens forældre skubber en til side, og er ligeglad med en bare fordi de ikke er den de håbede man blev? At ens bror bare bliver forgudet, fordi den lille pige ens forældre fik er et misfoster.. Tror du det rart? Rart at gå rundt og vide at hvis folk kender sandheden omkring dig, vil de bare gå fra dig.. Så snart de lærer dig at kende? Bare afvisninger fordi folk ikke kan klare der er nogle som er bare en smule anderledes." Vampyrsiden kunne snart ikke holde alle de menneskelige følelser den anden side bar og hun skiftede form for at kunne klare det på menneskeligvis. Den mørkhårede kvinde stod dernu i stedet for den lyshårede. Angela's stemme havde været en stor sorg i hele sin tale. SElvom hun næsten havde givet ham første del af sin livs historie, så var det stadigvæk hårdt at tænke tilbage over.. Hvad skete dermed hende ligenu, hvorfor havde hun lige sådan en dårlig dag.. Hun knyttede sin næve og svævede den i en retning som kunne ligne efter hovedet af ham. Men det gjorde hun ikke hun svingede den lige ind i muren ved siden af hans hoved og så ned, hun klemte øjnene sammen og lod en tårer eller to presse på..

Angela havde fået det ud, det hjalp lidt på det.. at komme ud med alt det man gik og samlede på inde i sit hoved. Så kaldte han hende stræk og smuk, ikke fordi hun havde noget imod det. Der var bare noget i hende som sikkert aldrig ville tro på det medmindre det kom fra hende selv.. Angela fjernede tårerne fra sine øjne hurtigere end de kom, og lagde armene overkors. Så trådte hun et skridt væk fra ham, imens hendes lyseblå øjne borrede sig ind i hans. Hendes ansigt kunne have lignet is, dog mere eller mindre is der var ved at smelte lidt op. Angela vidste ikke helt hvad hun skulle gøre ved sig selv, det bedste var vel ikke at vise mere svaghed på en aften. Angela var van til at blive afvist, skuffet. Dog ændrede det aldrig på at det måske var hendes egen fejl, hun stolede for let på folk. Og så endte hun med håb lige inden de næsten stak hende i ryggen. Det var sådan en cirkel Angela levede i, ude afstand til at bryde den. Ligemeget hvor højt hun ønskede det..
"Hvis du fortæller nogle om det jeg lige har fortalt dig? Så river jeg hovedet af dig." Sagde hun selvsikkert, inden hun kom frem med et skævt smil. "Er det en aftale?" Spurgte hun så og løsnede sig lidt op. Godt nok virkede hun ofte som en kold bitch, men tøsen havde til tider hjertet på det rette sted også. Folk skulle bare fortjene sig til at se det. Angela lagde hovedet lidt på skrå imens hun kiggede Rowan i øjnene.