My name? Tomorrow you wont remember anyway. (Amun=Privat.)

Hun så opmærksomt på ham og det var tydeligt hun lyttede til hvert enkelt ord "det var mig der gik ind i dig, hvis det skulle være rigtigt, burde du havde været sur" pointerede hun og smilede blidt "du er en venlig mand, en der måske er vant til at få hvad han vil....men ikke desto mindre er du en meget venlig mand....jeg ser ingen grund til at skulle råbe af dig, vi laver alle fejl, selv engle laver fejl, faldende eller ej" sagde hun og betragtede ham som han med et tog poserne. Selvom hun ikke direkte sagde an for det, rødmede hun svagt da han blidt kyssede hendes kno. Hun klukkede klokkeklart og blidt "jamen det var så lidt, intet skiller os, selv de ondeste, har noget venligt i sig" hun hverken fjernede sin hånd fra hans eller gjorde tegn til at ville. Det var langt tid siden hun havde gjort ting som disse og det var til at mærke hun ikke helt vidste hvordan hun skulle bære sig an.

Han lod blidt sine fingre som havde hendes hånd. Glide ind imellem hendes. Så de hvis hun gav lov flettede fingre. Han nød meget at være sammen med hende. At tage det roligt. Og ikke tænke på hvornår de skulle kneppe. Han nød bare at tage det lidt langsomt. Se om hun var med på den. Og han nød især at hun var så venlig og rødmende. Som hun jo var. Han så på hende blidt mens han gik. "Jeg mener stadig det var mig der gik ind i dig. Jeg kiggede ikke engang i nærheden af fremad. Du kiggede i det mindste på en måde frem." Sagde han blidt med et venligt smil. Mens han fortsatte fulgte hende

Hun lagde kinden mod hans skulder, lod ham flette sine fingre ind i hendes, han virkede så varm og blid lige nu, ting hun meget vel godt kunne lide. Han virkede bare så venlig overfor hende og i få sekunder virkede det næsten som om han rent faktisk godt kunne lide hendes selvskab...dog var hun ikke sikker, det kunne også være falsk, men som den person hun var, en der troede på det gode i alle, valgte hun at se bort fra følelsen og valgte derved også at stole på ham.
Hun vidste ham vej mod sit hjem og hurtigt efter dukkede det op, hun gik med ham, hånd i håbnd op mod døren "igen mange tak...det betyder virkelig meget for mig" sagde hun blidt, hun vidste ikke om hun kunne tillade sig at spørge om han ville have kaffe med hende, men dog vidste hun ikke om han ville opfange det forkert og derved tror de ville ende i hendes seng

Han smilede roligt. Egentlig var det her lidt akavet. At stå der foran hendes dør. Bare at glo. Måske skulle han sige noget? Han tænkte sig kort om og besluttede sig for det. "Nu har jeg jo båret de her tunge poser hele vejen for dig. Giver du så ikke en kop kaffe. Eller et glas mælk eller noget. Bare så jeg har energi til at flyve hjem?" spurgte han blidt med et roligt smil. "Og nej jeg mener ikke vi skal kaste os i sengen. Det tror kvinderne altid når jeg spørger efter lidt drikkelse. Det er bare for jeg ikke begynder at svede. Det kunne være meget sjovt at se mennesker på jorden. Få mit sved i hovedet mens jeg fløj over dem. Men så ond er jeg dog ikke." Sagde han og grinte svagt med et roligt smil. Han kunne mærke han var mere sig selv. Mere sig selv end han havde været længe. Han var faktisk lidt glad på disse triste tider.

Hun nikkede stille "det må du og jeg undskylder, jeg er ikke vant til at have gæster" sagde hun stille, men fik hurtigt åbnet døren for ham, stedet var stort...overraskende stort, et sted man ikke havde regnet med tilhørte hende. Hun tog ham med ud i køkkenet hvor hun tog varerne fra ham og hurtigt begyndte at stille på plads "så hvordan er det? At flyve mener jeg" spurte hun og gik stille hen til ham, hun havde aldrig førhen fløjet, men havde fundet det fascinerende nogen kunne eller havde kraften til at kunne. Som ham f. Eks, han var heldig at have de vinger, at kunne udforske himlens skønheder, hvor mange andre blot var på jorden og kunne kigge op mod dem

Han smilede roligt og fulgte hende ind i køkkenet. Lod hende egentlig ikke tage varene. Stillede dem bare der hvor hun ville have det. Så hun ikke skulle bære på dem. Han var jo gammeldags. En gentleman som man kaldte det. Roligt satte han sig blidt på en stol i hendes køkken. Og så rundt på hendes lejlighed??? Eller hvad det nu egentlig var man kunne kalde det så stort det var. Da hun spurgte ham om hvordan det var at fløje. Tænkte han sig kort om. "Det er en fornemmelse der skal prøves. En fornemmelse som ikke kan fortælles." Sagde han på hende blidt med et svagt smil. "Efter et par årtier bliver man van til det og rimelig ligeglad med det. Men en flyvetur med dig ville give det fornøjelse. Hvis du stoler at sætte dit liv i mine arme. Så kan jeg godt give dig en flyvetur senere." Sagde han smilende. Mens han fortsat så på hende blidt. Stadig halvforelsket. Men det begyndte at være mere oprigtigt. Mere ægte.

Hun nikkede, lyttede med en oprindelig interesse, det var interessant som han fortalte, han havde mere viden end hun og en viden hun mere end gerne ville høre af. Stille gik hun hen og begyndte at lave de to kopper kaffe "det vil jeg meget gerne, jeg har altid beundret folk der kunne flyve, en evne jeg måske i sin forstand missunder" sagde hun og så kort ned. Hun blev hurtigt enig med sig selv om, hun godt kunne lide måden han så på hende, som om han rent faktisk kunne føle noget for hende....som om hende, den ene kvinde kunne få nogle følelser frem i ham. Hun vendte sig mod ham, rakte ham koppen og gik hen til ham "at flyve...ville være en smuk ting" sagde hun stille, hun nikkede mod døren, som hun gik ud af og ledte ham mod hendes stue, hvor der hang et stort malerie af en sort håret egyptisk kvinde, det hang over en brændende pejs, som var foran en smuk sofa. Stille satte hun sig ned, lagde sin kop ved det bord der var foran pejsen

Lidt undrende fulgte han hende roligt efter at tage en enkel tår af den lækre kaffe hun havde lavet. Han fulgte hende roligt med ind i stuen. Og fulgte hende roligt. Og satte sig roligt i sofaen. Ved siden af hende. Så tæt på han kunne. Uden at sidde helt op af hende. Langsomt så han blidt på hende. "Trust me. And i willl show you a new different world." hviskede han smilende mod hende. "A world with happiness. Trust. Faith. And love." Han smilede roligt før han blidt lagde koppen på bordet foran hende. "Undskyld jeg er lidt underlig lige nu. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg." Han vendte blikket mod hende roligt. "Jeg vil prøve noget." Roligt satte han sig lidt tættere på. Lod roligt en hånd glide sig om på hendes nakke. Og lagde hovedet et par centimeter fra hendes. Så hun kunne se hvad det var han ville. Han ville liste sig til et kys. Han lod læberne blive de centimeter fra hendes. Bare for at se om hun ville have det.

Hun smilede blidt til ham "i would love that" sagde hun og vendte sig mod ham, hun bemærkede hvor tæt han sad, hvilket overrasker hende, men hun tog det som det kom. Hun rødmede af hans ord, bandede sig indvendigt langt væk, dette kunne også bare være et kneb for at komme i hendes bukser, men alligevel bankede hendes hjerte hurtigt ved dem. Hun rynkede brynet, så spørgende på ham da han sagde han ville prøve noget, hun bed sig i læben da han med et lagde sin varme hånd mod hendes nakke, satte sig tættere på. Hun vidste ikke hvad hun skulle, det var hvad lidt over 6 år siden hun sidst var blevet kys, dog prøvede hun sig frem, ved stille at lade sine låber strejfe mod hans "jeg undskylder....det har været så lang tid siden" hviskede hun, før hun svagt trykkede sine læber mod hans

Han smilede svagt. Han vidste godt det var længe siden. Det var osse længe siden for ham. Dog ikke at kysse. Men at vise følelser. Det var så forvirrende for ham. Men han prøvede sig frem. Prøvede at lade hende mærke hans følelser igennem hans kys. "Det gør intet." Hviskede han kort før hun pressede sine læber mod hans. Følelserne som ramte ham nød han. Han kunne ikke lade være med at nyde det. Han kunne ikke stoppe kysset. Han kyssede hende videre. Mens han roligt tog fat i hendes lår og løftede hende op stort set uden problemer. Og prøvede at sætte hende på hans lår så hun sad med et ben på hver side. Med fronten imod ham. Så de bedre kunne kysse uden en af dem fik ondt i nakken. Alt imens han aede hende ned af ryggen. Så hun kunne mærke på ham han ingen planer havde med at få hende op på hans lår. Udover at bedre kunne kysse hende.

Hun sukkede, lagde armene om hans hals, som han løftede hende op og lagde hende på sit skød, trykkede hun sig mod ham, begravede fingrene i hans bløde. Det var helt underligt, alle de følelser der strømmede rundt i det kys, følelser der gjorde hende helt rundtosset, men samtidig fik hende til at sukke og ønske mere. Hun afbrød kysset, gispede og rødmede kraftigt "uhh" hviskede hun og lagde sin ene hånd mod hans kind, blidt lod hun tommelfingeren glide ned over hans læbe "jeg undskylder, hvis jeg...havde været dårlig...jeg er ikke...så god til den slags ting" hun bed sig i læben, satte sig op og kørte hånden igennem håret, hun følte sig rundt på gulvet og kunne godt lide det kys, men hun frygtede han ikke kunne lide det, hun var måske ikke en god kysser

Han smilede roligt. Samtidig med han kyssede hende. kysset var så dejligt. Han kunne klart mærke at jo længere tid han kyssede hende. Desto bedre blev hun til det. Faktisk begyndte kysset at blive bedre end de fleste han havde kysset. Og han aede hende fortsat ned af ryggen. til sidst kort før hun stoppede kysset kunne han ikke dy sig for at lægge en hånd på den ene af hendes baller. Bare for at mærke den. Ikke for at få det til at føre til noget. Han håbede hun ikke misforstod det. Da hun stoppede kysset sukkede han trist. Men samtidig gispede svagt efter vejret. Mens han fortsat så på hende. Lod en hånd glide igennem hendes hår. Blidt og langsomt. "Jeg synes du var helt fantastisk til at kysse." hviskede han svagt og kyssede hende blidt på kinden. "Jeg er helt åndeløs."

Hun gispede selv efter vejret, sukkede svagt "virkelig" spurte hun blidt, hun lukkede øjnene da han kørte fingrene igennem hendes hår, selv da han kyssede hendes kind, denne lille ting fik hende til at bide sig i læben. Hun vendte blikket mod ham "mhh det må jeg nok sige" sagde hun overrasket, kort kyssede hun ham, før hun rejste sig og vendte sig om, tidsnok til en af tjenestepigerne kom ind "miss...deres søn" sagde hun kort og hun vidste hvad dette betød, hendes søn, den kære Orion havde enten sat ild til noget, ellers havde han bidt nogen og de ville nu ligge lammet i 30 minutter. Hun sukkede og så undskyldende på ham, hun gik mod døren, vidste ikke rigtig om han skulle komme med eller ej, dog vendte hun sig smilende mod ham "kunne du have lyst til at møde min søn" spurte hun forsigtigt

Roligt rejste han sig op og gik hen imod hende. Gik hen ved siden af hende. Og vendte sig mod hende. Tog roligt hendes hænder. Og så hende i øjnene smilende. "Selvfølgelig vil jeg møde din søn. Jeg mener hvorfor ikke. Det virker som om vi kommer til at tilbringe en hel masse tid sammen." Sagde han roligt med et roligt smil. Hvorefter han samlede sine vinger lidt tættere på hans ryg. så de var lidt mere usynlige. Men stadig fremme. Urox kunne ikke tage sine vinger ind. Desværre. Roligt lod han kun den ene hånd slippe. Og prøvede at flette fingre med hende. Hvorefter han roligt kyssede hendes kind. Og vendte sig så imod tjenestepigerne. Som han regnede med var den vej hun selv ville føre ham. Mens han roligt smilede svagt. Han var så underlig lalleglad. Det må være kysset. De var så dejlige. Han havde ikke følt så stærk en følelse siden Arya for 800 år siden dengang de lavede hans datter Luce.

Hun smilede, tog hans hænder i sine "mange tak" hviskede hun og smilede kærligt til ham, han var virkelig sød overfor ham....men hvis dette var løgn, så ville det være en syg løgn. Hun flettede sine fingre ind i hans, fulgte efter tjenestepigen, til et rum, hvor der sad en sød lille 6-årig dreng, han grinede og løb hen til hende da han fik øje på sin mor.
Hun gav slip på hans hånd, løftede sin søn op, hun trykkede ham mod sig og vente sig mod Urox "dette er min dejlige søn Orion...Orion dette er Urox, en rigtig engel" sagde hun og drengen i hendes arme, som havde meget af hendes ansigt i sig, grinede og klappede, han lyste op "en rigtig engel, har du vinger?" pludrede han og grinede helt uskyldigt

Han fulgte hende roligt. Dette var ikke en løgn. Han holdte virkelig meget af hende. Han kunne vel lige så godt indrømme det for ham selv. Han var blevet forelsket. De havde ikke kendt hinanden i så lang tid. Men han var faldet for hende med det samme. Roligt lod han hende slippe hans hånd da hans søn kom løbende. Han lod hende få sønnen op før han roligt så på sønnen. Tænkende. Og kiggede så kort rundt i rummet. Ja han kunne godt tage vingerne lidt ud. Han vendte blikket mod dem begge. "Jeg er en falden engel." Sagde han roligt og gik midt ud i rummet med ryggen til dem. Så hendes søn kunne se hans sorte vinger som lå ned langs hans ryg som en kappe. Før han vendte sig roligt imod dem begge. Og samlede hænderne i et kryds på brystet. Og kastede så armene til hver side. Samtidig med hans gigantiske smukke natsorte vinger kastede sig ud til siderne i næsten hele deres længde. Cirka 2 meter ud til hver side. Roligt så han på hendes søn. "Men før jeg faldt. Så var jeg en af de bedste krigere." Sagde han smilende roligt mens han fortsat så på hendes søn. "Din søn må gerne røre. Jeg har intet imod det. Jeg kender børn. Min datter ville osse gerne røre mine vinger dengang hun var ung." Sagde han smilende og samlede dem lidt og gik så ned i hug. Så de var tættere på jorden.

Hun satte sig ned og lod Orion glide ud af sine arme, stille og med tøvende skridt gik hen hen til Urox "en kriger, slog du så djævlen" spurte han og blot ved at se på ham, kunne man se denne dreng havde mere intellegens end man lige skulle tro, det var skjult bag hans grå øjne. Orion så op mod sin mor, men da hun nikkede gik hen til hen til ham, lagde forsigtigt sin ene hånd mod hans sorte vinge "kendte du en af ærkeenglene" spurte han med en lille stemme, Amun gik stille rundt i baggrunden, betragtede dem sammen, det virkede da som om Orion tog godt imod ham, hvilket var godt, da hun virkelig godt kunne lide ham, der var noget over den mystiske faldende engel der bare havde ramt hende, noget hun virkelig var faldet for og noget ville have en svaghed for.
Hun gik hen til dem, satte sig ved siden af sønnen "jeg tror du skal i seng nu" hviskede hun til sin søn, som brummede utilfreds, dog nikkede han til sidst og fulgte med barnepigen ud af rummet. Hun smilede blidt til ham, lagde forsigtigt sin hånd mod hans kind

Han lod roligt sønnen røre. Og lyttede roligt til samtalen. "Min fader var med i kampen mod djævlen. Og jeg kendte et par stykker." Sagde han smilende for hans spørgsmål. Og fulgte ham roligt med øjnene Indtil moren kom hen. Amun. Den skønne Amun. Han så på hende roligt med et blidt smil. "Vi ses. Jeg lover dig at give dig en flyvetur hvis du vil." Sagde han smilende. Før han roligt vendte blikket imod Amun. Lyttede til hende sige han skulle i seng. Så snart han var gået flyttede han sig roligt hen foran hende. Lod roligt sin hånd ae hendes arm. Og så blidt på hende. "Du er en god mor kan jeg se." Hviskede han blidt mens han fortsat så på hende. Før han roligt lod sin hånd glide ned og flette sig ind i hendes fingre. "Jeg ved det er hurtigt. Men hvad siger du til at tage vores 'forhold' her og sætte det på næste niveau. Og blive hinandens. I det i unge kvinder her på jorden kalder kærester." Spurgte han roligt med et blidt smil. Mens han fortsat så på hende blidt.

Hun smilede blidt til ham "mange tak, du sagde du havde en datter? Hvordan vil hun reagere på dette?" spurte hun blidt, hun lod ham flette deres fingre ind i hinanden, hun havde sit blik mod deres sammenflettede fingre, lyttede til hvad han sagde og stille vendte hun sine grå øjne mod ham, blidt kyssede hun hans hånd "mhh det vil da gerne" sagde hun stille. Denne aften var helt klart ikke gået som hun havde troet, hun gik afsted og skulle ud for at handle, men kom med hjem med et haelet hjerte og nu en kæreste....verden var da fuld af overraskelser.
Stille satte hun sig ind til ham, lagde den ene arm rundt om han og den anden mod hans bryst "misforstå mig nu ikke....men kunne du have lyst til at blive natten over?" Spurte hun forsigtigt

Han smilede roligt mens han så på hende. Hørte hendes spørgsmål roligt. Og smilede svagt. "Tjo. Hun er dragonianer og er over 700 år gammel. Jeg tror ikke rigtig det vil gøre nogen forskel for hende. Hun er voksen. Og har levet det meste af hendes liv uden mig." Sagde han roligt og blidt og så på hende med et halvtrist blik. Det med at være en ikke helt acceptabel far engang. Men han havde ændret sig. Det havde Luce osse set. Han holdte fast i hende nu. Ham og hans datter er uadskilleligt. Og et eller andet sted ved han at hun vil være glad på hans vegne. Langsomt så han på Amun igen. Hendes ja fik ham til at smile kraftigt. Og tog hende tæt ind til ham. Og holdte hende tæt fordi han virkelig var glad nu. Han slap hende hurtigt igen da hun spurgte ham om noget nyt. "Med glæde min pige." Sagde han smilende. Nød ordene min pige. Og kyssede hende på kinden blidt. "Jeg ville nyde og holde om dig denne nat." Sagde han smilende.

Hun nikkede, trykkede sig mod ham, han var varm og blid, gjorde hende faktisk rigtig glad "mange tak" forsigtigt rejste hun sig, da det gjorde ondt i hendes knæ. Hun rødmede svagt og smilede "så det vil du...det glæder mig" hun havde ikke sovet i samme seng med nogen...siden...ja det var en tid hun ikke skulle huske nu, det var fortid og dette var så sandelig nutid, hun var her med ham og ikke nogen anden. Hun rakte hånden mod ham, gjorde tegn til at ville gå mod døren, hun var en smule træt, kunne godt bruge noget søvn og det var da dejligt at have en og putte med, en ting hun ikke havde haft længe og var glad for nu at have

Han smilede svagt. Så på hende være så glad. Han nød virkelig at se hende være så glad. Og fulgte hende op og stå. Så de kunne gå i seng. Han var selv begyndt at være træt. Fulgte hende bare ind mod sengen. Valgte at gøre noget lidt andet end at tage hendes hånd. Slap den for at lægge sin arm om hendes hoved ovenpå hendes skuldre. Så hun kunne gå helt ind til ham. Ligesom dengang i butikken. Mens han stadig smilede blidt. "Tak fordi jeg må sove sammen med dig skat." Hviskede han roligt og kyssede hende blidt på panden. Fulgte hende bare ind mod hendes soveværelse. Imens de gik. Begyndte Urox'es vinger langsomt at glide ind. Denne gang begyndte de faktisk at forsvinde. Han ville tage dem helt ind. Det gjorde han altid når han skulle sove. Smertefuldt var det ja. Men det skulle gøres. Urox havde aldrig været god til det med at tage sine vinger ind. Han havde sjældent brug for det. Men sammen med hende her kunne det godt være han skulle tage sine vinger ind. De ville nok være lidt i vejen for dem og sove. Så det var nok bedst han tog dem ind.

Hun lagde armene om ham, klukkede og puttede sig mod ham "det var da så lidt" sagde hun stille og trak sig kort fra ham, da hun gik ind i sit klædeskab og kort efter kom hun ud iført sit undertøj, hun gik hen og lagde sig på den store seng. Hun sukkede stille, trak dynen op omkring sig, vendte stille blikket mod ham "mhh" sukkede hun og lagde sig ned, betragtede ham med varme øjne

//virkelig ingen krea

Han grinte svagt. Og pegede mod sit hoved. "jeg var begyndt at spørge mig selv om hvad pokker du ville sove i. Og jeg blev overrasket." Sagde han smilende. Og sukkede så akavet og kløede sig i nakken. "Jeg siger undskyld på forhånd." Sagde han roligt og knappede roligt sine bukser op og lynede dem op. Hvorefter de gled ned. Med det samme var hans lem fremme. Han havde jo ingen underbukser på. Det havde han aldrig på. Om hun blev flov over det eller hvad hun ville gøre. Ville han grine svagt over hende. Og gå hen for at lægge sig i sengen under den samme dyne som hende. Havde overkroppen lænet ind over hende. Bare for at se på hende. Og ae hende blidt lidt. "Er du sikker på du skal ha det tøj på. Jeg føler mig lidt dum ikke at ha nogle underbukser på. Når du jo har tøj på. Jeg har ikke noget imod du vil ha det på. Bare så du ved det." Hviskede han blidt og kyssede hendes læber kærligt. Mens han lagde en hånd på hendes mave under dynen. Og nussede den blidt.

Hun hævede øjenbrynet "hvorfor blev du overrasket?" Spurte hun stille, hun blev endnu forvirret da han undskyldte, hun skulle netop til at spørge hvorfor, da svaret kom frem. Han sov simpelthen nøgen, hun rødmede, vendte sig væk fra ham. Hun vendte sig stille mod ham "hvorfor skulle jeg ikke havde dette på" spurte hun stille og tydelig forvirret, hun kyssede ham blidt igen, puttede sig mod ham. Hun lukkede øjnene, sukkede og slappede fzldkommen af i hele kroppen