Have we met each other before? ~ Rowan

t: omkring fem om eftermiddagen
v: udenfor er der overskyet og gråt, det regner tæt
s: Dronningens bibliotek

Neph var en af dem, der ikke længere mente at noget som helst betød noget.
Faktisk, havde hun mere end en gang valgt at sige dette - både til familie og venner.
Hun var, med andre ord, alene igen.
Dette resulterede i, at hun med en flaske Whiskey i hånden bevægede sig rundt i det store bibliotek, imens hun ledte efter et eller andet nemt offer for hendes blodtørst og liderlighed.
Desværre lod biblioteket til at være tomt, og dette var ikke en del af hendes lille plan.
Som resultat begyndte hun at danse rundt iført intet andet end en lille top og et meget løst skørt som afslørede alle de små fine år på hendes krop. Hendes hår hvirvlede rundt om hovedet på hende og en smule sprut spildte fra flasken mens hun sang løs på en elvisk sang om guder og gudinder. Hendes mor havde engang lært hende den.
Man kunne tydeligt se at hun intet havde under hverken top eller skørt - end ikke sko bar hun. Hun trængte til at føle sig fri.
Hun smilede af sig selv, som hun så sjældent smilte. Hun kunne normalt kun smile af dem hun holdte af, og derfor var det en yderst sjælden ting at se hende glad alene.
Hun syntes pludselig at hun så en skikkelse - en mand - i biblioteket, og stoppede op med et splitsekunds overvejelse. Hun støttede sig til en af de lange reoler mens hu genvandt sin balance - en balance der var yderst påkrævet lige nu, men som lod til at være taget på ferie.
Hun gispede lidt for at holde en passerende kvalme på plads, mens hun kaldte ud;
''hvem dér..?'' - selv i hendes stemme kunne usikkerhed og berusethed høres.

Hvem var de? Hvad var de? Og - næsten mere vigtigt - hvad ville de? Der var så mange spørgsmål. Rowan var normalt typen der holdt sig væk fra alle disse ting, som han mente, måtte være de royales problemer og hovedpiner. Efter hans første møde med Mørkets Væsner, havde han dels troet at problemet løste sig selv, og dels ment at det næppe var noget han, en simpel borger, behøvede tænke videre over. Hvad havde man da ellers konge familien til? Men ingen havde været fremme for at forklare angrebet og ingen havde tilsyneladende reageret. Efter hans andet møde, havde han besluttet sig for selv at gå i aktion. Hans umiddelbare tanke havde været at knuse deres hjem; som var de myrer, hvis tue let kunne trampes i stykker. Dette var naturligvis ikke tilfældet, og det var nu derfor at Rowan befandt sig på biblioteket. Det var tredje dag i træk han var her. Han havde bedt Ka om at tage sig af Jacob i et par dage, så han kunne fordybe sig i fred og ro. Der var ingen tid til børn lige nu!

Rowan gik fra sit lille bord, der var blevet stillet frem efter ønske, for at finde en bog fra de omkringstående reoler. Biblioteket var stort. Alt for stort. Det havde taget ham en halv dag at finde den første bog. Han havde dog nu - endelig - en vis ide om hvor han skulle lede. I sin jagt efter mere viden, traskede han med tunge trætte skridt ned ad reolgangene for at finde en bog over Underworlds historie. Der var ikke mange bøger om sådanne emner - de fleste borgere levede i uvidenhed og var ligeglade med fortiden. Varulven sukkede med en hovedrysten. Det var først da sukket forlod hans læber, at det gik op for ham, at biblioteket ikke var stille som det plejede. Andre gæster? Det lød som om nogen talte. Efter at have siddet med hovedet i en bog i flere dage, så havde varulven desperat brug for at tale med en anden. Han satte hastigt imod lyden og i takt med at han kom tættere, blev det mere tydeligt for ham at det var en kvinde. Der sang.

Der gik ikke lang tid før han så hende. Han fortrød straks at være gået den 'lange' vej. Hun var tydeligvis fuld og ikke just fuldt påklædt. Han gjorde mine til at liste væk, da sangen pludselig stoppede og hun i fuldskab råbte ud efter ham. Pokkers...
"Jeg er... Ikke nogen." Svarede han. "Jeg er bare din fantasi. Syng du bare videre." Sagde han, forvirret over sit eget svar. Han betragtede hende og tog nogle tøvende skridt baglæns. "Uuuuh ja. Fantasiii..." Han fortrød straks den sidste del. Hvornår havde hans egen fantasi sidst gjort grin af sig selv?