Another one! (Rowan)

Borgen var undergået nogle drastiske forvandlinger. Da den blev indtaget af Assorian og Sean, havde den været forladt og trængt til en kærlig hånd. Nu, efter at have haft besøg af håndværkere dag ud og dag ind, var tingene endelig ved at tage form og ligne et ordentlig hjem. Sean kunne mere end blot se det, han kunne også mærke det. Specielt i sin pengepung! Han så frem til snart at kræve skatter af byen. Ikke en voldsom stor en, byen var ret stor og en lille skat ville stadig give ham en god bunke mønter. Og måske en skat for forretninger. Hver eneste handel skulle give en procentdel til deres elskede hersker?
Det var disse tanker der havde fyldt ham hele formiddagen, mens han havde brugt tiden på sit værelse. Han havde som sådan ingen rådgivere, så han var lidt efterladt til sine egne luner, hvilket både kunne være godt eller skidt. Maeve, hans kvindelige butler og tilmed adelig, havde travlt med farvesammensætninger i deres nye møbler, der var bestilt. Nephthys sov sikkert, nu hvor solen var stået op. Fenris var ikke i nærheden og hans sønner var allerede rejst igen. Med et suk havde han smidt papirerne fra sig og rejst sig. Han kunne også vente til lidt senere og tænke det ordentlig igennem. Når det kom til stykket var han van til at udtænke den slags selv.

Borgen var en typisk borg, bygget af de samme sten som i sin tid var blevet hugget ud af det bjerg, som byen lå i, selv om det var de lyse sten der udgjorde dens overflade. Hvis man gik ned i kælderen kunne man se resterne af de gamle, mørke sten.
En vej førte op til borgen, der ingen voldgrav havde, og lige til højre for vejen lå borgens egen stald. En stor port førte ind i borgen, undtagen hvis man kom som få ikke-så-vigtige personer, hvortil der kunne åbnes en dør i porten. Indenfor porten lå borggården. Fra borggården gik flere døre indenfor, men den officielle hoveddør var ligeud fra porten, og bestod af en dobbeltdør af solidt træ med jernhængsler. En lille trappe førte op til den.
Når man trådte indenfor, kom man ind i en forholdsvis stor entre. Den nye lysekrone var blevet hængt op, men ellers var der endnu fakler langs borgen mure. På nuværende tidspunkt, hvor der var dagslys, var faklerne dog kun tændt i de mørkere dele af borgen.
Assorian og Sean havde mere eller mindre delt borgen op mellem dem. Assorian havde sine værelser i den højre side af borgen, Sean i den venstre. Sean havde dog taget ansvaret for at resten af borgen også kom til at se fin ud.
Fra entreen gik nogle andre dobbeltdøre ind til tronesalen, omend selv om den var blevet gjort i stand med en helt ny trone af træ og puder, aldrig var blevet brugt.

"Men M'Lord, han er smeden..."
En af hans få, små tjenerinder vimsede omkring ham, selv om han for længst havde bedt hende om at lade være.
"Og derfor en perfekt forsøgsperson" svarede han tilbage. At indtage tronesalen kunne virke ganske overdrivende, taget i betragtning af det 'bare' var en smed der kom på besøg. Hvad han vidste, men ingen andre vidste, var at han havde brug for en god smed. Han tog skjorten ud af hånden på tjenerinden.
"Jeg kan selv. Jeg ved han snart kommer. Gå nu ned i køkkenet og gør dig nyttig!" beordrede han og hev selv sin skjorte på. Dog måtte han give hende nogen ros - hun var den første af hans tjenerinder der faktisk viste sig fra en ganske tjenestevillig side. Selv om hun havde udnævnt sig til hans personlige tjenerinde. Kvinder!
Iklædt nogle skinnende læderstøvler, et par sorte bukser og nu en hvid skjorte, begav han sig ned i tronesalen. Hans sværd hang ved hans hofte. Selv i hans egen borg gik han aldrig uden sit sværd. Godt nok havde han vagter spredt ud over borgen og byen, men med alle de gæster han havde haft på det sidste, var det vist mere end tydeligt at han nok selv ville ende med at kæmpe for sit liv, hvis nogen endelig besluttede sig for at prøve at tage det.
Det mørkebrune hår var redt tilbage, skønt noget at pandehåret yndede at falde ned over hans pande. De mørkegrå, kølige øjne.
Endelig var der hans sølvring på den venstre hånd og armbåndet om det højre håndled. Gaver, begge der bar hans personlige symbol - et par vinger, hvoraf den ene side bestod af en vinge fra en engel og den anden side fra en dæmon - og som snart ville pryde borgen, når Maeve fik bannerne og flagene bestilt hjem.
Tronen var af solidt træ, men beklædt med nogle puder i mørkelilla stof. Lilla var royalt, havde noget fortalt ham. Selve træet var udsmykket med motiver af drager, for lidt at holde dragetemaet, der nu var i denne by. Han satte sig på tronen med et lille suk og så over mod dørene. Nogle lange søjler fulgte midten af rummet, ned til dørene og sørgede mere for at holde taget på plads, end at skabe en storslået stemning. Han hvilede sin ene arm på armlænet. Ja! Nu måtte han da godt komme.

Dørene blev åbnet og manden, der uden tvivl måtte være smeden, trådte ind. Han følte en lille fryd ved mandens åbenlyse beundrende blik, der gled over lokalet. Ja, når man først tillod sig at undersøge byens arkitektur lidt nærmere, slog det også Sean som ovenud smukt. Der var noget mere sofistikeret over byens stemning, end i Doomsville men selv om det var tilfældet, fandt han sig stadig med afsavn. Doomsville! En by han havde boet i siden han var rejst dertil gennem portalerne. Og nu sad han her, herskeren over...Sten. bevares, nogle af stenene var da levende.
Det hele handlede om hvilket syn man valgte at tage. Men nu hvor han trods alt kunne kalde det hele sit, havde han valgt at tage en positive side af tingene. Det var trods alt det mest behagelige.

Det slog ham hurtigt at han fandt sig en smule rastløs i tronen. Han var ikke mand der sad stille særlig længe, medmindre han sad i møde eller lavede papirarbejde, hvortil hans sind da ville være optaget af noget sammen med hans hænder. Han hadede rige typer der sad på en trone og blev fede som små grise.
Det endte da også med at han rejste sig op og gik de få trin ned, så han kom ned på smedens niveau. Hans øjenbryn gled en anelse op i panden. Havde det ikke været smeden selv der havde bedt om at komme? Nå, pyt.
"Du må være Rowan Rogers, smeden, formoder jeg" svarede han tilbage, ganske afslappet. Hans blik gled kortvarig over manden.
"Beklager, jeg måtte simpelthen afprøve tronen. Smuk, ikke sandt?" Seans blik gled over skulderen på smeden og landede på en tjener der stod nede ved døren bag dem. Han vinkede let i luften med den ene hånd, før tjeneren gik over mod dem.
Rowan var den første almindelig mand der havde opsøgt ham og det slog ham at han for en stund havde glemt alt om at der fandtes folk med støvet tøj og færre midler end ham selv og hans gæster. De fleste kom her med skjulte bagtanker om mere magt eller små belønninger, men Rowan kom her udelukkende med tanken på det arbejde de havde til ham. Manden havde ikke ligefrem bukket, som de fleste gjorde, men det betød ikke så meget for Sean. Når det omhandlede folk han ville have noget fra, betød det sjældent så meget om de huskede at bukke og sige 'De' til ham. Eller...Det betød intet, hvis de kom med en hvis form for respekt og orden. Og ikke bare dukkede op, som Athena i sin tid havde gjort. Mindet fik et svagt smil til at glide over ham.
"En lang rejse? Kan jeg byde på noget at drikke, måske ligefrem en bid mad?" foreslog han så og lod sine øjne finde manden igen. Først måtte han vel få overstået alle de almindelige høfligheder, så kunne de måske endelig bevæge sig over på emnet om arbejde.

Hans blik fulgte tjeneren, der prøvede at balancere med den tunge byrde. Spørgsmålet var om denne Rogers var en stærk mand eller tjeneren blot en svækling. Men som smed var det nok meget passende at formode manden var ganske muskuløs. Noget der også gav sig til udtryk i mandens holdning. Mænd med muskler stod ofte anderledes end de svage. Ikke at det betød så meget, så længe folk i det mindste havde hoved med dem!
Hans blik gled også over sværdet. En tanke var om manden gik med sværd selv eller måske havde taget noget med for at vise det frem. Men hvorfor beskæftige sig med de tanker, når svaret nok skulle dukke op før eller senere? Selv hvis manden var dum nok til at udfordre ham her, midt i det hele, ville sandsynligheden for at Sean vandt stadig være stor. Han var en archdemon! Der fandtes ingen der kunne slå ham!

Mens Sean lyttede interesseret til mandens spørgsmål, der var ganske velformulerede og passende til deres møde, kom to vagter ind i rummet. Uden yderligere ordre havde de taget et lille bord med ind og to stole, der blev stillet i nærheden af dem. Tronesalen var stor og måske næppe det sted de fleste ville sætte sig for en sludder, men borgen havde endnu ingen fine, små stuer til gæster og derfor var dette sted så godt som nogen.
Disse stole bar ingen puder. Sean gjorde heller ikke tegn til at ville sætte sig endnu.
I stedet gled hans blik nysgerrigt over denne mand foran ham. Hans familie? Det var en god information. Rigtig god.
"Jeg foretrækker at kende lidt til de folk, der arbejder for mig" svarede han roligt.
"Eller folk der snart vil komme til det. Jeg er fuld af forventninger om du nok vil arbejde her. Hvorfor skulle du ellers være rejst hertil med din familie?" Han sendte manden et lille, beregnende smil. Hans hænder gled om bag hans ryg og fandt hinanden.
"Derfor må du også overleve mit selskab for det næste lille stykke tid. Bare rolig. At ansætte de rigtige folk spare mig mere tid, end spilder det. Så hvis du vil være så venlig - Din familie kan nok undvære dig lidt?" spørgsmålet var retorisk, da han ikke forventede et afslag. Hans ene arm slog ud mod det simple traktement der var sat frem til dem og tilbød dermed Rowan til at sætte sig ned. Det eneste der var sat frem endnu var en kande frisk vand og nogle glas, maden ville komme så snart en af hans kokke havde gjort den klar.

Selv satte han sig ned og hældte vand op til dem. Det ville hurtigt gå op for de fleste at Sean ikke var en mand der gik op i at blive serviceret på alle leder og kanter, selv om han kunne kræve det. Og noget så simpelt som selv at hælde drikkevarer op var ikke noget at brokke sig over. Dog var han ikke selv tørstig og lænede sig bagefter tilbage i sin stol med et afslappet udtryk.
"Men nuvel. Problemet er at Dragons Peak ikke er en by, der består af militær. Den har netop de vagter den har brug for, men ellers er dens styrke gemt væk i byens handel og forretninger, den kunst og teater. Det gør også at byens egne smede er få og specialiserede i at skabe hængsler og hestesko, end til at lave våben" Hans blik gled lidt over bordet foran dem, før han fortsatte i sit eget, rolige tempo.
"Vi har brug for våben. Våben til at beskytte os selv og brug for våben til at støtte en af vores veninder med en lille kamp, der dog ikke ligger i nærheden af Dragons Peak. Bare rolig, det hele er for forbindelsernes skyld" Han så på manden igen og sendte ham et lille smil. Hans vagter var, af flere af hans bekendte, bedømt som uduelige og trængte til yderligere træning. Men ud over det, var deres beholdning af våben minimal og de kunne på ingen måde beskytte dem selv nær så godt, som han ønskede de skulle kunne. At få deres helt egen smed til arbejdet, forhåbentlig en god en, ville løse det problem.
Han slog ud med armene.
"Så kort sagt. Sværd. Dolke. Knive. Pilehoveder. Er du manden der kan det?"

Han var tæt på at grine, men formåede at holde det inde. Dog viste hans gode humør sig alligevel i et smil, der var vokset. Hvor var det underholdende! Her var ingen andre end en mand, der havde formået at fange Carolines interesse. Trods Daron havde fortalt ham at en mand ved navn Rowan havde hans barnebarn, var han ikke sikker på det skulle være denne Rowan. Der fandtes vel andre af det navn? Men derfor var det stadig underholdende. Caroline, den blodigste vampyr han kendte, sammen med en varulv. Det havde ikke undgået hans sanser.
Men hvad skulle han svare den mistroiske mand foran ham? En mand der var styret af principper, frem for lokkemidler i form af penge? De var sjældne og han var fristet til at afskrive det hele og påpege han blot skulle være glad for et fast arbejde og løn.
"På nuværende tidspunkt har vi kun brug for ekstra våben til et par mindre slag. Der ud over ønsker jeg virkelig intet andet, end at have nok våben til hvis der en dag skulle opstå brug for dem" svarede han en smule kort for hovedet. Hans ene hånd trommede lidt på armlænet af hans stol, før hans hoved gled lidt på sned.
"Du laver våben. Du forventer vel ikke de bruges til jagt alle sammen? Våben slår ihjel. Hvis du har moralske problemer med det, forundre det mig meget at du fortsat er smed og tilmed kalder dig selv den bedste" bemærkede han.
Han orkede ikke at skulle hører om moralske principper fra en simpel smed, men som hersker af en stor by som Dragons Peak ville alle vel tage sig den frihed at bedømme ham. Hvor trættene.
"Jeg bemærkede du havde et sværd med dig ind. Tvivler du så meget på min gæstfrihed eller skulle det fungere som et bevis på du kan andet end tale for dig?" sagde han så endelig, i den tro at han kunne skifte emne. Han regnede stadig med at ansætte Rowan, varulv eller ej. Nok havde han en gang haft et uheldigt møde med en Nightcan, men han vidste bedre end at alle varulve skulle besidde sådan en styrke og fart. Nej, der var ingen grund til at fordømme alle varulve for det.

Rowan var en snedig mand. Det slog ham at manden netop ikke var som de fleste, men bed mærke i hvilke ord der blev brugt hvornår. Det kunne være nemt at fortale sig i hans nærhed, at hinte til noget man måske ikke lige havde tænkt over. Det var spændende og meget sjovere end at snakke med...Ja, alle andre. Hvor længe havde han ikke gjort netop det? Selv bidt mærke i de små ting. Selv om det var blevet en kamp på ord, kunne han slet ikke lade være med at smile, fordi han i virkeligheden fandt det ganske morsomt. Ville han tabe kampen? Muligheden var der. Det indså han nu. Titlen som hersker gjorde jo ikke en fejlfri eller uovervindelig over alt og alle.
Han overvejede sine ord. Måske havde han ikke helt gennemtænkt hvad han ønskede sig. Han var ikke van til at klæde...En stor mængde folk på. Hans gamle klan havde mere eller mindre selv stjålet sig til deres udstyr. Måske skulle han lige overveje det en gang til...

Assorian. Assorian var på mange måder en nybegynder til stort set alt, men manden førte sig stadig frem med stor selvtillid. I det mindste havde manden været klog nok til at lade Sean herske over byen, men han kunne ikke bare skubbe en mand væk, som havde hjulpet ham derop og at gøre manden til at sin general havde virket som et fint træk. Ikke at han stolte blindt på manden, han havde taget sine forholdsregler og placeret nogle loyale mænd i hans nærvær. Så måtte folk kalde ham fuld af paranoia, hvis det var interessant.
Til sidst lænede han sig frem efter og placerede selv sine arme på bordet. Hver bevægelse var rolig og bar præg af at være velovervejet. Det var tydeligt Rowan havde sat ham lidt på et tænke-arbejde. Normalt var det Sean der overtrumfede folk. Så det var kun en fornøjelse!
"Okay" svarede han så blot, før hans øjne hævede sig op mod manden foran ham.
"Først og fremmest vil jeg mene mit ord har mere magt over Assorians. Jeg er trods alt den øverste i det hierarki" bemærkede han roligt.
"Når det er sagt, kan jeg se jeg ikke havde forberedt mig godt nok. Det beklager jeg. På nuværende tidspunkt er mine interesser i at beklæde mine vagter til deres arbejde" hans ene finger gled over bordet, som om den i sig selv understregede Seans ord. Et smil hvilede i mundvigen og han havde lagt tryk på ordet vagter, siden det var der deres ordleg var.
"Jeg er sikker på at hvad end Assorian har sagt, har han hentydede til en ny aftale jeg gik med til. Ser du, vi har en fælles veninde der drømmer om at overtage sin egen by..." Rowan havde vundet nok af Seans respekt, til at han blot havde valgt at lægge kortene på bordet.
"...Og siden vi netop gjorde det samme, ser jeg ingen grunde til at være dobbeltmoralsk og nægte hende det samme. Det var formentlig den hær Assorian mente vi ønskede udstyr til" bemærkede han. Assorian var ikke dum nok til allerede at svigte ham, han var blot en mand der ikke tænkte meget over sine ord. Hvis man var venlig nok, var det lige før Assorian ville fortælle dem alt han vidste. Så på det punkt var manden nok lidt farlig.

Da sværdet blev hevet frem, rejste han sig op. Sværdet havde fået hans fulde opmærksomhed. Hvem skulle tro at han selv sjældent brugte sværd for blot nogle år siden? Han var næppe ekspert til sværd, men han vidste da lidt. Han var typen der altid undersøgte tingene ned til detaljerne og han havde skam haft nogle samtaler om sværd med kendere siden da.
Han studerede først sværdet. Han elskede farven, han elskede udsmykningen. Som regel gik han ikke op i udsmykninger og hans soldater skulle blot have noget der fungerede, men han vidste at Rowan lige nu blot ville overbevise ham om at han var god, så derfor var det mere end godt nok.
Med en gestus med den ene hånd spurgte han Rowan om han måtte tage sværdet op, men selv om han spurgte ventede han ikke på et svar, før han tog det op alligevel. Han trådte lidt væk fra bordet og stillede sig op med det foran sig, som om han var ved at kaste sig ud i en hæsblæsende kamp mod en usynlig modstander. Han afprøvede grebet og svang sværdet et par gange, der blot viste at Sean skam godt kunne bruge et sværd.
Til sidst lod han sine fingre følge langs bladet, før hans tommelfinger gled prøvende over æggen for at se om det nu også var skarpt. Han havde slet ikke mærket det, da hans tommelfinger begyndte at bløde svagt. Et lille smil gled over ham, da han gik tilbage til bordet og lagde sværdet på bordet igen. Det var tydeligt på Seans blik at han allerede selv var dybt fascineret af sværdet.
"Fantastisk!" bemærkede han blot.