Sv: The dead is to close. ~Rowan~

af Gæst Ons 19 Jun 2013 - 17:57

Lyset gjorde hendes skader mere tydelige. I mørket havde han ikke så let kunne skelne mellem tøj, hud og sår. I lyset var det klart hvad der var gået til. Tunellen var blevet fyldt med lugten af brændt kød, og det var ikke just noget der fik Rowans tænder til at løbe i vand. Og dog... Han var foruroligende sulten, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at vampyren havde det ligeså. Han overvejede flere gange, om han skulle donere lidt blod, så hun kunne få kræfterne igen. På den anden side, så ønskede han hellere at fange et lille dyr til hende, som hun kunne sunde sig på. Tvivlen var dog stor; hvordan kunne han være sikker på, at resten af bæsterne på denne ø, ikke var livsfarlige, giftige eller måske ligefrem lavet af sølv? Sol-øgler havde været sært nok, og øen kunne uden tvivl gemme på flere overraskelser. Det begyndte at regne kort efter de nåede til hulens indgang; vejret på øen her så imidlertid ikke ud til at være særlig specielt. Regn og atter regn. Ligesom derhjemme, tænkte varulven bittert og betragtede dråberne skylle ned ad træer og hulens ydermure.

"Jeg kan godt lugte det." erkendte han, da hun påpegede at hendes lugtesans havde fundet noget foruroligende. Forurenet blod. Men hvis blod er det mon? Varulven skævede til vampyren, og følte at han måtte gøre noget for at hendes brændsår skulle hele hurtigere. Han trådte ud af hulen og ud i regnen, hvor han samlede nogle blade og foldede dem, så de kunne holde på lidt vand. Han plukkede desuden lidt andre blade og fandt noget træ, før han vendte tilbage til hulen. Træet blev lagt i et hjørne for sig selv. Han vendte sig dernæst mod vampyrkvinden. "Her," lød det kortfattet fra ham, da han satte sig på hug og lagde det kolde og fugtige blad henover et af hendes brændsår. Han var ikke sikker på om det ville hjælpe på vampyrer, ligesom det hjalp på alle andre væsners brandsår, men det kunne vel ikke forværre det. Desuden var det nok rart at få noget køligt på huden. Han brugte vandet fra sine "hjemmelavede" blad-kopper, til at skylde nogle af sårene igennem. Efter at have kølet hende lidt ned, fjernede han atter bladene og mødte hendes blik.

"Jeg tror jeg tager ud og jager. Hvis der er andre på øen, som ønsker at gøre os skade, så bør vi i det mindste have lidt energi når vi støder på dem." påpegede han og kiggede ud i regnen. "Jeg ser om jeg kan fange os lidt vildt. Du kan få lidt energi af blodet og jeg af kødet. Bliv her. Hold dig skjult. Jeg er tilbage snart." Han trak sin halv-ødelagt skjorte af, og lod den ligge tilbage. Det samme galt sko og sokker. Efter at være forsvundet ind mellem nogle træer og buske, smed han det resterende tøj. Det nyttede jo ikke noget, hvis han fik ødelagt sit eneste sæt tøj. Han sørgede for at huske, hvor han havde efterladt tøjet, hvorefter han forvandlede sig til en varulv. Ulven strakte sig og rystede pelsen, før den luntede væk i buskadset.

... ... ...

Han traskede afsted igennem de våde buske. Hans pels var gennemblødt, men det betød intet. Hans poter bevægede sig lydløst henover jorden, trods hans åndedræt var tungt og højlydt. Mellem tænderne, havde ulven tre kaniner, hvis blod farvede pelsen omkring munden og ned ad brystet. Varulven fandt vej til sit tøj, som naturligvis i regnen var blevet gennemblødt. Han forvandlede sig og kæmpede for at få sine klæbrige bukser på. Det havde næsten været lettere at fange dyrene. Endelig fik han iført sig sine klæder og trådte ud af buske og træer. Han havde ikke været væk så længe og solen var stadig at finde på himlen, trods den var på vej ned. "Så er jeg hjemme!" udbrød han smilende og lagde deres aftensmåltid i hulen ved Caroline. "Kan du flå sådan nogle? Jeg tænker, at når vi har spist, så kan vi finde ud af hvem og hvad det er, der forårsager den lugt. Altså menneskeblodet." På sin jagt havde han ikke mødt nogle mennesker, men han havde fundet nogle grufulde fælder og endda stødt på nogle knogler, som ikke så ud til at komme fra et dyr. Var menneskerne her mon kanibaler? Man havde trods alt hørt så mange historier.

Varulven trak sit tøj på og havde heldigvis ingen problemer med at få varmen. Han fandt det træ, som han tidligere havde lagt til siden, og samlede det i et bål. Efter at have kæmpet lidt med nogle sten, fik han startet et mindre bål. Han havde brug for at blive lidt tør, og så kunne det måske være rart at få tilberedt kaninerne. De skulle jo forestille af være lidt civilicerede.

"Hvis du får brug for mere blod, så lov mig at sige til." sagde han, godt klar over at kaninerne ikke indeholdt meget blod mere. Hun måtte tage hvad hun kunne få, tænkte han dog uden at være i tvivl om, hvad han måtte gøre hvis hun skulle have mere.

Efter at have flået kaninerne og tilberedt dem længe over ilden, var det spisetid. Indrømmeligt, så åd Rowan mere end han spiste. Han havde ikke meget tilovers for manerer lige nu; det skulle spises før han faldt om af sult. Følelsen af at få fyldt maven op med næring, gjorde ham mere tryg ved hele situationen. De skulle nok overleve, det var han ved at blive sikker på. Da solen forsvandt og natten faldt på, gjorde varulven og vampyren sig klar til at drage afsted. "Vi kan ikke blive her i hulen. Hvem ved om øglerne vil følge efter os. Det er et under at de ikke er dukket op endnu." sagde han og så ind i hulens mørke. Måske kunne øglerne ikke selv forlade hulens dystre rum? Han vendte blikket imod Caroline. "Hvordan har du det? Kan du gå? Hvis du hellere vil sove og få lidt hvile, så kan vi godt blive." foreslog han alvorligt. Hun skulle nødig falde om af træthed. Dog var han ganske interesseret i at finde ud af, hvad det var der stank af forgiftet blod. Lugten var dulmet lidt i takt med regntiden, men den var stadig til at spore. Regnen var derimod ved at lægge sig, så det ville være et perfekt tidspunkt at tage afsted. "Jeg så en masse fælder da jeg var ude at jage." fortalte han imens han slukkede bålet. "Så hold øje med hvor du går."

af Gæst Fre 28 Jun 2013 - 18:21

Caroline var glad for at han overhovedet ville hjælpe hende, også selvom hendes brændsår ville forsvinde af sig selv. Caroline kunne sagtens mærke at det healede ganske roligt, det var ikke så smertefuldt. Hvis man ikke havde været hende havde smerten været meget voldsommere, hun nikkede til ham da han sagde han ville ud at jage. Det var okay med hende, hvis der skulle komme problemer kunne hun klare sig selv. Hun kiggede lidt efter Rowan da han var gået, som en bekymret lille søster. Det var et nok tanken om at det var et ukendt område, de anede ikke hvad der var omkring de næste hjørner..

Caroline sad stille der hvor hun havde siddet i et godt stykke tid nu, hun havde lukket sine øjne. Det gav en bedre hørelse og bedre fokus til de andre sanser også. Caroline prøvede derved at spore færten af de mennesker som hun havde fært af, hun kunne fornemme den gift som var i deres blod. Men hvilken form for gift anede hun ikke, om det havde konsekvenser eller ej.. Anede hun intet om.

Enlig fik hun færten af Rowan igen og blev lidt mere rolig end hun havde været før. Med det samme han råbte han var hjemme, kunne hun næsten ikke lade hver med at grine en smule. Caroline hævede lidt på et bryn da han spurgte om hun kunne flå kaniner.
"Om jeg kan, jeg er totalt prof." Svarede hun med et drillende grin, hun havde faktisk flået kaniner før. Det var for lidt over 4 år siden, men hun havde flået lemmer af folk før.. Så kaniner kunne vel ikke være så svært. Caroline kiggede på flammerne fra bålet, kaninerne ville ikke mætte hende, eller gør hende stærkere fysisk. Men det ville varulveblod heler ikke, men det ville hjælpe lidt. Dog ville Caroline ikke drikke noget blod fra Rowan medmindre hun virkelig var på spanden. Da kaninerne var væk vidste hun de ikke kunne blive her, det var for farligt. Alle områder her var farlige for dem, for de var ikke tilpasset til at lave i disse omgivelser.. Caroline rejste sig op med lethed.
"Jeg har det fint, jeg har ikke brug for søvn som sådan. Bare rolig jeg kan sagtens klare lidt udfordringer." Svarede hun og gik lidt frem og tilbage for at bevise det. Caroline nikkede til ham.
"Yearh det kunne jeg godt forstille mig, hvis vi går imod øst vil vi møde nogle af disse mennesker. Imens du var ude gjorde jeg mig lidt nytte." Tilføjede hun så med et skævt smil på læben.
"Og jeg skal nok passe på hvor jeg går, ellers flyver jeg bare." Sagde hun så lidt drillende, hun kunne fremmane flagermusevinger ud fra sine arme og flyve hvis hun skulle.

Caroline trådte et skridt udfra grotten og kiggede sig omkring, hendes blik var meget varsomt hun ville ikke blive overrasket. Hendes hud var helt healet og der var ingen smerte tilbage overhovedet nu, Caroline tog en dyb indånding for at indånde omgivelserne både for blod og dyr. Caroline savnede dog de sikre omgivelser, men havde intet imod et godt eventyr. Hun opførte sig lidt som den nysgerrige lillesøster som bare ville opleve verden, men hun var jo bare sig selv. Caroline begyndte at gå frem af, og kunne se noget der lignede en fælle på jorden. Caroline brugte sin fart til at løbe over den, og først da hun var passeret blev den udløst.
"Kommer du?" Spurgte hun med et drillende smil og gik så videre. Hun kom til en lille flod, der var en stærk strøm. Vandet så mere sølvagtigt ud end normalt, hvilket facinerede Caroline en del. Hun satte sig på hug og tog en hånd ned i vandet, hun lod vandet danse omkring hendes hånd da noget pludselig greb fat i den. En hurtigt reaktion var et skrig, da hun næsten ikke kunne trække sin hånd til sig igen. Enlig fik hun sig fri, og lod sig glide tilbage. Caroline lagde en hånd på hendes hjerte og havde blikket fast rettet imod floden, nu ventede hun bare på Rowan kom frem.

af Gæst Søn 7 Jul 2013 - 1:32

At hun var kommet sig så hurtigt overraskede ham ikke. Der var ikke noget der kunne overraske ham mere ved dette pigebarn, tænkte han med et mildt smil, imens han betragtede hende valse frem og tilbage. Det var godt at se hende på benene igen. Han var ikke sikker på, om han kunne beskytte hende fra det, der måtte gemme sig på denne besynderlige ø. Dog havde Rowan, i modsætning til Caroline, ikke et ønske om at udforske hele stedet. Hans tanker var primært fokuserede omkring hjemrejsen - hvordan ville de kunne overvinde bølger, vind og hav, og atter se deres hjemland igen? Vidste nogen at de var væk og ville nogen nogensinde opdage det, hvis de aldrig kom tilbage? Varulven bed sig i læben og lovede sig selv, at Richard i det mindste ville opdage sin broders fravær før eller siden. Det fik ham til at spekulere på, om Caroline mon havde nogen form for familie, som ville savne hende hvis hun var for længe væk. Det gik op for ham, at han egentlig ikke vidste så meget om hende i sidste ende.

Fælderne der var rundt omkring i skovbunden var tydeligvis intet problem for hende. Han var ikke lige så "yndefuld" eller "let" i sine bevægelser, at han blot kunne suse over fælder og undgå at blive fanget. Han måtte derfor tage de gode gamle teknikker, med lange skridt eller spring, for at undgå at udløse en bjørnefælde eller dét, der var værre.

"Det er altid noget at jeg kan bruge dig til noget, lille vampyr." lo han mildt, da hun påpegede at hun havde gjort sig selv til nytte. Han havde dog ærligt talt ikke megen lyst til at gå mod øst og følge lugten af menneske - der var noget foruroligende ved stedet og alle duftindtryggene. Dog fulgte han trofast efter, da hun forsvandt ind i skovens mørke. Han sørgede dog for at holde ører og øjne åbne, så han intet pludselig ville springe på dem bagfra. Man kunne aldrig vide.

Carolines pludselige skrig flåede ham ud af tankestrømmen og tilbage til virkeligheden. Han satte af og løb de sidste få meter der var mellem dem, blot for at se hende stå ved flodbreden med hånden på hjertet. "Hvad nu? Hvorfor skreg du?" han så sig om for at finde hvad end det kunne være, der havde forskrækket hende. Men der var intet. "Caroline!" hvislede han frustreret. "Du må ikke råbe sådan op! Hvis der er andre i skoven, så hører de os. Vi ved ikke om de vil os noget ondt. Hvad er der med dig? Du ligner en der har set et spøgelse." Han lod igen blikket glide rundt, hvorefter det ramte sølvfloden. Han betragtede det grålige skær med foragt. Ikke ti vilde heste ville kunne få ham til at overveje at røre ved dét vand - sølv var trods alt hans værste fjende, og på denne skøre ø, ville det næsten ikke overraske ham, hvis der var sølv i vandet. Floden var dog for bred til at springe over, og han tvivlede på at Carolines lille vampyrform ville kunne bære ham. Han lod blikket glide op og ned ad flodbredden, for endelig at spotte et væltet træ længere nede.

"Du kan bare flyve over." mumlede han, uden at vise videre interesse for, hvad der havde forårsaget hendes skrig. "Jeg krydser floden nede ved det træ dér." Og med disse ord luntede han hen til den store stamme - det var et enormt træ; guderne måtte vide hvilke enorme kræfter der havde væltet sådan en gigant. Med blikket tøvende vendt mod sølvvandet, balancerede varulven sig over træstammen og kom (heldigvis) forholdsvis hurtigt over på den anden side af floden. Hvor der var vand, måtte der være folk. Hvis de fulgte floden, ville du sandsynligvis finde liv. Rowan vendte blikket mod Caroline, for at se om hun havde samme idé. Måske ville det dog være sikrest at gå igennem skoven, hvis de skulle forblive usete.

af Gæst Søn 7 Jul 2013 - 14:46

Caroline åbnede øjnene op igen, og rejste sig. Hun havde fået sig noget af et chok, men var kommet sig lidt over det. Hun kiggede på Rowan da han ankom.. Hun vidste godt hun ikke burde have skreget op, men hun var på fremmed jord. Tingene var ikke som de så ud til her overhovedet.. Om Caroline havde nogle som savnede hende derhjemme der ikke vidste hvor hun var henne. Det tvivlede hun nu alligevel på, hendes bedste venner så hun alligevel ikke hver dag, hendes kæreste havde været hende utro og hun var bare skredet bagefter.. Caroline’s søster var skredet. Der var sikkert ikke nogle som savnede hende, så hvad var der at blive bekymret for. Hvis hun døde her ville der alligevel gå år før man måske begyndte at mistænke hende for at være død. Kani og Matt var nok de eneste som kom tæt på at være dem der bekymrede sig mere eller mindre. Caroline
"Jeg ved godt jeg ikke burde være skreget op, jeg fik bare et chok. Der var noget i vandet som prøvede at trække mig ned." Svarede hun og kiggede Rowan i øjnene. Varulv og sølv, ikke sådan en go kompilation i betrækning af at han behøvede vand for at overleve.. Caroline fulgte ham med et skarpt øje da han krydsede floden ved hjælp af et træ. Hun kiggede på vandet, det eneste problem ved vandet var Caroline var bange for det. Hun var vandskræk. Caroline tog en dyb indånding og lukkede øjnene kort. Hun blev mere afslappet, og lod så sine arme forvandle sig om til flagermusevinger.. Hun havde set engle flyve, det var ikke så svært. Det krævede bare meget armkraft. Men hun fløj over floden, og fik øje på noget røg længere væk fra noget der kunne ligne et bål. Hun lod flagermusevingerne blive til hendes arme igen et par meter over luften, dog landede hun perfekt på begge fødder og kiggede frem for sig. Der var kun træer, tætte træer.. Det lignede en frodig jungle, Caroline gik over til Rowan og kiggede ind.
"Jeg så et bål længere fremme, spørgsmålet er om vi skal gå udenom deres lejr eller om vi skal kontakte dem om en vej væk fra øen." Spurgte hun og vendte ryggen imod skoven så hun kiggede på Rowan. Snart kiggede hun på vandet for op af det kom der en stor vandmasse op med noget der lignede et misdannet menneske.. Caroline spærrede øjnene op. Det lignede en svor vandmand i form af et menneske.. Den vippede lidt som ville den kaste sig ud i et angreb. Caroline betragtede den nøje, og kom i tanke om noget. Der var sølv i vandet, hvis det angreb Rowan ville han blive mere skadet end hende.. Caroline så da den ville angribe.
"Pas på!" Råbte hun da vandet kastede sig udover Rowan, Caroline skubbede ham til siden så han ikke blev ramt af vandet. Selv blev hun drivvåd da vandet ramte, men tog ingen skade. Hun fjernede sit våde hår væk fra øjnene og kiggede ned imod vandet. Hun kunne se vandet trak sig tilbage i vandet og sprang derfor til siden, da hun kunne regne ud hun ville blive trukket med ned. Caroline kastede et blik på Rowan. Hun nikkede hun var okay, han var heldigvis ikke blevet ramt. Den eneste skade han skulle have kunne få var hvis hun havde skubbet ham ind i noget i farten.. Hun var meget stærkere end man lige gik og troede.. Caroline vred vandet ud af sit hår, og åndede lettet ud.
"JEg sagde jo der var noget dernede!" Sagde hun og slog ud med armene, men tonen var mere komisk. Caroline gik over til ham og holdt skarpt blik imod vandet. Hun virkede ikke yderligere bange for vandet selvom hun var vandskræk, men i denne situation der.. Så nåede man ikke at tænke at man var bange for det.. Måske havde hun enlig overvundet sin frygt? Det tvivlede hun alligevel lidt på, men tanken kunne muligvis være sandt. Ellers var frygten for at Rowan skulle komme til skade større? Det kunne godt være.. Caroline havde det med at tiltrække problemer og hun var godt klar over det. Men hun overlevede da, så noget måtte hun da gøre rigtigt? Rowan havde hun kendt i enlig ikke ret mange dage, og alligevel rystede denne oplevelse dem ret godt sammen. Caroline lagde hovedet lidt på skrå..
"Jeg forslår vi går ind i skoven." Sagde hun og trak ham med derind, dog slap hun hurtigt hans hånd igen, da der var sølvvand på hendes hud. Caroline kiggede rundt i den tætte jungle, mon de fandt ud af den igen, overhovedet kom væk fra øen.. De tanker kørte rundt i hendes hoved.. Pludselig skiftede hendes hoved kanal, og da hun lugtede blod. Som en hvidhaj der opfangede blod i havet fangede hun også færten af blod.. Ikke lækkert delikat blod. Spørgsmålet var om det var varulve blod eller om det var noget helt andet..
”Er du såret?” Spurgte hun mere alvorligt og kiggede ham i øjnene. Han skulle ikke lyve for hende, hun ville finde ud af det før eller siden alligevel. Caroline tog en dyb indånding, klart varulveblod.. Enten var det Rowan, ellers var der andre varulve i denne jungle.. Lige hvad en vampyr manglede, varulve.. Caroline håbede dog lidt at det bare var Rowan’s blod.. For så skulle hun ikke til at holde for stort fokus om hvorvidt der var andre varulve omkring dem eller om det bare var Rowan. Der var så mange forskellige lugte her, nye .. Ukendte.. Caroline var utrolig nysgerrig af natur det havde hun altid været, men med årene var hun blevet bedre til at gemme forskellige sider af sig selv væk.. Det undrede hende at den morderiske side i hende ikke havde vist sig overhovedet. Caroline ville sikkert ikke råbte Rowan, ellers kunne han tæmme den side af hende selv bedre end hende. Men Caroline vidste det var et spørgsmål om tid før nogle pissede hende af, specielt hvis der var andre folk på denne ø.. Caroline havde et nyt og stort spørgsmål inde i sit hoved, det fyldte faktisk meget… Hvad ville Rowan gøre hvis han så hende gå morderiskløs? Dræbe uden grund bare fordi hun ikke havde kontrol over sig selv helt endnu? Ville han gå og lade hende klare sig selv, eller ville han blive ved hendes side? Caroline var lidt utryg ved det spørgsmål, hun ønskede jo ikke at jage folk væk fra sig som andre gjorde.. Hun ville ikke miste folk som hun holdte af.. Caroline kiggede på Rowan, hun ventede stadigvæk på om han svarede hende..

af Gæst Tirs 23 Jul 2013 - 23:09

Rowan havde ikke givet Carolines skrig mere eftertanke. Det måtte enten være varmen eller chokket fra tidligere, der fik hende til at se syner. Fantom-følelser var sikkert også mulige. Hvem vidst hvad der hang i luften? Planternes pollen kunne uden tvivl have en sær effekt på denne ø - intet andet virkede normalt, så hvorfor skulle plantelivet være det? "Jeg er sikker på at der ikke var noget, Caroline." sagde han åndsfraværende, imens han studerede de høje træer og den tætte bevoksning. Det var svært at se med det blotte øje, men hvis man vidste hvor man skulle kigge, så var det tydeligt at der var efterladt mærker op og ned ad træernes bark. Nogle steder lignede det, at barken var blevet forsøgt kradset af. Andre steder, var der mindre rifter i træernes overflader. Nogen måtte have skåret markeringer ind i skoven - markerede de mon en sti? Eller var det en fælde til for at lokke nysgerrige folk som dem selv i unoder?

Pas på?

Rowan nåede knap at vende sig om, førend han mærkede et hårdt skub og flakkede bagud. "Hvad i syv helvede laver du!?" råbte han arrigt idet han faldt, hvorefter han ihærdigt forsøgte at genvinde balancen på hælen. Først da så han sølv-vandet vælte over hende, som havde det været et vandfald med hele havets indhold. Lamslået betragtede han hende, chokeret over at hun tilsyneladende lige havde... Reddet hans skind? Hendes tøj var gennemblødt af det skinnende vand, håret hang og huden glitrede - havde det været ham ville han uden tvivl være kommet slemt til skade. Han så en smule forlegen ud. Han huskede på hvad hun havde fortalt ham, nogle dage forinden på skibet der bragte dem til øen. “Vandet og jeg har ikke de bedste minder...” havde hun sagt. Hans øjne blev pludselig ganske taknemmelige. "Undskyld. Jeg skulle ikke have råbt. Du... Jeg kunne have... Tak." Han vidste ikke hvad han skulle sige, så han betragtede blot sølvvandet med et varsomt blik. "Jeg skulle have lyttet. Undskyld. Du havde ret." indrømmede han, og lod ikke sine øjne flytte sig fra den blanke overflade. Han havde ikke set menneskeskikkelsen, der havde forårsaget angrebet, så for ham var det endnu en gåde hvad der egentlig var sket. Dog var han enig i, at de ikke burde blive til at finde ud af det. Han nikkede derfor ved hendes foreslag om at søge ly i skoven. Hendes korte berøring fik hans hud til at svige voldsomt, men han veg ikke fra hendes hånd. I stedet mødte han hendes blik i et kort øjeblik, og førte an ind imellem træerne, som var intet sket. Hans hånd tog mere skade af berøringen end han turde indrømme, og efterfølgende dunkede den lidt, som hvis han havde brændt den på et bål.

De gik side om side igennem vildnisset. Rowan kunne mærke skovbunden under sine fødder - han kunne godt bruge et par nye sko. Og lidt andet tøj; han lugtede ikke just som nyplukkede roser. Han kunne dog leve med det - om Caroline kunne det, var en anden sag. Dog lugter hun nok ikke meget bedre selv, tænkte han smilende. Da hun stoppede, med det der jeg-har-opdaget-noget-blik i øjnene. Rowan stoppede og studerede hende, men behøvede ikke at vente på hendes forklaring førend han selv opdagede det - lugten. Færden. I modsætning til Caroline, så var han ikke et øjeblik i tvivl. Varulv. Straks lod han blikket falde på sin hånd, hvor hverken sår eller blod var til at se eller føle. Det var ikke ham. Duften virkede desuden anderledes. Syg. Som var den blandet op med den forkastelige stank fra en slange. Kunne det være gift?

"Jeg har det fint." svarede han kortfattet og løftede en hånd, for at dæmpe hende. Han hørte noget. En hvislen af bladende i en busk ikke langt fra dem. Rowan rykkede sig ind mellem busken og Caroline, for at beskytte hende hvis noget sprang frem. Det nyttede jo ikke noget hvis det var hende der var helten i hele foretagendet! En gren knækkede, der lød en højlydt knurren og endelig blev bladende skubbet til side. En stor ulv kom til syne - en varulv, vel at mærke. Den gik på alle fire ben, og havde en størrelse, der bedst kunne beskrives som enorm. Dens pels, som engang så ud til at have været brun og kobberfarvet, var farvet af blod, mudder og jord. Dyrets øjne var blodsprængte, dens tænder og mundvige var røde; måske fra det sidste offer? Men ulven rørte sig ikke. Den knurrede ikke, rejste ikke børster eller tog et skridt frem. Den stod blot og observerede dem, med trætte øjne og hovedet sænket, som hvis den ikke ønskede dem noget ondt. Ulven betragtede dem indgående. Rowan stirrede den ind i ansigtet, for at læse dens mimik, men der var intet at se. Den havde ingen følelser at vise. Den stank af død.

"Den er større end jeg." mumlede Rowan til Caroline. Han ville normalt ikke have mange chancer mod en større ulv - han sloges ikke så ofte. Han var en jæger ikke en morder. På den anden side, så var denne potentielle fjende såret og tilsyneladende syg. Han besluttede at forsøge at kommunikere med dyret.

"Vi er skibbrudne." begyndte han og betragtede ulven, der ikke reagerede. "Vores skib sank ikke langt fra kysten, med kaptajn og besætning. Kan du fortælle os hvor vi er? Vi ønsker dig intet ondt; blot at finde hjem i god behold, så vi kan bringe ord og ro til vor afdøde venners familier." sagde han, så tydeligt og nænsomt han kunne. Ulven rørte ikke på sig, og stod blot som forstenet og stirrede på dem. Et øjeblik tvivlede Rowan på, om den mon stadig var i live. Hans tvivl blev dog kastet bort, da ulven pludselig placerede poterne hårdt i jorden og satte i spring. Rowan så det komme og forvandlede sig i et lignende hop. Ulvene mødtes i luften hvor de straks angreb hinanden. Den brune ulv satte hurtigt tænderne i Rowans hvide pels. Sidstnævnte var betydeligt mindre end sin modstander, og den hvide ulv så umiddelbart ikke ud til at have en chance. Med sin ene pote skadet og den større ulvs kæber lukket fast om sin nakke, så han ikke mange muligheder. Den hvide ulv plantede selv sine tænder i modstanderens ene pote og strammede sit greb. Men den brune så ikke ud til at mærke dette. Blodet der fyldte Rowans mund havde en sur bi-smag. Han besluttede at gå anderledes til værks, og brugte forpoterne til at angribe den brune ulvs krop de steder, hvor dens pels i forvejen viste tegn på sår. Heller ikke dette reagerede den på! Den mærker ikke smerte! indså Rowan og forsøgte at vride sig fri af den brune ulvs bid. Blod trillede ned ad hans nakke og hals, og den hvide pels blev sølet til. Han kunne ikke komme fri, og den brune ulvs greb blev blot hårdere for hvert sekund. Tænderne borede sig ind i hans kød. Dette var dog ikke nok for modstanderen, der nu brugte sine kløer imod den hvide ulvs ansigt. Rowan knugede øjnene i, for ikke at få dem kradset ud. Kløerne var lange, spidse og deforme. De ridsede, skar og flåede i hans ansigt, omkring øjne og snude. I et sidste desperat forsøg brugte den hvide varulv al sin energi på at kaste sin krop bagover. Dette overraskede hans modstander, som - da han stod over Rowan - ligeledes blev skubbet bagover. De to ulve væltede og denne gang var Rowan øverst (dog på ryggen). Han vendte sig hurtigt for at kaste sig over modstanderens strube. Den enorme ulv ignorerede hans bid, trods de spidse tænder nåede langt ind i dens kød. Med de enorme forpoter, slyngede den den hvide ulv til siden, som var den intet andet end en hvalp der legede. Den hvide landede hårdt ved foden af et træ, og kæmpede for at komme på benene.

Caroline... Flygt! tænkte han, ude af stand til at tale. Hans pote jog nye smerter igennem hans krop, da han forsøgte at rejse sig. Dette gav ham en idé. Han fandt sin balance, og heldigvis gav den brune ulv ham rigelig tid til at få samlet sine kræfter igen. Den betragtede ham, med de trætte øjne og det sænkede hovede. Stadig ingen følelser.

Med et satte den hvide ulv af. Han brugte al sin energi på at tumle ind i sin modstander, med al sin vægt. Den brune blev overrasket ved dette udfald og blev skubbet bagud igennem træerne. Rowan fortsatte sin skubben (trods han måtte tage nogle tæv for det) og håbede at Caroline havde fanget hans plan. Sølvvandet. Hvad end det var der forsøgte at angribe mig før, så må vi få det til at angribe igen! Tænkte han anstrengt. Endelig nåede de til strømmen, hvor sølvvandet løb, men Rowan havde ikke flere kræfter tilovers. Med et hårdt slag til hovedet, væltede den hvide varulv til jorden med et kæmpe bump, og denne gang blev han liggende. Gispende efter vejret. Blødende og med et sløret syn. Vandet... Caroline... Vandet. Den brune varulv tårnede sig over ham.

af Sponsoreret inhold