No forget i am not my father and dont know when you will get you money Avery

S kirken og kirke gården
V regn og torden
O ingen tror han da
Tid 20,35
P http://2.bp.blogspot.com/_pnZthbrzSLA/S_n1A8DjipI/AAAAAAAAAEI/prBybaX38FQ/s1600/Wall+Decal+LOTR+Aragorn+Strider.jpg med det her under http://24.media.tumblr.com/89818daff481f6c34d52a87320bb6818/tumblr_mlcduiskL61s2warvo1_500.jpg plus sværd
Richard red igennem denne del af byen. Han red det sidste og sadle af ved kirkegården og gik så med bestemte skridt derind. Han tog en dybe indånding og gik videre ind på kirke gården hans øjne var ikke kolde eller hårde som normalt for første gang var han bange for og komme her og så alene. Han kigget på de forskelig gravstene og gik så over til hans fars han havde en følelse af at han bliv set på. Men han kigget sig dog om og der var ingen. Hans øjne blive dækket eller næsten hele hans ansigt var skjult af hætten mens han bevægede sig ned af vejen for at finde gravsten og da han så den fik han det dårligt efter alt han havde gjorde. Han kunne ikke klare det her hvorfor var han der også alene. Hans øjne begynde og få tåre der trillede ned af hans kind han begynde og sætte i løbe. Han var bange han var alene og bange. Han sætte kursen mod kirke og løb der ind men synet der mødte ham fik han det mere dårligt af et lig der hang fra loftet. Han mærket trænge til opkast og løbe så ud igen mens han høre en håndlig stemme i hans hoved igen *du tror du kan flygte fra det her men din far ville aldrig tilgive dig heler ikke din bror eller mor du besøgte ikke deres grav eller opsøgte din bror de skamme sig over dig* Sagde stemmen til ham. Richard faldt på knæ og råbte af den men fra andres syns vinkel ville han ligne en sindssyg mand idet han svaret stemmen. "lad mig være i fred" råbte han og gik så rysten over til hans fars grav igen. Han sætte sig ned og tårne bliv ved med og komme han kunne ikke stoppe dem længe. Han var sårbar for første gang siden deres mor døde han træk sin hætte af og græd mere ende han havde gjorde før "undskyld undskyld" sagde han mens han græd han var alene i verden hvem var der ud over ham selv. Han rejste sig op og tør øjne idet han gik mod vejen ud herfra. Men han følte det igen og sætte løb mod hans hest han var sikker på han ikke var alene her.

Mørket svømmede henover jorden og sneg sig frem fra skjulte kroge og hjørner, til de til sidst druknede omgivelser i deres skyggefulde skær. Månens isblege skær kastede sig legesygt nedover den døde jord, og tillod skyggerne at danse drillende på denne nattens legeplads. Lyset glitrede i regndråbernes mangfoldighed, og festede køligt omkring de lysskær der bragende flakkede igennem skydækket. Det syntes underligt at regndråberne der faldt fra himlen, ikke størknede og frøs til isdråber når de ramte Averys hud, for kulden stod ud fra hendes øjne som lyskegler af blåkolde fakler. Det kølige, gyldne blik bevægede sig stift men alligevel smidigt igennem landskabet, inden det igen fandt vej tilbage til manden.
Richard Rogers. Hun vidste meget om både ham, hans bror og den afdøde fader der lå i den jord, hendes fødder sikkert hvilede på. Hun havde fulgt dette menneske, og hendes krop der endnu engang bølgede af det sorte stof, som dækkede hele hendes krop, var mange gange smeltet ind i skyggerne imens hun varsomt havde betragtet dette menneskes gang. Og endnu engang lå hendes krystalhvide hud dybt begravet under de legende skygger fra kappens hætte, og endnu engang var hendes krop stivnet ubevægeligt, imens hun overvågede dette menneske. Men dette var sidste gang.
Hendes skridt var tavse som nattens egne stilhed, idet hun sivede igennem regnen som en brise af intet der svævede mellem regndråbernes haglen og skraldene fra tordenens brag. De lange stiletter der yndefuldt lagde sig imod det fugtige underlag, tillod underligt nok ikke en eneste dråbe at strejfe det ocean af ishud der bevægede sig elegant og yndefuldt under den kappe, der svømmede omkring hendes krop. Hun var som en skygge i natten, da hun med hvislende tavshed fulgte menneskesønnen imod en kirke.
Hendes skridt bragte hende ikke ind i den store sal af religiøse tanker, idet hun kunne høre den knagende lyd af et belastet reb. Avery havde styr på situationen. Liget der dinglede fra loftet med en slap krop og et tomt udtryk i de blanke øjne, havde hun tidligere ladet hænge op, i tilfælde af at mennesket skulle søge tilflugt i kirken. Averys liv havde oceaner af blod dryppende ned af hendes hud, så den smule blod der fandt vej til liget havde knapt syntes interessant.
Et køligt smil sitrede henover de stive læber, idet hun betragtede den skræmte mand styrte ud fra kirken, imens hun selv endnu var gemt bag dynen af skygger og nattens slukkede lys. Hun var som et spøgelse da hun fulgte menneskets desperate skridt, idet hun næsten kunne se panikken og angsten flakke igennem hans ansigt. Hendes perfekt buede øjenbryn hævedes svagt idet han bad intet lade ham være i fred, men lod ikke denne lette sindssyge påvirke hendes opgave. Alting faldt ud bedre end hun havde forestillet sig.
Det var som bevægede jorden sig omkring hende, da hun syntes at svæve forbi dette menneske, dog alligevel præcis så langt væk at han ikke ville mærke andet end tilstedeværelsen af et andet væsen. De langsomme, elegante bevægelser førte hende hen til den sadlede hest, der nervøst prustede af frygt for hende, da hun bevægede sig nærmere den. Dens hov skrabede desperat i jorden i det samme sekund, hendes ishvide finger strøg henover hestens kraftige hals, netop der hvor den dunkende halspulsåre fandt sin vej i hesten.
Men hendes hugtænder sitrede end ikke, da hun mærkede den pulserende strøm af blod i hesten hals. Dyreblod var afskyeligt, og aldrig ville hun lade den tykke, klistrede masse af bitre smage og foragtelige klatter bevæge sig over hendes læber. Avery drak end ikke menneskeblod, idet det syntes for ordinært for hende. Sjældne gange tog hun sig dog til takke med dette blod, men mest fandt hun engleblod og santuineblod til hendes egne læber.

"Goddag mr. Richard Rogers."
Stemmen var kølig og stedfast, idet hun langsomt drejede hovedet og lagde det gyldne blik imod mennesket, da han løb imod hesten. Hendes krop spærrede vejen for hans opstigning på den paniske hest, men hendes stemme der snoede sig hypnotisk syntes blot at skræmme den mere end den betryggede hesten. Det flydende guld der svømmede i hendes blik var rettet imod mennesket.
Kappen blafrede dovent om hendes krop, da hun vendte sig smidigt, og dermed rettede hele kroppen imod det menneske hun nu havde fulgt. Hendes øjenbryn hævedes let, og den stemme der skabte hvislende myrer af kravlende frygt igennem hesten, dansede endnu engang nærmere ham, samtidig med at hun selv trådte nærmere.
"Din ulykke fandt sted da din fader mistede livet, for denne mand har skabt sig megen uro i verden."
Sætningen syntes umiddelbart kryptisk og uforståelig, men for et væsen der forstod Averys tankegang, var den snurrende sætning mere end forståelig. Den dryppede næsten af kendskab til Richards liv, selvom hendes iskolde krop ikke afslørede mere end nødvendigt, og hendes ansigt ikke lyste af andet end intet og tomhed.

Han kigget på denne kvinde der nu stod foran ham og tale til ham. Det gøs ned af hans ryg mens han prøvet og bevare overblikket over denne kvinde der nu talte til ham. Han tvang sig selv til og blive kold igen idet han kigget på hende "ja det er mit navn og jeg ved sku ikke hvad du tale om min far var en alkoholiker hvilket der ikke har noget med mig og gøre da jeg ikke er ham" sagde han koldt og begynde og vende sig om. Hvor han så begynde med og løbe igen og fik sat sig op på hesten der stod klar mens han begynde og ride. Han sætte den helt op i galop men han nået ikke længe før der sket et uheld. Lynet slog ned foran hesten hvilket fik den til og stejle så meget at Richard faldt af og lande på jorden han fik dog rejst sig op. Men hans ene ben var brækket han bidt sig selv i læben og kigget efter hans hest der red væk fra kirke gården "Wind" råbte han efter hesten men den var ude for hans række vide han rejste sig op. Hvor han så begynde med og humpe ud af kirkegården han håbet at denne kvinde var væk. Han puste og svedte mens han bevæget sig mod udgangen af kirke gården han ville bare væk men da han var halvejs mod udgangen til byen fra kirke gården. Stoppet han op og smidt sig selv op af muren hvor hans ryg bliv skåret af stene. Han tog en dyb indåndnig og lukket så øjne mens han mærket sveden falde ned af hans pande. Han sank en klump og hørte stemmen igen *så du hendes øjne hun ville ha dig som slave fordi din far var en idiot ind se det du er ingen ting Richard* grinte stemmen hånligt mens Richard selv kæmpe mod ikke og vise føls "lad mig nu bare være' råbet han til stemmen.

Det gyldne blik tindrede af en kulde, og det var som dækkede et lag is det sted hendes blik ramte, idet hun ikke fjernede blikket fra Richards øjne så meget som et sekund. Mørket svømmede om hendes kappe, men syntes at fryse til et nær hende, og efterlade hendes ishvide hud som en bleg kontrast til de endeløse skygger der dækkede landskabet omkring dem. Hun bevægede sig ikke, og det var som hævede hendes bryst sig end ikke når hun trak vejret - men var hun frosset til is, og stod nu som en klump af is, med et intetsigende, køligt smil om læberne og en kappe der bevægede sig tungt i vinden omkring hende. Hun syntes ikke overrasket over hans ord, men dette burde ikke være overraskende, idet ingen følelser overhovedet nærmede sig hendes krop.
"Din faders trang til alkoholiske væsker betyder intet. Din skæbne blev sat, da din fader gik bort. Hvis blot han havde været et bedre menneske, så havde han intet betydet for dig, men nu må hans gæld blive båret af dine skuldre. Jeg advarer dig, menneske, din faders gæld er tung."
Stemmen var som iskrystaller der blev båret af vinden - Skrøbelige, kolde og så smuk som klingende vanddråber. Men alligevel var der noget så stærkt og ukueligt i hendes stemme, at det ikke syntes at passe med den overflade af englehår og gyldne øjne der var at finde i hendes udseende, men der næsten forsøgte at tvinge personer omkring hende, til at udvise respekt for hendes skikkelse.
Avery rørte sig ikke da han svang sig op på hesten, og syntes ikke at reagere da han forsvandt ud af syne. Hun kunne mærke hestens hove sitre let i græsset, og høre lyden af en vægt der dumpede ned imod undergrunden og luft der bevægede sig udenom hesten og mennesket. Hun kunne betragte lynet der flakkede ned fra himlen og splittede verden i to i et kort lysglimt der flækkede mørket, og hun kunne høre hvordan han ramte jorden. Råbet fra hans læber, sendte overraskende nok en reaktion igennem hendes krop, og tillod hendes mundvige at sitre let.
Hendes krop satte i gang i hvad der syntes at være et elegant ryk, og kort efter syntes hun at svæve henover kirkegården som et spøgelse der sivede igennem natten med tyste skridt. Hendes øjne søgte henover jorden, men hun behøvede ikke søge længe, før hendes blik bevægede sig imod mennesket endnu engang. Hans ord hamrede igennem natten, og gjorde det umuligt ikke at vide hans placering, ifølge hende. Hans sved var som tykke lugte i natten, og hvis hun havde været blot en smule mere fintfølende, havde hun rynket på næsen af den tykke lugt han afgav.
"Vil du trætte dig selv, endnu inden du har hørt mine ord? Det er i sandhed dumskab, menneske, men du kan gøre det hvis du ønsker det. Jeg vil altid kunne finde dig, ligeså vel som din brors placering er åbenlys for mig."
Hun trådte nærmere ham, og havde endnu kappen svøbt så tæt om sig, at hun ikke var andet end et blafrende spøgelse i nattens mørke. Hun løftede en ishvid hånd langsomt, men elegancen var som at skære ud af en isblok idet hun løftede en perfekt poleret negl imod kirken. Hvad der var derinde syntes hun ikke at ænse, lige så vel som at helligheden i kirken intet betød for hende. Smerte ville blive oplevet derinde, men ikke så voldsom at hun ikke kunne holde til den. Hun havde oplevet værre.
"Vil du være i varmen når vi taler om dette, menneske, eller vil du blive i mørkets skær?"
Hendes blik strejfede hans ben, og endnu engang kunne man kort se morskab strejfe hende, og forsvinde dybt væk fra hendes tanker, og så dybt ind i de endeløse, gyldne floder der repræsenterede hendes øjne, at hun ikke ville finde lige netop den morskab igen.
"Med brækkede ben når du ikke langt, så medmindre du vil tvinge mig til at påføre dig yderligere smerte, så ville jeg foreslå dig at lytte til mine krav."
Pludseligt ændrede hendes stemme sig, og selvom den iskolde skarphed der syntes at kunne skære én midt over endnu var det, så var der også en latterlig barnlighed, som talte hun til et meget handicappet lille barn.
"Kan du det, mr. Richard Rogers?"