Don't try this at home! -Nille-

Nille fik et chok da Jacob stillede sig mellem hende og Lily. Lily rynkede på panden, men da Jacob skubbede til hende, røg hun nogle skridt tilbage. Lily snerrede. Lily smed kniven væk. Nu var problemet jo at Lily havde to evner! Skam og Ild. Lilys hånd blev til flammer, hun bøjede sig ned, satte hånden mod jorden, hvor ilden bredte sig hurtigt mod Nille. Nille var nemlig gået lidt væk fra Jacob, for at der ikke skulle ske ham noget. Ilden nåede dog ikke særlig langt. Nille var hoppet op i et træ, Lily havde stoppet ilden mens hun tog kniven op. Forsent. Nille havde trukket sine to daggerts, mens hun sad på hug på en gren.
"Smid kniven." Hviskede Nille, dog højt nok til at Lily ville kunne høre hende. Lily smilede blot, kastede kniven mod Nille. Nille spærrede øjnene op, og hoppede ned inden kniven ramte hende. Dog... Ramte hun jorden for hårdt, så hendes ankel forstuvede. Nille knurrede af smerte, og fik med besvær bakset sig op. Hun kiggede på Lily.

Selvom Lilly var efter Nille, så skulle hun ikke regne med at få ramt på hende, for Jacob ville gøre alt hvad han kunne for at hjælpe hende, om det så betød at han måtte få en skræmme eller to. Det betød ingenting, det skulle nok heale igen på et eller andet latterligt tidspunkt. Han knurrede af Lilly og da Nille faldt ned fra træet, var han hurtigt henne ved hende og løftede hende op sine arme, fjernede hende fra Lilly. Han sprang til siden med hende, hvor han lagde hende ned, strøg en finger over hendes kind og sprang derefter tilbage til Lilly igen. Han kiggede koldt på Lilly, imens han langsomt begyndte at knytte sine hænder, så Lilly ville kunne mærke hvordan hendes krop langsomt begyndte at fryse op indenvendigt, som havde nogen kastet hende i en kold sø og bagefter smidt hende i en fryser.. Alt begyndte at blive koldt for hende og hvis ingen stoppede ham, ville hun dø af kulde..

Nille kiggede på Jacob da han løftede hende. Hvorfor? Havde hun ikke været uretfærdig over for ham? Hvis det ikke havde været fordi Lily var der, ville Nille give ham et kram og et kys på kinden, som undskyldning. Men det kunne hun jo ikke gøre lige nu, uden at distrahere Jacob og høre en hånende latter fra Lily. Hun kiggede blot på ham med sine lysende blå øjne, som havde et glimt af uskyldighed og forundring. Hun reagerede ikke på hvad andet der skete. Hun kiggede kun på Jacob. Hendes ankel gjorde ondt, men hun kunne intet gøre ved det. Da han lagde hende ned, fik hun sat sig lidt op. Hun ville gerne gribe fast i hans arm og trække ham ned til sig, så hun kunne gemme sig hos ham. Det gjorde hun bare ikke. Det ville ikke være en god ide.
Lily mærkede skam kulden. Hun skulle til at gøre noget, men stivnede, og var som om hun ikke kunne røre sig. Lily stirrede på Jacob. "Hvis du dræber mig... Finder Nille aldrig sin... Rigtige mors... Morder." Hviskede Lily. Nille hørte ordene. Hun kiggede på Lily. "Sylvas morder..." Hun huskede udmærket at hun havde fundet sylvas lig, og Jacob havde lavet en iskubbel til ære for sylva. "Stop!" Nilles stemme var desperat. Hun kiggede på Jacob. "Stop, Jacob!" Nille ville gerne have at Lily var død, men lige nu havde Lily informationer som Nille skulle bruge.

Inde i Lillys krop ville hun fryse, til hun ikke længere kunne få luft og til at han havde omringet hjertet med sin is, så det heller ikke længere ville være i stand til at slå. En så lille evne, kunne hurtigt vise sig at være noget af det farligste du kunne komme ud fra, for hvordan ville man kæmpe imens isen langsomt overtog dig indefra? Pludselig kom han dog ud af fokus, da han pludselig kunne høre lyden af Nilles stemme i nærheden at sit øre, hendes stemme der tikkede ham om at stoppe. Aldrig havde han hørt hende være så desperat før, så ligeså hurtigt som et lyn, ville isen langsomt forsvinde fra Lilly, men for en sikkerheds skyld kastede han is omkring hendes fødder, så hun ikke var i stand til at stikke af. Så hun havde informationer hva? Det var heldigt for hende, ellers havde hun for længst været død.
"Så spyt ud om hvad du ved om det, og du gør klogt i ikke at finde på nogen numre," sagde han koldt og så på Lilly, uden den mindste tegn på følelse i sin krystalblå øjne, der ellers plejede at være glade og rolige. Han ville kigge om på Nille, men kunne ikke tage øjnene fra Lilly, i frygt om at hun skulle finde på noget der skulle ende med at gå udover både ham og Nille.

Lily mærkede hvordan iset omringede hendes allerede kolde hjerte, mens det blev sværere og sværere for hende at trække vejret. Lily prøvede at få alt ilden i hendes indre til at modkæmpe Jacobs is, men det var svært, hvis hun havde fået ilden noget frem før, ville hun kunne have modstået Jacobs is. Men isen var kommet for tæt. Lily kunne høre Nilles tiggende stemme om at få Jacob til at stoppe med at fryse Lilys hjerte til is så hun ville dø. Isen forsvandt hurtigt fra Lily, hvorefter hun trak vejret dybt ind og åndede så lettet ud. Lily skulle til at gå, indtil hun mærkede en kulde omkring sine fødder. Hun så ned, hvorefter hendes hænder blev rygende varme. Nille kastede dog en sten på Lily, som fik Lily til at se op og miste fokus omkring ilden, så ilden forsvandt fra hendes hænder. Lily kiggede på Jacob da han sagde noget til hende.
"Du er ikke særlig rar, det ved du godt, ikke?" Sagde Lily med et flabet smil. "Jeg ved hvem der dræbte Sylva, og det må sgu da heller ikke være særlig svært at regne ud nu, om hvem der gjorde det." Lily lagde armene over kors og så udfordrende på Nille. Få sekunder var vreden, hadet og foragten malet i Nilles ansigt. "Din...!!!" Nille rejste sig op, på trods af hendes ankel som var brækket. Lily havde dog fået smeltet isen om sine fødder, ved hjælp af sin ild evne, da Nille kastede sig mod Lily. Lily undveg ved at gå til side, men Nille nåede at få fodfæste selvom det gjorde ondt. Tårerne gled ned af Nilles kinder mens hun så rådvildt på Lily. Lily løftede en hånd mod Jacob. "Næ nej, hvis du gør mig noget, vil du fortryde det." Lily vendte ryggen til dem, hvorefter hun begyndte at gå væk. "Men Sylva er nok ikke død alligevel, Nille. Du kender Sylva, bedre end nogen anden. Hun er jo, trods alt, din mor. Ligeså vel at hun er min." Lily smilede en sidste gang ondt til dem hvorefter Lily begyndte at gå væk igen.

Ikke særlig rar? selvfølgelig var han ikke rar overfor en der ønskede at slå Nille ihjel! Jacob havde bare en side af sig selv, der kun kom frem hvis der var nogen som skadede dem han elskede. Det var liget af Nethan et bevis på. Han knurrede af lilly, men sagde ikke noget til hende, for selv hvis han sagde noget, så ville det sikkert ikke blive andet end en spydig bemærkning, som han havde meget svært ved at holde nede. Takket være den barrier munden skabte ved at være lukket, kunne han holde bemærkningen nede og lytte til det de snakkede om i stedet, samtidig med at han var fokuseret på om Lilly kunne finde på et eller andet. Det hele gik så stærkt, det næste der skete var ikke til at forklare, men hurtigt gik det op for ham at Lilly var på vej væk og Nille havde rejst sig op på sin brækkede ankel. Han vidste ikke om han skulle gå hen til Nille, eller om han skulle løbe efter Lilly og stoppe hende, selvom hun havde sagt at han ville fortryde det hvis han gjorde det.. Han bed sig tøvende i underlæben, men valgte til sidst at løbe hen til Nille, løfte hende oppe i sine arme og løb den modsatte vej Lilly løb.. Med en brækket ankel kunne Nille alligevel ikke kæmpe og de måtte finde hende en anden gang.. Da de var kommet lidt væk, satte han hende ned og så bekymret på hende og derefter ned på hendes ankel.

Lily skyndte sig hurtigst muligt væk fra Nille og Jacob. Lily ville ikke have mere tæsk, da hun vidste at nu ville Nille eller Jacob slå hende ihjel. Lily så sig kort over skulderen, mens en ond latter forlod hendes læber, men så løb hun videre. Få sekunder efter, var hun ikke til at få øje på. Nille blev ved med at høre Lilys ord om og om igen. Men Sylva er nok ikke død alligevel, Nille. Du kender Sylva, bedre end nogen anden. Hun er jo, trods alt, din mor. Ligeså vel at hun er min. Selvom Nille godt havde vidst at Lily også var datter af Sylva, og Nilles søster, kunne Nille ikke lade være med at tænke... Hvad hvis Sylva ikke var død? *Jeg blev vækket fra de døde, hvorfor skulle Sylva ikke blive vækket?* Nille mærkede svagt hun blev løftet, hun var ikke besvimet, hun var bare langt væk i sine tanker.
Hun lukkede øjnene, og mærkede en tåre glide ned af hendes kind. Hvorfor skulle alt være så kompliceret? Hun åbnede svagt øjnene og opdagede at hun sad ned. Hvis der var en ting nille så absolut ikke brød sig om, var det at føle sig svag, og lige nu følte hun sig svag på grund af hendes ankel. Hun kiggede på Jacob.
"Jeg har det fint. Det er ikke så galt med anklen." Det var tydeligt at se på hende, at hun ikke brød sig om at føle sig svag. Hun følte sig som dengang hvor hun havde været Shapeshifter, dengang havde hun ikke brydt sig om det, nu var det bare værre. Hun bevægede ikke anklen, for det ville gøre ondt. "Den er kun forstuvet." Mente hun. Hun så tøvende op på Jacob.

Han vidste godt at hun ikke brød sig om at være svag, men når man var såret, så var man altså såret og det kunne ikke bare sådan forsvinde, medmindre man havde en evne til at heale. I sin tanke misundte han kort engle og vampyrer for at kunne heale, men han skubbede det dog hurtigt væk igen og sørgede for at Nilles ankel kunne heale hurtigst muligt. Forsigtigt lagde han sine hænder på den og lod sin kulde strømme igennem hende, ligesom man altid lagde en kold pose is på såret eller sit hoved når man havde hovedpine. Kulden ville strømme igennem hende, men det ville ikke være dræbende ligesom han havde gjort igennem Lilly. Kulden der kørte igennem hende, sørgede for at lege med dets beroligende magt omkring anklen, så hun kun vil kunne mærke den lidt i resten af sit ben. Han bed sig i underlæben og fjernede til sidst sine hænder, lod anklen passe sig selv lidt.
"Nej, den er desværre brækket Nille, du må sørge for ikke at gå for meget," sagde han roligt og lagde forsigtigt sine arme under hende igen, hvor han derefter løftede hende op og begyndte at gå med hende. "Den skal nok klare den, bare sørg for ikke at gå for meget på den," Han smilte roligt til hende og fortsatte igennem skoven..

Nille var lidt ligeglad med om hun var såret, hun havde en livs pligt og den agtede hun at følge. Grunden til at Nille blev født, var fordi at Skammerne ikke måtte ende. Nille så spørgende på ham da han lagde sine hænder på hendes ankel. Hun stivnede kort da hun mærkede den lille kulde snige igennem hende. Det hjalp lidt. Hun kiggede på ham, da han fjernede sine hænder. Det var jo ikke fordi at hun ville dø af den brækkede ankel. Slet ikke, men det virkede bare som om Jacob var bekymret for det. Måske var det bare noget hun bildte sig ind.
Hun sukkede. "Det er ikke verdens undergang." Mumlede hun for sig selv, det var ikke rettet mod ham, mere sig selv. Det var ikke om anklen, men Lily og Sylva. Hun lagde armene om hans nakke og hovedet mod hans brystkasse. "Undskyld, fordi jeg var så uretfærdig før." Mumlede hun, dog stadig højt og tydeligt nok, til at han kunne høre det.
"Hvor er vi på vej hen?" Hun så spørgende på ham.

Det var ikke verdens undergang nej, men derfor skulle anklen alligevel have en smule fred, så den snart ville kunne være frisk igen og hun endnu engang ville være i stand til at gå. Han vidste godt at der nok ikke ville gå lang tid, før Nille være oppe at gå igen, trods alt var der jo ting som hun skulle sørge for og blev nød til at have ordnet. Med faste bevægelser gik han hen imod sit hus. Den blege hud skinnede i refleksionen fra solens stråler, der så småt havde begyndt at overtage himlen og de krystalblå øjne skinnede også svagt i de svage stråler. Han så ned på hende med et varmt og roligt smil på sine læber, der skulle forstås som et lille tegn på at hun var tilgivet og at han ikke tog det så tungt. Han kendte hende alt for godt til at vide at det blot lille var en lille humørsvingning. Forsigtigt løftede han hende højere op, for at få et bedre greb om hende, så hun ikke skulle falde ned på jorden.
"Det er i orden," hviskede han og lod sine læber strejfe hendes pande. "tilbage til mit hus, medmindre du kunne tænke dig at tage et andet sted hen?" Han smilte spørgende til hende og så ind i hendes smukke øjne.

Ting hun skulle ordne... Der var så meget! Man skulle tro hun ville blive stresset af det, men det blev hun ikke. Det var faktisk rart at hun havde noget at give sig til, i stedet for at hun skulle kede sig derhjemme og intet have at lave. Hun ville ikke være en af de kvinder, der skulle ordne vasketøj og sende børnene i skole, og alt det andet de nu lavede. Hun ville være som en skammer skulle være, dog ikke helt alligevel, hun skulle jo også være sig selv. Hun kiggede op på Jacob og smilede svagt. Hun kunne stadig ikke fatte at han faktisk elskede hende... Hvorfor lige hende? Men det spørgsmål stillede mange piger og drenge sig selv, når de var sammen med en de virkelig elskede, og som også elskede en. Hun lukkede blidt øjnene da hans læber strejfede hendes pande. Hun havde noget dårlig samvittighed, men det gik lige. Hun åbnede øjnene og smilede til ham.
"Nej, lad os bare tage over til dig... Josh er sikkert også ved at blive bekymret." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Og, du skal ikke vænne dig til at bære mig." Hun sagde det drillende og et svagt smil var om hendes læber.

Han nikkede blidt til hende med et svagt smil på sine læber. Pludselig kunne han mærke en smerte i sin fødder, men ignorerede det ved at gå videre og bide i sin underlæbe. Det var sikkert bare et par skræmmer, dem fik han altid og det kunne ikke forhindres, når man gik rundt ude i skoven så tit som han gjorde. Et kort øjeblik stoppede han op, bare for at tage en lille pause på de sårede fodflader. Det varede dog ikke længe før han igen var i gang med at gå. Smerten boblede inde i ham, men han måtte ignorere den og fokusere på Nilles smerte frem for alt. Han blev ved med at gå, til de kom til hytten og Josh stod med et smil på læben og ventede på dem. Smilet forsvandt dog hurtigt da han bemærkede at Nille blev båret, det kunne kun betyde at hun var såret. Med forsigtige og dog hurtige bevægelser, løb han hen ved siden af Jacob og kiggede spørgende op på Nille. "Er du okay?" Han spurgte med sin mest bedårende stemme han kunne lave og så på hende, med de chokoladebrune øjne der kunne tilhøre det mest nuttede væsen i verden. Jacob smilte skævt, fortsatte med at gå med Josh ved sin side og Nille i sin arme.. Dog kunne han mærke at hans arme også var ved at give efter.. Hvad var der i vejen med ham?.. Da han kunne mærke at de var kommet indenfor, satte han Nille ned i sofaen og havde nær selv væltet ned i den.. Han var udmattet, svimmel, alting drejede rundt for ham og før han kunne nå at forhindre sig selv, lå han på gulvet og støttede med sine arme, for ikke at falde helt sammen.. Han kunne høre Josh råbte hans navn bekymret.. Men.. han kunne intet se.. Der var mørkt, sveden glinsede ned af hans pande og armene rystede, så det var svært for ham at holde sig oppe.. Såret i fødderne sveg og sveg, pinte ham og til sidst kunne han ikke holde sig oppe længere.. Gulvet føltes koldt og vådt, som lå han på bunden af havet..
Josh kiggede nervøst op på Nille, inden han forsøgte at trække Jacob med op at stå igen.. Der var gået betændelse i sårene.. hans fodflader var gule og blå, blodet var størknede og man kunne ikke længere se den bleg hud, da det gule og blå spor havde spredt sig over hele fodfladen og var på vej længere op af foden..

Nille kunne se på Jacob at han led på grund af fødderne. Hun gav ham et hurtigt kindkys og smilede beroligende til ham. Det var hendes skyld. Hun lagde hovedet mod hans skulder og lukkede øjnene. Jacob kunne bare det med at berolige hende. Hun elskede ham noget så højt... Hun åbnede øjnene og betragtede ham, mens han gik. Hun kiggede på Josh da de nåede til huset og smilede til ham, for at berolige ham. Hun lagde hovedet lidt på skrå da han spurgte om hun var okay. Hun rakte sin arm ud og strøg ham over håret med sin hånd. "Jeg har det udmærket, jeg har blot brækket min ankel." Svarede hun roligt. Josh var så nuttet, som lille! Den ældre Josh så hun som sit ansvar, hun ville sørge for han ikke lavede ballade.
Hun så bekymret på JAcob. Hun kunne fornemme at der var noget galt. Hun blev sat ned i sofaen, men da Jacob væltede på gulvet, brækket ankel eller ej, hun rejste sig op og satte sig på hug ved ham. Hun strøg over hans hvide hår. Han var helt varm.. Hun var bekymret. Hun kiggede på Josh, hun ville ikke lade ham se at det bekymrede hende. Hun bed sig i underlæben. "Josh, kan du ikke skaffe noget koldt vand?" Spurgte hun, prøvede at smile beroligende til ham for at vise alt var okay, hvilket det bare ikke var.
Hun rettede sin opmærksomhed mod Jacob igen. Hun kiggede på hans fødder og skar ansigt over det. Hun måtte gøre noget... "Jacob. Du må fremfor alt ikke besvime." Hviskede hun, med en bestemt klang i sin stemme, som nogle havde svært ved at sige imod. Hun så rundt. "Josh, har i nogle helende urter her i nærheden?" Spurgte hun.

Han hørte hendes stemme som en svag hvisken.. Alting stod i tåger for ham, han havde det som om at han var ved at drukne og at lyden af stemme blot var noget han forstillede sig. Men, han gjorde hvad Nille sagde og besvimede ikke, han holdt sig vågen selvom hans øjenlåg var ligeså tunge som sten! Pludselig kunne han høre små fodtrin løbe forbi ham, men da han rettede sit blik imod lyden, kunne han ikke rigtig se andet end en grå klat. Det var i virkeligheden Josh der havde sust hen ad gulvet, for at hente en spand med vand. Hurtigt havde han fundet en spand under vasken og skyndte sig at fylde den op med det koldeste vand der nu var. Selvom Nille snakkede beroligende til ham, så var han ikke dum, han kunne godt se at der var noget helt galt med Jacob og at hvis de ikke gjorde noget snart, så ville det ende med en katastrofe! Han løb hen til Nille, uden at spilde den mindste smule vand og satte automatisk spanden ned ved siden af hende. "urter?" Han så på hende, som en forvirret dådyr unge i en bils lygter.. "Nej.. det tror jeg.. Hov vent jo!" Hurtigt lyste han op, smilte over hele hovedet og et kort øjeblik forsvandt han ud af døren, med sin trofaste følges ven Mystic lige i hælene. Jacob gispede efter vejret, forsøgte at finde rundt på tingene, men kunne intet se eller høre.. Efter kort tid kom Josh løbende ind med nogen forskellige urter. "Kan nogen af dem bruges?" han rakte dem frem imod Nille og så spørgende, nærmest bedende på hende.

Nille var mega meget bekymret, det var helt forfærdeligt. Hun vidste dog godt hvad hun skulle gøre. Hun skulle gøre Jacob kold igen ved hjælp af vandet, forbinde sårene med helende urter, så ville det forhåbentlig gå. Hun ville ikke miste Jacob! Hun forsøgte at berolige sig selv, ved at tænke at det hele nok skulle gå, at JAcob var en stærk dæmon. Og hvis han døde, ville hun komme efter ham! tanken om hvad hun egentlig skulle fortælle ham, hamrede ind i hende som en hammer der slog et søm ned i noget træ. Hun trak vejret dybere af nervøsitet. Nej, det var ikke tiden til at tænke på det! Hun skulle først hjælpe Jacob. Hun vidste godt at Josh ikke var dum, men det var da dumt at gå fuldkommen i panik, foran ham. Hun smilede til Josh da han kom med vandet. Hun foldede sine hænder som en slags skål og dyppede hænderne ned i det iskolde vand. Hun hældte vandet ved Jacobs varme pande. Det kunne ikke være godt at han var så varm, når han som regel var kold. Hun så rundt efter noget hun kunne bruge som klud men kom så i tanke om sin kjole. Hun dyppede ærmet, altså det der ikke rigtigt var en del af ærmet, nærmere pynt, ned i vandet, og dyppede så det lange ærme mod Jacobs pande. Da Josh kom med urterne betragtede hun dem. "Ja, de er fine. Kan du hente nogle forbindinger? Eller bare noget vi kan bruge til forbinding." Hun smilede og tog imod urterne. Hun trak sin ene daggert frem, og ventede på at Josh kom med noget de kunne bruge som forbinding. Hun så på Jacob, bukkede sig ned, og kyssede hans pande. "Det skal nok gå..." Sang hun svagt med skammer stemmen. Denne gang var det ikke den skræmmende skammer stemme, den var beroligende og fyldt med kærlighed.

Forbindinger? Josh var hurtigt ude i køkkenet igen, hvor han rodede i en skuffe hvor han var sikker på at forbindingerne var i, eftersom han tit selv har måtte have forbindinger på, men det var en anden historie og det var ikke vigtig nu! Han rodede og rodede i skuffen, indtil han til sidst fandt frem til forbindingen og skyndte sig hen til Nille, rakte den til hende og kiggede nysgerrigt med. Der måtte ikke ske Jacob noget! Så ville han i hvert fald gøre alt hvad der stod i hans magt for at forhindre det!
Jacob lå stadig helt stille, lyttede til sine omgivelser med øjnene halvt på klem og munde halvt åben. Hendes stemme.. Den var der.. Ved lyden af hendes stemme, fik ham til at smile skævt og han ønskede sådan at han kunne se noget, men kunne ikke se andet end mørke.. Hvad nu hvis han.. Ikke skulle se dem igen.. Hvad nu hvis.. Han skubbede de tanker væk, sådan måtte han ikke tænke! Han måtte være stærk! Han skulle overleve og det skulle han altså bare! Han mærkede noget koldt imod sin pande, hvilket fik ham til at åbne øjnene en smule mere og se op på Nille.. Han kunne næsten se hendes ansigt.. hendes smukke blå øjne og beroligende smil.. Hun måtte ikke gå fra ham.. Langsomt og roligt, forsøgte han at rejse sig op, med det resultat at han ikke kom længere end op at sidde, så han kunne læne sig op af sofaens kant.
"det ved jeg," hviskede han og smilede endnu engang svagt.. Hans hænder rystede voldsomt..

Nille tog imod de forbindinger Josh kom hen med. Hun smilede til ham, det skulle nok gå. Det skulle det bare. Jacob fik ikke lov til at forlade hende sådan uden videre. Hun så bekymret på ham da han fik sat sig op så han kunne læne sig op af sofaens kant. Hun lagde sin ene hånd på hans hånd. "Rør dig ikke." Hun bed sig i underlæben. Hun fik sig hen til hans fødder, og kiggede på sårene. Hun foldede en forbinding ud på gulvet, trak en af sine daggerts, og knuste de helende urter mod forbindingen. Derefter forbandt hun forbindingen om hans ene sår. Det samme gjorde hun ved den anden forbinding hvorefter hun forbandt det om hans andet sår. Hun tog spanden med det kolde vand og satte sig ved siden af ham. Hun dyppede sit lange ærme i vandet igen og kørte det kolde våde ærme mod hans pande.
"Virker de helende urter? Kan du mærke om de virker?" SPurgte hun nervøst.

Han kunne mærke noget imod sine fødder, men kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var. Det føltes koldt, men samtidig så var det varmt og det var som om at det hjalp en smule. Det var bedst at Jacob ikke bevægede sig, for jo mere han bevægede sig, jo mere ville sygedommen sprede sig og hvis disse gule og blå markeringer nåede op til hans hofte, ville han blive lam i benene og de ville blive nød til at fjerne dem.. Og hvis det bevægede sig længere op af.. så ville han kunne dø hvert sekund det skulle være. Han stoppede med at røre sig og lå i stedet som en ubevægelig lille mus, der var bange for at katten skulle finde ham. Hans hjerte pumpede og smerterne forsvandt langsomt, men det var alligevel som om det varede en anden verdens krig. Han stønnede af smerte, lukkede øjnene hårdt i og bed sig selv i underlæben.
"Det tror jeg," hviskede han og prøvede at smile, men kunne ikke fremtrylle et på sine læber, selvom han gerne ville. Josh stod og kiggede bekymret på ham, ville kramme ham, men turde ikke rigtig gøre noget da han var bange for at gøre noget der ville være forkert. I stedet gik han hen ved siden af Nille og tog forsigtigt hendes hånd i sin.

Nille var ret sikker på at urterne ville hjælpe ham. De kunne eventuelt stoppe betændelsen og fjerne den. Hun håbede i hvert fald de kunne. Han måtte ikke bevæge sig, også selvom han eventuelt var meget rastløs. Han skulle blive hvor han var! Hun ville ikke miste Jacob, han var en af de sidste hun ville miste. Hendes lysende blå øjne strålede af bekymring for Jacob, hun ville ønske hun havde evnen til at heale ham... Men nej. Hendes evne skabte vrede, had, sorg og fremfor alt Skam. Hun kunne blot rive ar op, så arrene begyndte at bløde igen. Det var det hun kunne med sin evne. Hun kunne tvinge en til at se de minder man havde fortrængt fordi de gav en skam i livet. Da Jacob stønnede af smerte, strøg Nille forsigtigt to fingre ned af hans kind.
Han troede det virkede. Det var da en start. "Lad os håbe." Måske skulle hun bede til Skammernes gudinde? Hvis deres gudinde overhovedet kunne hjælpe med sådan noget... Men det var et forsøg værd! Der var forskellige måder at bede for Skammernes gudinde. Nilles måde var at tænde et bål, gå om det eller sidde foran det, mens hun sang bønnen med skammer stemmen. Nille smilede svagt til Josh og trak ham ind i et kort kram. Nille kiggede på Jacob. "Du må ikke røre dig, indtil en læge har set på dig." Jep, hun ville hente en læge. Selv hvis det kunne betyde at hun blev fanget af dusørjægerne. Hun havde skam set dem i grupper i Doomsville. "Josh, vil du ikke lege med Mystic?" Hun smilede til Josh. Det var nok bedst at Josh gik udenfor nu... Hun skulle snakke med Jacob om noget, før hun glemte det. Josh skulle ikke høre det. Et bestemt glimt var i hendes lysende blå øjne, blandet med få sorte prikker. "Men gå ikke for langt væk fra huset. Vær i nærheden, så jeg kan høre dig, hvis der sker noget." Der var jo den pige der var blevet kidnappet stadigvæk. Og Lily... Mon Lily kunne finde på at skade Josh for at få fat i Nille? Hm... Hun vidste det ikke. Nille ville ikke være ond mod Josh, ved at bruge sin skammer stemme kort, men hun ville vise at det ikke var en ordre han kunne stikke af fra, som hun havde opdaget at han gjorde ved JAcobs ordrer. For hvis Josh ikke blev i nærheden af huset, så ville han få store problemer.

En læge.. han ønskede ikke at gå til en læge, det hele skulle nok klare sig uden en læge! Jacob var nemlig ikke helt sikker på om han kunne stole på sådan en såkaldt læge, måske var han en smule mistroisk men det lå altså bare til ham at være det. Han smilte svagt og indeni ønskede han bare at det hele skulle forsvinde, bare gå fra ham, så han for en gang skyld kunne snakke med Nille igen, uden at der skulle komme nogen irriterende grund i vejen. Enden så var det ene, eller så var det det andet, han blev snart skør over alle de dumme grunde til at han ikke kunne være hos hende! Et nyt klynk undslap den unge dæmons læber, og for at få smerterne til at forsvinde, bed han sig i underlæben og lukkede sine øjne hårdt i. Det sortnede sig alt sammen, han hørte ikke engang det Nille sagde til Josh om at han skulle gå ud og lege med Mystic.
Josh havde egentlig ikke lyst til at forlade sin bror, men han kunne se på Nille at det var alvorligt, så med et trist glimt i sine brune øjne forlod han huset og løb ud, men ikke med lystige bevægelser, snare opgivende bevægelser. Jacob kunne høre at han forlod huset og af ren reaktion, kiggede han efter ham og derefter hen på Nille. De krystalblå øjne søgte efter svar på et eller andet, som han ikke engang kendte spørgsmålet til.. "Bad du.. ham om at gå?" Han så spørgende på hende.

Om Jacob ville det eller ej, en læge skulle se til ham! Ikke tale om at hun ville risikere at miste ham. Hun var ligeglad med om at lægen kunne være en fupmager, lægen ville vide hvad der skete hvis han prøvede på noget. Skam, tortur, skam og så døden. Denne grund til at hun og Jacob ikke kunne være sammen var ikke dum. Ikke ifølge hende. Hun kunne også lyve og sige hun... Nej. Det kunne hun ikke sige. Hun elskede jo ikke Markulius og hun gik ikke ind for løgne. Hun sø undskyldende på Josh, men dette måtte Josh ikke få at vide. Hun så efter Josh da han gik ud.
Hun kiggede på Jacob igen og bed sig i underlæben over hans spørgsmål. "Ja, det gjorde jeg." Hun rømmede sig. "For der er noget jeg skal fortælle dig, som Josh ikke må høre." Hun tog en dyb indånding. "Jeg ved jeg har kommet med mange grunde til vi ikke kan være sammen, selvom jeg gerne vil. Denne grund er den vigtigste af alle. Jeg blev født for at være skammer, for at bringe skammerne videre. Efter episoden med Toby svor jeg at jeg aldrig ville have et barn igen. Men det er jeg nød til at få. Du ved jeg ikke kan være sammen med dig i sengen, på grund af min evne, og jeg gætter på du ikke vil have et barn... Så medmindre du binder mig, sørger for jeg intet kan se eller tale, så kan jeg. Ellers spilder jeg al min energi." Hun så ned. "Jeg kan ikke være sammen med dig. Jeg har en pligt... Som jeg hellere end gerne vil ignorere så jeg kan være sammen med dig, men det kan jeg ikke. Enten skal jeg være dig utro, eller at vi får et barn selvom jeg eventuelt bruger min evne mod dig, eller vi skal slå op. Og jeg har ikke lyst til nogle af delene. Jeg vil bare have dig." Hun sukkede. Hun kiggede på ham. "Det er et dårligt tidspunkt at sige det på... Men du så lily. Hun vil dræbe mig og måske også min søster. Så ender de rigtige skammere. Det kan jeg ikke lade ske!"

Josh måtte ikke høre det.. Hvad måtte han ikke høre og hvorfor virkede hun pludselig så trist. Selvom han ikke vidste hvad det hanlede om, så gjorde det allerede ondt på ham og han kunne fornemme på det hele at det ikke var noget han ville blive glad for at høre. Da hun havde sagt det hele, havde han det som om at han ikke kunne bevæge sig og som om at hans hjerte var knust. Det var ikke længere smerten i fødderne der gik ham på, nu var det Nilles ord der gjorde ondt, også selvom han vidste at hun kunne blive nød til at sige det til ham. Men, han ønskede jo ikke at miste hende og han ville ikke se hende have et barn med en anden! Aldrig! Hun var hans og bare tanken om at hun var sammen med anden, fik ham til at fryse indvendigt og lade en knurren blusse op inde i ham. Nej, han ville ikke have et barn og hun blev nød til at få skammeren videre, så hvad nyttede det at han var der overhovedet? Han bed sig i underlæben, kiggede ned i jorden og ignorerede at han havde det som om at alting ramlede sammen for ham. Han ville ikke give slip på hende.. De kunne ikke bare sådan skilles fra hinanden, kunne de? Det var ikke så enkelt, langt fra! Han ville ikke skilles fra hende og det ville han bare ikke! Han kiggede tøvende hen på hende, de krystalblå øjne glimtede af sorg.
"Jeg vil ikke miste dig," hviskede han og kiggede ned i jorden igen. "Jeg ved godt det er din pligt som skammer og jeg.. forstår det vel godt men.. Jeg.." Han kiggede op på hende igen. "Jeg vil ikke miste dig," Han kiggede hende i øjnene, så ind i hendes sjæl og kunne mærke følelsen af at det umuligt kunne ende godt. Indeni var alting ved at bryde sammen, hvis hun forlod ham ville det ikke kun bryde sammen, men også brænde ned til grunden. "Jeg beder dig.. du må ikke gå fra mig,"

Hun vidste at det ville gøre ondt på ham at få det at vide. Men hun kunne bare ikke lade hendes evne ramme ham. Hun lukkede øjnene. Nogle gange ville hun ønske at hun kunne sparke sin evne langt væk, men hun vidste at hun ville fortryde det senere. Evnen var en del af hende... Ligesom Jacob var. Hun ville ikke forlade ham, men hvad pokker skulle hun gøre? Hun kunne ikke få et barn med ham, han ville ikke og hun kunne komme til at bruge sin evne mod ham. Hun havde før brugt sin evne mod ham, men nu skulle hun huske at det ville være denne gang. Tænk, hvis hun mistede så meget kontrol at hans sjæl blev flået itu, så han døde? Det ville hun aldrig kunne leve med. Men det vigtiste og det der lidt sårede hende var at... Han ikke ville have et barn med hende. Hun havde vel intet andet valg end at forlade ham. *Du har en pligt, Nille. Du skulle aldrig have ladet dig forelske i ham.* Hun sukkede indvendigt over sine tanker. Hun kiggede på Jacob.
"Jeg vil ikke gå fra dig, men har jeg andet valg? Jeg kan ikke lade skammerne uddø. Vi er allerede meget få. Der er kun to rigtige skammere i denne verden, af hvad jeg ved. Mig og isobel. Det er meget vigtigt at jeg gør noget for at holde skammerne i live. Jeg er født til at være skammer. Jeg skulle aldrig have ladet mig forelske i dig... Selvom jeg ikke fortryder det. Du må ikke misforstå mine ord, Jacob. Jeg vil så gerne blive, men jeg... Ja." Hun bed sig i underlæben og så ned. "Jeg ved at jeg har såret dig mange gange, men der er en ting jeg aldrig ville kunne tilgive mig for." Hun så på ham. "Hvis jeg brugte min evne mod dig, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv."

Han kiggede ned i jorden igen og ønskede bare at tiden ville gå i stå eller i det mindste spole tilbage til dengang hvor alting virkede så let. Dengang han bare var en uviden dæmon der nød livet, passede sig selv og var en enspænder som ingen kendte til. Men, så mødte han personer der blev en del af ham og nu ville en af de vigtigste forsvinde fra ham. Forskellige billeder dannede sig op i hovedet på ham, billeder af første gang han så nille, blev forelsket i hende og i sin underbevidsthed så han Christian der havde værey som en bror, men nu var død, Caroline med sit smil og sit venskab, jade der havde valgt at beskytte ham og til sidst men ikke mindst så han josh.. Alle billeder dannede sig oppe i hovedet på ham, som skulle han sige farvel til det hele. Han kiggede op på hende og blev en smule såret over sætningen, at hun aldrig skulle have forelsket sig i ham, selvom han godt vidste at det ikke var ment på den måde. De krystalblå øjne var meget nedtrykte, så en hver der så ind i dem ville blive ramt af den følelse selv.. Han bed sig i underlæben. "Nej, det havde været meget nemmere hvis du ikke havde forelsket dig i mig hva?" Han forsøgte at smile skævt, men kunne intet få frem. "Jeg ved at du ikke vil bruge din evne imod mig med vilje og det med et barn.. Det er ikke fordi jeg ikke vil have et med dig.. Du ved jeg.. Jeg ved bare ikke om jeg vil gå som far," han kiggede ned i jorden. "Og.. Jeg ved det er din pligt som skammer at få et barn, så hvad nytter en kæreste som mig i sådan en situation.. Men.. Hvis det betyder at du.. Bliver hos mig.. Så.. Vil jeg gøre alt, trods alt elsker jeg dig,"

Nille ville sådan ønske at hun havde andet valg end at såre ham. Hun ville ikke såre ham, men... Hun kunne bare ikke lade der ske ham noget, eller lade ham blive far når han ikke ville. Det ville hun ikke tvinge ham til, men hun var nød til at finde en der ville have et barn. Som kunne klare fader rollen, var stærk, klog og en leder. Det var det hun havde brug for, hvis hun skulle have et barn mere. Hvis? Det var et skal. Men hvem ville være en god far, af dem hun kendte? Hun tænkte sig om, men kunne ikke komme i tanker om nogen. Hans ord om at det ville have været nemmere, hvis ikke hun havde forelsket sig i ham, skar sig ind i hendes hjerte. Hun så noget irriteret på ham, ikke med vilje, men det var en reaktion.
"Ja, det ville det. For så ville jeg ikke stå i denne situation. Så ville jeg ikke være bange for at gøre dig fortræd. Jeg fortryder det på en måde, men jeg er også meget glad for det." Hun rejste sig op. Hun kiggede ned på ham. Hvis han prøvede at rejse sig, ville hun holde ham nede. "Nemlig, det vil jeg ikke gøre mod dig. Så hvad andet valg har jeg, end at blive gift med en mand, få et barn og opfostre det på en rigtig måde så hun kan blive en god skammer?" Hun så lidt spørgende på ham, i håb om at han havde en ide eller noget. "Du var da en god stedfar for Toby." Mumlede hun og lagde armene over kors. "Jacob, jeg kan ikke blive ved dig, uanset hvor meget jeg vil." Hun var nød til at såre ham, uheldigvis. Der var tårer i hendes øjne, da hun så på ham. "Lad vær med at følge efter mig, bliv liggende og få det bedre. På den måde, sørger du for at ingen af os dør." Hun gik mod døren, men selvom hun lignede en der ville gå, ville hun blot vente til et bestemt tidspunkt og så gå tilbage til ham. Samme dag.