My name? Tomorrow you wont remember anyway. (Amun=Privat.)

Han smilede blidt. Og nikkede roligt. "Jeg ved godt jeg har et valg. Men jeg vil gerne." Sagde han smilende og begyndte roligt at gå ned mod det værelse han pegede mod. Da han nåede det. Åbnede han langsomt døren. Og gik så derefter ind. "Orion? Er du vågen?" Spurgte han roligt mens han smilede svagt. Og så på rundt efter ham roligt.

Orion havde ligget i sin seng, men da døren gik op var han hurtigt ude af den, da han ikke var den højeste, nok ville gå en som Urox til hofterne, kunne han let gemme sig. Dog trådte han ud af skyggerne da han hørte stemmen "du er ham, manden med de store vinger" grinede han og gik hen til ham, hans blå øjne lyste klart og der var noget drillende om dem, som om han var bevidst over en hel del mere end man skulle tro

Han smilede roligt og gik roligt ned på hug. "Ja det er jeg. Jeg er din mors ven. Jeg havde ikke nogle steder at overnatte så jeg overnattede her. Så din mor spurgte om jeg ikke ville komme ind og vække dig." Sagde han smilende mens han så på ham med et roligt smil. "Du minder mig en hel del om din mor." Sagde han smilende og rakte ham sin hånd. Så han kunne holde ham i hånden hvis han ville. Så de fælles kunne finde hans mor.

Han rynkede brynet "min mor kan godt lide dig" sagde han og med en dyb alvorlighed der normalt ikke hørte til under børn i hans alder, men så igen han var ikke et normalt barn, på hans 10-råige fødselsdag ville han være fuld ud vokset, men hans mor håbede blot at de andre af hendes slags ikke ville finde ham inden da og ødelægge ham, for ellers ville han ende op som en god dreng, med en klar fremtid foran sig. Han lagde hoved på skrå, men smilet forlod aldrig hans læber "min mor siger jeg minder hende om far" sagde han stille, han havde aldrig mødt sin far, kun hørt at han mindede om ham, han tog Urox hånd og grinede stille

Han smilede roligt. Og rejste sig roligt op. Og gik så med. "Jeg ved godt din mor kan li mig. Jeg kan osse godt li din mor. Jeg har bare en svær tid med at vise hende det." Sagde han smilende. Og førte ham så ud af værelset og så så på ham igen. "Hvor er det din mor plejer at lægge de blomster hun får?" Spurgte han roligt. Han kunne nemt regne ud det måtte være der hun var.

Han så på ham med alvorlige øjne "det behøver ikke være svært, du skal bare gøre hende glad og sige du elsker hende hver dag...også ikke forlade hende" sagde han og alvoren var ikke til at tage fejl af. På trods af hans unge alder, var han en meget alvorlig ung dreng, der hellere end gerne ville beskytte sin mor, for nok forstod han ikke alting, men han vidste at hun havde været mere end blot såret.
Han tog hans hånd og trak ham af sted mod et køkken "her i nærheden" smilet brød frem på den alvorlig maske, dog var udtrykket der stadig i hans øjne

//undskyld jeg først svarer nu, har bare ikke haft meget tid

Et roligt og faderligt smil kom frem over hans kinder før han gik lidt på hug foran ham. "En ting er sikkert. Hvis du vil acceptere mig som en stedfar. Så kan du være sikker på at jeg ikke forlader din mor. For jeg vil gerne være der for hende. Jeg vil gerne vise hende at jeg elsker hende. Jeg har ikke følt sådan her siden jeg mødte min datters mor." Han rejste sig op og gik rundt og ledte efter en krukke i skabene. Fandt den og placerede blomsterne i den før han vendte sig imod "Kom her over Orion." Sagde han og smilede betryggende til hende.

Han betragtede ham med de store øjne, men nikkede smilende "det vil jeg gerne" han havde englelig intet imod Urox, netop fordi han gjorde hans mor glad, så ikke desto mindre gav det blot pluser i bogen. Han gik stille hen til ham, men netop som han nåede ham, kom Amin gående hen mod dem. Hun smilede bredt, med varme i hendes store øjne "hej, hvad laver i to dog" spurgte hun og gik hen mod dem, med hoved på skrå. Hendes hjerte bankede en anelse hurtigere ved synet af ham sammen med hendes søn, sådan som de kom ud ad det md hinanden varmede hende.

Han smilede roligt. Hvorefter han nikkede fuldt forstående til ham. "Jeg ved godt det kan være hårdt at få en ny far. Og det vil også blive hårdt for din mor og jeg at tilpasse os hinanden. Samt vores børn selvfølgelig. Men jeg gør hvad jeg kan. Det kan blive hårdt engang imellem. Men jeg er ikke typen der gir op." Sagde han smilende. Og vendte blikket imod døren da Amun kom gående. Og smilede roligt. "Vi får os en mand til mand snak." Sagde han smilende og lænede sig lidt mod køkkenbordet. Fortsat kiggende på hende.

Hun gik hen mod dem, men dog stoppede hun op foran ham. Hun havde altid ønsket dette, for hendes slags lå det til dem at ønske en familie, det var nærmest indkodet at finde en mage også danne en familie. Hendes søn havde kun kigget på Urox med store øjne, men efter lidt tid forsvandt han igen ind på sit værelse. Hun lagde en hånd mod hans bryst, smilede kærligt "så det gør i" spurgte hun drillende, før hun trådte tættere på ham. Det var sjovt, hvilke ting man fandt de underligste steder, men også de ting man kunne opleve. Hun havde aldrig tænkt på at dette ville ske for hende, men det så ud til at der måske var lys i fremtiden for hende, efter alt hvad hun havde oplevet, kunne der komme en smule lykke frem

Han smilede roligt. Og lagde en arm om livet på hende. "Ja en snak som du ikke må høre." Sagde han og grinte drillende. Mens han så på hende roligt. Han så hende roligt i øjnene. Med et ægte forelsket blik. Ikke det typiske falske blik han gav kvinder før i tiden. Men et helt ægte et. Et så strålende af forelskelse. At det bare ikke kunne fakes. Han var endelig lykkelig. Efter så mange år i ulykke. Efter så mange kampe med ham selv og alle andre. Havde han fundet et sted hvor der var brug for ham. Hvor han kunne blive en del af en rigtig familie igen. Hvor han kunne være sammen med en kvinde han elskede. Og han var ikke bange for at sige de ord igen og igen. "Amun jeg elsker dig virkelig." Hviskede han roligt og så på hende fortsat.

Hun lagde armene om hans hals, smilede bredt til ham og betragtede ham med et blik der lignede hans på en prik. Hun var i sandhed forelsket. Selvom hun tidligere havde troet hun havde været forelsket, i Orions far. Han havde været den mand som hun havde troet hun havde elsket, men det havde hun ikke, det havde været alt andet end sandheden. Hun sukkede stille, så væk. Dog tog det hende ikke lang tid før hun igen betragtede ham og smilede kærligt. Hun stillede sig på tær og blidt trykkede hun sine læber mod hans "og jeg elsker dig" hviskede hun kærligt. Hun lagde en hånd mod hans kind, blidt strøg hun sin tommelfinger op og ned langs den fine hud, alt i mens hendes øjne konstant var mod ham.

Han lod hendes læber berøre hans. Imens hans muskuløse arme lagde sig om hende tættere. Og holdte hende så tæt på han kunne. Uden at skade hende. Og gengældte det smukke kys hun havde givet ham. Og hørte hvad hun sagde. Smilende. "Hvis det ikke var for tidligt. Ville jeg fri til dig allerede nu. Jeg har ikke haft sådan en lyst i 400 år. Og slet ikke så stærk som den er lige nu." hviskede han roligt ind i hendes øre. På en kærlig og forelsket måde. Hvorefter han så hende i øjnene igen. Og kyssede hendes næsetip blidt med et svagt grin.